Ottende Kapitel. Landskiftets Former og Udvikling

Indledning

Under den sammenfattende karakteristik af jordfællesskabet, som er forsøgt foran side 21, er ikke medtaget den særegne opdeling af de enkelte gaardes jorder paa et stort antal smalle agre, som straks falder i øjnene som et afgørende træk ved betragtningen af de ældste kort over danske landsbyer. I sig selv er denne opdeling heller ikke udtryk for noget fællesskab, ikke mindst da de enkelte agre principielt er underkastet gaardbrugernes særbrug og jorddrottens særejendomsret, men alligevel er denne opdeling intimt forbundet med jordfællesskabets hovedproblemer og er i et vist omfang direkte aarsag til, at disse opstaar.

Besynderligt nok har man først i nyeste tid forsøgt at skabe en fællesbetegnelse for denne karakteristiske jordfordeling, hvis grundelement er den lange, smalle agerstrimmel. Som et fællesudtryk for alle de af ham undersøgte former for jordens fordeling benytter Henrik Larsen udtrykket »agerskifte«, men Svend Aakjær har erstattet dette med »landskifte«,[^1] og dette udtryk synes at have vundet indpas i nyere litteratur.[^2] Da man jo gerne skulde naa frem til en fast og almindelig anerkendt sprogbrug, anvender ogsaa jeg ordet landskifte i denne fremstilling, dog uden synderlig begejstring, men det vil sikkert være praktisk, i overensstemmelse med Sven Dahl,[^3] at udvide begrebet til at omfatte ethvert »system for ägofigurernas utseende och läge i förhållande till varandra«, og altsaa under betegnelsen landskifte ogsaa medtage de jordfordelinger, som ikke er resultatet af et egentligt skifte, d. v. s. en fordeling af al byens jord paa de enkelte gaarde efter bestemte principper. Hvis ikke en saadan sprogbrug anvendes, skal man anvende termen »uskiftet jord« i saadanne tilfælde, hvor et foreliggende kort eller en maalebog udviser et kortbillede, der maaske ikke afviger stærkt fra billedet af en systematisk skiftet byjord, men som alligevel maa antages at være resultatet af en organisk udvikling. Det vil forøvrigt ofte være vanskeligt at afgøre, hvornaar et egentligt skifte har fundet sted, og hvornaar jordfordelingen blot er opstaaet gennem successive delinger eller partielle rebninger.

For den særlige form for landskifte, der bestaar i jordens opdeling i et stort antal smalle rektangulære jordlodder, har man i svensk ordbrug det fortræffelige udtryk »tegskifte«, hvis stamord »teg« altsaa angiver selve den rektangulære jordstrimmel.[^4] En direkte oversættelse af dette udtryk til agerskifte er ikke praktisk, da ager jo paa dansk har en videregaaende betydning end det svenske »teg«, og en overføring af selve det uoversatte udtryk til dansk sprogbrug vil ikke være rimelig, da »teg« ikke har nogen hævd i vort sprog. Imidlertid er der god brug for et dansk udtryk for det svenske tegskifte, og jeg vil derfor anvende ordet lodskifte. Dette ord anvendes i de danske kilder dels som synonym for rebdragen, dels som betegnelse for den enkelte bymands rette andel i skiftet af en aas.[^5] For de enkelte skifteformer vil særlige betegnelser blive foreslaaet i det følgende.

Om landskiftets opstaaen har vi kun de udsagn, der udledes af Cæsars og Tacitus' beretninger om germanske stammers agrarforfatning, men disse udsagn har til gengæld ogsaa været vendt og drejet i det uendelige og givet anledning til en righoldig litteratur. Det danske landskifte kender vi ikke meget til, før vi møder det i den senere middelalders kilder, først og fremmest i landskabslovene, og først i løbet af 1500-tallet bliver kilderne saa righoldige, at vi kan danne os et billede af den tids landskifte. Et fast holdepunkt faar vi dog først, da der finder omhyggelige opmaalinger af landsbyens marker og de enkelte agerlodder sted, nemlig under Christian V's fremragende matrikelværk, hvis ca. 1500 markbøger indeholder en opmaaling af hver enkelt agerlod i hele kongeriget. Dertil kommer de langt senere kortlægninger, hvoraf hovedparten dog først stammer fra udskiftningen i slutningen af 1700-tallet.

Som følge af det ældre kildemateriales sparsomhed er forskningen hidtil gaaet baglæns med udgangspunkt i markbøgerne og landkort. I de sidste aar har dog opdagelsen og undersøgelsen af ialt op imod 100 oldtidsagre, der viser os grænserne for sammenliggende agerlodder i hvert fald fra den førromerske jernalder, givet studiet af den ældste agrarforfatning et mere realistisk præg. Under arbejdet med de yngre kilder vil det dernæst være nødvendigt at tage de kulturgeografiske erfaringer i anvendelse under forsøget paa at afdække landskiftets sandsynlige udvikling.

Studiet af landskiftets problemer blev her i landet grundlagt af O. Chr. Olufsen, der i 1821 offentliggjorde en afhandling til oplysning af Danmarks indvortes forfatning i de ældre tider,[^6] men den nyere litteratur bygger paa P. Lauridsens undersøgelser fra 1896[^7] og især paa Henrik Larsens banebrydende arbejde fra 1918.[^8] Af den nyeste litteratur maa fremhæves Svend Aakjærs forskellige undersøgelser, hvis hovedbestanddel er de indgaaende studier af de ældste agrariske enheder bol, plovland og skyldjord,[^9] og Ole Widdings undersøgelser af landskiftet i en enkelt egn paa grundlag af markbøger og landkort.[^10]

De i indledningen side 12 nævnte svenske og finske undersøgelser af kulturgeografisk og etnografisk karakter har tilført studiet af landskiftet nye impulser og arbejdsmetoder, men hidtil er disse kun anvendt af Karl Wührer[^11] til belysning af landskiftets opstaaen og udviklingsformer.

Under udarbejdelsen af den følgende fremstilling har jeg søgt saa skarpt som muligt at sondre imellem, hvad kildematerialet faktisk oplyser, og hvad man kan — eller mener at kunne — slutte sig til. Efter at have refereret de vigtigste opfattelser af landskiftets opstaaen og udvikling (I), vil jeg derfor forsøge at klarlægge, hvad landskabslovene og de øvrige middelalderkilder oplyser om landskiftet og agrarforfatningen (II), for dernæst at springe frem til en skildring af de landskifteformer, vi kender fra den nyere tids opmaalinger og landkort (III) samt grundlaget for jordfordelingen (IV). Paa det saaledes tilvejebragte grundlag vil jeg derefter forsøge at give en sammenfattende fremstilling af landskiftets opstaaen og udviklingshistorie (V).

I. Oversigt over ældre teorier

Direkte udsagn om landskiftets oprindelige karakter har vi kun i Cæsars og Tacitus' beretninger. Gaius Julius Cæsars Commentarii de bello Gallico er formentlig skrevet i aarene 50–52 f. Kr. og dens beretning om germanernes jordforhold hidrører fra de germanske stammer ved Rhinen. I forbindelse med problemerne vedrørende de germanske stammers endelige bosættelse har vi foran side 19 refereret den mest betydningsfulde udtalelse,[^12] men det vil være rigtigst paa dette sted i fremstillingen at behandle de to romerske forfatteres beretninger i sammenhæng. Cæsar beretter, at ingen enkeltmand ejer en vis agerjord eller et særskilt stykke land, men høvdingerne fordeler hvert aar jorden mellem de enkelte ætter (gentibus cognationibusque), og de er nødt til aaret efter at flytte til et nyt sted (atque anno post alio transire cogunt). Da man maa gaa ud fra, at stammerne langs Rhinen først fik endelig bosættelse i det første aarhundrede efter Kristi fødsel,[^13] har det formentligt været vandrende stammer, som Cæsar omtaler i sin beretning, der altsaa intet direkte siger os om forholdene efter den endelige bosættelse. Hvis vi skal tro beretningen efter dens ordlyd, har den indtagne jord paa den tid, da stammerne endnu var paa vandring, tilhørt hele stammen og er blevet tildelt de enkelte ætter — altsaa ikke enkeltmænd — til brug. I og for sig har der jo saa ikke været noget i vejen for, at den jord, der tildeltes den enkelte æt, igen er blevet fordelt paa dennes familier eller husholdninger, men det antages ofte, at ætten har dyrket jorden i fællesskab.[^14] Hvor megen vægt man nu end vil lægge paa disse udtalelser, saa turde meddelelsen om, at stammen flyttede til et nyt sted hvert aar, vist bero paa en misforstaaelse og kan i hvert tilfælde ikke have almen gyldighed.[^15]

Langt vigtigere end Cæsars beretning er imidlertid de udtalelser, som Publius Cornelius Tacitus fremsætter i sit værk: De origine, situ, moribus ac populis Germanorum (kaldet Germania), der er skrevet en gang i tiden 55–120 efter Kristi fødsel. I de ca. 150 aar, som skiller Cæsars beretning fra Taciti, er der formentlig sket store forandringer, og det er sandsynligt, at Tacitus skildrer tilstanden, efter at den endelige bosættelse har fundet sted. Tacitus oplyser i Germania cap. 26, at bysamfundet som helhed beslaglægger agerjorden i et omfang, der svarer til bymændenes (cultores) antal, og jorden fordeles derefter blandt disse efter værdighed (secundum dignationem). Fordelingen falder imidlertid let paa grund af markernes udstrækning. Den dyrkede jord skiftes aarligt, og der bliver endda jord til overs (arva per annos mutant et superest ager), thi de anvender ikke nogen intensiv dyrkning med plantning af frugttræer, vanding af haver o. s. v., men af jorden forlanger de kun sæd (sola terrae seges imperatur).

Nogle forfattere opfatter udtalelsen om det aarlige skifte af den dyrkede jord som et vidnesbyrd om, at de enkelte agre hvert aar skiftede bruger, saaledes at den enkelte bymand efter tur fik lejlighed til et aar ad gangen at dyrke hvert eneste af de til bymarken hørende agre, altsaa den jordfordeling, som har faaet navnet aarsskifte.[^16] Heroverfor har R. Schröder[^17] bemærket, at fællesskabet med hensyn til jorden maa have tilhørt en tid, da germanerne ikke havde faste landsbyer, hvor al jord tilhørte stammen, men blev tildelt slægterne ved en periodevis fordeling. Med udskillelsen af en fast bymark mener Schröder derimod, at dette fællesskab er ophørt. Kun naar ny jord skulde indtages, var det bylagets sag at udpege, hvad der skulde indtages, og denne jord blev da inddelt i aase, »Gewänne«, hyppigst i form af parallelogrammer, der igen blev delt efter antallet af berettigede. Hver berettiget fik sin andel i hver aas og i den samme rækkefølge, der fastsattes ved lodkastning efter den berettigedes stand (secundum dignationem). Opdelingen af den nye agerjord skete i umiddelbar tilslutning til dens indtagelse fra vildmarken (quos mox inter se pertiuntur) og aabenbart med gyldighed for hele den periode, den paagældende agerjord skulde bære sæd. Herefter bestaar det aarlige skifte altsaa ikke i en omveksling af de dyrkede agre, men i en vekseldrift, hvorunder de agre, der var indtaget til dyrkning, skiftevis laa brak og bar sæd. Schröders forstaaelse af Taciti beretning forklarer ogsaa bedst, hvorfor der til »arva per annos mutant« tilføjes »superest ager«. I sin gengivelse af den paagældende beretning oversætter Vilh. la Cour den førstnævnte sætning med »vekseldrift«. Efter denne opfattelse af Tacitus kan vi altsaa sammenfatte det omhandlede dyrknings- og jordsystem saaledes: bylaget indtager i fællesskab jord i udmarken og fordeler den indtagne jord imellem bymændene. Den indtagne jord dyrkes i vekseldrift, saaledes at der aarligt ligger en del brak, men alligevel maa man efter en tids forløb lade den indtagne jord falde tilbage til vildmarken og optage ny jord. Tilbage bliver stadig en uklarhed med hensyn til spørgsmaalat om, hvorvidt man baade har anvendt en aarlig vekseldrift og alligevel regelmæssigt har maattet flytte opdyrkningen til et nyt sted paa udmarken. Under alle omstændigheder synes de fleste forfattere at være enige om, at jorden blev indtaget af bylaget i fællesskab og fordelt mellem bymændene til særbrug. Fællesbruget er altsaa et overstaaet stadium. la Cour mener dog, at de cultores, til hvem agerjorden uddeles, ikke er enkeltmænd, men ætter og storfamilier, der dyrkede jorden i fællesskab og indtil vikingetiden mener han ikke, at man i Danmark er kommet længere i udviklingen.

