Femte Kapitel. Husdyrbruget

I. Kvægdrift paa fælled og overdrev

1. Landsbyens græsningsomraader

I tiden for folkestammernes endelige faste bosættelse og længe efter at denne bosættelse har fundet sted, er husdyrbruget den vigtigste næringsvej for landsbyens folk. Det var kun en meget ringe del af landet, som var under plov, og resten henlaa som udyrket mark eller skov. Saa længe der var tilstrækkeligt med udyrket mark, opstod der intet spørgsmaal om at faa tilstrækkelig græsning til kreaturerne, men efterhaanden som kulturlandet breder sig paa ødemarkernes bekostning, bliver det stadig vanskeligere at faa det fornødne foder til husdyrene. Denne udvikling har paa mange maader faaet indgribende betydning for landsbyens driftsformer og jordforhold. Paa nærværende sted skal vi imidlertid udelukkende beskæftige os med landsbyens bestræbelser paa at udnytte de forhaandenværende græsningsmuligheder mest muligt og de efterhaanden opstaaede spørgsmaal i forbindelse med fordelingen mellem enkelte byer og enkelte bymænd af de forhaandenværende græsningsmuligheder.

Fra slutningen af 1200-tallet har græsningsomraaderne i almindelighed været følgende: 1. ævredvangene om efteraaret, naar afgrøden var hjembragt, 2. eventuelle fælledvange, hvor driftsformen medførte, at en vang periodisk laa til fælled, f. eks. i trevangsbruget hvert tredie aar, 3. det til landsbyen hørende, ofte indhegnede overdrev, der tilhørte bymændene i sameje, men som henlaa uskiftet og 4. de mellem landsbyerne liggende almindinge. Endelig maa man i denne forbindelse nævne 5. den i selve landsbyen beliggende gadejord (forten), der dog først og fremmest har haft betydning som samlingsplads og adgangsvej for kvæget.

Om ævredgræsningen og fælledvangene vil blive talt nedenfor under kapitel 7, hvor man tillige vil finde omtale af vangelagene mellem tilstødende byer, en institution, der havde den allerstørste betydning for byernes græsningsadgang, ikke mindst i de egne, hvor der kun fandtes faa og smaa overdrev eller almindinge.

Man har lov til at gaa ud fra, at byens overdrev er opstaaet derved, at et bestemt omraade af den mellem byerne liggende, udyrkede alminding er inddraget under landsbyens særlige raadighed. Dette behøver naturligvis ikke at være sket gennem skelsætning eller hegn, og grænserne mellem overdrev og den udenfor liggende alminding har vel i lange tider været flydende. Saa længe almindingen var res nullius, havde en saadan skelsætning naturligvis heller ingen synderlig betydning. Efterhaanden som opdyrkningen skrider frem, og kongens krav paa ejendomsretten til almindingen bliver almindeligt anerkendt, bliver det ogsaa nødvendigt at faa gennemført en nøjere fastsættelse af grænserne, og skelsætning bliver vel ofte resultatet af opstaaede grænsetvister. Igennem lang tid har dog grænsen mellem kongens alminding og byens overdrev været ret flydende, og kongen har aabenbart ofte tiltaget sig rettigheder over det under byens udelukkende raadighed inddragne overdrev.[^1]

Den udenfor landsbyen og dennes overdrev liggende alminding var som nævnt oprindelig res nullius og kunde derfor tages i brug af enhver, der havde lyst og evne. Da ejendomsforholdene i det hele taget ligger udenfor denne undersøgelses rammer, skal vi ikke i enkeltheder søge klarlagt de mange interessante spørgsmaal, der rejser sig i forbindelse med udviklingen af ejendomsretten til almindingen, men kun i ganske korte træk give en oversigt over den sandsynlige udvikling.

Karl Haff[^2] har ment at kunne paavise en sammenhæng mellem en række fællesoverdrev mellem forskellige byer og den gamle herredsinddeling. Haff paaviser eksistensen af saadanne fællesoverdrev paa Sjælland og i Jylland nord for Limfjorden, og han paaviser, at grænserne for disse overdrev aldrig skærer de gamle herredsgrænser, som kendes fra Valdemars Jordebog. Heraf slutter Haff, at herrederne oprindelig har været bosættelsesomraader, hvor de bosættende stammer har samlet sig om fællesudnyttelse af et centralt beliggende græsningsomraade, og at denne inddeling af bygder i hvert tilfælde i et vist omfang har dannet grundlaget for den senere dannelse af herredet som militær enhed. Da Haff ikke kan finde spor af en saadan forbindelse mellem fællesmarker og herreder i Jylland syd for Limfjorden, antager han, at dette landomraade først er blevet befolket af den senere befolkning, efter at de vandrende folks »hundertschaften« er overgaaet til at blive en territorial inddeling.

I de danske landskabslove og andre middelalderkilder er der intet tegn paa en tilstand, hvor de mellem byerne liggende almindinger i stor udstrækning har tilhørt herredet som saadan, og af Haffs undersøgelser kan man heller ikke udlede saa vidtgaaende resultater. Det er imidlertid ikke uden interesse at sammenholde Haffs undersøgelser med retsudviklingen i Sverige, hvor herredet som kollektiv enhed har haft en egentlig ejendomsret til almindingen. I middelalderen forsøgte den svenske kongemagt at gøre krav paa ejendomsretten til almindingen, men disse krav mødte stærk modstand fra bøndernes side, saaledes at kongen i de fleste tilfælde maatte opgive sit forehavende. Kampen om almindingen medførte imidlertid, at almindingen, der hidtil havde været betragtet som res nullius, i vid udstrækning blev inddraget under herredets raadighed.[^3]

Herredsalmindingen var altsaa ikke som overdrevet underkastet de enkelte bønders ejendomsret, idet der ikke krævedes enighed for at disponere over jorden, men blot et flertal paa tinge, se Uppl. Witherbob. XX:3 »Hwa sum almænning wil fara skal a hundæris tingi loff tilltakæ«.

Bortset fra bestemmelsen i Øgl. egna salu 1:2 »konunger vil almænning sælia« findes der ikke i de svenske landskabslove tegn paa en anerkendelse af kongens krav. Fra en enkelt side[^4] mener man dog, at Uppl. Witherbob. XX om tredelingen af herredsalmindingen betyder, at kongen har ret til den ene trediedel, og kongemagten paaberaaber sig da ogsaa denne bestemmelse, som imidlertid sikkert kun har villet sikre kongen en trediedel af indtægten af almindingen.[^5]

I Danmark havde kongemagten imidlertid meget tidligt held med sine bestræbelser paa at tilegne sig retten til alminding. Det er lidt uklart, hvornaar en saadan ret er definitivt anerkendt og især, hvorvidt de tidligste vidnesbyrd har tilknytning til særlige forhold i Jylland,[^6] men regalet maa dog i hvert tilfælde være fastslaaet længe inden landskabslovenes nedskrivning, dog saaledes at befolkningen har bevaret en vis brugsret, jfr. JL 1:53. I Sverige naas dette stadium først langt senere. Da kongemagtens betydning var stigende i 1200- og 1300-tallet, gennemførte de svenske konger kravet om en trediedel af almindingen, og dette krav lovfæstes i landsloven af 1442 Thingmb. IV. Med indførelse af feudale træk i svensk samfundsliv opstaar ogsaa i Sverige tanken om et egentligt grundregale. Denne udvikling naar sit højdepunkt med Gustav Vasas brev af 20/4 1542 »sådane ägor som obygda ligga, höra gud, konnungen och Sveriges krona till«.[^7]

Igennem størstedelen af middelalderen har de kongelige almindinge sikkert været opretholdt som et selvstændigt begreb, og vi har især fra Skaane vidnesbyrd om deres betydning. Saaledes stadfæster kongen omkring 1282[^8] Bara herreds bønders ret til at hugge i almindingsskovene, og endnu Christian I's privilegier for Skaane understreger, at almuen skal nyde kongens alminding, som den har gjort det i alderstid, men at paabygning og indhegning af almindingen ikke maa finde sted uden kongens tilladelse.

Da sondringen mellem kongelev og patrimonium helt bortfalder, betragtes disse almindinge som almindeligt krongods, og det er som regel vanskeligt at konstatere, om det i et givet tilfælde drejer sig om en af kongen indtaget alminding eller et overdrev, der siden bosættelsen har tilhørt bestemte byer, der nu er i kronens eje. Fra Christian V's matrikelværk har vi fortræffelige oplysninger om almindingene i slutningen af 1600-tallet.[^9] Det fremgaar af disse oplysninger, at der foruden de egentlige landsbyoverdrev, som stadig findes til mange byer, ogsaa findes større overdrev, der tilhører de tilgrænsende byer i sameje. Endvidere findes der talrige byer, som har græsningsret paa overdrev, hvori de ikke selv har andel. Endelig bemærkes, at i nogle tilfælde er overdrevene ved hegn adskilt fra de tilstødende vange, medens de i andre tilfælde indgaar i fælledvange og større vangelag. Det siger sig selv, at dette komplicerede system af græsgange maa give anledning til adskillige stridigheder. Det bør imidlertid bemærkes, at samtiden ikke gør nogen synderlig retlig sondring imellem de forskellige former for græsgange, og reglerne om fordelingen af græsningen, indskrænkningen af græsgangen og fuldstændig ophævelse af fællesskabet er stort set de samme i alle tilfælde, hvad enten det drejer sig om fælledvang eller anden form for græsgang.

Forinden vi gaar over til en nærmere gennemgang af de retsregler, der gælder for græsningsomraaderne, vil det være rimeligt at gøre et par supplerende bemærkninger om byens forte eller gadejord.

Navnet forte forekommer i landskabslovene i noget varierende betydning. I SKL 67 nævnes det sammen med gadejorden i et tilfælde, hvor EsjL 11:53 kun nævner gaden. I JL 1:48 kræves det, at udflyttere skal skaffe sig forte og fægang paa egen grund. Fægang er utvivlsomt den vej, ad hvilken kvæget drives til græsning jfr. DL 5-10-55, og saadanne fægange har formentlig ofte været indhegnet, se saaledes fægangen i Hyllie og Naffentorp i Oxie hd., se fig. 4, side 216. Selve ordet forta indeholder bestanddelen ta = indhegning eller fold, og der er paa grundlag af landskabslovene grund til at tro, at fortens oprindelige betydning har været den plads i byen, der anvendes til samlingssted for kreaturerne og i forbindelse hermed ogsaa den vej, ad hvilken kreaturerne blev drevet paa græs. Senere er forten gaaet over til at betyde gadejorden i almindelighed. Naar vi kommer frem til middelalderens slutning, er den oprindelige betydning imidlertid helt glemt, og ordet anvendes nu hyppigst i udtrykket »forte og fægang«, eller »forte og fælled«, der simpelthen betegner arealer, som anvendes til fællesgræsning.

Forte og gadejord er byens fælleseje paa samme maade som overdrevet, og reglerne for græsning, indhegning og bygning paa forten er derfor de samme som de tilsvarende regler for overdrevet. I de efterfølgende afsnit behandles forten derfor sammen med den øvrige fællesjord.[^10]

2. Græsningsrettens erhvervelse

Oprindelig har det formentlig været en betingelse for at opnaa græsningsret i en bys overdrev eller fælledvang, at man ejede en toft i den paagældende by, men allerede JL 11:55 viser, at erhvervelsen af jord i byen var tilstrækkelig til at opnaa en til jordbesiddelsen svarende græsningsret. Senere er græsningsretten maaske paa samme maade som almindelig ejendomsret blevet genstand for overdragelser ganske uafhængigt af jordbesiddelsen. Fra 1280 har vi vidnesbyrd om, at en andel i græsningsretten i en skov, der laa til Alslev by i Højsted sogn, er overdraget uden samtidig overdragelse af jord i denne by. Overdragelsen fandt sted ved skødning.[^11]

I tingsvidner fra 1500-tallet sondres der da ogsaa imellem, om bønderne har del (d. v. s. jord) eller kun rettighed (d. v. s. græsningsret) i en omtvistet mark.[^12]

Adelige godsejere og kronen kunde naturligvis indenfor deres gods give bønderne i en by græsningsret paa jord, der tilhørte en anden by, og dette er sikkert sket i stor udstrækning. Vi kender især adskillige eksempler paa, at kongen har meddelt købstæderne tilladelse til at lade deres kreaturer græsse paa de omliggende landsbyers marker, se nedenfor side 153. Senere træffer vi ogsaa paa mange overenskomster mellem købstæder og omliggende landsbyer om borgernes adgang til at lade kreaturer græsse paa landsbymarkerne, eksempelvis kan nævnes en overenskomst fra 1583 mellem Bogense købstad og Skovby, samt en overenskomst fra 1585 mellem Ringsted købstad og Benløse.[^13]

Bortset fra tilfælde af direkte overdragelse tilkom der i visse tilfælde uden videre bønderne i een by græsningsret paa jord, der tilhørte en anden by. Allerede i EsjL III:20 faar man et afgjort indtryk af, at de byer, der har andel i et vangelag, maa have ret til at græsse deres kreaturer i hele vangelaget, saa længe dette ikke er adskilt ved hegn, og ved Sjællands landsting er det i 1431 dømt, at innam ikke kan ske, naar fælled ligger mod fælled, græsbed mod græsbed, horn imod horn.[^14] En saadan regel findes udtrykkeligt fastsat i Uppl. BB XVII[^15], der bestemmer, at hvis to græsmarker, der hører til forskellige byer, mødes, da maa klov gaa mod klov, selv om ogsaa den ene græsmark er mindre end den anden, medmindre den ene by vil hegne om sin mark, jfr. ogsaa Øgl. BB XIII § 2 in fine.

En saadan regel, hvorefter græsmarker, der støder sammen uden adskillelse ved hegn, kan anvendes af alle de tilstødende byer til græsning, har formentlig været gældende i Danmark i aarhundreder. Retsreglen ligger til grund for en højesteretsdom 27/7-1670 i en sag mellem Grenge og Hjelm bymænd paa Lolland.[^15] Grenge bymænd tiltaler Hjelm bymænd, fordi de hugger i Grengeskov, har svinestier paa Grenge fælled og nyder græsgang herpaa. Dette vil de nu have forbudt, idet de henviser til, at oldinge har svoret skel mellem de to byers jord og sat pæl og sten derimellem. Da Hjelms lodsejere ikke ejer en fodsbred jord paa Grengesiden af dette skel, mener Hjelms bymænd, at grandernes indtrængen paa deres omraade er ulovligt. Hertil svarer Hjelm, at de fra arilds tid, baade før og efter skellet blev sat, har haft fri fælled med græsgang, skovhugst og svinestier paa Grenge fælledskov, og de paaberaaber sig i saa henseende en herredstingsdom af 1649, hvorved de blev frifundet for tiltale for ulovlig skovhugst. De hævder dernæst, at oldingeskellet blev sat af prins Christian, for at han kunde have vildtbane i Grenge skov og udelukke fremmede ejere, men ikke for at hindre Hjelms bys græsning. Endvidere henviser de til, at skoven er kronens og skilt fra ejendomsjorden og endelig, at de har hugget i skoven i mands minde, uden at skovridderen har pantet dem.

Lollandsfar landsting frifandt Hjelm for tiltalen, men paalagde dem, at de ikke maatte lade græsse i nogen indhegning eller enemærke, men kun i fællesskoven, hvor de ogsaa kunde hugge surskov til nødtørftighed og sætte svinestier paa de sædvanlige steder. Højesteretsdommen mener ikke, at Hjelm bymænd har bevist nogen ret til at hugge surskov eller sætte svinestier over det skel, som er sat imellem Grenge bymænds marker og dem, og derfor bør de heller ikke have adgang hertil uden særlig bevilling og tilladelse, men eftersom der ikke er gærder imellem de to byer, da kan Hjelms bymænd ikke være forment fælles græsgang.

I dette tilfælde tvistedes der om græsningen paa et overdrev, der laa imellem byerne, men naturligvis kan tvistigheder ogsaa opstaa, naar to byers vange ligger i vangelag sammen, selv om det i saadanne tilfælde er mere indlysende, at kreaturerne maa gaa klov ved klov i de afhøstede vange. Byen Brøns i Hvidding hd. i Sønderjylland ligger i strid med et torp om græsningen paa Brøns gadejord og paa de afhøstede vange. Der fremlægges herredstingsdom af 1574, en hertugelig dom af 1576 og en kongelig rettertingsdom af 1583, hvoraf fremgaar, at torpets besiddere skulde have nogen græsning paa Brøns gadejord, og i den refererede sag, der stammer fra 1711, henholder herredstinget sig derfor i saa henseende til de tidligere afgørelser.[^17] Iøvrigt udtaler dommen, at hvad den øvrige græsning angaar, saa forbliver den uforanderlig, dog saaledes at torpets besiddere, saa længe marken er i hegn, skal holde forsvarlig hyrde til deres kvæg, saaledes at det ikke kommer Brøns til skade paa sæd eller græs, men vil Brøns lodsejere have deres jord fredet udenfor hegnstiden, da maa de selv ved vold og grøft forsvare det, saaledes at det kan frede sig selv. Ogsaa her ser vi altsaa fastslaaet, at byer, der ikke har gærder i markskellet, maa have fælles græsgang paa de sammenliggende vange.

At fælles græsning i hele vangelaget har været almindeligt anerkendt fremgaar ikke alene af de nedenfor refererede stridigheder om beregningen af den enkelte bys antal kreaturer paa fælleden, men ogsaa af den nedenfor side 189 ff. givne fremstilling af den enkelte bys adgang til ved indhegning af sin jord at stille sig uden for mellembys fællesskabet.

Det vigtigste spørgsmaal vedrørende græsningsret paa fremmed jord er dog spørgsmaalet om, hvorvidt og i hvilken udstrækning græsningsret og anden lignende brugsret kan vindes ved lang tids uforstyrret brug.

Forinden selve hævdspørgsmaalet behandles, bør det fremhæves, at der paa 1500-tallet blev vundet lavhævd paa græsningsret og anden brugsret saavel som paa umiddelbar ejendomsret. Saaledes hedder det i et lavhævdsbrev af 28.8. 1533:[^18] »Ithem indtwarde han segh j forthe och fegand oster till herretzskel och nor tiil Noo march och Rødingh markvedtager, vott och tyrrt, fiskeuand og fegangh«. I en rettertingsdom af 1537[^19] bestemmes det, at nye lavhævdsbreve ikke kommer i betragtning imod gammel lavhævd paa græsning (feldt, forthe oc yrthefang), og der afsiges derfor følgende dom: at den gamle lavhævd bør staa ved magt og de omboende bruge Diornis (?), som de har brugt af gammel tid efter samme lavhævds ordlyd. Hvad der har været grundlaget for at vinde denne lavhævd paa græsning, oplyser dommen derimod intet om.

I denne forbindelse kan opmærksomheden ogsaa henledes paa Frederik I's forordning af 1525,[^20] der forbyder bønderne i Nørrejylland at gøre skovhugst i andre byers mark, hvor de ikke er lodsejere. Ingen skal bruge økshug i nogen skov eller kær, som han ikke har lod eller del i, og ej nyde de lavhævder, som er gjort derpaa, uden de som har stuf og særkøb. For skovhugstens vedkommende udelukker denne forordning altsaa, at nogen kan vinde ret paa brug af andres ejendom.

En rettertingsdom 6.6. 1589[^21] omhandler en strid imellem en gammel lavhævd paa et enemærke og en lavhævd paa græsning. I 1468 indvordede Stygge Nielsen Vojkær mark og Hovring hede som et enemærke, og denne lavhævd blev stadfæstet ved en rettertingsdom i 1471. Nu har imidlertid ejerne af Vivelstrup og Vivel faaet lavhævd paa, at deres bønder har fælled og fædrift i de to omhandlede ejendomme, men indstævnes af ejendommenes ejer under henvisning til den gamle lavhævd, hvoraf det skal ses, at ejendommene ikke er nogen fælledbunden mark, og hvis Vivelstrup og Vivel har haft nogen græsning der, saa har de haft det med ejernes minde. Rettertinget bestemmer, at gode mænd paa aastederne skal undersøge, om de forskellige lavhævdsbreve strider imod hinanden. Der var dog i sagen ogsaa strid om selve ejendomsrettens grænser. Heller ikke i denne sag oplyses noget om, hvad der er grundlaget for den vundne lavhævd paa græsningsretten.

