Kapitel 3
Byalagets organisation
Bylagets Organisation · s. 91–120
Kapitel III – Byalagets organisation
Kort kärna
Kapitlet behandlar hur den danska bystyrelsen var organiserad under medeltid och fram till 1800-talet. De tre pelarna i organisationen var bystämman (bystævnet), åldermannen (oldermanden) och olika andra förtroendemän och bytjänare. Bystämman var det beslutande organet där alla jordbrukande bymän hade mötes- och rösträtt, medan åldermannen var den administrativa ledaren med ansvar för att stadgarna efterlevdes. Kapitlet visar en i grunden demokratisk organisation som dock uteslöt kvinnor och husmän från fullt medbestämmande, och där åldermannasysslan gick på tur bland gårdbönderna.
Historiskt sammanhang
Det danska bylaget (byalaget) fungerade som en självstyrande enhet i landsbygdens vardagsförvaltning från medeltiden fram till utskiftningen (jordomfördelningen) i slutet av 1700-talet och tidigt 1800-tal. Under denna långa period genomgick bondesamhället stora förändringar — från fria självägande bönder via en övergång till fästesystem under godsen — men byalagets grundläggande organisationsform förblev anmärkningsvärt stabil. Bystämman som beslutsorgan och åldermannen som verkställande ledare utgjorde kärnan i ett system som reglerades genom skriftliga och muntliga stadgar (vedtægter). Materialet bygger på dessa stadgar, tingböcker och domstolsprotokoll, med tyngdpunkt från 1500-talet och framåt.
Sammanfattning av texten
III.I Bystævnet
Avsnittet om bystämman behandlar tre huvudfrågor: mötesrätt, beslutsfattande och mötesplikt.
Mötesrätt. Huvudregeln var att varje jordbrukande man i byn hade mötes- och rösträtt vid bystämman. Under landskapslagarnas tid bestod bylaget sannolikt av fria adelbönder, men från 1400- och 1500-talet ses ingen rättslig skillnad mellan självägare och fästare. Bylaget uppträdde som en enhetlig organisation inför domstolarna. Kvinnor var som regel uteslutna från stämman, men kunde vid laga förfall representera gården i mannens ställe. Från Skåne kände man institutionen gåsgången, som helt var överlämnad till bykvinnorna. Husmännen hade ursprungligen ingen medbestämmanderätt men var skyldiga att följa stadgan. I senare tid fick de viss tillgång till stämman, särskilt i byar med gillesorganisation, men utan full rösträtt. Särskilda husmannalag uppstod i slutet av 1700-talet.
Beslut. Huvudregeln genom århundradena var enkel röstmajoritet. Åldermannen hade ursprungligen inget särskilt inflytande utöver övriga bymän. Landsbyns "4 män" (utsedda förtroendemän) tilldelades i en del stadgar vittgående befogenheter, men i praktiken var deras makt mer begränsad än den kunde verka — ofta handlade det om enskilda uppdrag, beslut om lantbruksdriften eller skiljedom i tvister. Bystämmans överordnade ställning som beslutsorgan bekräftas gång på gång i stadgarna. I några yngre stadgar (1700-talet) förekom röstning efter jordinnehav istället för per capita. Sockenprästen hade ibland betydande inflytande, och enstaka stadgar krävde hans godkännande av beslut.
Mötesplikt och sammankallning. Bymännen hade ovillkorlig plikt att infinna sig vid stämman. Ordinarie mötesdagar (lagdagar) var vanligen Valborgsmässa och Michaelidagen. Under markfredens tid hölls ofta söndagliga stämmor. Sammankallningen skedde genom olika metoder beroende på tid och ort: kyrkklockan (särskilt äldre tid, trots kyrkligt motstånd), budstickan/tingvollen (främst Sönderjylland och sydsvenska gränstrakter), budkavlen (från Sverige in i skånska gränstrakterna) och hornet (den vanligaste metoden i bevarade stadgar). Stadgarna innehöll utförliga ordningsregler med förbud mot vapen, skällsord och slagsmål vid stämman.
III.II Oldermanden
Avsnittet om åldermannen är det mest omfattande och behandlar beteckningar, valplikt, valbarhet, valsätt, bytestidpunkt, plikter, ansvar och lön.
Beteckning och antal. Åldermannen hade olika namn i skilda delar av riket: oldermand (allmännast), grandefoged (Jylland), byfoged (Slesvig), fortalemand (Östslesvig) m.fl. Normalt fanns bara en ålderman per by, men undantag med 2 förekom. Några byar saknade helt åldermannainstitutionen — i Tønder amt utövades funktionerna istället av "pantemænd". I Skåne och Sverige användes likartade beteckningar, med inslag av tysk påverkan (schulze, skultstör).
Plikt att låta sig väljas. Den som stod i tur hade plikt att åta sig uppdraget. Stadgarna fastställde böter för den som vägrade, men i praktiken kunde bymännen ofta köpa sig fria genom att betala böterna. Vissa stadgar krävde dock att man även skaffade en ersättare. I Skåne förbjöd landshövdingen 1673 uttryckligen att köpa sig fri. Befriade var sjuka, gamla, präster, sockenfogdar och skollärare.
Valbarhet. Huvudregeln var att alla gårdmän kunde och skulle vara ålderman. Husmän var i allmänhet uteslutna. Inga särskilda kvalifikationskrav ställdes i äldre stadgar utöver att vara en "god dannemand". Först i yngre stadgar (från 1700-talet) dyker krav på gårdsstorlek, läs- och skrivkunnighet eller liknande upp. I Skåne ställdes sådana krav tidigare, vilket tyder på mer framskriden social differentiering. Änkor var som regel undantagna.
Valsätt. Den övervägande huvudregeln var turordning ("ret om" — i samma riktning som solskiftet). Majoritetsval dyker upp på 1700-talet som enstaka undantag. De 4 männen kunde ibland förrätta valet. Godsherrens inblandning var sällsynt och betraktades som undantag.
Tidpunkt för byte. Normalt ettårsperiod. Valborgsmässa (1 maj) var den vanligaste bytesdagen, kopplad till markfredens påbörjande. I södra Skåne var Mårtensdagen (11 november) vanligare.
Plikter. Åldermannen skulle tillse att stadgans bestämmelser efterlevdes, sammankalla stämmor, döma rättvist, förvara byns handlingar och böteskassa, samt representera bylaget utåt i rättssaker och gentemot godsherren.
