Kapitel 1
Byalagets historia
Bylagets Historie · s. 22–78
Første Kapitel. Bylagets Historie
I. De tyske mark- og bylag
De tyske middelalderkilder giver grundlag for at antage, at bygdelag og bylag har givet anledning til en retlig sammenslutning af stor betydning paa grundlag af et udstrakt selvstyre. Da der saa godt som savnes lignende vidnesbyrd i de danske middelalderkilder, vil vi indledningsvis gennemgaa nogle hovedtræk af de tyske mark- og bylags historie. Under hensyn til, at den følgende fremstilling af det danske jordfællesskabs hovedproblemer ikke søger de danske problemer uddybet gennem en retssammenlignende undersøgelse, vil der paa dette sted tillige blive meddelt nogle hovedtræk af den tyske agrarforfatning, dog saaledes at bemærkningerne i hovedsagen begrænses til at omfatte de frie bylag d.v.s. saadanne bylag, som ikke staar under en jorddrots ejendomsret og myndighed.
Som nævnt i indledningen maa vi antage, at den endelige bosættelse har fundet sted i bygder, der toges i besiddelse af mindre stammer eller grupper af ætter. Som regel blev dog kun agerjorden inddraget under de enkelte bylags særraadighed, medens den øvrige bygd laa i et skov- og græsningsfællesskab mellem bygdens byer. Ofte blev ogsaa skovene udskilt til særbrug for enkelte byer og indenfor byerne igen til særbrug for de enkelte bymænd. Saadanne enemærkeskove (silvæ singulares, silvæ speciales, Sonderwaldungen, Sonderholz) kendes fra tyske diplomer allerede fra 700-tallet.[^1] Fra moderbyerne udskilte der sig torpdannelser, men saa længe by og torp havde fælles agerjord, udgjorde de ogsaa et enkelt bylag, saaledes udtaler lex Salica (nedskrevet paa 400-tallet), at saa længe byer ligger i markfællesskab skal de holde tyr sammen.[^2]
Byens hustofter var alle lige store og til hustoften var knyttet alle rettigheder i byen. Langvarig bosættelse førte til, at retten til bostedet kunde hævdes overfor bylaget, men denne ret tilkom kun familiens overhoved, maaske dog som repræsentant for familiemedlemmerne.[^3] Naar et familiemedlem døde, kunde han ikke arves, da han ikke havde nogen overfor fællesskabet afgrænset ret,[^4] og bostederne med deres tilliggende og brugsret i almindingen var saaledes oprindelig udelelige og uafhændelige. Retten til andel i kulturlandet og til brug af almindingen var knyttet til bostedet og kunde ikke adskilles fra dette, disse rettigheder betragtedes simpelthen som et tilbehør til boligen, se dipl. 1241: mansum cum suis juribus attinentiis cum una warandia d.v.s. 1 fuldberettiget andel i brugen af skoven.[^5]
Hustofternes lighed førte til lige andel i agerjorden, hvilket dog ikke forhindrede, at høvdinge kan have faaet mere jord end andre (jfr. dansk ornum), ligesom rydningsretten gav ubegrænset adgang til at forøge sin jordbesiddelse.[^6] Det er endnu ikke ganske klarlagt, om denne ligeret var udslaget af et lighedsprincip, eller om det ikke blot var en konsekvens af, at enhver havde ret til jord og græsning efter sit behov, og behovet har vel i de fleste tilfælde været ens. Der turde være enighed om, at bymændene oprindelig har haft ret til at udnytte de udelte jorder ganske efter deres behov,[^7] jfr. saaledes endnu Anders Sunesens parafrase 120: pro libito suo, men denne ubegrænsede raadighed maa være hørt op efterhaanden som markrettighederne fik en fastere eksistens i forhold til by- og marklaget, og overdragelse af enkelte rettigheder derfor kunde finde sted paa samme maade som arvefald. Naar dette er sket, kan ogsaa brugsretten over den udelte mark overdrages særskilt.[^8]
Den stadige formindskelse af bygdens fælles græsgang har tidligt medført, at skovhugst og græsning maatte reguleres af bygdetinget. Allerede paa 700- og 800-tallet har man fra Tyskland vidnesbyrd om, at antallet af kreaturer i fællesmarken er blevet fastsat, og fældning af bygningstømmer krævede tilladelse af markmyndighederne, se ndf. Efterhaanden som jorddrotten og landsherren opnaaede større indflydelse paa markernes og landsbyernes forhold, indførte ogsaa disse myndigheder en lang række begrænsninger.
Det synes som om der fra den første bosættelses tid har været fri adgang for enhver bymand til at rydde den jord, han kunde overkomme at dyrke paa byens og bygdens alminding, og hans udelukkende ret til saadan rydningsjord er med styrke fastslaaet i de germanske folkeretter fra det 1. aartusinde efter Kr. I disse retsoptegnelser fremhæves det med stor styrke, at retten til jorden er arbejdets løn, og der synes at være enighed om, at denne grundsætning rækker tilbage til de ældste tider.[^9] Naturligvis var det kun jordbesidderne, som havde en saadan rydningsret, medens udenbys mænd var udelukket herfra, jfr. dipl. 779: tantum exartent quantum podent in eorum conpendio et ad eorum opus quid ibidem manunt et alios extraneos non habeant licentiam dare.[^10] Ogsaa i den senere middelalder var rydningsretten uindskrænket, dog havde de ufrie og vornede bønder ikke en saadan ret.
Paa det tidspunkt, da vi gennem de skrevne kilder faar kendskab til den tyske markforfatning, er denne allerede i forfald og marken indskrænket ved opdyrkning og fordeling mellem bylagene. Alligevel er der adskillige steder i middelalderen stærke markforfatninger bevaret, som kan give os et indtryk af organisationens oprindelige karakter. Oprindelig valgte alle de bønder, der var berettiget i marken »gekorne Oberste Märker« eller »gekorne Holzgrafen«. Disse tillidsmænd udgik af bøndernes egne rækker. Senere blev Obermärker-embedet mange steder arveligt og blev efterhaanden uafhængigt af marktinget. Dette ting havde imidlertid oprindelig al myndighed med hensyn til markfællesskabets anliggender, og kun tinget kunde udstede forbud eller paabud til markmændene og idømme dem straf for overtrædelse heraf. Marktingets kompetence omfattede alt, hvad der angik skov, eng, hede, vand, veje og stier i marken, kort sagt alt, hvad der havde indflydelse paa markens udnyttelse. Dernæst havde marktinget til opgave at opretholde mark- og landsbyfreden. Tingets anordninger skulde følges af alle markmænd, ikke alene de gemene bønder, men ogsaa gejstlige og verdslige jorddrotter. Adgang til tinget havde alle, adelige saavel som uadelige, dette gjaldt ogsaa i de byer, der stod under en jorddrot.
Marktinget kunde idømme straf, og straffen bestod som regel i pengebøder. Oprindelig har man imidlertid ogsaa anvendt legems- og livsstraf f.eks. afhugning af højre haand for skovtyveri. For saadanne haarde straffe kunde man dog ofte frikøbe sig ved at »købe sin hals fri« eller »løse sin haand«. Tingets ubegrænsede myndighed blev dog væsentligt indskrænket efter indførelsen af et Markgerichtherrschaft og ved den stadige udvidelse af landsherrens højhedsret. Oberste Märker blev nu i stadig større udstrækning knyttet til jorddrot og øvrighed og opnaaede efterhaanden uafhængighed af marktinget. Men selv hvor udviklingen ikke naaede saa langt, gik stævnets banret dog mere og mere over til den offentlige Markgericht. Endnu større konsekvenser fik det, at den øverste værneret over marken forvandledes til en egentlig højhedsret for landsherren. Samtidig med at grevskabet over det paagældende gau blev arveligt og senere til en egentlig højhedsret, blev forholdet til marklaget ligeledes en egentlig højhedsret. Som følge deraf gik bøderne nu i landsherrens kasse, og denne kunde paabyde offentlige tjenester og ydelser. Obermarker-embedet blev altid valgt blandt de største jordejere, og de tilhørte som regel ridderstanden. Efterhaanden lykkedes det næsten overalt jorddrotten at tilegne sig embedet, og efter middelalderens udgang gjorde landsherren krav paa at besætte embedet overalt, hvor det ikke allerede var paa faste hænder. Dermed forsvandt ogsaa marklagets selvstyre, der erstattedes af landsherrens anordningsret.[^11]
Indenfor markfællesskabets rammer havde bylaget fuldt selvstyre med hensyn til de anliggender, der berørte byens indhegnede jord, og efterhaanden som de gamle fællesgræsgange mellem bygdens byer blev opdyrket eller fordelt paa de enkelte bylag, fik disse den udelukkende kompetence med hensyn til hele agrarforfatningen. Det ældste skriftlige vidnesbyrd om et landbystyre i Tyskland har vi i et juramentum fra 1085, men fra 1200-tallet begynder de skriftlige vedtægter (Weistümer) at dukke op i større omfang.
En af bylagets ældste opgaver har været den saakaldte grænseomgang, der er omtalt i diplomer fra 800-tallet. Grænseomgangen bestod i, at bymændene under festlige former gik langs bymarkens grænser, for at denne kunde fastslaas og anerkendes af dem alle. Fra de ældste tider har grænseomgangen været ledsaget af religiøse ceremonier, der maaske stammer fra hedenskabets tid. Iøvrigt havde bylaget fuldt selvstyre og en dertil svarende domsmagt. Dette gjaldt oprindeligt ogsaa de landsbyer, der stod under en jorddrot, naar der blot ikke var tale om indgreb i dennes ret til jorden. Først efter 30-aarskrigen gik selvstyret tabt.
Selvstyre og domsmagt udøvedes af bylaget som saadant, og byens tillidsmænd har kun været opfattet som lagets fuldmægtige og repræsentanter, der handlede i fællesskabets navn. Benævnelsen paa bylagets valgte leder er meget svingende, i det omtalte juramentum fra 1085 kaldes han magister villæ, i nogle diplomer fra 1200-tallet ofte officiati eller officiales eller amtmand (officiales qui vulgo amtmanni vocantur), men fra nogenlunde samme tid kendes ogsaa burmeister eller magistri vicinorum. Oldermand kaldes bylagets leder kun i Friesland. Senere kendes navnet dog ogsaa i Thüringen og Nedersachsen, men betegner her de kirkelige ældste, jfr. nedenfor side 46 om oldermændene ved det svenske sognestævne. Byledernes antal varierede for øvrigt lige saa stærkt som deres betegnelse. Bylederen blev valgt af bystævnet, og dette gjaldt ogsaa de byer, der var underlagt en jorddrot, men i mange byer krævede herskabet efterhaanden ret til at besætte embedet. Ved siden af byens valgte leder finder vi dog i nogle byer en af herskabet valgt embedsmand, der kaldes scultus i modsætning til magister villæ. Oprindelig har kun fuldtberettigede grundbesiddere haft valgret og valgbarhed, men dette kunde naturligvis ikke opretholdes i længden. Valg synes at have været den almindelige udpegningsmaade, men visse steder vekslede embedet dog efter tur mellem bymændene. Til støtte for byens leder fandtes ofte et særligt raad (concilium), og i større byer har dette hyppigt bestaaet af 12 medlemmer.
Den egentlige magtfuldkommenhed ligger dog hos bystævnet. Her mødte husfaderen, medens kvinder og børn var forment adgang. Alle var forpligtede til at møde og afgive deres stemme. Oprindelig har hver mand kun haft 1 stemme, siden gik man i nogle landsbyer over til at stemme efter bymaal. Flertalsbeslutningen er afgørende, hvilket fremhæves i de saksiske og schwabiske folkeretter. Bystævnet blev indkaldt af byens leder ved ringning paa byklokken.
Bylaget havde ret til under straffetrusel at udstede forbud og paabud, ligesom det havde udøvende magt og retten til selvbeskatning. Kompetencen omfattede ikke alene jordfællesskabets anliggender, men alt bypoliti. Byen havde derfor sin egen domstol, som oprindelig var helt uafhængig af jorddrottens domsmagt eller de offentlige domstole. Byens dommer var ikke nogen forlenet dommer. Han sad udenfor kongeban — som en glose til Saksenspiegel udtrykker det. Mange steder blev domsmagten udøvet af hele bylaget. En række handlinger af offentligretlig karakter, saaledes oprindelig jordoverdragelse, skulde foregaa for landsbyens ret, men bortset fra jordfællesskabets anliggender maatte retten kun paadømme mindre stridigheder. Enkelte steder sættes grænsen for rettens kompetence ved sagsgenstande under 5 schillings værd, saaledes dipl. 1268: cum tamen in domo officialium non possit judicium exerceri nisi de 5 solidis et infra.
Straffene var oftest pengebøder, men bydomstolen kunde ligesom marktinget idømme legems- og livsstraffe. Disse sidste blev ofte eksekveret paa den mest barbariske maade, saaledes bestemmer en vedtægt fra Wendhagen, at den, der fjerner grænse- eller hegnsvidjer, skal have bugen skaaret op og tarmene revet ud.
Alle byer havde en vedtægt, »jus commune quod dicitur Geburregth« (dipl. 1200-tallet), »Wilkoer sive Buerkoer« (dipl. 1233), og alle vedtægterne understreger reglernes ælde d.v.s. den formelt uforanderlige sædvane. I de frie landsbyer forekommer kun regler om markanliggender, men i de ufri byer indeholder vedtægten tillige gaardsretlige bestemmelser. Oprindelig havde alle byer fuldstændigt selvstyre, og der har aldrig været tale om samtykke fra landsherren eller jorddrotten, naar vedtægten ikke berørte hans ret. R. Schröder[^12] fremsætter den formodning, at vedtægternes opstaaen maa hænge sammen med forholdet mellem jorddrot og bønder. Det var kongens og de gejstlige jorddrotters inkvisitionsret, som tvang landbefolkningen til at give oplysning om de spørgsmaal, som blev dem forelagt, hvilket førte til, at disse oplysninger blev givet regelmæssigt til bestemte tider. Derved dannede der sig en typisk form for disse vedtægter, som blev bibeholdt, efter at man paa 12-1300-tallet begyndte at nedskrive dem. Efterhaanden gennemtvang jorddrotten en ret til at samtykke bøndernes vedtægter, og fra 1500-tallet bliver de autonome vedtægter stadig mere sjældne og forsvinder til sidst.
Bymarken var oprindelig i besiddelse af fuld immunitet i forhold til de offentlige myndigheder. Denne immunitet beroede ikke paa landsherrens bevilling men paa urgammel hævd. Dette gjaldt ogsaa landsbyer under en jorddrot. Offentlige myndigheder kunde altsaa ikke skride ind i bymarkens anliggender eller overfor bymænd uden bylagets samtykke. Undtagelser gjaldt kun, hvor særlig grove forbrydelser skulde forfølges, jfr. Sachs. Landr. II:71 § 5, idet bylaget ellers selv skulde paagribe forbryderen og først behøvede at udlevere ham efter en vis tid. Trods immuniteten stod bylaget dog under den offentlige — d.v.s. oprindelig den kongelige — myndighed. Dette er grunden til, at retsbøgerne f.eks. den saksiske og schwabiske landret bestemmer, at bylagene skal holde kongens fred. Senere kom bylagene ligesom al anden ret under rigsfyrsternes myndighed. Den offentlige myndighed kunde dog ikke blande sig i byens anliggender, men kunde kun varetage det offentliges interesser f.eks. m.h.t. skatter og andre ydelser.
Den oprindelige hovedregel var altsaa, at bylagene var frie, og deres frihed var saa stor, at de nærmest dannede fristater. I disse bylag møder vi adelbonden, som var bondearistokratiets faste stamme. Efter korstogstiden uddøde dette bondearistokrati, men enkelte overlevende slægter opnaaede store grundbesiddelser. Ogsaa ufrie byer havde dog oprindelig en ret stor uafhængighed overfor jorddrotten og endog en helt selvstændig brugsret over bymarken. Bylaget kunde endvidere frit raade over almindingsbrug. Efterhaanden indskrænkedes denne frihed mere og mere, og med frihedens ophør ophørte ogsaa selvstyret. Dette førte til voldsomme stridigheder om de gensidige rettigheder og forpligtelser mellem jorddrotter og bønder og paa 1300-tallet og 1400-tallet kom det til mange væbnede opstande.
Ogsaa landsherrens overtilsyn bevirkede efterhaanden en række indskrænkninger i adgangen til frit at raade over bymarken. Især tiltog landsherren sig raadighed over oldendriften i byens fællesskov. Talrige skovforordninger indskrænkede endvidere raadigheden over skoven. I løbet af 1700- og 1800-tallet skabte de enkelte landslovgivninger forskelligartede kommunale ordninger, som slog de gamle bylag ud, selv om enkelte kommunalforfatninger bygger paa de gamle vedtægter.[^13]
II. Bylagets historie i Danmark
1. Tiden omkring landskabslovene
Vi vil i det følgende undersøge, om landsbyen paa noget tidspunkt har fungeret som inddeling af statsterritoriet (A), om bylaget paa landskabslovenes tid var i besiddelse af et vist selvstyre, og om bylaget havde nogen domsmagt til at afgøre tvistigheder angaaende byens forhold (B). Endelig vil vi søge at klarlægge oprindelsen til den senere byorganisation med bystævne, oldermand og andre organer (C).
A. Inddeling af statsterritoriet
Som antydet i indledningen har vi et godt grundlag for at antage, at slægten har spillet en overvældende rolle i samfundets organisation paa en tid, der ikke ligger meget forud for landskabslovenes nedskrivning,[^13a] og lovene bærer endnu præg af, at slægten tidligere har kunnet ordne alle stridsspørgsmaal indenfor sine egne rammer uden de offentlige domstoles medvirken. Man kan i saa henseende henvise til de arvestridigheder, som skal afgøres af samfrænder, eller EsjL III:26, der endnu kender frændestævnet som en egentlig domsmagt i stridigheder om mandebods betaling. Karakteristisk er det ogsaa, at landskabslovene ikke indeholder regler om forbrydelser imod slægtninge. I saadanne tilfælde har man aabenbart endnu anerkendt slægtens ret til at ordne sine egne anliggender.
Der er altsaa ingen tvivl om, at den første menneskelige statsdannelse har været en slægts- eller stammestat, men der er heller ingen tvivl om, at paa landskabslovenes tid er landet for længst blevet den egentlige statsdannelse, der endnu ikke er udvisket af rigsenheden. Hvorledes overgangen fra stammestat til landskabsstat er foregaaet, ved vi i virkeligheden ikke det fjerneste om, og i dette sorte omraade af erkendelsens landkort skjuler sig ogsaa bylagets ældste historie. Som grundlag for gisninger — og andet kan det aldrig blive — har vi kun oplysningerne fra de germanske stammer i det tyske omraade sammenholdt med en analyse af dansk bebyggelseshistorie samt en forstaaelse og fortolkning af landskabslovenes stilling til bylagene.
Som nævnt i indledningen er der grund til at antage, at der ogsaa i Danmark har været en forbindelse mellem slægternes organisation og den endelige bosættelse. Bygden er ogsaa her i landet den grundlæggende sammenslutning, men bygd og slægt gik formentlig op i en højere enhed. Den afgørende forskel mellem udviklingen i Tyskland og i Danmark maa da formentlig have været den, at bygden her har udviklet sig til en territorial inddeling af primær betydning, og at den naturlige bygd er grundlaget for de senere herreder. Derigennem har herredstinget tidligt faaet en dominerende indflydelse paa de enkelte bylag og søgt at bekæmpe deres selvstyre, der formentlig aldrig har haft det samme omfang her i landet som i Tyskland, hvor bygden til gengæld aldrig fik den betydning for landets territoriale inddeling som i Danmark.
Westman[^14] og Wennström[^15] forudsætter, at bylaget har spillet en betydelig rolle ved ættestatens opløsning og John Frödin[^16] mener endog, at landsbyen er den ældste svenske samfundsorganisation paa territorial basis, hvilket dog kun kan være rigtigt, dersom den naturlige bygd kun har omfattet et enkelt bylag. Poul Johs. Jørgensen[^17] fremhæver med rette, at landsbyen i Danmark aldrig fik betydning som en underafdeling af statsterritoriet, men denne forfatters stærke understregning af, at landsbyen aldrig har haft nogen offentligretlig betydning forekommer mig ikke at være helt i overensstemmelse med den sandsynlige udvikling af bosættelsen her i landet.
A. D. Jørgensen[^18] har ment at kunne paavise spor af bylagets betydning som forvaltningsmæssig enhed i de slesvigske bispers jordebog fra 1353[^19] for saa vidt angaar Ejdersted og Lundebjerg herreder. Biskoppen siges at opkræve kongens skat (census regis), og denne opregnes fordelt paa sogne og indenfor sognene »eltinger«. Herved forstaar A. D. Jørgensen de mænd, der forestod landsbyerne, oldinge eller oldermænd, som de hedder paa rigsdansk, og han tilbageviser den af Falck fremsatte opfattelse, hvorefter udtrykket er en fejlskrivning for otting (⅛ bol). En nærmere fremstilling og bedømmelse af denne antagelse vil blive givet nedenfor side 44 ff.
Ogsaa fra en anden del af riget end Slesvig finder vi vidnesbyrd om landsbyerne som skattemæssige enheder, nemlig i Hallandslisten i Kong Valdemars Jordebog. Listen opregner et antal »skovbyer«, oppida silvestria, der fungerer som hafnæ, d.v.s. distrikter for ydelser til leding. Disse »skovbyer«, som man almindeligvis direkte oversætter den latinske betegnelse,[^20] var formentlig udflytterbyer anlagt paa almindingen, der jo imidlertid ofte var skov, hvoraf betegnelsen sikkert er opstaaet. Det er forøvrigt en almindelig foreteelse, at almindingsjord simpelthen betegnes som skov, uanset det paagældende jordstykkes karakter. Poul Johs. Jørgensen[^21] antager, at disse nyanlagte almindingsbyer har forøget hafnætallet i de enkelte skipæn, og denne opfattelse kan støttes af en mulig læsning af slutningsbemærkningen i Hallandslisten: »Men der er i Halland i 118 skipæn 534 hafnæ eller lige saa mange mark sølv og 126 skovbyer.« Imidlertid holdes skovbyerne under oplysningerne om de enkelte herreder helt uden for skipæninddelingen, hvis hafnæ-antal opgives for hvert herred. Derimod er af de 126 skovbyer kun 32 nævnt under de enkelte herreder. Sv. Aakjær[^22] paaviser imidlertid ved en sammenligning med jordebogen for Varberg len af 1591, at den samlede opgørelse sikkert er den rigtige, og at skovbyerne derfor ikke er opgivet i alle herrederne, saaledes som skipæn- og hafnætallet. Denne forfatter betvivler imidlertid, at tallet for skovbyerne skal forstaas bogstaveligt, idet han anser det for usandsynligt, at der f.eks. i et herred som Årstads herred (Aræstat) kun skulde være de i Hallandslisten opgivne 126 skovbyer. Forfatteren antager derfor, at Hallandslisten har samlet skovtorperne i grupper svarende til en skattehafnæs værdi. Man maa imidlertid hertil erindre, at oppida silvestria, som nævnt, utvivlsomt betegner nyskabte byer, hvis antal indenfor en overskuelig aarrække jo er begrænset, ligesom Hallandslistens ordlyd taler imod den fremsatte opfattelse. Mindre udflyttertorp er vel simpelthen tillagt den hafnæ, hvorfra udflytningen er sket.