Der findes flere vidnesbyrd om, at tanken om en hævdserhvervelse af græsningsret har ligget inden for retsopfattelsen paa 1400- og 1500-tallet. Saaledes fastslaar et tingsvidne fra Nørre hd. paa Mors i 1473,[^22] at Rolstrup kvæg har haft udgang og drift i Vettels mark i 40 aar og mere, og aldrig har vidnerne hørt eller spurgt, at der var givet last eller kære derpaa før nu for faa aar siden, Nykøbing borgmester gav kære derpaa. Endvidere paaberaaber et tingsvidne fra Odense byting af 1476 sig paa 60 aars hævd paa Odense bys græsningsret i en eng (?) Østermae, som ejerne nu har indhegnet enhver til sin gaard.[^23] Retssagens forløb kendes ikke. Et sognevidne fra 1496 bevidner, at Borup gaard under skovklostret i Næstved har fri græsning i 40 aar nord for Magnstorp møllesø,[^24] og et tingsvidne fra 1497 erklærer, at Botorp under samme kloster har haft fri græsning i den samme mark i 40 aar.[^25] Det fremgaar ogsaa af et aabent brev den 26. 7. 1571 (Kanc. brevb.), at der har foreligget en landstingsdom fra Skaane, som har tilkendt ret til skovhugst ved alderstidshævd. Det hedder i brevet, at menige Jerrestads herremænd har berettet, at Rørum bymænd har indhegnet nogle løkker og dermed hegnet de øvrige fra deres alminding og skovhugst, uagtet der paa landstinget er dømt, at Jerrestads herredsmænd bør nyde den skovhugst, de har haft fra arilds tid. Derfor skal lensmanden undersøge denne sag og tilholde Rørum mænd at rette sig efter landstingsdommen.

Endelig kan nævnes, at borgerne i Halmstad under den nedenfor refererede rettertingssag fra 1595 vil bevise deres arilds hævd paa deres ret til græsning af kreaturer paa omliggende byers marker.

I denne forbindelse kan henvises til den nedenfor anførte dom angaaende Sakskøbings græsningsret fra sidste halvdel af 1500-tallet, der skal statuere, at man kan fange hævd saavel paa brug som paa ejendom.

Trods disse vidnesbyrd om retsopfattelsens tiltro til hævdens almagt ogsaa paa dette omraade, er der dog ingen tvivl om, at den gældende ret i hvert tilfælde fra den sidste del af 1500-tallet og formentlig trods megen uklarhed lige til Danske Lov har været den, at man ikke ved hævd kan vinde nogen brug af anden mands ejendom. Saaledes formuleres i hvert tilfælde reglen skarpt i et par rettertingsdomme fra denne tid.

Knud Illum har i sin fremstilling af servitutretten[^27] fremdraget nogle domme og mener at kunne bevise, at tilstanden med hensyn til erhvervelse af græsningsservitutter ved hævd før DL var meget uklar, men at hovedlinjen i de foreliggende domme dog tyder paa, at saadan hævd ikke blev tilladt. Vi skal i det følgende supplere og belyse Illums materiale.

Illum nævner indledningsvis den foran nævnte rettertingsdom fra 1595 vedrørende Halmstads græsningsret. Borgerne tiltaltes af jordenes ejer, der hævder, at græsningen er givet dem ad gratiam af kongen, og at de, efter at denne har tilskiftet godset til sin morbroder, ikke længere kunde have nogen rettighed paa den anden side af markskellet. Borgerne vil, som nævnt, bevise deres arilds hævd, men det oplyses under sagen, at kongen i anledning af en tidligere tvist har fastsat, hvor mange kreaturer borgerne maatte græsse over skellet, hvorfor rettertinget bestemmer, at hvis parterne ikke vil lade det blive ved denne tidligere afgørelse »da kræve sig paa oldinge og siden gaa derom saa vidt som lov og ret er«.

Indholdet af dommen er ikke ganske klart, men Illum mener, at retten til græsning har karakter af en servitut, der — da man ikke skulde blive staaende ved den tidligere kongelige afgørelse — kunde erhverves ved gammel brug. Henvisningen til at udmelde oldinge henleder naturligvis tanken paa en fastsættelse af skellet — som jo i Skaaneland skete ved oldinge — men da skellinjen er omhyggeligt beskrevet i dommen, er det vel sandsynligt, at oldingene skal afgøre, hvor mange kreaturer, der maa græsse over skellet. I saa fald siger dommen intet afgørende om hævden.

Udelukket er det dog ikke, at oldingene skal fastsætte grænserne for parternes ejendomsret, herunder græsningsretten, ligesom sandemændene jo altid skulde tage hensyn til, om den ene part havde nogen rettighed i den anden by. En saadan rettighed var vel sædvanligvis stuf og særkøb, men kunde altsaa ogsaa være en blot og bar græsningsret, jfr. § 16 i dronningborgske reces 1551 og DL 5–10–6. Lavhævdens anvendelse kunde tyde herpaa.

Giver de forannævnte vidnesbyrd anledning til stor uklarhed, saa mangler to rettertingsdomme fra henholdsvis 1574 og 1590 imidlertid intet i retning af klarhed.

Baggrundene for begge dommene er det forhold, at kongen fra de ældste tider har givet købstæderne græsningsret paa det omliggende krongods' marker, og en saadan ret optages ofte i de paagældende købstæders privilegier. Foruden de i dommene omtalte privilegier kan eksempelvis nævnes Svendborg 29.9. 1287,[^28] Nakskov 21.7. 1293,[^29] Ebeltoft 21.1. 1401,[^30] Faaborg 13.6. 1325[^31] og Sakskøbing 13.5. 1451.[^32] Naar de omliggende jorder senere gaar over paa andre hænder end kronens, kan der naturligvis let opstaa tvistigheder, og dette var tilfældet i de omhandlede rettertingssager.

Den første gælder græsningen paa jorder, som ligger under landsbyerne Horne, Svanninge og Diernisse i Salling hd., der ifølge Kong Valdemars Jordebog i hvert tilfælde for størstedelens vedkommende maa have tilhørt kongen. Borgerne i Faaborg faar græsningsret paa disse jorder ved et af Erik Menved den 13.5. 1313 udstedt privilegium.[^33] Det har formentlig været de samme landsbyer, det tidligere privilegium af 23.5. 1288 har vedrørt, naar det tilsikrer Faaborg de græsgange, som byen har haft siden kong Valdemars tid.[^34] Næsten 300 aar senere fremlægges kong Eriks brev som bevis paa, at borgerne har ret til at lade græsse over de nævnte landsbyjorder. Imidlertid er landsbyerne nu i adelig eje, og jorddrotten fru Edele Hardenberg har tiltalt borgerne for ulovlig græsning paa hendes jord, som de ingen lod og part har i. Borgmesteren henviser til de gamle privilegier og til, at borgerne af arilds tid har haft græsning for deres kreaturer paa landsbyernes fælled, men det nytter intet, thi rettertinget sætter den 16.6. 1574 i rette, at dersom Faaborg borgere vil have nogen rettighed i de nævnte landsbyer, da maa de have fru Edele Hardenbergs forlov dertil.[^35] Nogen begrundelse findes ikke i dombogens kortfattede referat, men man har aabenbart ikke anerkendt den med DL 5–10–21 indførte regel, hvorefter den, der køber en skov, som anvendes til oldendrift, ikke kan hindre andre, som af arilds tid har haft græsgang, gærdsel, agerland eller engbund i skoven, at nyde og bruge disse rettigheder.

Mere oplysende er en tilsvarende dom vedrørende Køges ret til at lade kreaturer græsse ud over byskellet. Sagen indbringes i 1590 for kongens retterting af fru Birgitte Rosenkrands til Vallø, der tiltaler Køge borgmester og raad for ulovlig græsning paa Vallø grund.[^36] Sagsøgeren fremlægger et tingsvidne af Bjæverskov hd. fra 1461, hvoraf fremgaar, at 16 mænd har svoret skel imellem Køge og Vallø, og at skellet er svoret midt i Køge aa. Det fremgaar endvidere af tingsvidnet, at Køge borgmester inden 4 tingstokke har bekendt, at borgerne ingen græsgang havde syd for aaen. Borgmesteren svarer, at borgerne af arilds tid har haft græsgang syd for aaen, lige siden Køge by blev stiftet og funderet. Som adkomst fremlægges et brev udstedt i 1293 af kong Erik,[^37] hvilket brev »var af ælde og vangemme meget ilde forfaret«. Det fremgaar heraf, at kongen har undt Køge indbyggere græsgang til deres kvæg paa begge sider af aaen. Endvidere fremlægges stadfæstelse af kong Christoffer og Valdemar d. 3., men det fremgaar ikke af jordebogen, om kronen dengang ejede de omliggende byer. Borgmesteren beretter endvidere, at der aldrig har været nogen, der anfægtede Køges græsningsret, før ejeren af Vallø for 123 aar siden paaførte dem trætte. Christian den 1. har for 114 aar siden opsat trætten, indtil han personlig vilde paakende den, og eftersom Kong Hans har stadfæstet deres privilegier, vil de ikke nu vide af nogen trætte. Desuden fremhæver de, at den omstridte græsgang har været benyttet af Køge i 128 aar efter oldingegangen, og de henviser derfor til recessens regler om 20 aars hævd samt til en nu ukendt dom, der var udgaaet for nogle aar siden mellem Christoffer Gjøe og borgerne i Sakskøbing, at man kan fange hævd paa brug saa vel som paa ejendom (sammenlign DL 5–5–2), hvorfor Sakskøbing borgere fik tildomt hævd paa Christoffer Gjøes grunde.

Fru Birgitte Rosenkrands' fuldmægtig svarer, at de paagældende landsbyer aldrig har ligget under kronen, og at de fremfarne konger derfor ikke har kunnet give nogen græsgang paa dette gods. Det er muligt, at Valløs ejere af villighed har undt borgerne nogen græsning, men det giver dem ikke frihed dertil, og desuden har Køges borgmester jo tidligere indrømmet, at borgerne ikke havde nogen ret eller rettighed syd for aaen. Fuldmægtigen paaberaaber sig endvidere den ovenfor refererede dom i sagen mellem fru Edele Hardenberg og Faaborg borgere.

Rettertinget bestemmer, at efterdi adskillige gamle breve viser, at markskellet gaar midt i aaen, og borgmester og raad har erkendt, at de ikke ejer nogen ejendom syd for skellet, og efterdi Frederik I har dømt med raadet imellem nogle af adelen og borgerne i Faaborg, og deraf befindes, at han i ingen maade vilde forkrænke adelens friheder, derfor vil kongen ikke dømme imod sin faders dom, saa meget mindre som det er ubilligt, at nogen skal have brug paa andens grund og ejendom uden med dennes vilje og minde. Hvis Køge derfor vil have nogen græsgang syd for skellet, da bør de have det med lodsejernes forlov.

I klar konsekvens af denne rettertingspraksis afviser Viborg landsting i en dom 1637[^38] en paastand om hævd paa brug. Sagen drejede sig om græsningsretten paa Agderup fælledvang, som Øster Knorum vilde tilegne sig. De førte vidner paa, at byen i over 40 aar havde ladet græsse paa ævret i Agderup, og herredsdommen giver dem medhold med en henvisning til recessen, hvilket formentlig maa forstaas som hævdsbestemmelsen. Landstinget erklærer derimod, at da de hverken med sandemandsbrev, lovhævd eller nøjagtig adkomst kan godtgøre den paastaaede vinterdrift, saa kan de ikke vinde nogen ret dertil.

I alle de forannævnte retssager har tiltalen været rejst af jordejeren, der ønskede, at en eller flere ikke-lodsejere blev kendt uberettigede til at lade græsse paa hans jord. Ser vi sagen fra den anden parts side, opstaar problemet, naar jordejeren indhegner sin jord og saaledes formener naboerne en hidtil udøvet ret til at lade græsse. Problemet skal nærmere belyses nedenfor i afsnit II, hvoraf det vil fremgaa, at domspraksis før DL, især 2 rettertingsdomme fra henholdsvis 1598 og 1636 klart statuerer, at ingen kan nøde en anden til at opretholde fælled, og at en by, der har faaet markskellet overfor nabobyen fastlagt paa lovlig maade, er fuldt berettiget til at rejse hegn i skellet, selv om naboerne derved afskæres fra en gammel græsningsret. Denne domspraksis er altsaa i fuld overensstemmelse med forannævnte hovedlinje, hvorefter hævd ikke kan vindes paa brug.

Vanskeligere bliver det at forklare domspraksis med hensyn til oprettelse af løkker paa fælledjord, se nedenfor side 186 ff. og side 189 ff. Det fremgaar heraf, at det gennem hele den undersøgte periode fra middelalderen til DL har været fast antaget, at man ikke kunde oprette løkker paa sin egen andel i en fælled, som af arild havde ligget til græsning for andre lodsejere, og det er ligeledes fastslaaet, at ogsaa ikke-lodsejere, der har haft græsningsret i alderstid, kan kræve løkker og bygninger paa en saadan fælled nedrevet. Det gør efter dommene ingen forskel, at løkken eller bygningen er oprettet paa den paagældendes tilskiftede jord, der er indstenet og indstablet, se især rettertingsdommen 1632 nedenfor side 191.

Efter en moderne systematisk synsmaade er det umuligt at forene denne domspraksis, der klart fastslaar, at fælledjord ikke maa formindskes, med reglen om, at hævd paa brug ikke kan vindes. Imidlertid anlagde samtiden ikke nogen systematisk betragtning, og har overhovedet ikke sammenholdt disse tilfælde med sagerne vedrørende hævd paa brug. Skønt det indgaar som et fast led i bevisførelsen, at de græsningsberettigede fører vidner paa en brug i alderstid, tager ingen af dommene, bortset fra en enkelt birkedom (side 190), stilling til hævdsproblemet, men man er formentlig naaet til den nævnte retssætning ud fra bestemmelserne i JL 1:47, 48 og 51. Forholdet er simpelthen det, at man har villet undgaa de uklare forhold, der kunde opstaa, dersom lodsejerne i en fælled enkeltvis begyndte at indhegne deres andel, og man har derfor henvist dem, der ønskede at komme ud af fællesskabet, til at faa fastlagt markskellet og opnaa en vedtægt mellem de indenbys lodsejere om oprettelse af hegn i skellet og adgang for bymændene til at oprette løkker, eventuelt efter en rebning af hele fælleden.

Samtidens uklarhed med hensyn til sondringen mellem græsningsret og anden ejendomsret og den tilsyneladende inkonsekvens imellem forbudet imod hævd paa brug og forbudet imod at oprette løkker, er den eneste forklaring paa nedennævnte rettertingsdom, der fuldstændig blander de forskellige tilfældegrupper sammen. Det drejer sig om en sag for kongens retterting i 1622,[^39] hvorunder Markus Bilde til Hvidkilde og Corfitz Rud til Sandholt indstævnede Kaj Rantzau til Randsholm for en gode mænds dom om en dæmning paa Hundstrup mark, som han skal have ladet opføre til stor skade for deres tjeneres eng og græsning. Da der i sagen fremlægges et ridemandsbrev, har de gode mænd ikke villet dømme i sagen, men har henskudt afgørelsen til rettertinget. Sagsøgerne beretter, at dæmningen er til stor skade for deres tjenere, som har brugt den paagældende eng, længe før sagsøgte og hans far tiltraadte godset baade med græsning og høbjergning mere end 26 aar, som de beviser med tingsvidne. Sagsøgtes fuldmægtig svarer, at de ikke efter recessens § 50 med de vidnesbyrd, de har ført, kan vinde hans husbond nogen grund og ejendom fra uden lovlig adkomst, idet gaarden, hvorunder engen hører, i lang tid ikke har været besiddet af den rette jorddrot, men har været forlenet eller forpagtet baade til adelspersoner og bønder, som har paaboet den. Og om de har set gennem fingre eller bevilget andre bønder imod jorddrottens minde og samtykke at bruge nogen gaardens ejendom over rette markeskel, mente han ikke kunde medføre, at recessens hævdsbestemmelse bringes i anvendelse, efterdi det var sket jorddrotten ubevidst og imod hans minde. Der fremlægges endvidere en 68 aar gammel lavhævd, hvorefter ejendommen er indvordet som stuf og endeel med ridemænd samt et indsteningsbrev udstedt af 12 ejermænd. Rettertingsdommen lyder, at efterdi Markus Bilde og Corfitz Rud med andre uvildige mænd og vidnesbyrd, som samme ejendom særdeles ikke vedkommer, der omtvistes (d. v. s. de er uvildige) har gjort bevisligt, at deres tjenere har brugt samme ejendom til fælled (»fellis«) over 20 vintre, da sagde vi saaledes for rette, at fornævnte eng (»damb«) bør igen at udlægges og lodsejerne den at bruge saa vidt deres lovlige hævd dem kunde tilholde.

Denne dom statuerer formentlig ikke nogen sædvanlig ejendomshævd, thi i saa fald maa man gaa ud fra, at dommen havde bestemt, at den paagældende eng skulde følge Corfitz Rud og hans tjenere, tværtimod understreges det udtrykkeligt, at hævden er vundet paa fælledbrug. Imidlertid har den omtalte brug sikkert været den sædvanlige udnyttelse af en eng af denne art, og dommen tillægger altsaa for saa vidt bymændene ejendomsbeføjelser, dog at de naturligvis ikke har kunnet forhindre, at de egentlige ejere udnyttede engen paa samme maade som de. Dommen siger meget diplomatisk, at de kan bruge ejendommen i det omfang, deres hævdsudøvelse berettiger dem til. Selv om denne udøvelse tillige har omfattet høbjergning, kan man ikke frigøre sig fra den opfattelse, at der i realiteten er tale om en hævd paa brug. Dommen er dog sikkert ikke ment som noget brud paa den ovenfor refererede retsopfattelse, men er kun et udtryk for samtidens uklare indstilling overfor begrebet brug, især i forhold til egentlig ejendomsret. Reelt er der altsaa tale om et tilfælde af oprettelse af en løkke, hvor hævdsreglen undtagelsesvis citeres til støtte for resultatet.

Trods megen uklarhed og paa trods af de mange eksempler paa, at paastanden om hævd paa brug har været ført frem ved retten og ogsaa i et vist omfang er blevet godkendt i hvert tilfælde af herredstingene, har retstilstanden sikkert faaet sit rette udtryk ved de to rettertingsdomme af henholdsvis 1574 og 1590, der nægter at anerkende en hævd paa brug. Det bør tillige nævnes, at disse domme gaar igen i mange af de bevarede private domssamlinger fra 1500- og 1600-tallet og derfor sikkert har været hyppigt anvendte præjudicater.

Ved bedømmelsen af den nævnte domspraksis bør erindres, at ikke alene datidens lovgivning men ogsaa domspraksis er rent kasuistisk indstillet. Man anvender kun et mindstemaal af juridiske begreber, og selv hvor dette undtagelsesvis sker, kun som betegnelse for en særlig tilfældegruppe. Man kan altsaa kun bedømme domspraksis efter en inddeling i saadanne tilfældegrupper med hver sin reale begrundelse. Paa den anden side har vi i domspraksis vedrørende hævd paa brug og oprettelse af løkker et eksempel paa, at samtiden har haft vanskeligt ved — uhjulpet af juridisk systematik som man var — at holde tilfældegrupperne ude fra hinanden. Uklarheden maa dog i disse tilfælde ogsaa i nogen grad skyldes den stærke interessemodsætning mellem de forskellige jordejende grupper, som netop her gjorde sig gældende, idet især adelens voksende indflydelse paa 1500-tallet har haft sin andel i dommenes resultater, se saaledes især rettertingsdommen fra 1590 foran side 153 f.

Efter 1683 er der imidlertid ingen tvivl om retstilstanden, idet DL i flere bestemmelser klart og utvetydigt anerkender hævd paa brug. Det gælder først og fremmest hovedbestemmelsen i 5–5–2 jfr. 1, hvorefter man kan fange hævd saavel paa brug som paa ejendom efter en hævdsudøvelse i 20 aar. Endvidere maa nævnes 5–10–21, hvorefter den, der i alderstid har haft græsgang, hugst af hegnstræ eller høslet i en skov, ikke skal miste denne ret, fordi skoven afhændes. Endelig 3–13–13, hvorefter man ikke maa aflukke folke- eller fægang, der har været af alderstid.

Af disse bestemmelser fremgaar det klart, at græsningsret kan erhverves ved hævd, men de lader stor tvivl tilbage om, hvorvidt hævdstiden skal være alderstid eller 20 aar. Denne tvetydighed har givet A. S. Ørsted anledning til at antage, at DL skulde forudsætte en lignende sondring imellem servitudes apparantes og servitudes non apparantes, som den der findes i fransk ret, men Vinding Kruse og Naftali Cohn har imødegaaet denne opfattelse ved hjælp af domme fra tiden omkring DL.[^40] De to nævnte forfattere forklarer dernæst modsætningen imellem 3–13–13 og 5–10–21 paa den ene side og 5–5–2 jfr. 1 paa den anden side derved, at de førstnævnte bestemmelser ikke skulde hjemle nogen egentlig hævd men være udtryk for en særlig paa lang tids uforstyrret tilstand baseret retsdannelse. De herved skabte rettigheder skulde følgelig tilkomme alle og enhver, uanset om de paagældende har deltaget i brugen eller ej. Spørgsmaalet om muligheden for en saadan allemandshævd skal ikke her behandles, men det skal blot anføres, at den foregaaende undersøgelse af de nævnte bestemmelsers tilblivelse og retshistorie afgjort tyder paa, at Knud Illum har ret i sin fremhævelse af, at disse bestemmelser kun kan forstaas i sammenhæng med de særlige af jordfællesskabet (og for min egen del kan jeg tilføje: de af mellembys fællesskaber) skabte forhold.