Ansvar. Åldermanens ansvar var trefaldig:
- Inåt mot bylaget: Böter vid försumlighet, i svåra fall förlust av fästet. Kravet på opartiskhet betonades starkt.
- Utåt mot grannbyar: Särskilt i Skåne häftade åldermannen för sina bymäns förseelser gentemot grannbyar (med regressrätt), en praxis som dock ifrågasattes av svenska häradsdomare på 1700-talet.
- Mot enskild byman: Frågan om objektivt ansvar för skada prövades av domstolarna, som i regel inte accepterade sådant ansvar.
Lön. Åldermannen fick varierande former av ersättning: betesrätt för en häst eller ko, oldermandsängar (allmänningsjord att bruka under tjänsteåret), befrielse från lag och gillen, eller direkt betalning i naturalier eller pengar.
III.III Andre tillidsmænd og bytjenere
Kring åldermannen fanns andra förtroendemän med olika uppgifter: pantemän, markmän, gillesämbetsmän (stolsbröder, skursmän), vangevaktare, intagare, gärdsmän och hägnadsmän. Dessutom anställdes tjänare, främst herdar, av bylaget. Vid försumlighet pantades dessa, men domstolarna godkände inte objektivt ansvar utan skuld — som illustreras av en dom från Viborg landsting 1617 där en byman frikändes trots stadga om solidariskt ansvar.
Nyckelbegrepp
Bystævne – bystämma. Byalagets allmänna sammankomst där alla jordbrukande bymän hade rösträtt och där beslut fattades genom enkel majoritet; byns högsta beslutande organ.
Oldermand – ålderman. Byalagets valde eller turordnade ledare som ansvarade för att stadgan efterlevdes, sammankallande av stämmor och representation utåt.
Vide og vedtægt – stadga och vedtäkt. De skrivna eller oskrivna regler som styrde bysamhällets inre förhållanden, antagna av bystämman.
De 4 mænd – de fyra männen. Särskilt utsedda förtroendemän med varierande befogenheter, från enskilda uppdrag till vidare normgivningsmakt.
Lagdag – lagdag. Ordinarie mötesdag fastställd i stadgan, vanligen vid Valborgsmässa och Michaelidagen.
Igang – inträdesavgift. Avgift som ny bymedlem betalade till bylaget som erkännande av medlemskapet.
Pantemand – panteman. Förtroendeman med uppgift att verkställa pantning av stadgebrytare.
Markfred – markfred. Det fredade tillståndet då boskap inte fick gå fritt på åkermarken, övervakat av åldermannen.
Geografiska namn
Länder/regioner: Danmark, Skaane (Skåne), Sverige, Norge, Tyskland, Sønderjylland, Sydslesvig, Angel, Østslesvig, Nørrehalland, Blekinge, Sjælland, Fyn, Jylland, Lolland, Falster, Bornholm, Amager, Sydfyn, Nordskaane, Söderslätt
Härader: Sunds hd., Oxie hd., Gudme hd., Salling hd., Villands hd., V. Gønge hd., Ø. Gønge hd., Gærds hd., Bjerre hd., Sdr. Aasbo hd., Nørre Rangstrup hd., Lunde hd., Skam hd., Baarse hd., Vartofta hd., Færs hd.
Socknar/kommuner: Egebjerg, Sneslev, Sdr. Nissum, Utterslev, Rønninge, Saksild, Kværndrup, Dælum, Langaa, Østrup, Falkerslev, Asferg, Bolmerod, Egeskov, Lunde, Øvarp, Lumby, Bælum, Nordby (Samsø), Vrold, Håslov, Viby, Voer, Horne, Radsted, Arnum, Balsby, Fjelkestad, Billestorp, Starby, Ostad, V. Ollinge, Lindved, Kraglund, Aarre, Tandrup, Kirkeby, Vistoft, Rugbjerg, Rabsted, Hjerting, Firgaarde, Agerskov, Bjerne, Daler, Kylle, Horja, Ønnarp, Roke, Mammarp, Allesø, Tisel, Lyngby, Stoense, Kjærby, Saaby, Horup, Hyrup, Nordskov, Rostrup, Voxlev, Moborg, Høgsted, Rønnestad, Vanstad, Finja, Øhresholm, Loshult, Rejsby, Kjærbolling, Aabel, Nørre Løgum, Ustrup, Lockarp, V. Skrævlinge, V. Kattarp, Ankær, Tunø, Sdr. Bork, Drigstrup, Aarestrup, Köpinge, Degeberga, Bökestorp, Ryslinge, Sønder-Jernløse, Græsted, Kippinge, Øsløs, Søndersø, Sallerup, Tullstorp, Hyllie, Hindby, Tygelsjö, Klagstorp, V. Grevie, M. Grevie, Alslev, Ulslev, Hillstrup, Sönnarslöv, Kivik, V. Torp, Vanneberga, Ø. Lyngby, Vintrie, Slangerup, Nørreby, Romlund, Hyllie, V. Katlarp, Slagelse, Holme, Mastrup, Flensborg, Malmø, Herslev, Huarød, Arboga
Öar: Samsø
Amt (län): Sorø amt, Aalborg amt, Ringkøbing amt, Maribo amt, Svendborg amt, Odense amt, Randers amt, Haderslev amt, Ribe amt, Vejle amt, Aarhus amt, Aabenraa amt, Tønder amt, Viborg amt, Thisted amt, Frederiksborg amt, Hjørring amt, Holbæk amt, Sønderborg amt, Københavns amt
Begreppslistan
Adelbønder – adelbönder. Fria, fullrättiga bönder som ursprungligen utgjorde bylaget.
Bondefoged – bondefogde. Beteckning som ibland användes om åldermannen, ibland om en av godsherren utsedd tillsynsman.
Budkavle – budkavle. Trästav som sändes från gård till gård för att kalla till stämma; vanligast i Sverige och skånska gränstrakterna.
Budstikke – budsticka. Sammankallningsinstrument liknande budkavlen; vanligt i Sönderjylland.
Byfoged – byfogde. Benämning på åldermannen i Slesvig och Östergötland.
Byforstander – byföreståndare. Benämning på åldermannen i Angel.
Byhorn – byhorn. Horn som blåstes för att kalla bymännen till stämma.
