Tolvte Kapitel. Bylagets Rettergang

I. Tvistemaal

Det vil fremgaa af foregaaende kapitel, at det i almindelighed har været en bymands pligt at henvende sig til bylaget med enhver klage mod en grande, forinden han henvendte sig til herskabet eller paa tinge. Hvor en oldermand findes, har denne pligt til at tage sig af sagen og søge den ordnet i overensstemmelse med vedtægten.

Formelle procesregler kan man naturligvis ikke vente at finde i vedtægterne, men der kendes dog adskillige regler vedrørende fremgangsmaaden i tilfælde af tvister mellem bymændene. Bystævnets vigtigste virksomhed udøves i vangenes fredningstid, hvor der regelmæssigt holdes stævne til fastlæggelse af bøder for brud paa markfreden. I mange byer har hver mand en »talje«, d. v. s. en stok, hvorpaa oldermanden kan indskrive de bøder, der paalægges stokkens ejermand. Hvor der findes en markmand eller innammer, skal denne fredningstiden igennem angive paa stævnet, hvis kreaturer, der har gjort skade i kornet, eller hvis hegn, der har været ulovlige, og i stævnets nærværelse skal oldermanden paalægge dem bøder efter vedtægten.[^1] I andre tilfælde skriver markmanden paa taljestokken, naar overtrædelsen konstateres, men de dømte kan indanke deres bøder for stævnet eller oldermanden.[^2]

Den oprindelige regel har utvivlsomt været, at kun selve bystævnet kunde dømme bymændene imellem, og denne regel er endnu opretholdt i mange vedtægter fra 1600- og 1700-tallet, hvor det bestemmes, at oldermanden, naar nogen føler sig forurettet, skal sammenkalde alle granderne, der skal træffe afgørelse i sagen. Især synes bystævnet mange steder i Skaane at have bevaret sin oprindelige fulde myndighed.[^3] Baade i Skaane og i det egentlige Danmark er det imidlertid fra 1600-tallet og fremefter meget almindeligt, at vedtægterne henviser tvistemaal til afgørelse af et særligt udvalg, hyppigt de foran side 97 omtalte 4 mænd. Disse 4 mænd kan være fast beskikkede for et aar ad gangen lige som oldermanden,[^4] men de udmeldes dog oftest for den enkelte sag.[^5] Som regel skal de 4 mænd paadømme sagen, forinden den anklagede skrives paa taljen eller pantes, og dette er særligt fremhævet i nogle vedtægter,[^6] men de ses ogsaa anvendt som en ankeinstitution i de tilfælde, hvor oldermand eller markmand skriver taljen eller endog foretager pantning, forinden sagen er behandlet paa stævnet.[^7]

Naar sagen behandles regelret for granderetten eller bystævne, bestaar bevisførelsen enten i edsaflæggelse, vidneførsel eller synsforretning. Ifølge overenskomst mellem Lille Næstved og Lodby 1576 (DVV 1:197) om fællesgræsning, skal 4 mænd af hvert lag aflægge deres helgens ed paa, at der ikke findes flere kreaturer paa fælledmarken, end de har indført i optegnelsen derover. Efter vedtægten for Rønninge, Odense amt, 1601 § 53 (DVV 1:286) skal den, der sigtes paa stævne, afværge sigtelsen »sielf tredig med vindisbyrd af 7 naboer paa helgens ed med opracte fingre«, og i Sønder Tranders, Aalborg amt, 1758 XIV § 1 (DVV II:81) skal den, der retter klage mod nogen, bevise eller stadfæste med ed, om behov gøres, og han derom bedes. Sværger han mén eller løgn, skal han bøde til grander og herskab. I flere vedtægter skal enten alle granderne eller — hvis en saadan findes — markmanden ved sin helgens ed bekende, at al skade, der er forvoldt af kreaturer, er blevet anmeldt til stævnet, og ingen maa dølge nogen overtrædelse hverken for vild- eller venskab.[^8]

I Nibe 1776 § 24 (DVV II:69) skal markmanden selv betale markskaden, hvis han ikke oplyser, hvis kreaturer der har forvoldt den, medmindre han befrier sig ved at aflægge ed paa, at han ikke vidste, hvis kreatur det var. I denne forbindelse kan nævnes, at den, der har pløjet jord fra sin rénbroder efter Rostgaards vedtægt § 58 (DVV 1:74) med sin ed skal fri sig for mistanken om, at frapløjningen skete forsætligt.

Den almindelige fremgangsmaade var, at man hørte parterne og spurgte bymændene, om de kunde oplyse noget til sagens opklaring. Vedtægten for Brabrand, Aarhus amt, 1725 § 26 (DVV II:294) bestemmer dog, at dersom der ikke kan føres vidner, skal den anklagede for sig og sine folk fralægge sig sigtelsen ved sin ed, men eden skal aflægges paa tinge. Normalt vil der altid være nogen, som kan give oplysning om sagen, og dette gælder naturligvis altid parterne. Derfor bestemmes det i Saksild bylov 1705 VI § 1 (DVV II:343), at naar nogen mand angives, skal han være pligtig at sige, hvad han er brødelig; tier han, ifalder han bøder til byen.

Helt galt bliver det naturligvis, naar den anklagede forsøger at undertrykke sagen, saaledes som bymanden i Gjesing, Skads hd., der i 1637 stjal videstokken, hvorpaa bymændenes brøde var optegnet. Han blev tiltalt paa tinge af husbondens fuldmægtig, og tilstod at han havde gjort det for at blive fri for at betale bøder. Resultatet blev, at han gav sig i sin husbonds minde, og herom udstedtes tingsvidne.[^9]

Men ogsaa de andre bymænd skal berette om de overtrædelser, de har kendskab til, og der fastsættes ofte straffe for den, som dølger med nogen.[^10] Værst er det naturligvis, naar nogen fører falsk anklage mod sin grande, og herimod indeholder talrige vedtægter strenge bestemmelser.[^11] Resultatet af en saadan fremfærd kan blive, at den skyldige kommer til at betale den samme bøde, som var tiltænkt den, som han falskelig angav,[^12] og dette kan ogsaa blive resultatet af at dølge en overtrædelse med sin nabo.[^13] For at sikre sig imod falsk anklage bestemmer vedtægten for Kvarmløse, Holbæk amt, 1624 § 20 (DVV 1:132), at ingen maa rejse klage mod sin grande uden selvanden eller selvtredie.

Særlige regler om vidneførslen indeholder vedtægterne naturligvis ikke i almindelighed. Proceduren har formentlig været ganske formløs mellem bønderne, men i Lindved, Vejle amt, 1747 § 39 (DVV V:108) siges det dog, at børn under 15 aar og »skalkagtige« ikke maa føres som vidner, og i Vistoft, Randers amt, 1765 § 77 og § 85 (DVV II:262 ff.) har man en særlig regel om vægten af markmandens vidneforklaring, idet man fastsætter, at hans forklaring skal gælde lige med 2 andre vidner. Heller ikke den øvrige procesførelse kan vi vente at faa belyst i vedtægterne, men man har jo gerne villet have, at det skulde gaa ordentligt til, og i Asfærg, Randers amt, 1685 § 3 (DVV II:213) bestemmes det, at klager skal deles af 6 udmeldte mænd, som oldermanden skal tage til høring paa grandestævnet saa fuldkomment, som det sker paa herredstinget for anden vitterlig gæld.