Efter en gennemgang af det af ham undersøgte materiale mener Knud Illum at kunne fastslaa,[^42] at forklaringen paa, at DL paa een gang indeholder en almindelig bestemmelse om servituthævd og andre særlige bestemmelser om alderstidshævd er den, at man paa lovens tid ikke har været sig en skarp modsætning mellem de to hævdsformer bevidst, og han nævner, at dette allerede er fremhævet af Vinding Kruse,[^43] og at opfattelsen understøttes af de gamle domme.

Af disse domme synes især følgende at have interesse: Af en sag, som i 1691 kommer for højesteret,[^44] fremgaar det, at Nørballe bymænd paa Lolland i lang tid har ladet to kreaturer fra hver gaard græsse paa et overdrev, hvori flere byer havde lod. Under henvisning til, at de har over 30 aars rolig hævd, tilkender baade herredstinget og landstinget dem retten til fortsat at lade kreaturerne græsse paa overdrevet, men landstingsdommeren tilføjer, at de skal bevise skellet paa overdrevet, og at der derefter skal udnævnes synsmænd til at taksere, hvor mange kreaturer deres andel kan taale. Under højesterets votering i sagen fremhæves det imidlertid, at naar bønderne har vundet hævd, er det lige meget, om overdrevet kan taale græsningen af det sædvanlige antal kreaturer eller ej, og taksering er derfor ufornøden. I overensstemmelse hermed stadfæster højesteret underretsdommen uden landstingets tilføjelse.

Efter denne højesteretsdom skal den ved hævd vundne græsningsret altsaa have det omfang, den sædvanligvis har haft igennem hævdstiden, uanset om dette er mere, end hvad der kan tilkendes byen efter en taksering af fælleden efter DL 3–13–28. Fyenbo landsting har derimod i en dom fra 1694 udtalt, at hævdsreglen maa begrænses af reglerne om taksering.[^45] Sagen drejede sig om græsningen i et vangelag, og dommen udtaler, at da Ørsted mænd har vist villighed til at indgaa en overenskomst om græsningsretten med Frøding, men denne bys mænd med vold har givet Ørsted ufred, saa kan retten ikke dømme Ørsted, fordi de har sat hegn for at skaffe sig fred, men hegnet skal ikke staa længere, end til der er gjort vurdering efter DL 3–13–28. Da hegnet altsaa dog skal nedlægges, naar vurderingen er foretaget, maa man gaa ud fra, at der er vundet hævd paa græsningen. Efter den foregaaende højesteretsdom burde afgørelsen altsaa have lydt paa, at uvildige mænd skulde afgøre, hvor mange kreaturer, Frøding mænd sædvanligvis har haft paa græs i fælledmarken. At græsningsretten ikke kan udnyttes til rovdrift paa en anden bys jord er naturligvis klart og følger af de almindelige regler om hævdens indhold.

Fra Fyenbo landsting kan anføres dommen den 4.4. 1695,[^46] hvorefter nogle bønder blev tilkendt ret til græsning, da de efter DL 5–5–2 befandtes at have rolig hævds brug paa samme græsning i over 100 aar, og dommen 7.12. 1698, hvorefter det blev anset for bevist, at bymændene fra 3 byer i mange aar upaatalt havde haft rolig hævd paa græsning i de omtvistede marker uden at give noget vederlag derfor eller at have haft nogen aftale, saa at det kunde anses for en villighed, hvorefter deres hævd blev stadfæstet i henhold til 5–5–2.

Fra Sjællandsfar landsting kan anføres dommen 19.10. 1701,[^48] der i henhold til et tingsvidne for Faxe tingsret, hvorefter kongens bønder i Herlev i langt over 20 aar har haft fælled og græsgang i det saakaldte brændte overdrev, uforstyrret i alle maader, under henvisning til 5–5–2 tilkendte bønderne retten til fortsat græsning og vanding af kreaturer i det nævnte overdrev. Hertil maa føjes de nedenfor side 196 f. nævnte domme fra tiden efter DL, hvor hævdserhvervelsen paaberaabes som hjemmel for ved dom at kræve stedfundne indhegninger nedlagte.

Det maa springe i øjnene, at der i alle disse tilfælde er tale om en hævdstid, der har vedvaret i alderstid eller i hvert tilfælde meget tæt op dertil, ligesom det kun er i den sidste dom, at de 20 aars hævd overhovedet nævnes. Dette tyder jo paa, at man, som af Knud Illum hævdet, ikke har kendt nogen skarp sondring imellem de to hævdsformer.

Undersøger vi, hvad den ældre retslitteratur har udtalt om spørgsmaalet, løser Nørregaard i sine forelæsninger fra 1785[^49] problemet med følgende udtalelse: »Uagtet loven ved disse Udtryk (om alderstid i bl. a. 3–13–13 og 5–10–21) ei have tilkiendegivet og fastsat nogen vis bestemt Tid, saa synes dog den almindelige Hævds Tid af 20 Aar at være det høieste, man kunde fordre i de Tilfælde, hvor Lovene sætte Alders Tid som en afgørende Grændse for en eller anden Rettighed.« Da Hurtigkarl[^50] paa grundlag af Nørregaards forelæsninger udgiver sin behandling af privatretten, kommer han imidlertid til det modsatte resultat. Efter hans mening har lovgiveren med udtrykket alderstid sigtet til romerrettens praescriptio immemoriales, hvilket forudsætter en besiddelse i længere tid end den menneskelige erindring. Ifølge Hurtigkarl kræves der altsaa længere tid end 20 aar til at vinde hævd paa visse servitutter.[^52]

Saa sent som paa Hurtigkarls tid har retspraksis altsaa ikke været mere klar, end at diskussionen kan føres for fuld kraft, og efter de fremførte ældre dommes vedkommende bør man vist, i overensstemmelse med Knud Illum, antage, at retsopfattelsen paa 1600- og 1700-tallet ikke har sondret skarpt mellem de to hævdsformer, men at hævdstiderne har været betydelig mere flydende end i senere tider, dog at 20 aar i alle tilfælde har været minimumsgrænsen. Uden en saadan opfattelse bliver iøvrigt modsætningen mellem adgangen til at vinde hævd paa græsning efter 5–5–2 og adgangen til at aflukke græsgang efter 3–13–13 helt uforstaaelig og umulig at forklare. Se herom side 183.

Selv efter DL kommer dommene kun undtagelsesvis ind paa en teoretisk behandling af hævdsbetingelser. Fra tiden før DL kan henvises til proceduren i den foran side 156 refererede rettertingsdom fra 1622, hvor sagsøgerens fuldmægtig paastaar, at recessens kap. 50 ikke kan anvendes, da den paagældende ejendom i hævdstiden har været bortfæstet, og der ikke med gyldighed overfor ejeren kan fravindes lejeren nogen ejendom ved hævd. Efter DL kan nævnes Fyenbo landstingsdom 26.7. 1694,[^53] der underkender en paastand om hævd, fordi hævderen erkendte, at jorden havde været alfar vej, og at han ikke havde anden adkomst til brugen end den, han selv havde tilegnet sig. Opfattelsen af de subjektive betingelser har dog sikkert været ret vage paa den tid, og vi maa ikke vente at se opstillet en fast betingelse om god tro, endsige justus titulus. I Fyenbo landstingsdom 9.12. 1698[^53] statueres hævd paa græsningsret under henvisning til, at hævderen havde udøvet retten i hævdstid uden at give noget til vide deraf eller have nogen anden aftale, saa det kunde anses for en villighed jfr. 5–5–2 in fine.

3. Græsningsrettens fordeling

Paa et tidspunkt, hvor husdyrbruget var den altoverskyggende næringsvej, kan de beskedne opdyrkede jordstykker ikke have været afgørende for græsningsrettens fordeling mellem bymændene. Under en saadan tilstand maa det snarere være bymændenes evne til at sørge for vinterophold for kreaturerne, som har været bestemmende.[^54] Det hedder derfor ogsaa i Gulatingslovens § 81, at hver bonde ikke maa lade flere kreaturer græsse om sommeren, end han kan føde om vinteren. Den samme retsregel finder vi i sydgermanske retsoptegnelser.

Paa et tidspunkt, hvor agerbruget er den overvejende næringsvej, maa man derimod formode, at en bymands andel i byjorden — hans bymaal — er afgørende for hans andel i byens græsningsret. Dette er da ogsaa tilfældet. Imidlertid finder vi i Fyns vedtægt 19.2. 1492 en regel, som synes at pege tilbage paa den ældre tilstand. Det hedder i vedtægten, at hver mand kan tillægge saa mange fæ, heste og øg, som han kan føde paa sit eget græs og straafoder. Nu er forholdet naturligvis det, at omfanget af en bymands besiddelser i ager og eng er afgørende for, hvor meget foder han kan samle sammen til vinterbrug, saaledes at der for saa vidt ikke behøver at være nogen forskel imellem en regel om andelsret i fælleden efter bymaal og den i Fyns vedtægt indeholdte regel, men der er dog alligevel grund til at tro, at vedtægtens formulering peger tilbage paa ældgamle sædvaner, som har overlevet deres egne forudsætninger men er bibeholdt i den folkelige tradition.

Reglen fra Fyns vedtægt genfindes i et par af vore ældste landsbyvedtægter, nemlig Allesø sogn, Lunde hd., ca. 1500 (DW V:186) og Rønnings, Aasum hd. 1601 (DW I:286 f.) samt vedtægten for Darum i Ribe amt, 1641 (DW III:570). Ogsaa i Skaane genfindes den samme regel saaledes i en overenskomst, der i 1704 indgaas mellem en række byer i Oxie hd.;[^55] og i vedtægterne for Loshult, Ø. Gønge hd. (nr. 38) 1720 § 3 og Västerlöf, s. hd. (nr. 34) 1721 § 25.

Bortset fra disse regler, der maaske er reminiscenser fra en tidligere retstilstand, har det allerede fra landskabslovenes tid været gældende, at en bymands bymaal var afgørende for hans andel i byens græsningsret. JL III:55 omtaler den situation, at en mand køber mark i en by i den hensigt at udnytte byjorden til græsning for sine stodheste. I saa fald kan ejerne tvinge ham til kun at anbringe saa mange heste, som marken kan taale efter guldvurdering og tage del i fælleden, som svin tager del i olden, og de, der bor i byen, skal selv bestemme antallet, for de ved bedst, hvad deres mark kan føde jfr. DL 5–12–6. Reglen om græsningsrettens afhængighed af jordbesiddelsen er fastslaaet allerede i et brev af 1197[^56] og kan følges gennem hele middelalderen.[^57]

Efter Frederik I's forordning af 1525[^58] forbydes det nogen at bruge eller lade bruge i fællig enten i skov, mark, hede, fiskevand og fægang mere end hans rette lod og del deri kan taale og er god for, og efter Christian III's københavnske reces 1547 kap. 19 skal hverken kongen, adelen eller nogen anden bruge fællig i skov, mark, fægang eller fiskevand mere end enhvers lod og del kan taale, jfr. den koldingske reces 1558, kap. 29 og haandfæstningen 1559 § 7 og 1648 § 7. Disse bestemmelser er tydeligvis kilden til DL 5–10–23, der i ordlyden ligger nær op ad de nævnte regler. Da vi imidlertid i DL 3–13–28 har en bestemmelse, hvorefter ingen maa have flere kreaturer paa overdrev, ævred eller fælled, end han har jords vurdering til, er der grund til at tro, at 5–10–23 mindre sigter paa fordelingen af græsningsretten mellem bønderne end paa de tilfælde, hvor en enkelt af lodsejerne tiltog sig den fulde raadighed over en fælled, hvori han kun var parthaver. Dette var saaledes tilfældet i en strid mellem lodsejerne i Raaby og Fjelkestad i Villands hd. 1555.[^59] Striden drejede sig om en skov, der laa paa de to byers jord, og som ikke var skiftet mellem byerne. En af lodsejerne vilde tilholde sig hele skoven, idet han paastod, at den af arildstid havde ligget til hans gaard, men rettertinget fastslaar, at ingen kan vinde videre herredømme over skoven, end hvad der tilfalder ham efter hans lod og part i byerne.

Rettertingsdommen 16.6. 1596[^60] behandler et lignende tilfælde. Kronens bønder i Ringsebølle klager over, at Mogens Gjøe har taget oldengæld af dem for de svin, de sender paa Ringsebølle skov, hvoraf kronen er største lodstager, og Mogens Gjøe kun har en ringe del. Herredsdommeren og Lolland-Falsters landsting giver bønderne medhold under henvisning til § 29 i recessen af 1558, og rettertinget slutter sig hertil.

Bestemmelsen i DL 3–13–28 handler imidlertid om fordelingen af græsningsretten imellem byens bønder. Fordelingsgrundlaget er baade i lovgivningen og vedtægterne meget varierende, og vi skal i det følgende gennemgaa nogle udbredte tilfælde.

Troels Fink har behandlet spørgsmaalet ret indgaaende for Sønderjyllands vedkommende.[^61] I hele denne landsdel fordeltes græsningsretten almindeligvis efter den anpart, som hver enkelt gaard havde i byjorden. Denne anpart var i Nordslesvig udtrykt ved fastsættelsen af et vist antal otting til hver gaard og i Angel ved jordens vurdering efter markguld. I det 17. og 18. aarhundrede er forbindelsen mellem otting og bol efterhaanden ophørt, og ottingsansættelsen er blevet et maal, der vel kan angive forholdet mellem byens gaarde, men som i størrelse varierer fra by til by. Da et stort antal sønderjyske byer i begyndelsen af 1700-tallet bliver omrebet, anvendte man ganske vist i stor udstrækning ottingtallet som skiftegrundlag, men i adskillige tilfælde blev den faktiske jordbesiddelse lagt til grund for rebningen. I disse sidste tilfælde blev græsningen imidlertid fortsat fordelt efter ottingtallet, og der kunde derfor opstaa et stort misforhold imellem en gaards skattebyrde, der var bestemt af den faktiske jordbesiddelse, og græsningen, der var bestemt af den gamle ottingsvurdering. Der fandtes saaledes adskillige eksempler paa, at en bonde havde ringe agerjord, men en uforholdsmæssig stor andel i græsningen.

Ottingen er som regel en inddeling af helgaarden, der ogsaa ofte kaldes bolet. Denne sidste betegnelse maa altsaa ikke forveksles med den ældre bolinddeling. I Roager, Hvidding hd. er det saaledes samtykket, at hver helgaard maa have 10 køer paa græs, hver halvgaard 5 og hver otting 3, naar de betaler græspenge af den ene.[^62] Helgaarden er i Sønderjylland som overalt i Danmark en ret varierende størrelse. I Daler, Lø hd. Tønder amt maa hvert bol efter vedtægten i 1574 (DW III:46) aarlig have 4 øg, 8 svin og 4 gæs paa gaden samt 10 kreaturer i kohaven. Bolet maa altsaa her betegne en helgaard.

Ottingen anvendes ogsaa andre steder i landet som grundlag for græsningsrettens fordeling, saaledes er Skjærup i Holmans hd., Vejle amt (DW II:462) efter landmaalingsforretningen i 1732 til græsning delt i 14½ otting. Tabellen viser, at der efter loddernes størrelse kan græsse tilsammen 557½ kreaturer. Der er 12 mænd, som har faaet for meget, det bliver ialt 344½ kreaturer. Der er 8, som har faaet for lidt, det er tilsammen 96 kreaturer. Ejeren af en af gaardene, der er paa 1/1 otting, maa saaledes have 96 kreaturer, og han har kun 22½. Der er 17 gaarde i byen af en størrelse, der varierer fra 2½ otting til ⅛ otting.

Bortset fra det nuværende Nordslesvig og Ribe amt synes ottingsinddelingen at være hyppigt forekommende i Vejle amt,[^63] men den forekommer dog ogsaa i det øvrige land.[^64]

Over hele landet finder man eksempler paa, at vedtægterne blot henviser til, at græsningen skal fordeles, eftersom hver bymand har jord og ejendom til. Ofte benyttes det fra 1500-tallets forordninger kendte udtryk, at enhver ikke skal have mere paa græs, end hans lod kan taale,[^65] eller ogsaa siges det blot, at græsjævningen skal foretages, som enhver har jord i marken.[^66] Paa 1700-tallet bliver det almindeligt at henvise til hartkorns­vurderingen,[^67] selv om den gamle formulering om græsjævning efter jords vurdering eller efter enhvers proportion af sine ejendomme ogsaa forekommer.[^68]

I de hidtil nævnte tilfælde har græsjævningen fundet sted paa grundlag af enten bymændenes anpart i byjorden eller deres ejendommes vurdering. Hvor der kun gives en henvisning til den enkeltes anpart i byen, kan det naturligvis ikke ses, om grundlaget har været de paagældende ejendommes andel i jorden, saaledes som denne er udtrykt i jordens fordeling efter reb og maal, eller om selve ejendommens landgilde eller skattevurdering direkte er lagt til grund. Ofte har der jo ikke været nogen bol- eller ottingsinddeling af jorden, og grundlaget for græsjævningen har da ligesom for rebningens vedkommende været ejendommenes skyld og landgilde. Campbell mener, at der i Skaane er tilfælde, hvor græsningen er blevet fordelt efter gaardenes antal af agerlodder,[^69] men herpaa har jeg ikke fundet eksempler, derimod er fordelingsgrundlaget i Vinum, Tønder amt 1622 (DW III:35) i stedet for otting det antal »vond«, d. v. s. stangmaal, der tilkommer den paagældende gaard ved rebningen. Paa den anden side henviser vedtægten for Almind i Vejle amt 1709 (DW II:466) direkte til fordeling efter gaardenes skyld.

Selv om græsningsrettens fordeling var knyttet til et i forvejen fastlagt grundlag, maatte det jo da under alle omstændigheder vedtages af bymændene, hvor mange kreaturer, der ialt kan græsse paa det til raadighed staaende græsareal. Først naar dette var fastsat, kunde fordelingen paa de enkelte gaarde begynde. Ofte har ikke alene det samlede antal græskvæg, men ogsaa fordelingen mellem bymændene været vedtaget een gang for alle, og tingsvidne herom er taget paa herredstinget.[^70] Adskillige vedtægter angiver ikke noget bestemt fordelingsgrundlag, men henviser blot til bymændenes aarlige ligning og græslæg. I en skaansk vedtægt fra V. Gønge hd. (nr. 30) hedder det udtrykkeligt, at ingen maa slippe flere kreaturer paa fælledvangen end efter bymændenes forgodtbefindende.

Under sine undersøgelser af forholdene i Sønderjylland har Troels Fink kun i Hytten amt helt imod syd i landsdelen fundet et eksempel paa, at enhver bonde maatte have saa mange dyr paa overdrevet, som han vilde.[^71]

Som en overvejende hovedregel har det været gældende, at der altid i de danske landsbyer paa 1600- og 1700-tallet har været sparsomt med græsning til kreaturerne, hvorfor en fordeling af de forhaandenværende muligheder har været nødvendig.

Hvis enkelte bymænd faar lov til at indhegne løkker paa fællesmarken, vil der kunne ske forrykning af den hidtidige fordeling af fællesgræsningen. Naar en enkelt unddrager en del af jorden fra at ligge i fællesgræsning og i stedet anvender den unddragne del udelukkende til eget brug saavel til avl som til græsning, maa hans andel i den tiloversblevne fællesgræsning naturligvis blive saa meget desto mindre. Det er imidlertid ikke altid, at løkkedriften frembyder noget problem for fællesgræsningen. Dette er kun tilfældet, naar løkken opretholdes i den tid, hvor den omliggende mark ligger til fælled. Hvis løkken oprettes i vangen og den anvendes til korndyrkning, er der intet i vejen for, at løkken kan ligge til græsning samtidig med den omliggende kornvang. Dette er saaledes bestemt i appendix til vedtægten for Rendislov i Halland 1684.[^72] Fra Sverige har Lindgren[^73] fremdraget et eksempel fra Gudhem hd., hvor en løkke i 1641 blev uddomt til fæmark, skønt bonden havde betalt den med øl til grandelaget, da han ikke havde overholdt den indgaaede aftale om, at løkken skulde ligge til fædrift hvert 3. aar. Det kan ogsaa tænkes, at løkker paa overdrevet kan have ligget til ævredsgræsning om efteraaret.

Hvor løkkedriften er meget udbredt, kommer bylaget dog ikke uden om en regulering af fællesgræsningen i overensstemmelse med forholdet mellem græsgangen og den indtagne jord. Dette er saaledes tilfældet i Sønderjylland, hvor der i aarene op til 1766, da den første udskiftningslov udkom, foregik en meget betydelig udskiftning af fællesskabet igennem løkkedriftens stadige udbredelse. Troels Fink har i sin disputats »Udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770« indgaaende gjort rede for udviklingen af denne løkkedrift, jfr. nedenfor side 179, og han har ogsaa fremdraget adskillige eksempler paa, hvorledes der skortes i fællesgræsningen under hensyn til løkkedriftens udvikling. Fra Haderslev hd. tingbog 1743–51 fremdrager Fink saaledes et udmærket eksempel paa skortning i Hougsted.[^74] I 1743 indhegnede Jep Madsen et stykke jord i Gl. Kokær skovskifte og maatte give afkald paa 8 høveders fællesgræsning. I 1744 indhegnede Chr. Nissen saa meget paa Sdr. Mark, at han maatte skorte 5 af sine 11 høveder. I 1749 indhegnede Jep Madsen nogle stykker jord paa Søndermark, der vurderedes til 12 græshøveder, og 2 stykker jord paa Nørremark til 8 høveder. Bendix Sørensen maatte afstaa 9½ høved, og Hans Christensen 10. Peter Nissen og Peder Hansen ialt til 11½ høveders græs og Peder Hansen alene jord til 7½ høveder paa Søndermark.