En gruppe af forfattere lægger hovedvægten paa et oprindeligt sambrug mellem ættens medlemmer og mener, at landskiftet er opstaaet derved, at jorden er blevet delt mellem sambrugerne enten ved skifte i levende live eller ved arveskifte, efterhaanden som det anerkendes, at retten til jord kan gaa i arv. P. Lauridsen har for Danmarks vedkommende hævdet, at landskiftet i dets yngre former i almindelighed skulde være opstaaet gennem deling af de oprindelige enkeltgaarde. Da man maa antage, at det enkelte bosted har været beboet af en hel familie, er der ikke større forskel mellem Lauridsens opfattelse og den foran refererede. For Norges vedkommende hævdes det fra flere sider, at det senere landskifte er opstaaet ved deling af ættens oprindelige fællesjorder.[^18]

Da de fleste teorier arbejder med momenter, der er samlet fra et tidsrum af omkring tusinde aar, er det vanskeligt at foretage en udviklingsmæssig sammenligning af de forskellige opfattelser, fordi man kun sjældent kan blive klar over, hvilket stadium af den faste bosættelse, der danner udgangspunktet for den paagældende teori. Dette gælder ogsaa den gruppe af forfattere, hvis opfattelse er bestemt af de hovedresultater, som fremgaar af August Meitzens store værk om germanernes vandringer, bosættelse og agrarret.[^19]

Meitzen gaar ud fra, at landsbyen allerede fra første færd har faaet sin endelige skikkelse som en lodskiftet bymark, opdelt i vange og agerskifter (Gewanndorf), og han støtter sig for Nordens vedkommende paa Olufsens undersøgelser, der ligeledes gik ud fra, at landkortene fra sidste halvdel af 1700-tallet viste os landskiftet i dets oprindelige form. For de tyske landes vedkommende bygger Meitzen ligeledes paa landkortene, hvoraf kun ganske faa er ældre end sidste halvdel af 1700-tallet, mange endog yngre. Da Meitzen endvidere har haft et vist kendskab til de nordskandinaviske landskifter, og han her har fundet skifter, som ganske mangler inddelingen i aase, men som viser, at grundstykkerne har ligget blandet uden paaviselig orden, antager han, at aarsagen hertil er, at bosættelsen i Nordskandinaviens ødemarker har fundet sted ved rydninger i det uberørte skovland under helt andre former end i de vestgermanske folkelande, hvor den faste bosættelse udgik af en fordeling af det til opdyrkning egnede land.[^20] Et lignende uregelmæssigt landskifte uden agerskifter har Meitzen fundet i Vartofta i Västergötland, men aarsagen hertil mener han at finde i det forhold, at landsbyen er blevet til under jorddrottens indflydelse.[^21]

Meitzens hovedopfattelse ligger til grund for Henrik Larsens teori om det danske landskiftes udvikling, der siden har været almindeligt antaget i dansk litteratur. Henrik Larsen[^22] antager, at landsbyen fra første færd har bestaaet af to dele, nemlig toften og udmarken (vllænde, ollandæ). Tofterne var særjord og laa ved gaardene. De var den først opdyrkede del af marken. Udmarken var under fællesskab og blev oprindelig periodisk omfordelt mellem bylagets medlemmer, men denne cirkulation afløstes af en fast agerfordeling, hvorved hver af ejendommene fik tildelt sammenliggende agre i hvert agerskifte. Dette landskifte møder vi endnu i adskillige danske landsbyer. Larsen har indgaaende analyseret et saadant landskifte i Vindeby paa Lolland, dets kortbillede er nøjagtigt som de regelmæssige landskifter, altsaa en inddeling af vangene i agerskifter og en inddeling af agerskifterne i lange, smalle rektangulære agre. Larsen kalder dette landskifte for det uregelmæssige landskifte, andre forfattere har foreslaaet at kalde det fornskifte, dog ud fra forskellige forudsætninger.[^23] Efter Larsens opfattelse indførtes der omkring aar 1000 en ny agerfordeling af hensyn til ledingspligten. Byerne blev inddelt i lige store lægd, i bol. Hvert agerskifte blev derefter delt mellem bolene i lige brede stykker, og agrenes fordeling mellem gaardene var altid den samme, medens bolenes indbyrdes beliggenhed var skiftende. Larsen mener, at solskiftet, der indføres i Jylland med JL, var en yngre skifteform, der mange steder afløste det ældre bolskifte. Larsen er dog klar over, at mange af vore landsbyer er dannet lidt efter lidt gennem delinger, og han paaviser flere steder, at større agre er splittet op mellem flere brugere, der formentlig oprindelig har siddet paa den samme gaard.

I de svenske landskabslove forekommer udtrykket »i hambre och forni skipt« som betegnelse for tilstanden før solskiftets indførelse, og disse udtryk har været genstand for talrige gisninger og fortolkninger. Nogle mener, at fornskiftet og »i hambre« er udtryk for den samme tilstand, og at de begge betegner aarsskiftet med den periodiske omveksling af agrene mellem bymændene.[^24] Andre mener, at udtrykket tværtimod henviser til en tilstand, hvor enhver bymand havde den fulde ejendomsret over sine agre, og hvor disse var uregelmæssigt fordelt uden paaviseligt system ud over bymarken, og at der ikke var nogen mulighed for at tvinge den enkelte bruger fra sin hævd.[^25] Den finske forsker A. G. Fontell[^26] antager, at fornskiftet og hammarskiftet er to forskellige foreteelser. Efter det første er den dyrkede jord fordelt paa fælles indtægter og private løkker blandet mellem hinanden, medens hammarskiftet oversættes som fællesskab, fællesbrug, specielt med tanke paa den fælles brug af skov og vand, og hvor vi i ældre dokumenter finder hammarskiftet omtalt, antager forfatteren, at det i almindelighed betyder opdyrkning paa udmarken, altsaa løkker. Sigurd Erixon[^27] har undersøgt stednavne med indhold af udtrykket hambre el. hammar og paaviser, at de især bruges om stenede almindinger, hvorfor han antager, at hammarskiftet hentyder til saadanne løkker, der er i fælles brug eller i hvert fald indtaget i fællesskab paa stenet almindingsmark, eller — da udtrykket jo er en cliché, som maaske kun i enkelte tilfælde har haft en realitet bag sig — simpelthen løkker paa almindingen. Iøvrigt har man regnet sammen, at udtrykket »i hambre och forni skipt« har givet anledning til ca. 100 større eller mindre afhandlinger og formentlig lige saa mange anskuelser, og det lønner sig ikke at trænge dybere ind i denne litteraturs afkroge.[^28]

Endnu en opfattelse vedrørende hammarskiftet skal dog refereres, fordi den i modsætning til de fleste andre bygger paa en nøje undersøgelse af landskiftets udviklingsformer. Opfattelsen er først fremsat af G. Nordholm,[^29] der paaviser, at mange byer i Skaane har deres agre liggende i oprindeligt indhegnede, blokformede og uregelmæssige løkker paa den fælles mark. Efter forfatterens mening er det netop disse byer, som ligger »i hambre«, og han gaar ud fra, at de aldrig har været genstand for et egentligt skifte, men svarer til de gamle uskiftede byer, som nævnes i Kristoffers landslag, bygningabalken.[^30] De forfattere, som bygger paa denne hovedopfattelse, er meget uenige om aarsagen til, at der af denne oprindelige jordfordeling har udviklet sig de senere skifteformer. Nordholm og Wührer lægger hovedvægten paa de enkelte bymænds skatte- og landgildebyrde, idet de regelmæssige landskifteformer herefter skulde være indført paa jorddrottens initiativ for at tilvejebringe en retfærdig fordeling af byrderne, medens Lindgren og Sven Dahl lægger større vægt paa trevangsbrugets indførelse, hvorefter det blev nødvendigt at sikre sig, at alle bymændene fik lige meget jord i alle vange.

Medens de øvrige forfattere lægger hovedvægten paa de kulturgeografiske undersøgelser, har Wührer i første række søgt at udnytte de indvundne erfaringer til en fremstilling af landskiftets opstaaen og udvikling, og hans undersøgelser resulterer i et afgørende brud med den traditionelle lære, hvorefter den nordiske og mellemeuropæiske landsby fra første færd har været Gewanndörfer med en skarp inddeling i agerskifter. Efter den traditionelle opfattelse skulde den successivt fremadskridende opdyrkning af bymarken have fundet sted derved, at bylaget indtog et nyt agerskifte og delte jorden imellem sig i overensstemmelse med inddelingen af de ældre agerskifter,[^31] men Wührer henviser til, at saa længe vi kan følge opdyrkningens historie, er den sket strøvis ved løkker paa udmarken, hvorfor inddelingen i agerskifter ikke kan være et resultat af den fremadskridende opdyrkning. Under henvisning til de arkæologiske og etnologiske resultater tilbageviser Wührer paastanden om, at byjorden oprindelig skulde have været underkastet et aarsskifte, og han mener ikke, at det kan bevises, at agerskifterne i de tyske og nordiske landsbyer skulde hidrøre fra den første opdyrkning, og langt mindre kan inddelingen i agerskifter tages som bevis for et oprindeligt aarsskifte. »Das alles sind unangebrachte Zurückverlegungen grundherrlicher und genossenschaftlicher Systeme des späteren Mittelalters«.[^32] De skandinaviske kilder fra 1200-tallet viser ogsaa kun en begyndende indskrænkning af privatejendomsretten og den frie individuelle drift, der intet har med jordfællesskab at gøre. Ved den dyrkede marks langsomme udbredelse naar man til det tidspunkt, da al jorden er under besiddelse, og paa det stadium grænser de enkelte agre paa de besynderligste og mest tilfældige maader til hverandre og truer bedriftens hensigtsmæssighed. Derfor bliver en jordfordeling paatrængende nødvendig, og derfor skabes der mulighed herfor i 12- og 1300-tallets love. Wührer mener derfor at kunne fastslaa, at der intet grundlag er for at antage, at der blandt germanerne har bestaaet en fællesbesiddelse af jorden.

Poul Johs. Jørgensens[^33] anvendelse af betegnelsen jordfællesskab er ikke ganske klar. Som hovedregel anvender forfatteren udtrykket som en betegnelse for den samlede agrarforfatning, men han anvender det tillige som en betegnelse for landskiftet. Det er derfor heller ikke ganske klart, hvilken stilling forfatteren tager til de forskellige hovedteorier, men han udtaler sig i hvert tilfælde med den største forsigtighed. Poul Johs. Jørgensen gaar dog i hvert fald ud fra, at forbindelsen mellem slægt og landsby er hovedaarsagen til de senere jordfordelinger, og han vil ikke benægte muligheden af, at der kan have været tale om et oprindeligt aarsskifte. Klargorende er det imidlertid, at Poul Johs. Jørgensen saa kraftigt understreger, at det landskifte, vi kender til i nyere tid, meget vel kan have forskellig oprindelse. Forfatteren peger saaledes paa forekomsten af det saakaldte falske jordfællesskab, hvor en enkeltgaard efterhaanden er delt mellem flere brugere, og han peger paa, at arvedelingerne i visse tilfælde kan have været den direkte aarsag til et landskifte. Særlig for saa vidt angaar torpdannelser bemærker Poul Johs. Jørgensen, at grunden til, at der er skabt et jordfællesskab i disse tilfælde, maa være, at overdrevet, hvortil torpets naboer er flyttet, i forvejen var fællesjord, og at den vedblev at være det først en tid lang for baade moderby og torp, og senere, naar de er adskilte, for torpet alene. Endelig mener Poul Johs. Jørgensen, at jordfællesskabet i tidens løb er blevet en nødvendig institution, der hørte med til enhver landsby.

Den foranstaaende oversigt har kun haft til formaal at give nogle hovedtræk af den foreliggende litteratur,[^34] og jeg vil for enkelte forfatteres vedkommende vende tilbage til en nærmere omtale i de følgende afsnit.