Bystævne – bystämma. Byalagets allmänna beslutssammankomst.
Dannemand – redbar man. Hedrande beteckning för en aktad bondemand; åldermannens förväntade karaktär.
De 4 mænd – de fyra männen. Utsedda förtroendemän med varierande befogenheter i byförvaltningen.
Fortalemand – talesman. Benämning på åldermannen i Östslesvig.
Gaasegang – gåsgång. Skånsk byinstitution där kvinnorna samlade och fördelade byns gäss.
Gildeskraa – gillesskrå. Gillets stadgar; form som en del bystadgar antog.
Grandefoged – grandefogde. Benämning på åldermannen i stora delar av Jylland.
Grandestok – grannestav. Budsticka som gick från gård till gård i Sönderjylland.
Husmand – husman. Jordbrukare med mindre bruk som stod under en gård; hade begränsad rösträtt.
Igang – inträdesavgift. Avgift för upptagande som medlem i bylaget.
Inderste – inneboende. Person utan eget jordbruk, boende hos annan.
Indnammer – intagare. Byämbetsman med uppgift att inta lösa kreatur i vången.
Lagdag – lagdag. Ordinarie mötesdag fastställd i stadgan.
Lagkøb – lagköp. Inträdesavgift till bylaget i äldre tid.
Lydighedspligt – lydnadsplikt. Bymännens plikt att lyda åldermannen i dagliga förvaltningsfrågor.
Mandhelg – manhelgd. Personlig oantastbarhet; kunde förloras vid lagbrott.
Markfred – markfred. Det fredade tillståndet på åkermarken.
Markmand – markman. Byämbetsman med uppsikt över markfreden.
Oldermandsenge – åldermansängar. Allmänningsjord som åldermannen fick bruka som lön.
Oldinge bymænd – äldsta bymännen. Beteckning för de äldsta eller mest ansedda bymännen.
Ottingsbrug – ottingsandel. Mått på jordinnehav som ibland avgjorde röstfördelning.
Pantemand – panteman. Förtroendeman som verkställde pantning.
Schulze – schulze. Tysk beteckning för byfogde, med inflytande på nordiska benämningar.
Skursmand – skursman. Gillesämbetsman.
Stagemaal – stångmått. Mått för jordlottens bredd, ibland använt som grund för röstning.
Stolsbroder – stolsbroder. Gillesämbetsman.
Talliestok – räknesticka. Trästicka med inskärningar för registrering av bötesskulder m.m.
Tingvol – tingvol. Sönderjylländsk benämning på budstickan.
Vangegemmer – vangevaktare. Byämbetsman som vaktade vången.
Videfoged – videfogde. Benämning på åldermannen i enstaka jylländska stadgar.
Videmand – videman. Förtroendeman med uppgift att panta efter byns lag.
Videstok – videstick. Trästicka där böter antecknades genom inskärning.
Videøl – vidöl. Öl som dracks i samband med bystämman, ofta bekostat av böter.
Vorned – vorned. Livegen; person bunden till godset.
Vide – vide. Stadgebestämmelse; regel antagen av bystämman.
Værnegilder – skyddsgillen. Medeltida köpstadsgillen som inspirerade byalagets organisationsformer.
Tredje kapitlet. Byalagets organisation
När vi i det följande ska behandla de centrala problemen i byastyrelsens organisation och funktion, kommer det ofta att vara nödvändigt med hänsyn till helhetsbilden och den fulla förståelsen av de behandlade frågorna att ta upp enskilda områden av övervägande folkloristisk karaktär. Någon självständig behandling av dessa frågor hör emellertid inte hemma i föreliggande undersökning, och därför kommer särskilt en framställning av gillesseden och de många till bystyret knutna traditionerna helt att utelämnas.[^1]
I. Bystævnet
1. Mötesrätt
Det har ovan i kap. 1, s. 39 f., omnämnts att A. D. Jørgensen i sina undersökningar av lagkøbet (lagköpet, inträdesavgiften till bylaget) anser sig ha ett bevis för att frihet från vornedskab var en förutsättning för upptagande i bylaget, som enbart bestod av de fria adelbønderna. Att ett lagköp var nödvändigt för upptagande är väl sannolikt, men att lagköpet skulle ha någon koppling till böndernas vornedskab är förmodligen mycket tveksamt.
Om förhållandet mellan självägande och jordlega på landskapslagarnas tid har det rått mycket delade uppfattningar, men det torde i nyare tid vara den övervägande åsikten att självägandet, kanske bortsett från Sjælland, har varit dominerande åtminstone i tiden närmast före landskapslagarna.[^2] Av landskapslagarna får man emellertid inte någon klar bild av de två bondeklassernas olika rättsställning, och i synnerhet finns det inga säkra vittnesbörd om att landboerna har haft sämre ställning än de jordägande männen med avseende på avgörandet av byalagets inre förhållanden.
Att landboerna inte inför tinget har haft samma ställning som självägarna framgår t.ex. av SKL, som kräver odelbönder som medédsmän i jordtvister, men när JL betecknar bymännen som »ejere« (ägare), är det inte helt säkert att lagen har velat utesluta de jordlegande männen från de i lagen avhandlade avgörandena. Detta har förmodligen särskilt inte varit fallet såvitt gäller de avgöranden som inte direkt rör äganderätten till jorden, utan dess drift, t.ex. bestämmelser om hägnaden, jordarbetena, skörden o.s.v.
Landskapslagarna är otvivelaktigt redigerade under en tid med en stark rörelse från självägande till jordlega, och Poul Johs. Jørgensen uppmärksammar sålunda hur kravet på odelsmän som medédsmän i SKL vid upptagandet i den senare redigerade Vald.sjL har frångåtts, varefter lagen bara i allmänhet kräver lagfasta män.[^3] Uttrycket ejere och ejermænd i JL används vidare i överensstämmelse med lagens ordalydelse i talrika oldingebreve och tingsvidner från en långt senare tid, där man med säkerhet kan säga att det inte i en by har kunnat finnas 12 självägande bönder. Kanske använder redan landskapslagarna ett språkbruk som har sitt ursprung i en tid då beteckningen »ejere« stämde med verkligheten, men som inte längre täcker den fulla sanningen. Om man under denna övergångstid, i överensstämmelse med lagens ord, har gjort någon skillnad mellan jordägarnas och jordlegarnas ställning gentemot bylaget kan inte med säkerhet sägas.