Intet sted i det gamle Danmark har løkkedriften haft en saadan betydning som i Sønderjylland paa 1600- og 1700-tallet, og skortningen for fællesgræs synes ikke efter vedtægter eller tingbøger at have betydet noget væsentligt i andre egne af landet. I Skaane har jeg, trods en ret udviklet løkkedrift i skovsbygden, ikke fundet eksempler paa en saadan skortning, og i det øvrige land er det kun meget lidt, der i saa henseende har kunnet fremdrages fra det af mig anvendte kildemateriale.[^75]

Hvis nogen bymand har et færre antal kreaturer, end han har ret til at have paa fælleden i henhold til græsningsrettens fordeling, er det en almindelig anerkendt regel, at han maa leje sin græsning bort for sædvanlig græsgæld, indtil han har faaet fyldest for sin lod. I almindelighed skal bymændene dog først tilbyde deres indenbys grander den græsning, som de ikke selv kan udnytte, og saa længe der er indenbys mænd, som har behov for græsning, maa græsningen ikke udlejes til udenbys mænd jfr. nedenfor. Ofte ordnes forholdet i vedtægterne paa den maade, at den, der har for meget kvæg, skal give græspenge til den, der har for lidt. I vedtægten for Rugbjerg, Sdr. Rangstrup hd. i Tønder amt 1795 (DW III:70) bestemmes det, at byen skal betale den paagældende for de manglende kreaturer med 20 sk. for hvert hoved.

Græspengenes størrelse afhænger naturligvis af græsningens kvalitet og den lokale sædvane og maa ligeledes variere nogenlunde i forhold til bevægelserne i priserne paa heste og kreaturer paa langt sigt. Der skal som regel heller ikke betales de samme græspenge for unge og gamle dyr, og vedtægterne indeholder desuden ofte omregningsforholdet mellem de forskellige arter af og størrelser paa husdyr.

Eftersom jordbesiddelsen var afgørende for en bymands græsningsret, havde husmændene ikke uden videre ret til at lade kreaturer græsse paa fællesgræsset, da de — selv om de havde noget jord — i hvert tilfælde ikke havde noget bymaal, men havde faaet tilstaaet enkelte agre fra en gaard eller fra gadejorden. Hovedreglen har da ogsaa været den, at husmændene ligesom udenbys mænd maatte betale græsgæld for at faa lov til at lade et vist antal kreaturer græsse.[^76] Hvor der fandtes særlig daarlig græsgang, som ikke var til nogen synderlig nytte alligevel, har man vel ligesom i Fly sogn, Viborg amt, 1747 (DW II:162) givet husmændene lov til at lade kreaturer græsse der. I nogle vedtægter gives der husmændene adgang til at lade et vist antal kreaturer græsse uden betaling af græsgæld, medens de skal betale, naar antallet overstiger det fastsatte antal.[^77] Gaardmændene maa naturligvis føle det stødende, at husmændene har rettigheder ligesom gaardbrugerne uden at have disses pligter, derfor hedder det i vedtægten for Skjærup, Vejle amt, 1756 § 11 (DW II:461), at da husmændene ikke har hegnspligt, skal de betale større græspenge end gaardmændene, og vedtægterne for Vrold, Aarhus amt, 1662 § 21 (DW II:385) og Mastrup, Randers amt, 1725 § 9 (DW III:542) fastsætter ligefrem, at husmændene skal hegne henholdsvis 4 og 5 favne gærde for hvert høved, de har i marken.

Trods alle disse forsigtighedsregler har husmændenes græsningsret sikkert virket meget besværende i landsbyer, hvor der var knapt med græs, og da husmændene tilmed ikke havde gaardmændenes tyngende forpligtelser overfor herremanden, maatte det ofte komme til et spændt forhold mellem dem og gaardmændene. Fra herremændenes side saa man heller ikke altid med lige blide øjne paa de mange husmænd. En unavngiven forfatter fra 1700-tallet betegner dem saaledes som gaardmændenes »blodigler«.[^78]

Ifølge EsjL II:58 maa ingen mand føre sit kvæg, hverken okse eller ko eller hest paa anden mands mark, medmindre alle granderne, som er i byen, samtykker deri. Paa samme maade kan ingen mand give en anden tilladelse til at hugge i uskiftet skov eller fiske i noget vand, medmindre de alle giver tilladelse dertil, undtagen i det tilfælde, at det er indenfor hans egen indhegning. De sidste eksempler synes at tyde paa, at hele lovstedet omhandler dispositioner over omraader, der er i bylagets fælleseje, og første del af bestemmelsen maa da gaa ud paa, at ingen maa tillade nogen udenbys mand eller i det hele taget nogen mand, der ikke har lod i marken, at græsse paa byens fælles mark. Der er formentlig især tænkt paa ævred- og fælledgræsningen.

Overalt i det gamle danske omraade indeholder vedtægterne et forbud imod, at nogen indtager udenbys kreaturer til græsning i vangen eller overdrevet uden alle bymænds samtykke. Før DL hedder det gerne, at man først skal tilbyde bymændene den græsning, som man ikke selv faar brug for, og hvis ingen vil gøre brug af tilbudet, da kan man indtage fremmed fæ, saa langt som ens lod tillader det. Eksempelvis skal anføres vedtægten for Lille Næstved, Sorø amt, 1575 (DW I:196), Østrup, Odense amt, 1598 (I:304), Nr. og Sdr. Vollum, Tønder amt, 1623 (III:39 og 44), Sneslev, Sorø amt, 1649 (I:182), § 16 i Håslöv og Viby, Villands hd. (nr. 36) 1674. I denne forbindelse henvises ogsaa til en gode mænds dom fra 1574,[^79] hvorefter bymændene maa indtage fremmed fæ, indtil de faar fyldest for deres lod.

Denne almindeligt anerkendte sædvane optages i DL 3–13–30, hvorefter en bonde, som ikke har saa meget kvæg eller bæster, som tilkommer ham paa overdrev, ævred eller fælled, maa udleje sin græsning til andre og selv beholde græspengene. Dog hvis nogen i byen begærer at overtage den græsning til leje, da bør bymanden nyde fortrin frem for den fremmede.

Selv hvor alle bymændene har deres lod fuldt optaget, kan byen ved en beslutning paa bystævnet vedtage at tage fremmede kreaturer paa fælleden imod græspenge, og i saa fald tilkommer græspengene hele byen og maa ifølge DL 3–13–32 ikke bruges til gilde og drik, men skal anvendes til byens nytte.

Mange steder i landet har det været en absolut nødvendighed for bønderne at kunne sende deres kreaturer paa græsning i andre byer, dette gælder saaledes i udpræget grad paa den græsfattige skaanske sydslette, hvor næsten alle byerne maatte sende trækokserne og andre husdyr paa græs i byerne ved grænsen til skovbygderne. Dette fremgaar bl. a. af de ældre landmaalingsakter fra slettebygdens byer.[^80] Men som alle andre steder kunde denne græsning kun finde sted, naar alle græsgangens parthavere gav deres samtykke dertil. Nogle bønder fik saaledes i 1719 en bymand dømt ved V. Gønge herredsting, fordi han imod deres vidende og vilje havde indtaget fremmede kreaturer paa byens overdrev. Samtidig udstedte herredstinget et forbud imod, at noget saadant skete i fremtiden og fastsatte bøde for den, der overtraadte forbudet.[^81] For de skaanske hovedgaarde var græspengene for indlejede kreaturer en ikke uvigtig indkomstkilde.

Hvor flere byer har overdrev eller ævredsgræsning sammen, bliver spørgsmaalet om fordelingen af græsningsretten paa de enkelte bymænd særlig vanskeligt. Forholdet vil jo nemlig næsten altid være det, at der er forskel ikke alene paa de enkelte bymænds andele, men ogsaa paa de deltagende byers andele i den fælles græsning. En saadan forskel behøver ikke alene at opstaa derved, at den ene by tilskyder et større areal, f. eks. en større vang i vangelaget, men ogsaa derved at græsningen paa de enkelte byjorder er af forskellig kvalitet.

Ifølge et tingsvidne fra 1496 har Aunø mænd udlagt saa meget af deres jord til fælled mod Svinø mænd i de to marker, hvor horn er mod horn, græsbed mod græsbed, at Aunø mænd maa kunne have deres malkekvæg og smaakvæg frit paa marken og hver 4 arbejdsøg uden at give Svinø mænd græsgæld derfor, men studene og udgangsøg maa de finde anden græsgang til.[^83] Græsningsretten i vangelaget er altsaa bestemt af byens andel i det samlede græsareal, hvilket ogsaa fremgaar af et lignende tingsvidne af 1504 fra Hammer hd.[^84]

Disse fordelingsspørgsmaal finder lettest deres løsning, hvor de i vangelaget deltagende byer, saaledes som tilfældet er i Nordskaane, er samlet i et fælles grandelag med fælles bystævne og fælles oldermand. I vedtægten for Håslöv og Viby byer i Villands hd. (nr. 36) løses spørgsmaalet i § 16 simpelthen derved, at kvotaen for de enkelte bymænd i de to byer er fastsat. I Håslöv maa man have 4 kreaturer og 1 hest paa hver gaard, men i Viby maa man have 14 kreaturer og 2 heste pr. gaard. Der er altsaa en ganske betydelig forskel paa de to byers andele.

Hvor der ikke er fælles grandelag imellem de i græsningen lodtagne byer, maa fordelingen af græsningsretten ske igennem særlig overenskomst, hvis der da ikke har udviklet sig en gammel til stadighed anerkendt sædvane. Der vil senere i kap. 11 blive fremdraget en række eksempler paa saadanne mellembys overenskomster.

Hvor græsningsretten ikke er fastsat ved en udtrykkelig overenskomst, giver fællesskabet naturligvis gang paa gang anledning til tvistigheder mellem byerne. Saaledes tiltaler oldermanden i Lille Svedala i Oxie hd. i 1706 en bonde i Kärstorp, fordi han har haft to trækstude paa den fælles græsgang, hvilket paa grund af den ringe græsning har været forbudt af arilds tid, idet man kun har tilladt, at køer, faar og svin bliver sat ind paa fælleden. Paa grund af overtrædelsen af gammel sædvane er bonden blevet pantet af sine grander, og herredsretten godkender saavel sædvane som pantning.[^85]

I 1669 tiltaler oldermanden i Oxie sin kollega i Fosie, fordi Fosie bymænd ikke har betalt de 4 daler, som de plejer at give aarligt, naar de to byer har fælled sammen,[^86] og i 1717 tiltaler Oxie paany Fosie, fordi de i modstrid med den dom, der tidligere overgik dem, heller ikke dette aar vil betale græspengene. Fosie nægter imidlertid at betale, idet de ganske vist ikke benægter den tidligere dom, men hævder, at beløbet er alt for højt nu, da saa mange gaarde er øde. Uanset denne indvending dømmes byen imidlertid til at betale de sædvanlige græspenge.[^87]

Af et kgl. missive 24.2. 1635 (Kanc.brevb.) fremgaar det, at bønderne i Strandhuse i Koldinghus len ligger i strid med deres naboer, der vil have højere græspenge af dem, og som, da de ikke vil betale mere, nægter dem græsning, saaledes som de og deres formænd altid har haft det.

Omkring disse fællesskaber med hensyn til græsning kan der naturligvis udvikle sig mange forskellige lokale sædvaner. Saaledes var det f. eks. sædvane, at Hyllie bymænd i Oxie hd. skulde betale græspenge paa en fælled, hvori desuden Fosie og Hindby var lodtagne, til Fosie by. I 1702 panter Hindby bymænd imidlertid oldermanden i Hyllie, fordi han ikke har betalt græspenge til Hindby. Herredsretten erklærer under henvisning til den gamle sædvane pantningen for ulovlig.[^88]

Fra Christian V's matrikelværk har vi en mængde oplysninger om taksation af mellembys overdrev, nemlig først og fremmest fra de saakaldte skov- og taksationsprotokoller, der indeholder oplysninger om de forskellige mellembys overdrev og de enkelte byers andel i græsningsretten.[^89] Haff har paavist, at der findes to typer af græsningsrettigheder, nemlig dels de landsbyer, hvis græsningsret i et overdrev er bestemt i forhold til jordbesiddelsen og dels de landsbyer, hvor de enkelte gaarde alle har det samme antal kreaturer paa overdrevet.[^90] I det første tilfælde maa græsjævningen tilpasses ændringer i jordforholdene, der overalt er grundlaget for fordeling af rettigheder og pligter.

I de stridigheder om mellembys overdrev og græsningen i vangelag, som dukker op i tingbøgerne, er det sjældent at faa oplysning om, at parterne har paaberaabt sig et bestemt fordelingsgrundlag, men oplysningerne i skov- og taksationsprotokollerne tyder, i forbindelse med de sparsomme oplysninger fra middelalderen, afgjort paa, at i hvert tilfælde byer, der tilsammen ejer et overdrev, maa have græsningsret i forhold til deres andel. Vanskeligere er det at faa oplyst, hvorledes græsningsretten paa fremmed jord kan nærmere begrænses.

DL 3–13–29 indførte den regel, at hvor byer har overdrev, ævred eller fælled sammen, skal det takseres, hvor meget fælleden kan taale, og hver by skal sættes efter sin jords vurdering, hvor meget den kan have derpaa, saaledes at klov regnes mod klov og horn imod horn. Efter denne bestemmelse udmeldes der takseringsmænd til at udføre græsligning mellem byerne. Takseringsmændenes antal varierer. Jeg har fundet eksempler paa saavel 4, 8 som 12 vurderingsmænd. Saadanne takseringer findes i stort tal i tingbøgerne, og fra Lejre hd. paa Sjælland skal her anføres udmeldingen af 4 mænd til taksering af fælleden imellem nogle byer i 1696.[^91] Det paalægges mændene at tage i grundig øjesigt beskaffenheden af enhver af byernes andel i fælleden, saaledes at de kan taksere, hvad der paa enhver andel kan græsse af stort og smaat kvæg. De skal endvidere taksere al særjord, som maatte findes i fælleden, saasom kirkejord og andre deslige lodder, som skal henføres under byens egen jord. Derefter skal ligningen foretages efter hver gaards hartkorn. En særlig omfattende taksering finder sted i Flakkebjerg hd. 1725, hvor vurderingsmændene skal ligne en fælled, der omfatter de fleste af herredets byer.[^92] [^93]

4. Politimæssige forskrifter

Hvor alle byens eller flere byers kvæg er samlet paa overdrevet eller i ævredsvangen, maa der naturligvis fastsættes visse forskrifter for at forhindre skade paa dyrene. Vigtigst af alt er det at undgaa, at skab og andre smitsomme sygdomme breder sig blandt dyrene. Derfor har der fra arilds tid været forbud imod at sætte syge dyr paa græsgang sammen med andre, og i JL III:55 bestemmes det, at dersom der er skabede heste paa fælleden, og den, der ejer dem, ikke vil holde dem paa sin egen jord, da kan ejerne nedlægge forbud herimod paa tinge og (derefter) drive dem i dyndet og dræbe dem uden bøde. Den samme regel genfindes i DL 5–12–7.

Lovgivningens paabud om, at bymændene skal henvende sig paa tinge, bliver imidlertid lige saa lidt overholdt i dette tilfælde som i saa mange andre, i hvert fald kender vi bestemmelser fra vedtægterne, hvorefter syge dyr kan dræbes, uden at tinget har givet sin sanktion dertil. Det er imidlertid ikke altid, at domstolene godkender saadanne ensidige handlinger. En dom fra Skaanes landsting 1671, hvoraf vi kun kender konklusionen, synes saaledes at stadfæste en dom fra Harjager hd., hvorefter bymændene er dømt for at have jaget en besmittet hoppe i aaen uden lovlig oplysning.[^94] Denne stillingtagen kan imidlertid ikke være nogen særlig paavirkning fra svensk ret, thi Lindgren har fremdraget en dom fra Vikke hd. i 1654, hvorefter granderne i Långalåst i Floby sogn blev frikendt for at have dræbt en skabet hest, som en bymand havde sluppet ud paa udmarken. Retten dømmer, at de ikke var skyldige at bøde for den hest, som de med grandelaget ihjelslog.[^95] I vedtægten for Håslöv og Viby i Villands hd. (nr. 36) bestemmes det da ogsaa, at oldermanden og bymændene skal dræbe syge kreaturer, der sættes paa fælleden, dersom ejeren ikke inden 8 dage har taget dem fra de andre og søgt raad for dyret. I 1714 tiltaler bymændene i V. Skrävlinge deres grander i Bulltofta, fordi de sidstnævnte har druknet en hest tilhørende de førstnævnte. Ejeren vil have erstatning, men oldermanden svarer, at hesten havde skab »og det som endnu værre var«, og at de druknede den efter »landsens manér«. Der opnaas forlig i sagen.[^96]

Byordningen af 12.1. 1684 for Rendisløv i Halland bestemmer, at hvis ejeren af kvæg, der har nogen smitsom sygdom, ikke holder det isoleret, eller søger raad derfor, skal bymændene have lov til at drive det smittede dyr »i sænk«.

Fra hele landet findes eksempler paa, at bymændene uden nogen indblanding fra tingets side har beordret syge kreaturer ihjelslaaet. I vedtægten for Kraglund i Viborg amt for 1660 (DW III:338) hedder det, at skabede heste og kreaturer skal holdes i stærkt tøjr adskilt fra andre dyr eller kastes i »pøten«, og bymændene har ikke forbrudt sig ved den handling. Det samme gælder for Viborg købstads markjorder efter vedtægten fra 1688 § 11 (DW II:127). I Græsted sogn, Frederiksborg amt, er reglen i 1696 den, at skabede husdyr skal afskaffes, og hvis ejermanden ikke selv gør det efter at være blevet lovligt advaret, skal oldermanden med menige bymænd slaa dem ihjel. For denne handling skal bymændene ikke pligte paa nogen maade, men ejermanden skal tværtimod bøde til byen for sin uvilje (DW I:52). I Stoense paa Langeland skal den, der har skabet kvæg, efter vedtægten fra 1707 (DW III:255) holde det inde eller afskaffe det, og vil han ikke, maa bymændene jage det i »dyndebløde«. Vedtægten af 1725 fra Mastrup i Randers amt (DW III:544) paabyder ejeren af syge heste eller kreaturer at angive dette til »tallien«, d. v. s. paa bystævnet og siden holde flittigt tilsyn med det, adskilt fra byens dyr. Forsømmer han det, skal han bøde 6 sk. byg, men forsømmer han anden gang, maa menige grander kaste dyret i en tørvegrav. Som et sidste eksempel skal nævnes vedtægten for Vindelev i Vejle amt, der i 1774 paabyder ejeren af syge dyr at holde dem adskilt fra de andre paa et særligt sted, der udvises ham af byen. Hvis dyret kommer løs, skal ejeren bøde, og kommer det løs for tredie gang, da tillades det at følge lovens 5–12–7 og jage det i dynd og dræbe det (DW II:439). Man tager altsaa intet hensyn til, at den paaberaabte lovbestemmelse udtrykkeligt siger, at bymændene skal forelægge ham et forbud paa tinge, og denne vidtgaaende forstaaelse af loven fastsættes ved en autoritativ fortolkning ved forordning 8.12. 1779, hvori det hedder, at ligesom det ved DL 5–12–7 er befalet, at det maa være vedkommende tilladt uden paatale at dræbe de paa deres grund forekommende skabede heste, saa skal og samme anordning for fremtiden gælde i henseende til de heste, som med snive, der er endnu mere smitsom og farlig end skab, bevisligen er befængte, saa at de uden godtgørelse for ejeren maa dræbes, dog skal det alene være vedkommende øvrigheds sag saadant at foranstalte, hvilken og haver at besørge, at de saaledes dræbte heste dybt i jorden vorde nedgravede, jfr. ogsaa pl. 24.9. 1777.

Det værste, der kunde ske, var udbrudet af en epizooti paa egnen, og for det tilfælde bestemmer vedtægten af 1698 for Drigstrup i Odense amt (DW III:189), at det døde kvæg skal graves ned paa ejermandens egen grund 2½ alen under jorden, for at andet kvæg ikke skal blive smittet.