II. Middelalderens agrarforfatning

Det vil være naturligt at undersøge, hvilke oplysninger de danske landskabslove giver om middelalderens agrarforfatning uden forsøg paa at sætte oplysningerne i et videre sammenhæng ved hjælp af oplysninger fra de romerske forfattere et aartusinde før lovene blev nedskrevet og fra opmaalinger og landkort, som er blevet til et halvt aartusinde efter lovenes nedskrivning. Jeg skal dog indledningsvis minde om, at det middelalderlige landskifte efter den traditionelle opfattelse er nogenlunde identisk med de uregelmæssige landskifter, som vi finder i markbøgerne fra 1680'erne, og altsaa bestaar af et antal vange, der er inddelt i agerskifter, som igen er inddelt i et stort antal smalle, rektangulære jordstrimler, saaledes at byens gaarde har sin jord fordelt paa op til flere hundrede smalle agerstrimler.[^35]

Noget spor af et eventuelt tidligere aarsskifte vil man lede forgæves efter i landskabslovene.[^36] Poul Johs. Jørgensen har ganske vist peget paa muligheden af, at JL 1:54, hvorefter ingen kan tvinge en anden til mageskifte (markskifte?), skulde kunne forstaas som et forbud imod et tidligere anvendt aarsskifte, men det kan lige saa godt være et forbud imod at tvinge nogen til at bytte de lodder bort, der er tilfaldet ham ved rebning,[^37] eller et forbud imod udenfor den almindelige rebning at tvinge nogen fra sin besiddelse. Der findes intet grundlag for at antage, at bestemmelsen skulde henvise netop til et aarsskifte. Der er heller ingen grund til at antage, at SKL 75, der omtaler bortsalg af enkelte agre,[^38] skal forstaas saaledes, at der ikke er tale om bestemte agre i vangen, men om en blot og bar ideel andelsret.[^39] Af lovenes bestemmelser om ornum kan vi endvidere se, at et aarsskifte, hvis det nogensinde har været praktiseret, i hvert tilfælde ikke har omfattet al byjorden.

Heller ikke de svenske landskabslove synes at kende noget til et oprindeligt eller delvis eksisterende aarsskifte af agerjorden. Ifølge Sdml. BB III skal bønderne, naar de vil dele deres agre, sætte skelmærker og pløje furer, saaledes som alle synes er ret, hvilket har været forstaaet saaledes, at denne deling blev foretaget hvert aar,[^40] men bestemmelsen tyder afgjort paa, at der ikke er tale om en veksel i brugsretten til agrene, men hovedvægten lægges tværtimod paa at konstatere det rette skel mellem agrene, og meningen maa derfor enten være, at bønderne — saaledes som vi senere har talrige eksempler derpaa — hvert aar ved afmærkninger gør agerskellene tydelige, eller ogsaa er det blot et paabud om efter en foretaget rebning at sætte omhyggelige skelmærker. Noget aarsskifte hverken tales der om eller hentydes der til.

Heller ikke vore øvrige middelalderkilder giver nogen støtte for antagelsen af et ældre aarsskifte af agerjorden, hvorimod vi saavel paa denne tid som senere hører om fællesenge, der enten høstes i fællesskab af alle bymænd, hvorefter høet deles efter bymaal, eller ogsaa hvert aar deles mellem de enkelte bymænd, der hver især maa slaa deres tildelte englod.[^41] Det kan i denne forbindelse anføres, at Ebbe Hertzberg som bevis for eksistensen af et aarsskifte i Norge henviser til et brev 1442, hvorefter en mand havde lejet nogle jordstykker »sidan hamskipthet aather geek«, men det fremgaar klart af brevet, at de paagældende jordstykker var englodder.[^42]

Gaar vi derefter over til at undersøge oplysninger om de landskifteformer, som landskabslovene faktisk har kendt til, møder der os en blanding af spredte, ofte usammenhængende bestemmelser, som afgjort tyder paa, at landskabslovene er udtryk for en brydning imellem gammelt og nyt. Særlig fremtrædende er denne brydning i JL, hvor 1:55 om solskiftet repræsenterer det nye, men 1:45 og maaske ogsaa 1:49 repræsenterer det gamle. Fælles for alle landskabslovene er, at de har kendskab til en tilstand, hvor de enkelte bol havde deres jord liggende side om side i ganske bestemte bolomraader ude i marken. I EsjL II:55 hedder det, at hvis ikke alle er enige om en anden fremgangsmaade, skal hvert bol rebes, som det tidligere laa efter solen, d. v. s. at agrene indenfor bolet skal have den samme rækkefølge som før rebningen. Efter SKL 73 og 74 kan den, der ejer en vis del af bolet, til enhver tid kræve bolet rebet, og ifølge JL 1:45 kan enhver bymand uden at opfylde særlige betingelser i henseende til ejendomsstørrelsen kræve hele det bol, hvortil han hører, underkastet rebning. Disse bestemmelser forudsætter alle, at den jord, der hører til et bol, ligger side om side i bestemt afgrænsede omraader af bymarken, men der er naturligvis ikke noget i vejen for, at bolet kan have jord mange steder i bymarken, og under vangebruget med vekseldrift maa et bol naturligvis have lige meget jord i alle vangene. De nævnte bestemmelser viser endvidere, at grænserne for bolenes jordomraader i bymarken forbliver uændrede, efter at den interne rebning har fundet sted, og rebningen berører altsaa ikke den øvrige by.

I de forannævnte lovbestemmelser fremtræder bolet som en gruppe gaarde, der har deres jord liggende uforanderligt i de samme omraader af marken, og bolet er ikke i disse bestemmelser resultatet af nogen rebning. Saadanne bol finder vi ogsaa omtalt i andre middelalderkilder, saaledes en række oplysninger fra 1200- og 1300-tallet om overdragelse af jord, der ligger i et bestemt, navngivet bol. Mange af disse overdragelsesdokumenter bærer afgjort præg af, at der ikke er tale om nogen ideel andel i byen og heller ikke om en gaardgruppe, hvis ejendom findes spredt over hele marken efter en rebning, men om bestemt paaviselige jordstykker.[^43] Man kan ikke gaa ud fra, at oplysninger om eksistensen af bol i en by er ensbetydende med, at byen er bolskiftet. Saaledes er det ikke sandsynligt, at bolskiftet har været almindeligt i Nørrejylland, men JL kender alligevel eksistensen af reale bol i marken. Selve det forhold, at bolene aabenbart i stort omfang har haft navne i middelalderen, tyder paa, at der ikke er tale om den ideelle andelsret i en bolskiftet by, men om en gaardgruppe, hvis jordtilliggende er blevet til i intimt fællesskab mellem bolets medlemmer, derfor gaar navnene paa bolene hurtigt af brug, efterhaanden som bymarkerne underkastes systematiske rebninger. Paa den anden side er der naturligvis ikke noget i vejen for, at den gamle bolbetegnelse kan være gaaet med over i bolskiftet og været i brug i en vis tid, men i saa fald har man sikkert brugt betegnelsen: »o øre skyldjord i NN-bol over al by mark« som f. eks. en meddelelse om Ribekannikernes besiddelse i Folding, Malt hd.: »in liuæls bool habent canonici unum attingh per totum march«, ligesom denne betegnelse iøvrigt anvendes, naar der er tale om besiddelser i rebede byer.[^44]

Landskabslovene viser klart, at bestemmelserne om rebning af hele bymarken er yngre end bestemmelserne om rebning af de enkelte bol. Lovene sondrer imellem rebning af tofterne og rebning af hele markjorden. Ifølge SKL 67 skal tofterne rebes, dersom der bliver strid om, hvad der er toftejord, og hvad der er byens fælles gadejord. Efter bestemmelsen synes rebningen alene at angaa tofterne, men den forudsætter, at bymændenes besiddelser i toftejord og markjord er bestemt af deres bymaal, da der jo ellers ikke er noget grundlag for en rebning. AS 25, der nærmest gengiver SKL 67, oplyser, at den, der klager over, at hans toft er for lille, kan gøre brug af retten til rebning. AS 26 omtaler derimod i modsætning til SKL en rebning af tofterne i forbindelse med en rebning af hele jorden. Hele landsbyen skal deles i lige store lodder, som paa modersmaalet almindeligt kaldes bol, og som paa det latinske sprog kaldes mansi, hvorved de til lodderne hørende tofter indbyrdes og disse tofters tilliggende jorder indbyrdes gøres lige store med hverandre. Efter dette konsekvente bolskifte skal tofterne altsaa i alle tilfælde rebes sammen med den øvrige byjord.

Medens det af Anders Sunesen omtalte generelle bolskifte gør et meget systematisk indtryk og formentlig i princippet svarer til de senere kendte bolskifter, er det vanskeligere at faa klarhed over rebningsbestemmelserne i EsjL II:54 og 55. Medens hverken SKL eller JL omtaler rebning af tofterne i forbindelse med en rebning af et enkelt bol, udtaler EsjL II:54 udtrykkeligt, at bolsmændene er pligtige at foretage rebning, naar der rejses klage, hvad enten det angaar toften eller udmarken. Formentlig medfører bestemmelsen ikke, at en rebning af bolets besiddelser i udmarken nødvendigvis ogsaa medfører en rebning af tofterne. Hvis hele bymarken skal rebes, kan bymændene, hvis de alle bliver enige herom, aftale hvilken størrelse paa tofterne, de vil, men er der nogen, som hellere vil beholde den gamle fordeling af tofterne (hauæ thae fyming thær forræ hauær wæræt), da er de sidstnævnte nærmest til at faa deres vilje. Kan de ikke blive enige om, hvorledes den gamle fordeling var (whilkæt fyrning war), maa de udtage 12 oldinge af herredstinget, som skal sværge skellet mellem tofterne og gaden, mellem tofterne og udmarken og mellem ydertoften og udmarken,[^46] og derefter skal de rebe. Meningen maa vel være, at naar tofteomraadets grænser er fastlagt, saa rebes udmarken, medens tofteomraadet lades uberørt af rebningen i overensstemmelse med den foranstaaende regel om, at blot nogle enkelte kan kræve den gamle fordeling af tofterne opretholdt.

Foruden disse bestemmelser findes der indskudt i EsjL II:55, som iøvrigt handler om behandlingen af stuf og særkøb, samt i II:56 en oplysning om, hvorledes marken skal rebes. Det bestemmes, at medmindre alle samtykker i en anden fremgangsmaade, saa skal ethvert bol rebes, som det tidligere laa efter solen (sum thæt war fyrnu at sol fallit) og saaledes som enhvers hovedtoft ligger i byen, skal lemmerne ligge ude i marken. Udtrykket »at sol fallit« (solfald) har givet anledning til en del tvivl, men meningen er formentlig, at agrene skal ligge i samme rækkefølge som tofterne, og at man skal maale fra øst til vest lige som solens gang over himlen. At man maalte verdenshjørnerne efter solens gang var jo almindeligt, og paa islandsk er sólarfall — solnedgang — vest. I middelalderkilderne angiver man bevægelsen øst-vest i forhold til solen, saaledes at nærmest solen betegner det østligste punkt og fjernest solen det vestligste punkt. Saaledes hedder det i Vml. Ærfdab. XIII, at den yngste broder skal tage toften næst solen og den ældste broder den fjernest solen, jfr. fra de danske kilder: »tria otting terre in Bolderslev marck in Haldennssboll viciniora soli«[^47] og »silva soli vicinior«.[^48] Der kan vist ikke være tvivl om, at disse middelalderlige angivelser nøje svarer til det senere udtryk »rette omgang« eller »ret med solen«.[^49] Meningen med bestemmelsen i EsjL II:54 er altsaa den, at den toft, som ligger østligst i byen, ogsaa skal have sin ager liggende først i de bol, der har maaleretningen øst-vest. Maaske har man dog blot villet sige, at rækkefølgen skulde være den samme i alle bol og i overensstemmelse med rækkefølgen af tofterne i byen.

Man vil have bemærket, at EsjL ikke udtaler sig om størrelsesforholdet mellem de enkelte bol, og der er heller ikke bestemte vidnesbyrd om, at de gamle bolomraader skulde opgives, saaledes som efter AS, der kræver, at bymarken inddeles i lige store bol.