Med säkerhet kan emellertid fastslås att bylaget — från 1400- och 1500-talet — där domböcker och senare stadgarna ger oss en klar bild av förhållandena, utgjorde en enhetlig organisation utan någon rättslig skillnad mellan självägare och fästare, ja förhållandet är till och med det — som vi upprepade gånger ska få anledning att konstatera i de följande avsnitten — att bylaget inte bara inåt utan också gentemot domstolarna i åtskilliga förhållanden uppträder som en kompetent enhet, utan att jordägarna finner anledning att ingripa. Bylaget — ofta bestående av både självägare och fästare — uppträder inför domstolarna som part i mål rörande byajordens drift, och även viktiga äganderättigheter som betesrätt och liknande kan ses hävdade av bylaget utan godsets medverkan.
Vid den tid från vilken de skriftliga stadgarna bevarats i stort antal är självägandet som bekant en sällsynt företeelse, och förhållandet mellan självägare och fästare omnämns aldrig i stadgarna. Den sociala skillnaden mellan de två bondeklasserna hade ju också med tiden kraftigt minskat. Till bystævnet (bystämman) har därför var och en som brukar jord i byn tillträde. I de fall där bystyrelsen har formen av ett egentligt gille har gillesskråns upptagningsbestämmelser visserligen ställt vissa villkor för deltagande i stämman, och där underskrift av bystadgan föreskrivs gäller detsamma, men som en allmän huvudregel — gällande för hela landet — kan man med säkerhet fastslå att varje jordinnehavare hade mötes- och rösträtt.
Man torde ha rätt att utgå från att kvinnorna sedan de äldsta tiderna har varit uteslutna från bystämmorna. I en senare tid deltar kvinnor visserligen ofta i byns gillen, särskilt där bystyrelsen är organiserad som ett egentligt gille,[^4] men någon medbestämmanderätt i byns angelägenheter hade de inte, och vid gillena har de säkerligen nästan alltid haft sin plats för sig själva.[^5]
När vi från Egebjerg i Sunds hd. på Fyn hör att två bykvinnor har kommit i luven på varandra på bystämman,[^6] kan detta förmodligen inte anföras som ett vittnesbörd om att kvinnorna normalt har deltagit i själva stämman. Däremot känner vi från Skåne en särskild byinstitution — gaasegangen (gåsgången) — som helt är överlämnad till bykvinnorna, vilka i detta sammanhang också är utrustade med rätt att panta. Gåsgången utfördes om hösten, när kvinnorna samlade byns gäss från allmänningen och fördelade dem i överensstämmelse med de ägandemärken som de vid utsättningen hade försetts med. Vid denna gåsgång kunde det naturligtvis ofta uppstå tvister om vem en gås tillhörde, och om en bykvinna blev överbevisad om att ha tagit gäss som inte tillhörde henne, pantade de andra henne. I Oxie hd. känner vi sålunda från 1705 ett fall där bykvinnorna frånpantade en medsyster hennes spinnrock.[^7]
Efter denna gåsgång höll bykvinnorna ett gille, och innan detta påbörjades utspelade sig en makaber föreställning vid namn »malkningen«. Det var de äldre bykvinnorna som omsorgsfullt undersökte de ogifta flickornas bröst för att konstatera om de skulle föda eller hade fött i hemlighet.[^8]
Även om kvinnornas uteslutning från att delta i byns avgöranden måste antas ha varit regeln under hela bystyrets historia, finner vi dock från 1600-talet och framåt vittnesbörd om att hustrun har kunnat representera gården om mannen hade laga förfall. En sådan regel känns t.ex. från Sneslev, Sorø amt, 1649 avsnitt 2, § 13 (DW I:177) och från Aarestrup, Aalborg amt, 1719 avsnitt II, § 4 (DW III:281), men å andra sidan inskärps det i stadgan för Sdr. Nissum, Ringkøbing amt, 1732 § 17 (DW III:559) att om någon låter sin hustru gå till stämma i sitt ställe och själv stannar hemma utan att ha laga förfall, så ska han böta till bylaget.
Också vid byalagets pantning av stadgebrytare kan kvinnorna vid laga förfall träda i mannens ställe. Detta framgår bl.a. av en vidlyftig rättssak från Lolland 1634.[^9] Genom härads- och landstingsdomen hade Jens Lauridsen i Utterslev blivit frådomd sin mandhelg tillsammans med sina grannar, emedan de olagligt hade pantat en byman för en tienderestans. Pantningens olaglighet bestreds i och för sig inte av Jens Lauridsen, men han kräver sig frikänd, då han anser sig kunna bevisa att han överhuvudtaget inte har varit med och pantat. Det framgår emellertid av vittnesuppgifterna att hans hustru hade deltagit i pantningen för honom och — som ett vittne förklarar — »naar der skulde pantes, og nogen af kvinderne var med at pante, da var det lige saa fuldt, som manden selv var med at pante« (när det skulle pantas och någon av kvinnorna var med och pantade, då var det lika giltigt som om mannen själv var med och pantade). Kongens retterting dömmer Jens Lauridsen med de andra med en kort hänvisning till att han har deltagit i olaglig pantning.
Det är bara bonden själv som kan inställa sig vid stämman, och varken hans söner eller tjänstekarlar, men i de talrika påbuden om att bonden har plikt att infinna sig bestäms det ofta att om han inte själv kan infinna sig på grund av laga förfall, ska han sända sitt »visse bud« (säkra bud). Som ställföreträdare torde han då kunna sända vuxna söner eller tjänstekarlar.[^10]
Husmændene (husmännen), vars jord delvis var upptagen av gatujord och som i varje fall bara sällan hade andel i byjorden vid dess rebning, men hörde under en av gårdarna, har ursprungligen inte haft rätt att inställa sig vid bystämman, och någon medbestämmanderätt i byns angelägenheter hade de lika lite.[^11] Å andra sidan är de skyldiga att iaktta stadgan, och stadgarna innehåller otaliga föreskrifter för husmannabrukens drift. Dessa föreskrifter framträder som huvudregel i en form som avgjort tyder på att de är ensidigt fastställda av de gårdbrukande bymännen, och detta har väl också ofta varit fallet. Någon större reell skillnad har det förmodligen inte gjort att en del stadgar ses medundertecknade av husmännen, och att det i flera stadgar bestäms att nytillkomna husmän, liksom gårdmännen, ska underteckna stadgan. År 1601 instämmer sålunda Rønninge ålderman samtliga byns bymän, husmän, änkor och mjölnaren till antagande av bylagen, och de godtar den alla (DW I:289).[^12] Av Saksild bylag 1705 (DW II:336) framgår det av inledningen att husmän och inderster som bosätter sig i byn ska underteckna bylagen och till kännetecken på att de blivit bymän ge bylaget igang (inträdesavgift).
