Niende Kapitel. Rebningen og Landskiftet

I. Betingelser for rebning. Processuel fremgangsmaade

Rebning er betegnelsen for en opmaaling af byens jord med det formaal at tilvejebringe overensstemmelse mellem bymændenes andelsrettigheder i byen (deres bymaal) og den jord, de hver især har i brug. Ved rebningen tilvejebringes altsaa et nyt landskifte, og det er udelukkende ved rebningen, at de forskellige former for systematisk landskifte faar deres særpræg. Rebningen er altsaa en konsekvens af den kendsgerning, at bymændenes ret ikke længere bestemmes af deres faktiske jordbesiddelse men af deres bymaal. Rebningen er et middel for en forurettet bymand til at opnaa jævning med sine grander.

Ifølge EsjL 11:54 har enhver bymand tilsyneladende ret til at kræve rebning. Hvis der er tvist om jord indenfor det samme bol, kan han kræve rebning naarsomhelst, hvad enten tvisten angaar toften eller markjorden, men tvister man med nogen udenfor ens eget bol, kan tofterne kun rebes, hvis der er enighed derom, thi hvis nogen vil bevare den gamle tofteinddeling, er de nærmest til at faa deres vilje.

SKL 73 stiller derimod betingelser for, at der kan fordres rebning. Indenfor bolet kan den, der ejer en otting, stille krav om rebning overfor de øvrige ejere af vedkommende fjerding, og de, der ejer en fjerding, kan stille krav overfor et halvt bol, og et halvt bol kan stille krav overfor hele bolet. Et bol kan bringe hele byen til rebs, ligegyldigt hvor mange bol den end bestaar af. Vil de modstridige ikke tillade rebning, skal de andre stævne dem til tinge. AS 34 indeholder derimod ikke disse regler om særlige betingelser i henseende til mængden af den jord, de klagende ejer. Som tidligere omtalt repræsenterer AS et herremandssynspunkt paa rebningen og regner altsaa med, at landsbyen er i adeligt eje.

Fra de svenske landskabslove kender vi lignende regler som i SKL, idet Uppl. BB I og Vml. BB I fastsætter, at en fjerdedel af byen kan tvinge den anden fjerdedel til skifte, og den halve by tvinger den anden halve. Ingen maa rejse krav om skifte af byen, som ejer mindre end en fjerdedel af byen. Ved fastsættelsen af tofternes indbyrdes beliggenhed skal den raade, som ejer mest. I Ögl. BB fastsættes ½ attung som den mindste jordlod, der kan kræve skifte af byen, og i Vgl. BB ¼ attung.

JL synes lige saa lidt som EsjL at kræve særlige betingelser opfyldt for at kalde jorden til rebs, men det siges udtrykkeligt i JL 1:49, at ingen maa undslaa sig for rebning, hvem der end stiller krav derom, og en mand er altid nærmere til at bevise sin ret til rebning end hans modpart til at modbevise den. Ifølge JL 1:45 kan en bymand, der siger, at han har mindre af bolet, end der tilkommer ham, bringe hele bolet til rebning. Men er et bol uenigt med et andet, bringer det hele byen til rebs. Koncipisten har formentlig kendt SKL 73, men har ikke medtaget de særlige betingelser, ogsaa heri sporer vi sikkert stormændenes indflydelse. Reglen i JL 1:45 optages i DL 5–10–14, og hensigten har naturligvis været at begrænse rebningen til en del af byen, men kan i nyere tid kun hentyde til landsbyer, hvis jord er systematisk bolskiftede og ikke til de gamle, naturgroede bolomraader. Sandsynligheden taler dog for, at bestemmelsen uden nærmere eftertanke er vandret fra JL over i DL, uanset den for længst har mistet sin betydning.

Kristian II's landret 1521 § 110 erklærer, at rebning er skadelig for marken, hvorfor denne fremgangsmaade ikke fremtidig skal bruges, men marken skal loddes, og dersom det ikke kan række til en hel ager, skal der lægges nogle agre ud paa alle lodsejernes vegne, saaledes at enhver kan faa del i samme agre. Et saadant forbud maatte aabenlyst stride mod adelens interesser, og foruden den almindelige ophævelse af Kristian II's lovgivning finder vi da ogsaa i haandfæstningen 1523 § 16 en udtrykkelig bestemmelse om, at ingen skal forbyde, at skov, mark eller (anden) ejendom kaldes til reb, selv om kronen eller kirken har andel i ejendommen. Denne bestemmelse gentages i haandfæstningen 1536 § 36, Kristian III's koldingske reces 1558 § 28, haandfæstningerne 1559 § 33 og 1648 § 33 samt i DL 5–10–11.

Disse bestemmelser har dog ikke været til hinder for, at kongen i en række tilfælde har forbudt rebning paa krongodset. Saaledes hedder det i et aabent brev 11.11.1578 (Kancelliets brevbøger), at da 2 mænd i Hunderup, som vil have bymarken rebet, har faaet udlæg efter recessen, bestemmes det, at Hunderup mark herefter ikke skal kunne kræves til rebs, da man jo kan se, hvilken skade der sker paa marker, som rebes. Hvis nogen er brostholden, skal han have tilbørligt udlæg. Paa samme maade hedder det i et aabent brev 22.10.1579, at Nebel bymark ikke maa rebes, men kongen vil beskikke gode mænd til at undersøge sagen, og de forurettede skal saa faa fyldest.

Jeg har ikke i de af mig anvendte kilder fundet oplysning om, hvori den skade bestaar, som gennem rebningen paaføres bymarken, men man kan jo antage, at der bl.a. tænkes paa en af rebningen foraarsaget ændring af de bestaaende højryggede agre, og dermed en forringelse af mulighederne for afvanding af jorden.

Ved aabent brev 18.5.1585 forbydes rebning og jævning i hele Koldinghus len, og det fastsættes, at enhver uden videre klage og klammeri skal lade sig nøje med det, han nu har til sin gaard. Vil han ikke nøjes med det, maa han flytte fra gaarden, og flytter han ikke — men fortsætter trætten — skal lensmanden sætte ham fra gaarden. En lignende forordning udstedes for Haderslevhus len 17.10.1605[^1] og for Aabenraa amt i 1641.[^2]

Grevernes og friherrernes bønder er ifølge privilegierne 1671 fritaget for markrebninger, der søges dem paatvunget af andre jorddrotters bønder, medmindre det drejer sig om kongens egne bønder.

Rebningen har vel oprindelig været en forretning, som udelukkende hørte under landsbystyret,[^3] og endnu EsjL gaar ud fra, at rebningen indenfor et bol kan forrettes uden tingets medvirken. Selv i det tilfælde, at en mand kommer i strid med en grande fra et andet bol, hører selve rebningen ifølge EsjL under bylagets kompetence, idet der vel skal udmeldes mænd paa tinge til at overvære rebningen, men denne foretages aabenbart af bymændene selv, og der findes ingen bestemmelse om, at rebningsforretningen skal bekræftes paa tinge. Paa samme maade omtaler SKL 67 og 73 kun tingets medvirken i det tilfælde, at nogle bymænd nægter at lade rebe. Baade EsjL og SKL peger altsaa tilbage paa en tid, hvor rebningen udelukkende hørte under bystævnets kompetence.

Ifølge SKL 74 (AS 34) kan jordtvister indenfor det samme bol udjævnes saavel før som efter, at der er saaet, og naar det viser sig, at nogen har besaaet en andens jord, skal han miste sin sæd. Men hvis et bol er uenigt med den øvrige by, skal man vente, indtil kornet er afmejet, medmindre der er nedlagt forbud før saaningen, for i saa fald kan der rebes og den, fra hvem der rebes jord, skal miste sin sæd.

I de svenske landskabslove forudsættes det, at landskiftet udføres af bymændene selv og kun i tilfælde af uenighed om, hvordan jordfordelingen skal være, tilkaldes der syn fra sognet eller tinget.[^4]

Anderledes er det ifølge JL, hvorefter rebningen foregaar under tingets ledelse og endeligt stadfæstes af dette. Ifølge JL 1:50 kan en bymand rejse klage paa tinge over, at han er forfordelt af sine grander og har mindre, end han bør have, og han skal i saa fald forlange udligning ved rebning og stævne modparten til det næstfølgende ting. Hvis den indstævnte kommer til stede, fastsættes en frist paa 5 dage til at rebe den jord, hvorom de er uenige. Der skal udtages tinghøringe, som er gode og paalidelige mænd, til at være til stede og paase, at den sagsøgte tilbyder retfærdighed. De skal paa tinge sige, hvad der er sket paa lovdagen, og efter deres vidnesbyrd skal man fastsætte rebningen, hvis det er nødvendigt, eller dømme, at det, som tinghøringerne var enige om, skal staa fast. Loven fastsætter, hvad der kan anerkendes som lovligt forfald for sagsøgte, men tilføjer, at hvis alle ejere vedtager rebning paa tinge, kan een mand eller to ikke senere forhindre det. De forannævnte bestemmelser tager altsaa i første række sigte paa partielle udligninger, et forhold, der hidtil har været overset.

JL's regler udbygges i recesserne, hvoraf Kristian III's københavnske reces 1547 § 15, sammes dronningborgske reces 1551 § 17 og sammes koldingske reces 1558 § 28 indeholder enslydende regler.

Herefter skal den, der finder sig forurettet i skov, mark eller anden ejendom, møde paa tinge, som loven (d.v.s. JL) udviser, og før der udmeldes rebsmænd, skal herredsfogden udnævne 8 uvillige mænd, som skal møde paa ejendommen sammen med alle bymændene. Der skal de granske og forfare, om den, der klager, nu ogsaa er forurettet paa en saadan maade, at rebningen bør finde sted, og derom skal de vidne paa næste tingdag. Hvis tvisten er af en saadan beskaffenhed, at den kun kan bilægges ved rebning, skal fogden udmelde rebsmænd efter loven, men først skal fogden og de 8 herremænd endnu en gang søge at stille den klagende tilfreds med lodning eller udlæg af den, som har mere, for at ikke alle ejerne skal paaføres skade ved rebning.

Lykkes det ikke at tilfredsstille klageren paa anden maade, maa der rebes,[^5] og naar rebningen er stadfæstet paa tinge, skal rebsmændenes skriftlige beskrivelse af forretningen forsegles og overleveres lodsejerne, for at de deri kan se, hvilken jord hver enkelt har faaet, saaledes at de, dersom nogen tvist fremtidigt opstaar, selv kan maale sig imellem og hjælpe sig til rette.[^6] Bestemmelserne i reces 1558 § 28 gentages i DL 1–17.

JL II:7 fastsætter, at sandemandstov kan indankes for biskop og bedste bygdemænd, en institution, der ikke kendes udenfor det jyske retsomraade. Denne regel udvides i praksis til at omfatte alle nævn, formentlig ogsaa rebningsforretningen,[^7] for eks. har biskop og gode mænd i 1533 efter kongelig befaling fældet ejermænd for en urigtig rebning,[^8] men der er ikke paa dette tidspunkt tale om noget overnævn, der skal forelægges tinget, men om en egentlig dom i 2. instans. De gode mænd maatte formentlig foretage rebningen paany, og vi ved fra biskop Stygges og gode mænds dom 1511, at riddersmændsmænd har rebet en skov.[^9] Det fremgaar tydeligt af haandfæstningen 1536 §§ 27 og 28 samt reces § 27, at rebsmændene ikke betragtes som egentlige nævninge, og de oldinge, der omtales i recessen, er de skaanske oldinge, der sværger markskel ligesom de jyske sandemænd, og ikke rebsmænd.

Lovgiveren er aabenbart ikke helt sikker med hensyn til placeringen af rebsforretningen, og noget sædvanligt nævningetov er der jo heller ikke tale om. Ved de forannævnte bestemmelser erstattes biskoppen af landsdommeren, og reglen bliver, at denne skal udmelde de bedste bygdemænd til at fælde nævninge, men hurtigt blev landstinget dog en egentlig appelinstans, saaledes at de udmeldte mænds erklæring kun blev et led i bevisførelsen, hvorimod alle spørgsmaal om lovens iagttagelse blev afgjort selvstændigt af domstolene.

Under en sag for kongens retterting 1537[^10] rettes der anke imod en rebsforretning, fordi alle ejerne ikke havde faaet lovligt varsel, hvorfor een af ejerne nægter at rette sig efter rebningen. Rettertinget kender for ret, at dersom rebningen er lovlig, bør alle beholde den jord, der er tillagt dem ved rebningen, men dersom rebningen ikke er lovlig, bør ejermænd foretage en ny rebning, og den, der føler sig brostholden, maa da holde sig til ridemænd. Her er altsaa ingen tvivl om, at rebningen ligesom sandemandstovet kan indankes for ridemænd. Endnu DL 1–6–5, der indeholder reglen om udmeldelse af ridemænd til at fælde sandemænd, siger intet om rebsmænd, og der findes heller ikke andre steder nogen regel herom. I en dom paa Viborg landsting ca. 1540 fastslaas det, at rebsmændenes fald, naar loven ikke bestemmer andet, er 40 mark,[^11] men i reces 1558 § 28 fastsættes deres fald til 15 mark, medens sandemænds fald er 3 mark af hver. Efter DL 1–18–4 er rebsmændenes fald 30 lod sølv.

Selv om rebningens tekniske udførelse altsaa formentlig kan indankes for ridemænd, er det klart, at alle spørgsmaal om rebningens lovlighed paakendes af landstinget eller gode mænd og i sidste instans af kongens retterting. Fra 1500-tallet kender vi talrige domme om rebningers lovlighed, se saaledes de nedenfor side 339 ff. anførte domme om, hvorvidt særjord kan undtages fra rebningen.

Det bør endvidere bemærkes, at ejermænd ikke skal rebe skov og mark, som er kommet af søskendeskifte, men dette tilkommer alene samfrænder.[^12] Endelig er det en betingelse for, at rebning overhovedet kan foretages, at markskellet er uomtvistet, for eks. fordi sandemænd i forvejen har svoret skellet. Denne betingelse faar især stor betydning for de mange byer, der har agerblanding med nabobyerne.

Spørgsmaalct behandles i en rettertingssag 1574,[^13] der er særlig interessant paa grund af de mange præjudicater, der paaberaabes under sagen. Sagsøgeren vil have et »ejerbrev« underkendt, da sandemænd ikke har svoret skel mellem byerne. Han paaberaaber sig ikke mindre end 3 landstingsdomme og 1 herredstingsdom i lignende sager, nemlig Viborg landsting 1561, der udtaler, at eftersom sandemænd har været opkrævet til vedkommende mark, men har udskudt deres tov og ikke omsvoret marken til alle 4 markemøde, skal marken først komme til rebs, naar sandemænd har fuldført deres tov. Endvidere Fyenbo landstingsdom 1572, der underkender en rebning af samme aarsag samt yderligere en landstingsdom fra Viborg 1574, hvori det hedder, at eftersom Hvilsted mark ikke var omsvoret, da der skulde have været rebet, saaledes at man kunde vide, hvor langt samme mark strakte sig, før end reb blev lagt paa marken, og sandemænd først havde svoret markeskel, efter at rebningen havde fundet sted, da kan rebningen ikke kendes lovlig og ikke være til hinder for, at der paany udmeldes rebsmænd. Herredstingsdommen var fra Hellerslev hd. 1572 og udtalte den samme regel. Da den omtvistede rebning imidlertid ikke havde været forelagt landstinget forinden klagen til rettertinget, blev sagen henvist til landstingsbehandling.

II. Aastedsforretningen. Inddelingsprincipper

Hen paa 1400-tallet, da de første direkte kilder til forstaaelse af landskiftets karakter dukker op, kan man gaa ud fra, at der er gennemført generelle og systematiske rebninger af landsbyjorden i størstedelen af landet. Landskiftet har da typisk antaget de foran i kap. 8 omtalte hovedformer. I nævnte kapitel er der tillige redegjort for, hvilke principper for de enkelte agres indbyrdes beliggenhed, der laa til grund for de forskellige former for landskifte.

I nærværende afsnit skal det undersøges, hvilke bestemmelser, der var fastsat for den aastedsforretning, hvorved rebningen blev gennemført samt paavises, hvilke principper, der har ligget til grund for aasenes opdeling paa de enkelte gaarde. Det synes ofte overset, at besvarelsen af det sidste spørgsmaal er lige saa nødvendigt for at danne sig et billede af landskiftets karakter som paavisningen af principperne for agrenes indbyrdes beliggenhed.

Ifølge recessen 1558 § 28, jfr. DL 1–17–2, skal rebsmændene være pligtige til under deres faldsmaal at møde op paa marken den dag, da herredsfogden har forelagt dem, saa tidligt som solen gaar op, og begynde deres rebning. De skal saa rebe marken lige indtil solnedgang, og hvis de ikke bliver færdige den første dag, skal de uden opsættelse fortsætte de følgende dage, indtil hele marken er rebet, for at bonden ikke skal besværes med unødig kost og fortæring.

Ifølge kilderne fra 1500-tallet skal rebsmændene begynde med botofterne,[^14] der skal gøres saa lange, som ejerne i byen kan blive enige om, og saa brede som det tilkommer hver især efter deres andel i byen, d.v.s. efter bol og otting eller skat og landgilde. Ved en Viborg (?) landstingsdom 1548 blev rebsmænd fældede, fordi de ikke havde udlagt botofter, eftersom de paagældende ejere havde otting i marken.[^15]

Naar tofterne er fastlagte, udføres rebningen aas for aas.[^15a] Maalingen blev som regel udført med et reb, hvoraf navnet paa forretningen er opstaaet, men allerede i ældre tid hører man om andre maaleredskaber. Stangen er kendt som maaleredskab i Sønderjylland og enkelte andre steder.[^16] Fra Vistoft, Randers amt, 1765 (DVV 11:245) kendes en trästage paa 4 alen, der anvendes til opmaaling af marken. I Sverige er stangmaalet almindeligt kendt i middelalderen.[^17] I sin kommentar til DL 5–10–19 meddeler Hedegaard, at rebning ikke nu om stunder er meget i brug, siden landmaaleriet er blevet almindeligt, hvorved der bruges kæde i stedet for reb, som baade lader sig strække og krympe. Efter de forannævnte kilder fra 1500-tallet har rebet i almindelighed været 9 alen langt.

