Tiende Kapitel. Bylagets saglige Kompetence

I. I almindelighed

1. Forholdet til lov og ret

Ifølge Fyens vedtægt, recesserne og DL er der — med successive udvidelser — givet bymændene adgang til gennem vedtægt at fastsætte regler om hegn, gærde, grøft og led samt særjord, d. v. s. alle bestemmelser vedr. markfredens opretholdelse, men det tilføjes, at bymændene i almindelighed kan fastsætte vedtægter til byens nytte og tarv. Der opstaar derfor det spørgsmaal, i hvilket omfang vedtægten kan indeholde regler, som strider imod lands- eller rigslovgivningen eller andre almengyldige retsgrundsætninger.

Af selve hjemlen til bylagets autonomi turde man kunne udlede, at vedtægtsbestemmelserne om markfreden ikke behøver at tage hensyn til lovgivningens bestemmelser paa dette omraade, og vi har da ogsaa i de foregaaende kapitler set, at vedtægterne ikke tager det fjerneste hensyn til lovgivningens regler, der derfor maa sidestilles med, hvad vi i moderne ret vilde kalde deklaratoriske bestemmelser.

Slet saa lige til er spørgsmaalet ikke, for saa vidt angaar andre vedtægtsbestemmelser, der er til byens nytte og tarv, idet opfyldelsen af denne betingelse naturligvis ikke altid er tilstrækkelig til at bringe et omraade ind under bylagets kompetence.

I almindelighed kan man fastslaa, at bylagets kompetence ikke strækker sig ud over saadanne regler, som kan være fornødne til regulering af de problemer, der — indenfor fæsteforholdets rammer — opstaar ved landbrugsdriftens udøvelse, hvortil kommer fastsættelse af regler for ordenens opretholdelse i bylaget.

Der findes imidlertid stort set ikke domme, som udtaler sig om vedtægternes forhold til lovgivningen, og man kan i det hele taget konstatere, at bylaget i talrige tilfælde har vedtaget bestemmelser, hvis haandhævelse man med sikkerhed kan formode, ikke af domstolene vil blive overladt til dem selv, og som — hvis bestemmelserne strider imod loven — vil blive underkendt af de offentlige domstole. Men uden at gøre sig forholdet til lov og ret synderlig klart, har bylaget sikkert igennem aarhundreder fastsat regler paa omraader, der i forvejen er reguleret af lovgivningen, og de har haandhævet disse regler uden domstolenes medvirken eller godkendelse.

De fleste danske vedtægter er vel blevet tinglæst, men det har ikke været almindeligt, at herredstinget har underkastet vedtægten nogen prøvelse. Tingmændene har kun udfærdiget sædvanligt tingsvidne. En saadan prøvelse fra tingets side finder vi derimod i Skaane efter 1680, idet herredsretterne næsten aldrig forsømmer at gøre det forbehold i deres godkendelse af vedtægterne, at intet deri maa ændre kongelig lov og ret, ligesom ingen maa afskæres fra at søge sin ret ved domstolene.

Adskillige vedtægter indeholder straf for slagsmaal og vold, men i disse tilfælde er det vel underforstaaet, at voldsmanden tillige skal staa til ansvar overfor øvrigheden, naar det drejer sig om sager af mere alvorlig karakter. Gildeskraaerne paa Bornholm indeholder ligesom de middelalderlige værnegilder særlig gildestraf — ofte paa 1 td. øl — for den, der slaar en gildebroder ihjel, men ogsaa her er det naturligvis forudsat, at drabsmanden bringes for den offentlige domstol, hvilket i nogle tilfælde direkte er udtalt.[^1] Saadan særstraf til byen for vold, tyveri og andre grovere forbrydelser er ikke almindelig i vedtægterne.[^2]

Jeg kender kun et par tilfælde, hvor domstolene direkte har taget stilling til en konflikt mellem en vedtægtsbestemmelse og en i lovgivningen fastsat regel. Det ene tilfælde er en rettertingsdom 1655.[^3] Ulbølle bymænd havde i overensstemmelse med deres vedtægt foretaget ransagning over hele byen efter noget korn, der var stjaalet fra en bymand, men Maren Nielsdatter havde nægtet at lade dem ransage hos sig og var derfor blevet pantet. Det oplyses i sagen, at det stjaalne korn ikke fandtes hos Maren, hvis husbond, Kaj Lykke, lader de andre bymænd, som hører under et andet herskab, tiltale for herredstinget for at lide voldsbøder. Ladefogden havde forinden paabudt bymændene at tilbagelevere Maren det frapantede gods, hvilket ogsaa var sket. Da der er tale om en tremarkssag, henskyder herredsfogden sagen til Fyenbo landsting, der under henvisning til, at bymændene har ransaget uden herredsfogdens overværelse og uden 3 marks deponering (jfr. JL II:96) dømmer dem til at udrede tremarksbøder.

For rettertinget føres der en temmelig forvirret procedure om indholdet af JL II:96. Efter loven skal ombudsmanden, hvis han er til stede, overvære ransagningen, og landstinget har altsaa ment, at herredsfogden nu maatte træde i dennes sted (jfr. DL 6—17—15). Bymændene hævder imidlertid, at kun husbonden kan være ombudsmand for sine egne bønder, og at ransagningen heller ikke kan være afhængig af samtykke fra Maren Nielsdatters husbond, som ikke kan være deres ombudsmand. Endvidere henviser bymændene med fuld føje til, at loven kun kræver 3 marks deponering, naar der skal ransages i en enkelt eller to bymænds gaarde, men ikke naar der skal ransages over hele byen.

Rettertinget erklærer herefter, at efterdi den bylov, hvorefter de Ulbølle bymænd har pantet for 1 td. øl i Maren Nielsdatters hus, ikke fra nogen side paastaas at være ugyldig (eche aff nogen beschyldes), og Maren oveniköbet har faaet sit pant igen, er derpaa for rette afsagt, at bymændene ikke for den pantning kan idømmes tremarksbøde, men for denne tiltale fri at være. Rettertinget synes her at anerkende bylovens lovlighed og dermed formentlig ogsaa pantningens lovlighed, selv om man lader det forblive ved tilbageleveringen af pantet.

I 1704 indbringes for Fyenbo landsting[^1] Ulbølle mænds klage over Knud Krag paa Rødkilde gaard, som de tiltaler for — i strid med byens vedtægt — at have indsat fremmede kreaturer paa deres fælled, hvori Rødkildegaard har andel. Landstingsretten frifinder dog Knud Krag med den begrundelse, at vedtægten aldrig er blevet tilkendegivet ham, og at han ikke har sat flere kreaturer paa marken, end han havde ret til efter gaardens andel og jordvurdering, men at han har forbeholdt sig at bortleje fællesgræsning til hvem han vil, hvilket ogsaa DL 3—13—30 tillader enhver, som ikke selv har saa meget kvæg paa marken, som han har ret til.

Bortset fra ransagningen er det sjældent, at lovgivningsspørgsmaal udenfor de egentlige byopgaver er behandlet i vedtægten, og konflikten mellem bystævne og herredsting skyldes derfor oftest, at bystævnet betragtes som første instans for alle klager mod naboer, hvad art disse end er, hvorfor stævnet i mange tilfælde — uden at kunne paaberaabe sig direkte vedtægtsbestemmelser — paadømmer stridigheder mellem bymændene. Tilfælde af den art, som er bragt frem for domstolene, eller som iøvrigt belyser den almindelige kompetence, vil blive fremdraget straks nedenfor under 2, medens nogle særlige vedtægtsbestemmelser, der intet har med landbrugsdriften at gøre, vil blive nærmere behandlet nedenfor under II.

Forinden disse spørgsmaal behandles, vil vi imidlertid undersøge nogle oplysninger om afgrænsning af bylagets kompetence paa omraader, der vel ikke direkte er behandlet i nogen lovbestemmelse, men som falder udenfor bylagets retssfære, herunder spørgsmaalet om i hvilket omfang den enkelte bymand af hensyn til sine egne interesser kan modsætte sig en vedtægt.

Vi har — især fra Skaane — en række vidnesbyrd om, at domstolene har modsat sig bylagets forsøg paa at gribe ind overfor bymænd, der ikke opfyldte deres offentlige pligter, og derved i mange tilfælde paadrog de øvrige bymænd større byrder. I 1567 behandledes for en kgl. kommission en sag, hvorunder ærkedegnen i Lund klager over Hollumb bymænd, fordi de med vold og vælde havde pantet en under hospitalet hørende bonde, fordi han ikke var med dem og de andre skaanske bønder, da de for et aar siden drog til Gønge hd. i kamp mod de svenske — rigets fjender. Saa vidt ses har ærkedegnen vundet sagen paa grund af hospitalets særlige privilegier.[^6]

Da de skaanske bønder i aaret 1672 blev paalagt ydelser til den svenske hær under »durchmarchen«, var der nogle, som unddrog sig deres forpligtelser, og andre maatte følgelig yde saa meget mere. Resultatet var, at bymændene blev gnavne paa de forsømmelige og pantede dem. Nogle skaanske landstingsdomme kender saadanne pantninger ulovlige, men da man godt er klar over, at de enkeltes forsømmelighed er gaaet ud over de andre, befales en almindelig udligning af byrderne under overværelse af kronens befalingsmand eller lensmand samt herskabernes fuldmægtige, saaledes at de skyldige kan erstatte de andre den merudgift, disse har haft.[^6]

En noget lignende sag paadømmes 1700 for Oxie herredsting,[^7] idet et bylag har vedtaget, at de, der ikke møder med de andre for at købe det trosudstyr, som de skal levere til hæren, skal pantes for 1 fjerd. øl og en pot brændevin. I overensstemmelse hermed pantes en forsømmelig af de øvrige i hans teltelag (hvilket formentlig er en gruppe bønder, der skulde svare for telte til indkvarterede hærfolk), men herredsretten kender pantsætningen ulovlig.