Bestämmelserna om igang gäller som regel också husmännen, och många egentliga gillesskråer nämner husmännen som gillebröder. I gillesskrån för Kværndrup, Svendborg amt, 1709 (DW I:396) heter det rentav att husmännen ska ge igang för att de kan »efter denne vedtægt nyde ret og skel« (efter denna stadga åtnjuta rätt och rättvisa), men inte ens ett sådant uttalande kan förmodligen uppfattas som uttryck för en medbestämmanderätt vid avgörandet av de egentliga bysakerna.[^13]
I Dælum, Aalborg amt, 1712 (DW II:107) har de husmän som har boskapshållning medundertecknat stadgan och åtnjuter byns rätt, men gillesskrån för Langaa, Svendborg amt, 1607 § 7 (DW III:231) ger varje invånare tillträde att bli gillebroder eller -syster, dock så att de som inte har åker och äng i marken ska sitta nederst vid bordet. Särskilt gillesskråerna är svåra att tyda vad gäller husmännens förhållanden. Att husmännen kunde bli gillebröder är klart, men om detta gav dem lika rätt vid behandlingen av byns förhållanden är mycket osäkert. Visserligen fastställer gillesskråerna som regel att byns förhållanden ska förhandlas på gillebrödernas stämma, sålunda Langaa, Svendborg amt, 1607 § 41 (DW III:235), och i samma skrå § 40 ges den sedvanliga bestämmelsen om att vad de flesta i byn beslutar får de andra inte kullkasta, utan att det görs någon åtskillnad mellan de olika klasserna av gillebröder, men i skråns § 41 fastslås det att bara de gillebröder som också är gårdbrukare kan utväljas till åldermän; redan däri ligger ju en väsentlig diskriminering. Samma inskränkning finns i gillesskrån för Østrup, Odense amt, 1598 § 1 (DW I:297), som gör det till ett villkor för tillträdande av åldermannasysslan att vederbörande brukar en lantbruksgård. Även efter denna gillesskrå deltar husmännen i gillena och ger sina bidrag till festens avhållande, jfr. §§ 106 och 145.
Det är inte bara åldermannaskapet som husmännen i många stadgar uttryckligen är uteslutna från,[^14] sålunda kan husmän enligt stadgan i Falkerslev, Maribo amt, 1721 § 40 (DW IV:156) inte användas som skogsvaktare; man har väl antagit att de — som inte har andel i skogen — inte med tillräcklig nit skulle sköta detta uppdrag.[^15]
Å andra sidan förutsätts det i flera stadgar att husmännen, i varje fall vid bestämda tillfällen, ger möte vid bystämman. Som ovan omnämnts uttalas det då och då att husmännen genom att underteckna stadgan åtnjuter rätt och rättvisa enligt denna. För att hävda sin rätt enligt bylagen måste husmannen naturligtvis infinna sig vid stämman och söka sin rätt hos åldermannen,[^16] och på samma sätt måste han vid stämman stå till ansvar för sina överträdelser av lagen. Därför bestämmer stadgan för Asferg, Randers amt, 1685 § 7 (DW II:214) att husmän och inderster som har boskapshållning ska förse åldermannen med sina talliestokke (räknestickor) med utskuret namn, när viden börjar. För att ingen ska vara i okunnighet om lagen bestämmer vidare stadgan för Bolmerod, Odense amt, 1731 avsnitt 1 § 3 (DW I:351) att alla ska infinna sig vid stämman när bylagen uppläses, såväl husmän som gårdmän.
Det föreliggande materialet synes alltså bekräfta att husmännen inte under någon period av byalagets historia har haft medbestämmanderätt på lika fot med gårdinnehavarna i byns angelägenheter, men att de — i varje fall under senare tid — ofta har haft tillfälle att delta i bystämman, och att detta särskilt har varit fallet i de byar där styret hade formen av ett egentligt gille, varvid erinras att redan Østrup gillesskrå 1598 öppnar tillträde för husmännen till upptagande i gillet.
Det är också ett vittnesbörd om husmännens uteslutning från de egentliga stämmoförhandlingarna att det i slutet av 1700-talet dyker upp särskilda husmandslag (husmannalag). Ett sådant känns från Egeskov, Svendborg amt, omkring 1800 (DW III:226). I detta lag kunde bara jordbrukande husmän upptas, men jordlösa husmän och hantverkare kunde dock upptas mot erläggande av igang, men de fick inte tala med när lagets saker behandlades. Den sociala skillnaden mellan gårdmän och husmän fördjupas under tiden omedelbart före utskiftningen, och detta har otvivelaktigt satt spår i byalagets liv. En kompromiss har man dock nått i Lunde, Svendborg amt, vars stadga från 1800 § 4 (DW III:223) och från 1823 § 5 (DW III:225) bestämmer att det ska insättas 2 åldermän i bylaget, nämligen 1 gårdman och 1 husman. Ett sådant gemensamt grannelag för gårdmän och husmän har dock förmodligen även vid den tiden varit en sällsynthet.
De från 1800-talet kända husmannalagen härstammar förmodligen i övervägande grad från tiden efter utskiftningen.[^18]
Huvudregeln har alltså till alla tider varit den som uttrycks i stadgan för Øvarp, Ø. Gønge hd. (nr. 33) 1720 § 15: Ingen bör gå i vårt grannelag utom bonden eller hans säkra bud, såvida det inte sker med allas samtycke. För att uppträda som bondens ställföreträdare har man däremot säkerligen bara krävt vuxen ålder.[^19]
2. Beslut
Fyns stadga, recessernas och DL:s bestämmelse rörande bystadgarna synes närmast förutsätta beslut enligt enkel röstmajoritet utan hänsyn till de avgivna rösternas vikt med avseende på egendomsinnehav. Så har regeln varit under de tider då bylaget bestod av fria adelbönder, ty varken vid tinget eller annorstädes känner vi från den tiden någon röstavgivning efter vikt, och så har förhållandet väl i ännu högre grad varit allteftersom all jord kom under godsens äganderätt och bönderna blev fästare. Något vittnesbörd om att man under övergångstiden har gjort skillnad mellan självägare och fästare har vi — som ovan nämnts — inte.