Dersom der er forvoldt skade paa korn eller eng, bliver den ansvarlige pligtig at betale skadeserstatning,[^14] og erstatningens størrelse fastsættes ved et syn, der afholdtes af særligt udmeldte mænd,[^15] men hvor 4-mands-institutionen kendes, er det som regel de 4 mænd, der syner skaden og fastsætter erstatningen.[^16]

Reglerne om ransagning efter stjaalne koster hører formentlig til de allerældste procesregler og har fra de ældste tider været knyttet til bylagets funktioner. Gutalovens § 37 bestemmer, at hvis mænd kommer til nogens gaard og fordrer ransagning, da maa ingen vægre dem det, men hvis gaardens ejer vil have sine grander til stede, da skal man vente paa dem, hvis man ikke vil gøre manden uret. Ved ransagningen skal de udmelde hver sin mand til at gaa ind, og de skal gaa ind i gaarden løst omgjordet og uden kappe. Den sidste regel er aabenbart en af de klimatiske forhold præget variant af en ældgammel indoeuropæisk retsregel, som i Rom havde faaet udtryk i de 12 tavlers lovs bestemmelse om, at den, der ransager efter stjaalne koster, kun maa have sine lænder dækket. Saadanne regler forhindrer jo, at den ransagende øver uberettiget vold ved hjælp af skjulte vaaben og beskytter altsaa gaardens ejer, men der er ogsaa fremsat formodning om, at reglens oprindelige formaal har været at beskytte den ransagende imod virkningerne af magi.[^17]

Regler om ransagning findes i samtlige danske landskabslove. I den ældste form findes de i SKL 140–41 og 159, som er lagt til grund ved konciperingen af EsjL III:19, medens JL II:96–97 bærer et yngre og noget bearbejdet præg. Efter de ældste regler bestemmes det, at dersom nogen søger efter sit gods og under sin søgen forlanger at komme til at ransage en anden mands gaard, men denne nægter ham adgang, da skal han tilkalde nogle grander og lade dem høre paa, at der nægtes ransagning, og derefter skal han drage til tinge med sine vidner. Overbevises gaardens ejer gennem edsbevis om, at han har nægtet at lade ransage, da skal han bøde tremarksbøder, og det staar den anden frit for, hvor meget han vil anklage ham for, d. v. s. sagsøgeren fører beviset for, hvor meget det stjaalne beløber sig til (SKL 140). Er husbonden eller hans fælligsbryde hjemme, skal han lade ransagningen finde sted eller bøde sine 3 mark (EsjL III:19). Er hustruen hjemme, da skal den, der vil ransage, tilkalde nogle grander og lade dem være til stede, og hvis han finder sit gods, skal granderne gaa i borgen derfor, til husbonden kommer hjem (SKL 159), men nægtes der ransagning, skal bonden bøde 12 øre (EsjL III:19). Er hverken husbond eller hustruen hjemme, og tjenestefolkene nægter at lade de søgende foretage ransagning, skal husbonden bøde 6 øre for tjenestefolkene (EsjL III:19). Hverken i SKL eller EsjL udtales det direkte, at ingen maa nægte ransagning, bortset fra den specielle bestemmelse i SKL 134, men en saadan regel er forudsat i de citerede bestemmelser.

Ifølge JL II:96 kan enhver forlange ransagning over hele byen, men ikke i en enkelt gaard eller to, medmindre der stilles sikkerhed for det tilfælde, at tyvekosterne ikke findes i de pgl. gaarde. Naar der ransages over hele byen, skal ombudsmanden overvære det, hvis han er til stede, men er han ikke til stede, kan bønderne selv ransage og begynde, hvor i byen de vil. Reglen gentages i DL 6–17–15, der dog kræver, at herredsfogden i alle tilfælde skal overvære ransagningen.

I vedtægterne vrimler det med bestemmelser vedr. ransagning, og uanset indskrænkningerne i JL og DL, støder man saa godt som aldrig paa vidnesbyrd om, at nogen offentlig myndighed har overværet ransagningen. Hverken SKL eller EsjL tillader anvendelse af vold til gennemførelse af ransagningen, men kræver den modvillige tiltalt til tinge og giver ham en ringere stilling i forhold til anklagen for tyveri. I JL og DL findes ingen bestemmelser om bøder for at modsætte sig ransagning, men det er tvivlsomt, om vold er tilladt. Dog tyder DL's bestemmelse om, at fogden altid skal være med, paa, at ransagningen kan gennemtvinges med magt. Vedtægterne indeholder ofte en udtrykkelig bestemmelse om, at dersom nogen lukker sin dør for ransagningen, maa oldermanden og bymændene bryde den op med magt og skal ikke derfor lide straf for vold og hærværk.[^18] Der findes dog ogsaa vedtægter, som forbyder anvendelsen af vold,[^19] ligesom der findes eksempel paa, at den, der nægter ransagning, skal betragtes som tyv eller tyvs medvider.[^20]

I talrige vedtægter fastsættes der straf for den, der ikke vil gaa med, naar der skal ransages,[^21] men ogsaa dette hverv ses af og til overdraget de 4 mænd.[^22]

II. Virkninger af vedtægtsbrud

Paalæggelse af bøder var gennem hele bylagets historie den vigtigste og almindeligste retsvirkning af vedtægtsbrud. Bøderne blev oprindelig fastsat i øl eller korn, men efterhaanden som myndighederne paabegyndte en aktiv bekæmpelse af gildeskikken paa landet, forsvandt ølbøderne langsomt fra vedtægterne til fordel for pengebøder.[^23]

Der fastsattes ofte frister for de paalagte bøders rettidige betaling, og oversiddelse af fristen kunde i enkelte tilfælde betyde, at den skyldige maatte betale dobbelt bøde.[^24] Naar man i enkelte vedtægter erfarer, at husmænd og inderster skal betale dobbelt bøde for brud paa vedtægten,[^24a] maa aarsagen hertil være, at husmændene har en række rettigheder i byen, som ellers kun gives i forhold til jordbesiddelse, hvorfor de af gaardmændene anses for særligt begunstigede, der maa have et særligt ansvar. Derfor er f. eks. husmændenes graapenge ofte større end gaardmændenes, se foran side 165 f.

Det forbrudte øl blev drukket af bymændene i fællesskab ved de gilder, der aaret rundt afholdtes til at fejre de forskellige skelsættende begivenheder i landbrugsbedriftens aarlige kredsløb eller som afholdtes som rene og skære videgilder. Det er meget tvivlsomt, om disse gilder i nogen væsentlig grad er laan fra købstadens værnegilder; tværtimod ved vi fra studiet af alle primitive bondebefolkninger, at landbrugsarbejdets forskellige stadier er blevet fejret ved særlige fester, og dette har utvivlsomt ogsaa været gældende i de ældste danske bylag, selv om den særlige gildeskik adskillige steder har præg af paavirkning fra værnegilderme, og dette gælder naturligvis især de landsbyvedtægter, der fremtræder som egentlige gildeskraaer. De mangfoldige regler om afholdelse af gilder og gildeskik skal ikke her behandles, herom maa henvises til de mange folkloristiske fremstillinger.

Som nævnt foran side 94 har oprindelig kun gaardmændene haft adgang til byens stævne og gilde, men efterhaanden tillades det de fleste steder, at ogsaa husmænd faar adgang til gildet, og vi kan minde om, at allerede de ældste gildeskraaer giver husmændene denne adgang. Man maa dog antage, at tjenestekarlene normalt ikke har haft adgang til gilderne, og dette er især kraftigt understreget i flere skaanske vedtægter.[^25] Vil man have del i de vaade varer, maa man ogsaa møde til gildet, men vedtægten for Lyngby, Gærds hd. (nr. 38), 1632 §§ 18–20 bestemmer dog, at den, som ikke vil komme til gildet, skal have lov til at faa 2 stobe øl hjem til sit eget, om han vil hente det, og siden betale sin andel af øllet, som om han havde været til stede. Men hvis han ikke henter noget øl, skal han ikke betale mere til gildet end de brødepenge, der er paalagt ham. Men hvis nogen, som er idømt bøde, rejser fra byen og ikke vil betale, fordi han siger, at han ikke er med til at drikke øllet, da skal det ikke gælde, men han maa betale, hvad der er paalagt ham.

Fra myndighedernes side har man ikke set med glæde paa disse gilder, der steg i antal og antog en stadig mere løssluppen karakter, eftersom den danske bondestand blev proletariseret. Utallige er de drabs- og voldssager som findes refererede i tingbøgerne, og som har deres udspring i drukkenskaben paa byens gilder. Med frdn. 1. 5. 1618 og reces 1643 2–27–2 skrider lovgivningsmagten ind overfor dette uvæsen. Alle gilder, som bønderne enten afholder selv, eller som deres tjenestefolk bekoster for dem, skal være afskaffede i landsbyen paa nær 3 gilder, som efter sædvanen maa holdes om sommeren, og hvortil bymændene maa anvende den vide og straf, som skal gives efter byens vedtægt. Gilderne maa dog kun vare 1 dag, og bliver der nogle bødepenge tilovers, skal de anvendes til byens gærder, hegn eller andet lignende formaal.

DL 3–13–32 er endnu strengere og forbyder helt, at byens bøder anvendes til gilde og drik, men de skal komme byens gærder, hegn, grøfter og andre gode formaal til nytte. Det paabydes endvidere, at saadanne bøder skal overgives en vederhæftig mand i byen, som skal gøre byen regnskab for deres anvendelse.