De sparsomme oplysninger sandsynliggør derfor efter min mening, at de i Hallandslisten nævnte skovbyer er nyanlagte landsbyer, og de er formentlig i skattemæssig henseende behandlet som enheder udenfor skipæninddelingen, jfr. ogsaa nedenfor side 257.
Bortset fra Skaaneland blev skatterne paa landskabslovenes tid paalagt de enkelte ejendomme, ikke den pgl. hafnæ eller noget andet skattedistrikt som saadant.[^23] Imidlertid har landsbyerne i det øvrige kongerige sikkert ikke været helt uden betydning for skatteoppebørslen.
Om landsbyens betydning som skatteenhed taler resterne af den ældste egentlige matrikel, vi kender i Danmark, nemlig den store Falsterliste i Valdemars Jordebog, descripcio cuiusdam partis falstrie. Denne liste er en ekstraktudskrift af en egentlig matrikel for Falster, der formentlig foruden at oplyse om kongens indtægter, tillige skal vise hans besiddelser i forhold til stormændenes.[^24] Falsterlisten er inddelt efter de enkelte byer indenfor omraadet, og for hver by opgives byens skyldsætning, hvad der i nogen grad tyder paa, at landsbyerne har haft en vis betydning som skatteenheder.
Efter JL I:56 paahvilede det bymændene at istandsætte den del af kongens hærvej, som gik over deres bymark. Denne byrde hvilede paa selve byen og kan altsaa i og for sig nævnes som et eksempel paa, at byen har været benyttet som distrikt ved paaligning af offentlige ydelser,[^25] selv om ydelsen i dette tilfælde er territorialt bestemt. I det store og hele maa man dog gaa ud fra, at landsbyerne paa landskabslovenes tid som hovedregel ikke har nogen betydning som offentligretlige enheder.
B. Selvstyre og domsmagt
Ved en undersøgelse af landskabslovene finder vi mange tegn paa, at bylaget paa lovenes tid havde et vist selvstyre, og det er sandsynligt, at dette selvstyre i en tidligere periode har været mere omfattende. Hovedemnet for de senere vider og vedtægter, nemlig hegnspligt og markfred, er karakteristisk nok ogsaa i landskabslovene det omraade, der tyder paa størst selvstændig virksomhed fra bylagets side.
Størst selvstændighed finder vi i JL III:57, hvorefter enhver skal holde hegn, som alle ejere samtykke (alla ægær giuæ ia til), og som han bruger i by og bol efter ret reb. Den, som ikke vil hegne til den lagdag, som ejerne fastsætter (thær æghær læggiæ), skal betale den bøde, som fastsættes herfor (witæ swa sum withær læggæs). Vil han hverken hegne eller bøde for sin forsømmelighed, da skal granderne overdrage til en bymand at søge den modvillige med dom. Han skal herefter paalægges 3 marks bøder til bymændene og 3 mark til kongen.
Bestemmelsen indeholder, at selve hegnspligtens omfang og fordeling fastsættes af bystævnet, der tillige fastsætter en vis frist, inden hvis udløb hegnet skal være istandsat. Hvis fristen oversiddes, skal de forsømmelige betale bøder, og der kan ikke være tvivl om, at bødernes størrelse fastsættes paa selve bystævnet,[^26] hvilket fremgaar deraf, at tinget, naar bøderne frivilligt betales, overhovedet ikke medvirker ved sagens gennemførelse. Kun hvis de af bystævnet idømte bøder ikke frivilligt erlægges, hvad man maa antage kun undtagelsesvis har været tilfældet, da bylagets sociale magt over de enkelte bymænd maa have været betydelig, søges tingets hjælp til tvangsfuldbyrdelsen. Denne omtales imidlertid overhovedet ikke i loven, der kun meddeler, at bymændenes fuldmægtig skal søge den modvillige til 3 marks bøde til saavel »bonden« som kongen. Med »bonden« maa utvivlsomt forstaas fuldmægtigen som repræsentant for hele bylaget, der altsaa er berettiget til bøden. Der vil jo nemlig ikke altid i disse sager være nogen enkelt forurettet, dette er saaledes ikke tilfældet, naar der er tvist om hegnspligten udimod forten eller andet fælleseje.[^27] Der er intet som taler for, at den af bystævnet fastsatte bøde skulde bortfalde paa grund af sagens indbringelse for tinget. Jeg kan derfor slutte mig til den af Westman[^28] fremsatte opfattelse, hvorefter rettergangen paa tinge blot havde karakteren af en summarisk straffeforfølgning, der bestod i, at den offentlige myndighed gav bystævnets beslutning strafferetlig sanktion. Den forsømmelige maatte derfor, foruden sine 3 marks bøder, ogsaa betale de af bystævnet fastsatte bøder til byen. Westman bemærker, at den omtalte bestemmelse tyder paa, at bymændene paa et tidligere stadium, uden at skulle have tingets sanktion, har kunnet tvinge den skyldige til betaling ved hjælp af nam, medens JL kræver tingets formelle stadfæstelse af bystævnets beslutning, før denne kan gennemtvinges ved at udtage den skyldiges ejendele. Da der erlægges bøder til kongen, er det muligt, at ombudsmanden har inddrevet ogsaa de bylaget tilkommende bøder.
Næsten identisk med JL III:57 er SKL 188, dog at sidstnævnte bestemmelse selv fastsætter størrelsen af de bøder, som skal betales for overtrædelse af den lovdag for hegnspligtens gennemførelse, som bymændene vedtager. SKL hjemler heller ikke paalæg af ekstrabøder til bylaget og kongen, men siger blot, at bymændene ved herredstinget kan faa dom for at udtage den skyldiges ejendom (takæ therræ fæ). Der maa formentlig hermed forstaas en almindelig namsdom.[^29]
JL III:58 svarer ganske til 57. Bestemmelsen handler om markskade paa grund af ulovlige hegn. Bymændene skal da selv rebe hegnene og fastslaa, hvem der har ansvaret for det ulovlige hegn, jfr. Uppll. BB VI: bymænd raader selv for bymaal, og den, hvem ret reb falder paa, har ej magt at byde lov men maa betale vide, som den er fastsat. Vil han ikke betale, maa bymændene fare til tinge og faa namsdom.
I EsjL fremtræder tingets medvirken ved hegnspligtens gennemførelse noget kraftigere. Om selve hegnspligtens omfang og fordeling forudsætter II:70, at den kan vedtages paa tinge, hvis da ikke ligefrem en bonde eller andre byer har faaet dom over bymændene til rejsning af hegn. Bestemmelsen handler om det tilfælde, at en bymand nedriver sit gærde og derved tvinger de andre bymænd til at hegne for deres del, skønt de ikke paa tinge har vedtaget at ville hegne (ok hinæ hauæ æy weth taket a thinggæ at giærthæ) og ej heller ved dom er tilpligtet at gøre det, førend han nedriver hegnet. I saa fald skal man bøde til den skadelidende og til kongen.
Hvis en bymand ikke vil hegne, saaledes som det er vedtaget, maa tinget — ikke som i JL bystævnet — fastsætte en lovdag samt bøder for dennes oversiddelse. Hvis lovdagen oversiddes, behøver bymændene imidlertid ikke yderligere henvendelse til tinget, men kan umiddelbart pante den forsømmelige for de paa tinget fastsatte bøder (grannæ takæ wæth af them til swa mykil witæ sum thingmæn lægæ foræ).
EsjL II:72 tilføjer, at bøderne skal de grander have, som har sat gærde, og for saaledes at tage sig selv til rette, skal de hverken bøde til kongen eller til bonden (ok thær thyrfnæ the æy bonden botæ foræ ræt ær takæ af ok æy konungsræt).
For at forstaa indholdet af artiklens bestemmelser om tvangsfuldbyrdelsen, er det nødvendigt at erindre om landskabslovenes almindelige regler herom. Det maa antages, at der paa lovenes tid har været anerkendt en almindelig regel om anvendelse af nam, naar forpligtelsen var fastslaaet ved dom,[^30] men offentlige eksekutionsorganer var som hovedregel ukendte i de danske landskabslove i modsætning til de langt mere udviklede svenske love. Oprindelig har det utvivlsomt været en almindelig germansk retsregel, at en gældsproces gennemførtes uden tingets eller frændestævnets bistand. Man antager, at den ældste gældsproces har bestaaet i, at fordringshaveren sammenkaldte skyldnerens grander og fremstillede sit krav overfor dem. Maatte kravet godkendes, udtog fordringshaveren skyldnerens ejendom uden lov og dom.[^31] Paa landskabslovenes tid kræves imidlertid namsdom, men i Ældre VGL Rætlosæb. IV og Yngre VGL Rætlosæb. IV:5 finder vi endnu spor af den ældre fremgangsmaade, idet der fastsættes bøder for selvpantning bestaaende i, at nogen uden dom tager en anden mands gods eller sønderhugger hans hus. Iøvrigt repræsenterer de svenske love, som nævnt, et fremskredet stadium af tvangsfuldbyrdelsens historie.
Matzen[^32] har paavist, at retsvirkningen af nam blot bestod i den tvang, berøvelsen af det paagældende gods udøvede mod skyldneren. Nam gav ikke adgang til at søge sig fyldestgjort i det udtagne, hverken ved at bruge det, sælge det eller tage det til ejendom. Nam, der udøves af private, skal dernæst udøves lønligt jfr. EsjL III:26 ». . . tage nam saaledes at ejeren ikke ser derpaa og ikke indenfor hans gaardsled«. Kommer ejeren til stede, medens nammeren endnu er paa bymarken, har han ret til at tage sin ting tilbage, og nammeren maa ikke modsætte sig det. Efter JL II:59 skal nam iværksættes »lønlic oc æi opænbarlic«. Det er altsaa en meget begrænset adgang, der hermed gives til at tage sig selv til rette, og det maa først og fremmest understreges, at domhaveren efter lovenes udtrykkelige bestemmelser ikke har ret til at trænge ind i den domfældtes hus og dér udtage hans gods. Nam viser derved sit nære slægtskab med innam, en tilbageholdelsesret over kreaturer, der er kommet i ens besiddelse ved at blive optaget paa ens jord.
Matzen antager imidlertid, at den nam, som kongens ombudsmand iværksætter for at inddrive kongens bøder, er af en ganske anden natur. For det første udtages godset til dækning af bøderne og bliver altsaa kongens ejendom, og for det andet maa ombudsmanden bryde gaardsfreden og eventuelt med vold bemægtige sig den dømtes ejendele. Enkelte bestemmelser i EsjL udvider dog den privates namsret. Dette gælder saaledes II:52, der handler om de tilfælde, hvor domfældte er fradømt sin mandhelg. Der gives en række bestemmelser om, hvorledes domshaveren i saa fald skal forholde sig, og hvis den dømte efter gentagne gange at have været stævnet til tinge, ikke møder frem og heller ikke betaler bøderne, da maa sagsøgeren tage sig selv til rette, »tha takæ bonden sik siaelf til rettæ . . .« men saa har han jo ogsaa ventet i aar og dag paa sine bøder, og da noget offentligt eksekutionsorgan ikke i almindelighed staar til raadighed, maa loven give op og tillade selvtægt. Den herefter iværksatte nam formenes at være af samme natur som ombudsmandens nam, og bonden kan derfor bryde gaardsfreden og tage den dømtes gods som sin ejendom.
Ogsaa EsjL III:26 om nam for mandebod udvider den privates namsret. Hvis den dømte nemlig ikke udløser nammet, skal han paany stævnes til tinge, hvor det lyses, at han ikke vil løse. Sagsøgeren maa derefter beholde det udtagne gods og bruge det, som han vil, indtil den dømte løser: »takæ ok notæ til thær han løsær.« Bestemmelsen er et enestaaende eksempel paa, at en egentlig panteret, nemlig en slags brugspanteret, stiftes ved nam. Sagsøgeren kan bruge tingen, men han maa ikke sælge den, og han skal svare til den overfor ejeren, naar denne vil løse. Disse to udvidelser viser den begyndende udvikling henimod en egentlig eksekutionsadgang, og paa baggrund heraf maa slutningsbestemmelsen i EsjL II:72 forstaas.
Udtrykket »takæ væth« finder vi ikke noget andet sted i landskabslovene. Den tilsvarende bestemmelse i SKL 188 anvender udtrykket »takæ therræ fæ« ganske svarende til betegnelsen i EsjL paa nam. Ordet pant findes ikke i nogen af de ældste haandskrifter af landskabslovene. At EsjL II:72 hjemler en ganske særlig eksekutionsadgang viser ordlyden tydeligt. Naar loven omhyggeligt understreger, at bymændene er ansvarsfri, selv om de tager sig selv til rette, maa vi have lov til at antage, at de har faaet samme beføjelse som den, der ellers tilkommer ombudsmanden, men som dog ogsaa i II:52 tilkommer en privat, der forgæves gennem lange tider ved tinget har søgt den skyldige, nemlig at bryde gaardsfreden og med vold udtage den skyldiges gods. Ansvarsfrihedsbestemmelsen vilde jo ellers blive ganske overflødig, da alle domhavere har en almindelig namsret. Men hvilke retsvirkninger har da denne særlige tvangsfyldestgørelse? Det traditionelle nam var blot et almindeligt tvangsmiddel uden adgang til fyldestgørelse eller brug, bestemmelserne om nam iværksat af kongens ombudsmand samt II:52 hjemler tilegnelse af en umiddelbar ejendomsret, og III:26 hjemler en særlig brugsret. Hvilke af disse retsvirkninger indtræder da ved bymændenes eksekution efter II:72? Formentlig ingen af dem.
Anvendelsen af betegnelsen væth kan ikke være tilfældig. Man har formentlig lov til at antage, at den senere udpantning er opstaaet ved en sammensmeltning af den udvidede namsret, der er tillagt ombudsmanden, med væth-instituttet. Dette sidste kendes i landskabslovene iøvrigt kun som et viljesbestemt pant, men allerede i EsjL II:75-76[^33] bestemmelser om at lægge væth for innam, ser vi begyndelsen til den opfattelse, at vætherlæggelsen kan gennemtvinges. Fra instituttet at »lægge væth« er der saaledes ikke langt til at »tage væth«. Meget taler saaledes for, at vi i den omhandlede lovbestemmelse har den første hjemmel til en om fornøden voldelig udtagelse af den skyldiges gods, som efter en vis tids forløb bliver forvæth og panthaverens ejendom, altsaa den pantning, som er de senere vedtægters fornemste retsmiddel. Allerede de senere haandskrifter af EsjL anvender ordet pant og tænker hermed givetvis paa bøndernes sædvanlige pantning, idet der tilføjes, at denne kan foretages, uden at bønderne skal staa til rette derfor, naar pantningen foretages paa behørig maade. Kroman/Iuul oversætter da ogsaa »taka væth« med »pante«.
Matzen[^33a] karakteriserer fyldestgørelsesmaaden i EsjL II:72 som »en egentlig Pantning efter Dom«, men det maa dog bemærkes, at der ikke er tale om en almindelig namsdom, idet tingmændene ifølge lovbestemmelsen kun fastsætter bødernes størrelse, og det fremgaar ikke af bestemmelsen, om denne fastsættelse ikke allerede er sket ved fastsættelsen af tidsfristen for hegnssætningen. Lovbestemmelsen tyder dog paa, at bymændene kun behøver at drage een gang paa tinge, nemlig for at faa fastsat en frist, inden hvilket hegnet skal være rejst og samtidig faa fastsat bøder for fristens overskridelse. Der er da grund til at antage, at de selv afgør, om fristen er oversiddet og i bekræftende fald skrider til udpantning uden yderligere medvirken fra tingets side.
EsjL II:76, sidste stykke, der ikke har nogen nærmere forbindelse med bestemmelsens første led, er det eneste sted i landskabslovene, hvor bystævnets kompetence omtales i større almindelighed. Lovstedet siger i Kroman/Iuuls oversættelse følgende: »I alle to øres sager, hvortil der hører edsbevis, eller sager til seks øres bøde eller endog (sager til) tolv øre, skal den sagsøgte, hvis modparten kræver sin ret eller edsbevis, enten paa gadestævne eller kirkestævne, og han ikke vil staa til rette for ham, og den anden har granders eller sognemænds vidnesbyrd om, at han ikke vil staa til rette for ham, altid bøde dobbelt saa meget derfor, som han ellers skulde bøde, og hvis han nægter, give saa meget større edsbevis, som svarer dertil, hvis det drejer sig om saadanne smaasager, det være sig skovhugst eller andet. Men hvis parterne er grander eller sognemænd, da skal sagsøgeren rejse sag paa tinget, hvis han ikke kan faa ret hjemme«.
Bestemmelsen omhandler altsaa kun smaasager angaaende landsbyens indre forhold, og det er da heller ikke tilfældigt, at den findes blandt en række specialbestemmelser om netop disse forhold. De sager, der omhandles, maa dels være sager, hvor der ikke er tale om bøde, men f.eks. om erstatning, naar der hjemles edsbevis i sagen, og naar denne ikke angaar større værdier end to øre, dels bødesager, uanset om disse kan afgøres med ed eller paa anden maade, og i saa fald kan sagsværdien gaa op til 12 øre. Større bødesager f.eks. tremarkssager falder derimod udenfor bestemmelsen.[^34] For de omhandlede sagers vedkommende bestemmes det, at en bymand er pligtig at gøre sine grander ret eller yde edsbevis paa grandestævnet eller sognestævnet. Hvis bestemmelsen skal have nogen fornuftig mening, maa der altsaa være tillagt grandestævnet fuld domsmyndighed i disse sager. Grandestævnet afgør, hvad der er ret i sagen, i samme omfang som ellers tinget, og grandestævnet fastsætter de bøder, som den skyldige skal betale, eller den erstatning, der skal ydes, alt naturligvis indenfor de snævre rammer, som datidens bevisregler satte for tingsbehandlingen. Man har vel følt sig friere stillet paa grandestævnet end paa tinge, men procesmaaden indgik i den grad i tidens retsopfattelse, at den heller ikke har kunnet undgaa at paavirke grandestævnets fremgangsmaade.
Med fastsættelsen af bøder eller erstatning mener loven, at det maa være slut med grandestævnets virksomhed i de omhandlede sager. Retter den dømte sig ikke efter stævnets kendelse, maa man søge tingets bistand dertil og ikke tage sig selv til rette. Det er den klare mening af lovbestemmelsens sidste punktum.[^35] Nogen ret til uden tingsdom at inddrive bøderne ved nam eller pantning giver loven altsaa ikke bymændene, men paa den anden side fremgaar det af loven, at tinget kun skal medvirke til fremtvingelsen, og at grundlaget herfor maa være bystævnets kendelse. Ellers var der jo ingen grund til at idømme den, der ikke vil rette sig efter kendelsen, dobbelt bøde.
Westman behandler særligt indgaaende landskabslovens bestemmelser om skifte og jordtvister. EsjL II:68 giver regler for det tilfælde, at en bymand sætter sit hegn ind over en andens toft. Hvis han er ejer af en gammel toft i byen, skal han tilkalde granderne og lade dem holde syn. For dem skal han »bede ret« af modparten. Hvis denne erkender sine fejl, bøder han 12 øre. Grandernes deltagelse i sagen omtales ikke, men maa forudsættes, da det klart fremgaar af loven, at tingets medvirken er unødvendig. Kun hvis de ikke kan blive enige, skal den sagsøgte stævnes til tinge. Hvis han vedgaar der, skal han bøde 3 mark til sagsøgeren. Men hvis han alligevel ikke flytter sit gærde, men begiver sig hjem, uden der at rette for sig, da skal mænd udmeldes, som skal skaffe sagsøgeren hans ret.
Hvis den forurettede er ejer af en højetoft, skal han tilkalde sine grander. Vil den sagsøgte da fjerne hegnet, skal han bøde 6 øre, men vil han ikke gøre granderne ret, skal han stævnes til tinge, og der udnævnes saa mænd til at skaffe sagsøgeren hans ret. Vi finder her, at grandernes afgørelse medfører en i loven fastsat bøde uden tingets medvirken.
Tvistigheder om toftens grænser overfor forte og agerland skal efter JL I:52 afgøres ved 12 ejermænds nævn. Deres afgørelse fremlægges paa tinge og synes at have umiddelbar retskraft. I lighed med andre afgørelser ved nævn kræves der kun et flertal blandt ejermændene.
En vigtig plads i lovene indtager bestemmelserne om bymændenes adgang til at omgøre fordelingen af agerlodder i bymarken, for at alle ejere kan nyde jævned, hvis den enkelte ikke mener, at den bestaaende ordning yder ham dette. Omtalen af disse bestemmelser vil blive givet nedenfor i kap. 9 og findes delvis hos Westman p. 78-80, der ogsaa for disse bestemmelsers vedkommende mener at kunne paavise, at bystævnet i en tidligere periode med fuld tingsmyndighed har kunnet afgøre de omhandlede tvister.
Westmans samlede resultat af sin gennemgang af lovene er,[^36] at man i ældste tid bør antage et stadium, hvor tvistigheder vedrørende byens forhold blev afgjort af jordejerne i byen, hvorved de enten alle i fællesskab traf afgørelsen, eller overlod denne til 12 blandt dem udsete mænd. I det næste stadium, som repræsenteres af flere af de anførte lovsteder, er den folkelige domstol begyndt at gøre sin indflydelse gældende, men uden at udtrænge bystævnet fra alle dets tidligere beføjelser. Man ser, hvorledes en sag begynder ved bystævnet, hvor den under visse forudsætninger ogsaa kan afsluttes, men under andre forudsætninger overgaar til behandling paa tinge.