JL er paa dette omraade udtryk for en endnu større brydning mellem gammelt og nyt end de andre landskabslove. Det er bemærkelsesværdigt, at reglerne i SKL om stuf og særkøb samt om rebning af et enkelt bol, baade hvad indhold og form angaar, maa have været kendt af forfatterne af baade EsjL og JL, men om de alle har en ældre kilde, kan man naturligvis ikke udtale sig. Lige saa bemærkelsesværdigt er det, at de processuelle regler om rebning i SKL 83 utvivlsomt maa have været kendt af forfatteren til JL 1:50. Paa samme maade bærer reglen i JL 1:52 afgjort præg af, at dens koncipist har haft kendskab til EsjL II:54.

I forhold til dette slet ikke uvæsentlige slægtskab imellem de 3 landskabslove staar reglen om solskifte i JL 1:55 som en afgjort nydannelse. Det er nedenfor side 333 f. paavist, hvordan JL 1:55 i henseende til behandlingen af stuf og særkøb afviger fra bestemmelsen i 1:49, der overensstemmer med de tilsvarende bestemmelser i de andre landskabslove. Men ogsaa det øvrige indhold af 1:55 bærer præg af reformer. Naar byen skal solskiftes (der siges intet om betingelser for, at dette kan kræves), skal enhver opgive sin hævd i bymarken saavel som i toftejorden. Derpaa rebes først tofterne i byen, saaledes at ingen kan rejse indvending, og lige som tofterne i byen skiftes, skal hele marken skiftes. Meningen maa altsaa være, at agrene i marken skal ligge i samme rækkefølge som tofterne i byen, men om maaleretningen skal være øst-vest, siges der intet, ligesom solskiftets nærmere karakter overhovedet ikke omtales. Den afgørende forskel mellem EsjL og SKL paa den ene side og JL 1:55 paa den anden side er den, at JL helt har opgivet den gamle inddeling i reale bol, og at tofterne, i modsætning til hvad der gælder efter EsjL, ubetinget skal rebes, naar solskiftet skal indføres. Om selve agrenes beliggenhed i forhold til solen taler JL imidlertid ikke. Dette spørgsmaal behandles overhovedet kun i EsjL. Selv det udprægede reformforslag i JL 1:55 gør altsaa ikke indtryk af at have noget nærmere kendskab til solskiftets karakter, men lægger vægten paa at faa gennemført et generelt og systematisk skifte af hele bymarken.

Grundprincippet i 1600-tallets landskifter er inddelingen i agerskifter, sædvanligvis kaldt aase, og det er denne inddeling, der efter den mest udbredte opfattelse i litteraturen er særpræget for den oldgermanske landsby. Det vil derfor være nødvendigt at undersøge, om der i de danske landskabslove er spor af en saadan inddeling, og om den danske landsby paa landskabslovenes tid i almindelighed har været en Gewanndorf.

Den yngste oplysning om forholdene indenfor det skaanske retsomraade indeholder utvivlsomt AS 26, der betegner en afgjort systematisering i forhold til bestemmelserne i SKL. Anders Sunesen har sikkert ved sin gengivelse af reglerne ladet sig paavirke af det ønske, som han — saavel som de andre store jorddrotter — har haft om at faa gennemført en regelmæssig og systematisk inddeling af landsbyerne, saaledes at der kunde skabes et grundlag for en ligelig fordeling af bøndernes ydelser. Det er sandsynligt, at reformforslaget i JL 1:55 paa samme maade er inspireret af jorddrotternes ønske om at regulere landsbyjordens inddeling. Men naar Anders Sunesen skal gengive et systematisk skifte af hele byjorden, erklærer han kort og godt, at hele marken skal inddeles i lige store bol, og agrene indenfor disse bol skal have samme indbyrdes beliggenhed som deres tofter i byen. Ikke med eet ord nævnes inddelingen i agerskifter, som efter den traditionelle opfattelse er fundamental.

Heller ikke EsjL fremkommer med oplysninger, der kan tyde paa den almindelige forekomst af en inddeling i agerskifter, tværtimod interesserer EsjL II:55 og 56 sig kun for agrenes beliggenhed indenfor bolet, men antyder ikke paa nogen maade agrenes eller bolenes beliggenhed indenfor agerskifter, og bestemmelserne i II:56 om udligning af forskellen i de tilrebede agres godhed tyder heller ikke paa, at man har kendt inddelingen i agerskifter som et led i en rationel fordeling af byjorden. Hvis nogen ved rebningen har faaet daarligere jord end de andre, kan han kræve erstatning, og da denne situation sættes i modsætning til den situation, at rebningen staar fast, fordi alle er tilfredse, maa man gaa ud fra, at den utilfredse skal have erstatning, derved at hans daarlige ager gøres større, end hans bymaal berettiger ham til. Lovstedet udelukker dog ikke, at der kan være tale om at give ham erstatning andetsteds i bymarken.

Et sjællandsk mageskifte 1298 giver os nærmere oplysning om markens inddeling.[^50] En mand ved navn Esbern tilskøder paa Alsted herredsting Sorø kloster nogle besiddelser i Døjringe og faar til gengæld tilskødet nogle ejendomme i Store Valby. Han overdrager klosteret 7 øre og 1 ortug skattejord i Døjringe i 2 agre, nemlig 5 mark i een ager og 10 ortug i den anden med sine hovedtofter og hustofter, til gengæld fik han i Store Valby 7 øre og 1 ortug skattejord i 3 agre eller bol (agris sive bool), nemlig i Frændebol 10 ortug og i Landbobol 2 øre nærmest solen og i Mulebol 2 øre fjernest solen, ligeledes med tofter og tilliggender. Af overdragelsen i Døjringe ser vi, at skødet maa anvende benævnelsen ager om en samling af agre, altsaa et agerskifte (hvis de overhovedet er skiftede), i Store Valby kaldes disse agre eller rettere agersamlinger for bol. Ordbrugen passer vanskeligt til forestillingen om bolet som et stort antal ikke ret store jordstykker fordelt paa agerskifterne over hele marken og selv opdelt i endnu mindre agerstrimler. Bolene maa her have deres jord liggende i et overskueligt antal større jordomraader, idet karakteristikken af de overdragne ejendomme er altfor konkret til at kunne betegne en blot og bar andelsret, og bolene er i hvert tilfælde den eneste kollektive enhed af agre, der kendes i landsbyen. Mange af de øvrige dokumenter fra middelalderen, hvor der omtales bestemte besiddelser indenfor et eller flere bol, kan være udtryk for den samme tilstand, men i det her nævnte dokument er skildringen i hvert tilfælde ikke til at tage fejl af.

Medens SKL og EsjL ikke indeholder den fjerneste antydning af aasenes eksistens, og de øvrige middelalderkilder heller ikke støtter en saadan antagelse, synes JL at tyde paa, at aasene er begyndt at spille en fundamental rolle ved rebningen, nemlig naar denne skal foregaa efter de nye regler om solskifte. Paa forhaand skulde man jo ogsaa tro, at en inddeling i agerskifter var nødvendig, naar inddelingen i reale bol helt opgives, og al hævd i marken skal opgives inden rebningen. Det er klart, at man maa have en underinddeling af vangen til erstatning for den gamle, naturgroede. Ret meget mere end antydninger er det dog ikke blevet til i JL.

Om selve rebningen siger JL ikke andet, end at tofterne skal rebes først, og at markjorden skal rebes paa samme maade, men naar JL i 1:52 skal gengive reglen i slutningen af EsjL II:54 om at sværge skel mellem de forskellige jordnaturer, gøres der en interessant og oplysende tilføjelse. Medens EsjL bestemmer, at 12 oldinge skal sværge skel mellem toft og gade og mellem toft og agerjord, tilføjer JL, at de ogsaa skal sværge skel mellem skov og agerland, hvad der dog sikkert ogsaa har været tilfældet i det sjællandske retsomraade, men endvidere at de skal sværge »dæld i mællæ oc allæ vphof«. Ordene deld og ophov har givet anledning til megen tvivl.

Skautrup oversætter deld med »dele« nemlig af bymarken, og bemærker i sin kommentar, at deld ikke noget sted ses nærmere bestemt m. h. t. størrelsen, og at det vel kan omfatte et større eller mindre antal agre i et agerskifte, muligvis et helt agerskifte. Kroman[^51] oversætter derimod frit til »aasene«. I lovhaandskrifterne fra 1500- og 1600-tallet har man overhovedet ikke forstaaet ordets betydning, og i udgaven af JL 1590 skrives ordet endel — særjord. Det opfattes da som synonym for ornum jfr. DL 5-10-13 »ornum eller eendel jord« efter brugen af ordet i JL 1:46. I den sidstnævnte lovbestemmelse hedder det, at besidderen af ornum med kønsed skal bevise, at hans jord er ornum og ikke »en deld«. Her passer oversættelsen med aas jo udmærket ind i meningen, der gaar ud paa, at man skal bevise, at det er særjord og ikke jord, der indgaar i et agerskifte, og som derfor skal rebes. Det samme gælder anvendelsen af ordet i 1:51, hvor den svorne toft forklares som »en deld«, der før var agerland, men nu af alle mænd gøres til tofte og altsaa særjord.

I de svenske landskabslove anvendes »deld« flere steder i stedet for »teg«, altsaa som betegnelse for den enkelte agerlod, saaledes i Uppl. Withærbob. XII, hvorefter den, der slaar korn i en andens ager (deld) eller græs i en andens englod (deld), skal erstatte det korn for korn og hø for hø.[^51a] Her kan der jo i hvert tilfælde ikke være tænkt paa agerskiftet, og der er i det hele taget heller ikke i de svenske landskabslove afgørende vidnesbyrd om, at agerskifterne indgik som det grundlæggende led i landskiftet.

Hvis vi nu gaar ud fra, at deld i JL maa oversættes med aas eller agerskifte, bliver indholdet af 1:52 altsaa, at der skal sværges skel mellem aasene og alle ophov. Da vi ikke kender dette ord fra andre ældre middelalderkilder, vil det være rigtigst allerede nu at undersøge, hvilken brug, der senere er gjort af ordet. Rent sprogligt betyder ordet begyndelse, og denne neutrale betydning maa ordet ogsaa have i det sandemandsvidne fra Gording hd. 1538, hvori det hedder: »...ath giøre markskiell i mellom Qwawlwndh mark og Spongsbere mark, och toge wi ophoff paa then stein, som wi soth nør neyr i mosse i jen gammel pøth...«[^52] En bestemt teknisk betydning faar ordet derimod i de talrige jyske og især sønderjyske tingsvidner, hvor det anvendes i forbindelsen »uphov og udfald«. Saaledes rebningsbrev af Slogs hd. 1541,[^53] hvori det oplyses, hvilke personer, der — formentlig i alle agerskifter — skal ligge til ophov og udfald. Endvidere kan nævnes tingsvidne af Brusk hd. 1637,[^54] hvori det hedder »haffuer mold med huer mand til sin rette locd fra ophoff och wdfald« og senere »der kaste dj det offuer fra ophouff och thill wdfald«.

Den samme betydning har ordet i en række senere sønderjyske tingsvidner, saaledes Hvidding hd. 1684,[^55] Nørre Rangstrup hd. 1687: dog at de som ligger til ophov eller udfald, at deres ager og eng skal være noget bredere end de andres,[^56] Nørre Rangstrup hd. 1695: at hvem som kom sydligst med sin lod skulde have noget til aabod, formedelst det laa til udfald,[^57] Hvidding hd. 1710[^58] og Hvidding hd. 1725, der gengiver et tingsvidne af 1540 om rebning.[^59]

I disse tingsvidner er ophov den første ager i aasen og udfald den sidste. Naar der tales om, at disse agre skal være bredere end de andre, skyldes det, at bymændene ved pløjning af de tilstødende aase vender ploven paa disse agre. Skautrup anfører endvidere et tingsvidne fra Brusk hd. 1479: »halfierdte ottingh jorde i forscrevne mark i forst wphaff oc NN vij otting jorde ther nest« og mener nærmest, at ophov her maa betyde den forreste del af bymarken, nemlig regnet fra byen. Paa baggrund af de foran anførte tingsvidner er der grund til at tro, at ophov ogsaa i dette sidste eksempel betyder den første ager i aasen, saaledes at vidnet beretter, at den, der laa i ophov, fik tilrebet halvfjerde otting jord og den næste 7 otting.