Vedtægterne efter DL — især dem, der er konciperet af herskabet eller præsten — vrimler da ogsaa med smukke forskrifter om alt det nyttige, der skal købes for bøderne,[^26] men trods alle de strenge bestemmelser, formaar myndighederne ikke at faa bugt med gildeskikken, derom vidner tingbøgerne, men reglerne om gildeskik og om ølbøder forsvinder dog efterhaanden fra vedtægterne.

Foruden bøderne til byen har vedtægterne allerede fra 1500-tallet bestemmelser om bøder til herskabet, men dette gjaldt formentlig kun i mindre grad krongodset, hvor man dog nogle steder i Sønderjylland ser bøder fastsat til kongen[^27] eller til herredsfogden.[^28] I nogle tilfælde skal bøderne helt eller delvis tilfalde markmanden eller oldermanden som løn for deres ulejlighed.[^29] Saafremt bøderne betales i penge, og der bliver et beløb tilovers, efter at gildet eller de nyttige indretninger er betalt, skal overskudet som regel fordeles mellem bymændene i forhold til deres gaardes størrelse. En bymand i Rold tiltalte i 1648 sine grander, fordi de — naar viden skiftes eller fordrikkes — kun giver ham som en halvgaardsmand, skønt han yder til herskab og lukker gærder som en helgaardsmand. Granderne hævder imidlertid, at han kun skal have, hvad oldermanden og granderne bevilger ham. Herredsfogden dømmer, at han skal have dobbelt saa meget som en halvgaardsmand, da videbogen ikke er fremlagt, saa at det kan ses, om en halvgaardsmand faar lige med en helgaardsmand.[^30] I flere vedtægter er det udtrykkeligt fastsat, at videpengene skal fordeles efter gaardenes størrelse.[^31]

Spørgsmaalet om ansvar for tjenestefolks vedtægtsbrud vil blive behandlet nedenfor side 406 i forbindelse med spørgsmaalet om husbondens erstatningsansvar for tjenestefolk. Ansvaret for husstandens bøder er formentlig ikke de eneste tilfælde, hvor vedtægterne paalægger strafansvar uden subjektiv skyld; tværtimod maa man gaa ud fra, at det objektive vedtægtsbrud langt ned i tiden har været tilstrækkeligt til at statuere bødeansvar. Man har saaledes i almindelighed antaget et objektivt bødeansvar for brud paa markfreden forvoldt af kreaturer, men i de yngre vedtægter forekommer det dog, at bøden nedsættes eller bortfalder, naar der er tale om vaadesværk.[^32]

I ættestatens tid har udstødelse af ætten utvivlsomt været den strengeste straf, som kendtes, og formentlig har dette ogsaa været tilfældet i bylagets første periode. Overfor jordejerne har man ikke i historisk tid haft direkte mulighed for at udstøde vedtægtsbrydere af bylaget, men en rest af de ældgamle regler spores dog endnu hist og her, men nu fortrinsvis anvendt overfor fæsterne. Begrebet »ugrand«, d. v. s. uegnet til samliv med granderne i det fælles bylag, kendes fra den saakaldte Erik Klippings birkeret § 11 som en grov beskyldning, og i Norge dømmes fæstere fra deres gaarde med den begrundelse, at de ikke er »granhæve«.[^33]

Paa den tid, hvorfra flertallet af vedtægterne stammer, kan man naturligvis kun faa en bymand bortvist ved herskabets hjælp, men nogle vedtægter, der afgjort ikke bærer præg af at være blevet til ved herskabets medvirken, fastsætter dog uden forbehold i flere tilfælde bortvisningsstraf for vedtægtsbrud. Rønninge bymand faar saaledes i 1622 (DVV 1:293 f. n.) et tingsvidne paa, at den, der fremsætter urigtig sigtelse mod en grande, skal straffes paa kroppen og derefter bortvises fra byen. Efter vedtægten for Hàslov og Viby, Villands hd. (nr. 36), 1574 § 7 straffes den, der befindes med noget tyveri af gærder eller andet, med en bøde paa 1 td. øl og desuden forvises af byen, og den, der dølger med ham, er lige saa god. Maaske gælder de nævnte bestemmelser dog kun tjenestefolk, idet flere vedtægter kender bortvisning som straf for tjenestefolk, der bryder vedtægten.[^34]

I Brabrand, Aarhus amt, 1725 § 40 (DVV II:297) bestemmes, at den, der viser sig halstarrig og modvillig og ikke vil bevise laget lydighed eller pleje sine naboer ret, skal af samtlige de øvrige bymænd anklages for øvrigheden, at han maa straffes tilbørligt, og de skal gøre deres flid for at faa en anden dannemand i hans sted, som vil leve fredeligt og gøre, hvad der er ret og billigt. Denne bestemmelse giver jo et meget godt billede af den fremgangsmaade, som er sandsynlig, naar bylaget vil af med en besværlig grande, og videre foranstaltninger kan der formentlig heller ikke være tænkt paa, naar vedtægten for Stoense, Svendborg amt, 1707 § 21 (DVV III:250) fastsætter bortvisning som straf for ulovlig skovhugst, ogsaa naar det gælder en gaardmand. Mere forstaaeligt er det, at samme straf fastsættes i vedtægten for Kippinge, Maribo amt, udat. § 9 (DVV 1:258), der bærer tydeligt præg af at være forfattet af herskabet eller dets fuldmægtig.

Naar flere af gildeskraaerne fastsætter straf af udelukkelse fra gildet, kan der formentlig i senere tid kun være tale om en udelukkelse fra den selskabelige omgang, men ikke bortvisning fra byen, og den udelukkede maa fortsat holde vedtægten, selv om han ikke nyder godt af dens bestemmelser. Vedtægten for Rude, Aarhus amt, 1743 § 47 (DVV II:370), der er den eneste jyske vedtægt, som bærer afgjort præg af paavirkning fra købstadsgilderne, bestemmer, at hvis nogen bliver delt fra sit lag med sekshøring, da skal han ikke have andel i videkorn og penge, før han retter sig imod sin næste. Bortset fra udelukkelse fra gildet er den nævnte retsvirkning sikkert ogsaa det yderste, denne straf kan medføre.

Iøvrigt kan der i vedtægterne være fastsat forskellige straffe af mere kuriøs karakter, men en nærmere redegørelse for disse maa overlades den folkloristiske forskning. Legemsstraf har sikkert ikke været almindelig, bortset fra vedtægterne for købstædernes markjorder, men i det forannævnte tingsvidne 1622 har Rønninge bymænd fastsat straf paa kroppen, og det samme gælder efter vedtægten for Høgsted, Hjørring amt, 1685 § 39 (DVV II:23) for den, der findes om natten paa ulovlige steder, og som ikke kan betale sin bøde. Den sidstnævnte vedtægt, der iøvrigt fastsætter, at bøder skal inddrives ved pantning, tænker i det nævnte tilfælde maaske især paa udenbys folk, der findes i høstens tid i vangene. Uhorne unger har man naturligvis straffet med en dragt prygl og har ikke derfor behøvet en saa formel regel, som vedtægten for Finja og Øresholm, V. Göinge hd. (nr. 10) 1727, hvorefter ukonfirmerede børn, der lader led staa aabne eller iøvrigt bryder markfreden, skal straffes med ris efter deres alder og sagens beskaffenhed i to gode og uvildige mænds nærværelse.

Saafremt husbonden indblandes i stridigheder, kan sagen ende med, at den skyldige kom i husbondens »minde«, d. v. s. han maa ordne sagen ved at komme til rette med husbonden.[^35] Ogsaa offentlige tingssager mod fæstebønderne kunde afsluttes med, at bonden skulde være i sin husbonds minde.[^36]

Foruden bøden til byen bliver vedtægtsbryderen som regel pligtig at erstatte eventuel skade, der opstaar som følge af hans forseelse. De vigtigste erstatningsregler angaar ansvar for kreaturerne, og disse regler er behandlet foran side 228 f. Erstatningsansvaret har sikkert lige saa lidt som bødeansvaret oprindelig været subjektivt betinget, men yngre vedtægter kan dog indeholde bestemmelser om nedsættelse af erstatningsansvaret, naar skaden er sket »af vanvare«.[^37]

Hvis bylagets tillidsmænd udviser forsømmelse i de hverv, der er paalagt dem, vil man ogsaa kunne gøre erstatningskrav gældende overfor dem, saafremt deres forsømmelse har voldt nogen mand skade. Saaledes bestemmes det i vedtægten for Alleløse, Odense amt, ca. 1500 (DVV V:57), at den, der bliver tilsagt af faldsmanden at jage kvæg bort fra vangen, men som forsømmer at gøre dette, skal bøde den skade, som derved opstaar. Se endvidere om oldermandens og andre tillidsmænds erstatningsansvar foran side 114 ff.