Spørgsmaalet er herefter, om vi paa grundlag af den foregaaende udredning har nogen mulighed for at afgøre, hvorvidt landsbyens selvstyre og tingsmyndighed — saaledes som Poul Johs. Jørgensen antager det[^37] — først er gennemført i tiden efter landskabslovene, og at disse kun repræsenterer den spæde begyndelse til en saadan retstilstand, eller om selvstyre og tingsmyndighed indenfor visse grænser har været praktiseret i landsbyerne fra de ældste tider, men — saaledes som Westman opfatter det — er ved at blive trængt tilbage i landskabslovene til fordel for de offentlige domstoles voksende autoritetshævdelse.
Manglen af nogen hjemmel for en saadan retstilstand i bylaget kan nu for det første ikke anvendes som argument, folkelige retsdannelser af denne art kræver ingen hjemmel, man behøver i saa henseende blot at henvise til de tyske bylag og til de svenske byforhold, hvoraf det klart fremgaar, at bymændene idømte bøder og udpantede de modvillige betalere lang tid før der i lov eller bevilling var hjemmel herfor, se nedenfor side 60 ff.
Landskabslovene viser os en række eksempler paa, at bymændene kan indgaa aftaler om ordningen af forskellige retsforhold, at de uden tingets medvirken kan afgøre forskellige retstvister, og at de uden tingets medvirken i flere tilfælde kan idømme bøder, ja iflg. EsjL II:76 er bymændene endog i forhold til tinget pligtige at rette sig efter bystævnets afgørelser og idømmes dobbelte bøder, dersom de nægter det. Kun synes landskabslovene overalt at kræve tingets medvirken, forinden der kan blive tale om at gennemtvinge betalingen af bøder ved nam eller evt. pant, men de enkelte bestemmelser angaaende specielle tilfælde viser dog stor usikkerhed med hensyn til, hvorledes og paa hvilket stadium af sagen tinget skal medvirke.
Læser man de mange spredte bestemmelser under eet, faar man efter min mening det hovedindtryk, at landskabslovene i udpræget grad er polemisk indstillede overfor bylagets tingsmyndighed. En saadan vagtsomhed fra de kredses side, hvorfra retsoptegnelserne er udgaaet, er da ogsaa meget forstaaelig, ikke mindst hvis man antager, at bylaget fra de ældste tider har passet sine egne sager i tvistemaal og tvangsfuldbyrdelse og brudt sig fejl om herredsting og landslov. For det første hidrører landskabslovene fra en tid, hvor selvtægten endnu paa mange omraader blev anset for det selvfølgelige retsmiddel, og hvor retsordenen — først og fremmest repræsenteret af landstingene — maatte tilkæmpe sig autoritet til at sætte lov og dom over selvtægt. Hvis der blot har været den ringeste lighed mellem de forhold, hvorunder andre germanske stammer — til hvem vi har noget mere kendskab — har bosat sig, saa vil ikke alene bylagets fastsluttede enhed omkring jorden og dens problemer, men ogsaa reminiscenser fra slægtens selvstyre gøre det sandsynligt, at bylaget fra første færd har ordnet sine egne anliggender uden fremmed indblanding.
Efter min mening er det mod resterne af et selvstyre af langt videre omfang end det, vi senere ser lovgivningen tillægge bylaget, landskabslovene er polemisk vendt. Men det er ikke alene hensynet til de offentlige domstoles og landslovens autoritet, som kan begrunde landskabslovenes polemiske holdning. En medvirkende aarsag har sikkert været, at den voksende kongemagt kun ugerne saa retssager afgjort andre steder end paa tinge, saaledes at bøderne gik kongens kasse forbi. Landskabslovenes indstilling til bylaget er maaske ikke mindst et resultat af de kongelige ombudsmænds virksomhed. Alt i alt forekommer Westmans opfattelse mig altsaa mest sandsynlig, og jeg føler mig overbevist om, at bylaget indenfor visse rammer har tiltaget sig selvstyre og tingsmyndighed saavel under landskabslovene som senere.
Saafremt denne antagelse er rigtig, skulde bestemmelsen i Fyens vedtægt 1492 § 16 altsaa kun lovfæste en tilstand, der har eksisteret fra de ældste tider. Det er heller ikke uden betydning at paapege, at denne lovfæstning finder sted forinden de store lovarbejder paa 1500-tallet og paa en tid, da sædvane og retspraksis var saa godt som ene om at repræsentere udviklingen siden landskabslovene. Selve lovbestemmelsens ordlyd viser da ogsaa, at der ikke er tale om nogen nydannelse, men om en godkendelse af en stedfindende praksis, og da bylagets selvstyre i første række er realt bestemt, d.v.s. skabt af de problemer, som agrarforfatningen rejser, vil man lede forgæves efter nogen anledning til, at der netop i aarene umiddelbart før 1492 skulde være opstaaet nye reale momenter, der kunde begrunde anvendelsen af nye sædvaner. Tværtimod, den selvstændighed, som bønderne har været i besiddelse af paa landskabslovenes tid, hvad enten de nu var selvejere eller landboer, er forsvundet i løbet af de mellemliggende aarhundreder. Bymændene bærer nu ikke længere, som i landskabslovene, hædersnavnet bønder, men kaldes, som i Fyens vedtægt, for almue. I fæsteforholdets udvikling ligger, at noget selvstyre eller tingsmyndighed udover dagliglivets smaaproblemer kan der i hvert tilfælde aldrig være tale om, og paa den anden side er de offentlige domstoles samt lands- og rigslovgivningens autoritet nu saa fast og urokket, at grundlaget for landskabslovenes polemiske indstilling for længst er borte. Man kan altsaa trygt indrømme bønderne den beskedne ret til at ordne alle de landsbyforhold, som alligevel kun kommer domstolene til ulejlighed. Det kan maaske ogsaa tages som et udtryk for en særlig rettergang i bylaget, naar den saakaldte Erik Klippings birkeret 1269 § 45 bestemmer, at herskabet kan fratage den, der uden tilladelse hugger nyttigt træ i skoven, gods for 1 td. øls værdi. Mig bekendt finder vi ikke andre steder i lovgivningen bøder fastsat efter øl-maalestokken, og det er ikke umuligt, at denne regel, der jo netop omhandler forhold, som ogsaa behandles i de senere landsbyvedtægter, har haft bøndernes egen rettergang for øje. Nu er det vel tvivlsomt, om birkeretten faktisk kan dateres 1269, men den maa i hvert fald være ældre end 1492.
Endnu et spørgsmaal staar tilbage at behandle. Adskillige af de fremdragne bestemmelser i landskabslovene har forudsat, at bymændene ved indbyrdes aftaler kunde regulere forskellige indre landsbyforhold. Matzen[^38] antager imidlertid med tilslutning af Poul Johs. Jørgensen,[^39] at disse aftaler maa være egentlige overenskomster, som kun binder deltagerne, men ikke et mindretal, som vægrer sig ved at samtykke. Paa forhaand maa man ud fra et funktionelt synspunkt anse en saadan opfattelse for usandsynlig. Landbrugsdriften krævede saa mangfoldige beslutninger af bymændene i fællesskab, at det er ganske utænkeligt, at en enkelt kværulant skulde kunne forhindre fuldbyrdelsen af en flertalsbeslutning. Nu er et saadant spørgsmaal vel ret teoretisk, eftersom det var i den enkeltes interesse at følge de øvrige i driften, og et brud paa den sociale solidaritet har sikkert været et uhyre alvorligt skridt. Men al retsorden er til for at beskytte den enkelte, og dog brydes loven dagligt, og hine tider har vel haft sine kværulanter saavel som disse. Det var jo fribaarne bønder, de fleste, paa landskabslovenes tid, stædige og stejle, naar det kom over dem, men selvfølgelig har de maattet bøje sig for bystævnets flertal. Landskabslovene kræver ganske vist, at de modvillige slæbes til tinge, men jeg tvivler paa, at landslovens autoritet har naaet saa langt som til bylagets indre forhold. Men dette er naturligvis »kun« reale betragtninger, og det vil være nødvendigt at supplere dem med et par bemærkninger om samtidens syn paa vedtagelser i almindelighed.[^41]
Som støtte for sin paastand anfører Matzen ordene i JL III:56 »æghær warthac sattæ vm«, og mener, at denne formulering viser, at alle bymændene skulle deltage i overenskomsten. Han kunde ogsaa have henvist til udtalelsen i den følgende paragraf: »alla eghær giua ia til«. Imidlertid har Westman[^42] med rette frakendt dette argument enhver betydning, idet han henviser til, at der i tidens opfattelse indgik en forestilling om, at alle vedtagelser skulde fremgaa som eenstemmige, og at mindretallet derfor maatte bøje sig for flertallet, ikke alene i den forstand, at de maatte overholde vedtagelsen, men ogsaa saadan, at de udtrykkelig maatte samtykke den. Dette træk i tidens opfattelse, som sikkert har en mytisk oprindelse, bekræftes da ogsaa overalt i den tidlige middelalders vedtagelser.
I formen var i hvert fald alle vedtagelser eenstemmige, men dette har naturligvis ikke forhindret, at der har været divergerende meninger, kun maa mindretallet altid gøre gode miner til slet spil. Jeg kan henvise til nogle tilfældigt valgte eksempler: »Vita Ansgarii«,[^43] hvorefter det hos svearne er »skik, at ethvert offentligt anliggende beror mere paa folkets eenstemmige vilje end paa kongens myndighed«, samt Adam af Bremen:[^44] »hvad alle har besluttet, maa kongen anerkende.« Denne udtryksmaade betyder naturligvis ikke, at de besluttende forsamlinger altid var enige — saa meget har menneskene nu ikke forandret sig siden dengang — men det er et udtryk for, at forsamlingen efter stedfunden forhandling kun havde een mening, nemlig flertallets, hvortil mindretallet som en selvfølge sluttede sig uden reservation. De danske landskabslove forudsætter som en almindelig regel, at alle afgørelser træffes ved eenstemmighed, jfr. for herredstingets vedkommende EsjL II:50, men flertalsafgørelsen er dog anerkendt i flere tilfælde, især hvor det drejer sig om processuelle nydannelser, saaledes de nævn, der erstatter jernbyrd, jfr. jernbyrdsfrdn. for Skaane kap. 1 og EsjL II:26 samt de jyske sandemænd og nævninge, se JL II 7 og 54.
Som vi skal se, holder denne opfattelse sig med fantastisk livskraft i de flere hundrede aar yngre vedtægter og tingspraksis, hvor man ser, at bymændene søges til tinge for at samtykke vedtægten, en fremgangsmaade, der aldeles ikke er nogen tom form, idet vi kender tingsdomme, der overfor modvillige gennemtvinger dette samtykke, uanset at det forlængst var fastslaaet i lovgivningen, at alle maatte bøje sig for flertalsbeslutninger.[^45]
Matzen[^46] viser da ogsaa, at han i realiteten anerkender bymændenes aftaler som flertalsbeslutninger, naar han siger, at ganske vist bæres ejerlagets myndighed paa landskabslovenes tid nærmest af den enkeltes samtykke, »omendskønt han paa den anden side forudsættes at være pligtig til at meddele dette«. Men denne karakteristik dækker jo netop retstilstanden, efter at lovgivningen har anerkendt bylagets selvstyre paa begrænsede omraader, og ingen vil vel kalde en vedtagelse for en kontrakt, blot fordi alle har underskrevet den, naar man dog er klar over, at en del af underskrifterne skyldes, at de modvillige bøjer sig for samfundets ældgamle lov, at alle skal deltage i den sejrende beslutning.
C. Landsbystyrets oprindelse
1. Bystævnet
At bylaget i et tidsrum, som ligger før landskabslovene, indadtil var en fast sammentømret organisation hævder A. D. Jørgensen[^47] i sine undersøgelser vedr. Slesvigs ældste stadsrets bestemmelser om lagkøb. I stadsretterne tales almindeligvis om arvkøb, saaledes Flensborgs nyere stadsret 1284 § 111 d.v.s. en afgift, hvis manglende erlæggelse medførte, at herskabet arvede bonden. Kun Slesvigs ældste stadsret taler om lagkøb. Byens nyere stadsret og hertug Valdemars brev af 1286 taler derimod om arvkøb, hvilket udelukker, at lagkøb kan være en lokal betegnelse, det er snarere et ældre navn paa et uddøet eller uddøende begreb. Ved lag maa der være tænkt paa bylaget, det borgerlige samfund, hvori man blev optaget ved lagkøbet. A. D. Jørgensen paaviser endvidere, at stadsretternes ældste retsregel i hvert tilfælde i Slesvig var den, at enhver fremmed, der nedsatte sig i byen, blev kongens vornede, d.v.s. han nød kongens beskyttelse, men maatte opgive visse personlige rettigheder, saaledes retten til at efterlade sine børn arv. Denne ret kunne dog tilkøbes i levende live gennem arvkøbet.
Den fuldt frie borger betegnes som »svoren broder«, hvilket efter den almindelige sprogbrug vil sige gildebroder, eller med den gamle betegnelse lagbroder. Dette falder fuldstændig sammen med udtrykket »at købe lag«. Forskellige ting maa dog her være sammenblandede. Lagkøbet var en afgift til kongen, at blive lagbroder derimod en positiv akt, afhængig af lagbrødrene. Spørgsmaalet er da, hvilket lag, der her er ment. Det kan ikke være noget bestemt gilde, thi man kan meget vel tænke sig en fri bymand, der ikke var medlem af noget gilde. Gilderne bærer afgjort præg af frivillighed. Derimod maa der være tænkt paa bylaget, alle bosiddende mænds fælles lag. At der nemlig fra først af har eksisteret et saadant, finder A. D. Jørgensen utvivlsomt. I hver by, baade paa landet og i købingen, dannede »bønderne« et lag, der i mangfoldige forhold stod som en enhed. Hermed menes at være paavist, at lagkøbet peger tilbage til gamle forhold, der i det væsentligste er opgivet paa lovens tid. Et lag af frie adelsbønder maatte stille den betingelse, at den, der ville optages i laget, skulde være uafhængig, han maatte ikke være i nogen mands vorned. Derved blev fritagelsen for vornedskabet en nødvendig betingelse for optagelse, og arvkøbet, d.v.s. udfrielse fra vornedskabet, kunde betegnes som lagkøb, fordi de to forhold oprindelig fulgtes ad, medens efterhaanden købingen kom bort fra vornedskabet, der vedblev at bestaa, ja bestandig udvidedes, paa landet.
A. D. Jørgensens anskuelse giver sikkert et omend vagt, saa dog i de ydre konturer tilforladeligt billede af forhold, der overses af den herskende opfattelse. Naar derimod forfatteren vil hævde, at lagbydningen skulde have relation til en paastaact forkøbsret for bylaget, er det i hvert tilfælde helt urigtigt paa lovenes tid, hvor instituttet udelukkende sker til fordel for slægten, og forfatteren tilbagekalder da ogsaa sine anskuelser i en bemærkning til sin ovenfor refererede afhandling.[^48] Om forholdet mellem de forskellige befolkningsklasser i landsbyen henvises til fremstillingen nedenfor side 91 ff.
At landsbyens bønder fra de ældste tider har udgjort et lag, anser jeg efter den foregaaende undersøgelse for givet, først og fremmest fordi man umuligt kan forestille sig et ejendomsfællesskab med hensyn til den udyrkede jord uden en vis byorganisation, men ogsaa fordi landsbyen i nogen grad afløste slægtsorganisationen i henseende til fred og forsvar, og endelig fordi de ældste kilder viser os, at landsbyens bønder i talrige forhold har maattet optræde som en enhed.
Poul Johs. Jørgensen[^49] benægter imidlertid eksistensen af et organiseret landsbystyre paa landskabslovenes tid. Selv om denne forfatter erkender, at der fandtes et organ svarende til senere tiders grandestævne, fremhæver han, at hverken oldermand eller andre embedsmænd omtales i lovene, hvorfor han antager, at saadanne embedsmænd ikke har eksisteret. Nu er det lidt uklart, hvad Poul Johs. Jørgensen forstaar ved »et organiseret landsbystyre«, thi eksistensen af de nævnte embedsmænd kan vel ikke være afgørende for, om man vil tale om et egentligt landsbystyre eller ej. For mig er det afgørende, om det kan paavises, at landsbyen var i besiddelse af et vist selvstyre, og om den havde en tilsvarende domsmyndighed. At dette var tilfældet, mener jeg at have paavist i det foregaaende. Selve dette selvstyre maa naturligvis forudsætte en vis organisation, nemlig bylaget som lovgivende og dømmende magt, men om der herudover har eksisteret særlige byembedsmænd, finder jeg i denne forbindelse underordnet. Hverken herredstinget eller landstinget havde jo paa landskabslovenes tid nogen fast ledelse, endsige særlige embedsmænd, og tilstedeværelsen af særlige ledere med særlige beføjelser synes i det hele at være resultatet af en udvikling væk fra det oprindelige, absolutte demokrati indenfor datidens folkeforsamlinger.
Til nærmere belysning heraf vil det være nødvendigt at undersøge kildernes udsagn om landsbystævnet og om dettes efterfølger i de første købstæder.
I landskabslovene finder vi flere steder bystævnet omtalt. SKL 82 (AS 40) handler om det tilfælde, at nogen sælger et jordstykke til to forskellige. I saa fald har han lov til at hjemle jorden til hvem af dem, han vil, medmindre en af dem har vundet hævd paa jorden (nl. ved 3 aars besiddelse, der efter SKL 78 giver adgang til forsvar med ed), eller een af dem har faaet skødet jorden paa tinge eller for kongen eller for ærkebiskoppen. Dette gælder, siges der, selv om en af dem har faaet jorden skødet paa gadestævne (ofna gatustæfna, in conventu incolarum) og AS tilføjer, eller paa sognestævne (vel parrochianorum). Vi hører her om bystævnet som forum for en af de vigtigste retshandler, selv om dette forum, i overensstemmelse med landskabslovenes almindelige tendens, ikke regnes for jævnbyrdigt med tinget. Hvis en bonde staar tiltalt for tyveri, henviser SKL 148 (AS 93) ham til tylvtered, samt til at formaa 2 mænd til at vidne, at han fandt det, som han beskyldtes for at have stjaalet, samt at han lyste det paa gadestævne, derefter paa kirkestævne og endelig paa tinge (liusdæ thæt a gatustæfnu ok kirkustæfn ok a thingi).
I EsjL II:53 hører vi om grandestævnet, som et led i en egentlig proces. Hvis bymændene paastaar, at en iblandt dem har bygget sit hus ind paa gadejord, skal de tiltale ham paa grandestævnet og kræve huset fjernet (talae vith han ofnæ grannæ stæfnæ). Hvis kravet indrømmes, bøder den skyldige ikke. Opnaas der ikke enighed, maa bymændene tiltale ham til tinge, der skal henvise til rebning. Hvis rebningen ikke medfører forlig, udmeldes af tinget 12 mænd, der ved ed afgør, hvor skellet skal gaa. Bestemmelsen kan udmærket forstaas som et led i lovens bestræbelser for at trænge bylagets tidligere jurisdiktion tilbage til fordel for tingets. Ikke mindst maa man fremhæve den foran omtalte bestemmelse i EsjL II:76, hvorefter gadestævnet eller kirkestævnet i almindelighed er forum for afgørelsen af smaasager.
Der kan ikke være tvivl om, at disse bestemmelser viser os grandestævnet som en fast og betydningsfuld institution. At lovens udtryk ikke alene er en betegnelse for en uregelmæssig forsamling af bymændene, synes ogsaa de senere vedtægter at vidne om, naar et meget stort antal af dem netop anvender betegnelsen gade- eller grandestævne om bymændenes forsamlinger, hvilket formentlig viser, at der her er tale om en gennem tiderne nedarvet institution. Naar vi sammenholder disse udtrykkelige vidnesbyrd om bystævnets eksistens med den ovenfor under B foretagne undersøgelse, der viste, at talrige spørgsmaal blev afgjort af bymændene, hvoraf vi ligeledes har lov til at slutte, at dette skete ved en formel samling, faar vi et klart billede af bystævnet som en fast institution paa landskabslovenes tid.
Det er dernæst et forsøg værd at undersøge, om der kan paavises nogen forbindelse mellem landsbystyret og de første købstadsforfatninger. Der er jo ingen tvivl om, at bondebyen typologisk er langt ældre end de ældste borgerbyer, og der er heller ingen tvivl om, at oprindelsen til de allerfleste købstæder maa findes i de ældre landsbyer, hvoraf købstaden er udviklet, eller hvorved den er anlagt.[^50] Købstaden er imidlertid ikke »direkte Barn af Bondesamfundet«, som Matthiessen[^51] udtrykker det, men landsbyen er — for at blive i billedsproget — kun den rede, hvori gøgen har lagt sit æg. Vi skal ikke her gaa ind paa de forskellige teorier om de germanske købstæders oprindelse,[^52] men kun fremhæve, at nogen fælles oprindelse af de danske købstæder ikke kan paavises. De vigtigste aarsager har været anlæggelsen eller udviklingen af et torv, et marked eller en havn eller opførelsen af biskops- eller kongsgaard. I alle tilfælde kan vi imidlertid gaa ud fra, at købstaden som hovedregel er udviklet paa landsbyens grund, ja de ældste handelsbyer var formentlig ikke andet end store bondebyer, og de første handelsmænd var bønder.[^53] Staden var altsaa, forinden særlige privilegier meddeltes den, blot en stor landsby.
Folkelivet i vore ældste købstæder adskilte sig sikkert ikke saa meget fra landsbylivet, som man i almindelighed forestiller sig. Landbruget spillede en stor rolle, og adskillige steder finder vi bevis for, at borgerne er blevet betragtet som samejere af byens agerjord.[^54] Vi ser da ogsaa, at de ældste købstadsprivilegier først efterhaanden anvender særlige betegnelser for købstadens beboere, der oprindelig blot er kaldt med fællesbetegnelsen »bonde«, se f.eks. brydningen i den skaanske birkeret, ligesom betegnelsen bymand oprindelig var fælles for landsby- og købstadboer.[^55] Der kan derfor paa forhaand være vægtige grunde for at formode, at det ældre landsbystyre har afspejlet sig i de første købstadsforfatninger.
Kendskabet til den nordiske købstadsforfatning før hanseaternes indflydelse er ganske vist ikke ret stort, men at købstaden, saavel som landsbyen, ogsaa forinden dette meddeltes den af kongemagten, har haft et vist selvstyre, turde være sandsynligt.