Regeln var alltså genom många århundraden den att byns angelägenheter avgjordes vid bystämman efter en majoritet av de där avgivna rösterna. Inte heller åldermannen har — allteftersom han uppträder i bystyrelsen — ursprungligen haft något särskilt inflytande på sakernas avgörande utöver de övriga bymännen, och det är väl rentav högst tveksamt om han har haft någon ensamrätt att sammankalla bystämman.[^20] Att bystämman var den enda myndigheten — särskilt när böter skulle ådömas — understryks kraftigt i en av våra äldsta stadgar, gillesskrån från Lumby, Odense amt, 1592 § 15 (DW I:341), enligt vilken det förbjuds åldermannen eller andra grannar att skära i videstokken (bötesstickan) eller efterge böter utan att menig man är tillstädes och samtycker med varandra, så att rätt och rättvisa övas åt alla sidor. Det bör noteras att gillesskrån i andra hänseenden tillerkänner de 4 männen (de fyra utsedda förtroendemännen) särskild myndighet, jfr. § 1. Även sedan utseendet av särskilt bemyndigade män blir vanligt, heter det i stadgan för Bælum, Aalborg amt, 1712 § 27 (DW II:113) att ingen stadga får antas eller bestå, utan att den blir utlyst vid grandestämman och samtyckt av de meniga grannarna.
Det är emellertid inte bara åldermannen som är hämtad från köpstäderna, härifrån härstammar också de särskilt utsedda männen som i åtskilliga stadgar har vittgående myndighet. Byns 4 mænd (4 män) (ofta dock också 2, 6, 8, 10 eller 12) är kanske inspirerade av medeltidens fjärdingsmän jfr. de 4 seniores i Slesvig stadsrätt, från gillenas stolsbröder, eller också har det senare köpstadsrådet haft inflytande på deras införande — i varje fall är institutionen långt yngre än själva bystämman.[^21]
Dessa särskilt utvalda män ska som regel utsedas av åldermannen på bystämman,[^22] vilket dock inte behöver betyda att åldermannen är enrådande med avseende på utseendet, förmodligen ska stämman godkänna hans förslag. Som regel krävs inga särskilda kvalifikationer av dessa män, men flera stadgar benämner dem som »de mest förståndiga«, »de bästa i socknen« och liknande,[^23] dock kräver stadgan för Asferg, Randers amt, 1685 § 11 (DW II:215) att de ska utnämnas bland de bästa som har mest jord i marken, liksom husmännen förmodligen också är uteslutna från detta uppdrag.[^24]
De utsedda männens befogenheter varierar i de olika stadgarna, men vanligast innehåller stadgan en bestämmelse om att det som åldermannen med de 4 männen har samtyckt ska stå vid full kraft och hållas som vide (stadgebestämmelse) och stadga,[^25] och enligt dessa bestämmelsers ordalydelse skulle åldermannen och de 4 männen alltså ha samma myndighet som bystämman att med bindande verkan för alla bymännen fastställa bylag. Det är emellertid tveksamt om detta som huvudregel har varit fallet.
För det första måste man vara uppmärksam på att de 4 männen (oavsett att antalet kan variera, används i det följande för bekvämlighetens skull denna beteckning) ofta utseds för att utföra enskilda uppdrag, såsom att besiktiga en markskada eller inspektera eldstäderna;[^26] vidare synes de på många ställen ha haft det begränsade uppdraget att fatta beslut angående driften, särskilt lantbruksarbetarnas påbörjande och byarbeten i allmänhet. Sålunda ska åldermannen i Nordby på Samsø enligt stadgan 1697 § 28 (DW I:144) varje söndag utseda 4 män som ska bestämma vilka byarbeten som ska utföras den kommande veckan, men i stadgans § 69 finns den sedvanliga bestämmelsen om att det som de flesta bymännen beslutar ska stå vid makt. Stadgan för Vrold, Aarhus amt, 1662 § 26 (DW II:386) påbjuder att det som 8 män beslutar beträffande plöjningen och skörden samt ängslåttern ska alla finna sig i, men stadgan har ingen uttrycklig bestämmelse om majoritetens kompetens i andra saker.[^27] Enligt Håslov och Viby, Villands hd. (nr. 36) 1674 § 3 ska de 4 männen hela året fastställa böter för brott mot hägnaden. De är alltså här hägnsynsmän med dömande myndighet. Vidare måste man utgå från att de 4 männens förrättningar sker vid själva bystämman, så att bymännen i praktiken har tillgång att göra sitt inflytande gällande, och detta är också ibland direkt förutsatt.[^28]
Slutligen uppträder de 4 männen ibland enbart som skiljedomsmän i konkreta tvister, och man kan inte bortse från att bara detta är deras uppgift i flera stadgar som i allmänhet bestämmer att bymännen ska finna sig i vad de utsedda männen har fastställt. I Østrup stadga 1589 in fine (DW I:318) fastställs att i saker som stadgan inte handlar om får åldermannen vid stämman utseda 4 män att döma därom, men i § 67 finns den sedvanliga bestämmelsen om vad majoriteten pålägger till byns gagn. Asferg stadga 1685 innehåller en regel om 6 mäns skiljedom vid tvistigheter.[^29]
I tingböckerna finner vi ofta exempel på att saker har avgjorts genom 4 mäns skiljedom.[^30]
Även om de 4 männen har mindre inflytande än det vid en ytlig genomläsning av stadgarna kan synas, råder det emellertid inget tvivel om att de på åtskilliga ställen faktiskt har fått bystämmans fulla befogenheter överdragna, inte bara att döma i konkreta rättstvister utan också att fastställa ny bylag. En sådan befogenhet framgår sålunda klart av stadgan för Voer, Randers amt, 1707 (DW III:381).