Det er formentlig ogsaa en almindelig regel, at den, der indtager fremmede kreaturer paa byens græsgang, selv bliver ansvarlig for den skade, som disse dyr forvolder, saaledes § 49 i vedtægten for Østrup, Odense amt, 1598 (DVV 1:305). Paa samme maade bestemmes det for Højby mark i Aarhus amt, 1640 § 3 (DVV IV:307), at den, der bortlejer jord, er ansvarlig for den skade, som lejerens kreaturer forvolder.

Paa den anden side findes der ogsaa tilfælde, hvor hele byen maa betale skaden. Saaledes erindres om, at hele bylaget ifølge nogle vedtægter skal betale den skade, der forvoldes paa de yderste agre i vangen, naar den ansvarlige ikke kan findes, se foran side 127. Ifølge vedtægten for Høgsted, Hjørring amt, 1685 § 19 (DVV II:18) skal alle bymænd være lige delagtige i at betale skade paa indtagne kreaturer, medmindre det kan bevises, at den, der har taget dem i hus, har handlet uforsvarligt med dem, og i Voer, Randers amt, 1707 § 15 (DVV III:390) skal alle granderne betale den skade, der forvoldes af byens tyr. Samme vedtægt indeholder desuden i § 16 en regel, hvorefter alle bymændene skal betale den skade, der forvoldes af fæ, »som ej er klaget paa«, men hvis der er klaget paa dem, betaler ejeren. Endelig indeholder § 17 en bestemmelse om, at skabede heste maa dræbes, hvis de forsætligt føres til byen, men hvis det sker af vaade, skal bymændene betale ejeren erstatning. Mest beskæftiger vedtægterne sig med bymandens ansvar for sin husstand og tjenestefolk, og da det i saa henseende ikke er muligt at udskille bødeansvar og erstatningsansvar til særskilt behandling, vil disse to spørgsmaal, som foran nævnt, blive behandlet under et paa dette sted.

Det fremgaar af landskabslovene, at herren havde ansvaret for sin træls gerninger, af hvad art disse end var, jfr. SKL 125, EsjL II:32 og JL I:32, men en lignende regel kendes ikke, for saa vidt angaar det frie tyende, se f. eks. JL II:102. Naar tjenestefolk overtræder vedtægtens forskrifter for landbrugsdriften, har det nok fra de ældste tider været en regel, at bonden maatte være ansvarlig for bøde og skadegæld. Dette gælder i hvert fald markskade som foraarsages af forsømmelighed ved kreaturernes pasning, saaledes JL III:48, jfr. SKL 168, hvorefter bonden dog kun skal bøde, hvis forseelsen skete med hans vidende, men under alle omstændigheder betale skadegælden. Modsat bestemmes det i JL III:68, at bonden ikke er ansvarlig, hverken til bøde eller skadegæld for den ildsvaade hans tyende foraarsager ved — uden hans vidende og vilje — at sætte ild paa lyng eller tørv. Sker det derimod efter bondens befaling, maa han ogsaa være ansvarlig. Da det nu kan være fuldt forsvarligt at afbrænde lyng el. l., maa man vel forstaa bestemmelsen saaledes, at bonden under alle omstændigheder er ansvarlig, dersom selve handlingen er beordret af ham, hvad enten den udføres paa forsvarlig eller uforsvarlig maade.

I vedtægterne har hovedreglen formentlig været den, at bonden hæftede, i hvert fald subsidiært, for bøder og skadegæld, som husstand og tjenestefolk paadrog sig. Paa den anden side har man sikkert ikke haft nogen klar afgrænsning af ansvaret, og i to vedtægter fra tiden før DL ser vi to forskellige retsprincipper brydes. I vedtægten for Vejle markjord, 1610 § 1 (DVV III:410) siges det udtrykkeligt, at husbonden ikke kan fri sig med, at »hjon ei maa forre sin herre skade udi gaarde«, men skal være ansvarlig for tjenerens ulovlige skovhugst. Den retssætning, der her tages afstand fra, kendes ikke fra samtidens lovgivning, og jeg har heller ikke fundet den optaget i nogen ældre ordsprogssamling. At der har eksisteret en saadan retsregel, er imidlertid sandsynligt, og formuleringen i Vejle vedtægt 1610 har da ogsaa en vis lighed med reglen i DL 3–19–1, hvorefter tjenestefolk ej med deres forseelse maa føre deres husbond skade paa, men de bør selv lide for, hvad de har forbrudt.

Den modsatte retsgrundsætning er optaget i vedtægten for Thoreby, Maribo amt, 1674 § 14 (DVV 1:251), hvorefter husbonden er ansvarlig for, hvad hans svende, børn og bud har forbrudt mod vedtægten, thi bonde er bos værge. Denne grundsætning er optaget i Peder Syvs juridiske ordsprog (nr. 1409), men findes saa vidt ses ikke hos Peder Laale. Begge de modstridende grundsætninger stammer altsaa fra tiden før DL, og de er sikkert begge ret gamle, men hvordan skal man forklare uoverensstemmelsen? Saa vidt jeg kan se, maa de to grundsætninger have eksisteret side om side i hvert tilfælde i en lang periode, men de dækker formentlig over forskellige tilfældegrupper. Allerede JL's specielle bestemmelser antyder en sondring som den, der senere optages i DL 3–19–1 og 2, og jeg antager, at bonden ogsaa før DL har hæftet for forseelser, som tjeneren begik under udøvelsen af et hverv, der var ham paabudt af bonden, men ikke for andre forseelser. Jeg har intet kunnet opspore om kilden til de nævnte bestemmelser i DL.

En almindelig regel om, at bonden er ansvarlig for de vedtægtsbrud, som hans tjenestefolk gør sig skyldige i, findes optaget i adskillige vedtægter efter DL.[^38]

I nogle vedtægter før DL bestemmes det, at husbondens ansvar kun er subsidiært, saaledes Beldringe, Odense amt, 1654 § 8 (DVV 1:321) og Lynge, Sorø amt, 1670 (DVV 1:170), medens nogle vedtægter, saaledes Lumby, Odense amt, 1592 § 8 (DVV 1:334) og Rønne-Neksø, 1655 § 10 (DVV 1:204), principielt paalægger bonden ansvar, men giver ham ret til at søge sin regres hos tjeneren ved at tilbageholde beløbet af dennes løn. En saadan regresret er fastsat i mange vedtægter i tiden efter DL.[^39]

I tiden umiddelbart efter DL synes man at have fortolket bestemmelsen i 3–19–2 om »hvad derudi forsees« meget snævert, idet en sjællandsk landstingsdom 1696 under henvisning til 3–19–1 frifinder en bonde for at betale den skade, der var forvoldt derved, at hans folk uden hans befaling havde tøjret to køer paa naboens mark.[^40]

III. Tvangsfuldbyrdelse

1. Innam

Innam er utvivlsomt den ældste form for tvangsfuldbyrdelse, vi overhovedet kender til. »Selv om gærders værn tjener til at holde de dyr borte, som søger græsning, er det dog ikke overalt tilstrækkeligt, hvis man ikke ret omhyggeligt drager omsorg for at vogte dyrene, og for at enhver kan stræbe efter at vogte sine dyr med omhu, at de ikke skal gøre skade paa korn, som skal tjene til menneskers underhold, er det af hensyn til det almene fastsat ved en uryggelig lov, at enhver har ret til at optage fremmede dyr, som han finder i sin sæd og ustraffet holde dem tilbage, indtil han gennem dem faar godtgørelse for sit tab.« Saaledes refererer Anders Sunesen (AS 107) reglen om innam, og samtlige danske landskabslove indeholder nærmere bestemmelser om, hvorledes innam skal finde sted, og hvilke retsvirkninger en saadan indtagelse faar.