Som den centrale institution i det ældste bystyre finder vi da ogsaa bystævnet omtalt. Omkring 800-tallet finder vi bystævnet (byamot el. byting) i den berømte svenske handelsstad Birka, og i det hele taget maa man antage, at bystævnet er en oprindelig nordisk eller i hvert tilfælde dansk-svensk institution, som fandtes allerede aar 800-900 paa de større handelspladser.[^56] Hvis den opfattelse holder stik, at bystævnet er indført i de norske købstæder via de danske vikingebyer i England,[^57] kan dette kun støtte den antagelse, at institutionen er en arv fra landsbystyret, som jo netop var udviklet i Midtsverige og Danmark, men kun i ringe grad i klippelandet Norge. I dette land kender vi den fortyske, nordiske købstadsforfatning i bjarkøretten, der i sin endelige skikkelse synes at være fra 1244, men som formentlig er en kodificering af købstaden Nidaros' ældste forfatning.[^58] I denne købstadsforfatning indtager bystævnet eller bymotet en central stilling. Paa motet vedtages byens love og vedtægter, og paa motet paadømmes alle vigtigere sager. Paa motet møder alle husfaste mænd, d.v.s. de, som førte fast husholdning enten i egen gaard eller som lejede halvaarsvis. Udover bymotet finder vi intet organ for selvstyret — ingen oldermand, ingen raadmænd. Ganske vist har den kongelige embedsmand, gjaldkeren, der opkræver kongens skatter, paa bjarkørettens tid faaet tillagt en del byfunktioner, men hans deltagelse i byens selvstyre tilhører en senere periode. Heller ikke indkaldelsen af bymotet tilkommer særligt gjaldkeren, men enhver husfast borger.
Ogsaa fra Danmark kender vi en fortysk købstadsforfatning, nemlig Slesvig stadsret fra omkring 1200, hvis hovedbestemmelser er af dansk oprindelse.[^59] Borgerne i Slesvig udgjorde et samlet lag, hvis love, byrder og tyngsler alle var underkastet, hvad enten det var adel eller menigmand (Sl. stadsret § 63), og dette lag udøvede sin ret paa byens stævne (placitum), der overalt i stadsretten nævnes som det afgørende organ for selvstyret. Ganske vist omtaler stadsretten 4 oldermænd (seniores), men disses kompetence er ikke nærmere angivet, og der er intet grundlag for at antage, at de overfor bystævnet har haft nogen selvstændig stilling.
Paa grundlag af oplysninger om købstadsforfatningerne i Birka, Nidaros og Slesvig kan vi danne os et nogenlunde klart billede af hovedtrækkene i den købstadsforfatning, der har eksisteret i Norden før den hanseatiske indflydelse, der overalt medførte et øget selvstyre med borgmester og raad. I alle disse tilfælde ser vi bystævnet fremhævet som det eneste organ for byens selvstyre. Endnu den skaanske birkeret § 10 omtaler motet og regelmæssige motdage ved siden af bytinget.[^60] Ganske vist var dette selvstyre jo ikke synderligt udviklet i tiden fra 800-1200, idet de kongelige privilegier først begynder at udmærke købstæderne i den sidste del af den nævnte periode, og før disse har købstadens selvstyre vel været begrænset til de samme faa omraader som landsbyens.[^61] Mackeprang[^62] har paavist det udviklingshistoriske slægtskab imellem landsbyens styre og købstadsforfatningen, og A. D. Jørgensen har efter sin mening overbevisende godtgjort, at lagkøbet direkte er overtaget fra landsbylagets. Efter de foreliggende oplysninger finder jeg det derfor ikke for dristigt at antage, at de ældste købstæders bymot er en fortsættelse af landsbyens grandestævne. Under alle omstændigheder har vi faaet et vist indblik i et selvstyre uden andre organer end stævnet, og denne organisation er ogsaa kernen i det senere udviklede landsbystyre. Langt ned i tiden tillægger de fleste landsbyvedtægter overhovedet ikke oldermanden eller andre tillidsmænd særlige beføjelser, idet saavel afgørelsen af tvister som pantning af bøder tilkommer alle bymændene i forening. I mange iøvrigt meget detaljerede vedtægter omtales ikke andre organer end bystævnet, og i en enkelt fuldt udviklet og fyldig vedtægt udtales det saa sent som 1720, at en oldermand overhovedet ikke findes i byen, men at alle beføjelserne er tillagt samtlige bymænd i fællesskab.[^63] Denne opfattelse stemmer overens med de ældste tyske vedtægter og landretter, hvoraf det klart fremgaar, at oldermanden kun var en slags fuldmægtig for bystævnet, der havde de fulde beføjelser.
2. Oldermanden
Som nævnt omtaler landskabslovene ikke eksistensen af nogen oldermand for landsbylaget, og den foregaaende undersøgelse har i og for sig ikke støttet en formodning om, at oldermanden skulde være et organ for det ældste landsbystyre.
A. D. Jørgensen antager imidlertid, at de slesvigske bispers jordebog fra 1352 afgiver bevis for, at der fandtes oldermænd i landsbyerne paa jordebogens tid. Forfatteren fremstiller bestemmelserne i SKL og EsjL om afgørelsen af visse jordtvister ved 12 oldinge (aldungebønder, aldungæ), hvorved landskabslovene ifølge AS 33 forstaar »herredets kyndigste mænd«, og forfatteren mener, at denne betegnelse peger tilbage paa en tid, da der blandt bønderne fandtes ledere af langt større betydning end landskabslovenes oldinge, som han anser for levninger af ældgamle forhold, hvor oldingen var forstander for et bylag, fremgaaet ved valg af alle grander. »Det ligger i sagens natur,« siger A. D. Jørgensen, »at der overalt maatte findes saadanne udvalgte bønder, der kunde styre grandestævnet, opkræve skat og stud, tilsige de regelmæssige arbejder, overholde bylagets vedtægter og paase dets interesser overfor andre«.[^64] Heroverfor skal det indledningsvis indvendes, at det, som paavist ovenfor, aldeles ikke følger af sagens natur, at de folkelige forsamlinger skal have nogen fast ledelse, men iøvrigt er det nødvendigt for at bedømme A. D. Jørgensens opfattelse, i større almindelighed at undersøge oldingeinstitutionens oprindelse.
Vi har fra den menneskelige kulturs første historie spredte eksempler paa, at samfundsledelsen betegnes som den eller de ældste, og man kan vel formode, at denne betegnelse peger tilbage paa et primitivt stadium, hvor det faktisk var de ældste af aar, som ledede de paagældende samfund. Ogsaa fra enkelte af de første købstadsstyrelser hører vi om et styre af de ældste, saaledes beretter den arabiske geograf Ibrahim (omkr. 970), at vikingebyen Jumne (heraf Jomsborg) ikke havde nogen konge eller overherre, men styredes af de ældste,[^65] og Steenstrup mener, at et lignende styre fandtes i Stettin omkring aar 1100.[^66] Selv i de landsbyvedtægter, der aarhundreder senere nedskrives, finder vi eksempler paa, at de ældste er tillagt en særlig myndighed,[^67] og det samme gælder ofte de svenske sognestævner.[^68]
Forestillingen om de ældste, som samfundets ledere hænger utvivlsomt sammen med religiøse antagelser, og denne forestilling sætter præg paa sprogbrugen aartusinder frem i tiden. Mange steder gaar aldersbetegnelsen ligefrem over til at betyde noget særligt fremragende. A. D. Jørgensen nævner, at det islandske »öldrmadthr« betyder høvding og har samme oprindelse som öldungr = olding. I England kaldes kronens ypperste mænd for caldermen, og i Frankrig gik aldersbetegnelsen senior ligefrem over til at betyde herre: seigneur.
I formen oldermand støder vi første gang paa oldingenavnet i de ældste angelsachsiske byer, idet den angelsachsiske krønike fra 886 omtaler oldermanden som embedsmand i visse byer.[^69] Lederen af det angelsachsiske hundred blev ligeledes benævnt »ealdor« eller oldermand.[^70] Der er saaledes kun ringe sandsynlighed for, at købstædernes oldermænd enten stammede fra eller ligefrem var identiske med værnegildernes oldermænd. Denne opfattelse er da ogsaa, først og fremmest paa grundlag af K. Hegels og Charles Gross' undersøgelser, forladt i litteraturen.[^71] Bortset fra Flensborg stadsret, der giver oldermanden for St. Knudsgildet adgang til at medvirke ved udnævnelsen af raadmænd, har vi heller ikke i de danske kilder noget vidnesbyrd om en saadan forbindelse, endsige identitet, imellem gildets og byens oldermand.[^72]
I Slesvigs ældste stadsret finder vi omtalt byens 4 oldermænd (seniores quatuor de civitate), og det antages almindeligt, at disse oldermænd har haft forbindelse med byens inddeling i rækninger jfr. stadsretten kap. 24,[^73] der bestemmer, at en bonde skal have hjælp af byfogden og nogle borgere, der bor i samme rækning som skyldneren (cives in illo rækning manentes), til at inddrive en fordring.[^74] En række forfattere er dernæst af den opfattelse, at disse rækninger svarer til den senere inddeling i fjerdinger (den senere afskrift af stadsretten har allerede fjerding i stedet for rækning), og oldermanden opfattes som svarende til de svenske og skotske fjerdingshøvdinge.[^75] Foruden i Slesvig kendes oldermænd (seniores) eller senatorer (senatores) i senere stadsretter for Randers, Viborg, Ribe og Odense.
I den yngste middelalder og i den nyere tid faar oldermandsbetegnelsen en vid udbredelse. Fra værnegilderne gaar den over paa laugene, ligesom en mængde rigsdanske landsbyvedtægter betegner bylagets leder som oldermand. Efterhaanden opnaar betegnelsen den videre betydning af formand. Vi hører saaledes i en skaansk tingbog fra 1659 om »oldermanden for de 12 herritzmend«,[^76] og Grundtvig taler i sin Saxo-udgave om en »Oldermand for Kanikkerne i Roskilde«.[^77] Ganske interessant er det at se, hvorledes betegnelsen oldermand ogsaa anvendes i det svenske sogneselvstyre, hvor en saadan embedsmand første gang er paavist i Risinge, Østergötland 1661, men senere omtales adskillige steder. Denne kirkelige embedsmands opgave synes at have været en slags kassererstilling, og han er ikke landsbyoldermand.[^78]
Men netop fordi oldingenavnet i dets mange variationer har en saa almen udbredelse som betegnelse for ledere, kan man ikke, som A. D. Jørgensen, alene gennem ordbrugen paavise nogen indre forbindelse imellem de forskellige hverv, hvis indehavere bærer oldingenavnet. Vi kan derfor ikke, som nævnte forfatter, trække nogen linje fra de af Saxo omtalte oldingebønder, der talte paa ledinghærens vegne, til landskabslovenes markskelsnævn. Den sproglige overensstemmelse med den slesvigske jordebogs eltinge er et for svagt argument, naar man tager i betragtning, hvor kraftigt oldingenavnet varieres i sprogbrugen. Poul Johs. Jørgensen[^79] fremhæver da sikkert med rette, at landskabslovenes oldinge ikke er landsbyoldermænd. I hvert tilfælde er oldingene ikke landsbyoldermænd paa den tid, hvorfra vi har de første tingbøger og andre oplysninger om konkrete oldingedomme bevarede, hvilket fremgaar deraf, at benævnelsen olding bibeholdes, selv om landsbyoldermanden for længst er kendt under sit senere navn, ligesom betegnelsen oldinge i en enkelt vedtægt anvendes sammen med betegnelsen oldermand, angivende to forskellige ting, nemlig Østa, Villands h. (nr. 13) 1694 § 8: »Hwad åldermanden och olldinge bymän pålagger . . .«
Alt i alt maa man vist antage, at oldermandsembedet hverken i købstæderne eller i landsbyerne har hørt til disses ældste organisationsform, men at værnegilder og de ældre købstadsforfatninger har hentet oldermandsinstitutionen fra England, og at landsbystyret først har faaet institutionen fra de senere gilder og laug. Der er intet grundlag for at antage, at oldermandsembedet har været almindeligt i landsbyerne paa landskabslovenes tid.
3. Vedtægter
Den ovenfor under B foretagne gennemgang af landskabslovene viste, at bymændene i en række tilfælde selv fastsatte bøder for overtrædelse af vedtagelser. At disse bødevedtagelser efterhaanden forenkledes i bestemte satser, kan der ikke være tvivl om. Hvis Mads Joensen sidste aar betalte 3 øre for et svinehul i hegnet, paalægger man naturligvis i aar Peder Truelsen den samme bøde for en lignende forseelse. Sædvanen har fra det menneskelige samfunds første tider haft en enorm magt over sindene, og intet sted er sædvanen vel groet saa fast som i landsbyens arbejdsfællesskab. Det er givet, at retssædvanerne maa have været udviklet i landsbyen siden dens første tid. Sædvanerne har med fantastisk livskraft holdt sig uændrede igennem aarhundreder, og i 1600-tallets skrevne vedtægter finder vi nedfældet mange af landsbyens ældgamle sædvaner.
De skrevne vedtægter kender vi først fra 1400-tallets slutning, men af § 16 i Fyns vedtægt 1492 kan vi udlede, at landsbyvedtægterne allerede da har været almindelige, og derfor sikkert er af langt ældre dato. Et vidnesbyrd herom er det ogsaa, naar Fyns vedtægt anvender ordet »vide« som synonym for »vedtægt«, idet denne udvikling fra ordets oprindelige og fortsat sideløbende betydning af bøde kun kan være resultatet af en længere tidsperiodes sprogbrug. I den samtidige lovgivning finder vi imidlertid intet andet eksempel paa, at vide anvendes lig vedtægt.
Man kan derfor spørge, hvorfor vi først kender skrevne vedtægter i større udstrækning fra en saa sen tid. For det første ligger der nu ikke i denne kendsgerning noget bevis for, at skrevne vedtægter ikke fandtes allerede tidligere, thi herom kan vi intet vide. Bevaringsmulighederne har været ret minimale, og selv i de følgende aarhundreder skylder vi jo først og fremmest tingbøgerne vor viden om vedtægterne, medens kun de færreste er bevaret i original. Daarligt sikrede og ofte brandhærgede bondegaarde er en fuldgyldig forklaring paa, at vedtægterne er forsvundet. Et eksempel vil vise, hvor ringe et argument den manglende forekomst af vedtægter egentlig er for, at de heller ikke har eksisteret. Fra hele Sydskaane (nøjagtigt bestemt Malmøhus len) kender vi kun een eneste vedtægt fra tiden før 1742, men samtlige sydskaanske tingbøger vrimler med vidnesbyrd om, at skrevne vedtægter eksisterede i stor mængde. Nogen original eller afskrift er blot ikke bevaret.[^80]
Men selv om vi forudsætter, at de skrevne vedtægter først begynder at blive gængse paa 1600-tallet, betyder det saa, at bondevedtægter ikke har været kendt før? Ingenlunde! Vi kender folkelige associationer, der den dag i dag anvender retssædvaner af et meget bestemt og detaljeret indhold, som maa antages at være af meget stor ælde, men som aldrig nogensinde, heller ikke nu, er blevet nedskrevet. Ved undersøgelser foretagne i Bohus len har man saaledes blandt baadelagene fundet meget detaljerede retssædvaner, som aldrig har været nedskrevne.[^81]
De sjællandske og skaanske love er i overvejende grad retsbøger d.v.s. private optegnelser af de ved tingene praktiserede retsregler, og hovedparten af Jyske Lov, i hvert tilfælde landboafsnittet, maa antages at have samme karakter. Svend Aakjær[^82] antager da ogsaa med rette, at landskabslovene har optaget stof fra ældre vedtægter om veje, hegn, markskel og agerfred. Dette forhindrer naturligvis ikke, at landskabslovene i deres tur tjener som mønster for senere vedtægter. Denne gensidige afhængighed lader sig imidlertid ikke nu udrede.
Naar Aakjær som et eksempel paa vedtægternes fastholdelse af ældgamle regler, nævner Sønder Jernløse skraa fra 1598 (DV VI:118), der kun omtaler to slags bønder i byen, nemlig bryder og gaardsæder, hvilket maa være en reminiscens fra ældgammel tid, da man ikke kendte brydebegrebet paa 1500-tallet, er dette imidlertid ikke helt rigtigt, idet betegnelsen brydegaard blev anvendt i visse egne af Sjælland og paa Fyn for helgaarde, medens halvgaarden kaldtes landbogaarde,[^83] se ogsaa Rønninge byskraa 1601 § 21 (DV VI:281). Kendskabet til brydebetegnelsens oprindelige betydning var ganske rigtigt for længst gaaet af glemme, se f.eks. Osterson Vejles bemærkninger ad ordet bryde. I en kgl. bef. 17.4. 1503 omtales bønder og bryder i Frosta hd. i Skaane, og her betegner bryde fmtl. fæsteren.
Vi vil i de følgende kapitler ofte faa lejlighed til at fastslaa vedtægternes forhold til den ældre og yngre lovgivning og konstatere den livskraft, hvormed gamle sædvaner er bevaret i bøndernes retsbrug. Her skal blot henvises til panteformen væth per modum forvæth, som kendes i vedtægterne lang tid efter, at denne panteform iøvrigt er gaaet af brug, og vi kan endvidere henvise til den foran berørte nedenfor side 87 ff udførligt behandlede sædvane, hvorefter alle bymændene i overensstemmelse med det ældgamle krav om, at mindretallet skal bøje sig for flertallet og samtykke i den vedtagne beslutning, skal besegle vedtægten, uanset lovgivningen for længst har fastsat, at mindretallet maa rette sig efter en flertalsvedtagelse.
Naar den sydsjællandske vedtægt omkring 1590 (DV IV:87) beretter: »Naar wij dricker wort gildehoff . . .«, saa maa denne betegnelse utvivlsomt gaa helt tilbage til det hedenske gildehov, selv om man naturligvis forlængst har tabt kendskabet til ordets egentlige betydning, og der er da ogsaa meget, der tyder paa, at der allerede i hedensk tid har været holdt gildehov paa landsbyens marker.[^83a]
2. Det danske landsbystyre efter 1492
Som foran nævnt indeholder dansk lovgivning først i Fyns vedtægt 19.2. 1492 § 16 en bestemmelse om landsbyernes selvstyre og tingsmyndighed. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
»Item hwat vidæ som almwe legge vdi noger by eller torp om hegn oc gierde oc andre bysens nytte oc tarff, thet maa ey en grannæ eller two kolkaste men skulle alle holde vidæ oc vedertecht. Hvo som siden bryder oc ey vil holde, som grannæ veder tager, tha mwe the hannum pantte fore hanss vlydelsse oc ey bryde forthi entigen wold eller herwercke.«[^84]
Enkelte bemærkninger om bestemmelsens forstaaelse er allerede gjort foran side 37 og side 47. M.h.t. bestemmelsens tilblivelse er det af interesse at konstatere, at Fyns vedtægt er udgaaet fra de fynske, adelige landemoder, og den har derefter faaet kongelig stadfæstelse. Disse regler oplyser intet om, hvorvidt bønderne er taget med paa raad eller har samtykket,[^85] men vedtægten har til formaal at ordne bondestandens retsforhold, dog især forholdet mellem herremand og fæster. Vedtægtens bestemmelse optages i reces 1547 § 37, reces 1558 § 46 og DL 3-13-31. Recesserne tilføjer foruden hegn og gærde ogsaa »sieer hiordt« eller »seer Hiord«, hvad Matzen (Privatret II, 28) urigtigt opfatter som særjord; der maa naturligvis være tale om bestemmelser vedrørende særhjord, DL har da ogsaa »sær Hjord« og tilføjer yderligere grøft og led. Den nævnte lovgivning omtaler hverken bystævne eller oldermand, og der er overhovedet ikke i den ældre lovgivning noget vidnesbyrd om landsbystyrets organisation.
Den første folkelige organisation, hvis virksomhed og indretning vi kender til paa landet, er ikke landsbystyret men værnegildet. Der er ingen grund til at tro, at de ældste værnegilder paa landet er noget laan fra købstæderne,[^86] og vi har vidnesbyrd om saadanne værnegilder fra den tidlige middelalder.[^87] Fra den senere middelalder kender vi flere gildeskraaer fra landgilder, saaledes fra St. Hansgildet i Uggeløse ca. 1375, fra St. Hansgildet i Snesere fra omkring samme tid, fra St. Gertrudsgildet i Hellested paa Stevns 1404 og fra Jomfru Mariegildet i Herslev paa Roskildeegnen 1515.[^88] De ældste kendte værnegilder paa landet har ikke beskæftiget sig synderligt med bylagets anliggender, og bestemmelser herom findes som regel ikke i skraaerne. Blandt de faa regler, der vedrører dagliglivet i landsbyen, bør dog nævnes bestemmelserne i §§ 24-25 i skraaen fra Uggeløse ca. 1375 om hjælp til den grande, som bliver syg i høsten, eller hvis trækdyr dør i foraarstiden. Bestemmelser af denne art genfindes i talrige senere vedtægter, se nedenfor side 367, og kendes ogsaa i de svenske landskabslove, men derimod ikke i de danske. Vi maa vist dog gaa ud fra, at bystyret har levet sin tilværelse ved siden af og uafhængig af værnegildet. Anderledes har forholdene været i egne, hvor bebyggelsen er spredt, og hvor egentlige bylag ikke findes, saaledes i udpræget grad paa Bornholm, der aldrig har haft egentlige landsbyer.
Den ældste, kendte bornholmske gildeskraa er skraaen for Øster Mariæ sogn 1554 (DV I:232), der kun indeholder nogle enkelte bestemmelser om landbrugets drift, hvorimod den næstældste, fra St. Nicolaj sogn (Nylarsker) 1599 (DV I:215), har et selvstændigt afsnit med adskillige landboretlige bestemmelser. Iøvrigt ligner begge skraaer ganske købstadsværnegilderne fra samme tid, dog synes de at have et noget ældre præg. De senere vedtægter indeholder paa samme maade en række gildebestemmelser og forholdsvis faa landboretlige bestemmelser, men der er dog ingen tvivl om, at gilderne har varetaget de forskellige landbrugsanliggender. Interessant er det, at vedtægterne for købstæderne Neksø og Rønnes markjorder ikke indeholder den ringeste paavirkning af værnegildernes bestemmelser. Aarsagen hertil er vel, at købstæderne havde deres særprægede organisation, medens landboerne i mangel af bylag har organiseret sig omkring værnegilderne.
Ogsaa andre steder i Danmark finder vi landsbygilder, som varetager de landboretlige anliggender, men intet sted er paavirkningen fra værnegilderne saa stærk som paa Bornholm. Der er kun yderst faa vedtægter fra landets andre egne, hvor gildebestemmelserne er hovedbestanddelen af vedtægten, og hvor organisationen derfor kan siges at være opbygget som et gilde. St. Børgens gilde i Rønninge sogn paa Fyn 1601 (DV I:278) er et af de faa helt klare eksempler herpaa. Paavirkningen fra købstadsgilderne kan være mere eller mindre kraftig. Om egentlige gildeskraaer kan man tale, naar der foruden oldermand findes stolsbrødre samt udførlige bestemmelser vedr. gildeskikken. Hyppigt forekommer betegnelsen stolsbroder imidlertid i helt andre forbindelser og har kun selve navnet til fælles med købstadsgilderne. Den kraftigste paavirkning spores i de mange bestemmelser vedrørende gildeskik.