Att det ofta har nedsatts ett särskilt utskott när ny stadga skulle utarbetas är sannolikt. I § 5 i stadgan för Horne, Svendborg amt, ca. 1600 (DW V:52) heter det att de meniga bymännen har antagit villkor som 12 män var uttagna och betrodda att lägga vid vide. Radsted stadga, Maribo amt, 1635 § 42 (DW I:245) bestämmer rentav att vad åldermannen samtycker med 8 män, det ska alla bymännen vara förpliktade att samtycka. Trots de många kategoriska uttalandena om de 4 männens absoluta makt är det dock mycket tveksamt om en förfördelad byman inte skulle ha möjlighet att föra sin sak inför den samlade bystämman. I praktiken har han säkerligen haft denna möjlighet, och från Arnum, Haderslev amt, 1685 § 1 (DW IIIa:29) känner vi ett exempel på att de 4 männens avgörande är underkastat bystämmans prövning: »Hvad 4 mænd paalægger, og menige grander vedtager, skal alle de andre følge, og hvis de ikke kan komme overens, da skal de gaa i tvende parter, og hvad de fleste vedgaar, skal de andre følge.« (Vad 4 män pålägger och meniga grannar antar ska alla de andra följa, och om de inte kan komma överens, då ska de gå i två parter, och vad de flesta antar ska de andra följa.)
Den i stadgarna ofta fastställda lydighedspligt (lydnadsplikt) gentemot åldermanens befallningar i byns dagliga liv[^31] kan inte antas inskränka bystämmans makt, inte heller när lydnadsplikten, som i stadgan för Balsby, Villands hd. (nr. 35) 1670 § 24 och Fjelkestad, s. hd. (nr. 1) 1685 § 23, utsträcks till att gälla befallningar utfärdade av åldermannen med de 4 männen; bägge dessa stadgar innehåller för övrigt i respektive § 32 och § 28 den sedvanliga bestämmelsen om att det ska stå fast som majoriteten av bymännen beviljar. Däremot har lagstiftningens regel om byns autonomi i ett mycket stort antal stadgar fått det tillägget att vide och stadga ska fastställas som åldermannen och de flesta beslutar det, och kanske måste det tolkas så att inget kan beslutas mot åldermanens röst. I praktiken har väl en sådan regel varit starkt modifierad.
När stadgan för Billestorp, Sdr. Aasbo hd. (nr. 8) § 1 och Starby s. hd. (nr. 1) 1794 § 1 rentav bestämmer att alla bymännen ska samtycka och inte kullkasta den vide och stadga som åldermannen pålägger till byns nytta och gagn, så ska väl inte heller denna regel tas som ett uttryck för att åldermannen har varit försedd med enväldig makt.
Även andra kategorier än de särskilt utvalda eller efter tur tillträdda 4 männen ses i stadgarna försedda med särskild myndighet att fastställa bylag, där den skrivna stadgan intet innehåller. I stadgan för Ostad, Villands hd. (nr. 13) 1694 § 8 bestäms att vad åldermannen och oldinge bymænd (de äldsta bymännen) pålägger som kan vara till byns nytta, det ska inte 1 eller 2 kullkasta. Vilka oldinge bymænd är kan vi inte se; direkt hänvisar beteckningen ju till de äldsta i byn, men enligt stadgans efterskrift är den samtyckt av åldermannen, de 4 männen och meniga bymännen, och då det är enda stället där de 4 männen omnämns, är de kanske identiska med oldingebymænd. Stadgan för V. Ollinge, Ø. Gønge hd. (nr. 26) 1723 § 33 tillerkänner åldermannen med de förnämsta och äldsta i byn myndighet att fastställa regler på områden som inte behandlas i stadgan, men hur det närmare urvals- och kompetensförhållandet har varit kan vi inget säga om, vilket i ännu högre grad gäller bestämmelsen i stadgan för Lindved, Vejle amt, 1747 § 53 (DW V:111), enligt vilken de flesta och äldsta grannarna kan besluta bylag.
Vid bedömningen av de ovan framdragna reglerna måste man överhuvudtaget erinra sig att skillnaden mellan konkreta beslut för lösning av enskilda i byn uppkomna frågor och antagandet av allmänt gällande regler för framtida efterlevnad gör sig starkt gällande, men att det inte alltid är möjligt att fastslå av vilken art en föreliggande bestämmelse är. Flera stadgar innehåller direkt motstridiga bestämmelser, som alltså inte alla kan förstås bokstavligt.
Det har ovan i kapitel 2 omnämnts i vilken utsträckning godsherren hade inflytande på bystyret och på antagandet av bylagar. Utöver detta inflytande bör det emellertid på denna plats nämnas att sockenprästen säkerligen ofta har haft ett inte obetydligt inflytande på byns liv. Mångfaldiga stadgar är konciperade av prästen, och åtskilliga har tillkommit på prästens initiativ med syftet att sätta tukt på böndernas ogudaktiga leverne. Härom vittnar de talrika bestämmelserna om böter för alla slags helgbrott. Detta inflytande kunde bli så starkt att stadgarna rentav gjorde det till ett villkor för antagande av något beslut vid bystämman att prästen gav sin anslutning; detta gäller sålunda stadgan för Kraglund, Viborg amt, 1660 § 41 (DW III:339) och Asferg, Randers amt, 1685 § 4 (DW II:213).
Som ovan omnämnts kan man dock trots alla undantag fastslå som en huvudregel att all stadga enbart ska samtyckas av åldermannen med en majoritet vid bystämman.[^32] I enskilda yngre stadgar ser man emellertid bestämmelser om en majoritet efter vikt istället för efter antal. I stadgan för Aarre, Ribe amt, 1706 § 21 (DW V:88) är visserligen den numeriska majoriteten principiellt avgörande, men om rösterna står lika ska avgörandet fällas av dem som har mest egendom. Stadgan för Tandrup och Kirkeby i samma amt, 1729 § 3 (DW V:258) kräver de flesta rösterna eller (förmodligen om en sådan majoritet inte kan skapas) efter högsta hartkorn. En egendomlig omröstningsregel finns i Vistoft, Randers amt, 1765 § 6 (DW II:245). Härefter har bymännen röster efter sitt stagemaal (stångmått), d.v.s. efter det antal stänger å 4 alnar som varje byman ska ha i de enskilda åkrarnas bredd. Det blir därför 20 röster i byn efter grannarnas stängers antal, och åldermannen har under sitt år en röst utöver.
En kvalificerad numerisk majoritet känner jag bara från en yngre stadga, nämligen från Rugbjerg, Aabenraa amt, 1795 § 19 (DW III:73), som kräver ⅔ majoritet.