Landskabslovene kender kun innam af kreaturer, som antræffes i nogens ager eller eng, d. v. s. i hans indhegnede vang, men senere optages ogsaa kreaturer, som findes paa fælles græsgange ud over det antal, der ifølge overenskomst el. taxering maa græsse paa stedet. Hvor to byers overdrev eller fælledvange ligger mod hinanden, kan man i ældre tid ikke optage kreaturer, som fra deres hjemby driver over i nabobyens græsmark, medmindre der er hegn mellem markerne, jfr. den foran side 149 omtalte sjællandske landstingsdom 1431.

Landskabslovene opstiller som betingelse for innam kun, at det pgl. kreatur findes paa innamerens grund i den indhegnede vang, samt at kreaturets ejermand ikke er til stede og har dyret i sin besiddelse, jfr. EsjL II:75: Kommer en mands kvæg i vangen, og den, der ejer kornet, kommer til stede, før kvægets ejer kommer derhen, da kan han med rette optage det. Og har grundens ejer først faaet fat paa dyrene, maa kvægets ejer ikke tage det tilbage, selv om han kommer til stede, inden innammeren er kommet i hus med dyrene. Herom indeholder samtlige landskabslove udførlige regler, der fastsætter stadig større straffe for voldelig tilbagetagelse af dyrene, efterhaanden som de kommer nærmere til innamerens gaard, jfr. SKL 167, EsjL II:75, JL III:50. Værst er det naturligvis, hvis kvægets ejer tager sine dyr fra innammeren, efter at denne har bragt dem hjem til sin gaard. I saa fald fastsætter JL straf for hærværk med 40 marksbøde, medens SKL og EsjL nøjes med en ransbøde paa 3 mark. Ingen af lovene antyder, at den bymand, der med vold har taget sit kvæg fra en innammer, skulde have pligt til at udlevere det igen.[^41] Ogsaa de svenske landskabslove fastsætter tremarksbøder for den, der uden at betale løsen, tager sine kreaturer fra en grande, der har indtaget dem i sin ager eller eng, ÖgL BB XVII § 1, UppL BB VII § 7.

Saa snart et husdyr er indtaget, bærer den, der indtager det, risikoen for, at det kommer til skade eller dør. Denne grundsætning synes forudsat i saavel danske som svenske landskabslove, jfr. Gutalov XXVI § 1, ÖgL BB XVII og UppL BB VII. Han skal altsaa passe ordentligt paa dyrene og maa ikke dræbe dem. I ÖgL BB VII indeholdes detaljerede regler om, hvorledes dyrene skal behandles. Man skal ride hest eller stod paa ordentlig maade og ikke skade eller sprænge dem. En okse eller en ko skal man drive hjem og ej ilde haandtere eller dræbe den, og fra skiftet skov skal man drive kreaturer hjem og ej haandtere dem ilde, af hvad slags det end er. Hvis han slaar dyret kraftigere, end han havde til hensigt, og det dør deraf, maa han bevise med 10 mænds ed, at han vilde drive det hjem og ikke vilde dræbe det, men alligevel skal han yde »laga gäld« (jfr. BB XXVIII). Brister eden for ham, skal han betale levende dyr for dødt lige saa godt, som det døde var, efter to skønsmænds ed.

Første dag en mand har optaget en anden mands husdyr, skal han efter SKL 170 sende to mænd til ejeren og bede ham udløse dyret. Vil han efter flere henvendelser ikke udløse, skal han drage til tinge med vidner paa, at han har rettet de fornødne opfordringer til ejeren, og at denne ikke vil udløse sine dyr, og hvad der derefter sker med husdyrene, maa ejeren selv bære risikoen for. En tilsvarende regel findes i de forannævnte svenske lovbestemmelser, men ikke i EsjL og JL.

I samtlige danske landskabslove er det imidlertid forudsat, at ejeren af det indtagne kvæg kan faa det udleveret imod at sætte pant for bøder og skadeserstatning. Ifgl. JL III:56 fastsættes pantets størrelse i de almindelige regler om markfreden, som ejerne vedtager, naar de freder deres vange, medens SKL kun i et enkelt tilfælde udtaler sig om pantets størrelse (SKL 168), og EsjL kun sætter pantets størrelse i forhold til skadens omfang. Kommer kvægets ejer til stede, kan han efter EsjL II:75 faa sit kvæg udleveret imod at betale skaden og aflægge ed paa, at der ikke er gjort mere skade, end han har betalt for. Men siger den, der har optaget kvæget, at der er gjort skade for mere end 2 øre, da skal den anden give ham pant for saa meget, som han siger, der er gjort skade for. Men siger den, der ejer kvæget, at han kræver for meget pant af ham, da skal de begge tilkalde grander, og for den værdi, de ved deres vidnesbyrd fastsætter skaden til, skal han sætte pant til og foretage udløsningen, saaledes at han kan sværge derpaa. Er skaden større end 2 øre, skal han betale det, han vil, og give tredie mands ed paa, at hele skaden er godtgjort, lige indtil den er saa stor som 6 øre. Efter samme skema fortsætter lovbestemmelsen, indtil man naar op til en skade paa 2 mark sølv.

Naar kvægets ejer har sat pant, maa han ogsaa indløse sit pant inden en vis frist. Ifgl. SKL 183 skal den, der har indtaget kvæget, naar det viser sig, at ejeren af kvæget ikke vil indløse sit pant, drage til tinge, og tingmændene skal da fastsætte en lagdag, inden hvilken pantet skal være indløst. Oversiddes fristen, er pantet forbrudt. EsjL har ingen bestemmelse om fristen for pantets indløsning, men JL III:56 bestemmer, at det skal være forbrudt, dersom det ikke indløses inden Allehelgens Messe. Hvis paa den anden side den, der har optaget kvæget, ikke vil udlevere pantet, naar ejeren tilbyder indløsning, skal denne drage til tings med sine vidner, og indehaveren af pantet skal da idømmes tremarksbød, SKL 181, EsjL II.

Bestemmelserne i JL III:50 og 56 optages i henholdsvis DL 6–14–19 og 3–13–33.

Sammenlignes retstilstanden under landskabslovene med de senere vedtægter, vil det ses, at den væsentlige forskel er det forhold, at innam nu i almindelighed ikke længere er noget, der alene vedkommer den, der lider skade af de indtrængende kreaturer, men hele bylaget. Medens landskabslovene kun tillader den skadelidte at indtage de kreaturer, der findes paa hans ager eller eng, kan — efter vedtægterne — enhver bymand indtage kreaturer, der ulovligt græsser i de fredede vange, og det er ofte hans pligt at gøre dette — en pligt, hvis forsømmelse kan medføre bøder til byen. Foruden den almindelige pligt til at paase markfredens iagttagelse, findes der ofte i byen en særlig tillidsmand med det formaal at indtage kreaturer af vangen. Betegnelsen for denne tillidsmand er i det egentlige Danmark som regel markmanden, eller vangevogteren, men i Skaane kaldes han ligefrem innammeren.[^42]

Som en konsekvens af den nævnte udvikling var det heller ikke længere den, som indtog kreaturer, der skulde tage det i hus, men ogsaa dette bliver hele byens sag. De allerfleste byer har haft en særlig innamsfold, hvortil de indtagne kreaturer skulde føres, og hvorfra de først maatte slippes, naar ejeren havde betalt sine bøder til byen og sin erstatning til de skadelidende. Da indtagelsen af kreaturer sker i hele byens interesse, bestemmer vedtægten for Høgsted, Hjørring amt, 1685 § 19 (DVV II:18), at dersom indtægtkvæg kommer til skade, skal alle granderne betale erstatningen, medmindre det kan bevises, at den, der har haft det i hus, har omgaaedes ulovligt med det. Bestemmelsen i samme vedtægt § 6, hvorefter den, der ikke i tide indløser sine indtagne husdyr, maa tage skade for hjemgæld, dersom de kommer til skade, maa formentlig betyde, at end ikke ulovlig omgang med dyrene kan give adgang til et erstatningskrav fra ejerens side, naar han har forsømt at indløse sine dyr til rette tid.