Efter det foranstaaende kan man gaa ud fra, at ophov i mange egne af Jylland er identisk med det, der andre steder kaldes hovedageren, altsaa den yderste ager i en aas, der med sin langside støder op til agerenderne i en tilstødende aas. I en herredstingsdom fra Nørre Rangstrup hd. 1700[^59a] faar vi imidlertid en anden forklaring paa ophov, og dommeren paatager sig endvidere en fortolkning af ordets anvendelse i JL 1:52.

Jeg mener dog at have fundet en mere sandsynlig forklaring paa ordets anvendelse i JL i et tingsvidne af Hads hd. 1573,[^61] hvori det hedder: »Och ther som soer wij ophouff paa Thorildt och all Thorildtz mark inndenn alle fire markemodc«, som det sig burde efter loven undtagen stuf jord, særkøb, kirkejord, lavhævd, ornum eller eendel, som man sig tilholder efter loven. Det hedder videre: »Thaa epter som wij soer ophoeoff, thaa sette wij gienmaal paa gaaden wedt thed nordeste kirkegaardzhiorne«, som var et reb og 9 alen i samme reb. Jeg opfatter dette tingsvidne som et udtryk for, at rebmændene har inddelt hele bymarken i agerskifter som ikke tidligere eksisterede, og jeg gaar ud fra, at meningen med JL 1:52 har været, at oldingene skulle sværge skellet mellem de eksisterende agerskifter og endvidere sværge alle ophov d. v. s. inddele den øvrige mark i de mest hensigtsmæssige agerskifter. Efter min mening hentyder bestemmelsen altsaa til en inddeling af marken i agerskifter, som ikke tidligere har eksisteret.

Alt i alt mener jeg at have paavist, at agerskifterne ikke paa landskabslovenes tid var noget afgørende træk i bymarkens inddeling, men at de allerfleste bymarker sikkert endnu har været delt i naturgroede bolbesiddelser, hvoraf mange naturligvis kan være rebede. Heller ikke et generelt bolskifte, som det i EsjL omtalte, behøver nødvendigvis at medføre, at bolhævden helt opgives til fordel for en ganske ny inddeling, men den har naturligvis efterhaanden gjort det og har da enten maattet vige plads for solskiftet eller for det systematiske bolskifte, der omtales af Anders Sunesen. Skulde solskiftet indføres, har det været nødvendigt at inddele vangene i agerskifter, hvor saadanne skifter ikke allerede var opstaaet ad organisk vej, og det er indførelsen af denne nye inddeling, der omtales i JL 1:52.

Det vil fremgaa af det foregaaende, at jeg opfatter de oprindelige bolomraader som omraader af bymarken, der er indtaget af bolets medlemmer og senere delt imellem disse. Saadanne indtægter maa naturligvis have været større end de smaa jordomraader, der i de moderne bolskifter bliver enkelte bols andel i hver aas. Herpaa tyder beskrivelsen i de middelalderlige skøder ogsaa. Det vil imidlertid være af interesse at søge klarlagt, hvor store de enkelte agre var i det middelalderlige landskifte. Efter den traditionelle opfattelse var det som hovedregel saadanne smalle jordstrimler, som dem vi kender fra markbøgerne, men det forannævnte tyder jo paa, at man i nogen grad maa revidere denne opfattelse.

Undersøger vi de middelalderlige overdragelsesdokumenter, vil vi finde, at ejendommene hyppigst identificeres ved deres bymaal eller skyldvurdering, ofte dog ogsaa ved angivelsen af det bol, hvori de ligger, jfr. ovenfor. I nogle tilfælde gives der dog en individualiserende beskrivelse af ejendommen, som kan tjene til oplysning om agrenes størrelse. Af særlig værdi er Sorø gavebogs oplysninger om forliget mellem provst Tyge Stigesen i Roskilde og Sorø kloster om nogle ejendomme i landsbyen Suserup i Lynge sogn paa Sjælland.[^62] Man bilagde striden paa den maade, at ligesom af al ager, eng, skov og fægang, der hører til Suserup, saaledes skal ogsaa af Fjerdingskov og Tamose de ⅔ tilhøre klostret til evig tid og den ene trediedel herr Tyges arvinger med undtagelse af, at Uglevraa særlig skal tilhøre klostret, medens Grevebjerg og en eng i Kitlingehave med sine 3 agre skal tilhøre de nævnte arvinger. Af disse 3 agre er den første Agerhønsager med Kitlingehavecng i Damsvang, den anden er Ørnebjergsager og Videmoseeng i Sovang, og den tredie er Rydager med engen Roelands eng i Vestervang.

Det fremgaar tydeligt af beskrivelsen, at der ikke kan være tale om agerskifter, men at Agerhønsager, Ørnebjergsager og Rydager er enkelte og udelte agre. Allerede navnebetegnelsen viser, at agrene maa have været større end de hundreder af unavngivne jordstrimler, som optræder paa de senere landkort. Af præsteberetningerne fra Lynge sogn, Alsted hd. 1651 fremgaar det, at jorden i Eskildstrup og Suserup, hvori de nævnte lokaliteter maa ligge, ikke var inddelt i bol. Den førstnævnte bys jorder betegnes som gribsjord og den andens som »tockejord«, et udtryk, der anvendes om uskiftet jord og formentlig kommer af »tykke« d. v. s. samtykke. Dette understreger yderligere, at bymarken ikke har været rebet paa 1200-tallet, saa at jorden har været inddelt i individuelle besiddelser af ret betydelig størrelse.

En lignende individuel besiddelsesform maa være herskende i landsbyen Svendsholm, hvor ridder Ove Thysæk i 1266 skøder en gaard til Ribebispens bord med tofter, huse og frugthaver og træer og med alle de enge og jorder, som vi ejede nord for den aa, der kaldes og benævnes Haslebæk, og med alle agre og græsgange, som vi har ejet, liggende mellem et dige, som ligger vest for nogle agre, der kaldes Døvekith og et dige, der ligger mod vest lige ved gaarden Ulækær, saaledes at agrene strækker sig hen til den vej, der skiller agrene fra tofterne.[^63] Heller ikke her er der tale om nogen andelsret, men om bestemte individualiserede agerstykker m. v.

En ganske tilsvarende individuel jordbeskrivelse kendes fra to breve fra 1327,[^64] der omhandler skødning af nogle besiddelser i Langaa, Gudme hd. Der skødes 4 agre, nemlig Lethorp, Marthoft, Scabbehaghæ og Torppescogh samt 4 navngivne enge i Langaa mark.

Fra 1200-tallet kender jeg intet dokument, der beskriver størrelse eller beliggenhed af en gaards enkelte agre, men i Lundebogen findes en indførsel, der maa stamme fra engang i tidsrummet 1325–1334, og som indeholder fyldige oplysninger om gaardens jorder.[^65] To sognepræster bevidner identiteten af nogle besiddelser, som Sægod Svendsen har tilskødet ærkebiskoppens præbendejord for peblingene. Den paagældende gaard maa ganske sikkert ligge i Skaane, men landsbyens navn eller nærmere beliggenhed er ikke oplyst. Vidnet oplyser, hvor meget byg der kan saas i hver af gaardens agre, nemlig i hovedtoften, kaldet toftegaard, 9 skæpper byg, i Walrgæls ager 3 skp., Norræ Walgælsager 2 skp., Gaasespjæld 3 skp., Rørbæks ager 1½ skp., Stenengs 1½ skp., Ærtespjæld 3 skp., Haurædalsager 9 skp., Wææthlænge 1 skp., Lønekers ager 3 skp., Hauhæsplids 1 skp., Dygesager 3 skp., Lergravsager 1½ skp., sammesteds 1½ skp., Geedkærs ager 3 skp., Sandoom 3 skp., Sundre Høøsager 3 skp., Vestermoseager og i det hjørne (spjald) sammesteds 6 skp., Dalsager, i den ager, som ligger imellem (in agro qui interest) 3 skp., Myøløse 3 skp., ageren ved Hullæ, som ligger imellem (qui interest) 4 skp. Dernæst følger en opregning af gaardens engarealer med angivelse af, hvor mange læs hø, der kan slaas i hver enkelt englod.

At de enkelte talopgivelser hentyder til enkeltagre kan der ikke være tvivl om, det viser den nærmere beskrivelse af beliggenheden, som gives i enkelte tilfælde, selv om betydningen af placeringsangivelsen qui interest maaske ikke er helt klar. Meningen er vel, at de paagældende agre ligger mellem den agergruppe, der kaldes det og det, men i saa fald er det paafaldende, at denne placeringsbetegnelse ikke anvendes i alle tilfælde men kun ved de to sidstnævnte agre. Tilsyneladende er navnene betegnelser for de agre, hvis udsæd oplyses, men det kan ikke udelukkes, at navnene betegner ageromraader, hvori gaarden har andel. I saa fald kan der imidlertid ikke være tale om mere end 1 ager i hvert omraade, da der ellers ikke vilde være grund til at tilføje qui interest for de to agres vedkommende.

Da vi i hvert tilfælde maa have lov til at gaa ud fra, at hver enkelt angivelse af udsæd hentyder til en enkelt ager, vil det naturligvis være af den største interesse at undersøge, hvor store disse enkeltagre har været. Man kan vel nok regne med, at der paa den tid, hvorfra dokumentet stammer, stadig gik 240 skæpper byg paa en mark,[^66] og da man paa Valdemarernes tid maa regne 1 mark sædeland for 48 tønder land, vil en skæppe sædeland blive 2800 kvadratalen. Dette tal er naturligvis et groft gennemsnit, og da vi ikke ved, hvor i Skaane den omhandlede landsby laa, kan vi ikke engang tilnærmelsesvis regne ud, hvorledes jorden var beskaffen i forhold til jævngod markjord. Alligevel maa en arealstørrelse udregnet paa dette grundlag kunne give et fingerpeg af betydning. Det viser sig da, at hovedtoften efter en saadan beregning er 25.000 kvadratalen, og samme størrelse har den største af agrene ude i vangen. De fleste agre, der tager 3 skp. i udsæd, er altsaa 8.400 kvadratalen i areal. De aase, vi kender fra de senere landskifter, har naturligvis meget forskellig længde, men man kan vist groft sige, at en længde paa omkring 200 alen er sædvanlig. Adskillige aase er dog omkring 300 alen, men kun meget faa over 400. I en aas paa en længde af 200 alen vilde den hyppigst forekommende agerstørrelse i vor anonyme landsby have en bredde af 42 alen, i en aas paa 300 alen en bredde af 28 alen og i en aas paa 400 en bredde af 21 alen, altsaa vel nok noget større end hvad der er almindeligt i en regelmæssigt skiftet landsby. Larsen taler som bekendt om en »enhedsager« paa 10 alen.

Noget afgørende vidnesbyrd afgiver beregningen dog ikke, og jeg er mest tilbøjelig til at tro, at vi her har at gøre med en rebet by med regelmæssige agerskifter. I begyndelsen af 1300-tallet maa rebningerne formentlig ogsaa være i fuld gang over hele landet. Saa meget kan man dog sige, at dokumentet viser en individualisering af agrene, som ikke svarer til forholdene i de senere landskifter, og selv om der kun nævnes de agre, som ikke ligger brak det paagældende aar, kan vi fastslaa, at gaarden har sin jord fordelt paa meget faa agre, idet der opregnes 21 agre, hvilket i tilfælde af treskifte groft taget vil svare til 32 agre ialt. Hvad enten den anonyme by nu er systematisk skiftet eller ej, saa staar dens individuelle agerbeskrivelse i hvert tilfælde i afgjort modsætning til de senere landskifter med deres talrige enkeltagre.

Fra det følgende aarhundrede optræder i tingsvidner en sondring imellem kendt og ukendt jord, som maaske refererer sig til henholdsvis uskiftet og skiftet jord, jfr. JL III:13 »kænneland«. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at antallet af kendte agre er langt større end de forholdsvis faa særjorder, som i de følgende aarhundreder normalt hører til gaardene, og det bør især bemærkes, at disse agre overhovedet ikke betegnes som stuf eller særkøb. Der kan da efter min mening ikke være tvivl om, at kendte agre er de jordbesiddelser, som ikke har været underkastet rebning, men henligger som individuelle besiddelser. Kildematerialet fortjener imidlertid en nøjere gennemgang.