Der findes ogsaa eksempler paa, at bymændene har pantet grander, som var forsømmelige med opfyldelsen af deres hoveri. Saaledes pantede i 1702 oldermanden i Faarebæk, Oxie hd., en bymand, der efter oldermandens mening var mødt med for faa tjenestekarle til at slaa hø paa herregaarden. Da den paagældende bymand imidlertid kunde bevise, at han ikke var pligtig at møde med flere folk, blev pantningen kendt ulovlig.[^8] En lignende sag opstaar forøvrigt i den samme by en halv snes aar senere.[^9] Fra Baarse hd. paa Sjælland hører vi i 1715, at sognefogden i Engelstrup har stævnet samtlige Bøgøsø bymænd, fordi de har frapantet ham en kedel, da han ikke vilde stille vogne til kørsel af ryttere, og de mente, at det tilkom Engelstrup bymænd. Sagen ses ikke afsluttet.[^10]

I samme hd. fastsættes det ved en dom i 1719, at 2 bymænd i Ørslev skulde tilbagelevere en kobber- og en messingkedel, som de havde frapantet nogle grander, fordi disse ikke var med at age »hovhø«, samt tillige bøde til de fattige. Pantningen var ulovlig, fordi de pantede havde regimentsskriverens seddel paa, at de var fri for saadant arbejde.[^11] Dommen tager altsaa ikke principielt afstand fra anvendelsen af pantning i tilfælde, hvor den pantede forsømmer en hoveriydelse.

Endelig skal nævnes en sag for Bjerge herredsting i 1674, hvor bymændene panter en forsømmelig hovbonde, uanset han havde herskabets tilladelse til at udeblive fra arbejdet.[^12] Da høsletten indtraadte paa Skierrildgaard i aaret 1674, gav herremanden Knud Bille en af sine bønder fri for at deltage i arbejdet, og meddelte ladefogden skriftligt, at fritagelsen var givet, ligesom han ogsaa lod det meddele til alle dem, som var til stede ved hovarbejdet nogle dage i forvejen. Hovbønderne havde imidlertid en vedtægt om, hvorledes de skulde forholde sig ved hoveriarbejdet, og i henhold til denne vedtægts bestemmelser pantes den fritagne bonde for sin udeblivelse, og laget dømte, at han skulde afgive en le og en halv vogn i pant. Pantningen blev indbragt for herredstinget, og skønt man skulde tro, at herremanden uden videre kunde fritage een af sine bønder for arbejde, føres der dog en lang række vidner om, hvad der har været skik og brug paa egnen med hensyn til forholdet mellem hovbønderne. Resultatet bliver imidlertid, at laget dømtes til at tilbagelevere det pantede gods til ejermanden, men alene det forhold, at bønderne lader det komme til retstrætte med herremanden viser, hvor fast forankret forestillingen om solidaritetspligten med hensyn til de offentlige byrder af denne art har været.

Om de talrige bestemmelser i vedtægterne angaaende pligten til at yde tiende og hoveri henvises til fremstillingen nedenfor i afsnit II.

Man kan endvidere rejse spørgsmaalet om, hvorvidt den enkelte — selv om flertallet ikke overskrider de almindelige grænser for landsbyens selvstyre — kan modsætte sig vedtagelsen af en vedtægt, naar denne vil komme ham til særlig skade.

I 1676 har landsdommer Jens Lassen, som ejer gods i Nørre Bork, Ringkøbing amt, forfattet en vedtægt, som hans bønder har tiltraadt, og som de for Nørre Horne hd. har stævnet de øvrige bymænd til at samtykke.[^13] Sognepræsten, der har sin præstegaard i byen, protesterer imidlertid imod vedtægten, og han faar amtmanden og rytterbønderne med i protesten. Amtmanden beretter i sit skriftlige indlæg, at rytterbønderne overfor ham har klaget over, at vedtægten paa flere punkter forekommer dem mørk og for vanskelig at overveje og eftertænke og »udi adskilligt skulde vorde dennem i fremtider utaalelig«. Efter en længere procedure kender herredsfogden for ret, at eftersom samme videbrev udi adskillige punkter befindes helt utroligt, saa at vedkommende bønder risikerer at maatte kvittere deres gaarde, dersom samme videbrev blev underskrevet, og derover husbonds gods kunde blive øde og hans kgl. majestæts skatter og contributioner kunde frakomme, og desuden amtmanden protesterer paa kgl. majestæts vegne og ikke approbere endsige konfirmere dette videbrev, eftersom det i mange poster strider mod landsloven, imod hvilken ingen maa forskrive sig (reces 1643 II—18 var anført af amtmanden), saa vidste herredsfogden ikke rettere end at frifinde de indstævnte bymænd for tiltalen til at samtykke.

Efter denne salut er det jo af interesse at undersøge, hvilke bestemmelser i videbrevet, der kan være saa utaalelige, at de berettiger saadanne haarde ord. Det er imidlertid svært at se, at der har ligget realiteter bag den drastiske procedure. Videbrevet bestaar af 3 punkter. Punkt 1 handler om hegnspligten og indeholder de sædvanlige bestemmelser om fredningstider og om optagelse af kvæg i vangen samt fastsættelse af tidspunkterne for høst og høslet. Punkt 2 bestemmer, at enhvers dige for toft og agerender skal være lukket til Valborgsmesse, ligesom markvejen skal være istandsat til den forelagte tid. Der fastsættes bøder for den, der pløjer en renbroder for nær, og der skal være fælles hyrde. Punkt 3 bestemmer, at ingen maa grave torv paa marsken vest for en nærmere betegnet gaard, men hvad de behøver til digerne, skal de faa paa heden. Endvidere bestemmelser om pantning og bødernes fordeling. Bøderne varierer fra ½ til 10 rigsdaler, og det sidste beløb er jo ganske stort, men er egentlig ogsaa det eneste særegne ved denne vedtægt. Der har nok ligget andre stridigheder bag sognepræstens aktion end de rent saglige hensyn. Henvisningen til, at vedtægten strider mod landsloven, er heller ikke nærmere dokumenteret.

At den, der utilbørligt lider skade ved en vedtægt, kan modsætte sig dens samtykke, turde dog være sandsynligt, og det samme gælder senere vedtagelser paa bystævnet. Et forbehold herom findes i en vedtægt for Kippinge, Maribo amt, fra sidste halvdel af 1700-tallet, der formentlig er forfattet af amtmanden eller anden øvrighed. Det hedder heri:[^14] Hvad de fleste bønder udi en by vedtager til byens opkomst enten med indelukker eller med fredning, maa ikke een eller to omstøde, undtagen deres gaard derved ganske vorder ruineret, thi om saa er, bør amtmanden først angives. Se ogsaa det foran side 133 refererede Haderslev amtsdekret 23. 3. 1724.

Et lignende spørgsmaal behandles i en sag for Sjællands landsting paa 1700-tallet,[^15] hvorunder det oplyses, at en jordejer har antaget en hyrde til at vogte sine kreaturer, da han mener, at byens hyrde udviser forsømmelighed. De andre bymænd afkræver ham imidlertid bidrag til vangevogterens løn, og landstingsretten dømmer ham til at betale under henvisning til, at han ikke i tide har besværet sig for vedkommende, saaledes at vogteren kunde have faaet et tilhold om at gøre sin pligt, samt under henvisning til DL 3—13—31.

Paa samme maade, som enhver skal tage del i de fælles pligter, saaledes maa fordelingen af byens fælles indtægter naturligvis ogsaa ske efter gaardenes størrelse. Derfor tiltalte Jens Høg i Skibylunde sine grander i 1626, fordi de havde nægtet at udbetale ham hans part i byens græsgæld, efter at den del, der var udlagt til byens gavn og bedste, var trukket fra indtægten. Bymændene svarede imidlertid, at naar Jens Høg vilde holde byens fold med dem og være een af de 4 mænd med dem, saa skulde han ogsaa faa sin part, hvortil Jens Høg erklærer, at han vil paatage sig de samme pligter som sin formand. Herredsfogden forpligter bymændene til at gøre Jens Høg rigtigt regnskab, da de ikke ved noget brev eller paa anden maade har kunnet befri sig for tiltalen.[^15]

2. Forholdet til domstolene

I nogle tilfælde indeholder vedtægten selv udtalelser om forholdet mellem bystævnet og herredstinget, og i saa henseende maa først og fremmest nævnes den almindeligt forekommende regel om, at ingen maa tiltale sin nabo til tinge, før han har tiltalt ham for oldermand eller bystævne. Reglen kan være forskelligt udformet. Saaledes bestemmer en del vedtægter kort og godt, at enhver, der har nogen klage mod sin nabo, skal føre klagen for oldermanden og ikke for herredstinget,[^16] medens andre udtrykkeligt begrænser forbudet mod at gaa til tinge til sager, der omhandles i vedtægten.[^17] Rostgaards skraa § 18 (DVV I:66) og den dermed beslægtede Sneslev vedtægt 1649 (DVV I:176) vil kun undtage sager, der gælder liv og ære, og det samme gælder Kollerup 1742 § 49 (DVV II:49), der dog tilføjer gældssager. To vedtægter fra Odense amt[^18] undtager herskabssager og den ene tillige sager om kirkegæld, hvilket formentlig er tienderestancer, medens en tredie fynsk vedtægt fastlægger bystævnets kompetence til saadanne sager, hvoraf herskabet kan have brøst, men som ikke angaar herredstinget, hvilket formentlig vil sige saadanne sager, for hvilke der ikke er fastsat bøder i loven.[^19] Paa den anden side forbyder Saksild byskraa 1660 IX § 2 (DVV II:345), at bymændene gaar til tinge, medmindre det drejer sig om en saadan sag, som naboer og bymænd ikke maa eller kan omvinde.

I vedtægten for Herrested, Svendborg amt 1731 VII § 14 (DVV IV:192) bestemmes det, at dersom der falder nogen uenighed mellem bymændene, deres hustruer eller folk og husmænd eller inderster, der ej vedkommer byens sager, maa oldermanden ikke samle bymændene derfor under 4 marks straf. Men kan de ikke selv enes, da maa den, der klager, tage to af naboerne, som kan forlige dem, og hjælper det ikke, maa det tilkendegives for herskabet. Til gengæld er nogle andre fynske vedtægter meget vidtgaaende i deres krav om, at alle sager skal afgøres i byen. Saaledes bestemmer Bjerne, Svendborg amt, 1593 § 8 (DVV III:486), at oldermand og bisidder skal paadømme alle sager, enten for gældssag eller anden sag, og de skal ikke føres til herredstinget. Hvis der er modsigelse, skal der føres vidnesbyrd ligesom paa tinget. Paa samme maade bestemmer vedtægterne for Rønninge, Odense amt 1601 § 38 (DVV I:284) og Kværndrup, Svendborg amt, 1709 (DVV I:413), at sager om vitterlig gæld skal behandles af oldermanden.