At købstadsgilderne skulde have haft nogen væsentlig indflydelse paa landsbystyrets udvikling[^89] er ikke sandsynligt. Foruden de foran anførte synspunkter vedrørende landsbylagets ældste historie kan peges paa det usandsynlige i, at købstadsgilderne skulde have spillet en saadan rolle, naar landsbyvedtægternes paavirkning heraf er saa forskelligartet i de forskellige landsdele. Foruden Bornholm er Fyn den landsdel, hvor gildeskraaer og gildepaavirkede vedtægter er mest udbredt. Paavirkningen er noget mindre paa Sjælland, og i Nørrejylland kan faktisk kun nævnes byskraaen for Rude by, Aarhus amt 1743 (DV II:361) og i noget mindre grad nabobyen Saksilds byskraa 1705 (DV II:335). I Skaane og Sønderjylland har jeg ikke fundet en eneste vedtægt, der paa noget væsentligt punkt bærer præg af paavirkning fra købstadsgilderne, bortset fra reglerne om igang, som synes at være udbredt ogsaa i Skaane, men som muligvis kan stamme fra de ældgamle regler om lagkøb.
Paa Bornholm og enkelte andre steder i landet omfatter de egentlige gildeskraaer alle sognets beboere, men iøvrigt er det ofte umuligt af vedtægterne at udrede forholdet mellem sogn og bylag. Nogle eksempler skal anføres. Vedtægten for Horne, Svendborg amt 1559 (DV V:43) indeholder i §§ 5 og 24 bestemmelser om, hvorledes man skal forholde sig, naar talsmanden slaar til lyd for sognestævne eller gadestævne, samt at klage over ulovlige hunde skal frembringes sammesteds. Efter § 14 maa man ikke leje jord til nogen uden for sognet. Det er altsaa noget usikkert, om vedtægten omfatter hele sognet eller kun byen, men da bønderne tilfalder byen, maa vedtægten dog formentlig være indskrænket til at gælde for Horne bymænd. Dette bestyrkes ogsaa af vedtægten fra samme by 1577, der er vedtaget paa gadestævne. Den samme uklarhed gør sig gældende i de forannævnte bylove fra Saksild og Rude. Begge vedtægter taler om sognestævnet paa en saadan maade, at man faar indtrykket af, at det drejer sig om byens afgørende forsamling. Paa sognestævne skal man klage over uret, der er sket i by eller mark, og man skal klage paa sognestævne, inden man klager paa tinge (Saksild IX, Rude §§ 37, 42). Ingen af vedtægterne siger som hovedregel, hvem der skal have de idømte bøder, dog nævner Saksild vedtægt i et tillæg, at en bestemt bøde skal gaa til byen. Alligevel maa der være tale om to forskellige byorganisationer, som maaske tillige samles til fælles sognestævne, idet begge byer ligger i Saksild sogn, og der er ret stor forskel paa de to vedtægter, som har været i brug samtidig. Paa samme maade taler mange vedtægter om baade gadestævne og sognestævne, uden at man kan blive klar over det virkelige forhold imellem de to institutioner. Som regel har byorganisationen dog været opretholdt, selv om sognets byer samledes paa sognestævne og der afgjorde forskellige sager i fællesskab. Om mellembys vedtægter og yderligere bemærkninger om forholdet mellem sognestævne og bylag se nedenfor side 372 f.
At sognestævner har været afholdt siden middelalderen viser baade omtalen i landskabslovene og de talrige sognevidner, der findes bevaret fra 1400- og 1500-tallet. Intet tyder dog paa, at sognestævnet i væsentlig grad har tiltaget sig nogen myndighed over bylagets indre anliggender, og efter at det ved Christian 2's landret 1521 § 71 og især ved DL 2-11-5 var blevet forbudt præsterne at underskrive eller forsegle sognevidner, tabte stævnet enhver betydning som et led i retsplejen. Det var herefter kun faa verdslige sager, som behandledes paa sognestævnet, f.eks. udstedelse af skudsmaal, jfr. reces 1643 2-21-1 og DL 2-11-5, eller forkyndelse af love.[^90] Karakteristisk er det ogsaa, at det eneste sted, hvor sognestævnet efter landskabslovene omtales som et led i en retlig forfølgning, er Bornholms artikler 6.7. 1499 § 3, der forbyder al hemmelig samling i skov eller mark, men henviser enhver beskyldning eller tiltale til sognestævne, herredsting eller landsting.
De ældste landsbyvedtægter, som for tiden kendes, er fra 1500-tallet. Derimod kendes en vedtægt for Nykøbing Mors' markjord 1460 (DV II:38). Vedtægten, der er udstedt af borgmester og raad og stadfæstet af kongens lensmand, indeholder nogle landboretlige bestemmelser, men taler ikke om nogen særlig organisation af markmændene. En vedtægt fra Maribo 1488, der er optaget i vedtægtssamlingen (DV IV:10) har intet specielt med markjorden at gøre. Fra 1500-tallet har vi derimod adskillige landsbyvedtægter. I vedtægtssamlingen er optaget 14 foruden de forannævnte bornholmske gildeskraaer og nogle købstadsvedtægter vedr. markjorder. Den ældste er vedtægten fra Allersø, Odense amt ca. 1500 (DV V:35), hvoraf dog kun nogle enkelte artikler kendes. Denne vedtægt viser os et fuldt udviklet landsbystyre med oldermand, faldsmand og nogen gildeskik. Byens regler kaldes flere gange »wide och wedtægt«, et udtryk, der altsaa har været almindeligt paa denne tid. Blandt vedtægtens bestemmelser bemærkes en regel om, at ingen maa have mere kvæg paa fælleden om sommeren, end han kan føde om vinteren, en regel, der findes i Fyns vedtægt 1492, men ellers kun sjældent forekommer.[^91] Endvidere fastsættes, at der for en bestemt overtrædelse skal betales »Wide som Wide legis«, jfr. JL III:57 og talrige senere vedtægter.
Den næstældste af de kendte vedtægter er den forannævnte vedtægt for Horne by i Svendborg amt 1559, der indledningsvis oplyser om sin tilblivelse, at lodsejerne, nemlig herskabet til Hvidkilde og Wedholm, i fællesskab med bymændene har »været tillsammen oc ofverveyet nogle artickler oc nyttige vilkor, som kan være forn. Horne mend til hielp oc trost oc gafnlig«. Nogen oldermand kendes ikke, derimod nævnes byens talsmand, der dog ikke har nogen selvstændig myndighed.
Ogsaa fra Sønderjylland kendes vedtægter fra 1500-tallet, saaledes findes der blandt de indrettede dokumenter ved Viborg landsting et tingsvidne af Slugs hd. 31.1. 1543, som indeholder en vedtægt for Sollerup by. Vedtægten er udstedt af bymændene, og overtrædelser straffes med 18 sk.'s bøde til herskabet og 1 td. øl til bymændene. Vedtægten indeholder bestemmelser om tidspunktet for hegnenes istandsættelse og om markfredens opretholdelse samt fastsættelse af det antal kreaturer, som hver otting maa have i marken. Hvert aar skal der udnævnes 2 innammere til at paase, at markfreden ikke brydes og til at efterse hegnene. Disse mænd har ret til at pante, og de skal ikke holde pantet i forvaring længere end 14 dage. De to innammere eller pantere finder vi ogsaa i adskillige yngre sønderjyske vedtægter, se nedenfor side 107.
Fra 1568 er vedtægten fra Hogsbro i Hvidding hd. (DV III:27), der dog kun omhandler nogle enkelte forhold og ikke omtaler nogen oldermand, men derimod grandestævnet. Der fastsættes bøder til herskab og bylag. Daler i Lø hd. faar 1574 en vedtægt (DV III:45), der heller ikke omtaler en oldermand, derimod en markmand som udøver de sædvanlige oldermandsfunktioner, herunder foretager udpantningen. Det samme gælder fmtl. om markmanden efter vedtægten for Agerskov, Nr. Rangstrup hd. 1592 (DV III:9). Vedtægten for Neder Jerstal, Nr. Rangstrup hd. 1694 § 19 (DV III:26) lader en særlig — aabenbart kirkelig — tillidsmand, helligbrødefogden, samtidig have opsyn med overholdelsen af vedtægtens bestemmelser, og i Arnum, Nr. Rangstrup hd. 1685 (DV III:29) udmeldes 4 mænd. Først paa 1700-tallet bliver det almindeligt, at der findes egentlige oldermænd i de sønderjyske byer (fortalsmænd eller forstandere), men paa 1600-tallet er man i almindelighed ikke naaet længere end til de to pantemænd.
Den ældste, kendte sjællandske vedtægt er fra Lille Næstved 1575 (DV I:193). Her betegnes oldermanden som byfoged, og bøderne fastsættes dels i øl, dels i penge. I 1576 afslutter Lille Næstved en overenskomst med nabobyen Lodby om fællesgræsning. Interessant er en sjællandsk vedtægt, der kendes i et haandskrift fra ca. 1590, men som ikke nærmere kan stedfæstes (DV IV:87). Dens bestemmelser synes til dels at være af stor ælde. Der findes en oldermand, og bøderne fastsættes alene i øl. Der findes kun en ganske enkelt bestemmelse vedr. gildeskik.
Fra Nørrejylland kender vi ingen landsbyvedtægter fra 1500-tallet, derimod en del vedtægter angaaende købstadsjorder. Den ældste, kendte vedtægt er fra Sørup, Thisted amt 1629 (DV III:275). Vedtægten er blevet til paa et grandestævne, men der vælges ingen oldermand i byen, og hvis nogen ikke vil udlægge de bøder, han skal betale efter vedtægten, maa hans grander pante ham. Grandestævnet er aabenbart det eneste organ for landsbyen. I 1639 indgaar Sønder Bork bymænd indbyrdes og med herskabet en vedtægt om høbjergningen i marsken. Der omtales ingen oldermand, men en engevogter, og bøder udpantes af 4 udvalgte mænd. Heller ikke vedtægterne for Seing, Ribe amt, 7.4. 1641[^92] og Darum, Ribe amt, 19.7. 1641 (DV III:569) omtaler nogen oldermand, men den sidstnævnte fastsætter, at alle granderne skal gaa ud at pante, naar nogen overtræder vedtægten, »dog skal enhver pante sin nabo efter den maner hjorden gaar om«, hvilket formentlig vil sige, at hvervet som panter skal gaa omkring i byen ligesom pligten til at vogte byens hjord. Bymændene skal uden indkaldelse møde hver søndag til grandestævne. Vedtægten fra Aulum, Viborg amt 1648 (DV III:325) omtaler en markmand, som udøver adskillige af oldermandens sædvanlige funktioner, men der nævnes endvidere to gange »den mand som videkæppen skriver«, og det er aabenbart en anden end markmanden, men heller ikke han kaldes altsaa oldermand eller grandefoged. Fra et tillæg til vedtægten ved vi, at herremanden i 1701 har beskikket en grandefoged i byen. Den første af de kendte vedtægter, der direkte omtaler grandefogden, er Hjelmsted, Hjørring amt 1649 (DV V:68). At vide og vedtægt har været kendt i Jylland paa 1500-tallet viser bl.a. den nedenfor side 355 omtalte dom fra Viborg landsting 1522, som begrænser grandestævnets kompetence overfor almindelige retssager. I sagen er indstævnet to bymænd, der betegnes som fogder i Bjerregrav, og der synes altsaa at have været 2 grandefogder.
Udviklingen indenfor de forskellige omraader af bylagets anliggender vil blive undersøgt i de følgende kapitler og skal ikke her gøres til genstand for nærmere omtale. I almindelighed kan det siges, at bylagets selvstændighed holder sig nogenlunde gennem 1600-tallet, men er dog aftagende, og i begyndelsen af 1700-tallet bliver herremandens aktive tilsyn med bylaget igennem sine fogder saa kraftigt, at det er forbi med den gamle ret til at varetage bylagets indre anliggender uden indblanding fra herskab eller øvrighed. Bylaget og dets organisation bestaar, men dets virksomhed bliver mere og mere afhængig af herremandens samtykke og af hans naade.
Bortset fra de forannævnte bestemmelser, der hjemler bylagets selvstyre, finder vi saa godt som ingen oplysninger om landsbystyret i lovgivningen indtil 1700-tallets sidste halvdel, se dog § 1 i reskript 19.8. 1735. Dette beror i første række paa, at bylaget ikke anvendes til offentlige formaal som nogen administrativ inddeling. Dette betyder imidlertid, som vi senere skal se, ikke, at bylaget intet har at gøre med offentlig virksomhed, thi dels varetager bylaget en række opgaver, som senere overtages af det offentlige, dels medvirker bylaget adskillige steder ved indkrævningen af tiende, ja endog af kongelige skatter.
Egentlige offentlige opgaver faar bylagets embedsmænd dog først, efter at landsbystyrets rolle er udspillet i slutningen af 1700-tallet. Saa tidligt som ved reskript 6.11. 1739 om fattigvæsenets nyordning tildeles der oldermændene saadanne opgaver. Efter reskriptets pag. III § 3 skal oldermanden i hver by nøje paase, at ingen i byen gaar omkring og betler, og dersom nogen straffes for betleri, skal sognefogden eller oldermanden modtage et bevis for, at straffen er udstaaet. Efter reskriptets pag. III § 7 skal oldermanden dernæst under 2 mark danskes bøde indberette, hvis der indlogerer sig nogen fremmed i byen. I det hele bestemmer lovgivningen i den følgende tid, at oldermanden paa de steder, hvor der ikke er nogen sognefoged, skal varetage dennes opgaver. Saaledes hedder det i almindelighed i politiforordningen 25.3. 1791, at oldermanden paa de steder, hvor der ikke findes sogne- eller bondefoged, under herredsfogdernes og birkedommernes bestyrelse skal have opsigt med orden og sædelighed og paatale alle overtrædelser for rettens betjente.
Iøvrigt vedbliver reglerne og bylagets selvstyre at gælde ogsaa efter udskiftningen, men ved hegnsforordningen 29.10. 1794 gøres der dog nogen indskrænkning heri. Forordningens § 19 udtaler, at det fortsat skal være bønderne tilladt ved vedtægt om hegnet, gærder, grøfter og led samt hjord at bestemme bøder efter DL 3-13-31 og 42, men ved saadanne vedtægter skal de ikke kunne hinde jordernes indgrøftning og indhegning, ikke nedsætte de i forordningen befalede bøder eller i nogen maade sætte det ud af kraft, som herved er befalet, men vel skærpe det. Bøderne, som falder efter saadanne vedtægter, skal tilhøre sognets fattige. Sognefogden, oldermanden, hvor en saadan findes, og præstens medhjælpere skal staa til ansvar for, at de ikke anvendes til andet brug.
Efterhaanden synes oldermandshvervet at være blevet en slags kommunal institution, et borgerligt ombud, som ingen kunde undslaa sig for, og som bymændene var pligtige at vælge. I en skrivelse 1821 til kancelliet fremsætter en stiftsamtmand den formening, at oldermandsembedet maa tilfalde udflytterne saavel som indsidderne (her i betydning: de der fortsat bor i byen), hvilket kancelliet bifalder i skrivelse af 16.6. 1821. I samme skrivelse bifaldes det, at de bønder, der stadig bor i byen, eller som stadig har raadighed over deres gamle hjemsted, som de har udlejet til andre, fortsat er pligtige at modtage varsel om hovarbejde gennem oldermandens meddelelse paa gaden, medens udflytterne, der ikke længere har raadighed over deres gamle hjemsted, maa have direkte besked af godsejeren. Meningen er, at de, der har lejet de gamle bygninger i byen, kan give udflytterne besked, naar oldermanden har kaldt til gademøde. Stiftsamtmanden oplyser, at bondefogdens og oldermandens ombud altid paa proprietærgodserene er forenet i den samme person.
Med indførelsen af sogneforstanderskaber ved frdn. 13.8. 1841 skete der saa indgribende ændringer i sognenes gamle styreform, at oldermandens rolle i det væsentlige maa være udspillet. Hvervet som snefoged bevarer han dog i lang tid, og bymændene antages at have pligt til fortsat at vælge en oldermand, jfr. indenrigsmin.skr. nr. 120 30.5. 1884: »Ved at meddele, at bymændene i NN by have undladt at vælge oldermand, har amtet under henvisning til, at det offentlige af hensyn til snekastningsarbejdets besørgelse er interesseret i, at oldermandsinstitutionen bevares, i skrivelse forespurgt, om det under anvendelse af tvangsbøder af amtet kan paalægges bymændene at vælge en oldermand. I denne anledning meddeler kancelliet, at det saaledes fremsatte spørgsmaal maa besvares benægtende. Da bymændene imidlertid er uberettigede til at lade oldermandsinstitutionen bortfalde, maa man holde for, at der i et tilfælde som det foreliggende af det offentlige paa bymændenes bekostning maa kunne lejes en mand til at fungere som oldermand (jfr. analogien af kanc.skr. 16.6. 1821), indtil bymændene vælger en saadan.«
Om pligten til at paatage sig hvervet som oldermand se endvidere nedenfor side 109 om kanc.skr. 12.9. 1843, indenrigsmin.skr.er 1.7. 1850, 28.2. 1853 og 10.5. 1854.
Ogsaa reglen i DL 3-13-31 lever videre og er aldrig formelt ophævet. En kancelli-skr. 16.6. 1846 gaar ud fra, at flertallet af lodsejere til en eng i medfør af grundsætningerne i DL 3-13-31 kunde afgøre spørgsmaalet om, hvorvidt der skulde indrettes en fold paa den paagældende eng. En Københavns Overretsdom JU 1855, 32, udtaler, at det forhold, at de formelle regler vedrørende en raadstueforsamling ikke er opfyldt, ikke kan udelukke, at en i anden anledning indkaldt samling skulde kunne tage nogen gyldig beslutning, naar dennes genstand er undergivet de sammenkaldtes raadighed. En ubetydelig minoritet af de interesserede kan saavel efter forholdets natur som DL 3-13-31 ikke have det i sin magt at omstøde, hvad der i fælles interesse vedtages. Viborg Overret fastslaar i dommen JU 1859, 436, at fælles gadejord har en særegen kommunal karakter, og at enkelte lodsejere efter forholdets natur og 3-13-31 er udelukket fra at modsætte sig en afbenyttelse af jorden, som er vedtaget af det overvejende flertal, medmindre han kan paavise særlig ulempe i den ham tilkommende benyttelse af jorden til færdsel m.v. Grundsætningen i 3-13-31 lever videre i den i domspraksis fastslaaede regel om, at flertallet af samejere kan foretage sædvanlige dispositioner over den genstand, der er i sameje.[^93]
Den særegne udpantningsadgang maa dog i hvert fald være bortfaldet ved § 1 i lov nr. 36 af 29.3. 1873.[^93a]
III. Bylagets historie i Sverige
1. Landskabslovene
Nogen væsentlig forskel paa bosættelsesmaaden og de første organisationsformer i Sverige og Danmark har sikkert ikke været til stede, og for saavidt angaar tiden før de svenske landskabslove kan derfor henvises til fremstillingen ovenfor. Endvidere bemærkes, at de danske landskabslove paa en række punkter udviser et ældre stadium end de svenske og derfor kan være vejledende ogsaa med hensyn til svenske forhold.[^95]
I de svenske landskabslove finder vi færre spor af bylagets betydning end i de danske, men adskillige bestemmelser viser dog, at landsbyen ogsaa i Sverige i stor udstrækning som organisatorisk enhed var medbestemmende ved afgørelsen af byanliggender. Allerede fra landskabslovene og indtil den nyere tid er det imidlertid sognet, og ikke bylaget, som har haft den største betydning for Sveriges lokale selvstyre.
I Uppll. kyrkobalk findes de første foreskrifter om sognemændenes deltagelse i forvaltningen af kirkens gods, nemlig vedr. bygning af kirker. Naar biskoppens tilladelse var indhentet »skulde de drage hjem og kalde alle de, der har jord i sognet til stævne paa en fastsat dag«. Selve betegnelsen sognestævne findes ikke i landskabslovene, men først i yngre haandskrifter af landsloven 1442. I løbet af middelalderen udvikles sognestævnets beføjelser til medbestemmelsesret over kirkens anliggender betydeligt ud over, hvad der var hjemlet i den kanoniske ret, saaledes at det svenske sogneselvstyre igennem hele sin eksistens bærer præg af at være en rent national institution, der f.eks. ikke har noget modstykke i dansk kirkeret. Naar vi imidlertid i denne fremstilling interesserer os for sognestævnet, skyldes det, at der her allerede tidligt behandledes spørgsmaal, som laa ganske udenfor kirkerettens rammer, og at især en stor del af bylagets anliggender fik sin afgørelse paa sognestævnet, der jo ikke omfattede flere byer, end at alle medlemmer havde indsigt i de forefaldne spørgsmaal, ligesom stævnet var et hensigtsmæssigt forum for de talrige problemer byerne imellem.
Gutaloven er den første retsoptegnelse, som tillægger sognestævnet egentlige borgerlige beføjelser. Den kvinde, der bliver kendt skyldig i at have ombragt sit barn, skal bøde 3 mark, saa snart det kommer frem for sognemændene (2:2). Efter 9:2 om mandhelgsforbrydelsr, skal man løse den dømte af ban, naar han har bødet, og sognemændene finder det raadeligt. For at bygge hus eller indtage folk skal man have sognemændenes samtykke (35).
Efter saavel de danske som de svenske landskabslove skulde dernæst en mængde retshandlinger finde sted ved sogne(kirke-)stævne, saaledes fremlysning af hittegods, stævninger, tilbud om betaling af gæld m.v., men efterhaanden tiltog de svenske sognestævner sig kompetence til direkte afgørelse af en række verdslige spørgsmaal, den nærmere undersøgelse heraf skal dog udskydes til næste afsnit vedr. tiden efter landskabslovene. Paa dette sted skal derimod undersøges, i hvilket omfang sognet efter de svenske landskabslove indtager den stilling, som efter de danske tilkommer bylaget. Det er, som berørt, især Gutaloven, der giver sognet en fremskudt plads, hvilket har sin forklaring i, at der aldrig har været egentlige landsbyer paa Gotland. H. Munktell[^96] antager, at sognet var en underafdeling af herredet, og det er i hvert tilfælde givet, at Gutaloven repræsenterer en tidsperiode, hvor kompetenceforholdet mellem herredet og sognet er meget svævende. Hvis man tager pant af nogen, skal man stævne ham til tinge eller til kirke, og han maa løse pantet i lovlig tid, eller ogsaa skal sognemænd eller tingmænd vurdere det (30). Bruger nogen ukvemsord mod en anden, skal han stævnes ind for sognemændene, og der afkræves benægtelsesed (39). Skældsord paa sognestævne straffes med lige saa store bøder som brud paa tingsfreden.