Kilderne melder intet om fastlæggelse af aasenes grænser, og vi kan formentlig gaa ud fra, at disse grænser som hovedregel har ligget fast, bortset fra tilfælde af deling og sammenlægning af aase. En sammenligning mellem markbøgerne og de beholdte kort fra tiden omkring udskiftningen tyder da heller ikke paa mange forandringer i saa henseende.

Naar rebsmændene er blevet klare over aasenes indbyrdes afgrænsning, begynder de som regel med at rebe de aase, der er nærmest byen. Der er imidlertid ikke nok at vide, om rebningen foretages efter solskifte, bolskifte eller andre skifteformer, man maa i første række have at vide, hvorledes aasene inddeles, og for at faa at vide, hvorledes denne inddeling fandt sted, vil det være nødvendigt at analysere forskellige kendte landskifter. Da det er umuligt at løsrive dette spørgsmaal fra en samlet undersøgelse af de paagældende landskifter, vil vi undersøge de fremdragne eksempler i større almindelighed, hvorved det tillige bliver muligt at afrunde den i kapitel 8 givne fremstilling af enkeltspørgsmaal i forbindelse med landskiftet.

Lilleballe by

Lilleballe by, Eltang sogn, Brusk herred,[^18] havde i 1688 7 ejendomme samt noget kirkejord, der laa til gaard nr. 8 (efter markbogen). Gaardene 1 og 2 ejes af den samme selvejerbonde og har deres jord liggende sammen i aasene. Kirkejorden bruges i 1688 af gaard nr. 8. Landsbyens jord er delt i 3 vange under sædvanligt treskifte.

Fra en sag for Viborg landsting 1638[^19] ved vi, at Lilleballe er blevet rebet aaret i forvejen i 16 ottinger, nemlig 3 ottinger til V. Mogensens gaard, 3 ottinger til Hans og Jørgen Staffensens gaard og 2 otting til hver af de 5 øvrige gaarde i byen. Herved har vi altsaa faaet kendskab til forholdstallene ved rebningen og kan paa grundlag af markbogen fra 1682 forsøge at faa oplyst, hvorledes rebningen er gaaet for sig.

Det fremgaar af markbogen, at saa godt som alle aase i alle 3 vange er delt i 8 dele svarende til de 7 gaarde + kirkejorden, dog saaledes at den del, der tillægges gaard 1 + 2 med enkelte undtagelser er maalt under eet. Formen for landskiftet er overalt et strengt solskifte, idet gaardene har deres jorder liggende i samme rækkefølge i samtlige aase i forhold til maaleretningen. Nogle aase — saaledes i udpræget grad Søndermarkens 2. skifte — er nok delt i 8 dele, men hver del bestaar af adskillige særskilt opmaalte jorder af forskellig størrelse. I flere tilfælde betegnes saadanne ekstrainddelinger som »ekstrastykker«, og de er ikke nummereret i markbogen.

I dette tilfælde er der altsaa hverken tvivl om landskiftets karakter efter den traditionelle gruppedeling eller om princippet for aasenes opdeling, og tilbage staar altsaa kun at finde forbindelsen mellem denne opdeling og de enkelte gaardes bymaal, thi først derigennem kan man rekonstruere selve rebningsforretningen.

Jeg har valgt efter markbogen at undersøge de 18 første skifter i Nørremarken, idet disse skifter gør et nogenlunde velordnet indtryk. I disse skifter har jeg dernæst udfundet hver gaards gennemsnitlige agerbredde, idet jeg ved hvert agerstykke har medregnet begge de korte sider, og resultatet bliver nedenstaaende talrække, hvor brøkdele over ½ er forhøjet. Numrene svarer til rækkefølgen af gaardenes andele i aasene.

[Tabel: Gennemsnitsbredder for gaardene i Lilleballe — tal fra markbogen]

Det bemærkes, at ejendommene 1 og 2, som nævnt, som oftest har deres lodder sammenmaalt, og deres respektive agerbredder er i disse tilfælde udfundet ved at dividere med 2. Ifølge de forannævnte gennemsnitlige agerbredder skulde forholdstallene ved jordfordelingen være: 2. 2. 2. 2. 2. 2. 4., hvilket ikke stemmer med oplysningerne om rebningen fra 1637. Det maa altsaa undersøges, om der er sket ændringer i ejendomsfordelingen i tiden 1637–82, hvis da ikke hele marken er blevet omrebet endnu en gang.

Ved rebningen i 1637 tilfaldt der Hans og Jørgen Staffensens gaard 3 otting, og denne gaard kan identificeres i matriklen 1664, der netop i dette tilfælde giver oplysning om de tidligere brugere af gaarden, og det fremgaar tillige af matriklen, at denne gaard skylder af 1 otting kirkejord ekstra. Ifølge matriklen 1688 bruges denne kirkejord imidlertid til markbogens nr. 8. Da Staffensens gaard har nr. 6 i markbogen, saaledes at kirkejorden, der har nr. 7, overalt i aasene ligger mellem de to nævnte gaarde, maa man gaa ud fra, at kirkejorden ogsaa i 1637 er blevet brugt af nr. 6 og altsaa først senere overgaaet til nr. 8.

Vi kan derefter ved simpel sammenlægning udfinde de oprindelige gennemsnitsbredder, og disse agerbredder svarer nøje til forholdstallene efter rebningen i 1637, nemlig 2. 2. 2. 2. 2. 3. 3., hvilket ogsaa stemmer med oplysningen om, at kirkejorden udgjorde 1 otting, der — da ottingtallet i 1637 var 16 — skal lægges til nr. 6's forholdstal efter gennemsnitsbredden i 1682 og trækkes fra nr. 8's forholdstal.

Den omtalte rebning er altsaa endnu uændret i 1682, og den er foretaget nøjagtig efter det af Arent Berntsen (II:462) nævnte forklarende eksempel. I dette eksempel er en aas 360 alen i den ene bredde og 300 alen i den anden. Byen er delt i 6 hele og halve gaarde efter følgende kvoter: A: 14 td. hartkorn, B: 12 td., C: 10 td., D: 10 td., E: 8 td. og F: 6 td. Forholdstallene giver tilsammen 60, og bredderne divideres følgelig med dette tal, hvorefter udfindes følgende breddetal for de enkelte ejendomme: A: henholdsvis 84 alen og 74 alen, B: 72 og 60, C og D: 60 og 50, E: 48 og 40 samt F: 36 og 30.

Bagsværd

Et andet eksempel paa den af Arent Berntsen anviste fremgangsmaade har vi i rebningen af Bagsværd 1671.[^20] Efter rebningsbeskrivelsen var der 7 lige store gaarde i byen og 1 gaard, som var 5 gange saa stor som hver af de andre. Derfor delte man aasenes bredder i 12 lige store dele og tildelte de 7 nævnte gaarde 1 del hver, medens den store gaard fik de resterende 5 dele. Markbogen (nr. 4) for Bagsværd by, Gladsaxe sogn, Sokkelund herred, viser, at denne beskrivelse stort set er rigtig. Byen og den store gaard, Hovgaarden, tilhørte dronning Charlotte Amalie, der havde ladet rebningen foretage.

De fleste af byens aase er delt i 12 agre, hvoraf Hovgaarden har 5 sammenliggende agre. I disse aase er rækkefølgen af agrene overalt den samme, nemlig (med anvendelse af markbogens nummerering) 7. 1. 6. 5. 4. 3. 2. 8, idet nr. 8 er Hovgaardens andel. Flere aase bestod af 24 agre, saaledes at den nævnte agerfølge optræder to gange, men i andre aase, der ligeledes har 24 agre, har hver gaard sine agre liggende samlet, saaledes at de mindre gaarde har 2 agre ved siden af hinanden og Hovgaarden har 10. Systemet med 12 eller 24 agre er dog langt fra konsekvent gennemført, idet der findes aase med 7, 9, 10 og 16 agre, men ogsaa disse er solskiftede, saaledes at agerfølgen gentages i sædvanlig orden, saa langt agertallet rækker.

Fredsted

I Lilleballe og Bagsværd var aasene som hovedregel delt i lige saa mange lodder, som der var gaarde i byen, og hver lod var opmaalt og nummereret i markbogen. I Fredsted, Ø. Starup sogn, Brusk hd.,[^21] har hver gaard ogsaa sin andel i aasene liggende samlet og i konstant rækkefølge efter solskifteprincippet, men hver gaards andel bestaar af flere sammenliggende, i markbogen nummererede, agre, og til hver nummereret ager hører der som regel et vist antal unummererede agre, uden at det er muligt at forklare, hvorfor nogle agre er nummereret og andre ikke. Byen har kun 1 vang og i de 7 undersøgte aase fandtes ialt 174 opmaalte agre fordelt paa 41 agernumre i markbogen. Byen har 6 gaarde, men desuden har 3 udenbys gaarde jord i bymarken, og udenbys jorden findes i samtlige aase og indgaar i byens solskiftefølge, saaledes at nrr. 1. 3. 4. 5. 7 tilhører indenbys brugere og nrr. 2. 8. 9. 10 tilhører udenbys brugere. Nrr. 1 og 5 har oprindelig været selvstændige ejendomme, og deres jord ligger ikke sammen i aasene, men de bruges i 1688 af samme ejer og er sat i hartkorn under eet, ligesom de to ejendomme er opført sammen i markbogens ekstrakt.

Landskiftet i Fredsted er et meget regelmæssigt solskifte uden nævneværdige afvigelser fra en streng gennemførelse af princippet, og alle gaardene har andel i samtlige aase, og har deres andel i hver aas liggende samlet. Vi kender et rebningsbrev fra Fredsted 1479,[^22] hvoraf fremgaar, at der ogsaa den gang var 6 gaarde i byen, og at jorden var inddelt i 16 otting, saaledes at der ved rebningen blev tildelt ejendommen følgende antal otting i nævnte rækkefølge: 3½, 7, 1, ½, 3½, ½. Ottinginddelingen maa være kendt endnu i 1688, idet det nævnes i markbogen, at der i Fredsted by ligger en otting jord (= 1.4.1.1 td. hartkorn) til Hans Sørensens gaard i Starup, som er pantsat fra Søren Hansens gaard sammesteds. I matriklen 1688 er gaardene 1 + 5 ansat til 7.3.—.1. td. hartkorn, nr. 3 til 5.1.—.—., nr. 4 til 4.3.—.—. td., nr. 6 til 1.—.3.—.2. td. og nr. 7 til 1.1.1.2. td. Man kan altsaa ikke umiddelbart vente at finde nogen forbindelse mellem rebningen 1479 og landskiftet i 1688, medmindre man vil forsøge at udrede forholdet mellem inden- og udenbys ejendomme, hvad der i hvert fald falder udenfor rammerne af nærværende undersøgelse. Jeg vil derfor indskrænke mig til at undersøge forholdet mellem den jord, der ligger til byens egne gaarde, og landskiftet.

Eftersom landskiftet i Fredsted udviser et saa regelmæssigt billede, skulde man vente, at forholdet mellem de enkelte gaardes andele i aasene var konstant fra aas til aas, ligesom tilfældet var i Lilleballe og Bagsværd. Dette er imidlertid ikke tilfældet. I nedenstaaende tabel er opført en fortegnelse over de enkelte gaardes samlede agerbredder i hver af de 7 undersøgte aase. Ved siden af breddetallene er anført gaardenes procentvise andel i aasen maalt efter agerbredderne. Endelig findes i tabellens to sidste rubriker hver gaards samlede agerbredder i de undersøgte aase og hver gaards procentvise andel i den samlede agerbredde i aasene.

[Tabel: Gaardes agerbredder og procentvise andel i Fredsted — 7 aase, skifter 1–7]

Det fremgaar heraf, at den procentvise fordeling af den samlede agerbredde i de 7 aase meget godt svarer til forholdet mellem gaardenes hartkorn, der ligeledes nogenlunde stemmer med forholdet mellem deres respektive samlede arealer. Dette siger jo i sig selv ingenting, da det er en ret stor del af byjorden, som derved er inddraget under undersøgelsen, hvorfor vi naturligvis maa nærme os det samlede resultat, som jo paa forhaand er givet. Det er imidlertid paafaldende, at der er ret store afvigelser i forholdet mellem de enkelte gaardes agerbredder fra aas til aas, medens dette forhold i Lilleballe og Bagsværd var konstant. Arent Berntsens simple delingsmaade synes altsaa ikke at have været anvendt trods det regelmæssige kortbillede, som byjorden frembyder.

Uregelmæssighederne er dog ikke større, end at vi kan danne os et nogenlunde billede af rebningens forløb. Gaardenes andel i de to første skifter svarer nogenlunde til deres andel i hele byens agerjord. Dernæst vil man bemærke, at de andele, der tilfalder gaardene 5, 6 og 7 absolut maalt ikke varierer væsentligt, selv om de smaa absolutte størrelser, der her er tale om, giver ret stor variation i andelenes relative størrelse. Som størrelsesgruppe betragtet holder de tre gaarde sig dog i alle aasene paa et konstant niveau, idet de overalt er de 3 mindste gaarde, hvis tilliggender absolut maalt kun afviger ganske lidt fra hverandre. Dette svarer til forholdet mellem disse gaardes respektive samlede arealer.

Der gør sig noget større absolutte variationer gældende for de tre første gaardes vedkommende, men variationerne er dog heller ikke her større, end at disse gaarde i alle 7 aase tilhører den samme størrelsesgruppe, som de tre største gaarde i byen, og der er overalt et afgørende skel mellem denne gruppe og gruppen af mindre ejendomme. Derimod ser det ikke ud til, at man kan finde bestemte principper for de afvigelser, der finder sted, og forsøg herpaa vil formentlig bygge paa rene gætterier.

Saa meget viser fordelingen af agerbredderne i de enkelte aase dog, at man ved rebningen er gaaet frem efter et bestemt fordelingsprincip, og der er overvejende sandsynlighed for, at den rebning, hvorpaa landskiftet i 1688 bygger, i sin tid er blevet foretaget efter den af Arent Berntsen anviste delingsmaade med de modifikationer, som den stærke opdeling i enkeltagre har medført. Hvorledes forholdstallene er blevet forrykket i de enkelte aase, eller om man staar overfor et oprindeligt fænomen, kan vi derimod ikke sige noget om, men udenbys erhvervelser i Fredsted mark har sikkert ikke været uden betydning, ligesom der ved køb og salg kan være sket forrykkelser af størrelsesforholdet mellem de enkelte gaarde.

Brejninge

Det af Henrik Larsen analyserede landskifte i Brejninge, Falsters sdr. herred, er efter hans mening et nogenlunde klart eksempel paa et solskifte, der er udført efter den af Arent Berntsen beskrevne fremgangsmaade.[^23] I Brejninge var der i 1688 19 gaarde og øde jorder. Larsen nævner, at aasenes agertal som regel er afpasset saaledes, at hver gaard kan faa een ager i hver aas, men ofte er der for faa, og de manglende agre maa da søges i andre aase. Foruden de aase, hvori enkelte gaarde mangler andel, er der dog ogsaa aase med et betydeligt større antal agre, end der er gaarde i byen, saaledes hyppigt omkring det dobbelte. I disse aase har een eller flere gaarde altsaa mere end 1 ager, men hver gaard har som regel sine agre liggende samlet.

De nævnte eksempler paa den primitive delingsmaade har alle været solskifter, hvilket ikke er tilfældigt, da en konsekvent og systematisk fremgangsmaade kun kan tænkes foretaget i forbindelse med et virkeligt systematisk skifte. Dette udelukker imidlertid ikke, at fremgangsmaaden kan anvendes ved bolskifterne, og i Horbelev, Falsters sdr. herred, der af Larsen[^24] fremhæves som eksempel paa et bolskifte, findes der som hovedregel ikke flere agre i hver aas, end der er gaarde i byen, og sideliggende dobbeltagre forekommer kun i ringe omfang.

Som paavist af Larsen, har de enkelte bol nogenlunde samme agerbredde, og fremgangsmaaden har altsaa været den, at aasen deltes i et antal lige store dele svarende til antallet af bol, hvorefter hver af disse dele blev udloddet paa bolets medlemmer efter bymaal, og lodderne blev placeret efter solskifteprincippet. Den samme fremgangsmaade er anvendt i Stenderup, Tyrstrup hd., se foran side 263. Hvor skifteformerne er kombinerede, bliver billedet naturligvis mere broget, men den beskrevne fremgangsmaade har jeg ikke fundet anvendt i byer, hvis jord henlaa i en eller anden form for uregelmæssigt skifte, og det er formodentlig ogsaa utænkeligt, at en saa skematisk fremgangsmaade anvendes uden samtidig regulering af agrenes indbyrdes beliggenhed.

Da de enkelte aase i Lilleballe, som foran nævnt, er opdelt i 8 dele efter de enkelte gaardes andel i byen, maa en gaards andel i de forskellige aase fuldstændig afhænge af de paagældende aases størrelse og form. Der synes ikke i Lilleballe at have været noget til hinder for en saadan simpel opmaaling, og i markbogen er hver gaards andel i hver aas opmaalt for sig. Man kan altsaa ikke sige noget om, hvorvidt en gaards andel bestaar af een eller flere højryggede agre, men denne agerform kan da i hvert tilfælde ikke have været saa markeret, at den har hindret en simpel inddeling af aasene. Heller ikke forholdene i Bagsværd synes at have været til hinder for en saadan fremgangsmaade, men den er dog ikke gennemført saa skematisk som i Lilleballe. I Brejninge er de enkelte gaardes andel i aasene i et stort antal tilfælde af nogenlunde den størrelse som den »enhedsager«, der optræder andre steder, og det er svært at se, om der har fundet en simpel inddeling sted, eller om der i et vist omfang er taget hensyn til den gennem pløjningen skabte agerinddeling.