Nogle vedtægter kender overhovedet ikke pantning, men fastsætter, at alle overtrædelser af vedtægtens bestemmelser skal paatales for herredstinget.[^20]

Det vil fremgaa af fremstillingen nedenfor side 397 f vedr. proceduren i bysager, at tvistigheder ofte er afgjort ved 4 mands voldgift. Naar der opnaaedes forlig paa grundlag af en saadan voldgift, har det ofte været sædvane, at forliget blev laat for retten og tingsvidne udfærdiget. Saaledes gives der i 1606 tingsvidne ved Flakkebjerg herredsting om et forlig, der var mæglet af 4 mand mellem nogle bymænd. Forliget gaar ud paa, at de skal være gode venner til alle sider, og den, som først forbryder forliget, skal give husbond et par stude, fogden et hoseklæde og bymændene 1 td. øl, og ingen give sin sag til tinge, forend han giver tilkende for bymændene under samme bøder. S. Sørensen Kistrup har paa Fyn fundet adskillige eksempler paa, at afgørelser af bystævnet er blevet læst paa tinge, og han nævner bl. a. et tingsvidne angaaende et slagsmaal i Heldager, for hvilket oldermanden havde pantet og bymændene derefter forligt parterne. De, der først bryder freden, skal bøde 1 ørte havre til husbond og 1 td. øl til byen. Efter et tingsvidne 8. 9. 1665 er der opnaaet forlig mellem bymændene i Skarø: den der først bryder forliget giver en okse til husbond og 1 td. øl til byen. Den 8. 1. 1666 gives et tilsvarende tingsvidne i Sunds hd.

Meget ofte er forliget imidlertid først kommet i stand i retten, men dets indhold er det samme, som hvis resultatet var opnaaet i byen. Ved Ølstykke herredsting opnaas der i 1625 forlig mellem Christen Hansen i Værløse og hans bymænd om, at den førstnævnte skal give 1 td god øl for ufred i vangen, og ved Smørum herredsting indgaas 1631 et forlig om græsgæld, hvorved bestemmes, at den, som bryder forliget, skal give sit herskab en staldokse, de fattige 4 slettedaler og bylaget 1 td. øl.[^23] I 1652 forliges en injuriesag ved Skam herredsting,[^24] saaledes at den, der først siger den anden et ondt ord, skal bøde til byen 1 td. øl og 1 ørte havre til herskabet.

I de forannævnte tilfælde har der dog næppe været tale om egentlig voldgift, men iøvrigt kan man jo ikke regne med, at bymændene har gjort sig den retslige karakter af deres procedure klart. Hvor der er tale om en egentlig voldgift, maa domstolene efter DL 1—6—1 respektere afgørelsen, men hvor voldgiftsmændene ikke kan naa til noget flertal, maa domstolene være kompetente til at paadømme spørgsmaalet. Saaledes en Fyenbo landstingsdom 1694,[^25] der tilpligter parterne at hegne i overensstemmelse med et ældre tingsvidne, uanset tvisten var henskudt til 8 mænds voldgift. Da den ene parts 4 mænd var af en anden mening end den anden parts 4 mænd, fandtes sagen ikke at kunne afvises.

Man maa gaa ud fra, at domstolene ikke paa nogen maade har følt sig bundet af vedtægternes egen kompetencebestemmelse, men har taget selvstændig stilling til spørgsmaalet om, hvorvidt en sag lovligt kunde behandles af bystævnet, og hvis dette maatte besvares benægtende, har man underkendt pantningen uden hensyn til den formelle regel om, at bymændene først skal klage til oldermanden. Værløse, Tokkerup og Ebbeskov bymænds vedtægt indeholdt en saadan regel, hvorefter ingen maatte klage nogen for herskab eller til tinge under en tønde øls fortabelse, og i henhold til denne bestemmelse panter de en gang i 1596 en bymand i Ebbeskov, Oluf Isaksen, der imidlertid indbringer sagen for domstolene.[^26]

Det fremgaar ikke af retsreferaterne, hvad det er for et forhold, der har foranlediget den oprindelige sag, men for domstolene drejer det sig kun om, hvorvidt bymændene havde ret til at pante efter den nævnte vedtægtsbestemmelse.

Da bymændene af Oluf Isaksens herskab tiltales for vold og hærværk til 40 marks bøde, henskydes sagen til Sjællands landsting. Bymændene henviser til, at vedtægten maa være gyldig efter recessen, men herskabets fuldmægtig paastaar dom for hærværk. Landstingsretten udtaler, at efterdi Værløse, Tokkerup og Ebbeskov bymænd har gjort samling og er draget ind i Oluf Isaksens gaard og der »loug wfordielt« og imod hans vilje har frapantet ham en bryggeredel og det efter en vide og vedtægt, som fornævnte bymænd selv har gjort, og som er imod loven, idet den formindsker kongens ret, som loven tilsteder, da endvidere deres bylov heller ikke er til den gemene mands tarv og anden bys nytte om hegnet og andet, som recessen melder, men alene at søge bondens skade og fordærvelse med drik og andet, og loven i sin 2. bog 20. kap. (EsjL II:16) klarlig formelder: end far mand til bondens gaard og gør nogen vold, tager hand noget eller bryder vold eller hugger ulovligt med 5 mænd, da bøde hovedmanden 40 mark, og de, som var i følge med ham, hver 3 mark, med mere som samme kapitel indeholder, og efter slig tilfald, saa og efterdi de fornævnte mænd er saaledes draget ind i bondens gaard og har ulovligt frataget ham hans gods, da bør den, som var formand, bøde sine 40 mark, og de, som var med ham, hver bøde deres 3 mark.

Det fremgaar klart af sagen, at bestemmelsen om, at man ikke maa søge tinget, før man har søgt oldermanden, ikke tillægges nogen virkning, idet den formindsker kongens ret d. v. s. holder saadanne sager fra tinget, som rettelig burde behandles der, saaledes at kongen ingen andel faar i bøderne. Men da det ikke fremgaar af sagen, hvad der har været den oprindelige aarsag til tvisten, er det umuligt at sige noget om omfanget af landstingets fordømmelse. Under alle omstændigheder har landstinget overhovedet ikke villet tillægge vedtægten nogen betydning, dels da bymændene har gjort den selv, jfr. foran side 84, dels da den ikke opfylder lovgivningens almindelige betingelser om at være til byens nytte. Man kan vist ikke tillægge dommen nogen betydning udover den konkrete sag.

De hundreder af sager vedrørende pantninger, som findes i tingbøgerne, vidner om, at herredstinget i praksis har været en slags 2. instans i forhold til bystævnet, saaledes at den bymand, som ikke var tilfreds med oldermandens eller bystævnets afgørelse, og som mente, at en pantning var ulovlig, kunde gaa til tinge og kræve den omstødt. Ogsaa vedtægterne gaar af og til ud fra en saadan instansfølge. Lumby 1592 § 4 (DVV I:328) bestemmer, at dersom bymændene har afgjort en sag, og den dømte siden gaar til tinget, men afgørelsen bliver kendt ved magt, da skal han bøde til byen.[^27] I dette tilfælde er bestemmelsen vendt imod den bymand, der formaster sig til at søge bylagets afgørelse omstødt, men i Bælum 1712 § 57 (DVV II:117) siges det udtrykkeligt, at dersom sagen er af den beskaffenhed, at den ikke kan faa sin endelige afgørelse ved bystævnet, maa den dømte angive sagen for øvrigheden, men han maa ikke gøre det, forinden granderetten har haft den til behandling. Ogsaa Saksild 1705 § 3 (DVV II:336) og Rude 1743 § 3 (DVV II:362) gaar ud fra, at bymanden har ret til at søge en byafgørelse omstødt ved tinget, og tilføjer, at dersom herredsretten underkender oldermandens afgørelse, skal han give henholdsvis halvanden lod sølv og 1 td. øl til straf og alligevel være oldermand aaret ud. Her er herredsretten altsaa betragtet som en egentlig appelinstans, der skal være en garanti imod urigtige afgørelser af oldermanden.

Naar vi derefter skal gaa over til at gennemgaa de fremdragne domme, der afgør spørgsmaalet om en pantnings lovlighed, maa det indledningsvis bemærkes, at samtlige gennemgaaede sager i høj grad bærer præg af en konkret stillingtagen uden tanke paa eventuelle videre konsekvenser. Da det kun har været hensigten at naa til en afgørelse af de enkelte sager efter ret og billighed, har man ikke taget det saa nøje med at afveje en eventuel videre konsekvens af de argumenter, der anvendes i domsbegrundelsen.

Domstolenes formelle indstilling overfor byafgørelser er meget varierende, hvad enten der er tale om fordømmende eller anerkendende domme. Tingssagen vil som regel være opstaaet paa den maade, at en bymand er blevet pantet af grander, hvorefter han tiltaler granderne til tinge for ulovlig pantning og paastaar sig tilkendt sit frapantede gods og eventuelt volds- og hærværksbøder. Hvis domstolene har fundet pantningen lovlig, vil den simpleste maade være at frikende bylaget, der som regel er indstævnet ved oldermanden, og overlade den videre eksekution til bymændene selv. Saaledes f. eks. Viborg ldst. 1637[^28] i en sag, hvor en bymand havde klaget over, at granderne havde pantet ham. Videbrevet af 13. 6. 1624 bestemte bl. a., at hvo som driver eller tøjrer paa engen, saa vidt som granderne har vedtaget at hegne, skal bøde 1 td øl til granderne. Item hvo som ikke vil følge med at pante uden lovligt forfald, skal give 1 td. øl. For overtrædelse af disse bestemmelser havde de frapantet ham en vogn.

Herredsretten godkendte pantningen under henvisning til, at vedtægten var samtykt og forseglet samt til, at bymændene havde tilbudt klageren sin vogn igen imod, at han betalte de paabudte bøder. Herredsfogden kan derfor ikke tilstede nogen klage, saa længe videbrevet staar ved magt. Landstingsretten stadfæster dommen med lignende bemærkninger, idet den henviser til, at klageren har nægtet at rette for sig.

Endvidere kan nævnes en dom fra Flakkebjerg hd. 1602,[^29] der godkender, at byen har pantet en mand, fordi han havde holdt sine stude fra fælleshjorden, men det »blev efterladt, at han skulde have sit pant igen denne gang for hans husbonds skyld og godtfolks bøns skyld, og saa fremdeles forlige, at det skal være med deres plovstude af begge byer at bortdrive, som det har været af arilds tid«. Henvisning til gammel sædvane kunde tyde paa, at bestemmelsen om studene ikke findes i en skriftlig vedtægt, men dette har herredsretten altsaa ikke lagt vægt paa.