Forbud imod at tilforhandle sig syge husdyr forekommer ogsaa i vedtægterne,[^98] og foruden forbudet mod at syge dyr maa græsse sammen med de andre, finder vi ogsaa forbud imod, at de bliver vandet det samme sted som byens hjord.[^99] Alt i alt tyder disse bestemmelser paa et ikke helt ringe kendskab til de smitsomme sygdommes karakter.

Fra kongens og de øvrige jordejeres side har der fra gammel tid været ført en tilsyneladende forgæves kamp for at faa afskaffet geder, især de steder, hvor der er underskov paa fælleden. Disse dyr er i stand til at forrette betydelig skade paa den lavere træbevoksning, men trods talrige forbud ned gennem tiden lykkes det aldrig at faa udryddet eller synderlig nedbragt bestanden. I Lollands vilkaar 1446 og i Fyns vedtægt 1492 forbydes det fuldstændigt at holde geder. Hvis nogen gør det, skal kongens foged være forpligtet til at skride ind. I Christian III's konfirmation af sidstnævnte vedtægt fra 1547 bestemmes det yderligere, at den, som støder paa geder, maa beholde dem som prise og ikke af den grund have forbrudt noget, tværtimod skal den, der forsøger at tage dem fra ham (altsaa aabenbart ogsaa ejeren) bøde for vold og ran. Lige saa streng og kategorisk er Bornholms artikler og vedtægt fra 1499, hvorefter enhver, der træffer paa geder paa øen, skal bringe dem til embedsmanden paa slottet eller hans fuldmægtig.

I Christian III's forordning 1.5. 1541 for Sjælland er forbudet ikke slet saa kategorisk. Her paabydes det blot at udrydde geder paa fællesskove og andre skove, medmindre de kan holdes paa ejerens enemærke.[^100] I 1544 befaler kongen, at Københavns slots tjenere skal udsendes og indtage alle geder, der findes paa kronens, klostres, kirkens eller adelens skove, dersom de skader deres naboer, og drive dem til slottet, medmindre de findes paa gode mænds enemærker uden skade for naboerne. En mand, der i 1552 har nedslaaet nogle geder, bliver frifundet ved kongens retterting med udtrykkelig henvisning til, at hans handling var i overensstemmelse med kongens forordning af 1541.[^101]

Ved et aabent brev 19.8. 1556 til alle jordejere i Nørrejylland mildnes betingelserne yderligere, idet geder nu ikke alene maa holdes paa enemærkeskove men ogsaa paa heden. Reglen i den efterfølgende lovgivning, nemlig den københavnske reces 1558, kap. 65, skovforordningen 20.10. 1670 § 9 og DL 5–12–1 bliver da, at geder frit maa holdes paa heden, og hvor der ikke er underskov, eller hvor de kan holdes paa ejermandens egen grund uden skade for naboerne. Hvis der holdes geder udenfor disse tilfælde, maa enhver lodsejer eller jorddrot optage dem og sende dem til det nærmeste hospital uden proces og dom, jfr. DL 5–12–2.

I adskillige tilfælde udstedes der dog ogsaa i den følgende tid kategoriske forbud imod at holde geder saavel paa kronens som paa adelens ejendomme, eksempelvis skal nævnes en befaling 18.9. 1570 til lensmanden i Vordingborg len om straks at give alle, der holder geder, ordre til at slagte dem, og hvis det ikke sker, da at lade dem stikke ihjel, og siden levere ejerne de døde geder, da geder for flere aar siden er gjort fredløse.[^102]

Gederne fik man dog aldrig bugt med, derom vidner landsbyvedtægternes mange bestemmelser om, hvorledes saadanne dyr skal holdes, eller de stadigt gentagne forbud imod, at de overhovedet holdes.[^103]

Men der var ogsaa andre hensyn at tage end hensynet til bevoksningen. For at der kan være gode heste i krigstid, bestemmes det i forordningen 26.8. 1622, at ingen præste-, borger- eller bondehest, som ikke er skaaret, maa løbe løs paa fælleden eller hos stod, medmindre den er 24 daler værd. Forbudet, der altsaa har til hensigt at forbedre den hjemlige hesterace, er optaget i recessen 1643 II:30, men her tilføjes, at det i Halland og Blekinge er tilstrækkeligt, at hesten har en værdi af 12 rigsdaler. Findes andre heste løse paa fælleden efter paaske, skal de være forbrudt til herskabet. DL 5–12–3, der gentager reglen i noget ændret skikkelse, tilføjer, at hver by skal være pligtig at holde en eller flere hingste til byens hopper. Reglen blev ophævet ved forordningen 30.5. 1693, men genindført ved forordningen 23.12. 1778 samt pl. 6.12. 1780. Ved pl. 1796 og pl. 25.4. 1800 opgives princippet endeligt, og man holder sig til de positive bestræbelser paa at fremme stutterierne og præmiere de gode dyr.

Af de i vedtægterne forekommende ordensforskrifter skal iøvrigt nævnes paabud om at holde svinene ringede, i hvert tilfælde efter at der er saaet,[^104] og forbud imod at holde løse hunde.[^105] Paabudet om svins ringning findes ogsaa i forordningen 1.7. 1619, i specielle paabud rettet til kronens bønder i forskellige len[^106] og i de talrige skovforordninger, saaledes i forordningen 26.1. 1733 § 9.

5. Vogtning af husdyr

Byens vigtigste græsgang var den af vangene, som laa i fælled, men i modsætning til overdrevet, der ofte laa afsides i forhold til den dyrkede jord, laa fælledvangen jo klods op af kornvangene. Derved opstod der et alvorligt problem med at holde kreaturerne væk fra de fredede vange. Dette problem affødte de mange regler om hegnsætning og hegnssyn, som skal omtales nedenfor i kap. 7, men hegnene var ikke altid tilstrækkelige til at holde kvæget ude af vangen, og derfor gik kvæghjorden næsten altid under opsyn af en hyrde.

Vogtningen begynder paa det tidspunkt, da vangene fredes, og kvæget skal holdes derfra, men ligesom tilfældet er ved hegnspligtens og markfredens indtræden, fastsættes der ofte bestemte tidspunkter for vogtningens paabegyndelse i vedtægterne, og disse tidspunkter behøver ikke altid at falde helt sammen med de øvrige fredningstider. Som regel skal kvæget vogtes fra omkring Valborgsmessedag (1.5.)[^107] og indtil dagene omkring St. Michaeli (29.9.),[^108] men der er ogsaa afvigende tider f. eks. i vedtægten af 1641 for Darum i Ribe amt (DW III:571), hvorefter vogtningen begynder midsommerdag (24.6.). Adskillige vedtægter indeholder blot en bestemmelse om, at vogtningen skal paabegyndes, naar bymændene vedtager det paa stævnet.[^109]

Naar vogtningen er paabegyndt, maa ingen bymand holde sine kreaturer borte fra hjorden, hvad enten han nu vil have dem gaaende løse, tøjre dem eller vogte dem særskilt. Forbudet imod at holde særhjord hører til de ældste og hyppigste i vedtægterne.[^110] Bestemmelser herom nævnes ganske vist ikke i Fyns vedtægt 1492, men i recesserne medtages bestemmelser om særhjord udtrykkeligt blandt de emner, der kan behandles i landsbyvedtægten, og i denne form optages bestemmelsen i DL 3–13–31. Kun hvis kreaturet er sygt og ikke kan følge med hjorden, maa det tøjres paa ejermandens grund, men saa skal oldermanden ogsaa bese dyret for at konstatere, om dets tilstand er af en saadan beskaffenhed, at det bør lades ude af fælleshjorden.[^111] Naar forbudet imod særhjord haandhæves saa stærkt, er det ikke alene, fordi dyrene ved at gaa uden kontrol paa fælleden kan blive farlige for markfreden, men ogsaa fordi ansvarsløse bymænd sikkert ofte har villet tøjre dem i kornvangen, hvor de let kunde rive sig løs og gøre markskade paa andres korn og eng.

De fleste byer har sikkert haft en byhyrde, nogle endda baade kvæg-, svine- og faarehyrde. Mindre betydningsfulde personer er horsdreng, svinedreng og kalvedreng, som ogsaa forekom.[^112] Hyrden ansættes som regel af bystævnet, og man maa gaa ud fra, at flertallet af de fremmødte almindeligvis har været afgørende for, hvem der blev ansat, men i Kondrup, Hellum hd., Aalborg amt, har det efter vedtægten 1716 været de bymænd, der ejede mest kvæg, som bestemte, hvem der skulde ansættes som hyrde (DW II:95). Den samme regel genfinder vi i vedtægten af 1729 for Blenstrup i samme hd. (DW III:308).

Om byhyrdens arbejde og løn har Aug. F. Schmidt i sin bog om byhyrden[^113] samlet en række oplysninger fra vedtægterne og folkemindeindsamlingen. Lønnen bestod dels i kostforplejning, dels i kontant løn. Begge dele blev ydet af bymændene i forhold til deres antal af kreaturer, sjældnere i forhold til deres otting i marken.[^114] Saaledes var lønnen i Nordby paa Samsø 1786 8 sk. pr. otting. Den kontante løn blev erlagt, naar vogtningen ophørte, altsaa som regel omkring St. Michael, men i Sæby, Hjørring amt, 1685 (DW II:10) skulde halvparten erlægges til paaske og halvparten til mikkelsdag.

Forplejningen gik paa tur mellem bymændene i vogtningstiden. Ogsaa antallet af forplejningsdage bestemtes for den enkelte bymand af hans antal kreaturer. I Rødding i Sønderjylland skulde bymændene i 1671 »made« hyrden en nat for hvert kreatur, de sendte med hjorden (DW III:576), og i Maglehem, Gærds hd. (nr. 1) 1689 skulde man tage faarehyrden paa kost 1 dag for hver 4 faar, man sendte med hjorden.

Adskillige byer havde et hyrdehus til hyrden,[^115] og huset skal alle bymændene holde vedlige hver sin part (DW II:224, II:453, III:549). Hyrdehuset kunde ligge paa gadejorden ofte ved byleddet, hvor landevejen fører ind i byen.

Som vogter af hjorden ser man ogsaa i kilderne omtalt vangegemmer eller markmanden. I en kgl. befaling 16.8. 1584 bestemmes det, at Bistrup mark skal indgrøftes, og der skal bygges huse ved hvert led til bolig for en hyrde eller vangegemmer. I missive 2.4. 1627 omtales, at bønderne i Københavns len ikke kan blive færdige med stengærderne paa den store ladegaardsmark, hvorfor vangegemmerne og husmændene sommeren igennem skal vogte køerne. Efter vedtægten for Rødding i Sønderjylland 1671 (DW III:576) skal samtlige bymænd antage en markmand og betale ham efter deres ottings brug. De anførte steder betegner aabenbart saavel vangegemmer som markmand blot den sædvanlige hyrde, men i talrige vedtægter anvendes de to betegnelser om innammeren, der havde til opgave at indtage kreaturer, som gik i fredet vang. Nogle steder har man en markmand, der foruden at være innammer, tillige vogter hjorden, og andre steder skal hyrden foruden at vogte byens kvæg tillige indtage fremmed kvæg (DW I:47, II:462). Baade betegnelsen og hverv blandes altsaa i tidens løb sammen, men det undersøgte materiale har ikke givet mulighed for at faa oplyst det nærmere udviklingsforhold mellem vangegemmer, markmand og hyrde.

Efter vedtægten i Vordingborg, Præstø amt, 1655 (DW III:141) skal der aarligt udnævnes 4 markmænd blandt bymændene selv, og disse markmænd skal antage en markvogter og bestemme hans løn, som fordeles paa bymændene, eftersom de har jord til. Markmændene skal desuden have tilsyn med gærder og led, saaledes at markfreden kan opretholdes. Her er markmanden altsaa et tillidshverv i lighed med oldermanden, og forholdet er sikkert det, at innammer, markmand og vangegemmer oprindelig er tillidsmænd, der udnævnes af bystævnet blandt bymændene selv og med den opgave at indtage kvæg af den fredede vang, tilse hegnene, eventuelt gaa hegnssyn, og holde opsigt med hyrden. Byhyrden er derimod en tjenestekarl, der ansættes for løn af byen. Det er imidlertid ikke alle byer, der har nogen hyrde, og saa maa bymændene selv eller deres folk efter tur vogte dyrene. I vedtægten for Aarestrup i Aalborg amt, 1719 (DW III:287) bestemmes det, at hvis en hyrde ikke kan faas, skal bymændene selv efter tur sende deres folk til vogtning, og det nytter ikke, at de sender kreaturerne bort fra byen i den tanke, at de derved slipper for vogtningen, thi de skal alligevel lade byhjorden vogte, naar turen kommer til dem. I andre byer er det den almindelige regel, at bymændene vogter selv. Efter Lumby vedtægt, Odense amt, ca. 1500 (DW V:35) skal vogtningen gaa rundt i byen og enhver tage vare derpaa, saa længe der er behov derfor. I Voer, Randers amt, hvor der forovrigt holdes hyrde, hedder det i vedtægten 1707 (DW III:392), at de menige grander skal skiftes til at vogte de løse heste, naar de om natten er fra hjorden, eller ogsaa skal de staa i gaardene. Efter en udateret vedtægt for Saaby i Københavns amt skal menige grander være pligtige at holde vagt i vangen hver sin dag om ugen efter oldermandens og bymændenes paalæg (DW I:98). Endelig skal anføres vedtægten for Lindved i Vejle amt, 1747 (DW V:108), hvorefter den mand, der har videstokken, skal begynde at vogte først, hvilken hjord det end er.

I Oxie hd. synes vogtningen af faarene at paahvile bymændene efter tur, i hvert tilfælde kender vi flere retssager i anledning af tvistigheder om denne pligts opfyldelse. I 1702 tiltalte oldermanden Anders Knutzon i Keglinge mølleren i samme by, fordi denne ikke vilde vogte faarene lige som de andre i byen.[^116] Mølleren svarer, at han kun har 6 faar, og at han derfor ikke vil vogte lige saa meget som de andre, der kan have op til 40 faar. Han hævder endvidere, at det altid har været sædvane, at han skulde vogte faarene een gang for hver 2 gange, de andre vogtede. Hertil gensvarer oldermanden, at umagen er lige stor, hvad enten der nu er flere eller færre faar at vogte. Herredsnævnet bevidnede, at det overalt er sædvane, at den, som har 6 faar, kun skal vogte imod dem, som kunde have 30 eller 40, og mølleren afslutter med at forklare, at den samme ordning er gældende for saa vidt angaar vogtningen af kreaturerne, saaledes at den, der kun har 1 ko, holder hyrden 1 dag, og den som har 8 køer, holder ham 8 dage. Tingsretten resolverer, at da mølleren har erklæret sig villig til at holde vagt ved faarene efter den gamle ordning, frikendes han for oldermandens tiltale.

I 1704 tiltaler bymændene i Mellem Grevie pigen Gundela Stigsdatter, fordi hun ikke vil vogte faarene paa byens græsgang.[^117] Hun svarer, at hun bor hos sin svoger, som lader vogte for hele faarehjorden, hvoriblandt ogsaa hendes faar gaar. Hun dømmes imidlertid til at vogte faarene i byen, naar hun skal det efter ordningen, saa længe hun holder faar paa byens græsgang.

Raadmand Chr. Brun i Malmø tiltaler 1705 Hindby bymænd, fordi de har frapantet ham en sengedyne.[^118] Bymændene forklarer, at da turen kom til raadmandens gaard at vogte byens faar, da var der ingen vogtning, og faarene gik ind i vangen. Sagen udsættes og ses ikke senere optaget.

Ved en sjællandsk landstingsdom 15.3. 1730[^119] dømmes en bymand til at betale bidrag til vangevogteren, skønt han selv havde ansat folk til at vogte sin sæd, da han ikke i tide havde klaget over byhyrdens forsømmelighed og derfor var bundet af vedtægten, jfr. 3–13–31.

Hvis hyrden eller andre, der skal vogte, er forsømmelig, saaledes at kreaturerne gør skade paa marken, bliver den skyldige pantet af bymændene, eller ogsaa bliver bøden trukket fra i hans eventuelle løn.[^120]

Hvis der sker skade i marken, og hyrden ikke siger, hvis kreaturer der gjorde skaden, bliver han selv pligtig at betale den efter vedtægten i Aarestrup, Aalborg amt, 1719 § 11 (DW III:289), og en lignende regel er godkendt af herredsretten i Hvidding hd., Sønderjylland, 1689,[^121] der dømmer en hyrde til at betale den skade, som en stud har forvoldt ved at stange en ko, fordi han ikke vil opgive, hvem studen tilhørte. Ved dommen tillægges der hyrden regres til studens rette ejermand.

Hvor flere byer har fælledlag sammen, kan de naturligvis ogsaa have hyrdelag sammen, men dette behøver ingenlunde at være tilfældet. I 1666 tiltalte Kongsted bymænd (DW II:442) deres grander i Torp, fordi disse ikke vilde have hyrde og hyrdelag med dem men holdt særdrift paa fælleden, hvilket var forbudt i vedtægten, som gjaldt i begge byer. Et tingsvidne fra 1657 oplyser, at de to byers kvæg havde gaaet horn ved horn paa fællesgræsgangen, saa længe man kunde mindes. Herimod beviser Torp med tingsvidne, at deres fællesgærder imellem vang og fælled ikke er blevet holdt vedlige siden den sidste ufred, hvorfor Torp ser sig nødsaget til selv at tage vare paa vogtningen af byens kvæg, da de ikke tør betro det til fremmede hyrder paa grund af de skadelige ulve og tyvagtige mennesker, som findes paa egnen. Herredsdommen frifinder Torp med den begrundelse, at de ikke kan være pligtige at holde hyrdelag med Kongsted, førend gærderne er forsvarligt istandsatte, saaledes som de var det paa den tid, da de oprettede deres videbrev med hinanden.

6. Fælledmøder

For at paase, at græsligningen blev overholdt, og at de øvrige i det foregaaende nævnte bestemmelser iagttoges, holdtes der aarligt et fælledmøde mellem alle de i fælleden lodtagne bymænd. Dette fælledmøde havde naturligvis størst betydning i de tilfælde, hvor flere byer var parthavere i fælleden, og det er da ogsaa saaledes, at disse møder især tillægges betydning paa Sjælland og paa den skaanske sydslette, hvor de udbredte vangelag og de deraf følgende fællesskaber vedrørende græsning i brakvangene, er mere udbredt end andre steder indenfor det gamle danske omraade.[^121a]

Fælledmøderne i Skaane blev som regel afholdt St. Hansdag (24.6.) og gav anledning til en hel del festlighed.[^122] Ved fælledmødet skal hver af de deltagende byer samle deres kvæg, og de fremmødte kontrollerer saa, at der ikke græsser flere kreaturer end tilladt.[^123]

Gennemgangen af dyrene kaldes i Skaane fælledrensningen og paa Sjælland at »eigne« fælled.[^124] Efter Rostgaards skraa (DW I:80) skal der »eignes« mindst 3 gange om aaret.

Bymændene har pligt til at møde frem paa fælledmødet, ellers vilde det jo blive umuligt at faa noget overblik over de græssende kreaturer, og vedtægten fastsætter bøder for det tilfælde, at nogen udebliver. I flere skaanske domme har herredsretten ogsaa godkendt en saadan mødepligt for bymændene.[^125] Mellem de forskellige byer, der var parthavere i fælleden, kunde der jo nemt opstaa tvistigheder om fælledmødets afholdelse, i en sag for Oxie herredsting 1699[^126] hører vi saaledes, at 8 byers bymænd, der sammen med en 9. by er parthavere i en engstrækning, har maattet give den 9. by skriftlig tilsigelse om at komme til fælledmøde for at faa afskaffet de skabede heste, som byen holdt paa engen. Da byen ikke giver møde, bliver dens oldermand pantet af de øvrige. I 1618 maa Lille Næstved, Lodby og Guderup bymænd indvarsles paa tinge for at deltage i en græsjævning, hvorom der er uenighed.[^127] Mellem Lille Næstved og Lodby eksisterer der forovrigt en gammel ordning om »eigning« af en mark, hvorom de to byer var fælles. Denne ordning blev indgaaet i 1576 (DW I:196) mellem gildebrødrene i de to byer. Det blev da vedtaget, at hvert aar, naar Klostermarken laa til fælled, skulde det berammes en vis dag, hvor de 4 fornemste gildebrødre af hver by skulde møde og med deres helgens ed bekende, at de ikke havde sat mere kvæg paa marken end tilladt efter ordningen.