Der kan nemlig ikke være tvivl om, at saadanne praktiske hensyn har været afgørende for karakteren af de allerfleste landskifter. Det er nemlig nemt nok at fastslaa, at en aas skal deles i saa og saa mange dele, men man maa erindre, at bøndernes maaleteknik var meget ringe, og at der var store praktiske vanskeligheder forbundet med at dele en højrygget ager et eller andet sted paa ryggens sider eller midt gennem højdelinjen. Hvor bymarken igennem maaske aarhundreders uændrede brug har været delt i talrige højryggede agre, der ikke afveg væsentligt fra hinanden i bredden, maa bønderne nødvendigvis tage praktiske hensyn hertil ved en eventuel rebning af jorden.

Der er da ogsaa ret langt imellem eksemplerne paa anvendelsen af Arent Berntsens simple delingsmaade, og ved de allerfleste rebninger, der er foretaget, efter at landskiftet har faaet sin endelige form, har det været nødvendigt at tage vidtgaaende hensyn til inddelingen i højryggede agre. Dette hensyn kunde tages paa forskellig maade. Dels kunde man samle saa mange sideliggende agre i et samlet jordstykke (slade) til den enkelte gaard, at denne derigennem nogenlunde fik tildelt den andel i aasen, som vilde være fremgaaet af en simpel deling af aasen, dels kunde man fordele de bestaaende agre paa gaardene efter tur, saaledes at ingen gaard fik flere agre liggende samlet, men derimod flere agre spredt ud over den samme aas.

Torrild

Et eksempel paa den førstnævnte fremgangsmaade har vi i landskiftet i Torrild by i sognet af samme navn, Hads hd.[^25] Byen har 22 gaarde, og der findes i marken desuden noget kirkejord og degnejord. Gaardene kaldes alle helgaarde undtagen markbogens nr. 6, der betegnes som halvgaard, og nrr. 16 og 19, der betegnes som bol. Byen er rebet i 1573 og indholdet af rebningsbrevet er bevaret.[^26] Rebningen er foretaget paa grundlag af landgilde og skyld efter de sædvanlige rebningstakster, se foran side 288, og ved takstberegningen er det udfundet, at 4 af byens daværende 21 gaarde skal have 15 reb, 1 gaard skal have 10 reb, 1 gaard 9 reb, 7 gaarde skal have 7 reb, 2 gaarde 6 reb, 2 gaarde 4 reb, 2 gaarde 3 reb, 1 gaard 2 reb og 1 gaard 1 reb. Hvis hver enkelt aas, i overensstemmelse med den simple delingsmaade, skulde deles efter disse forholdstal, vil det forudsætte større regnekunst og evne til landmaaling, end man med sandsynlighed kan antage hos de bønder, der havde faaet hvervet som rebningsmænd. Jeg synes, at man næsten paa forhaand kan gaa ud fra, at forholdstallene kun har været anvendt til at regulere det endelige resultat af rebningen paa en saadan maade, at enhver har faaet, hvad han har krav paa efter sin skat og skyld, men det er formentlig utænkeligt, at rebsmændene skulde kunne have arbejdet med dette mylder af forholdstal ved delingen af de enkelte aase. Gaardenes samlede areal i 1688 er dog ikke i overensstemmelse med de nævnte forholdstal, og senere forskydninger maa altsaa have fundet sted. Vi vil i det følgende undersøge, paa hvilken maade den rebning, som ligger til grund for landskiftet i 1688, kan være foretaget.

Aasene er delt i et stort antal agre, de største har op imod 200, og disse agre har en bredde fra ca. 5 til ca. 20 alen. Gennemsnitsbredden er dog i de allerfleste aase ca. 13 alen. Det vil heraf ses, at der er betydelig flere agre i en aas, end der er gaarde i byen, og de agre, der her er tale om, maa være de enkelte agerrygge. Den indbyrdes beliggenhed af gaardenes andele er ordnet efter et ret konsekvent solskifte, men medens hver gaard i Fredsted har sine agre i hver aas liggende samlet, er dette ikke tilfældet i Torrild. Ganske vist har de fleste gaarde 2 eller flere agre liggende samlet, men dette er som regel ikke nok til at udnytte alle aasens agre, og man begynder derfor forfra paa solskifteserien, saaledes at systemet frembyder en kombination af den fremgangsmaade, vi kender fra Lilleballe og Bagsværd, og de solskifter med enkeltagre, som vi nedenfor skal omtale under analysen af landskiftet i Kongens Tisted.

Samtlige Torrilds agre er nummereret i markbogen, men sammenliggende agre, der tilhører samme gaard, er opmaalte under eet, altsaa præcis den modsatte fremgangsmaade af den i Fredsted anvendte.

Formaalet med undersøgelsen maa herefter være at søge klarlagt, efter hvilke principper agerfordelingen mellem gaardene har fundet sted, og udgangspunktet maa derfor være det faktiske forhold mellem gaardene paa det tidspunkt, hvorfra vort kendskab til landskiftet stammer, altsaa 1683. Jeg vil derfor først opstille gaardene i en størrelsesfølge bestemt af deres samlede arealer i 1683, hvilket for øvrigt viser sig at svare nogenlunde til en størrelsesfølge, opstillet efter hartkorn. Naar denne størrelsesfølge er opstillet, udfindes de enkelte gaardes samlede agerbredder i et antal nogenlunde regelmæssigt skiftede aase, og derefter opstilles gaardene i en størrelsesfølge bestemt af disse bredder. Paa denne maade maa det kunne opklares, om gaardenes ideelle andel i byjorden har været afgørende for tilmaalingen af agerbredde. Nedenfor bringes i første række (I) størrelsesfølgen efter areal og i anden række (II) størrelsesfølgen efter de samlede agerbredder i 5 aase med ialt 388 agre:[^27]

I: 22. 10. 15. 20. 11. 1. 18. 5. 21. 3. 17. 12. 13. 4. 14. 7. 8. 9. 2. 6. 16. 19.

II: 18. 10. 1. 15. 11. 22. 17. 5. 14. 7. 13. 9. 12. 4. 3. 8. 2. 6. 21. 20. 16. 19.

Der er naturligvis adskillige lighedspunkter mellem de to størrelsesfølger, men paa den anden side er der afgørende forskelle, som bliver særligt fremtrædende, naar det oplyses, at gaard nr. 22 er væsentligt større end de andre, nemlig 9.7.—.1. td. hartkorn mod nr. 18's 5.6.1.—. td. hartkorn, og at nr. 21, der efter agerbredderne er den fjerdesidste, har 5.1.1.1. td. hartkorn, medens nr. 2, der er fjerdesidst efter areal, har 3.1.1.2. td. hartkorn. Der er altsaa ikke meget, som tyder paa, at de enkelte gaardes bymaal har været afgørende for udmaalingen af agerbredder i de enkelte aase.

Nu er det imidlertid klart, at selv om man omhyggeligt udvælger de aase, hvis agerbredder skal lægges til grund for undersøgelsen, og selv om man medtager et ret stort antal aase, kan det naturligvis forme sig saa uheldigt, at man alligevel naar frem til en utilstrækkelig repræsentation, fordi undersøgelsen er standset ved en enkelt etape, medens bymændene ved rebningen har haft yderligere udligningsmuligheder. Paa den anden side kan man jo ikke udfinde retningsmetoden ved at medtage samtlige byens agre i undersøgelsen, thi det er jo klart, at skiftet under en eller anden form maa naa frem til en endelig kvotamæssig fordeling af jorden, og dette kan godt ske uden nogen systematisk fremgangsmaade blot ved successivt at holde regnskab med, hvor meget der er tildelt de enkelte gaarde for derefter til sidst, eller efterhaanden som lejlighed byder sig, at udligne de opstaaede differencer ved hjælp af enkelte aase eller indtægter.

Har der været anvendt noget system ved udførelsen af skiftet, maa dette — naar der som her er tale om et solskifte — formentlig allerede finde udtryk i agerbredderne indenfor den enkelte solskifteserie. Vi vil derfor prøve at sammenstille nogle størrelsesfølger, der er udregnet paa grundlag af agerbredderne i forskellige solskifteserier med den forannævnte agerfølge, der er udregnet efter gaardenes areal. Nedenfor bringes derfor i første række (I) størrelsesfølgen efter agerbredderne i 1. serie i Ovenvejs aasen i Kragstrup vang, i anden række (II) en størrelsesfølge udregnet efter agerbredderne i 1. serie i Vesterageraas i vangen af samme navn, og endelig gentages til sammenligning i tredie række (III) den ovenfor nævnte størrelsesfølge efter gaardenes areal. Til den foretagne gruppedeling skal vi straks komme tilbage nedenfor.

gruppe 1	gruppe 2	gruppe 3	gruppe 4	gruppe 5
I: 22	1. 15. 20. 10. 11. 18.	5. 3. 21. 17. 12. 4. 7. 13. 14.	8. 9. 2. 6.	16. 19.
II: 22	1. 15. 20. 11. 18.	5. 4. 12. 21. 17. 13. 14. 7. 3.	8. 9. 2. 10. 6.	16. 19.
III: 22	10. 15. 20. 11. 1. 18.	5. 21. 3. 17. 12. 13. 4. 14. 7.	8. 9. 2. 6.	16. 19.

En foreløbig betragtning af tallene viser, at der er betydelig større overensstemmelse mellem breddefølgen, udarbejdet efter den enkelte solskifteserie og arealfølgen, end der var mellem breddefølgen, udarbejdet efter et stort antal agre, og arealfølgen. Faktisk giver denne opstilling nogen støtte for at antage, at agerbredderne i den enkelte serie er udmaalt efter gaardenes bymaal, og at kun resten af aasen, der falder udenfor en fuldstændig serie, er udlignet uden anvendelse af nogen form for systematik.

Imidlertid vil man ved en nærmere undersøgelse af dette landskifte blive slaaet af den ensartethed i henseende til antallet af sammenliggende agre pr. gaard, som gør sig gældende indenfor de allerfleste fuldstændige solskifteserier. En gaard, som i een serie har to agre liggende sammen, har i næsten alle de andre serier det samme antal. En nærmere opstilling giver følgende resultat:

• Gruppe 1: gaarden nr. 22 har næsten altid 6 agre liggende sammen, i enkelte tilfælde dog kun 5.
• Gruppe 2: gaardene 1. 10. 11. 15. 18. 20 har altid 4 agre liggende sammen.
• Gruppe 3: gaardene 4. 5. 7. 12. 13. 14. 17 har næsten altid 3 agre liggende sammen, dog har de 4 sidstnævnte gaarde 2 agre i et mindre antal serier.
• Gruppe 4: gaardene 2. 3. 6. 8. 9. 21 har altid 2 agre liggende sammen.
• Gruppe 5: gaardene 16 og 19 har altid kun 1 ager ad gangen.

Den herigennem foretagne gruppedeling, der er søgt indordnet i de ovenfor angivne størrelsesfølger, synes i større grad end nogen af de størrelsesfølger, der er udregnet paa grundlag af agerbredder, at svare til størrelsesfølgen efter areal. Kun gaardene 3 og 21 bryder gruppedelingen, idet de efter antallet af agre hører hjemme i gruppe 4, men efter areal i gruppe 3. En fordeling af agrenes antal og ikke af deres bredde er ikke desto mindre en fremgangsmaade, der i den grad sandsynliggøres af de praktiske hensyn, at man formentlig paa det foreliggende grundlag har lov til at fastslaa, at denne fremgangsmaade har været anvendt ved rebningen af Torrild. Denne antagelse støttes af det forhold, at heller ikke delingen af aase med et antal agre, der er mindre end antallet af agre i den sædvanlige solskiftefølge, synes at være udmaalt efter agerbredder, tværtimod kan man i saadanne aase konstatere en større uoverensstemmelse mellem størrelsesfølgerne efter henholdsvis areal og agerbredderne i det paagældende agerskifte. Det gælder i udpræget grad Kragstrupvangens 5. skifte, der bærer navnet »½ halft maal«. I denne aas har alle gaardene agre i den sædvanlige rækkefølge, dog har gaard nr. 13 en ekstraager som hovedager. Aasen bestaar (foruden hovedageren) af 31 agre, medens en sædvanlig solskifteserie har 65 agre, i variantformen 61. Det har altsaa været nødvendigt at reducere antallet af agre, som lægges til de enkelte gaarde.

Ved en rebning som den, der er foretaget i Bagsværd og Lilleballe, vilde man have opdelt aasen efter gaardenes bymaal og ikke spekuleret paa, hvor mange agre der herefter tilfaldt hver enkelt gaard, men i Torrild har agertallet aabenbart haft en afgørende betydning, hvilket allerede fremgaar af navnet paa den nævnte aas, som netop peger paa, at aasen indeholder halvt saa mange agre som en sædvanlig solskifteserie. Man har da efter bedste evne forsøgt at gennemføre reduceringen efter denne maalestok, men man har sikkert ogsaa taget et vist hensyn til væsentlige forskelle i agerbredderne, thi der er i hvert tilfælde ikke tale om nogen matematisk eller tilnærmelsesvis halvering af agertallet. 9 af gaardene har 2 agre, medens resten har 1 ager.

Skal vi paa dette grundlag forsøge en samlet karakteristik af rebningen i Torrild, maa man først gaa ud fra, at agrene har eksisteret i den i 1683 kendte skikkelse allerede paa rebningens tid. Rebningsmændene har derfor delt gaardene i bestemte grupper efter deres bymaal og fastsat, hvor mange agre hver gaard skulde have i en normal solskifteserie. I hver aas er man derefter begyndt med at tildele gaardene det antal agre, som svarer til, hvad de skulde have herefter, alt eftersom der var plads til een eller flere solskifteserier i den paagældende aas. Hvad der ved dette systematiske skifte er tildelt hver enkelt gaard, er blevet opmaalt ved hjælp af reb, og de dele af aasene, som ikke dækkes af de sædvanlige solskifteserier samt eventuel særjord i indelukker o. lign., er da blevet anvendt til en udligning af de afvigelser fra bymaalet, som den beskrevne fremgangsmaade havde ført med sig, saaledes at det samlede resultat blev i overensstemmelse med bymaalene.

Naar Ole Widding[^28] synes at antage, at antallet af agre (d.v.s. andele) i aasene ved solskiftet altid er afpasset efter antallet af gaarde i byen, stemmer en saadan opfattelse ikke med markbøgernes oplysninger, og der findes ogsaa i Skaane solskifter, hvor enkeltagrene er fordelt efter tur, saaledes at ingen gaard fik flere agre liggende sammen, men derimod flere spredt liggende agre i samme aas.

Kongens Tisted

Et eksempel paa et saadant solskifte har vi i Kongens Tisted, Gislum hd. Ifølge Kong Valdemars Jordebog bestaar byen af 6 bol, der er vurderet til 6 mark guld, og ved en rebning i 1538[^29] har byens 13 gaarde faaet tillagt lige store tilliggender i ager og eng, nemlig hver i forholdet 6 favne ager og 12 favne eng. Af markbogen fra 1683 (nr. 1279) fremgaar det, at byen stadig har 13 gaarde, og at de er lige store saavel efter den gamle som efter den nye matrikel. Jorden er delt i 9 aarsgøder, hvoraf 5 besaas, medens de 4 ligger brak. Agrenes bredde varierer ikke særlig stærkt, men holder sig omkring et gennemsnit af ca. 15 alen.

Det interessante ved landskiftet i Kongens Tisted er, at der ikke er det mindste spor af en inddeling af aasene efter antallet af gaarde. Udgangspunktet for rebningen har tydeligt været de eksisterende agerrygge, og disse er blevet fordelt paa gaardene med 1 til hver i konstant rækkefølge. Paa denne maade kan der i en aas, alt efter antallet af dennes agre, forekomme flere konstante agerfølger, saaledes optræder den komplette følge 3 paa hinanden følgende gange i Skradts Bats aarsgødes 1. skifte, der har 42 agre. Derimod er det ikke den samme gaard, som faar tildelt den første ager i hver aas, og tildelingen begynder altsaa som regel et sted inde i den konstante agerfølge og fortsætter derefter følgen ud for derefter at begynde forfra. Maaske bestemmes det ved lodtrækning, hvem der skal ligge først i aasen, men vi har intet vidnesbyrd herom.

Det følger af den beskrevne inddelingsmaade, at forholdet mellem gaardenes agerbredder i en bestemt aas ikke behøver at svare til gaardenes bymaal, og at dette heller ikke kan udfindes ved at udregne agerbredden indenfor den konstante agerfølge i en aas. Rebningen maa altsaa i landskifter af denne art have indskrænket sig til en successiv opmaaling af, hvor meget der er tilfaldet den enkelte gaard, saaledes at man — efterhaanden som agerfordelingen skrider frem — kan udligne de forskellige udsving fra det rette bymaal. I Kongens Tisted er der meget, som tyder paa, at enkelte aase, hvor den sædvanlige agerfølge helt er opgivet, har været anvendt til en samlet efterregulering, men der er naturligvis ogsaa mulighed for at anvende de rester af aasene, som bliver tilbage, naar man har været helt igennem solskiftefølgen, til dette formaal.

I Skaane findes eksempler paa saadanne landskifter i Västra Känstorp og Hyllie, begge Oxie hd.[^30]

Uregelmæssige landskifter

Denne delingsmaade synes at være fremherskende i de landskifter, som Henrik Larsen betegner som uregelmæssige, saaledes i Vindeby, Lollands Nørre hd., hvor der dog optræder gaardgrupper, og Grindløse, Skam hd., hvor saadanne gaardgrupper ikke kan paavises.

De byer, hvis landskifter vi hidtil har gjort til genstand for en højere undersøgelse, har enten været sol- eller bolskiftede. Hverken principielt eller praktisk skulde der imidlertid være noget i vejen for, at byer, hvis jorder ikke er skiftet efter eet af disse systemer, har et landskifte, hvor udmaalingen af agerbredder eller tildelingen af et antal agre staar i et fast forhold til den enkelte gaards bymaal. Imidlertid kender jeg intet eksempel herpaa, og det er vel ogsaa usandsynligt, at saadanne eksempler findes i større udstrækning, eftersom der ved en saa systematisk rebning, som en saadan fordeling forudsætter, formentlig ogsaa altid vil blive sørget for en regulering af agrenes indbyrdes beliggenhed i overensstemmelse med sol- eller bolskifteprincippet.