I visse tilfælde spiller de nærboende grander dog en særlig rolle. Beder nogen en anden om halvgærde (gærde som 2 naboer skal underholde i fællesskab), da skal han tilsige ham med grander og sognemænd som vidner, og sognemænd skal fastsætte enhvers lod inden 7 døgn (26). Til sammenligning erindres om JL III:57, hvor hegnspligten fastsættes af bymændene. Den, som indtager fremmed fæ, skal derimod kun tilsige granderne (26:1). Ogsaa naar utæmt fæ løber over lovligt hegn, er det granderne, som skal syne (26:1), og det samme gælder, naar nogen kræver ransagning for tyveri (37).
Kommer umærket smaakvæg til nogen, skal han føre det til kirken og til et ting. Kendes det ej igen, skal han lade det vurdere og tage tingløsen deraf, og sognemændene deler saa det, som er tilovers. Her synes sognet nærmest, som Munktell antager det, at være en slags underafdeling af tinget.
I de øvrige svenske landskabslove indtager sognet ikke en saa fremskudt stilling som i Gutaloven, men vi har maaske lov til at slutte af dennes bestemmelser og af sogneselvstyrets stærke stilling iøvrigt, at det, naar heller ikke bylaget er synderligt omtalt i lovene, skyldes, at de afgørelser, som i Danmark har været truffet paa bystævnet, i Sverige ofte er afgjort paa sognestævne. Medvirkende hertil er sikkert, at byerne ikke ved hegnsætning effektivt var adskilt fra hinanden. Det er da ogsaa typisk, at bestemmelserne om skel mellem byer indtager en mere fremtrædende plads i de svenske love end i de danske, hvor reglerne herom gør et mere udviklet indtryk, medens de svenske regler afgjort bærer reformens præg.
De faa bestemmelser, som findes i de svenske landskabslove om bylagets kompetence angaar de samme omraader, der er tillagt det i de danske love.
Alle lovene forudsætter, at skifte af byjorden foretages af bymændene selv, og bylagets selvstyre paa dette omraade er stærkere fastslaaet end i de danske love. Sdml. BB XI bestemmer, at bymændene skal samles paa toftestævne, og her skal alle raade. Hvis nogen kræver, at tofterne skal lægges ud paa et større areal, har han fortrinsret for sin anskuelse, og det samme gælder den, der kræver solskifte. I Øgl. BB II:1 oplyses, at tofternes maal tidligere var bestemt til to stængers bredde paa hver attung, men nu er det fastsat, at man maa lægge saa mange maal paa hver attung, som man kommer overens om, og det siges udtrykkeligt, at hvis bymændene ikke kan blive enige, saa gælder de flestes mening. Ved lige stemmetal henskydes spørgsmaalet til herredshøvdingens afgørelse. Herefter synes det talmæssige flertal at være afgørende, men i alle love findes dog bestemmelser om, hvor meget man skal eje for at kunne kræve skifte, nemlig efter Uppll. og Vmll. en fjerdedel af byen, efter Øgl. en sjettedel attung, og efter Vgl. en attungs attung. I de førstnævnte love siges det udtrykkeligt, at den skal raade, der ejer mest i byen, d.v.s. han bestemmer tofternes indbyrdes rækkefølge og dermed agrenes i vangen. Her tales altsaa om et flertal efter vægt. Et saadant flertal er ogsaa afgørende efter Gutal. 47, der bestemmer, at hvis mænd har agre sammen, og nogle vil lade dem ligge, men andre vil saa, da skal de raade, som ejer mest.
Finder nogen, at der er gjort ham uret ved skiftet, skal han efter Sdml. BB III »kræve ret« af sine grander. Vil de gøre ham ret, være alle sagesløse. Gør de ham ikke ret, da skal han drage til kirken og tilkalde syn fra sognet. Nu kommer synet hjem til byen, og rette sagsøger træder frem, da skal han for synet vise, hvorledes byen er delt. Det skal saa staa til de mænds ed, som er udset til syn, om der er sket ulovlig brug af anden mands ejendom eller ej. Der kan idømmes bøder op til 3 mark, men kun maksimumsbøden er underkastet sædvanligt treskifte. Tinget omtales ikke, og ej heller maaden, hvorpaa bøderne paalægges. Da bødens størrelse i de forskellige tilfælde er fastsat i loven, maa man gaa ud fra, at tinget ikke har medvirket.
Hvis hegnet er ulovligt, efter at man har harvet, skal bymændene efter Uppll. BB VI tilsige lensmanden. Denne skal da sammenkalde hegnssyn, som tilsættes paa tinge. Nu kommer synet og gransker hegnet og finder, at der er hul, og at det ej har været lukket, da skal synet med ed bevise, at hegnet ej er vedligeholdt, og bymændene skal selv raade for bymaal, d.v.s. de skal selv udfinde, paa hvis lod det forsømte hegn er beliggende.
I det samme tilfælde bestemmer Vml. BB V:1, at synsforretningen skal foretages af granderne selv. Ændring i disses afgørelse kan ske først ved sognesyn og derefter evt. ved tingssyn. Vml. har altsaa i dette tilfælde placeret bylaget som første instans underordnet sognet og tinget. Ogsaa Sdml.'s bestemmelser om overtrædelse af hegnspligten tyder paa, at rettergangen i første omgang er foretaget af bymændene selv,[^96a] men denne lov indeholder intet om appel til tinget.
Spørgsmaalet er nu, om bymændene har haft ret til selv at inddrive de bøder, som de har idømt for overtrædelser af loven eller bysædvanen. I et enkelt tilfælde er dette direkte hjemlet, nemlig efter Sdml. BB XXVII, hvorefter den, der undlader at deltage, naar bymændene gaar »klapjagt« efter ulv, skal bøde 3 øre, som bønderne uden dom maa udpante ham for. Svenska landskapslagar nævner dette som eksempel paa nam, uanset teksten lyder: »pant hans taka«. Der er dog sikkert her tale om en egentlig udpantning, paa samme maade som tilfældet var efter EsjL II:72, der brugte udtrykket: »takæ wæth«.[^97]
Som ovenfor nævnt er den svenske eksekutivproces, som vi kender den fra landskabslovene, betydeligt mere udviklet end den danske. Hvis en mand er domfældt, skal lensmanden foranledige udpantningsmænd (mæz mæn) udtaget paa tinge, og disse skal udpante løsøre og levende kreaturer, eller hvis dette ikke giver dækning, sæd og hø. Er endelig heller ikke dette nok, pantes hans ejendom.[^98] Imidlertid giver forholdet mellem to haandskrifter af Sdml. os oplysning om, at denne særlige eksekutivproces ikke anvendtes af bymændene i disse sager.[^99] Det ene haandskrift, der tydeligt bærer præg af at være et reformforslag, siger om bymændenes bøder i BB I:1, at alt nam er afskaffet i alle sager undtagen for kongens rettigheder og for gæld mindre end 3 øre. Bonden skal udsøge de bøder, der tilfalder ham med dom og nævn. Efter at dommen er fældet, skal dommeren udse 6 mand, der skal kræve bøderne 3 gange af den domfældte, og hvis han ikke betaler, da øges hans bøder med 3 mark, som treskiftes, og lensmanden udsøger dem med hundarets mænd. I den af kongen stadfæstede lov hedder det imidlertid, at alle bøder paa 3 øre tilfalder sagsøgeren, og man skal tage nam for bøderne, ligesom man skal tage nam for alle bøder, som dømmes ud, hvem de end tilkommer. Dette er da sikkert den oprindelige, og altsaa fortsat gældende retstilstand. Naar naminstituttet er bevaret i disse sager, skønt en offentlig eksekution iøvrigt forudsættes i loven, skyldes det formentlig, at bymændene fra de ældste tider har holdt selvjustits med anvendelse af nam, og paa lovens tid stadig gør det, hvorfor lovgiveren har indskrænket sig til at kræve tingets medvirken i den foregaaende procedure, forinden namtagning finder sted.
Under alle omstændigheder viser lovene, at bylaget ved siden af sognet og tinget har haft en kraftig indflydelse paa rettergangen i sager vedr. byens anliggender.
Naar denne indflydelse i Sverige efter lovene er væsentlig mindre end i Danmark, skyldes det utvivlsomt, foruden konkurrence fra sognestævnet, at de svenske domstole paa landskabslovenes tid var langt fastere organiseret end de danske. De lededes saaledes forlængst af en kongelig embedsmand, lagmanden eller herredshøvdingen, der hurtigt tiltog sig den egentlige tingsmyndighed, medens denne endnu i Danmark var i hænderne paa tingsmændene eller i hvert tilfælde de fornemste af disse, der ledede tingsmødet. Den kompetencestrid mellem bylag og herredsting, som de danske love giver os et saa levende indtryk af, er altsaa for størstedelen et forbilagt stadium i Sverige. Da de svenske ting ledes af en kongelig embedsmand, faar kravet om kongens andel i bøderne, som sikkert heller ikke har været uden betydning i Danmark, en særlig vægt i Sverige.
2. Tiden indtil 1742
Medens landsbystyret allerede i 1492 forudsættes i den danske lovgivning som en almindelig ordning, finder vi i Sveriges love intet spor af byorganisationen efter landskabslovene før 1742. Meget tyder da ogsaa paa, at det svenske bylags storhedstid ligger før landskabslovene, at det vel havde en vis indflydelse paa lovenes tid, men at det ret hurtigt absorberedes i en større og mere livskraftig, organisatorisk enhed. Vi har allerede antydet, at denne enhed var sognet.
I hvert tilfælde er der hidtil kun fremdraget meget faa vidnesbyrd om et selvstændigt organiseret landsbystyre i det nævnte tidsrum, og disse første tegn tyder ikke paa nogen kontinuerlig udvikling af byorganisationen fra bebyggelsens første dage, men viser snarere, at de dansk-skaanske organisationsformer langsomt i løbet af den nyere tid er trængt nordover.
Som bevis paa forekomsten af et egentligt landsbystyre anfører Sigurd Erixon[^100] en bemærkning i et visitationsreferat fra Skultuna af 16.5. 1697: »blef allfwarligen förbudit att i sockenstugan bruka någon bykista, som har till fornimmes wara skiedt, uthan penningarne skohla straxt inläggias i kyrkians rätta kijsta . . .« Bemærkningen synes at vise, at en af sognets byer har forsøgt at trodse sognestævnets formynderskab og ønsket selv at tilegne sig de bøder, som idømtes for overtrædelse af vedtagelser vedr. byjorden, men den fortæller os ikke andet, end hvad vi ved fra andre kilder, nemlig at by- eller sognemændene gik hegnssyn og paalagde vide, derimod siges der intet om, hvorvidt denne videgang var forbundet med nogen organisation.
I Nedre Luledalen har Gerd Enequist[^101] fundet en bykiste i Sunderby med bystævneprotokol fra 1728, hvori er indført en beslutning vedr. markfreden. Fra 1739 findes en lignende overenskomst fra samme by. Heller ikke dette fund siger noget om en eventuel organisation. Gunnar Lindgren har i sin bog om Falbygden[^102] gennemgaaet en række dombøger og der fundet vidnesbyrd om en byorganisation. Han fremhæver en sag ved Vilske herred 8.6. 1659, hvor Flobyboerne anklager en bymand for brud paa markfreden, hvorfor de havde bestemt, at han »skulle pantas efter deras grannarätt«. Endvidere henvises til en dom fra samme herred 21.7. 1627, hvor bymænd fra forskellige byer og vangelag overfor en klage mod ulovlig pantning hævder, at de »efter sin grannarätt hava makt honom panta«. For Gudhems herredsret oplyses det 21.6. 1648 om bymændene i Ö. Tunhems by, »att de samtligen hava stadgat och slutit en grannarätt«. Lindgren har fundet flere andre lignende udtalelser.
I de af Lindgren citerede domme tales der om en »grannarätt«, hvilket jo maa svare til de danske vedtægter.
I akterne vedr. mønsterordningen af 1742 omtales »de på somliga orter i riket inrättade och så kallade byskrå«, og de stedfæstes nærmere til »Skåne och Blekingen samt flere orter, hwarest för brist skull på gärdsle och stör, ägorne ej äre med gardsgårdar åtskillde«. Det forudsættes altsaa, at der udenfor Skaaneland findes byordninger før 1742. Vi kender imidlertid kun to saadanne ordninger, nemlig ordo vicinalis for Hargbo, Väddö sk. i Roslagen 15.4. 1653[^103] og markordningen for købstaden Arbogas jorder 15.8. 1659[^104] og ingen af disse ordninger kan tillægges almen betydning som eksempler paa svensk byliv.
Byordningen for Hargbo er forfattet af sognepræsten, og alle bøder tilfalder kirken. Naar hertil kommer, at ordningen ikke omtaler nogen oldermand eller andre landsbyembedsmænd, maa man antage, at ordningen ikke er resultatet af lang tradition i landsbyen, men fastsat til vejledning for bysagernes behandling paa sognestævne. Et særligt præg faar denne ordning derigennem, at Hargbo er et fiskerleje, og siden havneordning af 1450 har alle senere havneordninger opretholdt fiskerbefolkningens deltagelse i opretholdelse af ordnede forhold i fiskerlejerne. Fra 1600-tallet kender vi saaledes en havneret bestaaende af havnefogden og 3 bisiddere valgt af beboerne. Flere af de i byordningen behandlede spørgsmaal, saaledes forbud imod at sætte sit garn ind i en andens, tyveri eller beskadigelse af fiskeredskaber og regler om ukvemsord og bagtalelse er tillige omtalt i de skiftende havneordninger. Det har derfor ligget nær for haanden at forene de i havneordningen indeholdte vedtægtsbestemmelser med de nødvendige regler for udøvelsen af landbrugserhvervet.
Arboga åkerordning faar sit særpræg derved, at den omfatter en købstads landbrugsjord og altsaa ikke er nogen byordning i egentlig forstand. Ordningen bestemmer, at der skal vælges en åkerfougde, navnet er sikkert en variant af det i Mellensverige ellers almindelige grandefoged, samt en åkerwachtar, en embedsmand vi ogsaa finder i Axel Oxenstiernas kyrkostadga af 1652.[^105] Iøvrigt har ordningen mange lighedspunkter med de sydsvenske vedtægter. Maaske er den tilkommet efter tysk indflydelse, herpaa tyder anvendelse af betegnelsen »åkerherre« i st.f. »åkerfougde« i en senere ordning samme sted af 1758. Den tyske indflydelse i købstæderne var jo betydelig, og ordet Grundherr var i Tyskland oprindelig den almindelige betegnelse paa jordejeren. Det er maaske ogsaa mere end en tilfældighed, at betegnelsen Orts- eller Dorfherr for oldermanden kun ses anvendt i stiftet Fulda i Hessen-Nassau,[^106] hvormed Sverige jo maa have haft en del forbindelse igennem Gustav Adolfs erobringer. I det dansk-skaanske omraade kender vi intet eksempel paa, at oldermanden er betegnet med noget navn i forbindelse med -herre.
Enkelte af de efter 1742 udgivne byordninger bærer præg af ret stor selvstændighed og kan derfor godt hidrøre fra ældre ordninger. En saadan ordning er offentliggjort af Lampa i Upplands fornminnesförenings tidsskrift 1910 pag. 175 ff. Ordningen omfatter alle sognets byer og er tydeligt sammensat af ingredienser, dels fra tidligere sognestævnebeslutninger, dels fra mønsterbyordningen og dels fra 1734-aars lov.
At byordningerne ikke har været alment kendt før 1742 kan man støtte derpaa, at konceptet til almuens besvar af 5.3. 1741 forinden den endelige betegnelse byordning er valgt, har forsøgt sig med »byreglementer« og »bystadgar«, hvilke betegnelser dog er overstreget i det endelige koncept. Nogen fast terminologi har man altsaa ikke haft.
Vi vender os dernæst til et helt andet kildemateriale for at opsøge spor efter byorganisationerne, nemlig i sognestævneprotokollerne. Saaledes omtales paa stævnet i Yllestad 1722, at »grannfogdame sådanne onödige creatur ehwars dhe woro med första uthkiöra . . .«,[^108] hvilket viser, at der her har været egentlige bytillidsmænd. Protokollerne giver ikke sikre vidnesbyrd om, at bystævner har været afholdt, da udtrykket grande ikke med sikkerhed kan læses som bygrande. Paa sognestævnet i Faru, Västergötland, vedtages 1701: »Det misbruket som warit att klämta på klockorne nar grannar hafft någott att rådgiora om blef alldeles förbudit«. Häggum 1740: »Wid sammankomster på grannabacken måste alla komma tillsammans och med god sämia talas wid om hwad som behöfwes«. Af protokollen sammesteds 1749 ses, at sognemændene indkaldte til disse grandemøder om lørdagen ved blæsning i horn.
Det her fremdragne materiale kunde altsaa godt i og for sig tyde paa, at der i Sverige ogsaa før 1742 fandtes en almindelig byorganisation, som den vi kender i Danmark. Det er godtgjort, at naboerne pantede for overtrædelser af en vedtagen granderet, og vi har fundet vidnesbyrd om grandemøder og om grandefogder (oldermænd). Jeg nærer efter undersøgelsens resultat heller ingen tvivl om, at egentlige byorganisationer i visse tilfælde har eksisteret efter nogenlunde det samme mønster som i Danmark. Men undersøgelserne af det svenske sogneselvstyre faar mig til stærkt at tvivle paa, at byorganisationen i almindelighed i Sverige har haft den samme selvstændige og afsluttede karakter som i Danmark, og jeg mener i det følgende at kunne paavise, at byorganisationen i almindelighed kun var en integrerende del af sogneorganisationen, der efter min opfattelse er den organisation, der svarer til det danske bystyre. Jeg vil derfor gaa over til en nærmere undersøgelse af sogneorganisationens karakter.
Sogneselvstyret udviklede sig i løbet af middelalderen til en faktor af overordentlig stor betydning.[^107] Dets fornemste opgave var at vælge præst, hvor en saadan beføjelse tilkom menigheden, samt kirkefunktionærer og endvidere at holde tilsyn med kirkens regnskaber og bevilge ydelser, naar saadanne behøvedes. Efter reformationen i begyndelsen af 1500-tallet mistede sognestævnerne en del af deres betydning, bl.a. fordi en saa væsentlig del af kirkegodset blev inddraget af kronen, men institutionen levede dog videre og opnaaede paa 1600-tallet en straalende renaissance. Ikke alene varetog stævnet sine siden arilds tid fastsatte opgaver, men efterhaanden blev det den centrale organisation i bygdens liv og overtog, som vi skal se, en række opgaver af verdslig karakter.
En vigtig nydannelse i sogneselvstyret var fremkomsten af sexmannainstitutionen,[^108a] d.v.s. 6 af sognemændene udvalgte repræsentanter, der dels udgjorde et særligt repræsentationsraad, dels et eksekutivorgan til inddrivelse af tiende og de paa sognestævnet idømte bøder. Institutionen skylder ikke nogen myndighedsbeslutning sin oprindelse, men synes at være opstaaet som følge af det stærke behov for en saadan myndighed.[^109] Allerede i 1606 besluttede sognemændene i Väversund, at kirkens seksmænd maatte pante, naar nogen skyldte ydelser til kirken, og lignende beslutninger blev taget aarhundredet igennem.[^110]
Spørgsmaalet om, hvorvidt sognestævnet repræsenterer et vist sagligt begrænset selvstyre for sognet, er ret vanskeligt at løse. For saa vidt angaar paategnelsen af økonomiske og arbejdsmæssige byrder antager man, at stævnets beslutninger havde karakteren af frivillige overenskomster. Der var ikke i loven fastsat nogen nærmere bestemt pligt for sognemændene til at bekoste kirkens og præstegaardens reparationer, men saadanne ydelser blev givet efter frivillige beslutninger, der altsaa for at være effektive maatte være eenstemmige. Det samme antager Herlitz[^111] var tilfældet, naar de ældste byraad bevilligede skatter, der ikke var paalagt byen af kongen.
En gennemgang af sognestævneprotokollerne synes da ogsaa at bekræfte denne opfattelse.[^112] Bortset fra vedtagelsen af økonomiske ydelser synes protokollerne imidlertid at vise en lignende folkelig opfattelse, som den vi har fundet udtryk for i middelalderens besluttende forsamlinger, og som gik ud paa, at alle beslutninger var eenstemmige i den forstand, at mindretallet havde pligt til at tilslutte sig flertallets beslutning. Denne opslutning om flertalsbeslutningen er direkte udtrykt i en bemærkning i sognestævneprotokollen i Älvestad 1769,[^113] hvori det hedder, at man skred til afstemning om et spørgsmaal, hvorefter »alla omsider biföllo den sidan, som jakade«. Johansson[^114] nævner ogsaa flere eksempler paa, at en afstemning kun har haft til formaal at paalægge minoriteten dens moralske skyldighed til at give efter og finde sig i majoritetens beslutning. Paa den anden side ser vi dog ofte fremhævet, at stævnet ikke er nogen ret som kan tillægges en rets kraft,[^115] og saaledes med sin beslutning tvinge en uvillig, men saadanne udtalelser har sikkert først og fremmest haft sigte paa vedtagelsen af økonomiske ydelser.
Den samtidige opfattelse af sognebeslutningernes karakter har dog været noget svingende, og egentlige afstemninger har kun sjældent fundet sted. Men hvor dette dog har været tilfældet, møder vi overalt et stærkt indtryk af den magt, flertallets mening havde over sindene, og de fleste beslutninger har da ogsaa, med eller uden kraftige tilskyndelser, selv langt frem i tiden, været eenstemmige. Det har dog ikke kunnet undgaas, at flertalsbeslutningens sejr i de øvrige paa denne tid kendte folkerepræsentationer har haft en kraftig indflydelse paa den almindelige opfattelse af sognestævnet. Saaledes vedtager sognestævnet i Järpa, Västergötland, i 1711, at hvad der besluttedes paa sognestævnerne, det skal ogsaa sættes i værk og efterleves »att här icke måtte wara klåcka uthan kläpp«,[^116] og ved biskopvisitationen i Synnerby, Västergötland, spurgte sognepræsten i 1738 biskoppen, om ikke det, der blev besluttet paa sognestævne, skulde holdes og efterleves, hvortil biskoppen svarede, »att efter kongl. forordningar böra sådane beslut efterlewas och till execution brugas genom sex männerna«.[^117] Det var imidlertid først forordningen af 1817 om sognestævner, der fastslog, at flertallets beslutning kunde tvangsfuldbyrdes gennem udpantning.