For at enhver kan udpege sine dyr ved fælledrensningen var det overalt skik og brug, at dyrene var forsynet med ejermandens mærke, og dette fæmærke var som regel brændt ind i dyrenes haarlag.[^128] Hvad der findes af umærkede dyr, blev indtaget af oldermændene.[^129] Hvis en bymand undlader at mærke sine dyr, kan han altsaa komme meget galt af sted. Det var dog sjældent, at det gik saa galt som oplyst i en rettertingsdom fra 1558,[^130] hvoraf det fremgaar, at lensmanden havde fængslet en bonde, fordi han var i besiddelse af et umærket svin. Imidlertid beviste bonden sin ejendomsret til svinet, og det oplystes, at han var ugift og boede hos sin far, hvorfor han intet fæmærke havde. Lensmanden blev herefter dømt til at yde bonden kost og tæring og tilbagebetale ham de penge, hvormed han havde købt sig fri for fængsel. At fæmærkerne kan misbruges, viser en rettertingsdom 1593,[^131] hvorved en bonde blev idømt tremarksbøde, fordi han ved ed og ved at paasætte sit fæmærke paa nogle faar, der tilhørte naboen, havde villet tilegne sig faarene. I KRD 1.6. 1608 oplyses det, at to bymænd havde samme fæmærke, hvad der jo kan give anledning til mange forvekslinger. Ifølge DL 5–10–22 maa ejeren af en skov optage alle svin, der findes paa skoven, og som ikke er mærkede, og hvis de ikke udløses inden 3 dage efter, at det er givet svinets ejer til kende, maa skovejeren beholde dem angerløst.

II. Indhegning af fælled og overdrev

1. Løkkedrift

I dette afsnit skal vi undersøge retsreglerne vedrørende løkkedriften paa overdrev, der ligger under byens fælles brug til græsning, oldendrift eller skovhugst. Selv om kildematerialet anvender ordene overdrev og fælled i flæng, vil den efterfølgende undersøgelse — trods den samme vekslende ordbrug, der anvendes ved referat af kildestederne — i første række beskæftige sig med løkkedriften paa det egentlige overdrev samt paa gadejorden og altsaa ikke i fælledvangen. Om indhegning af ager henvises til fremstilling ovenfor i kap. 4.

Nyopdyrkning og indhegning af jord, der tilhører byen som byalminding, har mærkværdigvis kun i et enkelt tilfælde været gjort til genstand for behandling i landskabslovene. I SKL 71 (AS 32) bestemmes, at hvis bymændene har en alminding sammen, skov eller lynghede eller anden ødemark, og nogen vil opdyrke deres andel i denne jord, men andre ikke vil, da skal de, som vil opdyrke, stævne de andre til tinge, og der skal fastsættes en frist, da alle skal komme til stede og rebe jorden imellem sig. Vil de ikke komme til stede og rebe, da kan de, som vil dyrke deres lod, gøre det, som de vil, og de kan ikke senere tvinges til at skifte med deres bymænd, før end disse selv har indtaget deres lodder til dyrkning. Denne bestemmelse beskytter altsaa de bymænd, der vil opdyrke, og den foreskriver en fremgangsmaade, der forhindrer, at de driftige og initiativrige ved en senere rebning kan tvinges til at opgive frugterne af deres indsats.

I de svenske landskabslove indtager bestemmelserne om opdyrkning af alminding en betydelig mere fremtrædende plads, hvilket naturligvis skyldes, at langt større arealer har henligget som alminding, og at ejendomsretten over de store, mellem byerne liggende arealer først sent er blevet hævdet af kronen. De vigtigste svenske bestemmelser om rydning af alminding er omtalt nedenfor side 293.

Paa grund af de geografiske forholds uensartethed har det kun ringe interesse at sammenholde de righoldige svenske retsregler med den følgende undersøgelse af danske forhold, her skal derfor kun nævnes Östgötaloven, der viser et vist slægtskab med SKL. Efter Øgl. 32 har bønder, som vil indtage af skoven til indhegnet mark, fortrinsret frem for dem, som vil lade skoven ligge, medmindre en saadan indhegning vil blive til stor skade for byen (formentlig for byens græsgang). Hvis der i den mark, som man vil indtage, ligger en anden mands svedjefældning, som han har ryddet til roer eller rug, da maa de skifte med den, som har fældet skov til rydning, men denne skal dog først have løn for sit arbejde.[^132] Maaske handler Vald.sj.L. arve- og orbodemaal III:9 om det tilfælde, at en løkke dømmes til nedrivning, men der kan lige saa godt være tale om nedrivning af hegn, der er sat paa en anden mands grund eller paa gadejorden.

I Danmark finder vi efter SKL den første bestemmelse om almindingen i Fyns vedtægt 1473 og 1492, der fastslaar, at den, der har ryddet alminding, ikke maa nyde mere deraf, end hvad der tilkommer ham som andel deraf »udi reb og raft«. Det tilføjes — i modsætning til reglen i SKL 71 — at ingen maa rydde alminding uden alle ejeres tilladelse. Denne sidste regel bliver grundlaget for retsopfattelsen i de følgende aarhundreder. Men med fæsteforholdets stadige udvidelse bliver det i den følgende tid lige saa vigtigt at fremhæve, at indhegning af fælledjord ikke kan finde sted uden husbondens samtykke, og begge disse grundsætninger synes optaget i retsopfattelsen.

Da jorddrotterne imidlertid i stor udstrækning overlod spørgsmaalet om landbrugsdriften til bøndernes egen afgørelse, finder vi ogsaa en række stridigheder, som udelukkende udkæmpes mellem fæstebønderne indbyrdes uden husbondens indgriben. I disse tilfælde forudsættes det nærmest, at indhegning af jord — hvor husbonden ikke griber ind med et diktat — kræver de øvrige bymænds samtykke.

Troels Fink[^133] har givet en indgaaende skildring af løkkedriftens udvikling paa fælledjorden i Sønderjylland. Troels Fink skildrer skovrebningens forløb og paaviser, at i slutningen af 1500-tallet var de skiftede skove de almindeligste, og han viser, hvorledes indhegningen er gaaet i rebningens fodspor. For skovenes vedkommende modvirkes denne udvikling dels af hensynet til skovhugsten, dels af hensynet til jagten, idet jorddrotterne ved bøndernes indhegninger forhindres i jagtens frie udøvelse. Dette var saaledes aarsagen til, at Christian IV i aaret 1600 udstedte et forbud for Sønderjylland imod bøndernes indhegning af skovskifter.[^134] Ved at fremdrage eksempler paa, at bønder er blevet straffet for at indhegne deres tilskiftede skovskifter, paaviser forfatteren, at der har været et almindeligt forbud imod indhegninger.

I 1597 sker der for Aabenraa amts vedkommende en ændring, idet amtmanden udsteder en tilladelse til indhegning imod erlæggelse af en afgift paa 1 rdl. pr. toftrode (1/16 ha), og dette bringer yderligere fart i oprettelsen af skovløkker. I almindelighed foretoges indhegningerne individuelt eller af 2–3 i fællesskab. Der fremdrages et enkelt eksempel paa, at landsbyen som helhed havde indhegnet større stykker af skoven.[^135]

Troels Fink resumerer sine undersøgelser saaledes: »Vidnesbyrdene om skovindhegning og rydning i det 17. og begyndelsen af det 18. aarhundrede er saa mange, at man kan tale om en almindelig udviklingsretning, men det udelukker selvfølgelig ikke, at der her og der bliver bestaaende skov, der, selv om trævæksten var delt i skifter, dog laa i fællesskab med hensyn til græsning meget længe.«[^136]

I det til grundlag for nærværende undersøgelse fremdragne materiale — altsaa især vedtægterne og tingbøgerne — har indhegningen af tilrebede skovpartier ikke sat synderlige spor udenfor Sønderjylland. Der findes overalt i landet — herunder ogsaa Skaane — vidnesbyrd om rebning af skovene, se nedenfor i kap. 6, men det ligger udenfor denne undersøgelses rammer at søge fastslaaet, i hvilket omfang denne rebning har fundet sted i de enkelte egne, og i hvilket omfang den er efterfulgt af indhegning. Om en indhegningsbevægelse som den i Sønderjylland af Troels Fink paaviste synes der dog intet sted at være tale, men det hænger vel sammen med, at udskiftningen af fællesskabet i det hele taget var langt mere fremskredet i Sønderjylland end i andre dele af landet.

De problemer, vort materiale især beskæftiger sig med, er oprettelsen af løkker paa fælles — uskiftede — græsgange, og bymændenes fælles opbrydning af ny agerjord.

De mere specielle regler i JL 1:47, 48 og 51 om anlæggelse af torpbebyggelse og paabygning af forten maa tidligt være smeltet sammen til en almindelig regel om, at man ikke uden alle lodsejeres samtykke maa indskrænke fællesgræsning ved indhegning eller paabygning. Se ogsaa nedenfor side 190. Herpaa tyder et forlig 1450 mellem prioren paa Dueholm kloster og en anden lodsejer, der havde ladet bygge i forte og fælled. Efter forliget faar han lov til at beholde sit byggested, men prioren faar til gengæld ret til at bygge »ved sin egen agersende«.[^137] Et tingsvidne fra Nørre hd. paa Mors udtaler 1454 direkte, at en saadan paabygning er ulovlig, og at det paagældende hus skulde nedbrydes.[^138]

Selv om direkte vidnesbyrd herom ikke er forefundet i det af mig fremdragne materiale, turde det dog være givet, at det ogsaa før DL har været gældende ret for hele landet, at indhegning af særjord paa overdrevet ikke maatte finde sted uden husbondens samtykke. Vi har i det foregaaende set, hvorledes denne regel i Sønderjylland modificeres derhen, at tilladelsen blev givet mod en bestemt afgift pr. toftrode, og det er et udslag af den samme regel, naar købstæderne søger om kongens tilladelse til at indhegne overdrev. At kongen skulde give en saadan tilladelse, finder vi tidligt vidnesbyrd om. Saaledes paalægger Erik Glipping i 1284 jordejerne indenfor staden Revals marker og grænser at nedrive alle gærder og indhegninger.[^138a] En kgl. rettertingsdom fra 1562[^139] dømmer Holbæks borgere til at udlægge til fædrift for Holbæk slot og tilgrænsende landsbyer en del jord, som imod lensmandens befaling var indhegnet. Byens gamle privilegier, der aabenbart gav ret til en saadan indhegning, var forbrudt under Grevens Fejde. Ved aabent brev 16.6. 1616 stadfæster kongen en af borgmester og raad i Kalundborg underskrevet vedtagelse om at indtage et stykke jord af byens overdrev til sædeland og engbund til bedste for byen, da det kun kan være til ringe skade for byens græsland, og den 18.12. 1627 tillades det Stege købstad at indhegne af byens overdrev til agerjord. I de nævnte tilfælde er der ikke tale om nogen tvist med omliggende byer.

Arent Berntsen Bergen[^140] definerer en løkke som et indelukket stykke jord eller en mark, som er en mands egen, og som han kan indhegne til sit eget brug. Den kaldes ogsaa vænge og paa Lolland rud eller undertiden indtægt. For at husbonden skal kunne give tilladelse til et saadant særbrug, maa han dog efter Bergen eje »ganske fanget«. I Jylland er betegnelsen forøvrigt »kaast« eller »kast«.[^141]

Det kan endvidere paavises, at det er en almindelig opfattelse i vedtægterne, at indhegninger kræver bøndernes samtykke, en saadan regel fremgaar da ogsaa af de domme, hvor tvisten er opstaaet og behandles mellem fæstebønderne indbyrdes uden husbondens indblanding, og uden at sagen ses henvist til husbondens afgørelse. I 1623 tiltalte bymændene i Hollensted en grande til Viborg landsting,[^142] fordi han havde ladet pløje og indhævde sin del af et overdrev, der blev brugt til fælles fædrift og torveskær. Det blev vidnet, at der havde været overdrev i 40 aar, og med henvisning hertil dømmer landstingsretten, at jorden skal udlægges dertil igen. Endvidere kan henvises til den nedenfor side 186 refererede rettertingsdom fra 1650. Hvor husbonden griber ind i tvisten, er forholdet naturligvis vanskeligere at udrede. Hvor der er flere lodsejere i en by, vil bøndernes respektive herskaber ofte træde i skranken for deres bønders ret, men det kan ogsaa ske, at nogle bønder uden husbondens intervention kommer i strid med en anden lodsejer i byen. Saaledes var forholdet i en sag, der paabegyndtes ved Gærds herredsting 21.2. 1649.[^143] Købingemænd havde indstævnet Hovbymænd, fordi to af disse havde oprettet en løkke paa byernes fælles overdrev. Sagsøgerne paastod de to bymænd tilpligtet at nedlægge løkken, da den volder skade paa byernes græsning. Hovbymænd svarer imidlertid, at den paagældende løkke ikke er oprettet med deres samtykke, og at den skader deres kvægdrift saavel som Købinges, hvorfor de tilslutter sig klagen imod de to bønder. Disse fremlægger imidlertid et skriftligt indlæg fra deres husbond, der lader møde med sin foged, hvoraf fremgaar, at løkken er oprettet med dennes samtykke og tilladelse. Heroverfor indvender Købinge mænd, at de vil bevise, at løkken er optaget paa fælledmark, og at den er til skade for deres fædrift, og de vil endvidere bevise, at de to bønder har andre løkker end den omtvistede, men at de ikke er berettiget til den ny løkke, som de ikke har efter gammel hævd, og som er saavel Købinge som Hovby mænds kvægdrift til skade. Desværre findes afslutningen af sagen ikke.

Udenfor Sønderjylland er det, som nævnt, især indhegningen paa uskiftet mark, der skaber problemer og stridigheder. I SKL 71 var det udtrykkeligt paabudt, at indhegningen i tilfælde af trætte ikke maatte finde sted, forinden fælleden var skiftet, og i Fyns vedtægt udtrykkes det samme krav noget mere vagt i bestemmelsen om, at ingen maa indtage mere, end hvad der tilkommer ham »udi reb og raft«. Af det foreliggende materiale fra 1500-tallet og de følgende aarhundreder fremgaar det imidlertid klart, at der — selv om fælleden var uskiftet — i flertallet af tilfælde ikke fandt et skifte sted forinden oprettelsen af løkker. Ikke desto mindre anerkendes det som en almindeligt gældende regel, at ingen maa indtage en større del af fælleden, end hans lod kan taale. Som lovgrundlag for en saadan regel ser man anført kap. 19 i recessen af 1547 og tilsvarende senere bestemmelser, og der maa herved tænkes paa bestemmelsens 1. led, hvorefter ingen maa bruge fællig mere, end enhvers lod kan taale. Denne regel, hvis hovedbetydning er en begrænsning af græsningsretten,[^144] indeholder jo intet krav om skifte af fælleden, og bestemmelsens 2. led, hvorefter den, der vil dele fælles ejendom, maa kræve rebning efter loven, anvendes aabenbart ikke i samme betydning som bestemmelsen i SKL 71.

Retstilstanden før DL kan vi da resumere paa følgende maade: Oprettelsen af løkker paa jord, der fra gammel tid har været under fællesdrift (græsgang, oldendrift eller skovhugst), kan kun finde sted med husbondens og alle lodsejeres samtykke. I forholdet mellem bønderne indbyrdes kræver saadanne indhegninger formentlig ogsaa — idet der bortses fra husbondens intervention — en enig vedtagelse indenfor bylaget.

Efterhaanden som bebyggelsen bliver tættere, og der bliver mindre græsgang til raadighed for landsbyerne, skærpes de forskellige interessemodsætninger i indhegningsspørgsmaalet betydeligt. Græsningen er nu ikke længere nogen ekstensiv drift, men den størst mulige udnyttelse af de forhaandenværende græsningsmuligheder bliver som oftest nødvendig. Samtidig spiller imidlertid visse udenbys interesser en stadig større rolle ved spørgsmaalets løsning.

Det er derfor naturligt, at spørgsmaalet optages til drøftelse under udarbejdelsen af Danske Lov. Det saakaldte »1. projekt« af DL fastsætter i sit forslag til 3–13–13 følgende regel: »Af fælles vang, fælles fædrift, græsgang og vandgang maa ej noget sær indhegnes«. Denne regel svarer nøje til den i de nedenfor side 191 refererede rettertingsdomme af 1632 og 1650 anvendte grundsætning: »fællesjord maa ikke formindskes«, og den vilde jo sikkert lige saa lidt som den nævnte grundsætning være til hinder for, at der oprettes indhegninger med samtlige lodsejeres samtykke. I projektets formulering vilde der heller ikke være tvivl om, at reglen skulde omfatte alle arter af fællesskaber, herunder ogsaa udenbys græsningsrettigheder.

Den endelige udformning af DL 3–13–13 bliver imidlertid en anden. Bestemmelsen deles i to led, og efter 1. led maa bonden ikke indgrave eller indelukke nogen ager, eng eller jordbund uden husbondens minde og alle lodsejeres samtykke, medens han efter 2. led ej heller maa aflukke folke- eller fægang, hvor den har været af arildstid.

Første led refererer sig klart til det sluttede bylag og udtrykker den regel, som allerede var fastslaaet i en klar retspraksis før DL. Vanskeligere er det at klarlægge betydningen og omfanget af reglen i bestemmelsens andet led. Knud Illum[^145] mener, at andet led underforstaar betingelserne i første, saaledes at der ogsaa i disse tilfælde kræves samtykke af husbond og alle lodsejere. Hvis dette er rigtigt, har hele 3–13–13 kun relation til forholdene indenfor det sluttede bylag, thi der kan ikke være nogen mening med at forlange lodsejernes samtykke til indhegning af en fælled mellem to byer, naar de græsningsberettigede i disse tilfælde overhovedet ikke er lodsejere. Antager man, at bestemmelsens 2. led skal forstaas uden de nævnte betingelser, vil den altsaa indeholde en regel om, at bymændene ikke maa afskære en udenbys fædrift, som har vedvaret i alderstid. Da der, som omtalt ovenfor side 157 ff., ikke kan antages nogen skarp adskillelse imellem de i DL omhandlede forskellige hævdsformer, vil en saadan regel harmonere udmærket med bestemmelserne i DL 5–5–2 og 5–10–21, idet man ikke kan have en regel om hævd paa græsning paa fremmed jord, hvis man samtidig tillader bymændene uden hensyn til den vundne hævd at indhegne deres jord. Den nedenfor side 196 f. refererede domspraksis fra tiden efter DL tyder nærmest paa, at man har anvendt 5–5–2 og ikke 3–13–13 som hjemmel for at kræve indhegninger, der er gjort i strid med vunden hævd, nedlagte. Der er dog fremdraget en enkelt landstingsdom, som anvender 3–13–13 i udenbys forhold.[^146] Barløse mænd tiltaler i 1715 Berning mænd, der har foretaget en indhegning paa en mark, som bruges af begge byer. Herredsdommen har givet Berning medhold og opretholdt indhegningen, men i landstingsdommen hedder det: Fogdens dom er stridende imod lovens ord i 3–13–13, at ingen maa indhegne uden husbonds og alle lodsejeres samtykke, hvorfor hans dom kendes magtesløs og ikke skal komme Barløse mænd til skade. Naar reglen anvendes her, skyldes det dog vist nok, at indhegningen er foretaget imod jorddrottens vilje. Hævdsspørgsmaalet er slet ikke paa tale. En sag fra Fyenbo landsting 1691[^147] omhandler imidlertid kun forholdet imellem husbond og bønder i det sluttede bylag. En bonde tilpligtes at tilkaste nogle indhegninger, han har gjort uden husbondens og de andre lodsejeres samtykke, og hvis han ikke gør det inden 6 dage, skal det staa de øvrige bymænd frit for i herredsfogdens overværelse selv at tilkaste dem. Det synes altsaa, som om sagen er rejst af de øvrige bymænd. Dommen angiver dog ingen hjemmel.

Reglen i DL 3–13–13 indskærpes for krongodsets vedkommende ved forordningen 22.12. 1720, men ophæves ved udskiftningsforordningerne 1758, 1759 og 1760.

Efter at have undersøgt de paa domspraksis og lovgivning grundede bestemmelser vedrørende indhegninger, skal vi i det følgende undersøge, hvilke regler angaaende spørgsmaalet, der opstilles i bøndernes egne vedtægter, idet man naturligvis herved maa forudsætte, at husbonden — selv om han har sanktioneret vedtægten — kan gribe ind i de opstaaede trætter.

Aabenraa byskraa 1335 bestemmer i sin § 38, at der ikke maa pløjes eller bygges paa byens græsning eller forte uden raadets samtykke,[^148] men vedtægten for Nykøbing Mors 1460 (DW II:39) tillader en fri rydningsret for bymændene, idet den bestemmer, at den, der pløjer hedejord, kan beholde denne jord, saa længe han holder den ryddet og bruger den med korn og gødning. Ligger jorden øde i eet aar uden korn og gødning, maa enhver tage den i besiddelse og bruge den med korn og gødning, men skal yde den første vederlag for 1 aars pløjning. At en saadan regel er givet for hedejord kan naturligvis ikke undre, eftersom denne jord kun har kunnet anvendes til meget sparsom græsning. En lignende regel haves da ogsaa i Varde 1631 § 31 (DW II:57a), hvorefter borgere, som opbryder ager af hedejord, maa beholde den i deres livstid og deres hustruer og børn efter deres død, saa længe de skatter og skylder i Varde, men derefter skal jorden igen gaa til byen. Paa den anden side forbyder Korndrup, Aalborg amt, 1716 § 30 (DW II:91) at opbryde hede i fædriften.