Der er opstaaet et utal af sager, fordi ejeren af et indtaget kreatur egenmægtigt har fjernet dette fra byens fold,[^43] skønt talrige vedtægter fastsætter store bøder for saadan selvtægt.[^44]

Hver bymand har pligt til at forfærdige og istandgøre sin part af folden,[^45] der skal være forsvarligt lukket med laas. Ansvaret for folden har oldermanden de steder, hvor der ikke findes en særlig foldefoged eller foldegemmer (se under disse stikord i sagsregistret til DVV III ff), og den, der har ansvaret, skal ogsaa gøre byen regnskab for de indkomne penge. Af hensyn til regnskabet maa ingen drive noget kvæg i byens fold uden at give besked herom til foldegemmeren.[^46]

Hverken landskabslovene eller vedtægterne giver den, der har indtaget kreaturerne, nogen egentlig panteret over disse, men kun en tilbageholdelsesret, der kan gøres gældende, indtil ejermanden betaler bøde og skadeserstatning eller stiller betryggende pantesikkerhed.[^47] Vedtægten for Asfærg, Randers amt, 1685 § 32 (DVV II:222) forbyder markvogteren at kræve indløsningspenge af andre end udenbys mænd, idet de indenbys grander skal skrives op for deres penge indtil næste bystævne. Hvis man ikke ved, hvem der ejer kreaturerne, nytter det jo ikke meget blot at lade dem blive staaende i byens fold, og flere vedtægter paalægger udtrykkeligt oldermanden eller foldegemmeren at fremlyse saadanne kreaturer i de nærmeste byer og sogne eller paa tinge.[^48] I saa fald maa kreaturerne sikkert behandles som almindeligt driftefæ.

Der er ikke i vedtægterne vidnesbyrd om, at man i almindelighed har opretholdt landskabslovenes krav om, at innam ikke maatte finde sted, naar ejeren til dyrene var tilstede, og at man ikke maatte tage dem fra ham med vold. Tværtimod tyder vedtægterne nærmest paa, at man i almindelighed har haft ret til at anvende vold overfor den ejer, der vilde forhindre, at dyrene blev sat i folden, og som ikke paa stedet vilde betale bøde og erstatning.[^49] Medens DL, som nævnt, gentager reglerne i JL, gives der senere ved frdn. 14.4.1694 mere udførlige regler om innam. Begrundelsen for udstedelsen af forordningen er ifølge dens preambel, at det efterhaanden var blevet sædvane at tage urimeligt høje indløsningspenge, idet disse i tilfælde af gentagne indtagelser af kreaturet kan komme helt op paa et beløb, der svarer til dyrets værdi. Forordningen fastsætter derfor bestemte takster, men undtager dog udtrykkeligt de tilfælde, hvor parterne i medfør af DL 3–13–33 er blevet enige om andre takster. Det fastslaas, at skaden skal erstattes foruden betaling af indløsningspengene, og at kreaturernes ejer skal aflægge ed paa, at dyrene ikke med hans vilje og vidskab kom ind i vangen. Men bevises det, at han har nedbrudt hegnet for at give kreaturerne adgang til vangen, skal han betale sine voldsbøder.

Det vil fremgaa af den foranstaaende fremstilling, at det ikke var tilladt at dræbe kreaturer, der kom ind i vangen, men at det kun maatte indtages og efter indtagelsen behandles forsvarligt. Landskabslovene indeholder forskellige regler om det tilfælde, at ejeren af den ager eller eng, hvori et fremmed kreatur gør skade, har dræbt de skadegørende kreaturer. Ifølge SKL 175 skal den, der i et saadant tilfælde dræber kreaturet, erstatte ejeren dets værdi, men han er ikke pligtig at udbetale erstatningen, før dyrets ejer har betalt den markskade, som dyret har forvoldt. Foruden erstatning for drabet skal han dog ogsaa erlægge en bøde, hvis størrelse afhænger af dyrets værdi. Den skaanske birkeret § 61 indeholder nogenlunde den samme regel, men fastsætter, at den, der dræbte dyret, skal hidkalde sine grander og lade dem udligne markskaden med tabet af dyret, og naar der er jævnet, da er det vel gjort. Vil dyrets ejer ikke gaa med til en saadan ordning, maa den, der dræbte dyret, lægge saa mange penge frem, som fæet var værd, og søge den anden for markskaden. Bestemmelsen giver altsaa markens ejer en noget ringere stilling med hensyn til erstatningsbetalingen end SKL, men omtaler til gengæld overhovedet ikke erlæggelse af nogen bøde. Bestemmelsen i SKL 175 er gengivet i EsjL III:41.

JL III:52 er strengere imod drabsmanden end SKL. Hvis en mands kvæg gaar ind paa en anden mands ager, og ejeren af kornet eller hyrden kommer til stede og vil optage kvæget, men ikke kan gøre det, og kvæget er under opsigt af en hyrde, og det er kaadt og løber mod ris eller gærdestaver og bliver beskadiget derved eller dør, skal den, der gennede det, hvis han vedgaar at have gjort det, tage det døde dyr til sig og give et andet lige saa godt i stedet uden bøde, fordi det havde hyrde, og den, der ejede kvæget, skal erstatte kornet. Men dræber han kvæget enten med od eller æg, skal han erstatte det og desuden bøde 3 mark. Men vedgaar han drabet og kalder det vaadesdrab, skal han erstatte skaden og give 12 mands ed paa, at det var af vaade og ikke med vilje. Men var det kvæg, som ikke var under opsigt, skal han ikke bøde derfor. Reglen i JL III:52 optages i DL 6–20–4 til 5.

SKL 175 og 206 ligestiller innam af svin med anden innam, men i tidens løb synes innam af disse dyr at have indtaget en særstilling, som formentlig skyldes deres skadelige virkninger for skoven. Efter vedtægterne maa uringede svin ikke findes noget sted i bymarken efter at vaarsædsvangen er tilsaaet eller tidligere, og endvidere er det fast sædvane, at alle svin, der gaar paa olden, skal være forsynet med ejerens brændemærke, saaledes at man altid kan kontrollere, at der ikke gaar flere svin paa skoven end aftalt. Begge disse regler gennemtvinges ved innam af de pgl. uringede eller umærkede svin, men retsvirkningerne af indtagelsen bliver efterhaanden mere vidtgaaende end efter de almindelige regler.

I saa henseende synes skik og brug at have været forud for domstolspraksis og lovgivning, hvilket bl. a. fremgaar af en rettertingsdom 1622.[^50] En foged havde i kongens skov optaget 12 svin, der var ubrændte, og ladet dem slagte. Landstingsretten erklærer, at eftersom det er bevist, at de 12 svin ikke var brændte, og at de var indtaget paa olden og paa kgl. majestæts skovpart og ført kongen til regnskab, maa svinene være forbrudt, og fogden har ikke gjort noget ulovligt. Rettertinget erklærer imidlertid, at eftersom fogden har optaget svinene og ladet dem slagte, før der var gaaet dom i sagen, bør landsdommerens dom være magtesløs. Da herredsdommen var uendelig, maa det sikkert betyde, at sagen hjemvises til ny behandling.

Rettertinget forudsætter altsaa, at svinene kan forbrydes ved dom, men at de i hvert fald ikke er forbrudt, før en saadan dom er afsagt. DL 5–10–22 indeholder en strengere regel for saa vidt angaar ubrændte svin, der optages paa oldenskov, idet de optagne svin forbrydes til skovens ejer, hvis de ikke indløses inden 3 dage efter, at svinets ejer har faaet meddelelse om, at de er indtaget. En lignende regel indføres i skovforordningerne, for saa vidt der er tale om uringede svin. Efter frdn. 13.9.1687 § 6 er svin, der 3. gang optages som uringede, forbrudt til grundens ejer, og frdn. 21.1.1710 tilføjer, at optagne svin under alle omstændigheder forbrydes til grundens ejer, dersom de er fremlyst paa tinge og ikke indløst inden 14 dage. Efter frdn. 21.1.1733 § 9 skal svinene dog forbrydes til det nærmeste hospital eller fattighus.

Om optagelse af svin og kreaturer paa fælled og overdrev se § 9 in fine i frdn. 1733 samt foran side 176 f.