I en herredstingsdom fra Sluds hd. 1654 godkendes en pantning med henvisning til recessen, men de nærmere omstændigheder er ikke oplyst.

En mere aktiv indstilling overfor bylagets kompetence finder vi i den foran side 86 refererede dom af Lollands landsting 1669, der efter at have godkendt pantningen, paalægger klageren at indløse sit pant inden 3 dage under dettes fortabelse. Her tildeler dommen altsaa pantningen direkte domskraft.

Der er ogsaa eksempler paa, at bylaget efter at have dømt en grande til betaling af bøder, søger disse inddrevet ved tinget, saaledes dømmes Maren Chrestensdatter i 1623 af Viborg landsting til at betale bylaget 2 slettedaler og 8 skilling, som bymændene har paalagt hende for overtrædelse af vedtægten, skønt hun selv mener, at bøden ikke kan blive mere end 8 skilling,[^31] og for Herlufsholms birkeret søges i 1634 en tjenestekarl til betaling af 1 fjerding øl, som dannemænd havde idømt ham, fordi han havde overfaldet oldermanden og andre ved bygildet.[^32] Dommen kendes ikke.

I nogle sager ser det ud, som om der overhovedet ikke har været nogen bysag, men at de skyldige direkte søges til tinge til betaling af bøder efter vedtægten. Dette gælder saaledes en Viborg landstingsdom 1638,[^33] hvorved bymændene i Lilballe faar stadfæstet en herredstingsdom, der dømte en bymand til at betale bylaget 1 td. øl, som han havde lovet dem til begravelsesøl for hans tjenestesvend. Overfor saadanne rene gildespørgsmaal synes Herlufsholms birk imidlertid at have indtaget den stilling, at bylaget selv maa klare grejerne og ikke blande tinget ind i disse sager. I 1635 har en bymand fra Naaby nemlig indstævnet sine grander for nævnte birketing og krævet dom for, at der skal tudes paa gaden, forinden der drikkes øl, saa at ingen skal drikke det i smug. Saa vidt ses drejede det sig ogsaa her om gravøl. Birketingsdommen erklærer imidlertid, at bymændene skal drage hjem og rette sig efter deres bylov, og oldermanden skal skaffe dem lov og ret i den udstrækning, det følger af byloven, og saa længe denne staar ved magt.[^34]

Endelig kan nævnes to herredstingssager fra henholdsvis Sjælland og Skaane, hvor der heller ikke synes at have været nogen bysag forinden tingssagen, og hvor tinget i begge tilfælde afgør sagen i overensstemmelse med henholdsvis sædvane og vedtægt. Bylaget i Saltoby søgte i 1602 en grande, der ikke vilde age fattigfolk af by i overensstemmelse med gammel skik og brug. Dommen erklærer, at efterdi det er en vedtægt her udi landet, at naar fattigfolk føres af by for at faa almisse i guds navn, skal naboerne paatage sig kørslen efter tur, nabo fra nabo, by fra by, og ingen være forskaanet herfor, da vidste fogden ikke rettere end at finde den sagsøgte pligtig til at køre fattigfolk af by, naar turen kom til ham, og gør han det ikke, maa bymændene tage saa godt et pant fra ham, som svarer til den rejse, han skulle have foretaget.[^35] I 1669 tiltaler bylaget i Syndersløv, Gærds hd., en bymand til betaling af nogle gærdestave, han har hugget, samt til at give byen 1 td øl i bøde. Herredstinget dømmer manden i overensstemmelse med vedtægten til at betale stavenes værdi og 1 td. øl.[^36]

Medens de fleste domme ligestiller gammel sædvane med skreven vedtægt, har Flakkebjerg herredsting i 1608[^37] underkendt en pantning, fordi byen ikke havde nogen skriftlig bylov. Sagen, der ikke er nærmere refereret, sluttes med følgende dom: Efterdi Lundby mænd paaberaaber sig deres gamle vedtægt og bylov, endskønt de ikke har nogen skreven bylov, og de derover har pantet Thomas Inde og ikke talt dem til rette, saa kan vi ikke andet end kende for ret, at de har forset dem derudi, saa at de bør skaffe ham hans pant igen og ikke siden pante ham eller nogen anden, før end uvillige mænd synes og ser, hvilken brøst der findes, og siden gaa derom, hvis ret er. Den samme stilling indtager Hvidding herredstingsdom 1691,[^38] hvori det hedder, at hvorvel klageren er skyldig at holde vide og vedtægt med sine andre naboer udi byen, dog efterdi den anklagede hverken i retten endmindre til doms har fremlagt noget grandevilkaarsbrev, som de imellem sig har oprettet og af klageren samtykket, at han skulde føde hyrden og markmanden af 1½ gaard, ej heller bevisliggjort, at de efter lovens (JL) III:57 har søgt klageren ved lov og ret, fordi han ej vilde videgælde, saa ses det ikke, at han med føje kan pantes, men han bør sit pant igen uden skade at ekstraderes og ej heller ses, at han skal svare til nogen brøde, som han af naboerne sigtes for. Den sidste halvdel af dommen er interessant, fordi den viser, dels at landsbyens selvstyre anerkendes udenfor de omraader, hvor DL var gældende, dels at JL III:57 er blevet betragtet som en almindelig hjemmel for bymændene til at paalægge bøder, men at tvangsfuldbyrdelsen skulde ske ved tinge, ikke gennem pantning. Det fremgaar jo af sagen, at der ikke, som i JL III:57, er tale om hegnspligten.

Selv om tinget anerkender vedtægtsbestemmelsen, kan en pantning naturligvis underkendes, saafremt vedtægtens formelle regler ikke er iagttaget. Hvidding herredsting afsiger 13. 6. 1692 en dom, hvori det hedder, at eftersom Nørre Skærbæk mænd har slaaet mere hø end samtlige bymænd var blevet enige om, saa nytter det dem ikke, at de henviser til, at de havde truffet en ny aftale med præsten, thi de burde ogsaa have ladet de andre lodsejere i Søndre Skærbæk det vide og blevet enige med dem, før end de slog deres eng op, eftersom de har mark fælles, og Nørre Skærbæk har derfor forset sig imod § 7 i deres grandebrev og bør derfor efter dette brevs indhold bøde 1 rd. til herskabet. Men de bør være fri for bøder til bymændene, efterdi Sdr. Skærbæk ikke har brugt den procedure med deres panteri, som har været sædvanlig, eller som deres grandebrev indeholder, men af egen myndighed stiltiende pantet dem paa deres enge og ikke ved eller udi deres huse. Sdr. Skærbæk mænd har ogsaa betjent sig af den myndighed, som efter deres grandebrevs § 9 tilkommer pantemændene, og af slig aarsag er deres forseelse langt større end Nr. Skærbæk mænds forseelse, og Sdr. Skærbæk mænd bør derfor efter grandebrevet bøde til herskab og bylag og tillige give Nr. Skærbæk mænd deres pant igen.

I adskillige af de private domssamlinger fra 1500- og 1600-tallet er der optaget en nørrejysk landstingsdom fra 1522, som altsaa maa have faaet almindelig udbredelse som præjudicat.[^39] Lensmanden paa Mariager slot havde indstævnet »Per Chrestensen ij Bierregrauff . . . for hand ij Bierregrauff grandelaug skulle haffue laditt fordidle Rasmus Espensen ij Bierregraff for nogen breffue som lyder paa en gaard fred endog saadane breffue icke skal were thierris wiide och widthect anrorende . . . sammeledis hagde hidsteffnid Jens Michelsen och Olluf Persen som skulle were fougder ij same grandelaug for the haffuer wndt horingh offuer for.n Rasmus Espensen, thisligiste hagde hid steffnid OP, LJ och thierris medbrødre horingh, som for.n RE diellt haffuer . . .«. Vi hører altsaa her om en regelret rettergang i bylaget, om aarsagen hedder det i dommen: »Per Chrestensen ij Bierregrauff att haffue laditt fordidle RE ibm. och gaff hannom sagh, for hand forholler nogen clage breffue och winder paa hannom for en bordag (baardag = slagsmaal) han med hannom giortt haffuer endog sagen forliitt war, som thet dielsbreff wider bemeller«. At sagens aarsag er et slagsmaal med brud paa gaardfreden er altsaa tydeligt nok, men hvad der er sket i sagen, forinden den behandledes ved det omtalte høringsdele i bylaget, er knapt saa klart. Der maa formentlig være optaget tingsvidner i sagen, og herpaa tyder domskonklusionen ogsaa: efterdi den sag om de forannævnte breve ikke angaar Bjerregrav mænds vide og vedtægt, men er en sag, som burde behandles paa herredstinget, da finder retten, at Rasmus Espensen maa være kvit af den omhandlede fordeling. Dommen kender altsaa bylagets domfældelse magtesløs, og hvis sagen skal have en afgørelse, maa man altsaa rejse tiltale paa tinge.

At bymændene selv var af den opfattelse, at slagsmaal skulde paadømmes i byen, fremgaar af adskillige vedtægter og blev fremhævet under en sag for Smørum herredsting 1627,[^41] hvor en bymand i Aagerup tiltaler Perstrup bymænd, fordi de havde pantet ham. Perstrup forklarer, at aarsagen til pantningen var, at den paagældende havde overfaldet en af deres grander efter fælles gilde mellem de to byer, og derfor havde de pantet ham efter recessen. Herredsfogden indvender imidlertid, at recessen ikke formelder om gildeskik og udmelder 12 synsmænd til erklæring. Synsmændene erklærer, at der ikke er forbrudt vold eller ran, men pantet efter vedtægten. Sagens videre forløb kendes ikke.

Spørgsmaalet om lovligheden af en pantning er til paakendelse for rettertinget under en sag i 1635,[^42] men det fremgaar ikke af sagen, hvad der har været aarsag til pantningen bortset fra en henvisning til brud paa vide og vedtægt. Herredsfogden har imidlertid frikendt bylaget, medens det i Skaanes landstingsdom hedder: efterdi af processen erfares, at fornævnte Hosinge mænd med vold er indgaaet i AJ's gaard og — som de kalder det — har udtaget hver sit pant, saa kan saadan utilbørlighed ikke regnes for panteri, som med al billighed og kristeligt bør ske, men eragtes som vold og ransgerning, idet de ikke har villet lade sig nøje, men taget hver sit. Thi vide vi ej tingfogdens dom at følge, men kender den magtesløs og enhver forskaffe ham sit gods igen, foruden for deres grove forseelse at staa til rette efter jyske og skaanske lov og bøde hver deres 3 mark.