I 1559 var en bonde tiltalt ved kongens retterting[^149] for afpløjning. Han forsvarer sig med, at han havde pløjet nogle balker til sin ager, og at han ikke vidste bedre, end at det var gribsjord. Maaske har vi her vidnesbyrd om en retsopfattelse, hvorefter gribsjord i et vist omfang frit kan tilegnes. Den enkelte bymands ret til at oprette løkker i særdrift maa naturligvis være størst, hvor udmark findes i forholdsvis rigeligt omfang, og det er derfor naturligt, at vi finder løkkedriften mest udbredt i de skaanske skovsbygder. Heller ikke her har det imidlertid været en almindelig regel, at enhver bymand frit kunde indhegne paa almindingsjord, men der findes dog vidnesbyrd om en mere liberal indstilling. Dette gælder f. eks. vedtægten for Nävlinge i V. Gønge hd. (nr. 77) 1690, der i § 25 forklarer, at der i udmarken findes nogle indhegnede jordstykker, som en del af bymændene har oprettet. Disse indhegninger skal de efter vedtægten have lov til at beholde, men de andre bymænd, som endnu ikke har saadanne indhegninger, skal have lov til at opsøge sig en plads i marken, som de kan indhegne for at have et sted, hvor de kan græsse deres kreaturer og holde dem af vangen om vaaren og efteraaret.

Den almindelige regel i vedtægterne er dog formentlig, at ingen maa indhegne af fælledjord, herunder gadejord, uden samtlige bymænds samtykke. Dette er eksempelvis fastslaaet i vedtægten for Horne, Svendborg amt, 1559 § 22 (DW V:43), Kobenhoved, Haderslev amt, 1703 § 18 (DW V:176), V. Brønderslev, Hjørring amt, 1682 § 20 (DW II:29), Maglehem, Gærds hd. (nr. 1) 1689 § 7, o. m. a.

Hvor løkkedriften er gaaet for haardt ud over græsningen, kan bymændene enes om at udlægge nogle løkker til fælled igen. Saaledes er det sket ved en vedtægt mellem Børkop bymænd og lodsejere 1723 (DW II:459), der enes om at udlægge en række navngivne løkker til fælles fædrift, men det er nok muligt, at der her har været tale om løkker i vangen. Hvor løkker nedlægges, maa de ikke optages igen, og denne regel er udtrykkeligt fastslaaet i vedtægten for V. Brønderslev, Hjørring amt, 1682, § 21 (DW II:29), som bestemmer, at de indtægter, der nu er nedlagte, skal forblive under hov og horn.

Naar enkelte bymænd indhegner dele af fælledjorden, gaar det ud over de andre bymænds græsning. Dette kan reguleres derved, at de begunstigede bymænd maa skorte i fællesgræsningen, d. v. s. at antallet af de kreaturer, som de kan sætte paa den frie fælled, nedsættes i forhold til størrelsen af deres løkker. For denne skortning, som især er paavist i Sønderjylland, er der gjort rede foran side 164 f.

Bymændene kan imidlertid ogsaa paa anden maade skaffe sig udligning for den fordel, som indehaverne af løkker har i forhold til de andre. Det har sikkert været meget almindeligt, at løkkens indehaver betalte en vis ydelse til bylaget, vel oftest øl. Saaledes har forholdet været først paa 1600-tallet i Rønninge, Odense amt, hvorfra vi kender et omhyggeligt regnskab for de mængder øl, som forskellige bymænd skal give bylaget til gengæld for indhegninger af gadejorden. Der er opregnet ialt 17 saadanne løkker, der betales med fra 1 fjerding til en hel tønde øl, dog kun fra 1–2 skilling for nogle smaastykker (DW I:290).

Hvor fælledjorden ligger til græsning for flere byer, kan oprettelsen af løkker medføre, at der skal betales vederlag til de græsningsberettigede byer. Saaledes har forholdet været i Tullsager, Gærds hd., hvis bønder i 1668 indstævnes af kronen i anledning af en tvist om skat og skyld.[^150] Under denne sag fremfører Tullsager mænd, at deres forfædre har indhegnet en stor del af fælledmarken, og at de derfor maa give græsgæld til de andre byer, nemlig 4 tønder øl, undertiden 5 tønder, men nu er de forligte med Sketteljunga by om 1 td. øl. Hvis de ikke kan faa lov til at bevare denne ordning, saa vil de hellere udlægge deres gribsjord igen til græsning, og de henskyder sig til 8 mænds vidnesbyrd og mener, at de efter generalgouvemørens forordning maa have det, som det har været i de danskes tid og i alderstid. Nogen afgørelse paa striden er ikke fundet. I Emmerlev bybog, Tønder amt, fra 1736–50 (DW III:56) findes endelig en række eksempler paa, at bylaget paa stævne har udlejet adskillige løkker og særjorder, som tilhørte laget i fællesskab. Betalingen er i disse tilfælde erlagt i rede penge. I dette bylag satte man ogsaa af og til løkkerne til auktion paa stævnet og udlejede til den højstbydende.

Tingbøgerne vidner om, at der ustandselig er trætter om indtaget fælledjord, og det er for saa vidt karakteristisk, at vedtægten for V. Brønderslev, Hjørring amt, 1682 § 47 (DW II:33) fastsætter, at hvis der kommer nogen trætte paa byen paa grund af ulovlige indtægter eller ny indhævd eller i nogen anden maade byen til skade eller brøst med penges udgift, saa skal menige grander være pligtige at udlægge samme penge, enhver efter sin evne og formue efter 4 mænds tykke.

Vi finder ogsaa i vedtægterne vidnesbyrd om, at bymændene i fællesskab har indtaget ny jord til vangene eller oprettet løkker paa almindingen til skifte mellem dem alle. Saaledes tinglæses i 1649 ved Skads herredsting et brev udstedt i 1631 af bønderne i Faaborg landsby, hvori de meddeler deres overenskomst om at opbryde og oprette en korntægte mere end før. De vil lave 3 tægter ud af de 2 tægter, som ligger øst for kirken, saaledes at enhver kan opbryde, dele og skifte og mage hverandre, saaledes at de hver især faar, hvad der er behov for.[^151] Fra Nisset, Viborg amt, 1670 (DW V:75) findes bestemmelser om byens hørløkker, som skal oprettes i enighed. Dørkop vedtægt fra 1723 (DW II:457) udtrykker vel nok den for disse tilfælde almindeligt gældende regel, naar den bestemmer, at ingen maa indtage og opbryde mere jord, end hvad der tilfalder ham i den jord, som bymændene indtager hvert aar. At bymændene skal holde sig til de løkker, som bylaget har vedtaget at oprette, bestemmes i vedtægten for Rødding (Sønderjylland) 1671 (DW III:575), der fastslaar, at »hvor vi vorder ens om at tage indtægt at saa byg, skal vi alle blive ved i et indtægt«.[^152]

Det er imidlertid ikke altid, at saadanne fællesløkker skal anvendes til agerjord. Over hele landet finder vi eksempler paa indhegninger paa fælleden, der anvendes til græsning, nemlig de saakaldte kohaver, hestehaver, kalvehaver o. l.[^153] Ligesom der af bylaget fastsættes bestemmelser for, hvor mange kreaturer og heste den enkelte maa græsse paa den aabne fælled, saaledes findes ogsaa adskillige vedtægter om antallet af heste og kreaturer i byens indelukker.[^154]

Endelig skal behandles spørgsmaalet om, hvorvidt og paa hvilke betingelser en bonde kan vinde hævd paa retten til at have en løkke paa fælledjord. Dette spørgsmaal er til bedømmelse i nogle kongelige rettertingsdomme fra tiden før DL.

I 1650 tiltaler Sandager bymænd (Helsingborg len) en grande Jens Pedersen, fordi han efter deres mening uberettiget har nægtet at nedlægge en af ham brugt løkke paa fælledmarken.[^155] Jens Pedersen har nægtet at adlyde en 12 mands afsigt om, at løkken skulde udlægges under hov og klov, og gærdet flyttes til det gamle sted. Han har heller ikke villet efterkomme et ved Sdr. Aasbo herredsting udstedt tingsvidne, hvorefter bymændene vedtog at udlægge al fælledjord, som ikke har været indhegnet i 20 aar.

Landstingsdommen gik imidlertid imod bymændene, idet den bemærker, at forannævnte granskningsmænd kun har synet Jens Pedersens ejendom, skønt de andre bymænd har erkendt, at de ogsaa havde nogen indhegnet jord til deres gaarde, som er indtaget ligesom Jens Pedersens. Som følge heraf underkendte landstingsdommeren de 12 mænds afsigt og kendte Jens Pedersen berettiget til at bruge det indhegnede jordstykke.

For rettertinget anfører Sandager bymænd, at landstingsdommeren ikke har taget hensyn til, at størstedelen af deres fælled er tilsandet af flyvesand, og at de derfor — for at faa den fornødne græsning — har været nødt til at udlægge deres indhegnede løkker, og de protesterer imod, at Jens Pedersen, ene mand, skal kunne kuldkaste, hvad samtlige bymænd har vedtaget. Kongens retterting afsiger derefter følgende dom: »Efterdi fælledjord imod loven ikke bør formindskes er derpaa for retten afsagt, at Jens Pedersen, saavel som andre i Sandager, som ikke har 20 vintres hævd paa, hvis de indtæppet har, bør det igen at udlægge og landsdommerens dom ikke deri til hinder paa nogen maade.«

Forinden nogle bemærkninger knyttes hertil, skal endnu en dom refereres, nemlig en kongens rettertingsdom 1656.[^156] Af sagen fremgaar det, at der i 1643 var oprettet en kontrakt imellem Otto Thott og Otto Marsvin om noget gods i Blentarp og Everløv sogne, hvorefter begge parter forpligtede sig til at udlægge paa begge sider alle løkker paa fælleden, for saa vidt de ikke har været indhegnet under 20 aars rolig hævd. Otto Thott har imidlertid nu tiltalt nogle af bønderne, der hører under Otto Marsvins arving Lauge Bilde, og har krævet dem dømt til at udlægge den del løkker, som endnu henstaar paa fælleden. Skaanes landsting erklærer, at eftersom bønderne imod kontrakten ikke har udlagt deres løkker til fædrift og derfor er blevet dømt ved herredstinget, saa skal de inden førstkommende St. Mikkelsdag nedkaste indhegningerne og hver især give Otto Thott godtgørelse for den ufornødne proces. Lauge Bilde indanker landstingsdommen for rettertinget og paastaar, at kontrakten i sin tid er efterkommet af Otto Marsvin, og at forholdet ikke siden har været paatalt af Otto Thott, skønt godset er gaaet i arv og skifte og har været under 10 aars rolig hævd. Lauge Bilde henviser endvidere til, at forpligtelsen til at nedlægge løkkerne er gensidig, og at det ikke er bevist, at Otto Thotts bønder har nedlagt deres. Rettertinget resolverer imidlertid, at »efterdi bevises, at Lauge Bildes bønder imod kontrakten og herredsdomme ikke har udlagt de af fælled indteppede jorder, er derfor for retten afsagt, at landsdommers dom bør blive ved magt . . .«

I begge disse domme er 20 aars rolig hævd anført som et afgørende moment, i den første dom i selve domspræmisserne, men i begge tilfælde foreligger der en vedtægt mellem parterne om, at løkker, der har bestaaet i 20 aar, skal have lov til fortsat at bestaa. Dommene fastslaar altsaa ikke direkte, at retten til at bibeholde en løkke kan vindes ved 20 aars hævd, men da der er tale om at vinde en egentlig ejendomsret — for bøndernes vedkommende paa deres husbonds vegne, eller en eksklusiv brugsret for dem selv — maa man gaa ud fra, at retten efter den almindelige hævdslovgivning kan vindes ved 20 aars uforstyrret udøvelse, jfr. § 50 i recessen 1558 og senere DL 5–5–1 evt. sammenholdt med 5–5–2. De to omhandlede vedtægter kan maaske tages som et udtryk for retsopfattelsen.

En rettertingsdom 1650 godkender da ogsaa, at 20-aarig hævd kan anvendes i disse tilfælde.[^157] To bønder i landsbyen Fundersmåla i Blekinge havde indtaget en løkke paa en alminding, der laa til aaben græsning for saavel Fundersmåla som nabobyen Segemåla. Da sidstnævnte by mener, at løkken er til skade for deres græsgang, tiltaler de brugerne deraf ved hjemtinget og 2 x 8 mænd gransker sagen paa aastederne. Synsmændene erklærer, at løkken ikke er til skade for den fælles græsning, og at den ligger paa deres egen mark og rette fortov. Det konstateres samtidig, at Segemåla mænd paa deres side har indtaget mere af fælleden end deres lod kan taale, nemlig hele 4 løkker, men tingfogeden dømmer alligevel, at løkken skal nedlægges. Herom siger referatet af landstingsdommen: »Efterdi tingfogedens dom med de gamle indtægters indeblivelse, hvilke findes at være nødt hævd paa, og de andre indtægter, hvorpaa der ikke er nødt hævd, deres aflæggelse og afskaffelse findes at være grundet paa Christian III's reces §§ 29 og 50, da meldte han samme dom ved magt.« Det tilføjes dog, at da begge byer tilhører kronen, at de derfor begge er undergivet samme skat og skyld, og da de 8 mænds afsigt viser, at Fundersmåla ikke har faaet samme lod i fælledens indtægt som Segemåla, henviser landsdommeren til, at udmarken kan skiftes imellem de to byer og andre omliggende grander uden skade efter loven, saaledes at Fundersmåla ved indtægt kan faa lige saa stor lod til deres gaarde som Segemåla.

For kongens retterting hævder Fundersmåla, at de lige saa vel som Segemåla maa have ret til at oprette løkker paa udmarken, og de oplyser, at naar dette ikke er sket samtidig med, at nabobyen fik saadanne løkker, skyldes det kun, at deres forgængere har forsømt det. I rettertingets dom erklæres det, at landsdommeren med rette har dømt løkken til udlæggelse, men da begge parter er kronens bønder, skal lensmanden søge at opnaa en ordning imellem dem.

Denne sag viser altsaa, at recessens § 29 principielt maa lægges til grund for en afgørelse af spørgsmaalet om berettigelsen af at optage løkker paa fælleden. Det vil altsaa sige, at bymændene kun kan optage løkker i forhold til deres lod i samme fælled. Det fremgaar ogsaa af landsdommerens slutningsbemærkning, at en tvist til syvende og sidst kan ordnes derved, at fælleden skiftes imellem de tvistende byer, hvorefter de (formentlig dog først naar der er sat hegn i skellet) kan gøre ved deres fælled, hvad de finder for godt, men det er altsaa ingen betingelse som efter SKL 71. Henvisningen til recessens § 29 gælder altsaa ogsaa kun dens 1. led. Selv om en by har indtaget en større lod af fælleden, end hvad der svarer til byens andel, kan retten til at bevare saadanne løkker dog vindes igennem 20 aars uforstyrret brug, og der henvises herved direkte til § 50. Senere maa DL 5–5–1 faa tilsvarende anvendelse.

Som afslutning paa dette afsnit skal endelig behandles en fra 1500-tallet og fremefter hyppigt anvendt term, nemlig gribsjord, der formentlig stort set netop dækker de indtægter paa fælledjord, som har været genstand for den foregaaende undersøgelse. Begrebet defineres af Arent Berntsen Bergen[^158] paa følgende maade: Gribsjord er den jord og en bys ganske mark, som ikke ved reb er maalt, og om vel til en by kunde være maalsjord i almindelighed, saa kan alligevel til en eller nogle særdeles gaarde i byen være nogle stykker gribsjord foruden den rette almindelige maals jord, samme gaarde, lige ved andre bymænds gaarde, kan tilhøre. Slige stykker gribsjord eragtes i tidligere tid at kunne være indtaget enten af fælleden eller i andre maader, ligger derfor saadanne stykker gribsjord gemenlig for sig selv og ikke blandt anden maalsjord.

Østerson Veylle[^159] anvender termen noget mere vidtgaaende, idet han som gribsjord betegner jord i marken, som ikke tidligere er lagt i bol eller gaaet under reb, men som holdes særskilt, enten udjord eller ogsaa anden jord, som er utjenlig, og som ikke anses for egnet paa grund af udygtighed eller ringhed at blive lignet i bol, otting eller marksølv. Den kaldes gribsjord, fordi enhver kan »gribe« deraf, uanset hvad der tilkommer ham efter rebning, saavidt han er i stand dertil og synes for godt.

Betydningen af termen gribsjord har formentlig været noget varierende, men det synes som om begrebet almindeligt har været brugt om jord, der allerede er indtaget af fælleden,[^160] og ved torpdannelser kan dette jo være tilfældet med hele byer, saaledes kaldes ifølge præsteindberetningerne fra Lynge sogn, Alsted hd. 1651 al jorden i Eskildstrup for gribsjord. Naar Sven Dahl[^161] mener, at begrebet indebærer, at bønderne i fællesskab indtager en løkke og skifter den mellem bymændene, er dette en alt for snæver anvendelse af termen.

Gribsjord i betydningen af uduelig jord, der kunde tilegnes af enhver, har vi truffet paa den nedenfor side 325 nævnte rettertingsdom fra 1559.

Om gribsjordens forhold til byens rebning henvises til fremstillingen nedenfor side 336 ff.

2. Ophævelse af mellembys fællesskaber

Som allerede berørt eksisterede der vidtgaaende fællesskaber imellem nærliggende byer. Disse fællesskaber omfatter dels agerblanding og udenbys særjorder, men disse problemer skal først belyses nedenfor side 328 ff., dels overdrevs- og ævredsvangsfællesskaber. De organisationsformer og kompetenceproblemer, som disse fællesskaber giver anledning til, vil blive behandlet nedenfor i kap. 11 om bylagets stedlige kompetence, og om vangelagenes opstaen og karakter henvises til fremstillingen i kap. 7, medens vi i det følgende skal undersøge de principper, der har været gældende ved ophævelsen af saadanne fællesskaber. Det maa indledningsvis fremhæves, at kun et faatal af de talrige retssager og andre tvistigheder vedrørende flere byers fælles overdrev og vangelag, kommer ind paa principielle spørgsmaal eller ogsaa er saa uklare, at tvistighederne næsten altid har faaet en rent konkret løsning, oftest ved et mere eller mindre frivilligt forlig.

Af fremstillingen i det foregaaende afsnit fremgaar det, at indhegning af løkker paa fælles overdrev krævede samtykke fra husbonden, de øvrige lodsejere og — hvor husbonden ikke intervenerede — fra de øvrige bymænd, men at retten til at opretholde saadanne løkker kan vindes ved 20 aars rolig hævd. Allerede ved spørgsmaalet om oprettelse af løkker greb udenbys interesser ind i sagens løsning, nemlig i det omfang den paagældende jord tillige tjente til græsning for andre byer end den, hvortil løkken hørte. Tilsyneladende viser de ovenfor nævnte domme, især Gærds herredstingsdom 1649 og rettertingsdommen vedrørende Segemåla og Fundersmåla 1650, at løkker ikke kunde oprettes paa en mellembys fælled uden de græsningsberettigede byers samtykke.

Denne regel ligger ogsaa til grund for en rettertingsdom fra 1570.[^162] I sagen har Halsted by paa Lolland tiltalt Nørlunde by, fordi den havde optaget og indhegnet en løkke i en fælled, hvor Halsted havde fædrift. Sagsøgeren hævder, at Nørlunde ikke har nogen hjemmel hertil, da marken altid har ligget til fædrift, og Nørlunde har handlet imod en tidligere dom. Det blev herefter afsagt for retten, at den omhandlede løkke skulde nedlægges og udlægges til fædrift, som den har gjort det i alders tid, og Nørlunde maa ikke herefter indhegne noget af denne jord.

Ved Bjørnholm birketing tiltaltes 1614[^163] herren til Bjørkholm Just Høgh paa sine egne og Obdrup bønders vegne Bert Bryske, der har opført et hus paa sin ejendomsskov Langolt. Der synes ikke at være nogen tvivl om, at byggestedet faktisk var Bert Bryskes ejendom, men da det vidnes, at Obdrup i mangfoldige aar har haft »forte og fædrift« i skoven, dømmer birkedommeren ham til at nedrive huset og udlægge skoven under horn og hov. I sin tjenstivrighed anfører han i dommen en hel række af bestemmelser, nemlig JL 1:47, 48 og 51 samt reces 1558 § 50. JL 1:48 skulde i hvert fald synes uanvendelig, da den kun omhandler bygning af torp i vangen, men citeringen af bestemmelsen kan maaske tages som udtryk for, at retsopfattelsen ikke sondrede nøje mellem de forskellige maader, hvorpaa byens græsgang blev formindsket. Umiddelbart anvendelig er heller ikke JL 1:51, der forbyder at bygge paa byens forte, men at denne bestemmelse optræder, er ikke mærkeligt at forklare, eftersom forte paa dommens tid er smeltet sammen med fægang til et fælles udtryk for al jord under fællesgræsgang. Anvendelsen af recessens kap. 50 forudsætter anerkendelsen af hævd paa brug, og det fremgaar af den foregaaende undersøgelse, at en saadan hævd formentlig ikke har været anerkendt. Tilbage bliver spørgsmaalet om anvendelsen af JL 1:47. Det er i hvert tilfælde den eneste af birkedomens mange bestemmelser, der citeres af Viborg landsting, som stadfæster dommen med henvisning til, at Obdrup bymænd har godtgjort, at de i 30–50 aar har haft græsgang paa bemeldte skovskifte ulast og ukært. Kongens retterting stadfæster ligeledes dommen, da Bert Bryske udeblev.