Landsbyvedtægterne efter DL er endnu strengere end den foran refererede lovgivning. Nogle vedtægter bestemmer, at svin, der findes i kornvangene, og som lider skade under forsøg paa optagelse, ikke skal erstattes,[^51] medens andre ligefrem fastsætter, at svin, der findes i vangen, kan dræbes.[^52]

For saa vidt angaar fjerkræ, har man sikkert i almindelighed været endnu strengere. I KRD 13.4.1613 refereres det ganske vist, at nogle gæs er blevet indtaget i marken og sat i pant for øl efter vedtægten, men nogle vedtægter indeholder en udtrykkelig bestemmelse om, at fjerkræ, der træffes i kornvangen, kan dræbes skadesløst.[^53]

2. Pantning

Den ældste regel, som findes i de fleste vedtægter, gaar ud paa, at pantning skal foretages af samtlige bymænd, men i mange vedtægter formuleres reglen dog saaledes, at bymændene kun skal følge oldermanden, og man maa i disse tilfælde gaa ud fra, at selve pantningen foretages af denne,[^54] og i Budaröd, Albo hd. (nr. 8A), 1739 § 18 er det udtrykkeligt fastsat, at kun oldermanden maa pante, men alle bymændene skal være følgagtige. I de byer, hvor oldermanden efter vedtægten kan pante granderne, maa man vist ogsaa gaa ud fra, at han har haft bymændene eller i hvert fald nogle bymænd med sig. Det er i saa henseende typisk, at f. eks. vedtægten for Drigstrup, Odense amt, 1698 § 68, der giver oldermanden ret til at pante, senere i samme bestemmelse paalægger straf for den, der lukker sin dør for oldermanden og hans medfølgere eller giver dem ukvemsord. Det har utvivlsomt ikke været tilladt oldermanden at pante i dølgsmaal.

I Sønderjylland er det, som omtalt side 53, almindeligt, at pantningen foretages af to særligt udnævnte pantemænd, der ofte helt erstatter oldermanden, og i de rigsdanske vedtægter findes der af og til bestemmelser om, at markmanden kan pante, ligesom der ved siden af oldermanden kan findes særlige videmænd.[^55] Ogsaa paa dette omraade spiller de 4 mænd en rolle, idet de ofte sammen med oldermanden eller alene har magt til at udpante bøderne.[^56] Hyppigere er det dog, at oldermanden udmelder nogle enkelte bymænd til at ledsage ham under pantningsforretningen.[^57] Hvis en bymand, som efter vedtægten har pligt til at følge med at pante, forsømmer sin pligt og bliver hjemme, straffes han naturligvis med bøder til bylaget, og nogle enkelte vedtægter fastsætter bøden til den samme som den, der oprindelig skulde pantes, var idømt.[^58] Slet saa streng er man ikke i Lumby, Odense amt, 1592 § 21 (DVV 1:344), hvor derimod kun de, der har været med at pante, maa deltage i uddrikningen af videøllet.

Fra de nordskaanske herreder er vedtægtsmaterialet saa rigeligt, at en statistisk oversigt kan give nogen oplysning. I Ø. Göinge hd. indeholder 18 af de kendte vedtægter bestemmelser om, hvem der skal pante, og heraf fastsætter 11, at oldermanden skal pante med samtlige bymænd. 1 vedtægt omtaler ikke oldermandens særlige deltagelse, men samtlige bymænd, 4 vedtægter paalægger oldermanden alene at pante, og 2 fastsætter, at han skal pante sammen med 1 bymand, og for den ene af disse vedtægters vedkommende er den ene følgesvend innammeren.

I Villands hd. indeholder 17 af de kendte vedtægter oplysning om, hvem der panter, og her synes de 4 mænd at spille en større rolle, idet 10 vedtægter paalægger dem at pante i forbindelse med oldermanden, medens kun 1 vedtægt udtrykkeligt siger, at oldermanden skal pante sammen med alle bymændene. Efter 2 vedtægter panter oldermanden alene, efter 1 vedtægt sammen med nogle enkelte bymænd, hvis antal ikke nærmere er fastsat, og efter 3 vedtægter med 2 bymænd, idet een af disse vedtægter udtrykkeligt fastsætter, at de 2 bymænd skal udmeldes af oldermanden selv.

I V. Göinge hd. indeholder 28 af de kendte vedtægter oplysning om, hvem der panter, og her er det igen oldermanden og samtlige bymænd, som i de fleste vedtægter, nemlig 14, har denne opgave, medens kun 1 vedtægt giver oldermanden alene denne magt, 6 indeholder bestemmelser om, at 2 bymænd skal følge ham, og 2, at han skal være ledsaget af en enkelt bymand, der ifølge den ene vedtægt skal være innammeren. I 3 vedtægter skal oldermanden pante sammen med et ubestemt antal bymænd, og ifølge 2 vedtægter findes der i de paagældende byer 2 særligt udnævnte pantemænd.

I Gærds hd. skal oldermanden og samtlige bymænd pante ifølge 9 vedtægter, oldermanden alene ifølge 1 og sammen med 2 bymænd ifølge 3 vedtægter. I een by skal pantningen foretages af innammeren og i 2 byer af 2 særligt udnævnte pantemænd.

Om selve fremgangsmaaden ved pantningen indeholder vedtægterne kun sjældent nærmere bestemmelser. Man bør dog for det første lægge mærke til, at et stort antal vedtægter ikke sondrer imellem idømmelse af bøde og foretagelse af pantning, hvilket utvivlsomt skyldes, at bønderne kun i de færreste tilfælde havde rede penge, hvorfor erlæggelsen af pant maatte blive den sædvanlige fremgangsmaade og i og for sig ikke udtryk for nogen uvilje fra den dømtes side mod at gøre sin skyldighed. Vedtægten for Balsby, Villands hd. (nr. 35), 1670 § 8 bestemmer da ogsaa, at enhver er pligtig at lægge pant fra sig straks, naar han bliver sat i fald, og i Borkov, Vejle amt, 1723 § 13 (DVV II:458) skal bymændene hver søndag udpante den vide, som er forbrudt i den næst forgangne uge. Andre vedtægter giver dog den dømte en frist til at betale de idømte bøder i penge eller de naturalier, der er fastsat i vedtægten, saaledes skal der i Brønderslev, Hjørring amt, 1682 § 32 (DVV II:31) først pantes, naar den skyldige ikke har betalt sin bøde inden udløbet af en frist paa 14 dage, efter at han er sat i fald, og i Sdr. Tranders, Aalborg amt, 1758, XVII § 1 (DVV II:82), er fristen 3 uger. I de vedtægter, som gaar ud fra, at man først skrider til pantning, naar andre betalingsmuligheder er udelukket, fastsættes der ofte særlig straf for den, der lader det komme saa vidt, at der skal pantes, og denne ekstrastraf kan bestaa i, at der pantes for bødens dobbelte værdi.[^59] Endelig kan nævnes vedtægten for Lumby, Odense amt, 1592 § 11 (DVV 1:338), hvorefter oldermanden, naar han skal pante, først skal give til kende overfor den skyldige, hvorfor han vil pante, og dernæst give manden lejlighed til at rette frivilligt for sig, inden man skrider til eksekutionen.

Ifølge recesserne og DL kan bymændene ikke tiltales for vold eller hærværk, dersom de paa grund af en grandes uvillighed til at lade sig pante er nødsaget til at gennemføre pantningen med magt. En saadan modvillighed medfører straf til byen, foruden at den modvillige maa lide skade for hjemgæld. Vi kender en mængde vedtægter, der fastsætter straf for at modsætte sig pantning eller for at møde oldermand eller bymænd med skældsord. Ogsaa denne forbrydelse medfører i nogle vedtægter, at den skyldige bliver pligtig at betale dobbelt bøde,[^60] medens andre fastsætter en bestemt tillægsbøde og i mange tilfælde understreger, at den modvillige maa tage eventuel skade for hjemgæld.[^60a] Et par nørrejyske vedtægter fastsætter, at den, der gør modstand imod en lovlig pantning, skal bøde for brud paa gaardfreden, ligesom om pantemændene var i deres egen gaard og ikke i voldsmandens.[^61] Man faar et ganske fornøjeligt billede af en pantningsscene ved at læse vedtægten for Lyngby, Gærds hd. (nr. 58), 1632 § 20, der fastsætter særlig straf for det tilfælde, at bondens hustru bruger ukvemsord imod bymændene, der vil pante.