Landstinget har altsaa ikke underkendt byafgørelsens lovlighed men kun den voldsomme fremgangsmaade og det forhold, at de har taget hver sit pant. Rettertinget erklærer imidlertid udtrykkeligt, at det ikke er lovligt bevist for landsdommeren, at Hosinge bymænd havde lovlig og nøjagtig aarsag til pantningen, hvorfor landsdommeren ikke har gjort nogen uret med sin dom (selv om han altsaa ikke har taget standpunkt til, om han fandt aarsagen lovlig). Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at rettertinget ikke vil gaa med til at dømme bymændene for vold og ran, efterdi pantning er sket af misforstand, bør bymændene give AJ sit fratagne pant eller dets værd igen samt kost og fortæring, men være fri for vold og ransdelemal.

Ejerne af den agerjord, der hører under købstaden Lund i Skaane, har aabenbart været organiseret i et særligt lag af vangebrødre med en oldermand i spidsen, thi af en dom paa Skaanes landsting 1667[^43] erfarer vi, at oldermanden har frapantet Anna Skultes i Lund et spejl, fordi der var brud paa gærdet om hendes markjord. Landstinget erkender, at pantningen er sket i henhold til recessen, som paabyder, at en eller to grander ikke maa kuldkaste, hvad samtlige bymænd samtykker, hvad der ikke kan eragtes andet end skelligt, men da Anna Skultes fremlægger byskriverens attest for, at den paagældende jord ved arveskifte var gaaet af hendes eje paa det tidspunkt, da forseelsen fandt sted, kan hun jo ikke være pligtig at svare til vangegærdet. Den nuværende ejer har da ogsaa i retten erklæret sig villig til at paatage sig ansvaret baade til vide og andet med de andre vangebrødre, hvorfor retten paalægger oldermanden at skaffe Anna Skultes hendes spejl igen. Og dersom nogen af vangebrødrene har faaet skade af det ulovlige hegn, saa maa de søge vedkommende efter lovlig medfart. Om idømmelse af volds- eller ransbøder er der overhovedet ikke tale, og landstinget anerkender klart bymændenes pantningsret.

Da bystævnet i langt højere grad end herredstinget har kendskab til de lokale forhold, vil stævnet paa forskellig maade kunne anvendes i den offentlige proces. Der kan i denne forbindelse mindes om regler i SKL 148 om fremlysning af hittegods paa gadestævnet, der ganske vist i JL II:111 er blevet til en regel om, at godset skal fremlyses paa kirkestævne eller paa tinge, jfr. DL 5—9—1, hvilket dog ikke forhindrer, at fremlysning ofte fandt sted paa gadestævnet.

Naar en mand finder sit kreatur i en anden mands besiddelse, kan han kræve af besidderen, at han aflægger ed paa, at kreaturet er hans hjemmefødning, og han skal bevise det med sine naboer. Kan han ikke bevise sin hjemmel, maa han paavise sit fæmærke paa dyret og bevise med sine naboer, at det er hans hjemmefødning, JL II:104, DL 6—17—6 og 8. I saadanne sager vil bystævnets vidnesbyrd have betydning for en offentlig sag, jfr. ogsaa EsjL III:20—21.

I mange offentlige straffesager vil det have betydning for tiltalte at bevise sin uberygtethed, og grandernes skudsmaal er i saa henseende et afgørende bevis. Særlig synes det at være sædvane i Norge at kræve fremskaffelse af tiltaltes »grandeskel« d. v. s. grandernes udsagn om, at den paagældende altid har været en uberygtet mand. I en retssag fra Andebu, Vestfold 1464 blev det paalagt Erling Haavardssøn at fremskaffe sit grandeskel, og han fremstiller derefter alle sine grander, som bekræftede med deres ed, at de kunde mindes ham ufødt i grandelaget, og at de intet vidste uden godt om ham.[^44] Paa lignende maade fremførte en tiltalt i 1484 alle sine grander, der samtlige var villige til at sværge paa, at de aldrig havde hørt andet end godt om tiltalte lige fra dennes barndom.[^45]

Ogsaa i Danmark har granders skudsmaal haft betydning. Eksempelvis beviste en bonde, der var tiltalt for tyveri for Skaanes landsting 1667, med sine naboers vidnesbyrd, at han var en uberygtet mand,[^46] og i en lejermaalssag for samme landsting 1673 fremlægges der ligeledes skudsmaal af grander og naboer.[^47] I 1670 indstævner den kgl. befalingsmand alle Hollembo bymænd i Nor hd. og begærer, at en for trolddom sigtet kvinde skal forlange sit skudsmaal af dem.[^48]

Bylagets ransagning efter stjaalne koster er sikkert ogsaa ofte blevet efterfulgt af en offentlig sag.

De fremdragne domme tegner kun nogle spredte træk af forholdet mellem bylag og domstole, thi dels er materialet sparsomt, dels har de enkelte domme kun til hensigt at finde en fornuftig løsning af den enkelte sag. Nogen oversigt over afgrænsningen af bylagets kompetence kan vi i hvert tilfælde ikke faa, forinden bylagets forhold til de enkelte medlemmer og til trediemænd først og fremmest jordejeren er blevet nærmere belyst. En sammenfatning af dommenes stilling til spørgsmaalet og sanktionerne overfor bylaget i anledning af en ulovlig pantning vil ligeledes blive udskudt til slutningen af det følgende afsnit.

3. Forholdet til trediemands ret

Bymændene kan naturligvis ikke fastsætte vedtægt vedrørende andre forhold end dem, de selv har raadighed over, og da bønderne paa den tid, da vi fra vedtægter og tingbøger har noget kendskab til bylagets virksomhed, saa godt som alle er fæstebønder, vil det altsaa først og fremmest sige, at bønderne kun kan træffe bestemmelser om landbrugsdriften indenfor fæsteforholdets rammer. Det vil imidlertid fremgaa af de foregaaende kapitler, at bønderne med de respektive herskabers stiltiende samtykke, og uden at domstolene ex officio har paaset kompetenceforholdet, i mange tilfælde har optraadt uden herskabets medvirken i sager, der angik rettigheder af varig betydning for ejendommens værdi. Hvor spørgsmaalet af den ene eller anden part rejses for domstolene, maa disse dog tage positiv stilling til kompetenceforholdet, og vi har en række sager til belysning af denne stillingtagen.

Først og fremmest er det naturligvis klart, at bønderne ikke kan afhænde deres herskabs ejendom uden disses samtykke og medvirken, og dette gælder ogsaa mageskifte af ejendom. Dette er da ogsaa fastslaaet i to rettertingsdomme fra 1500-tallet.

Af en rettertingsdom fra 1543[^49] fremgaar, at Eiler Rønnow har gjort en handel med Tommerup bymænd, hvorefter han skulde have en skov, kaldet Brydsbjerg, medens Tommerup formentlig til gengæld skulde have nogen anden jord, hvad der dog ikke fremgaar af domsreferatet. Eiler Rønnow skulde tillige have græsgang og skovhugst i Tommerup til sin gaard i Brylle. Rettertinget afsiger imidlertid følgende dom: sagde vi derpaa for rette, at fornævnte brev ikke bør have nogen magt, efterdi ingen paa kronens vegne med kongens fuldmagt har været derhos og samtykt, og ikke heller de andre lodsejere i Tommerup, uden alene bønderne i Tommerup. Deslige om den græsgang og skovhugst var saa paasagt, efterdi der er gjort markskel mellem Brylle og Tommerup, og Eiler Rønnow ikke findes efter loven at have nogen del og lod i Tommerup mark til den gaard udi Brylle, da bør Eiler Rønnow ingen brugelighed have udi Tommerup enten med græsgang eller anden brugelighed, og fornævnte Brydsbjerg at gange under reb og ret maal, og hver lodsejer udi Tommerup at fange derudi sin anpart, som han med rette bør efter loven.

I løbet af første halvdel af 1500-tallet har Johan Urne gennemført en række mageskifter med kronens bønder i Langaa, men da han vil indhegne det jordomraade, han derved har opnaaet, fører bønderne klage mod ham, og under retssagen paastaar kronens lensmand, at alle mageskifterne er ugyldige, da de er gennemført uden kronens samtykke. Johan Urnes arvinger fremlægger imidlertid en befaling fra kongens fader, at gode mænd skulde undersøge, om kronens tjenere havde faaet fyldest for de mageskifter, der var sket i hans naades regeringstid, hvorfor de paastaar, at kronen har godkendt mageskifterne. Dertil svarede kronens lensmand, at Johan Urne havde gennemført alle mageskifterne uden kongens bevilling, bortset fra den befaling til gode mænd om at have opsyn med, at der skete kronens bønder fyldest, hvilket dog ikke er sket, hvorfor han paastaar, at jorden skal gaa tilbage til kronens gaarde. Rettertinget statuerer, at alle mageskifterne bør være uden magt og gaa tilbage til kronens gaarde.[^49b]

Fæstebønderne maa heller ikke fremleje den fæstede ejendom, og overtrædelse af dette forbud medfører fæstets fortabelse, jfr. Frederik I's frdn. 1523 og rettertingsdom 1539,[^51] hvoraf tillige fremgaar, at det var forbudt uden jorddrottens samtykke at indgrave eller indgrøfte en eng, se straks nedenfor. Lige saa lidt kan bønderne med bindende virkning vedtage, at de selv vil skifte og rebe ejendommene imellem sig, hvilket fremgaar af en Viborg landstingsdom 1638,[^52] der underkender 12 bymænds syn og skifte med den begrundelse, at granskningen vedrørte skel mellem ejendom og skovsparter, hvorfor den — da marken ikke tidligere var rebet — ikke kunde være til hinder for lovlig rebning.

I denne forbindelse kan ogsaa nævnes en sjællandsk landstingsdom 1678,[^53] der underkender en pantning, som Husum bymænd har foretaget hos Drønshøj bymænd paa grund af en skeltrætte. Dommen begrundes med, at pantningen er imod loven, og Husum bymænd dømmes til at skaffe pantet eller dets værd igen samt bøde deres voldsbøder. Angaaende skeltrætten henvises til eventuel klage paa de tilbørlige steder.

Naar der ikke henvises til sædvanlig rettergang, skyldes det vel, at bymændene først og fremmest maatte indbringe en saadan ejendomssag for herskabet.