Rødby og Fodslette

I sine undersøgelser af et par landskifter paa Lolland fremdrager Ole Widding landskiftet i Rødby som eksempel paa et skifte, hvor der hverken er regelmæssighed at spore i agrenes indbyrdes beliggenhed eller noget konstant forhold mellem agerbredder og bymaal.[^31] Vi vil afslutte denne gennemgang med en undersøgelse af et lignende landskifte, nemlig landskiftet i Fodslette i Langelands Søndre hd.[^32]

Fodslette har 17 gaarde og 9 huse, og dens jorder er delt i 4 vange. I enkelte aase findes der udenbys jord, saaledes især i Vestrevangs 10. skifte, Ringtofteaasen. Aasene er inddelt i et meget stort antal agre, i de allerfleste tilfælde adskillige gange flere, end der er gaarde i byen. Agrenes bredde varierer ganske betydeligt fra ca. 5 alen til ca. 70, men trods disse variationer er der næppe tvivl om, at hver enkelt af dem udgør en enkelt ryg. Gaardenes andel i aasene varierer stærkt, og alle gaarde har langt fra andel i samtlige aase, saaledes findes der blandt Vestrevangs samtlige 17 aase kun een eneste, hvori samtlige gaarde har andel, og af Sønderskovsvangens 3 aase er der heller ikke mere end een, hvori alle har andel, men denne ene bestaar ogsaa af 124 agre at fordele paa de 17 gaarde. Rækker af enkeltagre tilhørende forskellige gaarde og samlinger af agre (slader) tilhørende en enkelt gaard skifter i alle aasene. Af Vestervangs 390 nummererede indenbys agre er de 172 enkeltagre, medens resten er samlet i større og mindre slader.

Landskiftet i Fodslette gør altsaa allerede ved første øjesyn et yderst uregelmæssigt indtryk, og dette indtryk bekræftes i høj grad ved den nærmere undersøgelse. Der er ikke tale om nogen antydning af solskifte, men der findes dog i mange aase nogle gaardgrupper, der omfatter næsten alle gaardene. Følgende grupper kan udskilles: A, der omfatter gaardene 17 og 18, B, der omfatter 3. 5. 6, C, der omfatter 4 og 14, D, der omfatter 8. 11. 12. 16 samt E, der omfatter 1. 7. 2. 9. Ingen af gaardgrupperne er solskiftede, men de lodder, der hører til samme grupper, forekommer i en stadig vekslende indbyrdes beliggenhed. Mange aase viser dog intet spor af denne gruppedeling, og alle gaardene har jord udenfor gruppedelingen, ligesom der i aase, hvor grupperne forekommer, tillige findes agre udenfor gruppedelingen. I nogle aase forekommer grupperne flere gange, saaledes forekommer samtlige grupper 3 gange i Højebjerg aasen i Sønderskovsvang. I hele Sønderskovsvangen forekommer gruppe A 3 gange, grupperne B, C og E 4 gange og gruppe D 5 gange. Grupperne i denne aas omfatter 156 af aasens 196 nummererede agre (heri er de særskilte indtægter og indelukker ikke medregnet). Gruppernes samlede agerbredder er forskellige indenfor den samme aas og synes overhovedet ikke at staa i noget bestemt forhold til hverandre, ligesom gruppernes indbyrdes størrelsesforhold, maalt efter agerbredderne, varierer stærkt fra aas til aas. Der er altsaa ikke tale om noget bolskifte.

Det er naturligvis vanskeligt at udtale sig om, hvorledes en saadan indbyrdes beliggenhed af agrene er opstaaet, men der er meget, som taler for, at Henrik Larsens teori om, at saadanne grupper er opstaaet ved en gradvis opdeling af blokke, kan være rigtig i dette tilfælde, saaledes at jord, der ligger i gruppe sammen, er udskilt fra den eller de samme gaarde. Nogen anden forklaring kan jeg i hvert tilfælde ikke give, medmindre man vil antage, at der er tale om et oprindeligt bolskifte, hvoraf nu kun nogle sørgelige rester er bevaret. Intet tyder dog herpaa.

Vender vi os fra spørgsmaalct om agrenes indbyrdes beliggenhed til spørgsmaalct om en eventuel forbindelse mellem bymaalet og fremgangsmaaden ved en eventuel rebning, staar vi næsten lige saa hjælpeløse. Ifølge markbogen er gaardene 3 og 6 helgaarde, 7. 9. 12. og 14 er ¾-gaarde, 1. 2. 4. 5. 8. 11. 15. 16 og 17 er ½-gaarde, 13 er ⅜-gaard og 10 er en kvart-gaard. Denne gruppering svarer meget godt til den størrelsesfølge, der kan udregnes paa grundlag af de enkelte gaardes samlede areal i 1688 med den undtagelse, at gaard nr. 16, der regnes for en halvgaard, har det næstringeste areal og hartkorn. Vi holder os derfor til en gruppering paa grundlag af størrelsesfølgen efter areal.

Vi kan derefter udregne de enkelte gaardes agerbredder i en aas, og jeg har valgt den ovenfor nævnte Højebjerg aas, der har 124 agre. Det bemærkes, at de unummererede ekstrastykker, hvoraf der er 12 i aasen, er medregnet. Den størrelsesfølge, der kan udregnes paa grundlag af disse agerbredder (I), kan derefter sammenlignes med størrelsesfølgen efter areal (II):

I: 6. 3. 17. 15. 14. 12. 7. 4. 8. 1. 11. 9. 5. 2. 10. 16. 13.

II: 6. 3. 7. 9. 14. 12. 8. 11. 1. 5. 2. 15. 17. 4. 13. 16. 10.

Der er ikke meget, som tyder paa, at man har taget hensyn til de enkelte gaardes bymaal ved udlodningen af agrene i aasen. At de enkelte gaardes samlede agerbredder i hele vangen stort set svarer til arealfølgen, kan ikke undre, da bymændene naturligvis maa have krav paa at faa deres jord ligeligt fordelt mellem alle byens vange, men fra aas til aas veksler fordelingen meget stærkt i Fodslette. Til yderligere vidnesbyrd herom bringes nedenfor en tabellarisk opstilling over hver gaards agerantal i hver enkelt aas i hele Vestervangen. Ekstrastykker og udenbys agre er ikke medregnet.

[Tabel: Gaardenes agerantal i Vestervangens aase i Fodslette]

Da de enkelte agerbredder varierer meget stærkt, kan vi heller ikke forvente at finde nogen sammenhæng mellem det antal agre, der er tildelt de enkelte gaarde og størrelsesfølgen efter areal. Dette er da heller ikke tilfældet, ikke engang naar antallet af agre, der er tildelt de enkelte gaarde i hele Vestervang, tages i betragtning.

Skal vi forsøge at danne os et billede af, hvordan landskiftet i Fodslette er blevet til, har vi faktisk ikke meget at holde os til. Der har formentlig en gang fundet en generel rebning sted, men dette kan dog ikke fastslaas med sikkerhed. Da delingsenheden overalt er den naturgroede, højryggede ager, kan landskiftet meget vel være opstaaet gennem successive og partielle ombytninger af agrene samt deling af gaarde. Hvis vi gaar ud fra, at en generel rebning har fundet sted, saaledes som Ole Widding antager det for saa vidt angaar landskiftet i Rødby, vilde det naturligvis have den største interesse, dersom man havde noget grundlag for at fastslaa, hvorledes de enkelte aase var blevet delt, men vi har faktisk kun gisninger at holde os til. Ole Widding udkaster den tanke, at landskiftet i Rødby, hvis oprindelse han ikke kan fastslaa, eventuelt kan være bestemt af bymændenes viden om jorden og om udsæd og avl, eller at gaardenes skyldsatser har været lagt til grund ved beregningen af den enkeltes andel. Maaske — siger han — har delingen af jorden været foretaget skifte for skifte, og gaardenes andel beregnet efter deres andel i den jord, der ved udlodningen blev inddraget i et skifte. I saa fald maa de spredte agre til samme gaard skyldes en bonitering eller senere forskydninger.

Det er imidlertid to vidt forskellige synspunkter, Ole Widding paa denne maade sammenstiller. Paa den ene side et eller andet grundlag for at udfinde den enkelte gaards andel i den samlede byjord — bymaalet — og paa den anden side en fordelingsmaade, som overhovedet ikke lægger noget bymaal til grund for rebningen. Hvor der findes et bymaal — uanset om dette er udregnet ved hjælp af bolinddeling, otting, skat, skyld eller simple forholdstal uden kvalitetsbetegnelse — og dette bymaal har været lagt til grund for rebningen, og hermed menes naturligvis selve fremgangsmaaden og ikke det endelige resultat, der principielt altid maa være i overensstemmelse med bymaalet, hvad enten et saadant erkendes eller ej — maa dette bymaal fremtræde som afgørende for delingen af de enkelte aase.

Det er aasen, der er grundlaget for rebningen, saaledes som vi særlig klart ser det ved anvendelsen af Arent Berntsens simple delingsmaade, og det er ved aasens deling, at forholdstallene faar deres betydning. Naturligvis kan der forekomme visse modifikationer heri, saaledes at forholdstallene kun gør sig gældende i en del af aasen, medens resten anvendes til udligning af de forekomne afvigelser fra bymaalene, men i saa fald maa dette kunne paavises ved at undersøge et større antal aase under eet. Naar man i landskifter som Rødbys og Fodslettes overhovedet ikke er i stand til at konstatere noget konstant forhold mellem gaardenes agerbredder eller mellem antallet af deres agre, er dermed afgjort, at bymaalet ikke har haft nogen indflydelse paa rebningens udførelse, og der er derfor heller ikke noget fornuftigt formaal med at spekulere paa, hvorledes bymændene eventuelt har udfundet et bymaal, thi ligegyldigt om de har gjort det eller ej, og paa hvad maade de eventuelt har gjort det, viser landskiftet, at det i hvert tilfælde ikke har haft nogen indflydelse paa rebningen. Vi forudsætter altsaa stadig, at der overhovedet er foretaget en generel rebning.

Derimod kan der godt ligge en løsning af dette og lignende problemer i Ole Widdings tanke om, at delingen af jorden er foretaget skifte for skifte, og at man i hvert skifte har lagt forholdet mellem gaardenes faktiske besiddelser i det jordstykke, som skiftet omfatter, til grund for rebningen. Hvor faste bymaal er gaaet ud af brug, maa forholdet mellem de faktiske besiddelser have en ganske betydelig indflydelse. Vi har saaledes oplysninger om, at de store jordrebninger i Skaane efter landsdelens overgang til Sverige i stort omfang fandt sted paa grundlag af bymændenes faktiske besiddelser, og det samme gælder i et vist omfang rebningerne i Sønderjylland i de tilfælde, hvor ottinginddelingen ikke længere svarede til de faktiske forhold. Det er derfor heller ikke usandsynligt, at den faktiske jordbesiddelse ikke alene har været afgørende for bymændenes samlede besiddelse efter rebningen, men at dette princip har været anvendt ved skiftet af hver enkelt aas. Denne fremgangsmaade indebar jo først og fremmest den fordel, at besidderne af særlig god jord slap for at give afkald paa denne til fordel for lige andel i den gode og den daarlige jord, og for rebningsmændene har det sikkert ogsaa været lettere at udregne forholdet mellem gaardene i de enkelte aase, end at skulle udregne forholdet mellem de samlede besiddelser.

Sammenfatning

Det grundlæggende synspunkt for de foretagne undersøgelser har været ønsket om at betragte landskiftet ud fra bylagets synsvinkel og især sammenholde principperne for landskiftets udseende med fremgangsmaaden ved den rebning, hvormed skiftet er gennemført, idet jeg overalt har anvendt rebning som et udtryk for skifteforretningen i almindelighed. Anlægger man ikke et saadant synspunkt, vil en bearbejdelse af markbøgernes vældige materiale let kunne føre til en art abstrakt talmagi.

En gennemgang af det foreliggende materiale har dernæst ført til udskillelsen af følgende principielt forskellige spørgsmaal: 1) hvilke principper har været afgørende for aasens inddeling, 2) hvilke principper har været afgørende for den indbyrdes beliggenhed af de agerlodder, der blev resultatet af aasens inddeling, og 3) hvilke principper har været afgørende for fastsættelsen af størrelsen af den enkelte gaards andel i hver enkelt aas? Det har været et grundlæggende synspunkt for undersøgelsen, at disse 3 spørgsmaal alle er af afgørende betydning for landskiftets karakter, og at de alle maa behandles i relation til hinanden, hvilket igen fører til nødvendigheden af at rekonstruere fremgangsmaaden ved de foretagne rebninger. Dette er forsøgt i nogle repræsentative tilfælde.

Ad 1). Den simpleste delingsmaade er at dele hver aas i lige saa mange stykker, som der er gaarde i byen, og lade hver gaards bymaal være afgørende for størrelsen af dens andel i aasen. Denne fremgangsmaade kan anvendes, hvor inddelingen i højryggede agre ikke er saa markeret, at en deling af den enkelte ryg gør fremgangsmaaden for besværlig eller umulig, eller hvor aasen bestaar af et stort antal meget smalle agre, der gør det muligt at lade delingslinjerne følge en agerren uden derved at forskubbe delingsgrundlaget væsentligt. Fremgangsmaaden ses kun anvendt ved sol- og bolskifter, men er paa den anden side ikke anvendt ved alle solskifter.

Hvor aasene bestaar af et stort antal smalle, højryggede agre, vil terrænet kunne frembyde store hindringer for anvendelsen af den simple delingsmaade, og her har man taget et større eller mindre hensyn til den bestaaende inddeling i rygge. Aarsagen til en saadan hensyntagen kan ogsaa have været, at byen har haft et stort antal gaarde med stærkt varierende bymaal, saaledes at rebningsmændene har haft vanskeligt ved at arbejde med de indviklede forholdstal og søge dem overført paa jorddelingen. Den mest konsekvente hensyntagen til ryggene finder vi i landskifter af Kongens Tisteds type. Her har man tildelt gaardene een ryg ad gangen i solskiftefølge, og naar alle gaardene havde faaet en ryg hver, begyndte man forfra, og dette gentog sig, indtil alle aasens rygge var fordelt. Paa denne maade fik hver gaard flere agre liggende paa forskellige steder i den samme aas.

Den sidstnævnte delingsmaade er ikke særpræget for de solskiftede byer, vi finder den saaledes ikke mindst anvendt i de uregelmæssige lodskifter, for eks. Vindeby og i flere af Fodslettes agerskifter. De fleste agerskifter i Fodslette er dog eksempler paa en helt uregelmæssig inddeling, idet gaardene som regel har flere rygge liggende side om side ligesom i det solskiftede Fredsted, men de har ogsaa flere agergrupper beliggende forskellige steder indenfor den samme aas ligesom i Kongens Tisted, dog uden at man, som i denne by, kan spore noget grundlæggende princip for fordelingen. Der er grund til at tro, at saadanne former for aasenes opdeling kun forekommer i byer, hvor et egentligt bymaal ikke har været lagt til grund for rebningen af de enkelte aase. Hvor den nævnte delingsmaade optræder i et uregelmæssigt landskifte, er det som regel næsten umuligt at konstatere, om der overhovedet nogensinde har fundet en generel rebning sted. Det er saaledes tvivlsomt, om dette er tilfældet i Fodslette.

Ad 2). Den indbyrdes beliggenhed af gaardenes andele i hver aas har hidtil været et hovedemne for undersøgelserne af landskiftet, det er nemlig denne beliggenhed, der er afgørende for landskiftets karakterisering som solskifte, bolskifte eller Henrik Larsens uregelmæssige landskifter. Hele spørgsmaalct opstaar kun ved de systematiske lodskifter. Jeg har paapeget, at andelenes indbyrdes beliggenhed principielt ikke staar i forbindelse med spørgsmaalct om principperne for aasens opdeling, og vi har set, at begge de under 1) nævnte hovedtyper af delingsmaader kan anvendes ved solskifter, medens paa den anden side Arent Berntsens primitive delingsmaade kun er set anvendt ved sol- og bolskifter.

Som en mellemform mellem sol- og bolskifter paa den ene side og de helt uregelmæssige skifter paa den anden side finder man landskifter, hvori der optræder forskellige gaardgrupper. Ofte kan saadanne landskifter være degenererede bolskifter, men i adskillige tilfælde slaar denne forklaring ikke til. I Fodslette finder vi udpræget gruppedeling, som ikke viser tegn paa indbyrdes afhængighed. En saadan inddeling kan naturligvis stamme fra et tidligere bolskifte, hvoraf kun gaardgrupperne er gaaet over i et nyt skifte, eller ogsaa kan de — og det vil sikkert hyppigt være tilfældet — hidrøre fra en deling af ejendomme, der oprindelig har omfattet hele den respektive gaardgruppe.

Ad 3). I de mest systematiske landskifter er bymaalet afgørende for hver enkelt gaards andel i hver enkelt aas. Bymaalet kan være bestemt paa mange maader, men i alle tilfælde maa den resultere i en række forholdstal, og den kvalitetsbetegnelse, der er givet bymaalet, faar altsaa ingen betydning. I nogle solskifter er bymaalet kun afgørende for fordelingen af jorden indenfor den enkelte solskifteserie, medens den jord i aasen, som ikke dækkes af en fuldstændig serie, fordeles paa anden maade. I de mest regelmæssige solskifter fortsætter serien, saa langt aasen tillader det, og de manglende agre maa da søges i andre aase.