At der er tale om egentlig særjord fremgaar tydeligt af et sandemandstov 1474 fra Harre hd. i Salling,[^67] hvor sandemænd sværger 13 kendte agre til præstegaarden i Grynderup, Sæby sogn. Hver enkelt agers beliggenhed beskrives omhyggeligt, men der er intet sted tale om, at agrene er eller skal omstenges. Forholdet er da sikkert det, at stuf og særkøb taler man kun om, hvor det forsøges at hævde særbesiddelser i omraader, der gøres til genstand for almindelig rebning, men at der her ikke er tale om saadanne omraader. I denne forbindelse kan nævnes et skøde 1493 fra Øre sogn,[^68] hvorved der skødes en gaard med alt tilliggende, ager og eng, forte og fægang, vaadt og tørt, »kiend oc vkiend«.

Mest oplysende er dog et tingsvidne 1487 af Rødding hd. i Salling[^69] vedr. 3 gaarde i Balling tilhørende Viborg domkirke. Den ene gaard er unavngivet, den anden kaldes Bilgrav og den tredie Hedegaard. Det oplyses ikke, om gaardene ligger i Nørre eller Sønder Balling. Den første gaard har gaardsted med 5 agre, som er dens aabodstoft, 1 ager vest for NN's toft, 2 agre i Abilsagrene, 1 ager i Boldh loft, 1 i Tordnes ager, 1 i Tucholm, 2 i Bredager, 1 i Svinslund, 4 i Skovsager, 3 i Indland, 2 i Stensmaden, 7 i Søndre Ross, 9 i Nr. Ross og i Hvidager, 15 i Lillenæs, endvidere en række enge samt del i fællesenge (fellægs æng) med forte og del i ukendt (vkendh) jord.

Den næste gaard kaldes Bilgrav, og om den oplyser Trap efter Danske Atlas, at den har været beboet af en biskop. Til Bilgrav hører gaard og gaardsted samt aabyggetoft, 1 ekstra toft og en lille toft, hvor gaarden før har staaet. Af agre opgives kun 24 i Sdr. og Nr. Ross med forte og del i ukendt jord, af enge opgives 12 skaar i Holms eng. Den tredie gaard, Hedegaard, har foruden gaard og gaardsted 11 agre i Abesagrene, 2 agre syd for Elseph hyf, 4 agre syd for Peder Jensens gaard, 1 nord for hans kaalgaard, 3 agre kaldet boltoft, 8 agre kaldet Thwholm, 11 agre i Tordnes, 7 syd for Hedegaard, 2 i Bredager, 10 i Svinslund, 2 i Overskov, 2 i Nederskov, 2 i Indland, 1 afstengt eng med forte og del i fællesenge og i ukendt jord.

Eftersøger vi nu de 3 gaarde i markbogen for Balling sogn, finder vi hurtigt, at Bilgravsgaarden ligger i Nørre Balling, idet gaarden endnu i 1683 har bevaret sit navn. Ved landmaalingen er gaarden imidlertid behandlet som 3 gaarde, der har hver sine agre, selv om hartkornsvurderingen er foretaget under eet saavel i 1664 som i 1688. I markbogen angives de enkelte gaarde til henholdsvis ½ gaard, ½ gaard og ¼ gaard, altsaa ialt en helgaard (markbogens numre 12, 13 og 14). Ifølge markbogen har gaardene nr. 12, 13 og 14 henholdsvis 47, 37 og 23 agre fordelt over hele bymarken paa 12 agerskifter af de 17, der findes i byen. I modsætning til de fleste andre gaarde i Nørre Balling har Bilgravsgaardene ikke agre i Søndre Balling bymark, men i to af agerskifterne, Bilgravs toft og Bilgrav holm, der er gammel toftejord, har kun Bilgravsgaardene andel. Ifølge tingsvidnet 1487 har Bilgrav 24 agre i Søndre og Nørre Ross, og andre kendte agre opgives ikke. Efter markbogen findes der et agerskifte i Nr. Balling, der benævnes Ross. Det har 76 agre i følgende orden: 7. 7. 8. 8. 3. 1. 3. 4. 14. 13. 5. 6. 11. 1. 12. 12. 10. 10. 9. 8. 4. 1. 1. 4. 9. 7. 5. 6. 1. 11. 11. 4. 9. 1. 13. 14. 12. 3. 10. 9. 4. 9. 3. 4. 7. 12. 4. 1. 10. 3. 11. 7. 8. 9. 12. 6. 4. 1. 9. 5. 1. 5. 8. 5. 13. 14. 11. 1. 12. 10. 1. 9. 9. 10. 10. 11. Bilgravsgaardene har altsaa 12 agre i dette agerskifte. Imidlertid findes der et agerskifte i Sønder Balling, der kaldes Ryss, og det er jo muligt, at dette agerskifte er identisk med Sønder Ross. Skiftet har 24 agre, der er fordelt paa 8 af byens gaarde samt 2 gaarde i Nr. Balling (U) i følgende orden: 5. 5. 6. 5. 5. 5. 6. 6. 4. 4. 8. 7. 7. 7. 8. 1. U. 3. 3. 3. 2. 2. 2. 2. U.

Vi vil vente med en sammenligning af forholdene i 1683 og 1487, indtil vi har fremdraget nærmere oplysninger om de øvrige to gaarde, der nævnes i tingsvidnet 1487.

Den unavngivne gaard, der nævnes først i tingsvidnet, maa utvivlsomt have ligget i Søndre Balling, da 7 af de 13 aase, som gaarden har agre i, efter markbogen kan identificeres som liggende i denne by. 3 aase kan ikke med sikkerhed identificeres, 1 ligger med sikkerhed i Nr. Balling, og de resterende er Sdr. og Nr. Ross, der maaske er identisk med henholdsvis Ryss aasen i Sdr. og Ross aasen i Nr. Balling.

Af forannævnte undersøgelser kan vi dog i hvert fald udlede, at Nørre og Søndre Balling hverken i 1683 eller i 1487 var sol- eller bolskiftet, men trods forekomsten af flere tværgaaende agre indenfor de enkelte agerskifter, og trods agrenes ret ulige størrelse, maa man dog vist karakterisere landskiftet i 1683 i begge byer som et lodskifte. Om det nogensinde har været systematisk skiftet, er derimod meget tvivlsomt, og det er formentlig ikke tilfældet. At agerfordelingen har været en anden i 1487 end i 1683 er imidlertid klart.

Tingsvidnet 1487 kan da efter det foregaaende forstaas paa 2 maader. Enten er de i tingsvidnet nævnte »kendte agre« kun en del af gaardenes besiddelser, nemlig den, der ligger i urebet jord, og det samlede jordtilliggende udgør altsaa i saa fald tillige et antal agre i de rebede aase, hvilke besiddelser da vil svare til betegnelsen ukendt jord, eller ogsaa udgør de nævnte agre gaardenes samlede besiddelser i ager og eng, men i saa fald maa man finde en anden forklaring paa udtrykket ukendt jord. Efter min mening maa den sidste forklaring være den sandsynlige, og ukendt jord maa derfor være jord, der henligger som fælled, og hvor ejendomsskellene derfor ikke fremtræder særlig stærkt og i hvert tilfælde enhver særraaden er udelukket.

I forbindelse med disse direkte vidnesbyrd om middelalderens landskifte maa tilføjes endnu et karakteristisk træk i bymarkens udseende, nemlig den gennem dyrkningen skabte inddeling i højryggede agre, der staar som modsætning til de danske oldtidsagre med deres plane flade og høje digevoldinger. Det er umuligt at udtale sig om, hvorvidt nogle af de forannævnte dokumenter handler om saadanne rygge, men beskrivelsen af den første Ballinggaards aabodstoft, der bestaar af 5 agre, kunde godt tyde derpaa. I hvert tilfælde er ogsaa store jordlodder, der fra første færd maa antages at have tilhørt en enkelt gaard, inddelt i saadanne rygge. I landebogen 1569 hører vi om præstegaarden i Prästberga i Lomma sogn i Skaane, at dens nørretoft bestod af 31 rygge, og dens østre løkke af 21 rygge. Svend Aakjær[^70] mener, at en saadan ryg var 5–7 m, og Nordholm[^71] har i den skaanske Kungsmarken fundet middelalderagre med en bredde af 3–5 m. Werner Christensen har undersøgt Eremitageslettons 1600-tals agre og fundet rygge med en gennemsnitsbredde af 22–27 meter. Da ryggene formentlig i de fleste tilfælde har overlevet eventuelle rebninger, bør markbøgernes oplysninger ogsaa være vejledende for middelalderens agerbredde, men undersøgelserne besværliggøres af det forhold, at landmaalerne har anvendt meget forskellige opmaalingsmetoder.

Nogen gennemsnitsbredde er det ikke muligt at give, og den vilde heller ikke have nogen større værdi, da maalene varierer ganske overordentlig stærkt. Henrik Larsen taler om en enhedsager paa 10 alen, men skulde jeg danne mig et indtryk af den sædvanlige bredde af saadanne rygge, vil jeg mene, at gennemsnittet maa være noget større, formentlig omkring 12–14 alen. At der skulde findes nogen standardstørrelse tror jeg dog ikke, selv om visse middelalderlige rebningsvejledninger synes at regne hermed. Jeg tænker i saa henseende paa den omstridte jordfordelingsliste (24 furer gør 1 ager), der findes i mange lovhaandskrifter. Ryggens størrelse er sikkert bestemt af jordsmonets og dyrkningens karakter, men kulturgeografien skylder os endnu en nærmere undersøgelse af dette karakteristiske træk i landskiftets profil.

Til de nævnte direkte vidnesbyrd om agrenes størrelse kan føjes nogle mere indirekte udsagn. Jeg kan saaledes henvise til fremstillingen ovenfor side 124 angaaende driftsfællesskabet, hvoraf fremgaar, at landskabslovene i vidt omfang forudsætter fri adgang for den enkelte bymand til at raade over sin jord, som han vil. Denne individuelle frihed, der staar i afgjort modsætning til 1600-tallets agrarforfatning, tyder paa, at den enkelte gaards agre var af en saadan størrelse, at man uden risiko kunde tillade fri raadighed derover. Endvidere kan henvises til udviklingen fra den frie adgang til indhegning af den enkelte bymands andel i vang og overdrev henimod en stadig større afhængighed af de andre bymænds samtykke, se ovenfor side 130 og side 178.

Middelalderens kildemateriale viser os en ofte forvirrende blanding af gammelt og nyt. Den gamle tilstand er utvivlsomt den, at de gaarde, der hørte til et bestemt bol, havde deres jord liggende samlet i bolomraader og havde haft jorden liggende saaledes siden den første opdyrkning. Det næste stadium, vi kan udskille, er rebningen af de enkelte bol for at tilvejebringe overensstemmelse mellem den enkelte bolmands jordbesiddelse og den ideelle andel af bolet, som han har opnaaet gennem arv eller køb. De allerfleste maa dog sikkert være rebede. Der synes at være enighed om, at bymarkens gruppering i bol har været lagt til grund for den ældste skyldvurdering, og det er ikke bolet, der skylder vurderingen sin opkomst.

Denne udvikling har fundet sted over en lang tid og i flere etaper. Den mest konservative, og maaske den ældste løsning har været, at bolene ved rebning gjordes lige store, men at de iøvrigt beholdt deres hidtidige jordomraader, der kun underkastes grænseregulering. Maaske er dette landskiftet, der forudsættes i EsjL og SKL. Mere radikal, men stadig med hensyntagen til bolenes oprindelige indre sammenhold, der sikkert har været en vanskelig hindring at nedbryde, har den løsning været, hvorefter alle maatte opgive deres hævd i bymarken, og hver vang er blevet delt i lige saa mange lige store dele, som der var bol i byen, og hvert bol derefter rebet efter bymændenes bymaal. Maaske har man i visse tilfælde allerede ved udførelsen af denne løsning anvendt en underinddeling af vangen i agerskifter. De geografiske forhold har vel mange steder gjort det nødvendigt, men hverken SKL eller AS giver oplysning herom. Den yngste løsning, eller i hvert fald den løsning, der mest konsekvent bryder med den gamle agrarforfatning, er solskiftet, hvor bolinddelingen kun har betydning ved fastsættelse af hver mands bymaal. Men ethvert spor af de reale bol er forsvundet.