Kun for saa vidt angaar afpløjning og afslæt — altsaa mindre skelstridigheder — er det udtrykkeligt i reces 1558 § 14 og DL 1—4—16 bestemt, at varsel kun skal gives den, der har forvoldt skaden, men ikke hans jorddrot, hvoraf man formentlig har lov til at slutte, at den skadelidte ogsaa kan optræde paa egen haand. Hvor der derimod er strid om retten til en hel grund, kan bønderne ikke optræde paa egen haand. Dette følger af fæsteforholdets natur og er fastslaaet i en dom paa Viborg landsting 1638.[^54] Mølleren i Gammelby laa i strid med Tolstrup bymænd om retten til en eng, som han havde i brug, men som bymændene paastod kun var overladt ham af dem mod en særlig betaling i madvarer og 1 td. øl. Der fremlægges i sagen modstridende tingsvidner, men herredsfogden (ved sættefogden) kender for ret, at efterdi bymændene fuldt og fast ved deres højeste helgens ed vedkender sig fornævnte engjord som deres rette bonderejendom til deres gaarde, hver sin lod og part, da vidste fogden ikke andet derpaa at sige, end at den engjord jo bør følge de Tolstrup bymænd, saa længe de tingsvidner og vedkendelsen staar ved magt. Landstinget erklærer imidlertid, at efterdi befindes at en part af de Tolstrup mænd har vidnet i deres egen sag dem selv til behjælpning, og sagen angaar ejendom, men lensmanden, som har ejendommen i forsvar, ikke har fanget lovlig varsel, da kunde vi ikke efter saadan lejlighed kende samme syn, vidner og vedkendelse og ej heller de domme, der er funderet derpaa, saa noksomme, at de bør have nogen magt, men de bør være magtesløse.[^55] Denne dom bør sammenlignes med fremstillingen foran side 326 af bylagets virksomheder i sager vedr. mindre jordtvister og især den der refererede sag fra Villands hd. 1672, hvis synspunkt er det diametralt modsatte af den her anførte landstingsdom.

Det vil fremgaa af fremstillingen foran i kapitel 5, at bønderne i vidt omfang med herskabets stiltiende samtykke eller uden deres vidende, og i hvert fald uden at domstolene ex officio har undersøgt kompetencespørgsmaalet, har ført en række sager om oprettelse eller nedlæggelse af løkker paa overdrev eller vang og om hegn mellem to nabobyer. I disse tilfælde har bylaget imidlertid som kollektiv enhed optraadt paa tinge, men de har naturligvis ikke taget sagen i egen haand. At paadømmelsen af saadanne spørgsmaal laa udenfor bylagets kompetence, har utvivlsomt været almindeligt anerkendt, selv om naturen af og til er gaaet over optugtelsen, og vi har især en del vidnesbyrd om, at bymændene i samlet flok har nedkastet et hegn, som de mente var ulovligt. At en saadan selvtægt er ulovlig er fastslaaet i en rettertingsdom 6. 6. 1575,[^56] hvoraf fremgaar, at bønderne i tre landsbyer i Tybjerg hd. var draget ind i en fjerde landsby og havde nedslaaet et gærde, som lodsejerne havde rejst om en enghave. Alle bymændene blev idømt voldsbøder med undtagelse af dem, som var i stand til at bevise, at de ikke var med.[^57]

I modsætning til flere af de i kap. 5 nævnte domme om oprettelse eller nedlæggelse af løkker, der tilsyneladende anerkender bøndernes ret til at optræde paa egen haand i disse sager, har en nørrejysk landstingsdom 1625 betegnet en saadan sag som ejendomssag, der krævede jorddrottens samtykke.[^58] Bymændene i Skjoldborg havde i 1622 faaet et tingsvidne paa Hundborg herredsting, hvorefter et jordstykke, kaldet Vadkjær, der var blevet omgrøftet, paany skulde udlægges til fælles græsmark. Paa grundlag af tingsvidnet erklærer herredsfogden i sin dom, at da brugeren af Vadkjær har lovet at nedlægge den løkke, saa vidste fogden ikke bedre, end at han skal efterkomme det, men landstinget kender for ret, at de omhandlede vidner og syn angaar ejendom, og da jorddrotten ikke har været stævnet med lovlig varsel, inden tingsvidnet blev udstedt, maa herredsfogdens dom være magtesløs, saa længe ikke gyldige beviser fremlægges. Denne afgørelse kan især sammenholdes med den foran side 132 nævnte højesteretsdom 1668, der underkender en landstingsdom, som havde afvist en sag, hvorunder en bymand havde tiltalt sin nabo for ulovlig indhegning, med den begrundelse, at sagen var en ejendomssag, og at alle lodsejerne derfor burde indstævnes.

Af lige saa stor betydning som oprettelsen eller nedlæggelsen af løkker har spørgsmaalet om antallet af kreaturer paa den fælles mark været, ogsaa i henseende til ejendommens værdi, men det er uklart, om græsjævningens fastsættelse udelukkende var en bondesag, eller om ogsaa stridigheder om dette spørgsmaal krævede herskabets medvirken. Jeg kender kun 2 sjællandske herredstingsdomme, der udtaler sig om spørgsmaalet, og de gaar i hver sin retning. Fuldmægtigen for herskabet til nogle af bønderne i en landsby anmoder i 1712 paa hele bylagets vegne om at faa udmeldt taksationsmænd i medfør af DL 3—13—29. Fuldmægtigen for herskabet til de øvrige bønder protesterer imod, at begæringen fremmes uden samtykke fra alle herskaberne, men heroverfor indvendes, at enhver ifølge loven kan faa udmeldt 8 mænd til taksering, og at det er bøndernes egen sag. Birkefogden i Herlufsholm birk forlanger fuldmagt fra samtlige bønder, og da denne fremlægges, bliver 8 mænd udmeldt, uden at herskabet har været stævnet.[^59] I modsætning hertil kræver herredsfogden i Baarse hd. 1715[^60] som betingelse for at udmelde taksationsmænd, at amtmanden skal stævnes sammen med kongens bønder, der har lod i fælleden, idet han henviser til, at ifølge kongeligt mandat maa ingen tiltale bønderne uden at stævne amtmanden, og det var ikke nok, at ridefogden var stævnet. Der kan dog vist ikke være tvivl om, at græsjævningen i almindelighed er blevet foretaget uden herskabernes medvirken.

Hvor der derimod er tale om at meddele udenbys folk græsningsret paa byens omraade, er det klart, at bønderne ikke kan foretage en saadan disposition uden jorddrottens samtykke, og dette er fastslaaet i en rettertingsdom 1553.[^61] Sagen er opstaaet derved, at bymændene i Fjeldsted har tiltalt bymændene i Kjølstrup, fordi de har drevet deres fæ og kvæg ind paa Fjeldsted mark. Kjølstrup svarer, at de har faaet brev og segl af Fjeldsted mænd paa, at de maa drive ind paa deres overdrev, og dette brev har faaet kongelig stadfæstelse. Der fremlægges vidisse af Vends herredsting 1538 over et brev lydende paa, at Fjeldsted mænd og Kjølstrup mænd er enedes om at have græsgang og fælled sammen hvert aar til evig tid, og Kjølstrup skulde til gengæld udlægge et stykke jord til den fælles græsgang.

Hertil svarede Fjeldsted mænd, at de bønder, som boede i Fjeldsted, den gang brevet blev udstedt, ikke kunde »bebreve« deres husbonds ejendom bort, ham til evig skade og fordærvelse, og de paastod, at den stadfæstelse ikke burde komme dem til skade, som nu bor i Fjeldsted. Rettertinget kender for ret, at efterdi fornævnte brev, som Fjeldsted mænd har udgivet, angaar deres husbonds grund og ejendom, saa bør den stadfæstelse, som derom udgivet er, ingen magt have og ikke komme Fjeldsted by eller deres jorddrotter til skade udi nogen maade efter denne dag. Det er pudsigt nok bymændene selv, der paaberaaber sig hensynet til herskabet, som overhovedet ikke synes at være indblandet i sagen.

Hvor der derimod er tale om spørgsmaal, som falder indenfor bylagets sædvanlige selvstyre, kan der ikke være tale om, at herskabet i tilfælde af tingssag behøver noget varsel. Maaske er dog ogsaa denne selvstændighed efterhaanden gaaet tabt. Paa 1600-tallet kan det dog ikke være sket. Et vidnesbyrd herom er en udtalelse under en sag for Smørum herredsting 1632,[^62] hvor Drøndbyøster og Avedøre laa i strid om en ulovlig pantning for hegnsbrud. Avedøre opfordrer modparten til at give deres husbond lovligt kald og varsel, men dette afvises med bemærkning om, at de gjorde ikke behov at give jorddrotten varsel hertil, efterdi det ikke vedkommer jord og ejendom, men alene løkke og hegn.

4. Sammenfatning

Som allerede antydet kan vi ikke paa grundlag af det foreliggende materiale foretage nogen udtømmende afgrænsning af bylagets kompetence, men nogle enkelte træk kan dog angives.

Principielt maa vedtægten ikke stride mod loven, men herfra maa dog først og fremmest gøres en undtagelse med hensyn til fredningsbestemmelser og andre regler for det egentlige landbrugsarbejde, hvor hjemlen til at fravige loven maa siges at være kommet til direkte udtryk i recesserne og DL. Men ogsaa paa andre omraader maa udfyldning og udvidelser af lovgivningens bestemmelser stiltiende være anerkendt fra øvrighedens side. Vi kan i saa henseende minde om reglen angaaende drab af skabede heste, der efter JL III:55 og DL 5—12—7 kun lovligt kan ske efter forudgaaende forbud paa tinge, men som udvides ved talrige vedtægter, en udvidelse, der senere accepteres ved den autentiske fortolkning af DL, se foran side 170. Endvidere henvises til den foran refererede rettertingsdom 1654, der godkender en ransagning i henhold til vedtægt uanset herredsfogden (ombudsmanden) ikke havde overværet ransagningen, jfr. JL II:96. Iøvrigt bibeholdes vedtægternes bestemmelser om ransagning ogsaa efter, at DL 6—17—15 udtrykkeligt har fastslaaet, at herredsfogden altid skal være til stede ved ransagning, se nedenfor side 400.