Det er imidlertid ikke alle solskifter, hvor bymaalet er afgørende for gaardenes andel i aasen. Dette er saaledes ikke tilfældet i solskifter, hvor inddelingen i agerrygge har været lagt til grund for skiftet. Hvor agerryggene er nogenlunde lige brede, og det vil de vel oftest være i den slags skifter, bliver resultatet, at hver gaard faar lige meget jord i hver solskifteserie, og hvor gaardene er ulige store, maa der altsaa foretages en regulering paa anden maade. Denne ulempe er i Torrild søgt formindsket derved, at der i solskifteserierne tildeles hver gaard et konstant, indbyrdes forskelligt, antal agerrygge, saaledes at dette antal svarer til den paagældende gaards størrelse. I saadanne skifter er det altsaa snarere antallet af agerrygge end agerbredderne, der er afgørende for jordfordelingen.

Endelig findes der landskifter, hvor det ikke er muligt at fastslaa hvilket princip, der har ligget til grund for fastsættelsen af hver enkelt gaards andel i aasene. Jeg er tilbøjelig til at tro, at Ole Widding kommer de virkelige forhold nærmest, naar han antager, at gaardenes oprindelige andel i det jordstykke, der omfattes af aasen, har været afgørende for fordelingen af agrene i den paagældende aas. I denne forbindelse kan opmærksomheden henledes paa de nedenfor side 338 nævnte tilfælde, hvor nogle agre rebes, saaledes at de hverken øges eller mindskes og ikke løber længere ud i ager eller eng, end de har gjort det af arild.

Det vil fremgaa af det foranstaaende, at mange af landskiftets problemer endnu er uløste, og at problemstillingen ikke er saa enkelt, som man sædvanligvis antager. Der er endnu store opgaver for forskningen, men under løsningen af disse opgaver tror jeg ikke, at man kommer uden om i større omfang end hidtil at løse disse problemer under nøje hensyntagen til de forudsætninger, der eksisterede paa den tid, da skiftet blev gennemført ved rebning og for de bymænd, som udførte rebningen.

III. Paabygning. Frapløjning. Skelsætning. Bysag om jordtvist

Landskabslovenes regler indeholder særlige regler om paabygning af anden mands grund eller byens fælles jord. EsjL 11:53, SKL 67 (AS 26–27) og JL 1:51 indeholder den selvfølgelige regel, at ingen bymand maa bygge noget hus paa byens gade eller forte. Gør han det alligevel, skal han fjerne huset, saafremt han har anbragt det med urette. Bøjer han sig for bystævnets paalæg herom, skal han intet bøde, men bliver bymændene nødsaget til at stævne ham paa tinge, og det ved en rebning godtgøres, at han har bygget huset med urette, skal han borttage det og bøde 3 mark til kongen. Kan de ikke blive forligt ved en rebning, maa 12 mænd sværge skellet mellem gade og tofte, og den, der har bygget med urette, skal bøde 3 mark til kongen.

Ifølge SKL skal de, der vil bevise, at den bebyggede grund tilhører hele byen, have bevisret, og derefter skal man udligne alle hustofte ved rebning. Er der nogen, som ikke vil lade tofterne komme til rebning og skifte, skal granderne stævne ham paa tinge eller for kongen eller ærkebispen, der skal fastsætte en lovdag. JL 1:52 henviser afgørelsen af saadanne stridigheder til 12 mands ed om skellet mellem toft og forte. EsjL 11:68, der omhandler den, der anbringer hegn paa en andens toft, er omtalt side 35.

I landsbyvedtægterne er det ikke almindeligt at finde bestemmelser om paabygning, de stammer jo alle fra en tid, hvor bønderne som fæstere ikke selv gennemførte noget synderligt byggeri.[^33]

Hvis en mand bygger paa en anden mands grund, maa denne ifølge JL 1:55 ikke straks nedrive huset, men skal erhverve tingsdom, hvorefter han maa nedrive det ulovlige hus efter 3 lovdages frist. Men rømmer den, der har bygget huset, efter den første lovdag og giver edsbevis paa, at han troede, at han byggede paa sin egen grund, skal han være sagesløs. Men lader han sagen gaa til dom, skal han bøde 3 mark til bonden og lige saa meget til kongen. Det samme gælder, hvis et gærde ad retslig vej skal flyttes. Disse regler gentages i DL 6–15–17.

Hvis en mand bygger hus paa jord, der er i en anden mands besiddelse — og dette gælder, selv om det er hans egen ejendom, naar han dog ikke har ført lovlig proces om den — eller sætter staver paa jord, som er i en andens besiddelse, for saaledes at faa jord fra ham uden lovlig forfølgning, eller ligefrem ulovligt pløjer hans jord fra ham, selv om han ikke er ejer af ejendommen, skal han ifølge EsjL 11:69, selv om han senere kommer i lovlig besiddelse af jorden, ikke desmindre bøde 3 mark til bonden, fordi han ranede hans besiddelse fra ham, men han skal ikke bøde til kongen for sin egen jord.

Men bringer han sine egne huse og sætter dem paa bondens egen jord, som har været i bondens besiddelse, eller som han retteligt har erhvervet, og jordens ejer forlanger 3 mark, da skal han betale det som før, men hvis han ikke efter en vis frist fjerner huset, skal han endnu en gang bøde 3 mark. Det samme gælder, hvis han pløjer bondens jord for at tilrane sig noget deraf eller sætter gærdestaver paa hans jord i samme hensigt. Rejser ejeren sag mod fredsforstyrreren paa tinge for ran, enten for at sætte hus eller staver eller for at pløje ulovligt, skal den skyldige bøde 3 mark til bonden og 3 mark til kongen. I DL 6–15–18 gentages bestemmelsen om paabygning af jord, der er i en andens besiddelse, men som dog retteligt tilkommer den, der bygger, medens resten af lovstedet er udeladt, jfr. DL 6–15–11.

JL 1:55 omtaler det tilfælde, at rebningen af byjorden falder saaledes ud, at den jord, som er tildelt en bonde ved rebningen, kommer til at ligge der, hvor en anden mand har sin bygning. I saa fald kan man ikke tvinge husets ejer til at fjerne det, men hvis han nægter at gøre det, maa han beholde grunden, og den, hvis jord det efter rebningen retteligt er, maa tage til sig af den andens ubebyggede jord i marken lige for lige, reb for reb, jfr. DL 5–10–16.

Endelig indeholder JL 11:72 bestemmelser om afpløjning. For afpløjning bliver ingen ransmand, medmindre han har tilegnet sig jordstykket, efter at det ved lovlig rebning er taget fra ham. Men den, som ompløjer en andens sæd, har altid forbrudt 3 mark til bonden og 3 mark til kongen, selv om jorden er hans egen, for man skal ikke tage sig selv til rette. Saaledes er det ogsaa, hvis en mand slaar en anden mands eng. Men slaar han engen fra den ene ende til den anden, idet han paastaar, at det er hans egen eng, og jorden senere bliver frakendt ham, da bliver han af den grund ransmand. Naar en mand har gjort sig skyldig i afpløjning, i at have høstet ind over agerrenen eller høstet nogen mands sæd, skal han give 12 mands ed paa, at han troede, at jorden eller sæden var hans egen, og han skal derefter aflevere det ulovligt høstede korn eller hø, men skal ikke bøde derfor. Men brister hans edsbevis, skal han ikke alene aflevere høsten, men ogsaa bøde 3 mark til bonden og 3 mark til kongen, jfr. DL 6–15–12 til 13.

Den, som i god tro saar i en andens jord, skal ifølge JL 11:71, der gentages i DL 6–15–11, have erstatning for sin udsæd, men ingen godtgørelse for det udførte arbejde.[^34]

Den samlede regel i JL II:71 og 72 bliver altsaa, at den, der bruger en anden mands jord i god tro, skal aflevere høstudbyttet, men skal have frøgælden erstattet. Pligten til at aflevere høstudbyttet bestemmes nærmere gennem sædvane eller retspraksis, saaledes som det er kommet til udtryk i Rigens Ret § 10:[^35] Er og rigens ret i Danmark, at hvor nogen mand holder en anden mands gods, som er hus, jord, land og slot, og vorder det ham med loven afvundet, da bør den, som godset blev fravundet, tilbagegive den, som vandt det, al sin kost og tæring og alt udbytte, som han har oppebaaret fra den tid, han blev sagsøgt. Det udbytte, der er indvundet før sagsanlæget, kan vindicatus altsaa beholde, hvis han var i god tro. Reglen findes ogsaa tilføjet et haandskrift af Thord Degns artikler, men en bemærkning heri kunde tyde paa, at reglen stammede fra tysk ret. Kolderup-Rosenvinge gør dog i sin kommentar til bestemmelsen[^36] opmærksom paa, at en lignende retssætning er udtalt i et tingsvidne fra 1424,[^37] hvori det hedder: »quod secundum leges dicti regni quicumque detinet vel occupat domum vel agrum vel terras aut castrum, civitates vel aliam rem, si tales res fuerint evicte a illicito detentore, per justiciam tunc victus condemnatur victori ex ipsis factis propter hanc causam et quod etiam talis victus tenetur victori restituere omnia percepta saltem post interpellacionem et petitionem datam et a tempore mote litis.«

Imidlertid er dansk retspraksis paa 1500-tallet ikke helt i overensstemmelse med Rigens Ret, thi det synes fastslaaet, at udbyttet først skal afleveres fra det tidspunkt, dommen er afsagt. I en kongelig rettertingsdom 1578[^38] udtales det saaledes, at oppeborsel af frugter af gods, der besiddes med urette, ikke skal tilsvares af besidderen før end fra den tid, da dommen afsiges. Kolderup-Rosenvinge vil forklare dommen med, at der forelaa et tilfælde af god tro hos vindicatus, men JL taler jo i forvejen kun om det tilfælde, at vindicatus er i god tro, ja selv hvor edsbeviset angaaende den gode tro brister, dømmes han alligevel ikke som ransmand, medmindre han har tilegnet sig jorden, efter at den ved lovlig rebning er blevet frataget ham. Vi kan altsaa ikke af JL slutte, at den ondtroende besidder altid skal yde fuld skadegæld. Rigens Ret synes da ogsaa at gaa ud fra, at reglen om, at udbyttet først skal afleveres fra sagsanlæget, gælder i alle tilfælde, hvad enten vindicatus var i god tro eller ej.

Imidlertid gentager en kongelig rettertingsdom 1580[^39] den tidligere af rettertinget antagne retsgrundsætning, idet den frifinder en sagsøgt for kravet om erstatning af afgrøden, men bestemmer, at dersom det kan bevises, at sagsøgte har brugt ejendommen, efter at der er gaaet endelig dom i sagen, da skal han staa til rette derfor. Ogsaa denne dom har Kolderup-Rosenvinge en forklaring paa, idet han tager den som et udtryk for en fravigelse af hovedreglen i Rigens Ret og mener, at konklusionen antyder, at det er en undtagelse fra reglen, fordi ejendommen aldrig havde været i sagsøgerens besiddelse og heller ikke var tilfaldet ham ved skifte. Der er ifølge Kolderup-Rosenvinge lagt vægt paa den omstændighed, at sagen ikke er forfulgt med sædvanlig stævning men er indbragt for kongen ved en almindelig klage og af kongen henvist til paadømmelse af gode mænd.

Trods Kolderup-Rosenvinges forklaringer tror jeg imidlertid, at man maa gaa ud fra, at de to nævnte rettertingsdomme indeholder den principielle regel for deres tid. Denne opfattelse bestyrkes deraf, at den sidstnævnte dom hyppigt optræder i de private domssamlinger og som regel under overskriften: En dom, at ejendom, som man fravinder, at man ikke bør staa til rette for afgørelsen, uden man bruger den, siden det er ham endeligt fravundet.[^40]

I DL 5–5–4 genindføres den gamle regel, at den, der har nogen ejendom i besiddelse uden kære, og siden fradømmes ejendommen, kun skal svare til den afgrøde, han oppebærer, efter at han bliver tiltalt til tinge. Hvilken betydning vindicatus' gode eller onde tro har haft for retspraksis umiddelbart efter DL er ikke oplyst.

I 1559 indbringes en sag om afpløjning for kongens retterting.[^41] Den sagsøgte bonde forsvarer sig imidlertid med, at han troede, at den paagældende jord var gribsjord, men han dømmes og skal forfølges efter Rigens Ret (og Dele).

For Hvidding herredsting fuldgør ransnævninge i 1635 deres tov vedrørende en mand, der beskyldes for at have gravet torv paa en andens grund,[^42] men efterdi samme jord »er uden lycke«, svor de ham fri for ran. Tilsyneladende betyder dommen, at jord, der ikke ligger indhegnet i vang eller lokke, ikke er beskyttet saa kraftigt som indhegnet jord, men maaske er meningen dog, at den jord, der ikke er hegnet, heller ikke er rebet. Mere klar er en sag for Gørds herredsting 1667,[^43] hvorunder en bonde sigtes som tyv, fordi han i aar og sidste aar har kørt sin nabos rensten op. Det indvendes imidlertid, at den, der flytter rensten (nemlig ved afpløjning), ikke gør sig skyldig i noget tyvestykke. Henvisningen til grundsætningen i JL 11:72 er her klar nok.

I talrige vedtægter findes der bestemmelser vedrørende afpløjning og afslet. Det udtales som regel, at den, der pløjer, saar eller høster over det rette renskel, skal lægge jorden tilbage til den rette ejermand, og hvis han nægter det, skal bymændene syne skellet og afgøre, hvor det retteligt skal ligge.[^44] Naar en bymands skyld er fastslaaet, skal han betale den forurettede den foraarsagede skade, der fastsættes ved udmeldte mænds skøn.[^45] En særlig bestemmelse i Rostrup, Aalborg amt 1738 § 19 (DVV IV:237) fastsætter, at den, der frapløjer en anden mands jord, skal harve det frapløjede og betale den forurettede skaden.

Arent Berntsen bemærker, som nævnt ovenfor, at rebningsforretningen skal gives beskrevet, for at bymændene i fremtiden selv kan afgøre opstaaede jordtvister uden rettens mellemkomst. Vedtægterne indeholder ogsaa talrige vidnesbyrd om, at bylaget har ordnet saadanne tvister uden fremmed indblanding; Arent Berntsen[^46] gør endvidere opmærksom paa, at bønderne i almindelighed ikke maa føre nogen ejendomssag uden husbondens samtykke, men at de, naar marken er rebet, selv maa have lov til at holde justits med, at de fastsatte grænser opretholdes. Til støtte herfor kan anføres reces 1558 § 14, hvorefter jorddrotten ikke skal have varsel om sager vedrørende afslet paa rebet jord.

I en sag for Skam herredsting 1665[^47] omtales, at 4 synsmænd er udmeldt og har afgivet deres afsigt om en frapløjning, og i denne afsigt anføres stykke for stykke, hvor meget hver enkelt har frapløjet. I sagen henvises udtrykkeligt til recessens regel om, at der ikke kræves varsel til husbonden i sager om afpløjning, afslet og afførsel.

Den, der er forurettet, maa henvende sig til oldermanden eller paa bystævnet og bede granderne om at skaffe sig ret. Det almindeligste er da, at oldermanden udpeger synsmænd, der skal syne og granske aastederne og fastslaa, hvor det rette skel gaar. Vi træffer her igen paa de 4 mænd til afgørelse af en tvist,[^48] men nogle steder udmeldes 6 mænd til dette hverv.[^49]

I nogle landsbyer skal alle bymændene møde for at afgøre sager om afpløjning og afslet, og der fastsættes bøder for den, som ikke vil møde og skaffe den forurettede hans ret.[^50] Bymændene skal syne og granske, men man har ikke indtrykket af, at de kan give sig af med en egentlig rebning af marken. Deres opgave bestaar i at finde det gamle skel mellem agrene, altsaa en tilsvarende opgave som sandemændene har, for saa vidt angaar skel mellem byer. Kun en enkelt vedtægt, nemlig Blenstrup, Aalborg amt 1729 § 73 (DVV III:315) paalægger oldermanden sammen med synsmænd at rebe den jord, som paaklages. Det er dog muligt, at der i forbindelse med skeltrætter eller ved den aarlige fastsættelse af skellene mellem agrene har fundet en vis opmaaling sted.

Fra skaanske skildringer fra 1700-tallet ved vi, at bymændene, naar der var tilsaaet, samledes for med skridt og reb at maale deres agre og enge op og udjævne imellem sig. Hvis nogen havde taget fra sin nabo, skulde han lægge det tilbage, og der køres derefter en fure til rigtigt skel mellem agrene. Naar furerne er kørt, samles bymændene til »fureøl«.[^51] Det er formentlig en saadan aarlig fastsættelse af skellene, der er tale om i Sdml. BB III, hvorefter bønder, der vil dele deres agre, skal sætte skelmærker og pløje furer, saaledes som alle synes er ret.[^52]

Ogsaa fra det nuværende Danmark kender vi en aarlig opmaaling nemlig i vedtægten for Blenstrup, Aalborg amt 1729 § 30 (DVV III:304), hvorefter enhver, der har ager og eng, 14 dage før Voldersmissedag skal forsamles og sætte skel og lovligt maal mellem byens enge og andre steder, hvor behov gøres derfor, og menige grander vedtager det, samt Fly sogn, Viborg amt 1747 § 19 (DVV II:157), hvorefter menige grander ved Valborgtid efter loven (?) skal gøre engskel kendelige i alles nærværelse.

Arent Berntsens beretning synes at tyde paa, at man fra myndighedernes side har tolereret, at bymændene selv bilagde mindre jordtvister, man har jo ikke været interesseret i at sætte retsapparatet i gang for bagatellers skyld. Ofte tilhørte al jorden i en landsby den samme jorddrot, og i saa tilfælde var der jo aldrig tale om en egentlig ejendomssag, men det blev i det højeste en sag mellem husbonden og hans bønder. En dom fra 1672 afsagt paa Villands herredsting[^53] giver ovenikøbet udtrykkeligt bysagen fortrin fremfor tingssagen. I løbet af en aarrække havde oldermanden 2 gange udmeldt 4 af de ældste mænd i byen til at afgøre en trætte om et engstykke imellem gæstgiveren og en bymand, og de 4 mænd havde begge gange tilkendt gæstgiveren engen. Imidlertid har 8 mænd, der er udmeldt paa tinge, nu foretaget et nyt syn og kommet til det modsatte resultat, idet de har opgravet en sten, som de mener skal være »hrudesten«. Det hedder herom i dommen: Da eftersom de ældste mænd, som bo i byen jo ved bedre, hvor rette ren og hævd skal være i vangen baade paa ager og eng, vidste dommeren ikke rettere at dømme, end at gæstgiveren jo bør have det engstykke, som de 4 mænd to gange tidligere har tilkendt ham. Dommeren har altsaa ikke været betænkelig ved, at bymændene dømte i en sag, der angik een af deres egne, og at de for saa vidt maa antages at være partiske. Ved de højeste domstole har man sikkert været omhyggelig med ikke at lægge nogen betydning i et vidnesbyrd, som bymænd afgiver i deres egen sag, se nedenfor side 359 f.