Ved kgl. resolution 17.12. 1697 blev det indskærpet, at ingen uden lovlig forfald maatte understaa sig i at udeblive fra sognestævnet, og denne regel var man meget optaget af, ganske vist forgæves, at søge efterlevet. Vi ser saaledes mange eksempler paa, at stævnet fastsætter bøder for dem, som udebliver.[^118] Det er klart, at det var af største vigtighed, at alle sognemændene, især de indflydelsesrige, var tilstede, naar beslutninger blev taget, især fordi den opfattelse saa længe havde holdt sig i live, at de, der ikke havde deltaget i beslutningen, var ubundet af denne. Nævnte resolution af 1697 bestemte ganske vist, at de udeblevne maatte bøje sig for stævnets beslutninger, men det er klart, at en beslutning, hvori en væsentlig del af sognemændene ikke havde deltaget, ej heller rent faktisk opnaaede den fornødne effektivitet. Det er dog mit indtryk, at sognestævnerne i noget større udstrækning, end det fremgaar af K. H. Johanssons fremstilling,[^119] har holdt sig til sin lovlige ret; en vedtagelse, som den Björskog sognest. i Västergötland traf 11.11. 1670,[^120] er sikkert nok saa typisk for indstillingen: »Blef enhelligen slutit och samtyekt, at der nogon af sochnemännerna, eller eljast församblingens tillhörige, är borta ifrån alman sochne-stämma, der nogot slutis och bewillies, eller nogot annat som församblingens nytta allmänna bästa angår, och nekar siden sigh willia undergå samme sluth och bewilliande, han skal böte 3 sk. sof.mt. och än då wara slutet och bewillningen undergifwen, eller sökes wid wärdsliga lag och rätt.«
Efter denne orienterende oversigt over sognestævnets organisation og karakter, skal vi nu nærmere undersøge, hvilke opgaver institutionen løste.
Ifølge § 23 i præsteskabets privilegium 1650 havde præsterne i købstæderne og paa landet »macht til at hålla sochnestämmor, när them lägeligast faller, uti sina sochnestugor eller sacristier . . . och ther sammastädes rådslå och beställa om kyrckiones inkomster . . . och hwad mera förefalla kan uti kyrckie-disciplinen och andra församlingen åliggiande tarfwer och bestelningar . . .« Nogen væsentlig ændring heri bragte privilegierne 1686 ikke, og § 23 i privilegierne af 1723 giver ikke nogen bestemt angivelse af stævnets opgaver, men bærer præg af, indenfor de gamle, meget vide rammer, at ville stadfæste sognets adgang til at ordne sine egne anliggender. Denne adgang er da ogsaa blevet udnyttet i videst muligt omfang.
En gennemgang af sognestævneprotokollerne fra 1600- og 1700-tallet giver følgende resultat:[^121]
Sognestævnets fornemste opgave var som hidtil at beskæftige sig med kirkens indkomst og regnskaber samt bygning og vedligeholdelse af kirke og præstegaard. Disse opgaver laa udenfor det danske bylags kompetence, men en enkelt, nemlig tiendeopkrævningen, ses ofte paalagt de danske landsbyorganisationer, hvor det i saa fald er vedtaget, at oldermanden kan udpante restanter ligesom de svenske seksmænd.[^122]
Endvidere overvaagedes kirkedisciplinen, og bøder idømtes for forsømmelse af kirkegang samt forargelig optræden i og ved kirken. Ogsaa denne opgave varetages ret hyppigt af de danske bylag, især i de tilfælde, hvor vedtægten er nedskrevet og delvis forfattet af sognepræsten.[^123]
Valg og aflønning af klokker, organist og lignende funktionærer. Dette omraade laa ganske udenfor det danske bylags opgaver.
En lang række opgaver blev paalagt sognestævnerne af statsmagten, saaledes først og fremmest sognetugten d.v.s. opsynet med sognefolkets sædelige vandel, bøder imod eder og besværgelser, paatale af utugtigt levned og afgørelse af ægteskabsstridigheder.[^124] Endvidere fattigforsorg, undervisning af børn, udredelse af brandstud, den lokale sygeforsorg, brændevinsforordningens gennemførelse, inddrivelse af kroneskatter m.v.[^125] Ogsaa en række af disse spørgsmaal ses ofte optaget i de danske vedtægter.[^126]
Men sognestævnet paatog sig ogsaa uopfordret en række opgaver til dels af mere underordnet karakter,[^127] og vi kan af det foregaaende let forstaa, hvorfor en byorganisation kun havde ringe chance for at leve et selvstændigt liv, naar dog alt, hvad der var af nogen betydning, blev afgjort paa sognestævnet. Selv om visse anliggender bedst egnede sig til afgørelse blandt de enkelte bylag, har man ganske naturligt fremlagt dem for det allerede eksisterende og særdeles fast grundede forum. Der har altsaa aldrig været nogen egentlig trang til stærk byorganisation. Og det maa hertil erindres, at sognet jo ikke var et forholdsvis fjernt begreb som herredet men tværtimod midtpunktet for det kirkelige liv, der var af saa afgørende betydning for befolkningens hele tilværelse. Naar der til dette kirkelige liv var knyttet en saa fast organisation som sognestævnet, vilde det være mærkeligt, om ikke denne organisation ogsaa i alle verdslige spørgsmaal blev det lokale selvstyres organ.
Afgørende for sogneorganisationens fortrinsstilling fremfor byorganisationen har sikkert ogsaa været, at de midtsvenske byer næsten altid var meget mindre end de dansk-skaanske og omfattede færre bosættelser, af hvilken aarsag de ikke selv har kunnet danne effektive organisationer, ligesom forekomsten af enkeltgaarde var meget hyppigere i Sverige end i Danmark. Den trænghed i byen, som var den drivende faktor i udviklingen af en del af den danske landboret, kendes knapt i Sverige, hvor der var plads nok til alle.[^128] Det er da ogsaa karakteristisk, at de fleste vidnesbyrd om en selvstændig byorganisation hidrører fra Västergötland, hvor bosættelsesformerne i større udstrækning end ellers i Sverige ligner de danske.[^129]
Blandt de spørgsmaal, som i det dansk-skaanske omraade afgøres af bystævnet, finder vi i sognestævneprotokollerne endvidere omtalt tilsynet med indflytning af tyende og andet løst folk. Fra de første sognestævneprotokoller og de første sognevedtægter ser vi dette spørgsmaal fast paa dagsordenen,[^130] og det samme er tilfældet i adskillige danske landsbyvedtægter.[^131]
Det giver herefter heller ikke anledning til forundring, at sognestævnet i Sverige var det almindelige forum for smaastridigheder mellem naboer, ligesom bystævnet var det i Danmark. Saaledes behandledes især en mængde injurie- og slagsmaalssager ved sognestævnet, og den skyldige paalægges bøder,[^132] og man ser i referaterne vidnesbyrd om, at private stridigheder i almindelighed er blevet afgjort paa sognestævnet. Det hedder f.eks. i protokol for Almunge, Stockholms len, 21.5. 1676:[^133] »P. O. krögaren och H. H. i Stadinge, uthi heela sochnen narwarelse rätta sigh emillan«. Det er da ogsaa en almindelig foreteelse paa stævnet, at sognepræsten spørger, om der er nogen tvist imellem sognefolkene. Köpinge landsförs. 31.1. 1687:[^134] »frågades och med alfwar effter och dhet några gångor, om dhet wore någon träte och tvist emellan sochnefolck någon kyrkioträte, brateträte,[^135] granneträte och sexmännerne namnroptes hwar för sig att giffua wid handen hwar för sin rote . . . alla swarade dhet wore alt lyst och stilla i sochnen.«
Iøvrigt maa man til denne gennemgang af sognestævneprotokollerne erindre, at næsten alle referater er meget summariske, og der er især ikke grund til at tro, at forhandlinger om spørgsmaal, som ligger uden for de rent kirkelige og de af lovgivningen til stævnet henlagte, altid er blevet nævnt i protokollatet. En udtalelse, som den, der afslutter referatet af stævnet 5.11. 1648 i Tillinge, Uppsala len,[^137] er sikkert ret typisk: »Och mychet annat förhandlades.« Den direkte aarsag til nedskrivning af referaterne fra sognestævnet var hensynet til provstevisitationerne, og da man maa gaa ud fra, at provsterne ikke har interesseret sig synderligt for at læse om stævnets drøftelser af landbrugsspørgsmaal, er det altsaa ogsaa meget naturligt, at der ikke blev nedskrevet referat heraf.
- Vi vil da endelig gaa over til at undersøge, i hvilken udstrækning sognestævnet har varetaget de centrale byanliggender, samt hvorledes der under sogneorganisationen er blevet plads til et egentligt landsbystyre.
Selv om agerjorden ogsaa i Sverige var undergivet byens og ikke sognets fællesskab, finder vi dog adskillige steder tegn paa et sognefællesskab vedrørende udmark og skov,[^138] og et saadant fællesskab nødvendiggør jo, at alle spørgsmaal vedrørende denne alminding afgøres paa sognestævnet, ikke i bylaget.
Bortset herfra synes det forhaandenværende materiale ogsaa i almindelighed at vise, at fastsættelse af hegnspligten i stor udstrækning fandt sted paa sognestævnet og ikke i byen. Det samme gælder vedtagelser om vangens opgivelse. Rackeby, Västergötl., 1640: »Blef endteligen samtyekt och afsagdt, at den som insläpper sine creatur i giärdet innan alla i grannelaget få inbärgit, skal plichta som efterföllier . . . och folie målsaganden skadan efter gode mans mätzordom«,[^139] og ganske tilsvarende Tillinge, Uppsala len, 28.10. 1661:[^140] »Bewilliades enhälligen af heela försambl. att then som släpper sin creatur in uppå andras åker och gör ohägn, för än man får in säden om ähret, han skall fällas tili en half rdl. böte, then han gifua skall tili kyrkian uthan någon gecnsäielse.« Eller Häggum, Västergötl., 1740:[^141] »Angående rogfrid bewiljades, at om larsmässo dag upfreda trädet tili rogsäde« eller Yllestad, Västergötl., 1722:[^142] »Alla bygrannarna äro nästan nögde halla hägn och frid kring Hollmahagen åhrligen . . .«, Axel Oxenstiernas kyrkostadga 24.1. 1652 § 17: ». . . ty skola alla som vederbör wäl stängia sina gordar och derhoos holla åhrligen en engewachtare . . . (om) creaturen inkomma för nogons ofärdiga gordas skulld, då bethale dhen samme, som dhem skulle holla, och böthet tili engewachtaren . . .«. Björklinge, Uppsala len, 1671:[^143] »Att rigtigheet må hållas medh gånghlädh, skall pantas hos den som treskas.«
Ogsaa paabegyndelse af saaning, høstning og andre landbrugsarbejder er blevet behandlet paa sognestævnet.[^144]
Hegnsynet omtales ofte i sognestævneprotokollerne, men det er ret svært at se, om dette foretages by- eller sognevis. Saleby, Vgl., 1658:[^145] »Gårdasynebrätt som sochnemännerna pläga misbruka till dryckenskap, skall giffwas till kyrkiobygning«. Stenstorp, Vgl., 1680:[^146] »Förbudz och samtliga sochnemännerna, dhet dhe icke om lögerdagzaftonen skola sig öfwerlasta med dhet ööll som för dhetta hafwer wahnligit warit uthpanta för elacka giärdsgärdar eller andra saker . . .«, Råda, Vgl., 1683:[^147] »Ther jämpte slutades i Asaka sochm allena, att alla the penningar, som falla för hagesyn om åhret, må kyrkan tillfalla, hwilket Rådhabor ey willat för dagz samtycka, uthan dricka up them . . .«.
Referaterne tyder altsaa paa, at det er alle sognemændene, som gaar om hegnene, og at de ogsaa alle deltager i drikning af videøllet.
Skal man forsøge paa grundlag af dette spredte materiale at karakterisere forholdet mellem sogneselvstyret og landsbyorganisationen, ser jeg ikke rettere, end at man maa komme til det resultat, at sogneorganisationen har været det primære organ for det lokale selvstyre, paa samme maade som landsbystyret var det i Danmark, men at paa den anden side en egentlig byorganisation ogsaa var kendt i Sverige, dels med samme karakter som den danske, dels — og dette maa antages at have været hovedreglen — saaledes at den egentlige byorganisation var underordnet sognestyret og kun var af mindre betydning, ogsaa for saa vidt angaar de centrale byopgaver. Foruden de overbevisende vidnesbyrd om sognestyrets overvældende betydning for bondens daglige liv, taler endvidere forskellen mellem svensk og dansk bebyggelses art for rigtigheden af denne karakteristik. En vis rolle har byinddelingen dog sikkert ogsaa spillet indenfor sognestævnet, saaledes hedder det i Viksta, Uppsala len, 12.11. 1693:[^148] »Utgingo de älste, en aff hwar by, till att rådslå här om . . .«. Det falder godt i traad med denne skildring, at de senere byordninger, som gennemførtes paa statsmagtens ordre, altid blev vedtaget paa sognestævnerne. Af de to byordninger vi kender fra tiden før 1742 er jo ogsaa den ene vedtaget paa sognestævne,[^149] og i sognestævneprotokollen for Kumla, Västmanlands len, har jeg fundet følgende bemærkning: »A° 1734 om waren och sommaren höllos åtskilliga socknestämmor angående byordningens förfärdigande uti prästgården«.[^150]
Under alle omstændigheder var bøndernes delvise selvstyre den samme i Sverige som i Danmark. Flertallets beslutninger om landbrugsforhold o.l. var bindende for alle, brud paa vedtagelsen blev straffet med bøder til de andre, og saafremt disse bøder ikke blev betalt, blev de inddrevet ved bøndernes pantning af den uvillige. De af Lindgren fremdragne domme viser tydeligt, at herredsretterne har anerkendt dette selvstyre, uanset en saadan ingen hjemmel havde i lovgivningen. Vidnesbyrdene om en egentlig byorganisation med oldermand (grandefoged) og bystævne er derimod meget faatallige. I de fleste tilfælde samledes bønderne ikke byvis men sognevis, ligesom bøderne gik til sognemændene eller til kirken, ikke til bymændene. Adskillige anliggender har dog naturnødvendigt maattet holdes indenfor den enkelte bys rammer, og desto mere afgrænset byen har været i henseende til hegnsætning og jordfællesskab, desto større har isoleringen i den enkelte by kunnet være. Som en hovedregel maa man dog sige, at den selvstændige byorganisation kun er et supplement til den primære organisationsform, sogneselvstyret. I Danmark er det, som paavist, sognet, der i en vis udstrækning supplerer den primære organisationsform, landsbystyret.
Naturligvis er det ikke meningen med den foretagne undersøgelse at ville tegne et enhedsbillede af det svenske bylag. Vi har allerede set, at egentlige byordninger faktisk har været kendte, og vi kan af sognestævnereferaterne se, hvor stærkt skik og brug skifter fra bygd til bygd. En ihærdig præst vil let kunne faa lagt alle sognets anliggender ind under sognestævnets myndighed, medens der i sogne med en mindre nidkær sjælesorger formentlig kan vise sig en spaltning af sognet i bylag. I Skaane, Halland og Blekinge formaaede sognestævnerne aldrig at trænge bylagene ud, og i Bohuslen har sognestævnet heller ikke haft nogen afgørende indflydelse paa folkelivet.
Endelig bemærkes, at det ikke har været mig muligt indenfor rammerne af nærværende fremstilling at foretage andet end en begrænset undersøgelse af de hundreder af svenske sognestævneprotokoller, som findes fra 1600- og 1700-tallet. Iøvrigt har jeg maattet anvende de heldigvis ret righoldige trykte uddrag af protokollerne. En systematisk undersøgelse af protokollerne vil dog efter min mening næppe ændre det ovenfor tegnede billede væsentligt.
En omtale af svensk bonderet før 1742 kan dog ikke afsluttes, uden at de for svensk ret saa karakteristiske tingsforbud bliver nævnt. Hermed forstaas et af retten nedlagt forbud f.eks. mod krænkelse af markfreden, torveskæring o.lign., hvis overtrædelse medførte en af retten ved forbudets udstedelse fastsat bøde (vite).
Disse tingsforbud udvirkedes, efterhaanden som problemerne trængte sig paa, og man kan maaske betragte en saadan samling af tingsforbud som noget i retning af en byordning.[^151] Tingsforbudene synes dog især at have været rettet imod udenbys mænd f.eks. for at forhindre, at disse hugger skov eller lader kreaturer græsse paa byens omraade,[^152] og da tingsforbudene efter 1680 bliver almindelige i Skaane, anvendes de netop til at supplere byordningernes regler med bestemmelser vendt imod udenbys mænd.[^153]
3. Særligt om Skaane
Ved Skaanes overgang til Sverige begynder en ret særpræget udvikling af byorganisationerne i denne landsdel. Paa den ene side bevares de gamle traditioner efter de samme retningslinjer som i danskertiden, og paa den anden side griber den svenske statsmagt ind med en række regulerende foranstaltninger.
Som bekendt blev der ved fredslutningen tilsagt de skaanske landsdele ret til at beholde deres danske retsforhold og privilegier. Dette løfte blev dog hurtigt brudt, og efter en aarrække, hvor forsvenskningen af retslivet blev forsøgt ad frivillighedens vej, indførtes i 1680 svensk lov og ret i fuld udstrækning i Skaanelandene. Om retstilstanden forinden har vi en række oplysende vidnesbyrd i dombøgerne fra denne tid, især dombøgerne for Skaanes landsting 1667-80 med tilhørende domsakter (Lunds LA). I retssagerne fra denne tid ser vi brydningen imellem svensk og dansk ret. I de fleste tilfælde anvendes dansk lov d.v.s. recesserne eller JL. Sideløbende hermed anvendes svensk lov, saaledes især Christoffers landslov og de yngre svenske særlove. I landstingsdombogen 1667 nr. 3 udtales om en svensk særlov, at da den »intet express undantaga Skåne ifrån Sverige uthan begripa dhet under samma ord och mening, dy ehrkienner landstingsrätten samma stadgar jämwäll för en lagh«. Man anvender ogsaa en almindelig henvisning til »landslag och reces« ligesom det jo i det hele maa erindres, at domstolene stod betydeligt friere overfor lovgivningen end tilfældet er i vor tid. Ogsaa efter 1680 er det danske islæt i retslivet betydeligt, og dette gælder naturligvis især de folkelige retssædvaner, der bevares uændrede og ogsaa anerkendes af de nye svenske herredshøvdinge. Byorganisationen og vedtægterne fortsætter derfor ganske upaavirket af overgangen fra dansk til svensk ret.
Hvor helt upaavirket af lovgivningen de folkelige retsdannelser egentlig er, ses bedst af indledningen til en vedtægt fra Sdr. Åbo hd. (nr. 4), der indledes saaledes: »så hafwar wi samtelige Astorp bymän detta skrå upprättat eftersom sådant i kongl. maj.'s reces og Sveriges lag är tillåtit«. Den reces, der omtales, maa være Christian den 3's reces af 1558, hvortil ogsaa de danske vedtægter plejer at henvise, men denne reces gjaldt jo ikke længere i Skaane og forøvrigt heller ikke i Danmark, hvor Danske Lov var udkommet i 1683. Henvisningen til Sveriges lov er lige saa vellykket, thi før 1742 finder vi ikke et ord i svensk lovgivning om retten til at oprette landsbyvedtægter. Dette er ikke noget enestaaende eksempel, langt op i tiden henviser de skaanske vedtægter til recessen, og skønt de stadfæstes ved herredsretten, er der ingen, som finder paa at gøre anmærkning herover.
Dansk tradition lever altsaa uhindret videre i Skaane, og vi kan derfor med stort udbytte for kendskabet til de rigsdanske vedtægter undersøge, hvad de skaanske vedtægter har at sige os om landsbystyret. Dette er saa meget desto heldigere, som udviklingen under svensk styre har bevaret et langt righoldigere materiale om landsbystyret i Skaane, end hvad tilfældet er i de nuværende danske landsdele.
Den ældste skaanske vedtægt, jeg kender, er en »Ordning og skik mellem Tycho Brahe til Knudstrup og bønderne paa Hven«.[^154] Denne byordning er ganske vist fastsat af herremanden og stadfæstet af kongen og har altsaa ikke karakter af en egentlig landsbyvedtægt, men den har dog tydeligvis optaget bøndernes sædvaner i sig. Saaledes gives der de sædvanlige bestemmelser om fredningen af vangene, og der fastsættes bøder til saavel bymændene som herremanden. Et byhorn fra Tågarp er mærket aarstallet 1590[^155] og vidner altsaa om, at der dengang blev indkaldt til bystævner ved at tude i hornet. Den ældste egentlige landsbyvedtægt er fra Lyngby i Gærds hd. 9.5. 1632 (nr. 38),[^156] dernæst følger en vedtægt fra Ö. Öllinge i Ö. Gønge hd. 1637 (nr. 3), og fra de følgende aar findes et stadigt stigende antal vedtægter.