At bylaget har fungeret som varetager af byens orden og herunder udstedt forskrifter af politimæssig natur, har formentlig været anerkendt og paaskønnet af øvrighed og herskab. I det følgende afsnit vil vi nærmere gaa ind paa nogle særlig fremtrædende bestemmelser, nemlig om forsorgen for dem, der behøver hjælp, om forskrifter mod brandstiftelse, og om forskrifter til fremme af de offentlige ydelsers erlæggelse. Saa længe bylaget indskrænker sig til at medvirke til inddrivelse af tiende og skatter, kan øvrigheden ikke have haft indvendinger at gøre, men det turde af det foregaaende fremgaa, at man ikke i samme grad har accepteret indgreb overfor grander, som efter bylagets mening havde gjort sig skyldig i brud paa solidariske pligter af forskellig art, f. eks. hovarbejde eller andre tjenesteydelser, hvor den enes mindre indsats gaar ud over den anden. Det fremgaar endvidere af vedtægterne, at bylagets myndighed er blevet brugt af præsterne som et middel til at opretholde kirketugten.

Forholdet til domstolene er i første række karakteriseret af et almindeligt ønske blandt bymændene om at holde alle stridigheder af enhver art indenfor bylagets egne rammer, og der er ingen tvivl om, at dette ønske omfatter alle sager, af hvad art nævnes kan. Baade domme og især vedtægter giver da ogsaa et levende indtryk af, at bylaget faktisk har virket om ikke altid som en egentlig domstol, saa dog som forligs- eller mæglingsorgan, og det er givet, at bymændene har betragtet det som et afgjort brud paa solidariteten, dersom en bymand har klaget over en grande til tinge, før han har klaget til oldermanden. At domstolene kun i begrænset omfang har villet anerkende denne virksomhed og godkende dens resultater, har ikke formindsket bylagets virksomhed i saa henseende. Det siger sig selv, at domstolene især ikke har villet anerkende bylagets afgørelser af gældssager og andre civile sager, medmindre der har været tale om en formel voldgift, hvad sikkert kun sjældent var tilfældet.

Bylagets forhold til den enkelte bymand har været begrænset af kravet om ligelig behandling, d. v. s. fordeling af byrder og rettigheder i forhold til gaardens størrelse, og man maa sikkert tillige regne med, at ingen har været pligtig at samtykke en vedtægt, hvis bestemmelser i særlig grad vilde komme ham til skade, selv om vedtægtens indhold iøvrigt maatte være lovligt.

Vanskeligt — eller rettere sagt: helt umuligt — er det at afgrænse bylagets kompetence i forhold til jordejernes rettighed, idet domstolene kun, hvor der var tale om egentlige ejendomsrettigheder, ex officio har paaset, at kompetencen var i orden, og selv i saa fald har praksis været meget vekslende, saaledes synes Viborg landsting først paa 1600-tallet at indtage en mere agtpaagivende holdning end selve rettertinget, der har tilladt bønderne at procedere sager om f. eks. løkker og græsning, der i høj grad har indflydelse paa ejendommens værdi. Hvor herskabet griber ind, vil det praktisk talt være umuligt for bymændene at gennemføre en sag paa egen haand og efter eget ønske, selv om det drejer sig om dispositioner, der maa siges at ligge indenfor fæsteforholdets rammer, og paa den anden side gives der ofte bymændene et meget langt tøjrslag med hensyn til selv at forfølge en sag for domstolene, hvis herskabet forholder sig passivt.

Bylagets kompetence har altsaa flere sider. For det første spørgsmaalet om, hvilket indhold man kan give en vedtægt, hvorom alle er enige, især om denne maa stride imod udtrykkelige lovbestemmelser. For det andet i hvilket omfang bylaget kan afgøre sager, som normalt henhører under domstolene. For det tredie i hvilket omfang bymændene kan oprette vedtægter om ændringer i ejendommens drift, og i hvilket omfang de kan forfølge sager, der opstaar af saadanne ændringer, uden herskabets samtykke og bistand. Og endelig for det fjerde, om den enkelte bymand kan nægte at samtykke en vedtægt, der er til særlig skade for ham eller nægte at efterkomme en vedtagelse, som han mener er til skade for ham eller hans ejendom.

Spørgsmaalet om de retlige følger af en ulovlig pantning er lige saa svært at besvare som selve hovedspørgsmaalet om kompetencens grænser. Det er muligt, at retsfølgen af en ulovlig pantning i ældre tid har været, at forholdet blev bedømt efter dets objektive beskaffenhed, altsaa oftest vold, ran eller hærværk, og et saadant synspunkt falder maaske godt sammen med ældre tiders strenge syn paa faldsmaalsbøder, men for saa vidt angaar 1600-tallet er dette næppe den almindelige regel. Man kan især fremhæve den forannævnte rettertingsdom fra 1635, der — skønt bymændene faktisk har udvist en meget voldsom og forkastelig optræden — alligevel underkender landstingets dom til volds- og ransbøder, under henvisning til, at den ulovlige pantning er sket af misforstand. Det er imidlertid meget svært at sige noget bestemt, da aarsagen til de mange domme, som ikke idømmer volds- eller ransbøder, jo simpelthen kan være, at der ikke er nedlagt paastand paa saadanne bøder.

II. Enkelte vedtægtsomraader

I de foregaaende kapitler er vedtægternes regler blevet belyst paa baggrund af jordfællesskabet og de dertil knyttede problemer. I det følgende vil der blive gjort rede for nogle enkelte vedtægtsomraader, der er uden forbindelse med agrarforfatningen, og som alene udspringer af bylagets karakter af lokal sammenslutning.

1. Forsorg

Middelalderens værnegilder var i første række opstaaet som følge af trangen til gensidig værn og havde udenfor købstæderne deres modstykke i slægtens sammenhold. Slægtens betydning faar sit afgørende knæk ved den faste bosættelse, men opretholdes i lang tid derefter, ikke mindst paa grund af slægtens betydning for bosættelsens karakter. I købstæderne, hvor folk fra mange egne søgte ind, og hvor udenlandske købmænd i aarhundreder spillede en betydende rolle, havde slægtsorganisationen ingen eksistensmulighed, og den erstattedes af værnegilderne, der bevarede deres oprindelige karakter, lige indtil statsmagten gjorde en sammenslutning til gensidig værn overflødig.

Paa landet havde slægten imidlertid udspillet sin rolle længe forinden værnegilderne i købstaden havde ændret karakter, og her glider en del af slægtens opgaver over paa bylaget, og dette gælder i første række en del af opgaverne til gensidig værn, navnlig forsorgen for dem, der havde forsorg behov. Hist og her kan slægtssammenholdet være blevet nedbrudt tidligere end andre steder, og her har de landlige værnegilder haft en selvstændig opgave. Adskillige bestemmelser i vedtægterne om bylagets forsorg er utvivlsomt hentet fra købstadsgilderne, der har haft en vis indflydelse paa nedskrivningen af landsbyens ældgamle sædvaner, men det er ikke udelukket, at mange bestemmelser kan være en direkte arv fra slægtsorganisationen, der har været forbilledet for baade værnegildet og landsbylaget.

Saa længe bylaget bestaar af frie selvejerbønder, har disse sikkert været knyttet sammen af de samme gensidige hjælpeforpligtelser som borgerne i de ældste værnegilder, men med selveejets undergang ændrer de gensidige forpligtelser naturligvis karakter. Videst er pligten til gensidig hjælp i de egne, hvor selvejet længst holdt ud, og i de egentlige gildeskraaer f. eks. paa Bornholm.

Retshjælpen, som spiller en saa stor rolle i værnegilderne, faar kun ringe betydning, efter at husbonden har faaet bønderne i forsvar, men er dog i et vist omfang omtalt i enkelte vedtægter. Ifølge vedtægten for Lumby, Odense amt, 1592 § 13 (DVV I:339), der har karakter af en gildeskraa, skal hver mand være pligtig at hjælpe den nabo, som »overfaldis af sit herskab for vrang forføringss skyld«. Vedtægten for Bjerne, Svendborg amt, 1593 § 34 (DVV III:492), der ikke bærer gildepræg, fastsætter, at dersom nogen kommer i trætte, som angaar liv, ære eller gods, skal alle følge ham paa deres egen fortæring i det land, hvor sagen føres, dersom det er dem muligt, og ifølge gildeskraaen for Langaa, Svendborg amt, 1607 § 16 (DVV III:232) skal alle gildebrødre hjælpe den, der sigtes paa hæder og ære. Ogsaa enkelte senere vedtægter har bestemmelser om retshjælp, men de er dog som oftest af begrænset karakter.[^63]

I ældste tid har hjælpeforpligtelsen imidlertid sikkert ikke været indskrænket til bistand i retssager, men har ogsaa omfattet en almindelig bistand til at udføre de nødvendige arbejder, hvor en saadan bistand var nødvendig. I de senere vedtægter er det kun sjældent at træffe paa bestemmelser om en saadan almindelig bistandspligt.[^64]

Bestemmelser om forsorg for byens fattige er sjældnere, end man skulde vente det, hvilket formentlig skyldes, at dette var sognets og kirkens opgave. Det stemmer meget godt med denne antagelse, at fattigforsorgen behandles i sognegilderne, men kun sjældent i landsbyvedtægterne.[^65] Det kan dog nævnes, at nogle vedtægter fra Gærds herred i Skaane indeholder en bestemmelse om, at ingen maa lade den fattige enke gaa omkring sig.[^66]

Til gengæld findes der i vedtægterne for hele det oprindelige danske omraade bestemmelser om at køre tiggere og krøblinge af by. Reglerne herom er forbavsende ensartede i hele riget og gengives her fra vedtægten i Høgsted, Hjørring amt, 1685 § 40 (DVV II:23): Skal her i byen være en fjæl eller stok med samtlige ibymænds navne paa, som har heste og vogn. Den, hos hvem fjælen findes, skal bortføre de arme hidførte halte og krøblinge, som ikke selv kan gaa, til næste by, eller hvor de vil hen. Og den, som har ført krøblinge af by, skal levere fjælen til sin næste nabo, som næst efter ham skal føre, for at de fattige ikke for længe skal opholdes. Og naar alle i byen saaledes har ført, skal det igen begynde paa den første og saa fremdeles. Men hvis den, der har fjælen, har lovligt forfald i husbondens arbejde, saa skal den gaa til den næste nabo, som ikke er i øvrighedens forfald.