Loven paabyder kun, at der skal være skelmærker mellem byerne og mellem særjord og fællesjord, men ikke mellem de enkelte agre i aasene. Ifølge JL II:21 skal der sættes stok eller sten i markskellet mellem byer, og stufjord skal være mærket med sten eller grøft. Ifølge recesserne skal markskellet mærkes med sten og stabel. JL's bestemmelser gentages i DL 5–10–8 og 13.

Ikke desto mindre har man naturligvis heller ikke kunnet undvære visse skelmærker mellem de enkelte bymænds besiddelse i skiftet skov og mark, selv om disse mærker ikke skal sværges af oldinge eller sandemænd. Sædvanligvis har man ladet en strimmel jord ligge upløjet mellem agrene, og en saadan stribe kaldes ofte for en balk,[^54] eller man har omvendt pløjet en dyb fure mellem agrene, se ovenfor side 241. I Troelstrup, Aarhus amt, 1701 § 18 (DVV II:396) skal der mellem mands ager fra begge sider sættes saa meget jord, at der kan blive en »gierre« til skilsmisse mellem agrene.[^55] Nogle steder anvender man ogsaa skelsten mellem agrene,[^56] eller ogsaa nedsættes der trästager til at markere skellet.[^57] Hvor skoven er skiftet, anvendes »grimet eg«, greneg, til at angive skellene.[^58]

Naar en ny mand tiltraadte en gaard i byen, har det været nødvendigt, at han fik sin jord paavist i marken, og i Aarestrup, Aalborg amt 1719 afsnit 16 (DVV III:293) skal oldermanden og 2 af de ældste bymænd gaa med ham til markskellene og fremvise alle skelsten og vise ham, hvor hans ager er i marken.[^59]

I landskabslovene er der ingen særlig straf for den, der flytter skelsten, men en rettertingsdom 1555[^60] stadfæster et nævningetov, der havde svoret en mand til falskner for at have flyttet skelsten. Ved Ginding herredsting havde nævninge oversvoret ham for falsk, men Viborg landsting havde opsat sagen, og sagsøgeren havde ikke taget dom. Ved rettertinget stadfæstes nævningetovet, og sagsøgeren tilkendes sin forfølgning efter »vor og rigens ret«. Kolderup-Rosenvinge mener i en note til dommen, at anvendelsen af falskstraf maaske skyldes paavirkning fra kejser Carls Peinliche Halsgerichtsordnung § 114, der behandler spørgsmaalct i forbindelse med de øvrige arter af falsk. En mand, der var dømt for at flytte skelstene, blev i 1570 frikendt af kongens retterting, idet dommen udtaler, at i en saadan sag skal der efter loven anvendes nævninge, hvorfor sagen henvises til saadan behandling.[^61] Det maa altsaa nu være fastslaaet i retspraksis, at flytning af skelstene straffes som falsk, jfr. JL III:65. DL optager forbrydelsen i samme lovsted som de øvrige falskforbrydelser, nemlig 6–18–1.

IV. Undtagelser fra rebningen[^62]

1. Tiden omkring landskabslovene

A. Ornum

I SKL, JL og VsjL omtales en bestanddel af byjorden, som kaldes ornum. Ordet kommer formentlig af or = udenfor og næma = tage, altsaa undtage, og af landskabslovene fremgaar det, at det var rebningen, ornum skulde undtages fra.

I SKL 72 bestemmes det, at grænserne mellem ornum og anden jord skal fastsættes af 12 oldinge, og ornum forklares i tilslutning hertil af AS 33 som »den jord, som sædvanligvis kaldes ornome, og som en slags forlods ifølge sin anseelses forret (privilegium dignitatis) ikke maa gaa i skifte med andre jorder«. Særpræget ved ornum er altsaa, at saadan jord holdes helt udenfor en rebning af byen. VsjL Ældre Red. 197 svarer til SKL 72.

Medens den skaanske og sjællandske ret uden videre tilkender ornum en saadan fortrinsstilling, er den (formentlig yngre) jyske ret mere skeptisk overfor paastande om, at jord — som ornum — skal holdes udenfor skiftet. JL 1:46 kræver nemlig, at ornum skal have eksisteret i alderstid og være særskilt afmærket enten med sten eller med pæl eller med grøft. Er det ikke afmærket paa denne maade, nytter det ikke at henvise til jordens karakter af ornum, men den gaar under reb sammen med den øvrige byjord. Er afmærkningen derimod i orden, undtager ogsaa JL ornum fra rebningen »fordi den er hele byen uvedkommende«. Strid om, hvorvidt et jordstykke er ornum eller almindelig markjord skal afgøres ved kønsnævn.

Ifølge JL III:53 fastsættes der særlig straf for den, der dræber kvæg, som staar i tøjr paa bondens ornum, som han ejer alene. Her forudsættes ornum altsaa at være indhegnet til enemærke. Baade jyske og sjællandske middelalderkilder oplyser os om ornum, som var omgivet af grøft og grav.[^63]

SKL afgiver ingen støtte for at antage, at ornum skulde kunne opstaa endnu paa lovens tid. Der synes overalt at være tale om en jordnatur, der har sin karakter fra et tidligere stadium af byens udvikling, og JL kræver jo ogsaa direkte, at ornum skal have været af arild. Der kan da formentlig ikke være tvivl om, at ornumjordens særpræg stammer fra et meget tidligt stadium af byens historie, formentlig fra den endelige bosættelse eller i hvert fald den første landnamstid.

Der har været opstillet forskellige teorier om ornumsjordens opstaaen. Steenstrup[^64] mener, at ornum er ældre end byen, idet byen efter hans mening har dannet sig omkring den enlige gaard, der tidligere har indtaget jord til dyrkning. Haff (I, 176 ff) sætter ornums oprindelse i forbindelse med den første bosættelse og mener, at ornum er den jord, som stormændene okkuperede, formentlig den bedste og mest tilgængelige, medens resten af jorden skulde ryddes til de øvriges brug. Ogsaa Erik Arup[^65] antager, at ornum hidrører fra særlig store enkeltopdyrkninger men forudsætter — ligesom Steenstrup — at disse opdyrkninger er foretaget forinden bydannelsen.

Henrik Larsen[^66] har undersøgt en række ornumdannelser efter markbøgerne. Det maa til disse undersøgelser indledningsvis anføres — hvad ogsaa Henrik Larsen er klar over — at det ofte kan være meget svært at konstatere, om et større uskiftet jordstykke i et landskifte fra 1680erne ogsaa virkelig er et oprindeligt ornum, idet senere indtægter og mageskifter kan resultere i et ganske lignende kortbillede. Larsen konstaterer, at ornum altid ligger i nærheden af byens jord, men i en række byer ligger det nær ved den sidst opdyrkede del af byjorden og er altsaa yngre end byen. I andre byer ligger ornum midt i byen og er altsaa i hvert fald ikke yngre, men maaske samtidig med den oprindelige opdyrkning.

Larsen har fundet ornum i en række byer, hvis navne ender paa -by, og slutter heraf, at et oprindeligt ornum har givet byen sit navn, hvad enten byen nu er vokset op omkring ornumgaarden, eller dennes navn er overført paa byen. En række sjællandske -um byer har ogsaa ornum, og Larsen antager ogsaa i disse tilfælde, at bynavnet oprindelig har været navnet paa ornumgaarden. Larsen mener, at det er lidet sandsynligt, at der kan være to ornumjorder i een by, thi ornum og by havde samme ejer (?), og andre gaarde end hans egen har vel ikke haft ret til at optage jord, og mere end 1 stor gaard har den paagældende vel ikke haft i en by. Larsen antager altsaa en oprindelig afhængighed af en stormand (formentlig fødselsadel), som hverken lovene eller de øvrige middelalderkilder afgiver vidnesbyrd om, men selv om man gaar ud fra, at alle nybyggerne havde fuld ret over deres jord, kan man naturligvis godt antage, at enkelte stormænd, som har været stamhøvdinge under de foregaaende vandringer, har haft mulighed for og adgang til ved hjælp af husfolk at foretage større indtægter end de andre, de har vel ogsaa haft en større husstand at forsørge. Ejerne af saadan særjord har i kraft af deres sociale stilling været i stand til at opretholde dette særeje, selv efter at den øvrige jord blev opdelt og splittet gennem rebninger.[^67]

B. Stuf og særkøb

I den første tid efter landsbyens grundlæggelse var køb og salg af jorden et ukendt begreb, og det samme gjaldt deling af jorden ved arv. Efterhaanden som køb og salg blev brugeligt, har det sikkert i første omgang været hele ejendommen, der overdroges, i hvert tilfælde maa det paa den tid, da bolinddelingen er fikseret, have voldt stort besvær, dersom en ager blev solgt fra et bol til et andet eller endog til udenbys mand. Paa denne maade blev jo forholdet mellem byens bol forrykket, og der kom kludder i det primitive regnskab med fordelingen af skat og skyld og fællesforpligtelser, der paahvilede bymændene efter bymaal. Ikke mindst maatte en saadan forrykning volde besvær ved en rebning af jorden, som oprindelig har taget sit udgangspunkt i de enkelte bol.

Det er disse betænkeligheder ved at tillade frasalg af enkelte agre, som kommer til udtryk i den interessante og ret indgaaende diskussion i SKL 75–76 (AS 35–37) jfr. VsjL Ældre Red. 203–04. Diskussionen drejer sig om det tilfælde, at en mand har solgt nogle af sine agre, men beholdt hustoften og en del af markjorden, hvorefter en trediemand har købt den resterende besiddelse. Den ældre opfattelse gaar herefter ud paa, at køberen af hustoften kan sværge al markjorden tilbage til denne, medmindre han har faaet anden jord til erstatning. Denne opfattelse begrundes med den kendsgerning, at leding, inne og stud svares af hustoften, og det vil derfor være uretfærdigt, hvis køberen skal betale fuld skat, fordi han sidder med toften, naar han dog ikke er i besiddelse af den jord, der normalt hører til en toft af denne størrelse.

Yderligere anføres, at hvis man ikke tillader køberen at sværge den bortsolgte jord tilbage til hustoften, vil en rebning af jorden ikke have noget formaal. Argumentationen er paa dette punkt lidt uklar. Anders Sunesen forklarer den saaledes, at saafremt 3 aars eller længere hævd kan hindre tilbagesøgning, synes rebning til ingen eller liden nytte, naar hvem som helst i kraft af hævd kan beholde alt, hvad han har i hænde. SKL siger lidt mere indviklet, at hvis en mand paa grund af sin besiddelse skal have bevisretten, og han ved, hvor meget han har mere end en otting eller fjerding, saa siger han bare: reb, hvis du vil, saa meget har jeg faaet af din lod, og det vil jeg beholde i kraft af min hævd. I saa fald er rebning ikke til nogen nytte, for der tages ikke noget som helst fra ham ved rebning. Og skal paa den anden side rebning anvendes, da synes den lov unyttig, at man skal kunne sværge ager og eng fra hustoften.

Forklaringen paa argumentationen er uviljen imod at skulle gøre afvigelser fra bolinddelingen, thi naar et bol ved bortsalg er blevet mindre end de andre, bliver der rokket ved grundprincippet for rebningen.

Imidlertid refererer de omhandlede lovsteder en anden og yngre opfattelse, hvorefter enhver, som har høstet de bortsolgte agre 3 gange upaatalt og ubestridt, skal have bevisretten. Begrundelsen herfor er, at det vil være meget haardt for den, der er fattig og hjælpeløs, hvis han ikke skulde kunne bortsælge ager og eng for at klare sig og bo paa sin hustoft til sin dødsdag frem for at være nogens landbo. Hvis nemlig den først refererede opfattelse var rigtig, vilde ingen turde købe enkelte agre, fordi han risikerede, at de blev svoret tilbage til hustoften. SKL tilføjer forarget, at hvis han ikke skulde kunne sælge enkelte agre fra, saa har han ikke frihed over sit eget.

Efter denne yngre opfattelse er der heller ikke af hensyn til rebningen nogen grund til at forbyde et saadant bortsalg, thi de mænd, som bor sammen i en by, ved jo udmærket godt, hvem af deres grander, der har en otting eller fjerding mere eller mindre. Hvis en bymand ikke ved rebningen selv gør opmærksom paa, at han har noget jord ud over sit egentlige bymaal, skal der ganske vist ikke tages hensyn til denne ekstrajord, som altsaa indgaar i bymaalet for den ejendom, hvortil den oprindelig hørte, men hvis han gør indsigelse, kan han sige saaledes: »Reb, hvis du vil, men jeg og mine forfædre har erhvervet en øres jord eller mere af din jord, og den vil jeg paa grund af min hævd ikke miste, hvad enten den ved rebningen kommer til dig eller ikke.« Anders Sunesen slutter sit referat med at erklære, at denne sidste anskuelse har den almindelige mening skaffet stadfæstelse som den mest tiltalende.

Saafremt det af AS 26 beskrevne konsekvente bolskifte, hvorefter hele bymarken skal deles i lige store bol, skal anvendes ogsaa i et saadant tilfælde, hvor der er sket forskydninger mellem bolene, maa det vel være nødvendigt, at de bortsolgte enkeltagre rebes sammen med det bol, hvorfra de stammer, og at køberen efter skiftets foretagelse faar saa meget jord i sælgerens bol, som svarer til det oprindelige køb. Dette er muligt, fordi køberen ved baade fra hvilket bol, jorden er erhvervet, og den omtrentlige vurdering af denne. Hvis denne forklaring er den rigtige, gaar de i diskussionen nævnte betænkeligheder altsaa kun ud paa, at man ikke bryder sig om, at medlemmer af et bol skal have jord i et andet bol, men argumentationen tyder nu nærmest paa, at der efter den sejrende opfattelse ved selve rebningen skal tilkendes køberen jord, der svarer til hans erhvervede agre, enten saaledes at hans bol rebes tilsvarende større eller — og det er den sandsynligste løsning — saaledes at der tilkendes ham et tilsvarende areal udenfor den strenge inddeling i lige store bol. I talrige bolskifter finder vi da ogsaa adskillige agre udenfor de reale bol.

En lignende uklarhed med hensyn til den nærmere fremgangsmaade fremtræder i EsjL's omtale af det samme retstilfælde. EsjL 11:55 omtaler det tilfælde, at en mand paastaar, at han har ret til en andens toft eller ager, men denne anden siger, at han har erhvervet det fra klageren, da skal man udvælge 12 mænd, og de skal sværge, at han har lovhævd paa jorden, og at den var lovligt erhvervet fra det bol, som de vil have nævningenes erklæring om, og at det mangler i det bol eller den fjerding, hvorfra det er erhvervet. Trods denne ed skal den paagældende jord alligevel være underkastet lovligt skifte.

Kroman/Iuul erklærer i kommentaren til dette lovsted, at selv om den paagældende jord var udskilt fra bolet eller fjerdingen, skulde det dog ved skiftet rebes sammen med det bol, hvorfra det stammede, idet det ved skiftet blev regnet som hørende til dette bol, og jordstykkets ejer maatte da eventuelt bagefter ordne sig med ejeren af den ejendom, det var taget fra. Det er klart, at en saadan frivillig ordning med den oprindelige ejer kan klare sagen, saaledes som problemet stilles op baade i SKL og EsjL, men da begge love jo netop omhandler det tilfælde, at der er opstaaet strid imellem ejeren af toften og ejeren af de frasolgte agre, er det svært at se, hvorledes sagen kan ordnes til køberens tilfredshed, naar de frasolgte agre først er blevet rebet sammen med sælgerens ejendom. Det vilde i saa fald helt bero paa dennes villighed, om køberen faar kompensation for sin retmæssigt erhvervede jord. Dette forhold tyder jo paa, at frasalg af agre simpelthen har forrykket bolinddelingen, enten saaledes at køberens bol blev forøget med de erhvervede agre, eller saaledes at han har faaet tildelt et tilsvarende areal udenfor bolinddelingen, og den kraftige diskussion i SKL og VsjL faar ogsaa en mere sandsynlig baggrund, hvis dette antages. Lovstederne muliggør dog ikke nogen bestemt slutning.

Saafremt den sidstnævnte antagelse er rigtig, bliver det ogsaa forstaaeligt, at det omhandlede retstilfælde ikke frembyder nær saa store vanskeligheder for JL som for den skaanske og sjællandske ret, idet JL repræsenterer et udviklingstrin, hvor den ældre konsekvente bolinddeling er ved at bryde sammen til fordel for det generelle solskifte. Under solskiftet faar det ikke større konsekvenser for rebningen, dersom en gaard er blevet forøget ved tilkøb, idet gaardens bymaal blot forøges tilsvarende, hvorefter der tildeles ham forholdsvis bredere agre end de andre eller et større antal agre, alt eftersom hvilken delingsmaade der anvendes. Der kan nemlig efter min mening ikke være tvivl om, at JL 1:49 paa samme maade som de forannævnte bestemmelser i SKL og EsjL omhandler det tilfælde, at enkelte agre er solgt fra toften, og bestemmelsen viser slægtskab med den yngre skaanske opfattelse.

Efter JL maa ingen undslaa sig for rebning, hvem der end stiller krav derom, og hvis nogen vil bevise, at han har stuf eller særkøb i en del af bymarken eller i hele bymarken, skal han alligevel tillade, at der foretages rebning, men hans ejendom skal være lige saa stor efter rebningen, som den med rette var, da han eller hans forfædre fik det særkøb eller stuf, og det skal ikke komme nogen mand til skade undtagen den, der bør bære tabet, nemlig sælgeren.