Fra selve Skaane kender vi over 300 landsbyvedtægter, hvoraf dog kun godt 100 er fra tiden før 1742. De allerfleste af de yngre vedtægter er imidlertid ganske upaavirkede af mønstervedtægten fra 1742 og bygger altsaa helt paa den lokale tradition samt ældre vedtægter. Ved en systematisk gennemgang af tingbøgerne vil utvivlsomt endnu flere vedtægter især fra den ældste tid kunne bringes for dagens lys. Man vil forstaa, hvor righoldigt det skaanske materiale er, naar man erindrer, at der i hele Danmark efter mange aars ihærdigt arbejde hidtil kun er fremdraget nogenlunde det samme antal vedtægter som i Skaane alene. Det er forbavsende, at de skaanske vedtægter fra før 1742 saa godt som alle stammer fra Kristiansstads len, hvorimod vi kun har kendskab til en enkelt ældre vedtægt fra Malmøhus len.[^157] Denne kendsgerning betyder ikke, at der ikke paa denne tid fandtes skrevne vedtægter i Malmøhus len, thi at dette var tilfældet, fremgaar klart af tingbøgerne fra dette len. En gennemgang af tingbøgerne for Oxie hd. 1656-1720 viser saaledes, at der i flere tilfælde henvises til egentlige vedtægter, samt at byorganisationen ogsaa iøvrigt var almindeligt gennemført. Saaledes tb. 16.2. 1657, hvor Tullstorp og Sallerup bymænd kræver af en grande, at han »bör at holde wiide och wedtegt mecd bymændene epter bochstaffuen«.[^158] De nævnte tingbøger viser tillige, at alle byerne i Oxie herred havde deres oldermand. I saa henseende havde den for slettebygden særprægede vangelagsorganisation ingen betydning.[^159]
Nu er der ganske vist flere grunde, som taler for, at de skrevne vedtægter har været sjældne paa slettebygden i Malmøhus len, saaledes nødvendiggør vangelagene, at hver by ikke selv kan bestemme om markfredningen, men hvert aar maa man blive enige med de byer, hvis marker dette aar skal fredes sammen. Da grænsen for de egne, hvorfra ældre vedtægter findes, ganske nøje følger lensgrænserne og ikke de geografiske grænser mellem skovsbygd og slettebygd, maa aarsagen til den store forskel paa fremkomsten af ældre vedtægter i de to skaanske len skyldes de ydre vilkaar for bevaringen af vedtægterne. Flertallet af de vedtægter, vi nu kender, hidrører fra indlæg til tingbøgerne. Naar en vedtægt skulde stadfæstes eller fornyes, blev det krævet, at et eksemplar skulde indleveres til retten og opbevares i akterne. Vedtægterne blev altsaa kun sjældent indskrevet i selve dombogen, og under de svenske herredshøvdinge skete dette aldrig. Det er fra domsakterne, vi har kendskabet til de mange skrevne vedtægter. Fra Malmøhus lens herreder har jeg imidlertid end ikke fundet nogen meddelelse i tingbøgerne om, at en vedtægt har været forelagt retten. Med sikkerhed kan jeg sige dette for saa vidt angaar Oxie hd., hvor vi dog ellers har talrige vidnesbyrd om eksistensen af byvedtægter, men selv om det ikke har været muligt at foretage en systematisk gennemgang af alle de øvrige tingbøger i lenet, skulde det dog være højst besynderligt, om Oxie hd. var noget særtilfælde, og at spredte undersøgelser i et stort antal tingbøger fra de øvrige af lenets herreder ikke skulde have vist, at fremgangsmaaden var den samme som i Kristiansstads len, saafremt dette havde været tilfældet.
Jeg forestiller mig, at forskellen mellem de to len bestod i, at landsbyvedtægterne i Malmøhus len ikke som i Kristiansstads len blev forelagt retten, men derimod landshøvdingen. Nogen støtte herfor har man i kundgørelsen fra konungens befallningshavande i Malmøhus len 3.4. 1766, hvorefter byordninger skulde forelægges landskancelliet til stadfæstelse.[^160] Forordningen, der kun tilsigter at faa oprettet byordninger de steder, hvor der endnu ingen findes, er sandsynligvis i henseende til fremgangsmaaden kun i overensstemmelse med tidligere praksis. Om denne gaar tilbage helt til danskertiden, kan man ikke udtale sig om. De ældste vedtægter fra Kristiansstads len er alle indleverede til fornyelse en aarrække efter deres vedtagelse og er paa denne maade bevaret for eftertiden, idet det ældste tingbogsmateriale desværre er meget ringe i Skaane paa grund af de talrige krige, hvoraf især Karl den 11's »danskekrige« medførte, at de fleste retsarkiver blev brændt.
De svenske myndigheder, der fra sogneselvstyret var vant til at arbejde med stærke, lokale organisationer, var straks klar over, at de skaanske landsbyorganisationer kunde anvendes til dette formaal, og medens det danske landsbystyre kun i ringe grad har offentlige opgaver, anvendes de skaanske byorganisationer efter overgangen til Sverige i stadigt stigende grad til offentlige formaal. Det tidligste indgreb fra myndighedernes side i bystyrets forhold, som jeg har kunnet finde, er en skrivelse 1.5. 1673 fra landshøvdingen i Kristiansstads,[^161] hvori denne paataler det misbrug, som finder sted paa landet, hvor bønderne, naar turen kommer til dem til at være oldermænd, køber sig derfra med en tønde øl. Dette forbyder landshøvdingen nu paa det strengeste.
Myndighedernes interesse for byordningerne bevirkede, at man faktisk opfattede det som en pligt for bymændene at oprette en vedtægt, og V. Gønge herredsret resolverer i 1720 i anledning af en tvist imellem nogle bymænd om markfreden, at bymændene omgaaende og senest inden næste lagting skal have oprettet et grandebrev, hvorefter de kan rette sig i saadanne tvister.[^162] Det samme synspunkt ligger til grund for en sag efter 1742 fra Trelleborg, hvor kronelensmanden den 1.3. 1745 indklager bymændene, fordi der ikke findes en byordning i byen, saaledes at man ikke kan faa almuen i tale, naar noget skal meddeles. Herredsretten resolverer, at bymændene under 10 dalers vite skal oprette en byskraa.[^163] Paa den anden side siger et kongeligt brev til landshøvdingene fra 22.3. 1775 udtrykkeligt, at byordninger kun skal oprettes, for saa vidt det kan ske af indbyggernes frie vilje og uden nogen tvang.[^164]
Som nævnt indeholder den svenske lovgivning før 1742 ingen hjemmel for, at bystyret tillægges et vist selvstyre samt ret til at eksekvere de trufne bestemmelser ved udpantning. Det ret vidtstrakte selvstyre volder da ogsaa de svenske herredshøvdinge en del besvær i den første tid. Efterhaanden som de svenske herredshøvdinge faar gennemført svensk ret i Skaane, mærker man en stigende uvilje fra herredsretternes side imod bymændenes egenmægtige pantninger. Vi har ganske vist intet eksempel paa, at retten ligefrem har statueret, at der ikke tilkom bønderne nogen pantningsret, men man underkender med alle mulige andre begrundelser de foretagne pantninger. Hvis den pantedes skyld er aabenbar, dømmes bymændene alligevel til at tilbagelevere pantet, men den pantede faar dog en paamindelse om, at han skal holde byens ret, hvis han vil undgaa bøder, og ofte maa han betale sagsomkostningerne.[^165] Hvis det ulovlige hegn ikke har medført nogen skade i vangen, fritog man ikke i ældre tid den forsømmelige fra bøder til byen, men paa 1700-tallet erklærer herredsretten blankt alle pantninger p.gr.a. ulovlige hegn for ugyldige, hvis forseelsen ikke har medført nogen skade. Denne udvikling lagde naturligvis en dæmper paa bymændenes retsudøvelse, og paa 1700-tallet ser vi langt flere byanliggender behandlet ved herredsretten uden foregaaende behandling i bylaget.
Medens de skaanske vedtægter fra 1600- og 1700-tallet ligesom de danske i almindelighed indeholder en bestemmelse om, at bymændene maa udpante idømte bøder og ikke tiltales for vold eller hærværk af den grund, og saadanne bestemmelser ogsaa i almindelighed ved senere fornyelser har opnaaet de svenske herredshøvdinges godkendelse, bemærker herredshøvdingen i Gærds hd. i en paategning paa en indleveret byordning, at ingen maa understaa sig i at opbryde døre og pante med magt, idet han i saa fald vil blive tingført og alvorligt afstraffet.[^166] Det er maaske efterhaanden kommet til en aaben konflikt imellem bymændene og herredsretten, i hvert tilfælde ved vi fra en udtalelse i Harjager herreds tingbog 26.5. 1718 (§ 6), at generalguvernøren har udsendt en forordning om, at bymændene havde ret til indbyrdes pantning. Det har desværre ikke været muligt at finde denne forordning i generalguvernørens arkiv, og den ses ikke omtalt i Oxie herreds tingbøger indtil 1720.
Efter de nævnte overgangsvanskeligheder bliver bylagenes selvstyre anerkendt i fuld udstrækning ved herredstingene, og især i aarene omkring 1720 indleveres der en mængde byordninger til herredsretterne i Kristiansstads len, formentlig fordi landshøvdingen har taget initiativet hertil. Det maa anses for en absolut undtagelse, naar V. Gønge herredsting ved stadfæstelsen af en vedtægt for Ønneslad (19.2. 1720, nr. 170) tager det forbehold, at de i vedtægten fastsatte bøder kun maa frapantes forbryderen efter lovlig dom. Det er det eneste forbehold af denne art, jeg har truffet paa, og heller ikke de øvrige ordninger fra samme herred er forsynet med en saadan klausul.
Det er dog meget almindeligt, at herredsretten ved stadfæstelsen af byordninger udtrykkeligt bemærker, at landsbyens selvstyre ikke omfatter nogen sag, der hører under landsloven og de kongelige forordninger.[^167]
Landsbyvedtægterne med deres bestemmelser om bøder i form af videøl til byen vækker dog ogsaa myndighedernes betænkelighed, naar de fører til alt for megen drukkenskab. Paa 1720-tallet møder vi flere paabud fra herredsretterne om, at de udsatte bøder ikke maa anvendes til øldrikkeri og pantning paa øl, men bør tilfalde angiveren med en trediedel, sognets fattige med en trediedel og den sidste trediedel anvendes til brandredskaber. Herredsretten ses ogsaa i samme periode at have paalagt oldermanden pligt til overfor kronens befalingsmænd at redegøre for bødernes rigtige fordeling og anvendelse.[^168] I 1733 indgiver præsteskabet et andragende til landshøvdingen over Kristiansstads len om, at alle byordninger maa blive indkaldte, for at alle bestemmelser om, at bøder skal erlægges i øl, kan blive slettede. I denne anledning udsendte landshøvdingen til alle kronbefalingsmænd i lenet en ordre om, at alle byordninger skulde indsendes til herredstingene, samt skrivelser til alle herredshøvdinge om, at indleverede byordninger skulde gennemses, og alle bestemmelser om, at bøder skulde erlægges i øl, slettes og erstattes af bestemmelser om en pengebøde, der skulde samles af oldermanden i en kasse og anvendes til anskaffelse af brandredskaber eller andre nyttige ting.[^169] Selve bystyret har man derimod ikke fra gejstlig side ønsket afskaffet, og i 1748 udsender konsistorium i Lund en skrivelse til præsteskabet i Torna hd., hvori det hedder, at saasom de byordninger, som paa sine steder i stiftet er indrettede, i ikke ringe grad bidrager til en god disciplin og orden, anbefaler man, at der i saa vid udstrækning som muligt søges gennemført saadanne byordninger.[^170]
Efter udsendelsen af 1742-aars mønstervedtægt faar byordningerne ogsaa i Skaane et vældigt opsving. Ligesom i det øvrige Sverige udsender landshøvdingerne nemlig adskillige gange kundgørelser med opfordring til at vedtage byordninger, og som følge af disse kundgørelser indsendes de gamle vedtægter paany til herredsretterne, ligesom nye vedtægter forfattes, hvor dette er fornødent. Paa denne maade er det lykkedes at bevare saa mange af de skaanske vedtægter. I saa henseende kan henvises til Konungens befallningshavande i Kristiansstads lens kundgørelse af 16.1. 1778, der bevirker indsendelsen af mange vedtægter.
Efterhaanden bliver bystyret i Skaane et stadigt fastere led i den offentlige forvaltning, og 10.12. 1811 udsender konungens befallningshavande i Malmøhus len en almindelig kundgørelse om instruktion for oldermændene. Herefter skal oldermændene bl.a. medvirke ved mandtalskrivning og skatteligning, samt iøvrigt optræde som underøvrighedens repræsentant.
Om indholdet af de skaanske vedtægter henvises til de paagældende afsnit af den følgende fremstilling. Paa dette sted skal jeg kun erindre om, at der ikke er fundet en eneste skaansk landsbyvedtægt, som bærer præg af paavirkning fra købstadsgilder.
I løbet af 1700-tallet suppleres vedtægterne med de i højsvensk praksis saa almindelige tingsforbud med fastsættelse af vide, se eksempelvis Oxie hd. tb. 13.6. 1719 og 7.5. 1718 samt V. Gønge hd. tb. 17.2. 1720 nr. 121.
4. Tiden efter 1742
Aaret 1742 er et vendepunkt i de svenske bylags historie. Dette aar udarbejdedes nemlig af statsmagten en mønsterbyordning, der satte sit præg paa den kommende tids udvikling indenfor bylagene.
5.3. 1741 indgik bondestanden til kongelig majestæt med en besværing vedrørende forholdene i bylagene.[^171] Man anførte, at der i Skaane og andre steder siden gammel tid havde været en vis forfatning i byen med oldermand og bisiddere, hvis fornemste opgave havde været at have opsigt med markernes fredning samt dømme efter de i den fælles overenskomst fastsatte bestemmelser om bøder og eksekvere disse. Man henviser dernæst til, at disse byordninger adskillige steder er begyndt at forfalde, efter at 1734-aars almindelige lovbog er begyndt at blive efterlevet, idet bønderne ikke ønsker at underkaste sig byordningens ofte strenge bestemmelser, naar den almindelige landslov fastsætter mildere straf for det paagældende forhold. Følgen var, at bønderne heller ikke vilde underkaste sig oldermandens dom og eksekution, hvilket gjorde det umuligt for de lovlydige bønder tilstrækkeligt effektivt at skride ind overfor markfredskrænkelser og andet uvæsen. Bondestanden andrager derfor kongelig majestæt om, at de byordninger, der allerede er forfattede, saavel som de, der senere bliver forfattede, uanset i hvilken landsdel det sker, maa blive stadfæstede af vedkommende dommer og for fremtiden gælde som lov i bylaget.
Kongelig majestæt bifalder dette andragende ved resolution 1.9. 1741,[^172] og hermed har landsbyvedtægterne for første gang i svensk ret egentlig forfatningsmæssig hjemmel.
Efter at denne resolution er udgivet, udarbejdede rigets stænder en mønsterordning til brug for bylagene, og denne byordning bliver ved kongeligt brev 20.2. 1742 udsendt til alle landshøvdinge i forbindelse med en række andre foranstaltninger vedrørende landbruget.[^173] Mønsterforfatningen skal være forfattet af baron Carl Gustav von Roxendorff til Carlshof ved Linköping, og man kan derfor vente, at den især afspejler forholdene i Østergötland.[^174] Mønsterordningen bestaar af 37 artikler og bestemmer om selve byforfatningen, at der i hver by skal tilsættes en oldermand paa et eller flere aar, saaledes som bymændene nu bestemmer det ved en almindelig afstemning. Oldermanden kan sammenkalde bymændene ved at lade budkavlen gaa, ved blæsning i horn eller ved at røre trommen. Hvis bylaget er stort, skal oldermanden have 2 bisiddere, som kan afgøre alle tvistigheder og eksekvere bøderne. Iøvrigt indeholder byordningen bestemmelser om alle de forhold, der er af interesse for bylaget ikke alene om markfreden men tillige om vands afledning, veje og broer, skov og fiskevand og meget mere. Mønsterordningen er paa flere steder ret elastisk af hensyn til bymændenes selvbestemmelsesret, og den slutter med at opfordre bymændene til at tilføje bestemmelser, der kan være af særlig interesse for netop deres by. For at byordningen siden kan blive saa meget bedre og kraftigere efterlevet, skal hver by have frihed til at lade sin byordning oplæse og stadfæste ved herredsretten.
Som tidligere berørt blev byordningerne oftest vedtaget paa sognestævnerne, og vi har talrige vidnesbyrd om, at de nye byordninger blev indordnet under den bestaaende sogneorganisation. Da landshøvdingen over Uppsala len saaledes i 1775 skal indskærpe almuen nødvendigheden af at gennemføre byordninger, befaler han ved en almindelig kundgørelse, at der skal afholdes sognestævner i alle menigheder, hvor almuen i anledning af mønsterordningen af 1742 skal overveje og i venlig samdrægtighed enes om en lempelig byordning.[^175] De steder, hvor sogneorganisationen i forvejen er særlig stærk, formaar byordningerne derfor ikke at trænge igennem med deres særlige organisationsform, men byanliggenderne placeres som et særligt anliggende under sognestævnets myndighed. I Broddetorp i Vestergötland indskærpes det saaledes paa et sognestævne i 1762, at byordningen nøje skal efterleves, og at bymændene skal finde paa udveje til at holde tyr, orne og hingst. I Kinne Kleva, Vestergötland finder vi en fuldstændig sammenblanding af sognets og byens embedsmænd, idet det paa et sognestævne i 1778 for overtrædelse af et forbud mod tørring af tøj ved pejs eller skorsten fastsættes bøder til kirken, som grandefoged med seksmændene skal eksekvere. I Häggum, Vestergötland griber biskoppen ved visitationen ind overfor sognemændenes lidt for store iver efter at opfylde de mere behagelige sider af byloven. Han har nemlig faaet kundskab om, at sognemændene undertiden helligholder lørdagen og holder op med deres arbejde kl. 2 om eftermiddagen, hvorefter de blæser i horn, og de, som ikke da standser arbejdet, bliver pantede af de andre. Pantebøderne bruger de til drukkenskab og anden svir, hvorfor biskoppen paalægger sognepræsten paa et almindeligt sognestævne at udsætte bøder for saadanne misbrug.[^176]
Fra Torslunda i Bohus len kender vi fra sognestævneprotokollen fra 1783 en regelret forhandling om oprettelsen af en byordning. Det fremføres paa stævnet, at der har været megen ufred siden den tidligere antagne byordning er gaaet ud af brug, hvorfor man sætter den i kraft igen og vælger en oldermand. Fra flere referater af sognestævnerne i Torslunda 1743-90 kan det erfares, hvorledes den omtalte ældre byordning helt har været praktiseret paa sognestævnet. Saaledes opgøres overtrædelser paa stævnet, og vedtagelser vedr. markfred o.a. finder sted. Fra de ældste sognestævneprotokoller i dette sogn kan vi forøvrigt se, at sognestævnerne først sent er blevet indført i denne provins, men det har altsaa alligevel kunnet hævde sig overfor byorganisationen.[^177]
Der er i denne forbindelse grund til at fremhæve, at de svenske sogne, bortset fra de skaanske og enkelte andre slettelandskaber, ofte kun bestod af en enkelt by med nogle torper, hvilket naturligvis har lettet samarbejdet mellem sogn og by.
Ligesom i Skaane udfolder ogsaa i det øvrige Sverige myndighederne store anstrengelser efter 1742 for at faa gennemført byordninger overalt. Det er dog ikke alle steder, det gaar lige let. Adskillige steder fandtes der fra gammel tid nogle saakaldte brofogeder, der bl.a. havde til opgave at have opsigt med hegnene. Efter mønsterordningens udsendelse resolverer kongelig majestæt den 10.9. 1743 paa almuens begæring, at disse brofogeder skal afskaffes, og at oldermændene skal have opsyn med hegnene.[^178] I dombogen for Ydre hd. finder vi imidlertid for 1745 en bemærkning om, at brofogeder der paa egnen er uundværlige, og at byordningerne ikke kan iværksættes, hvorfor man forordner en ny brofoged i stedet for den gamle, der er afgaaet.[^179]
Den 8.8. 1758 opnaar almuen i Gestrikeland, Helsingeland og Ångermanland i Väster Norrlands len kongelig stadfæstelse paa en byordning, som de har vedtaget, og som er en variant af mønsterbyordningen fra 1742, men bortset herfra kender jeg intet til byordninger, der har faaet kongelig stadfæstelse. Den 22.3. 1775 udsender kongelig majestæt et brev til alle landshøvdinge, hvori det paalægges dem at søge byordninger vedtaget alle steder, og som følge heraf udstedes i den følgende tid en række almindelige kundgørelser af landshøvdingerne.
Det var i princippet en frivillig sag, om bymændene vilde vedtage en byordning, og dette understreges stærkt i det nævnte kongelige brev, der udtrykkeligt anfører, at paabudet kun skal gælde »så wida med Indwånarnes fria wilja utan alt slags twång kan i wärket ställas . . .« Dette frivillighedsprincip blev dog hist og her praktiseret i betydelig indskrænket form, saaledes bl.a. i Trelleborg, hvor, som ovenfor omtalt,[^180] bymændene under bødeansvar blev tilpligtet at vedtage en byordning.
I sidste halvdel af 1700-tallet nedskrives der overalt i Sverige byordninger. Ved en række byundersøgelser, som Nordiska Museet har foretaget i slutningen af 1920-tallet, er der fremdraget et meget stort materiale i saa henseende.[^181] De allerfleste er varianter af mønsterordningen eller endog identiske med denne, men i adskillige findes et stærkt lokalt islæt samt reminiscenser fra tidligere ordninger eller vedtagelser. Et fremragende billede af denne senere byorganisation fremtræder i nogle byarkiver fra Mörby og Viby i Østergötland, der er udgivet af Sigurd Erixon.[^182] Fra Mörby kendes byordningen fra 1763 samt en protokol over bystævnerne fra 1801 til 1835. Fra Viby kendes en bystævneprotokol paa 160 tæt beskrevne foliosider fra 1771 til 1825.
Helt op til den nyeste tid bevarer byordningerne en stor betydning i svensk almueliv. Dette hænger naturligvis bl.a. sammen med, at udskiftningen af jordfællesskabet først paabegyndtes paa et meget sent tidspunkt i Sverige og adskillige steder først var gennemført i sidste halvdel af 1800-tallet, men selv efter udskiftningen vedtages der mange steder byordninger. I en almindelig kundgørelse af 20.11. 1820 henleder landshøvdingen over Uppsala len opmærksomheden paa, at der adskillige steder i lenet mangler tidssvarende byordninger, og at de, som findes, ikke efterleves tilbørligt. Han bebuder derfor udarbejdelsen af en ny mønsterordning. Tilsyneladende faar denne landshøvding et godt resultat af sine anstrengelser, thi i en kundgørelse af 21.2. 1821 kan han meddele, at de fleste sogne allerede har antaget eller i hvert tilfælde staar i begreb med at antage den ny byordning, der forøvrigt var et værk paa 39 tæt trykte sider.[^183]
Saa sent som i 1918 fastsattes der ved statens foranstaltning en ny byordning,[^184] og i Lapplands byer vedtages der stadigvæk byordninger, som stadfæstes af konungens befallningshavande eller af tingsretten.[^185]
Særpræget for udviklingen af byordningerne i Sverige har siden 1742 været den kendsgerning, at myndighederne i højere grad end i noget andet land har anvendt sig af disse ordninger som et led i den offentlige administration og derfor været særlig interesseret i at fremskynde vedtagelsen og overholdelsen af disse ordninger.