Nu er det afgørende naturligvis ikke, hvilke bestemmelser landstinget og da slet ikke birkedommeren har citeret, men simpelthen at man har antaget, at en ejer ikke ved indhegning eller paabygning kan forhindre sine naboer i at lade græsse paa sin del af fælledjorden, naar denne græsning har fundet sted af arild, selv om hans andel er udskiftet og kan paavises.

En dom i en lignende sag blev afsagt af rettertinget 1632 i en trætte mellem Henrik Lindenow og bønderne i Frenninge, Færs hd.[^164] Bønderne klagede over, at Henrik Lindenow havde oprettet og indhegnet et torp paa Frenninge skov, hvilket var til stor skade for bønderne, der hævdede, at denne skov siden arild havde ligget til fælled og fædrift. Henrik Lindenow afviste derimod klagen, idet han fremførte, at torpet var rejst paa hans ejendom og enemærke. 8 mænds afsigt gik ud paa, at torpet laa paa Lindenows enemærke, og at fædriften ikke havde lidt skade. Ved Skaanes landsting blev det dømt, at da ejendommen var indstenet og indstablet med ridemænd, og recessens § 24 giver adelen lov til at gøre sig deres ejendom saa nyttig, som de vil, og haandfæstningens § 6 forbyder kongens ombudsmænd at byde over adelens tjenere, stadfæster landstinget herredsdommen, hvorefter Henrik Lindenow blev frifundet. Ved sagens behandling for rettertinget paaberaaber bønderne sig ligesom i den foregaaende sag JL 1:48, skønt torpet jo netop ikke er anlagt i vangen men paa fælledjord, og de paastaar torpet nedlagt og jorden udlagt til græsgang.

Rettertingsdommen lyder herefter saaledes: Efterdi befindes, at samme torp er anlagt paa Frenninge bys fælles græsbed, endog det er indstenet, og ingen imod loven maa formindske græsbed, er derpaa for retten afsagt, at samme torp bør at afbrydes, og landsdommerens dom bør ikke derimod komme Frenninge by og lodsejere til hinder.

Det er herved med styrke fastslaaet, at en græsgang ikke imod de græsningsberettigedes vilje maa formindskes igennem oprettelsen af løkker paa marken, og dette gælder, hvad enten de græsningsberettigede er inden- eller udenbys folk, og altsaa hvad enten de ejer jord paa fælleden eller ej.

En dom fra Hvidding hd. 1676[^165] er i overensstemmelse med det foregaaende og anfører som støtte JL 1:51.

Lignende konflikter opstaar ofte imellem adelen, der vil indhegne deres jord til enemærke, og bønderne, der har græsning derpaa, samt mellem de kongelige købstæder og de omliggende landsbyer, der har fælles græsning med købstæderne. Om en konflikt som den førstnævnte hører vi i en kgl. befaling 1.3. 1562, hvoraf fremgaar, at herremanden til Gylebo i Albo hd. har indhegnet af den fædrift, som bønderne i Rørum anvender og har gjort ager og eng deraf samt indtaget løkker paa almindingen. Kongen befaler, at parterne skal dømmes imellem. En konflikt af den sidstnævnte art kender vi fra et kgl. brev 23.1. 1552 til Iver Krabbe, hvoraf fremgaar, at bønderne i Harte vil indhegne en vang i den fælledmark, der ligger til fælles græsning imellem dem og købstaden Kolding, hvilket er til stor skade for borgernes græsningsret. Iver Krabbe skal derfor paase, at borgerne ikke lider nogen uret. Konflikterne om græsning mellem købstæderne og de omliggende landsbyer er, som vi flere gange faar anledning til at konstatere, særdeles hyppige, men at ingen af parterne egenmægtigt maa indtage af den fælles græsmark synes dog forudsat i det aabne brev af 23.5. 1578, som bestemmer, at borgerne i Slagelse indtil videre maa beholde for sig selv den del af byens vang, som de har indhegnet, men siden igen havde faaet ordre til at udlægge til overdrev, da de paa resten af byens vang, der bruges til overdrev baade for dem og omliggende byer, havde taget en mængde fremmed kvæg paa græs til ikke ringe skade for de omliggende byers græsgang. Kongen har nemlig erfaret, at den del af vangen, som de har indhegnet, er meget ringe, saaledes at det ikke bliver til synderlig skade for de omliggende byer, saafremt borgerne i Slagelse vil afholde sig fra at tage fremmed kvæg paa græs. Borgerne maa dog ikke indtage mere af vangen, og hverken de selv eller de andre, som ligger i fællesskab med dem, maa tage fremmed kvæg paa græs, da det kongelige brev ellers vil blive forbrudt.

Helt anderledes har forholdet været for saa vidt angaar den fuldstændige udskiftning af flere byers fællesskab m. h. t. overdrev eller ævredvang. Oprindeligt har der sikkert ikke været skel imellem byerne, den forholdsvis spredte bebyggelse og de mellemliggende skove og ødemarker har gjort dette unødvendigt. Først den tættere bebyggelse og ødemarkens opdyrkning gør spørgsmaalet om byskel mere aktuelt. Landskabslovenes regler om skel mellem byer er da utvivlsomt ogsaa betydeligt yngre end reglerne om skel og hegn mellem byens enkelte jorder.[^167]

Den oprindelige regel har da sikkert været, at enhver af de i fælleden lodtagne byer frit kunde indhegne deres egen andel. Senere har det imidlertid været en betingelse, at skellet først var svoret mellem byerne. Noget bidrag til oplysning af de regler, der har været afgørende for skelsætningen, naar fælleden ikke tidligere har været adskilt, kan ikke hentes fra det fremdragne materiale. I Sverige bestemmer Uppl. BB XIX jfr. XX, at hver af byerne i saadanne tilfælde skal have halvdelen af fælledmarken, selv om den ene er sat til et højere øretal end den anden. Derimod fremgaar det klart af de fra 1500-tallet foreliggende sager, at indhegning ikke kan ske, forinden skelsætning har fundet sted. Af et missive 10.8. 1593 til Hans Johansen fremgaar, at nogle bønder i Kauslunde, Gamborg og Ejstrup (Vends hd.) har klaget over, at der er blevet opkastet en grøft imellem dem og nogle omliggende byer, hvilket var dem til stor skade paa deres græsgang. Kongen har undersøgt sagen og lod et brev udgaa, at Hans Johansen, da ejendommen ikke i forvejen var adskilt af sandemænd, skulde tilholde bønderne at tilkaste grøften igen. Da imidlertid nu Voldby bymænd har opkastet en ny grøft mellem dem og de ovennævnte byer til skade for disses græsgang, befales det ham alvorligt at tilholde kronens bønder i Voldby at tilkaste grøften paany, og saa hurtigt som muligt lade udmelde nogle dannemænd, der kan træffe den endelige ordning om, hvorledes der skal forholdes med græsgang og fædrift mellem byerne.

Denne samme grundsætning er fastslaaet i KRD 12.6. 1613,[^168] der dømmer et gærde til nedrivning, indtil oldinge og ridemænd har skilt parterne ad, d. v. s. sat skel imellem deres jorder. Skellet var opsat af en bymand i Svenstrup mod Skellentorp byjord, og Skellentorp bymænd beviste, at begge ejendomme af arilds tid havde ligget til fælled for begge parter. Det er formentlig denne regel, som allerede fastslaas i en (landstings?) dom fra 1500-tallets begyndelse, der optræder i de private domssamlinger[^169] og hvorefter skelsten, som er indført og sat udi grib og ikke er indført og sat efter loven, er magtesløs og skal optages. Denne dom maa da være kilden til DL 5–10–10, hvorefter sten, som indføres og sættes i grib og ikke indføres ved sandemænd, skal optages igen.

Allerede tidligt ses det imidlertid forudsat, at fællesskabet mellem byerne kan være af en saa intim karakter, at udskiftning ikke kan finde sted. I et missive til 9 adelsmænd i Skaane 8.6. 1594 berettes det, at kongen for nogen tid siden har ladet udgaa en befaling til dem angaaende trætten imellem Christoffer Valkendorf paa Helsingborg slot og Torben Matzen paa kronens vegne paa den ene side og Jørgen Daa til Snedinge paa den anden side om, hvorvidt ejendommen mellem Broby, Tidinge og Øderup er saa fælledbunden, at man mod loven og recessen med rette kan forbyde markskel derpaa.

To rettertingsdomme fra tiden før DL fastholder imidlertid, at enhver af byerne i et mellembys fællesskab kan forlange udskiftning. Den første dom er afsagt den 17.6. 1598[^170] og angaar et overdrev, der tjener til græsgang for Magleby, Sørup og Strøby. Ejeren af en skov i dette overdrev vil indhegne den som enemærke, men herimod protesterer bønderne under henvisning til deres græsningsret. Skovejeren paastaar, at skoven ikke ligger paa overdrevet, men indrømmer, at bønderne i Strøby har drevet deres kvæg paa skoven hvert 3. aar, naar Strøby mark, som grænser op til skoven, var i fælled, men eftersom Strøby ikke har en fodsbred jord i skoven, mener han, at han har ret til at indhegne sin ejendom. Skovejeren fremfører endvidere, at ingen kan nøde en anden til at holde fællig længere, end han vil, og da oldinge er udmeldt til at sværge skel imellem Strøby og Magleby, paastaar han, at det skal have sit forblivende med oldingetovet. I rettertingsdommen bestemmes det, at naar de ikke længere vil nøjes med den fælled, som har været mellem Magleby og Strøby, saa maa den, som vil have enemærke, opkræve oldinge og ridemænd og gaa om, saa vidt ret er.

Den samme grundregel fastholdes endnu i en rettertingsdom 1636.[^171] Af et kgl. missive 25.9. 1635 fremgaar det, at Frands Lykke til Overgaard har indstævnet 16 oldinge fra Ringsted hd. for Sjællandsfar landsting, fordi de har gjort et oldingetov mellem Skuderløse og Broby fang, hvorved de imod 6 ridemænds dom har inddraget en stor part af 4 byers fælles græsgang og fædrift til sæd og engbjergning til Skuderløse by alene. Da landsdommeren er inhabil, skal Sivert Urne til Rorup dømme i hans sted. Det nævnte ridemandsbrev var fra 1579 og indeholder afgørelsen paa en trætte om en løkke, der tildømmes Fru Mette Rosenkrantz med tilføjelse af, at der for fremtiden ikke maa indtages af det fælles overdrev. Da oldingene i 1633 sværger skel imellem de lodtagne byer, indhegner Skuderløse bymænd imidlertid deres andel. Sivert Urnes dom gaar ud paa, at oldingene er lovligt opkrævede, og da de kun har udsagt det rette markskel, har de ikke derved handlet imod ridemandsbrevet. Da endvidere Skuderløse bymænd kun har indstablet og indhegnet indenfor det skel, som oldingene svor, frifindes ogsaa de for tiltalen. Rettertingets dom lyder: Efterdi ikke befindes noget at have foretaget imod oldingegangen, hvilket, saa vel som den afsagte dom, endnu staar ved magt, da har Sivert Urne med sin dom ingen uret gjort og bør for Frands Lykkes tiltale fri at være.

De refererede rettertingsdomme giver udtryk for to grundsætninger, dels at ingen kan tvinge en anden til at opretholde et fællesskab længere, end han vil, dels at bymændene frit kan indhegne den lod i en fælled, der tilfalder dem ved skelsætning af oldinge eller sandemænd. Den sidstnævnte grundsætning svarer til den ovenfor refererede retsopfattelse, hvorefter der ikke før DL kan vindes hævd paa græsning.

Denne retstilstand vedbliver at bestaa i Sønderjylland, hvor DL ikke indføres, men JL stadig forbliver i kraft, indtil den ophæves ved indførelsen af BGB i 1900. Troels Fink har i sin fremstilling af udskiftningen i Sønderjylland før 1770 gennemgaaet en række eksempler paa udskiftning af fællesskabet mellem byerne,[^172] uden at han dog har søgt at klargøre de principper, der har ligget til grund for denne udskiftning. Dette kan naturligvis ogsaa være svært nok, naar de fleste sager ordnes ved forlig eller diktat fra jorddrottens side. Enkelte sager er dog af principiel værdi.

I 1698 opstod der strid om udnyttelsen af en fælles indvang.[^173] Bønderne i Hajstrup og Raad havde indtaget en del af deres jord i særlige kobler, og Flovt og Søby krævede derfor en nyregulering af græsningsretten i forhold til hver enkelt bys andel i marken. Ved underretten blev der afsagt en dom, hvorefter græsningen skulde udnyttes som hidtil, medens de indhegninger, som var foretaget uden myndighedernes tilladelse igen skulde udlægges til græsgang. Overretten i Glückstadt foreslog derimod, at de enkelte byer skulde sætte hegn imellem hinandens besiddelser, men dette modsatte bønderne sig. Sagen blev ordnet ved et forlig i 1700.

Fra Haderslev amt kender vi fra 1723 en skildring af forholdene, der er fremkommet i forbindelse med en afgørelse, truffet af amtmanden.[^174] Denne udtaler sig om de uheldige sider af de omfattende fællesskaber og tilføjer: »hvorfor da for mange aar siden begyndelsen blev gjort til at opløse og afskaffe et saa skadeligt fællesskab, særlig hvor det har sin rigtighed med markskellene, som da saadant er blevet indført særlig mellem sognene Vilstrup og Starup og ikke mindre i Øsby sogn mellem særskilte landsbyer og andetsteds i Tyrstrup og Gram herreder til nytte for undersaatterne, som det almindeligt er anerkendt. Da nu landsbyen Lunding ikke har kunnet indvende noget med vægt mod dette almindelige princip, og desuden ingen mod sin vilje er nødt til at blive i fællesskab, men tværtimod det har vist sig, at markskellene mellem landsbyen Brørsbol, præstegaarden i Starup paa den ene side og Lunding paa den anden side har sin rigtighed og er anerkendt af begge parter«, saa giver amtmanden tilladelse til indhegning af marken. Til de af mig fremhævede ord kan man sammenligne fremhævelsen i den ovenfor refererede procedure for rettertinget i 1598.

Der findes da ogsaa talrige eksempler paa, at myndighederne har tilladt indhegninger af fælledmarker og samtykke er meddelt af saavel amtmændene, rentekammeret som kommerce-kollegiet.[^175]

Naar det fremgaar af Troels Finks fremstilling, at der var betydeligt større vanskeligheder med opløsningen af fællesskaberne paa Als end i det øvrige Sønderjylland, hænger dette utvivlsomt sammen med, at DL en tid lang var gældende paa denne ø.

Ligesom i Sønderjylland blev DL af naturlige aarsager aldrig gældende ret i Skaane, og naar dansk ret i de følgende aar paaberaabes, er det næsten altid den paa recesserne grundede retstilstand, der lægges til grund. Paa den skaanske slette maatte især spørgsmaalet om, hvorvidt en enkelt by paa egen haand kunde bryde ud af vangelaget eller indskrænke dette have betydning, og for at belyse de problemer, der opstaar i saa henseende skal i det følgende refereres en sag fra Söderslätt, der ganske vist er af ret sen dato, men dog ikke viser nogen særlig afhængighed af svensk ret. De reale problemer tjener den i hvert fald til at belyse.

Klagstorp bymænd indstævner i 1708 Tygelse bymænd for Oxie herredsret,[^176] fordi de havde indhegnet et stykke jord af deres ævredsvang, som ligger i vangelag med Klagstorps ævredsvang og tjener til fælles græsning for begge byer. Sagsøgerne fremlægger endvidere en overenskomst af 1690, hvoraf fremgaar, at Klagstorp har samtykket i, at Tygelse indhegner et stykke jord i vangen og bruger det aaret rundt, imod at Tygelse forpligter sig til ikke oftere at indhegne nogen del af denne vang. Sagsøgte svarer, at det er deres egen jord, de har indhegnet, og at ingen kan hindre dem i det.

Klagstorp mænd har vel paastaaet, at den fælled og græsgang, som de hvert 3. aar nyder sammen med Tygelse mænd paa Tygelse nørre vang, ikke bør formindskes gennem nogen ny indtægt, eftersom den samme vang altid — sammen med deres søndre vang — hvert 3. aar har været en for begge byer fælles græsgang, og desuden skal der i 1690 være indgaaet en overenskomst mellem byerne, hvorefter Tygelse bymænd aldrig mere imod Klagstorps vilje skal indtage det for omtalte stykke jord, og denne overenskomst vil Klagstorp nu paaberaabe sig, ligesom de paastaar, at Tygelse skal bøde for, hvad de allerede har gjort, hvorimod Tygelse fremfører, at Klagstorp vang i lang tid har været regnet for saa ringe imod Tygelsens, at Klagstorp bymænd alle aar fra midsommer kun maa benytte græsgangen i samme vang efter middagstid hver dag, medens Tygelse mænd lader græsse baade for og efter middag. Endvidere skal Tygelse vang ikke alene være bedre, idet den til dels bestaar af eng, men ogsaa være halvanden gang saa stor som Klagstorps, selv efter at det omtvistede stykke er blevet indhegnet, og de mener derfor, at ingen kan forhindre dem i at gøre sig deres ejendom saa nyttig som mulig, saa meget mere som indhegningen skal støtte deres ringe ager i den søndre vang, og de paastaar endelig, at overenskomsten af 1690 aldrig nogensinde er blevet lyst for retten og ikke heller kan paabyde dem, som nu bor i byen, og som ikke har haft noget med denne overenskomst at gøre, at afstaa fra den ret, som loven giver dem over deres egen agerjord. Tygelse tilbyder derimod Klagstorp fuldstændig at adskille vangene fra hinanden, saaledes at begge byer kan have deres vange upaatalt og uden tvistighed, hvilket Klagstorp imidlertid ikke vil vedtage. Synsmænd har taget jorden i øjesyn og fundet, at Tygelse vang uden det omtvistede stykke er en trediedel større end Klagstorp og dertil bedre græsgang, og der er 3 hele gaarde mere i Tygelse end i Klagstorp. Herredsretten frifinder Tygelse bymænd og paalægger Klagstorp sagsomkostningerne.

Fra samme herred findes adskillige lignende sager.[^177]

Med udstedelsen af DL sker der en fuldstændig ændring af retsreglerne vedrørende adskillelsen af mellembys fællesskaber. Maaske kan bestemmelsen i DL 3–13–13, 2. led, om at man ikke maa aflukke fægang, der har været af alderstid, direkte anvendes paa mellembys fællesskaber, men i hvert fald fremgaar en tilsvarende regel af 5–5–2, hvorefter man kan fange hævd paa brug. En saadan hævdserhvervelse hjemler naturligvis, at man kan hindre enhver indhegning, der vilde tilintetgøre den ved hævden vundne ret. Om hævdsbetingelserne ses foran side 160.

Af domspraksis efter DL er følgende fremdraget:

I Sjællands landstings dom 16.8. 1699[^178] hedder det, at eftersom det er bevist, at der i 70 aar ikke har været noget aflukke med grøft eller gærde mellem paagældende marklodder, men at der i den nævnte tid har været fælles overdrev for landsbyerne Landsgrav, Bjergby og Hejninge, blev de to førstnævnte byers mænd tilpligtet at opfylde den af dem mellem lodderne opkastede grøft. Det anføres ikke, hvilken lovbestemmelse, der ligger til grund for afgørelsen.

I en sag for Skads herredsting 1687[^179] møder Allerup bymænd i retten mod Tjæreborg mænd, fordi disse har indhegnet Valdemars hede, der altid har ligget til fælles græsning mellem de to byer. Der fremlægges et sandemandsbrev fra 1599, hvorefter heden tilhører Tjæreborg. Herredsfogden mener, at Allerups vidner staar urokket »med lavhævd efter loven paa Valdemars hede«, hvorfor heden, som tidligere har ligget til fælled mellem byerne, efter DL 5–5–1, jfr. 2, ogsaa fortsat skal ligge til fælled. Det var forøvrigt oplyst under sagen, at Tjæreborg for 14 aar siden havde pløjet i heden, men herredsfogden har ikke taget stilling til, hvilken betydning denne afbrydelse af brugen kunde faa for hævdserhvervelsen. Nogen særlig hævdstid er ikke nævnt.

For Fyenbo landsting indbringes 1698 en sag mellem Langsted og Varninge.[^180] Langsted bymænd har rejst hegn imellem Bogebjerg mark og Langsted hede, som fra gammel tid har ligget i fælled sammen. Dommen anser det for bevist ved tingsvidne, at Varninge har haft gammel hævd og brug i marken, og endvidere er fælleden i sin tid takseret til 36 hoveder, hvorfor retten ikke imod DL 5–5–2 kunde forandre en saadan gammel græsningsbrug.