Baade Skautrup[^68] og Kroman/Iuul[^69] gaar ud fra, at stuf formentlig er det mere omfattende begreb: hvad der er givet (f.eks. i sjælegave til kirken) eller solgt, medens særkøb kun betegner det bortsolgte. Medens den ældre skaanske og sjællandske ret intet indeholder, der tyder paa, at udenbys mænd kan have jord i byen, aflægger Jyske Lov klare vidnesbyrd om, at dette kan være tilfældet. Saadanne vidnesbyrd findes ogsaa i andre middelalderkilder, se saaledes brev af 12.3.1283,[^70] hvorved Niels Mathiesen i Ishøj overdrager Clara kloster bl.a. 3 stykker jord, der paa dansk kaldes stuf, og brev af 6.1.1292,[^70a] hvorved Erik Menved skænker Æbeltoft kloster den jord, som ligger i deres vang, men som tidligere hørte til hans gods i Alsønderup. I JL 1:55 omtales stuf som kirkestuf, altsaa ejendom i kirkens besiddelse, og JL III:55 gaar ud fra, at en udenbys mand frit kan købe en mark eller to i byen, jfr. ogsaa JL II:21.

Det vil fremgaa af foranstaaende, at jeg ikke kan være enig i den af Poul Johs. Jørgensen[^71] fremsatte opfattelse, hvorefter de frasolgte parceller ved rebningen behandledes, som om de stadig tilhørte den oprindelige ejendom, og slet ikke i nævnte forfatters bemærkning om, at salg af parceller i hvert tilfælde efter jysk ret blev betragtet som et privat mellemværende mellem parterne, som ikke vedkom byen. Tværtimod er der grund til at antage, at den af Poul Johs. Jørgensen fremsatte opfattelse ligger til grund for den ældre opfattelse i SKL, men at allerede den sejrende opfattelse i dette retsomraade paa lovens tid er naaet til at anerkende, at salget forrykkede de pgl. ejendommes bymaal. Denne opfattelse er, saa vidt jeg kan se, ogsaa slaaet igennem i sjællandsk ret, og i JL er der intet spor af en oprindelig bestemmelse, hvorefter frasolgte parceller ved rebningen blev behandlet som tilhørende sælgerens ejendom, tværtimod siger loven jo udtrykkeligt, at køberen skal have lige saa meget ved rebningen, som de havde, da særkøbet blev foretaget. Det er altsaa ved rebningen, han skal have denne jord, og ikke ved en senere ny overenskomst med sælgeren.

Alle de forannævnte bestemmelser fra de 3 danske retsomraader har forudsat, at bymændene vidste, hvorfra det paagældende særkøb stammede, og hvor stor en del af ejendommen det omfattede. Dette forudsættes især under den i SKL gengivne diskussion. Hvis der derimod er gaaet saa lang tid mellem særkøbet og rebningen, at ingen i byen ved, hvorfra særkøbet stammer, eller hvor stort et bymaal det omfatter, bliver det ikke muligt at anvende den angivne fremgangsmaade. Paa den tid kunde man kun vanskeligt vurdere et enkelt jordstykke men maatte i vidt omfang regne med relative størrelser, hvor hele ejendommens vurdering i forhold til de andre gaarde dannede udgangspunktet. Om dette tilfælde handler JL 1:55, der formentlig er yngre end alle de tidligere omtalte bestemmelser, ogsaa JL 1:49. Bestemmelsen giver regler for indførelse af solskifte, og fastslaar den hovedregel, at alle skal opgive deres besiddelse, naar en by skal solskiftes. Undtaget herfra er dog ornum eller kirkestuf eller en mands særkøb, om hvilket man ikke ved, fra hvis lod det stammer.

Medens reglen vedr. frasolgte parceller altid tidligere i samtlige retsomraader har været den, at parcellerne skulde indgaa i rebningen paa den ene eller anden maade, saa sammenstilles stuf og særkøb i JL 1:55 med ornum, og det siges, at ligesom ornum fra de ældste tider har været undtaget rebningen, saaledes skal stuf og særkøb, om hvis oprindelse man ikke har oplysning, heller ikke indgaa i rebningen, men ejeren skal aabenbart beholde besiddelsen heraf ligesom af sit eventuelle ornum. Denne del af bestemmelsen er for saa vidt klar nok, men saa tilføjes det, at man hverken maa øge eller mindske en del (deld), hvori der ligger stuf.

Hvis bestemmelsens første led skulde have været understreget, vilde det vel have været naturligt, om man havde tilføjet, at ornum, kirkestuf og særkøb hverken maatte øges eller mindskes, men skulde bevares paa det sted, hvor det laa før rebningen og med samme udstrækning, men dels handler tilføjelsen kun om stuf, dels siges der, at den del, hvori der ligger stuf, ikke maa forandres. Hvad kan meningen være hermed? Skal der overhovedet være nogen mening med denne sætning, maa man naturligvis opfatte ordet »deld« som betegnelsen for en delingsenhed i bymarken, altsaa formodentlig en af de aase eller agerskifter, som i de paa lovens tid ret nye solskifter danner grundlaget for bymarkens deling. Men saafremt besiddelsen af stuf skal forblive uændret og stufjorden blive liggende uden hensyn til rebningen, er der ikke megen mening i at fastslaa, at den del af bymarken (altsaa den aas), hvori stuf ligger, skal beholde den udstrækning, den havde før rebningen. Aasens udstrækning er jo i denne forbindelse ganske ligegyldig.

Tilføjelsen faar faktisk kun mening, dersom den forudsætter, at stufjord i alle tilfælde skal underkastes rebning. Og selv i saa fald giver tilføjelsen ingen mening, dersom byjorden skal rebes efter et systematisk solskifte, hvor hver ejendom faar den samme forholdsmæssige andel i hver aas, og hvor denne andel er bestemt af ejendommens bymaal. Men et saadant skifte kan meget daarligt gennemføres i byer, hvor der findes megen stufjord, og man ikke aner noget om, hvorfra denne jord er taget. I saa fald er der jo kommet fuldkommen kludder i bymaalet, og dette maa enten laves om, hvad der var forbundet med næsten uovervindelige vanskeligheder, eller ogsaa maa bymaalet opgives som grundlag for rebningen. Hvis man vælger denne udvej, har man ikke andre muligheder end at lade den faktiske jordbesiddelse være grundlaget, og som nævnt foran side 318 f. er det sandsynligt, at dette er praktiseret paa den maade, at den faktiske jordbesiddelse i hvert agerskifte er blevet lagt til grund for skifte af netop dette jordstykke. Det er i denne forbindelse af betydelig interesse at erindre, at agerblandinger hyppigst findes netop i de uregelmæssigt skiftede byer, hvor den faktiske jordbesiddelse i hver enkelt aas for sig maa antages at have været grundlag for jordfordelingen. Hvis rebningen er blevet foretaget paa denne maade, og stufjorden, som altid tidligere, er indgaaet i rebningen, faar tilføjelsen i JL 1:55 en meget forstaaelig mening. Hvis man nemlig formindsker udstrækningen af et agerskifte, hvori der ligger stufjord og lader forholdet mellem gaardenes faktiske besiddelser være afgørende for delingen af den nye aas, saa bliver resultatet jo, at ejeren af stufjorden faar mindre, end han havde før rebningen, idet det jo ikke nytter ham noget, at den jord, der tages fra agerskiftet, bliver lagt til andre agerskifter, hvori han ikke har samme forholdsmæssigt store andel som i agerskiftet med stufjorden.

Denne sidste forstaaelse af tilføjelsen i JL 1:55 er den eneste mulige, dersom der skal bringes overensstemmelse mellem denne bestemmelse og den tidligere retstilstand, herunder ogsaa JL 1:49. Under alle omstændigheder er JL 1:55 uklar og sikkert udtryk for en brydning imellem forskellige trin paa retsudviklingen. Formentlig er opfattelsen af stuf som særjord paa linje med ornum allerede ved at bryde igennem paa dette trin.

Hvor enkelte agre er solgt til udenbys mænd, opstaar der et spørgsmaal om, hvorledes disse agre skal behandles, naar der skal sværges skel mellem byen, i hvis jord de ligger, og de omliggende byer. Saa længe nabobyer ikke er skarpt adskilt, men i en vis udstrækning har agerblanding, vil saadanne frasolgte agre ikke rejse noget problem, men naar skellet skal fastsættes med det formaal at adskille den ene bys jorder fra den andens, maa frasolgte agre naturligvis spille en særlig rolle.

Denne situation behandles i JL 11:21 om sandemænds fastsættelse af markskellet. Gaar markskellet saaledes, at nogle, der bor i den ene by, har købt jord i den anden by, da skal de rejse krav om, hvad de har købt, paa deres genmæleting — det er tinget, før der bliver svoret, eller før kongen lader ride markskel — og gøre krav paa den købte stuf og vedgaa markskellet, før der bliver svoret derom. Da skal de sværge deres køb med kønsnævn, hvis det er mærket med sten eller grøft, uanset om der sværges markskel andetsteds. Men rejser de ikke krav om deres købte stuf og ikke vedgaar markskellet, før det bliver svoret, da nytter det dem ikke senere at rejse krav. De fortaber altsaa retten til deres stuf. Paa samme maade som ornum skal være indstenet eller indgrøftet for at være undtaget fra rebningen, skal altsaa stuf være indstenet eller indgrøftet, for at en udenbys mand kan bevare sin ejendomsret trods sandemandstovet.

Haff (I, 179 ff) har med tilslutning af Poul Johs. Jørgensen[^72] fremsat den opfattelse, at stuf ogsaa i middelalderen kunde være betegnelsen for særjord, der var indtaget til dyrkning udenfor det sædvanlige fællesskab, altsaa den betydning, hvori betegnelsen gribsjord senere anvendes.

2. Tiden efter ca. 1500

Naar vi kommer frem til 1500-tallet, fra hvilken tid kildematerialet er fyldigere, har man forlængst mistet ethvert kendskab til de forskellige oprindelser af stuf og ornum, og i retsreglerne spores der ingen forskel i behandlingen af disse jordnaturer. Ornum, stuf og gribsjord er nu smeltet sammen til et fælles begreb, der ofte kaldes enemærke,[^73] og de forklaringer, man nu forsøger at give paa de forskellige navne, har ingen relation til en retlig forskelsbehandling.

Arent Berntsen (II, 448) forklarer sagen paa følgende maade: stuf eller særkøb synes at være synonymer med ornum, dog er der den forskel, at naar bymænd selv ejer og bruger saadanne særlige stykker jord, da kaldes det ornum, men dersom udenbys mænd ejer eller bruger det, kaldes det stuf eller særkøb. Sædvanligvis plejer saadan jord at bruges til byens tyr, ellers plejes deraf at tages øl til bymændenes bedste. Saadan jord rebes ikke, men bliver til bedste den, der har købt den. I sin kommentar til DL forklarer Hedegaard,[^74] at stuf er et stykke jord, der er begroet med underskov eller gærdsel og tjørne, og som ligger for sig selv. Det er tydeligt, at den vigtigste form for særjord efterhaanden er blevet gribsjorden og lokker paa fællesjord, og disse jordbesiddelser glider i eet med ældre særjord af anden oprindelse.

Under landskabslovene var det ornum, som havde den bedste behandling, idet saadan jord simpelthen blev holdt udenfor rebningen, dog at JL som betingelse herfor krævede, at jorden var omstenet eller indgrøftet. Paa 1500-tallet behandles al særjord paa samme maade, under hvad navn det end gaar, og i rebningsbrevene fra denne tid ser vi, at særjord har været undtaget fra rebningen, men det fremgaar ikke altid af brevene, hvilke betingelser man har stillet herfor.[^75]

I en dom afsagt af kong Hans 16.12.1488 hører vi, at en person ved dom er blevet tilkendt en stufjord, som er indmærket med sten og grøft,[^76] og dette har da utvivlsomt været betingelsen for, at særjord af enhver art kunde undtages fra rebningen. I en anden dom afsagt af kong Hans i 1494[^77] understreges det, at den, der ikke ejer nogen hustoft i landsbyen, ikke kan faa andel i landsbyjorden, naar denne kaldes til rebning, medmindre han med aabne breve kan bevise sin adkomst til særkøb.

Heraf kan man formentlig ikke slutte, at adkomsten ogsaa skulde være nok til at undtage særkøbet fra rebningen. I en dom afsagt paa Viborg landsting 24.9.1541[^77a] berettes det, at præsten i Hvornum har indstævnet en rebning af Hvornum mark, fordi hans kirkestuf var rebet og delt med den øvrige jord. Præsten beviste med tingsvidne, at den stuf havde ligget til hans præstegaard i 30 aar, og at den var begrænset af et dige, en aa og en stor vej. Bymændene svarede hertil, at dersom kirken skulde have sin stuf, da var der flere af kirkens og kronens gaarde i byen, som overhovedet ikke vilde faa hverken ager eller eng efter det reb, som nu var gaaet over byen. Landsdommeren kendte derefter for ret, at det nævnte kirkestuf skal høre til kirken som af arild, uformindsket som det sig bør efter loven, og rebningen kendes magtesløs, hvorfor enhver skal have og bruge sin ejendom som tidligere, saa længe samme mark ikke paany er rebet efter loven, dog at den nævnte stuf skal undtages fra en saadan rebning. Det har formentlig været afgørende for dommeren, at kirkestuffen var afgrænset paa en maade, der var lige saa effektiv som den sædvanlige indstening.

Af en rettertingsdom fra 1551[^78] fremgaar, at Sofie Hardenberg til Høgsholt har indstævnet ejeren af Tommerup by, fordi man ved rebningen af denne by har inddraget en eng, som hørte til Høgsholt. Der fremlægges et tingsvidne af Odense herredsting fra 1548, hvoraf fremgaar, at gamle mænd kan huske, at denne eng i Tommerup by i 40 aar har været brugt til Høgsholt og aldrig har været brugt af andre. Det hedder i rettertingsdommen, at da det ikke er bevist, at engen er omstenet og omstablet, som loven siger, og ikke heller indvordet med lavhævd, da bør engen paa Tommerup mark gaa under reb, og hver lodsejer i Tommerup have sin anpart deri, som ham med rette tilkommer.

Imidlertid er det heller ikke nok, at man har indvordet sin særjord ved lavhævd, hvilket fremgaar af en rettertingsdom fra 1554.[^79] Ved rebningen af Langaa mark har man ikke taget hensyn til noget stufjord, som Rygaard hævder at have blandt den jord, der tilhører kronens bønder. Langaa er delt i 3 bol, nemlig bønderbolet, Langholms bol og Rygaards bol, og det bevises med tingsvidne, at Langholm med lavhævd i 1492 har indvordet den jord i Langaa, som bønderne nu paakærer. Det hedder i rettertingsdommen, at den hævd, som er gjort paa nævnte stuf og aasteder, bør opgives for rebningen, bortset fra de aasteder, som efter samme lavhævds udvisende er blevet særmærket med sten, stabel eller grøft.

Det er paa baggrund af denne retspraksis man maa læse DL 5–10–13, hvorefter ornum og endeelsjord skal være af alderstid og særmærket med sten eller stabel eller grøft, i hvilket tilfælde den ikke rebes, fordi den er gaaet fra den øvrige by. Men hvis den ikke er mærket som nævnt, da gaar den under reb, hvor gammel hævd man end har paa den. Betegnelsen ornum og endel stammer sprogligt fra JL 1:46, hvorefter kønsnævn skal sværge om en jord er ornum eller en del af bymarken.[^80] Indholdet har dog ikke længere nogen forbindelse med JL, men betegner nu simpelthen enhver art af særjord og enemærke.

Retstilstanden er altsaa sammenfattende den, at betingelsen for, at man overhovedet kan kræve særjord undtaget fra rebningen er, dels at man beviser sin adkomst til denne særjord, dog at lavhævd er tilstrækkelig, dels at jorden er omstenet eller omgrøftet. Hvis dette ikke er tilfældet, gaar særjorden ind under rebningen. Stillingen bliver i saa fald forskellig for indenbys og udenbys ejere. Den indenbys ejer faar andel i hele byjorden, herunder ogsaa særjorden, efter sit bymaal. Er der ikke taget hensyn til særjorden ved fastsættelsen af den pgl. brugers bymaal, som f.eks. hvis han yder landgilde deraf, og landgildet ligger til grund for rebningen, vil han altsaa efter rebningen have mistet den forret frem for de andre gaarde af samme størrelse, som han havde før rebningen, men faar naturligvis — lige som disse — andel i særjorden. Hvis ejeren er en udenbys mand, maa han først og fremmest godtgøre sin adkomst til stufjorden i den anden by. Dette kan naturligvis gøres med et aabent brev, der hjemler hans ret, jfr. kong Hans' dom 1494, men det er nok, naar han har vundet lavhævd paa jorden, jfr. de senere domme. Hvis ikke særkøbet tillige er omstenet, gaar det under reb med den øvrige byjord, men saafremt besidderens adkomst er i orden, maa man dog gaa ud fra, at han deltager i fordelingen i forhold til størrelsen af sin jordbesiddelse i byen før rebningen. Nogen dom, der direkte siger dette, har vi ganske vist ikke, men et rebningsbrev fra Sluqs hd. 1513 tyder paa, at forholdet har været saaledes. En eng, som en udenbys mand holdt for sit enemærke, var ikke lovligt afmærket og blev derfor svoret under rebet. Da engen ikke havde nogen hustoft, tildelte de 12 ejermænd den en hustoft af gadejorden i forhold til dens ottingtal og svor derefter engen under solrebet i stedet.[^81] Jeg antager, at dette har betydet, at rebningsmændene efter at have tildelt særkøbet en hustoft, har behandlet den ligesom alle andre gaarde i byen og givet ejeren andel i hele byjorden efter sit bymaal. Paa den anden side maa det indrømmes, at bemærkningen kan forstaas saaledes, at engens ejer fik en toft udmaalt paa bygaden som erstatning for engen, der indgik i rebningen og blev fordelt paa byens gaarde, men en saadan fremgangsmaade er ikke sandsynlig, og de foran nævnte domme af 1494 og 1554 tyder da ogsaa nærmest paa, at ejeren af umærket særkøb tog del i rebningen i forhold til sit bymaal.[^82]

Det er formentlig dette problem, der er dukket op for rebningsmændene, der afgiver deres tov 25.5.1519 for Sluqs herredsting.[^83] Det hedder i rebningsbrevet, at de 12 ejere lagde vonden paa marken 8 alen efter granders vedtægt og rebede den agermark op til Sattrup mark paa en saadan maade, at den otting, hvoraf halvdelen hører til Tinglev kirke og halvdelen til Kværnholt, skulde hverken øges eller mindskes (jfr. JL II:55), eller løbe længere ud i ager eller eng end den har gjort det af arild, indtil der er gaaet dom om, hvorvidt der hører toft til ottingen, og om den bør løbe over al marken.[^84] Her er formentlig tale om nogle agre, der ikke er afstenede, og som derfor ikke behandles som stuf, men som paa den anden side heller ikke har toft og derfor ikke indgaar i rebningen efter bymaal lige som gaardene i byen. At den refererede fremgangsmaade ikke skyldes, at man har anerkendt jorden som særjord, viser nogle følgende bemærkninger i rebningsbrevet, hvoraf fremgaar, at man ikke har undtaget noget stuf eller særmærke ved rebningen, og at en paastand om, at 4 agre skulde være særjord, er blevet tilbagevist og agrene indgaaet i rebningen. Da man altsaa kender bymaalet paa de førstnævnte agre, har man valgt at rebe den pgl. otting, saaledes at den ikke blev større end andre ottinger i byen, men paa den anden side har man ikke krævet hævden opgivet, men ladet besiddelsen ligge, hvor den laa før rebningen, maaske har man rebet den pgl. aas for sig, jfr. ovf. side 334.