III. Landskiftets hovedformer efter ca. 1600

Indledning

Et virkeligt indgaaende kendskab til landskiftets hovedformer har vi først fra 1500- og 1600-tallet og da især efter de oplysninger, der findes i Christian den Femtes store matrikelværk samt i de senere landkort. For at faa det mest holdbare grundlag for en sammenfatning af landskiftets udvikling, vil det derfor være nødvendigt at springe nogle aarhundreder frem i tiden og undersøge de landskifteformer, der da møder os i dette righoldige kildemateriale.

Landskiftets hovedformer i den nævnte tidsperiode er udførligt behandlet i den foreliggende litteratur, og de almindeligt kendte landskifteformer vil derfor kun blive genstand for oversigtsmæssig behandling. Grundlaget for landskifternes systematisering har hidtil i hovedsagen været agrenes indbyrdes beliggenhed indenfor agerskifterne, saaledes at solskiftet var karakteriseret derved, at agrene overalt havde den samme indbyrdes beliggenhed, som man antager er bestemt af tofternes beliggenhed i forhold til solens gang paa himlen fra øst til vest. Bolskiftet var karakteriseret derved, at de til et bol hørende agre laa side om side indenfor hvert agerskifte og ordnet efter solskiftesystemet, medens bolomraadernes placering i agerskifterne var varierende og formentlig tilfældig eller bestemt ved lodkastning. Endelig var den tredie hovedform, det uregelmæssige landskifte karakteriseret derved, at der — bortset fra forekomsten af enkelte gaardgrupper — ikke var noget paaviseligt system for agrenes indbyrdes beliggenhed i agerskifterne, men agrene var fordelt tilsyneladende tilfældigt eller efter lodkastning.

1. Aarsskifte

Som paavist foran findes der ikke i landskabslovene eller de øvrige middelalderkilder noget vidnesbyrd om et oprindeligt aarsskifte af byens agerjord, men da kilderne fra den tid jo kun giver sparsomme oplysninger om datidens agrarforfatning, vil det være nødvendigt at undersøge, om der i en senere tid, hvis kilder flyder mere rigeligt, er noget, der tyder paa et tidligere almindeligt aarsskifte.

I svensk lovgivning omtaler Kristoffers landslag i bygningabalk 1:30 en brugsform, hvorefter engen ikke blev skiftet, men delejerne delte høet. Endnu i en resolution paa almuens besvær af 10.9.1743 hedder det: »Till förkommande af den olägenheten, som derigenom förorsakas, att en dell allmoge på dess inägor har årskiften, tillåter Kongl. Maj. att den, som en bestående delning begär må nyuta den samma till godo«. Her synes altsaa at være sikre tegn paa et tidligere aarsskifte, men det maa bemærkes, at de nævnte kildesteder utvivlsomt alle handler om skifte af eng.

At aarsskiftet er en særlig foreteelse, som kun angaar engjorden, bekræftes ogsaa af de undersøgelser, der er foretaget i de yngste omraader af den nordiske kulturkreds indenfor den svenske Österbotten og den finske Malaxbygd. Gabriel Nikander[^75] har undersøgt jordfordelingen i Österbotten og har i denne egn kun fundet meget faa eksempler paa aarsskifte af ager, men derimod talrige eksempler paa aarsskiftede enge. Nikander mener at kunne fastslaa, at fælleshøsten med den efterfølgende deling af høet er den ældste og mest primitive metode, medens allerede aarsskiftet med aarlig nyopmaaling af engen er et fremskridt henimod individuel ejendomsret.

H. Smeds[^76] har paavist, at lodskiftet næsten kun forekommer i engen indenfor Malaxbygden i Finland, og at denne skifteform først bliver almindelig efter storskifteforordningerne.

Ogsaa indenfor det dansk-skaanske omraade kender vi flere eksempler paa aarsskifte af eng, men derimod kun ganske enkelte eksempler paa aarsskifte af ager.

I vedtægten for Herrestedet i Svendborg amt 1667 (DVV IV:167) bestemmes det saaledes, at den mand, der ikke vil gaa med, naar der byttes enge, skal bøde en fjerding øl. I en retssag for Hvidding hd. i Slesvig 1670 oplyses det, at en englod fra gammel tid har været aarligt skiftet imellem to bønder. I V. Kattarp i Oxie hd. findes der 1774 i engevangen en lille alminding, som hver bymand bruger hvert 7. aar (der var nemlig 7 gaarde i byen).[^78]

Overfor alle disse vidnesbyrd er det ikke troligt, at nogle faa oplysninger om aarsskifte af ager indenfor det germanske omraade kan tydes som bevis paa, at al agerjord oprindelig har været genstand for aarsskifte.[^79] Hvor aarsskifte af agerjord har fundet sted, skyldes det sikkert, at den paagældende agerjord ligesom engjorden kunde tages i brug uden synderlig arbejdsindsats, men en nærmere udvikling af dette synspunkt vil blive udskudt til senere i fremstillingen.

2. Bolskifte

Bolskiftet og solskiftet er indgaaende beskrevet af Henrik Larsen, mod hvis fremstilling af disse to hovedformer for landskiftet, der ikke senere har været rejst nogen væsentlig kritik. I det konsekvente bolskifte er hver aas inddelt i lige saa mange lige store dele, som der er bol i byen, og den andel i aasen, som tilfalder det enkelte bol, er igen delt mellem bolmændene i forhold til deres bymaal. Bolmændenes andele i de enkelte aase er den samme i alle agerskifter, medens bolenes indbyrdes beliggenhed som regel varierer.[^80]

Henrik Larsen har overalt fundet, at de enkelte bol indenfor samme by har lige store jordtilliggender, og til dette resultat naar ogsaa Svend Aakjær. Hvor vi har oplysninger om boltallet i en by fra middelalderen, og denne by i de senere kilder fremtræder som bolskiftet, viser det sig overalt, at boltallet i byen er bevaret uændret igennem de mange hundrede aar.

Sjælland er den landsdel, hvor Henrik Larsen har fundet flest bolskiftede byer. Paa Falster er forholdene som paa Sjælland. Derimod kender Henrik Larsen ingen bolskiftede byer paa Lolland, hvor næsten alle byer er uregelmæssigt skiftede. Ole Widding har dog paavist, at landskiftet i Sædinge er bolskiftet.[^87] Paa Fyn findes formentlig kun faa bolskiftede byer, og i Jylland kendes bolskiftet fra egnen vest og nordvest for Aarhus. I Sønderjylland findes der mange bolskiftede byer. I Sydskaane forekommer talrige bolskifter, medens de uregelmæssige landskifter er hyppigst i de nordlige bygder.[^89]

Henrik Larsen antager, at bolinddelingen er indført omkring aar 1000 paa initiativ af statsmagten og af hensyn til ledingspligten. Byerne blev derved inddelt i lige store lægd eller bol, der hver skulde stille 1 mand til ledingen. Det vil fremgaa af det foregaaende afsnit, at der ikke er stor sandsynlighed for, at denne teori er rigtig. Alting tyder paa, at bolene er noget oprindeligt i landsbyen, idet de simpelthen betegner det oprindelige antal bosteder i byen.[^90]

Af samme grund er det meget vanskeligt i almindelighed at fastslaa, at bolskiftet er ældre end solskiftet. Typologisk er der ingen tvivl om, at bolskiftet er en ældre, mere konservativ løsning af det samme problem, som solskiftet har til hensigt at løse, men som det løser betydeligt mere radikalt.

3. Solskifte

Efter den traditionelle opfattelse er solskiftet karakteriseret derved, at gaardenes rækkefølge i de enkelte aase altid er den samme, nemlig den rækkefølge, hvori gaardene i byen er beliggende regnet fra øst til vest.[^91]

Solskiftede landsbyer findes over hele landet, saaledes spredt over hele Sjælland og Falster. Paa Fyn er kun enkelte byer solskiftede, men i Sydøstjylland fra Horsens Fjord til Himmelbjergsøerne og ned til Kongeaaen har Henrik Larsen overvejende fundet solskiftede bymarker. Ogsaa i Skaane og Sønderjylland findes mange solskifter.[^95] I det hele taget synes de yngste rebninger i almindelighed at have været foretaget efter solskifteprincipperne.

4. Andre systematiske lodskifter

Over hele det oprindelige Danmark, herunder Sønderjylland og Skaane, finder man imidlertid i markbøgerne og andre samtidige kilder talrige landskifter, der ikke lader sig indordne under bol- eller solskifterne. De fleste af disse landskifter har ganske vist den samme opbygning, som de to nævnte skifteformer, vangene er inddelt i agerskifter, der igen er inddelt i rektangulære, smalle jordstrimler. Forskellen bestaar kun i agrenes indbyrdes beliggenhed i aasene.

Henrik Larsen antager, som nævnt foran, at det her beskrevne landskifte er ældre end bol- og solskifterne, og at det formentlig er nogenlunde lig den oprindelige agerfordeling her i landet. Senere forfattere, der tilslutter sig denne opfattelse, har kaldt dette landskifte for fornskifte, se foran side 238.

Der findes eksempler paa det saakaldte fornskifte spredt over hele det oprindelige Danmark. Særligt maa fremhæves Lolland, hvor de fleste landskifter er uregelmæssige, Fyn, hvor de uregelmæssige skifter hyppigt forekommer, og Skaane, hvor det uregelmæssige landskifte er det almindeligste.

Jeg sammenfatter derfor de forannævnte landskifter i en gruppe, som passende kan kaldes de systematisk rebede lodskifter.[^98]

5. Landskifter uden aasinddeling

Da den herskende opfattelse gaar ud fra, at landskiftet fra første færd har været systematisk opbygget med aase og rektangulære jordstrimler, har man ikke i dansk litteratur interesseret sig for en nærmere analyse af de landdistrikter, der helt eller delvis mangler denne faste opbygning. Disse landskifter er blevet betragtet som betydningsløse undtagelser. I nyere svensk litteratur har man imidlertid beskrevet saadanne landskifter i et omfang, der gør det muligt at gøre dem til genstand for systematisk behandling.

Sven Dahl[^100] paaviser, at der i adskillige skaanske byjorder findes en uregelmæssig agerfordeling, som ikke lader sig forene med antagelsen af en oprindelig inddeling i aase. Agrene er vel overvejende rektangulære, men uregelmæssige agerfigurer forekommer hyppigt, og der synes ikke at være noget paaviseligt forhold mellem de enkelte agres størrelse og de respektive gaardes bymaal. I sin typiske form viser dette landskifte, at agrene er strøet ud over byjorden uden synderlig orden. Dette landskifte har Dahl kaldt det spontane lodskifte.

[Figur 6: Udsnit af landskiftekort fra 1700 over Vinninge, Skaane (efter Sven Dahl).]

Byjorder, der delvis henligger som spontane lodskifter, finder vi ogsaa andre steder end i Skaane. Blandt kortmaterialet fra landmaalingen i Tyrstrup hd. i Sønderjylland 1714–18 har jeg fundet flere tilfælde, hvor dele af bymarken har været spontant skiftet, men mest udpræget gælder det Froruprod i Frorup sogn.

[Figur 7: Landskiftekort fra 1717 over Froruprod, Tyrstrup hd., konstrueret paa grundlag af Samuel Griess' tegninger og landmaaleraktcr.]

Som foran nævnt antager G. Nordholm, at de agerblokke, der findes spredt omkring i de landskifter, som indeholder spontant lodskifte, er rester af et oprindeligt blokskifte, d. v. s. en tilstand hvor gaardene har deres jorder liggende i større omraader svarende til de oprindelige bol- eller enkeltmandsindtægter.

Et saadant landskifte af vistnok enestaaende karakter har jeg fundet i Broderup (Bröddarp) i Oxie hd. i Skaane.[^102]

[Figur 8: Landskiftet i Broderup, Oxie hd., Skaane 1708.]

[Figur 9: Broderup 1708. Kortet viser vangenes hovedinddeling i navngivne dyrkningsomraader.]

Da vi med sikkerhed kan gaa ud fra, at Broderup aldrig har været genstand for en egentlig rebning, skulde der være gode muligheder for at finde tilbage til den jordfordeling, der eksisterede i tiden før trevangsbrugets indførelse.