I de fleste egne af riget kaldes den stok, som er omtalt ovenfor, »stakkelsfjælen«, og i de skaanske vedtægter kaldes selve pligten for »stakkelsægt«. I nogle vedtægter tilføjes det, at man ikke maa køre stakler af by efter solnedgang for, som det hedder i Aulum, Viborg amt, 1648 § 10 (DVV III:327), man skal ikke »kaste dennem modtvillig fortredelig vis udaf døren mod natertide«.[^67] Det har nok været den almindelige regel, at pligten til at age stakler af by er gaaet ret om i byen ligesom oldermandshvervet, selv om denne regel kun sjældent ses direkte udtrykt,[^68] og pligten tilfalder alle, der har hest og vogn, ogsaa husmænd og inderster, hvis de skulde være saa velstaaende.[^69] Det er klart, at man ifalder straf, hvis man bortkaster eller gemmer stakkelsfjælen for at slippe for kørslen.[^70] [^71]

I sin omtale af vedtægternes forsorgsbestemmelser fremhæver J. O. Bro Jørgensen[^72] især de talrige bestemmelser om hjælp i tilfælde af brandskade. Ifølge de udførlige bestemmelser i SKL 226 paahviler der hele herredet en pligt til brandstud, d. v. s. pligt til at yde de brandlidte hjælp med penge eller naturalier. Denne pligt kendes ikke i de øvrige landskabslove og genfindes heller ikke i den senere rigslovgivning, hvorimod instituttet er velkendt i svenske love. Formentlig hører dog brandstuden til de allerældste forsorgsregler og har sikkert været kendt i hele riget. Endnu Saksild bylov 1705 taler om den ordinære brandstud (DVV II:351).

I vedtægterne findes forskellige bestemmelser om hjælp i tilfælde af brandskade, nemlig dels egentlig brandstud, som leveres i penge eller naturalier, dels materialer til genopbygning og dels arbejdsydelser. Hyppigt kender vedtægterne dog kun de to sidste hjælpeformer, saaledes især paa Fyn.[^73]

I forbindelse med brandstuden kan det nævnes, at enkelte vedtægter bestemmer, at bylaget skal yde hjælp til husbygning ogsaa udenfor tilfælde af brandskade. Denne hjælp, der ogsaa omfatter opførelsen af ovne, gaar dog kun ud paa en vis arbejdsydelse,[^74] eller eventuelt halm til tækning og lerklining.[^75]

Pligten til at følge de døde til graven, som er almindelig i værnegilderne, findes ogsaa ofte i landsbyvedtægterne, især i de afsnit, der er forfattet af sognepræsten, og som tillige indeholder regler om helligbrøde. Der har sikkert i det hele taget paahvilet bylaget en pligt til at sørge for, at en afdød kommer i graven og eventuelt betale omkostningerne derved, hvis ingen paarørende er i stand dertil.[^76]

Størst behov for hjælp har den bymand, der paa grund af armod eller sygdom ikke er i stand til at bjerge sin høst hjem, thi saafremt han ikke faar hjælp, er hele grundlaget for det kommende aar gaaet tabt. Det er da ogsaa paa dette omraade, hvor de allerfleste vedtægter især sætter ind. I de danske retsboger og love findes ikke bestemmelser om en saadan hjælp, hvorimod Uppl BB IX og Vml. BB VIII bestemmer, at hver bonde i værnelaaget skal hjælpe den, hvis tjenestekarl bliver syg, med et dagsværk.

I skraaen for St. Hansgildet i Uggeløse 1375[^77] paalægges det gildebrødrene at hjælpe den, hvis trækdyr dør i foraarstiden, eller som bliver syg i høstens tid med en dags arbejde. I de senere vedtægter findes talrige saadanne bestemmelser om høsthjælp til bymænd, der paa grund af armod eller sygdom ikke kan faa høsten ind, hvis trækdyr er døde, eller hvis tjenestefolk er løbet bort. Hvis en bymand dør, har bylaget ogsaa pligt til at sørge for, at hans korn kommer i hus.[^78]

2. Tyende og andet løst folk

Talrige vedtægter indeholder bestemmelser om tjenestefolkene, og disse bestemmelser tager især sigte paa at forhindre, at berygtede folk og kæltringer tager ophold i byen. I Gutalovens § 55 forbydes det nogen at tage imod husfolk uden sognets samtykke, og selv om en saadan bestemmelse ikke findes i de danske landskabslove, er det dog almindeligt, at landsbyvedtægterne kræver bylagets samtykke til ansættelse af fremmede folk, herunder især indsiddere.[^79] Som omtalt ndf. side 403 kan tjenestefolk, der forser sig imod vedtægten, bortvises af byen, og saafremt bonden i saa fald alligevel beholder dem i sit brød, ifalder han selv bøder til byen. I de senere vedtægter er lovgivningens regler om tjenestefolks skudsmaal ofte indskærpet.

Rostgaards skraa fra ca. 1690 (DVV I:69 § 29) bestemmer, at genstridige tjenestefolk skal stævnes for oldermanden og de tvende bisiddere, der skal dømme i sagen og eventuelt fastsætte, hvor meget der i anledning af genstridigheden skal afkortes i deres løn.

I vedtægten for Allesø, Odense amt, ca. 1500 (DVV V:38) og for Lumby, Odense amt, 1592 § 20 (DVV I:344) forbydes det bymændene at lokke en naboes tyende af tjeneste, og man maa ikke antage en nabos tjener uden at have spurgt bonden. Denne bestemmelse genfindes i de senere vedtægter fra alle landets egne.[^80]

Vedtægterne indeholder ogsaa ofte forbud imod at huse løsgængere samt berygtede eller fredløse folk. I Gulatingslovens § 203 bestemmes det, at en kone kan underholde sin fredløse mand i 5 døgn, hvorefter hun skal melde ham til granderne. En lignende regel findes ikke i de danske landskabslove, men i vedtægten for Maglehem, Gærds hd. (nr. 1) 1689 bestemmes det, at ingen bonde eller husmand maa huse nogen fredløs løsgænger over 1 nat. Oldermanden skal tude bymændene til samling for at jage saadanne berygtede personer ud af byen. Ogsaa de rigsdanske vedtægter tillader som regel bonden at huse løsgængere og kæltringer 1 nat, men derefter skal de jages ud af byen,[^81] ofte fastsættes det dog blot, at ingen maa huse ukendte fremmede eller berygtede personer.[^82]

3. Om tiende og andre ydelser

Poul Johs. Jørgensen[^83] fremhæver, at landsbystyrets virksomhed alene angik de indre forhold i byen og aldrig blev sat i forbindelse med landets almindelige forvaltning og retspleje, f. eks. ved at staten gjorde brug af dets organer. De undersøgelser, for hvilke der er redegjort i de foregaaende kapitler, har for saa vidt bekræftet denne antagelse, idet der dog er peget paa, at landsbyen formentlig i middelalderen har haft en vis betydning for skatternes opkrævning, og at landsbystyret paa 1700-tallet i stigende omfang blev anvendt som underøvrighed. Der maa dog endnu nævnes en betydningsfuld undtagelse fra hovedreglen, nemlig landsbystyrets betydning for opkrævningen af tiende og enkelte andre ydelser til øvrighed og herskab.

Fra Nørrejylland, Øerne og Skaane findes der talrige vedtægtsbestemmelser, hvorefter oldermanden skal pante den bymand, der er efterladende med ydelse af tiende og præstekorn, og saadanne bestemmelser findes ikke alene i vedtægter, der bærer præg af herskabets eller sognepræstens indflydelse.[^84] I nogle vedtægter er det udtrykkeligt fremhævet, at pantningen gælder baade kirke- og kongetiende,[^85] medens f. eks. vedtægten for Thoreby, Maribo amt, 1674 § 29 (DVV I:253) kun omtaler biskopstiende, en betegnelse, der flere steder stadig anvendes om den del af tienden, som efter reformationen tilfaldt kongen.[^86]

Efter vedtægten for Hårløv og Viby, Villands hd. (nr. 36) 1674 § 13 skal oldermanden hvert aar til Helenemesse indkræve bropenge og tingpenge, kronens og kirkens tiende, samt præstens og dommerens rettighed, og i Thoreby, Maribo amt, 1674 § 2 (DVV I:250) og Asjærg, Randers amt, 1685 § 33 (DVV II:233) skal oldermanden pante for restancer med degnens løn.

Mest vidtgaaende er vedtægten for Komdrup, Aalborg amt, 1716 § 71 (DVV II:101), hvorefter der skal udmeldes 2 mand i byen til at indkræve kongelige skatter og anden byens tyngde.

Det fremgaar af fremstillingen foran i afsnit I, at bymændene ofte har pantet for forsømmelser af hoveriet ud fra den betragtning, at den enkeltes forsømmelse gik ud over de andre. Den sjællandske vedtægt fra slutningen af 1500-tallet (DVV IV:90 § 14) fastsætter straf for den, der ikke møder til hovarbejde, og i Nebsager sogn, Vejle amt, 1674 (DVV II:433) samt Fole og Ganderup byer, Haderslev amt, 1689 (DVV V:20a) er der indgaaet specielle vedtægter om udførelsen af hovarbejdet.

4. Brandret

Blandt de mange bestemmelser af ren politimæssig karakter indtager forskrifterne til undgaaelse af ildebrand en fremtrædende plads. Først og fremmest synes det at være almindelig sædvane, at oldermanden eventuelt med de 4 mænd eller et særligt udmeldt syn en eller flere gange om aaret tilser alle byens ovne og ildsteder, og paabyder ejerne at udbedre skader eller kræver eventuelt en brandfarlig ovn helt nedrevet.[^87] I Thoreby, Maribo amt, 1674 § 6 (DVV I:252) skal det endvidere paases, at der findes en lang brandstige.

Vedtægten for Farum, Frederiksborg amt, 1711 § 5 (DVV III:99) forbyder anvendelsen af lys og lygte i stalde og udhuse eller paa lofterne samt indskærper forsigtighed ved anvendelsen af lys i stuehuset. Vedtægten for Kippinge, Maribo amt, fra slutningen af 1700-tallet (DVV I:265), der ikke er forfattet af bønderne selv, forbyder tobaksrygning inden døre. I Farum, Frederiksborg amt, 1711 § 2 (DVV III:99) forbydes det at henlægge halm, hør eller torv i nærheden af ildstedet, og det paabydes, at al tørveaske, som bringes ud, skal være omhyggeligt efterset for gløder. Endelig kan nævnes, at vedtægten for Venestad, Gærds hd. (nr. 35), 1639 § 19 forbyder at tørre hør i ovnen, saa længe høsten varer, og sæden staar paa marken.