Som nævnt foran indeholder vedtægterne ikke nogen skarp sondring imellem idømmelse af bøden og tvangsfyldestgørelsen gennem pantning, og vi maa derfor i almindelighed gaa ud fra, at hvor vedtægten ikke bestemmer andet, kan der pantes, saa snart bøden er paalagt, og den skyldige ikke straks erlægger det idømte. Grundlaget for pantningen er altsaa det samme som grundlaget for bøden, og der kan pantes for alle bøder. Mere tvivlsomt er det, om bylaget i almindelighed har pantet for skadeserstatning til den enkelte skadelidende. Det er kun sjældent, at vedtægterne direkte udtaler sig om spørgsmaalet, og hvor dette er tilfældet, er det ofte paa en saadan maade, at man nærmest maa gaa ud fra, at der ikke er pantet for erstatningsbeløbet.[^61a] Flere yngre vedtægter indeholder dog udtrykkeligt bestemmelser om, at der kan pantes for skadegæld,[^62] og maaske kan nogle ældre vedtægter tydes paa samme maade. Saaledes hedder det i Bjerne, Svendborg amt, 1593 § 24 (DVV III:490), at den, der tøjrer sine dyr ulovligt, skal bøde til byen og betale skaden efter 4 mænds sigelse. Vil han ikke rette for sig, tager alle mand hans pant. Om pantet skal tages til fyldestgørelse af skadelidendes krav er dog ikke ganske sikkert. I vedtægten for V. Brønderslev, Hjørring amt, 1682 § 43 (DVV II:32), der iøvrigt indeholder de sædvanlige bestemmelser om udpantning af bøder, fastsættes, at skaden skal vurderes af 4 mænd, og grandefogderne har pligt til at gøre skadelidende fyldest af deres bo, som ejer det kvæg, der har forvoldt skaden. Denne kunstige udtryksmaade tyder ikke paa, at pantning for skadeserstatning i almindelighed har været anvendt. Derimod viser det store flertal af vedtægter, at erstatningsspørgsmaalet er blevet behandlet af bylagets myndigheder, og hvis skadevolderen ikke har villet udlægge den erstatning, der er paalagt ham, er han i hvert tilfælde blevet pantet for ulydighed imod byen, og deri havde man jo et vist tvangsmiddel. Hvor vedtægten indeholder bestemmelser om, at sager vedr. vitterlig gæld skal behandles i byen, er bylagets afgørelse paa samme maade blevet gennemtrumfet ved bøder for ulydighed. Man kan dog ikke se bort fra, at udpantning af erstatning til en skadelidende formentlig har fundet sted i et større omfang, end det fremgaar af vedtægterne.

Iøvrigt erindres om, at der kan pantes for hyrdens løn, se foran side 173 og i et vist omfang for tiendeydelser, se ovenfor side 368.

Paa den tid, hvorfra vi har oplysning om byens pantning, var det naturligvis kun bondens løsøre, som kunde være genstand for pantningen, men det kan heller ikke antages, at den faste ejendom nogensinde tidligere har været sat i pant for bødeansvar til byen. I de mange tingssager om pantning, som jeg har haft lejlighed til at se, er der heller ikke i noget tilfælde tale om at tage pant i høsten eller andre landbrugsprodukter, men man panter altid indbo eller redskaber. Som genstande for pantningen kan eksempelvis nævnes sengeklæder, klæde, kodyne, kogekedler, knive, økser, leer, seletøj og arbejdsvogne.[^63]

Som foran omtalt side 32 kender man paa landskabslovenes tid i almindelighed kun pant som viljesbestemt pant og ikke som led i en tvangsfyldestgørelse. Nam-instituttet giver ingen mulighed for fyldestgørelse, og væth-sætningen finder kun sted ad frivillig vej. Som nævnt samme sted indtager væth-sætningen til udløsning af innammet kvæg en overgangsform fra den frivillige til den tvungne pantsætning, og i EsjL II:72 gives der granderne adgang til i et enkelt tilfælde at tage væth, d. v. s. pante den skyldige.

Den gamle opfattelse af pantningen er med en fantastisk livskraft bevaret indenfor bylagene, hvor man i almindelighed ikke naar ud over den opfattelse, der ligger til grund for væth-sætnings-instituttet, hvorefter det fratagne gods efter en frists udløb forbrydes til panthaveren som dennes ejendom. I vedtægterne sporer man imidlertid en endnu ældre opfattelse, idet det synes som om pantningen i adskillige tilfælde kun er blevet betragtet som et tvangsmiddel og ikke i almindelighed som en adgang til fyldestgørelse. Jeg antager, at det er en saadan opfattelse, der er aarsag til, at saa mange af de ældre vedtægter ikke fastsætter nogen frist, inden hvilken pantet skal løses, f. eks. siges det i Allesø, Odense amt, ca. 1500 § 15 (DVV V:38), at oldermanden skal udsætte pantet for gælden, indtil det igen løses, og i Lumby, Odense amt, 1592 § 10 (DVV 1:337), at hvis nogen ikke vil betale viden, maa bymændene tage et pant, der er saa godt som 1 td. øl og drikke det, og siden kan ejermanden løse pantet, om han vil. De foran side 381 udførligt refererede skaanske pantningssager bærer ogsaa præg af, at bylaget ingenlunde var indstillet paa at overtage pantet, men at man betragtede pantningen som et blot og bart tvangsmiddel. Noget sikkert vidnesbyrd om antagelsens rigtighed har jeg dog ikke fremdraget.

Sikkert er det derimod, at bymændene oprindeligt har opfattet pantningen som en disposition, der foretages af den skyldige selv uden nogen procedure fra bylagets side, altsaa i lighed med landskabslovenes væthlægning til udløsning af innamede kreaturer. Herom vidner de bestemmelser, hvorefter den skyldige har pligt til at lægge pant, medens der ikke tales om, at bymændene tager pant.[^64] En vistnok enestaaende bestemmelse herom findes i vedtægten for Rendislov, Halland, 1684 § 2, hvorefter samtlige bymænd, forinden vide skal gaas, er pligtige at lægge et pant fra sig til 1 marks værd i en oprigtig mands hus, og undlader han dette, skal han bøde til byen, selv om han ikke bliver skyldig til viden. Her har man altsaa helt undgaaet den voldelige pantning ved simpelthen paa forhaand at kræve sikkerhedsstillelse af alle bymændene.

Medens væth-instituttet efterhaanden udvikler sig til en egentlig pantsætning med bortsalg eller vurdering af pantet og en efterfølgende afregning til skyldneren,[^65] og namsinstituttet afløses af indførsel og udlæg, der medfører en ret for kreditor af samme indhold som panteretten, kommer vedtægternes pantning i almindelighed ikke ud over væth-stadiet. Flertallet af vedtægterne fra baade 1500- og 1600-tallet indeholder bestemmelser om, at gods, der er frapantet en vedtægtsbryder, forbrydes til bylaget, dersom det ikke indløses inden en vis frist.[^66] Trods udviklingen af panteretten iøvrigt, optages JL III:56 om, at pant, der sættes for indtaget kvæg, og som ikke løses inden Allehelgensdag, skal være forbrudt, uændret i DL 3–13–33, og denne bestemmelse — der altsaa kun omhandler pant til indløsning af innam — opfattes tilsyneladende som en almindelig hjemmel for at bevare de gamle bestemmelser om, at alt pant forbrydes, dersom det ikke indløses inden en vis frist, idet talrige vedtægter optager DL's bestemmelse og giver den almen gyldighed, ligesom nogle enkelte vedtægter endog udtrykkeligt paaberaaber sig den pgl. lovbestemmelse som hjemmel for en regel, hvorefter pant i almindelighed forbrydes, naar det ikke indløses.[^67]

Mange vedtægter bestemmer, at den, der ikke inden den fastsatte frist har udløst sit pant, skal betale en ekstrabøde til byen, og denne bøde er i nogle tilfælde sat til det dobbelte af den oprindelige.[^68] Da det jo kan være lidt ubekvemt at faa afsat pantet, bestemmer nogle vedtægter, at oldermanden skal beholde det og betale til byen, hvad det er vurderet til.[^69]

Før DL er det sjældent at støde paa vedtægter, der indeholder regler om, at pantet efter en frists udløb skal sælges, og forskellen mellem salgssummen og bøden tilbagebetales vedtægtsbryderen. En saadan regel findes dog i Snesere, Sorø amt, 1649 II § 6 (DVV 1:176), hvorefter oldermanden efter aar og dags forløb skal bringe pantet til bystævnet og lade det vurdere, hvorefter differencen mellem vurderingssummen og bøden skal overleveres vedtægtsbryderen, der mister sit gods. Derimod indeholder mange senere vedtægter saadanne regler,[^70] medens de fleste ogsaa i dette tidsrum fastholder den gamle regel om pantets forbrydelse.[^71]