Spørgsmaalets løsning afhænger efter rebningsbrevet af, om den paagældende jord er berettiget til toft eller ej. Rebningsmændene i 1513 har aabenbart ikke haft betænkeligheder ved uden videre at tildele særkøbet en toft og derefter lade den indgaa i rebningen efter dens bymaal, medens rebningsmændene i 1519 henskyder sig til domsafgørelse. Vi har imidlertid intet grundlag for at faa oplyst, hvad der kan have været afgørende for domstolenes eventuelle afgørelse af spørgsmaalct, men man har formentlig lov til at antage, at rebningsbrevet 1519 gaar ud fra, at jord, der er berettiget til toft, skal have en til sit bymaal svarende andel i hele byjorden, medens besiddelser, hvortil der ikke hører toft, skal forblive som tidligere, men deres udstrækning skal dog reguleres i forhold til deres bymaal. Hvordan man har behandlet særkøb, hvis bymaal var ukendt, kan man ikke sige noget om, lige som forholdet i det hele er præget af betydelig uklarhed.

De vanskeligheder, som opstaar for bevarelsen af udenbys særkøb, naar sandemænd skal sværge markskel, bliver ikke mindre i tiden efter ca. 1500. Tværtimod medfører det stigende antal rebninger adskillige konflikter. Iflg. JL II:21 skulde sandemandstovet, som nævnt foran, ikke bevirke nogen forringelse af retten til særkøbet, naar denne ret blev gjort gældende, inden sandemændene svor skellet, og naar særkøbet var afmærket med sten og stabel. Det er imidlertid ikke alene særkøb, der giver anledning til saadanne vanskeligheder, dette gælder ogsaa agerblandinger, der skyldes andre aarsager, f.eks. en oprindelig sammenblanding af to byers agre. Saadan agerblanding kendes overalt i Danmark, mest udpræget i de uregelmæssige landskifter paa Lolland,[^85] men ogsaa paa Fyn findes vidnesbyrd om en udstrakt agerblanding,[^86] ligesom fænomenet er ret udbredt i Skaane.[^87] I 1500-tallets sandemandsbreve tages som regel forbehold overfor stuf og særkøb over markskellet,[^88] uden at man kan se, hvilke betingelser, der kræves herfor.

I de domme, der kendes fra 1500-tallet, omtales hyppigt saavel sandemandstov som rebning, idet fastsættelsen af markskellet er en betingelse for, at rebning kan finde sted.

Fra et tingsvidne af Hids hd. 1530[^89] ved vi, at kong Hans har afsagt en dom, hvorefter man bør bevare den ejendom, som man har indvordet med lavhævd og har i fri besiddelse, saa længe som lavhævden staar ved magt, selv om sandemænd har gjort herreds- eller markskel. Enslydende hermed er en landstingsdom fra 1491,[^90] hvorefter enhver maa nyde sit gods og ejendom, som er indvordet med lavhævd, endog sandemænd har gjort deres tov, saa længe lavhævden staar ved magt. Efter disse domme kræves der aabenbart ikke, at særkøbet er afmærket med sten og stabel, blot adkomsten er i orden, og en urykket lavhævd er i saa henseende tilstrækkelig. Dette udtales direkte i en dom fra Viborg ldst. 12.4.1466,[^91] hvori det hedder, at den, som vil kendes ved særkøb i andres mark, der ej er særmærket, skal erhverve lavhævd før sandemænd sværger, og ellers nyder han intet, uden at han har aabent brev paa det. Den fremhævede bisætning maa utvivlsomt henføres til særkøbet, der altsaa ikke behøver at være særmærket, naar det blot er indvordet med lavhævd, og bedre end lavhævd er det naturligvis, naar man kan bevise sin adkomst ved aabent brev.

Paa 1400-tallet har sandemændene aabenbart taget stilling til ejendomsspørgsmaalct, og vi kender et tingsvidne af 26.6.1481 fra Mors Nørre hd., hvorefter sandemænd havde svoret en indgravet have og nogle agre til Dueholm kloster som ornum, stuf og enemærke. Det er aabenbart denne praksis, den københavnske reces 1547 vender sig imod, naar den i § 14 bestemmer, at sandemænd, nævninge eller ejermænd ikke herefter skal sværge om ejendom, men den, der vil rejse sag om ejendom, bør forfølge sagen for herreds- og landsting og for rigets kansler og først vinde grunden, inden han bruger sandemænd. Reglen gentages i de følgende store recesser og optages i DL 5–10–1. Da sandemændene nødvendigvis maa afgøre, om al byens jord er kommet paa den rette side af skellet, faar skelsætningen alligevel i mange sager karakter af en ejendomsretsafgørelse.

Allerede tidligt paa 1500-tallet er man dog vendt tilbage til reglen i JL II:21, hvorefter udenbys ejendom i byen skal være afmærket med sten og stabel, saafremt ejendomsretten skal kunne hævdes efter en skelsætning mellem byerne. I adskillige private domssamlinger fra 1500- og 1600-tallet findes optaget et responsum, der er afgivet af Viborg landsting 1515.[^92] Peder Skram spurgte, om kirken kendes ved ager og eng i anden mands mark, om hende bør at være afmærket, derpaa sagde landstinget for ret, at hvem, som kendes ved stuf i anden mands mark, da bør de vide deres adkomst og bør afmærke jorden med sten eller grøft efter loven.

Dette bliver da reglen, som genfindes i en række domme fra 1500-tallet, uanset at den dronningborgske reces 1551 i sin § 16 udtrykkeligt erklærer, at enhver — trods sandemandstov — beholder sin stuf og særkøb over markskel og saadan ejendom eller fælled, han har faaet ved arv. Reglen gentages i den koldingske reces af 1558 § 27, medens DL 5–10–7 vender tilbage til reglen i JL II:21. En række eksempler paa retspraksis skal anføres:

Folmer Rosenkrantz indstævner et sandemandstov af 1530 fra Middelsom hd., der har svoret skel mellem Dalsgaard og Vammen byer. Rosenkrantz hævder at have et stykke jord paa den anden side af det svorne markskel, men rettertinget erklærer, at da gode mænd vidner om, at der ikke var sten og stabel om ejendommen, maa sandemandstovet staa ved magt, og Rosenkrantz mister altsaa sin ejendom.[^93]

I 1546 bringes en strid mellem Sønderup adelby og en tilgrænsende torpbebyggelse ind for rettertinget.[^94] Bønderne fra torpet hævder, at de har nogen ejendom i adelbyen. Viborg landsting havde i 1545 erklæret, at eftersom sandemænd har gjort tov mellem Sønderup adelby og de nævnte bønder, men hverken har fundet noget brev eller nogen lavhævd, der bestyrkede disse bønders ret, da bør lodsejerne til Sønderup have hver sin lod i den omtvistede ejendom, og ejendommen skal komme til rebs. Rettertinget stadfæster. I sagen oplyser nogle vidner for øvrigt, at den omtvistede ejendom er gribsjord, og den er altsaa aabenbart indtaget af torpbønderne fra adelbyens fælledmark. Under en rettertingssag 1553[^95] paastod en jorddrot, at en eng i nabobyen havde ligget til hans gaard fra arilds tid, men det hjalp ham ikke, da ejendommen ikke var afmærket, og ejerne af byen, hvori klagerens ejendom laa, fik tilkendt ejendomsretten over engen, efter at sandemænd havde svoret skellet.

En af rettertinget stadfæstet dom fra Viborg landsting 1572[^96] kæder de problemer, der sædvanligvis foreligger i disse sager, sammen paa en meget overskuelig maade: Efterdi loven medfører, at naar sandemænd skal sværge byer imellem, da skal enhver kalde paa deres købstuf og endeel paa vedermaalsting, før end der sværges, hvilket ikke var gjort, og efterdi loven om rebning andetsteds siger, at hvor rebning skal gange, da skal alt under reb, som ikke er omstenet etc., og efterdi engen ikke er omstenet etc., og da hjemmelsbrevene ikke lyder specielt paa denne eng, stadfæstes herredstingsdommen, der havde frakendt den hidtidige bruger engen til fordel for den by, hvori den laa. I mange af disse sager forsøger man at vinde særkøb ved at fremlægge den almindelige adkomst til det gods, hvorunder særkøbet bruges, men domstolene afviser altid disse forsøg med den refererede henvisning til, at adkomsten jo kun omhandler godset, som det foreligger, men ikke denne specielle jord. En rettertingsdom fra 1575 ligger helt paa linje med den sidstnævnte dom.[^97]

En Viborg landstingsdom 1582[^98] afviser paa samme maade en adkomst, der ikke udtrykkeligt nævner den omtvistede eng og tilkender byens ejer ejendomsretten, »medmindre Jørgen Lykke med andre adkomst eller breve kan bevise samme eng saa lovligt omstenet og omstablet at være som stuf og endel bør være i andres mark.«

Dersom man med skøde eller aabent brev kan godtgøre sin ejendomsret over jord i anden mands by, kan der formentlig ikke være tvivl om, at denne ret til jorden ikke fortabes paa grund af skelsætning mellem byerne. De fremdragne domme udtaler det ganske vist ikke direkte, men de handler alle om tilfælde, hvor særkøbet højst var indvordet med lavhævd, men hyppigst foreligger der kun henvisning til besiddelse i alderstid. Paa den anden side kan adkomstbreve ikke forhindre, at særkøbet, hvis det ikke er afmærket, inddrages under rebningen af hele byen, men i saa fald maa der ved rebningen gives ejeren af særkøbet lod i forhold til sin jordbesiddelse, jfr. ovf. side 337. En dom fra Viborg landsting 1589[^99] synes at ligestille det faktum, at der ydes særskilt landgilde af særkøbet med fremvisning af adkomst. Det hedder i dommen: Da efterdi samme kronens tjenere i Grønbæk har deres enge i kronens mark, Roe mark og Iller mark, som de skylder og yder landgilde af til kronen, og sandemændene dog ikke udi deres brev har undtaget ornum, stuf, endel eller særkøb, da finder vi efter saadan lejlighed samme sandemænds tov ingen magt at have. Det omtales overhovedet ikke i dommen, om engene har været afmærket, men man anser altsaa adkomsten for godtgjort.

Tilfældet er naturligvis særligt derved, at begge parter er kronens fæstere, og at der altsaa ikke er tale om en ejendomsstrid. Analogt med kravene til ejerne, maatte man dog i dette tilfælde principielt kræve, at det fremgik af fæstebrevet, at de paagældende enge hørte til klagernes ejendomme.

Den, der ønsker at omstene sin særjord, hvad enten den er inden- eller udenbys, skal lade udmelde 12 omsteningsmænd til at foretage forretningen.[^100] Arent Berntsen og flere lovhaandskrifter[^101] beskriver nærmere den processuelle fremgangsmaade. Iflg. et tingsvidne af 1550 fra Lø hd. har omstening fundet sted paa følgende maade, at aastedet først er blevet beset og grandsket af 12 mænd, dernæst er der gravet grøfter og sat sten og stabel i overværelse af alle bymænd.

[^1]: Se nærmere Poul Meyer: Danske bylag (1949), noter til kap. 9. [^2]: Ibid. [^3]: Jfr. den almindelige fremstilling i kap. 12. [^4]: Se nærmere de svenske landskabslove. [^5]: Reces 1558 § 28. [^6]: Ibid. [^7]: Se herom nærmere i fremstillingen. [^8]: Kilde: kongelig befaling 1533. [^9]: Biskop Stygges dom 1511. [^10]: Rettertingssag 1537. [^11]: Viborg landsting ca. 1540. [^12]: Se DL 5–10 reglerne. [^13]: Rettertingssag 1574. [^14]: Jfr. kilder fra 1500-tallet. [^15]: Viborg landstingsdom 1548. [^15a]: Se rebningsforretningens forløb. [^16]: Om stangmaal i Sønderjylland. [^17]: Om svenske maaleredskaber. [^18]: Lilleballe by, Eltang sogn, Brusk herred. [^19]: Viborg landsting 1638. [^20]: Rebningen af Bagsværd 1671. [^21]: Fredsted, Ø. Starup sogn, Brusk hd. [^22]: Rebningsbrev fra Fredsted 1479. [^23]: Henrik Larsen om Brejninge. [^24]: Larsen om Horbelev. [^25]: Torrild by, Hads hd. [^26]: Rebningsbrev 1573 for Torrild. [^27]: Baseret paa markbogen 1683. [^28]: Ole Widding om solskiftet. [^29]: Rebning i Kongens Tisted 1538. [^30]: Västra Känstorp og Hyllie, Oxie hd. [^31]: Ole Widding om Rødby. [^32]: Fodslette, Langelands Søndre hd. [^33]: Om landsbyvedtægternes karakter. [^34]: JL 11:71, DL 6–15–11. [^35]: Rigens Ret § 10. [^36]: Kolderup-Rosenvinges kommentar. [^37]: Tingsvidne fra 1424. [^38]: Kongelig rettertingsdom 1578. [^39]: Kongelig rettertingsdom 1580. [^40]: Private domssamlinger, overskrift. [^41]: Rettertingssag 1559 om afpløjning. [^42]: Hvidding herredsting 1635. [^43]: Gørds herredsting 1667. [^44]: Vedtægtsbestemmelser om afpløjning. [^45]: Om skadeserstatning ved afpløjning. [^46]: Arent Berntsen om bøndernes ret. [^47]: Skam herredsting 1665. [^48]: Om de 4 synsmænd. [^49]: Om 6 synsmænd. [^50]: Vedtægter om mødepligt. [^51]: Skaanske skildringer fra 1700-tallet. [^52]: Sdml. BB III. [^53]: Villands herredsting 1672. [^54]: Om balk mellem agre. [^55]: Troelstrup vedtægt 1701. [^56]: Om skelsten mellem agre. [^57]: Om trästager som skelmarkering. [^58]: Om grimet eg i skov. [^59]: Aarestrup vedtægt 1719. [^60]: Rettertingsdom 1555. [^61]: Rettertingsdom 1570 om skelstene. [^62]: Generelt om undtagelser fra rebningen. [^63]: Jyske og sjællandske middelalderkilder om ornum. [^64]: Steenstrup om ornum. [^65]: Erik Arup om ornum. [^66]: Henrik Larsen om ornumdannelser. [^67]: Om stormændenes særeje. [^68]: Skautrup om stuf. [^69]: Kroman/Iuul om stuf. [^70]: Brev af 12.3.1283. [^70a]: Brev af 6.1.1292. [^71]: Poul Johs. Jørgensen om frasolgte parceller. [^72]: Poul Johs. Jørgensen om stuf som gribsjord. [^73]: Om enemærke som fællesbetegnelse. [^74]: Hedegaards kommentar til DL. [^75]: Om rebningsbreve fra 1500-tallet. [^76]: Kong Hans' dom 16.12.1488. [^77]: Kong Hans' dom 1494. [^77a]: Viborg landstingsdom 24.9.1541. [^78]: Rettertingsdom 1551. [^79]: Rettertingsdom 1554. [^80]: JL 1:46 om ornum og endel. [^81]: Rebningsbrev fra Sluqs hd. 1513. [^82]: Om udenbys ejeres deltagelse i rebning. [^83]: Rebningsbrev 25.5.1519, Sluqs herredsting. [^84]: Jfr. JL II:55. [^85]: Om agerblanding paa Lolland. [^86]: Om agerblanding paa Fyn. [^87]: Om agerblanding i Skaane. [^88]: 1500-tallets sandemandsbreve. [^89]: Tingsvidne af Hids hd. 1530. [^90]: Landstingsdom 1491. [^91]: Viborg landsting 12.4.1466. [^92]: Viborg landsting 1515, responsum. [^93]: Rettertingssag om Folmer Rosenkrantz. [^94]: Rettertingssag 1546 om Sønderup. [^95]: Rettertingssag 1553. [^96]: Viborg landsting 1572. [^97]: Rettertingsdom 1575. [^98]: Viborg landstingsdom 1582. [^99]: Viborg landstingsdom 1589. [^100]: Om omsteningsmænd. [^101]: Arent Berntsen og lovhaandskrifter om omstening.