Paa dette grundlag er det muligt at udtale sig om byens ældste udviklingstrin. Det er sandsynligt, at byen fra første færd har haft to gaarde (formentlig betyder byens navn brødretorpet), og disse gaarde har dels haft deres jord som tofteagre samlet om hver gaard og under særskilt hegn, dels i udmarken. Agerjorden i udmarken er optaget af hver gaard for sig, da der ikke er tegn paa nogen systematisk deling af den indtagne jord, derimod har gaardene holdt sig til de samme dyrkningsomraader og har formentlig fra første færd haft deres andele i de forskellige dyrkningsomraader under fælles hegn.

IV. Delingsgrundlaget

Det ældste danske bymaal og det ældste danske jordmaal var bolet, herom er trods megen debat alle forskere enige. Det er imidlertid først paa 1100-tallet, og især paa 1200-tallet, at kildematerialet bliver saa righoldigt, at vi kan forsøge at danne os et billede af datidens jordforhold, og paa den tid taler kilderne kun om bolet som et jordmaal senere afløst af guldvurderingen (gulz wirthning), skyldvurdering (terra in censu) og skatteploven. Paa grundlag af denne litteratur har Svend Aakjær[^109] gennemført en meget grundig undersøgelse af det forhaandenværende kildemateriale om middelalderens jordvurderinger.

Svend Aakjær er ved sine undersøgelser af markbøgerne ligesom Henrik Larsen kommet til det resultat, at arealstørrelsen af de enkelte bol, d. v. s. en bestemt flerhed af ejendomme, er nogenlunde konstant indenfor hver enkelt landsby, men at der er forskel paa bolene i de forskellige byer. Aakjærs hovedresultater gaar i korthed ud paa følgende:[^113] Medens 1 øre skyldjord paa Falster i Valdemar II's tid var 1 øre sædeland, var den visse steder paa Sjælland baade i Valdemars og i Erik Menveds tid 2 øre sædeland eller derover. Det sjællandske bol synes altsaa at have været sat til 8 øre = 24 ørtug = 1 mark skyld.

Hovedresultatet af Aakjærs undersøgelser maa da blive, at vi i de systematisk skiftede landskifter finder 3 forskellige bolgrupper:

• Det ældste bol (gamlebol) paa 1 mark land og 4 mark guld med et gennemsnitsareal af 48 td. land.
• Havnebolet paa 2 mark land og 8 mark guld med et areal paa 96 td. land.
• Fuldbolet paa 3 mark land og 12 mark guld med et areal af 144 td. land.

Bolet omtales allerede i det ældste danske dokument, nemlig Knud den Helliges gavebrev til Lunds domkirke 1085:[^111] »in vpaceri australi quatuor mansi et dimidius. In altero vpaceri totidem mansi«.

Medens bolet allerede paa Valdemarstiden havde mistet sin betydning som jordvurderingsenhed, bibeholder det betydningen som bymaal, og var altsaa afgørende for fordelingen af jorden ved rebning og fordelingen af de enkelte bymænds pligter og rettigheder overfor bylaget. Medens de ældste middelalderkilder kun kender til bolets deling i ret faa dele, hører vi efterhaanden om en inddeling af bolet i treding, fjerding, niding, otting og tolfning. Af disse inddelinger har især ottingen haft stor betydning.[^121]

I de ældste kendte rebningsbreve anvendes bol og otting som delingsgrundlag ogsaa i byer, som ikke er bolskiftede, og vi maa gaa ud fra, at bolinddelingen overalt har været det oprindelige grundlag for rebningen.

I flere lovhaandskrifter fra slutningen af 1500-tallet findes en liste over, hvorledes skyld og landgilde kan omregnes til bymaal, og en variant heraf er aftrykt af Arent Berntsen (II, 456). Listen indledes med en oplysning om, at saaledes blev Saksild mark rebet for skyld og landgilde.[^124]

Resultatet af beregningen af rebningsgrundlaget var i intet tilfælde en oplysning om det absolutte jordmaal, der tilkom den enkelte, men kun en angivelse af den andel, der ved rebningen skulde tilkomme ham.

V. Sammenfatning og konklusion

De to store kildegrupper, der tjener til oplysning af landskiftets opstaaen og udvikling, er landskabslovene med supplerende middelalderlige meddelelser samt markbøger og landkort fra 1600- og 1700-tallet. Forinden en sammenfatning af de foretagne undersøgelser forsøges, maa vi imidlertid omtale endnu en betydningsfuld kildegruppe, nemlig de arkæologiske vidnesbyrd.

Allerede sprog- og raceforskningens undersøgelser af folkeslagenes ældste historie kan give os et fingerpeg. Den herskende opfattelse gaar ud paa, at de finske, ariske (indoeuropæiske) og semitisk-hamitiske sprog danner en slags geografisk trekant, eftersom der kan paavises afgørende indbyrdes slægtstræk mellem sproggrupperne.[^130]

Da oldtidsagrene er af meget forskellig størrelse, er det vanskeligt at antage, at et plovfællesskab kan have været aarsag til landskiftet, eller at dette oprindeligt har bestaaet i en aarlig omveksling af agrene. Arkæologerne antager derfor, at digevoldingerne ikke alene er agerskel, men ogsaa ejendomsskel. Om nogen form for agerskifter synes der ikke at være tale i de hidtil fremdragne markanlæg fra oldtiden, tværtimod viser oldtidsagrene ved deres planløse anlæg, at der ikke kan være tale om nogen planmæssig, fælles indsats fra bylagets side ved opdyrkningen.

Det arkæologiske materiale er tilstrækkeligt klart til, at man med ret stor sikkerhed kan sige, at vore ældste landsbytyper ikke har været Gewanndörfer, og at der ikke i almindelighed har fundet noget aarsskifte sted. Med bestemthed kan man endvidere fastslaa, at optagelsen af ny mark, saa langt vor viden gaar tilbage i den historiske tid, ikke i almindelighed har været noget fælles byanliggende, men der er optaget løkker paa udmarken af en enkelt eller nogle faa bymænd.

Hvis vi sammenligner de forannævnte undersøgelser med resultaterne af gennemgangen af middelalderens kildemateriale og 1600- og 1700-tallets landskifter, turde der være grundlag for en ret sikker beskrivelse af landskiftets opstaaen og udvikling.

Det forhaandenværende kildemateriale gør det muligt at fastslaa, at et aarsskifte i hvert tilfælde ikke her i landet har været almindeligt, efter at den endelige bosættelse har fundet sted. Hvis en saadan skifteform nogensinde har været almindelig, maa det være før den endelige bosættelse i den saakaldte halvnomadiserende tilstand. Hvor der derimod er tale om individuel arbejdsindsats, har resultatet altid været privat ejendomsret.

Ejendomsretten tilkom ikke den enkelte, men den husstand, han tilhørte. I de første aarhundreder af bylagets historie har arvedeling og overdragelse af jord været ukendt,[^139] og alle rettigheder til jorden og i bylaget tilkom husstanden. Der kan efter min mening ingen tvivl være om, at det danske bol oprindelig har betegnet netop en saadan husstand.

Paa denne maade blev bolet en naturlig og principielt uforanderlig enhed i det ældste agrarsystem. Den ret, der tilkom bolet, var den fulde byret, som spiller en saa stor rolle i de ældste skrevne kilder fra det sydgermanske omraade, og som først senere kan deles med virkning overfor bylaget. Fra bolets udelelighed og bolets ret til udelt jord stammer sikkert ogsaa ligeretsprincippet, som formentlig i sin ældste form har været en regel om, at hvert bol havde ret til udelt jord i et omfang, der alene bestemtes af bolets behov. Det er dette ligeretsprincip, der har gjort det muligt at anvende bolet som den første jordvurderingsenhed.

Da kun bolet og ikke det enkelte medlem af husstanden havde nogen ret til byjorden, er de ældste opdyrkninger ogsaa foretaget af bolet og ikke af dets enkelte medlemmer. Da det efterhaanden anerkendtes, at jord kunde gaa i arv, sker der en opløsning af bolet i dets enkelte dele d. v. s. en fordeling af jorden paa de efterlevende sønner.

Det er efter min mening fra denne arvedeling, princippet om rebningen har sit udspring, ikke alene saaledes at det nu anerkendtes, at jorden kan deles mellem flere berettigede, men ogsaa saaledes at den brøkdel af bolet, som bestemmes af arveretten, og som oprindelig kun har betydning overfor de øvrige medlemmer af bolet, efterhaanden bliver et udtryk for den enkeltes andel i hele byen. Bymaalet var oprindeligt et bolmaal og princippet om andelsret til byen var oprindelig et princip om en gennem arv bestemt andelsret til bolet.

En sammenfattende skildring af bylagets udvikling i grove træk maa efter foranstaaende tage sig saaledes ud:

Ved den endelige bosættelse har de enkelte husstande indhegnet en fælles gadejord, og hver husstand har faaet tildelt den nødvendige bygge- og gaardsplads. Omkring byen har man dernæst indtaget den fornødne og brugelige agerjord, og hvert bol har haft sin jord liggende samlet og under fælles brug. Denne første agerjord har formentlig været under fælles hegn og har ikke været af stor udstrækning, da hovederhvervet gennem bylagets første periode har været husdyrbruget baseret paa dyrenes græsning i den udyrkede mark.

Næste periode karakteriseres ved en fremadskridende opdyrkning af udmarken, der hidtil kun havde tjent til græsning. Denne opdyrkning foretages af bolene hver for sig og efter de enkelte bols behov, men efterhaanden som der bliver mangel paa velegnet agerjord, og endnu mere da græsningen trues af de fortsatte opdyrkninger, udvikler der sig en grundsætning om bolenes ligeret i henseende til nyopdyrkning.

Med arverettens anerkendelse deles de opdyrkede omraader mellem husfaderens sønner, men iøvrigt betyder denne deling ingen ændring af agrarforfatningen. Først anerkendelsen af overdragelse af jord i levende live medfører en begyndende opløsning af bolomraaderne, og hertil medvirker de enkelte bolmedlemmers private opdyrkning af løkker udenfor de oprindelige bolomraader. Jeg antager, at der endnu paa landskabslovenes tid har eksisteret adskillige bymarker, som henlaa i en tilstand, der var bestemt af den oprindelige opdyrkning, saaledes som denne senere var udviklet gennem bol- og gaarddelinger samt udligning mellem gaardene paa grund af ændringer i dyrkningssystemet.

De systematiske rebninger af hele byjorden skyldes efter min mening hovedsagelig hensynet til fordelingen af skat og landgilde ud fra princippet om, at lige jord skulde bære lige skyld. At initiativet til de systematiske rebninger er udgaaet fra adelen er utvivlsomt, og det er i saa henseende karakteristisk, at det er JL, hvis indhold i særlig grad maa antages at være paavirket af stormændene, der først omtaler et landskifte, som nødvendiggør opgivelse af al hævd i marken og nyfordeling af jorden efter bymaal. Bolskiftet er for saa vidt den mest konservative løsning af problemet, idet det muliggør en delvis opretholdelse af de oprindelige bolomraader, medens solskiftet er den konsekvente og radikalt gennemførte løsning.[^142]

Det fremdragne materiale berettiger efter min mening til at antage, at den ældste jordbesiddelse har været privat og individuel. De sparsomme kilder viser en udvikling fra individuel og urokkelig hævd til kollektiv og omgørlig jordbesiddelse. Bymandens ret bliver, fra at være en ret til bestemt paaviselige jordstykker i marken med en oprindelig ubestemmelig adgang til brug af udelt mark, en stadig stærkere markeret andelsret, der ikke bestemmes af den faktiske besiddelse men af gaardens bymaal.

En saadan udvikling er først mulig, naar fæsteforholdets udbredelse ophæver bymændenes direkte ejerforhold til den jord, de bruger.

Agerskifterne eller aasene, som spiller en saa stor rolle i den traditionelle opfattelse af landskiftets opstaaen, kan efter min mening have to udspring. En del agerskifter er simpelthen de gamle dyrkningsomraader, som vi kender dem fra landskiftet i Broderup, der ved senere systematiske rebninger anvendes som underafdelinger af vangen, medens en anden del er nydannelser, som staar i forbindelse med indførelsen af det systematisk rebede landskifte.