Enligt stadgan för Rabsted, Tønder amt, 1699 (V:234) är majoriteten normalt avgörande, men de stora bolsmænd (bolsmännen) ska ha rätt att bestämma tiderna för plöjning, sådd och skörd.
När stadgan för Hjerting, Haderslev amt, 1696 § 21 (DW V:184) fastslår att vad de flesta i byn bestämmer ska efterkommas efter ottingsbrug (ottingsandel), avser bestämmelsen otvivelaktigt fördelningen av byalagets plikter, hägnadsättning m.v.
3. Mötesplikt. Mötesdagar. Sammankallningssätt
Hur bystämman sammankallades innan åldermannainstitutionen var införd kan vi inte ha något begrepp om. Det är möjligt att åldermannasysslan just nödvändiggjordes av behovet att ha en person på vilken ansvaret för bystämmans sammankallande åvilade, men vi kan inte med bestämdhet säga något härom. Man har lagt stor vikt vid att sammankallandet av bystämman var ett privilegium för åldermannen,[^33] och har i det avseendet hänvisat till det äldsta germanska vittnesbördet om en byålderman, nämligen det tyska juramentum 1085, vari det heter: »Magistrum villæ viator appellat, qui convocatis civibus suis« (Byns föreståndare kallas av budbäraren, som sammankallar sina medborgare),[^34] och ett uttalande från en byordning från Toma hd. i början av 1700-talet, vari det om åldermannen heter att han och ingen annan ska ha makt att sammankalla bymännen.[^35]
Någon synnerlig betydelse kan man naturligtvis inte tillmäta ett sådant enstaka vittnesbörd, och man kunde med lika stor rätt hänvisa till en rad byordningar från Vester Gønge hd., nämligen Horja (nr. 72) 1705, Ønnarp (nr. 65) 1727 § 28, Roke (nr. 66) 1749 § 26 och Mammarp m.fl. (nr. 91) 1778 § 26, enligt vilka alla ska infinna sig när åldermannen eller någon annan i byn låter bjuda till grandestämma. Jag hyser dock inget tvivel om att det i praktiken har varit åldermannen som i de allra flesta fall har sammankallat stämman. Härvid måste dock bortses från de fasta lagdage (lagdagar, ordinarie mötesdagar), då bymännen hade plikt att infinna sig utan tillsägelse.
Uttrycket lagdag används i Skåne om de i stadgan fastställda mötesdagarna, men där det enstaka gånger dyker upp i de danska stadgarna är det som beteckning för den för markfreden fastställda dagen.[^36]
Oftast är det fastställt en lagdag om våren och en om hösten, svarande mot markfredens påbörjande och uppgivande av vången. De vanligaste lagdagarna är därför Valborgsmässa (1 maj) och Michaelidagen (29 september), men vårsammankomsten inträffar dock också ofta omkring Vår Fru i fastan (25 mars).[^37] Enligt stadgan för Firgaarde, Aarhus amt, 1682 § 17 (DW II:391) ska det hållas ovarslade möte den 1:a söndagen i julen för att räkna upp viden, och inte bara denna händelse utan också gräsutjämningen, åldermannsvalet, räkenskapsavläggningen och annat har gett anledning till fastställande av lagdagar.
När marken är lyst i fred måste bystämman regelbundet sammankallas för att övervaka markfredens iakttagande, och därför har en rad stadgar bestämt att bymännen under fredstiden ska infinna sig varje enda söndag efter predikan till bystämma,[^38] men stadgan för Agerskov, Haderslev amt, 1753 § 15 (DW III:17) förbjuder grannarna att samlas på en helgdag, såvida det inte är en sak som inte tål uppskov. Från Skåne känns inga exempel på regelmässiga söndagsmöten.
När lagdag inträffade, eller bystämma på annat sätt varslade, hade bymännen en ovillkorlig plikt att infinna sig på stämmoplatsen till fastställd tid. Underlät en byman att ge möte blev han inte bara skyldig att ohörd efterleva stämmans beslut,[^39] utan han ådrog sig böter till bylaget. Bara om han hade laga förfall var han ursäktad och skulle då istället sända en fullmyndig ställföreträdare. Laga förfall kunde vara sjukdom, eller bonden kunde vara i husbondens förfall, d.v.s. vara kallad till hovarbete eller äktskörsel på herrgården, vilket rentav var laglig ursäkt för utevaro vid tinget.[^40]
Huvudregeln har förmodligen varit att bymännen skulle samlas så snart besked härom givits, när tutningen var avslutad, klockan hade klämt eller budet var mottaget, men i gillesskrån för Lumby, Odense amt, 1592 § 3 (DW I:326) krävs dock aftonsvarsel. Enligt en sen skånsk stadga förfaller böterna om bymannen uteblir mer än en halvtimma efter att kallelsen skett.[^41]
Sammankallningssättet vid varsling av bystämma har varit föremål för ingående undersökningar av Bengt Engström[^42] för Skånes vidkommande och av Aug. F. Schmidt[^43] för det egentliga Danmarks vidkommande, och till dessa framställningar kan hänvisas, varvid det dock måste anmärkas att det av de nämnda författarna insamlade materialet är sammanställt utan hänsyn till källornas art och ålder. I det följande ska ges ett kortfattat referat av de nämnda undersökningarna med enstaka kompletterande anmärkningar.
Om sammankallandet av de äldsta bystämmorna vet vi intet och kan bara gissa. Det är möjligt att stämman, som Aug. F. Schmidt antagit, ursprungligen har sammankallats genom rop, men vi har ingen grund att fastslå detta, även om vi från en enskild by vet att det »ropades till gata«,[^44] tvärtom kan den från vissa trakter senare kända budkavle (budkavle, budsticka) väl ha varit allmänt utbredd i det nordiska området under den tidiga medeltiden, men det finns för övrigt ingen anledning att tro att det vid den tiden — lika lite som senare — har använts enhetliga sammankallningsmetoder i hela området.
Däremot har vi grund att anta att kyrkklockan i kyrkobyarna ursprungligen har använts för att sammankalla bymännen även till världsliga stämmor. Härpå tyder inte bara den anknytning även i världsligt, däribland särskilt försvarsmässigt, hänseende som bymännen hade till kyrkan under den tidiga medeltiden, utan också det faktum att några av våra äldsta källor talar om kyrkklocans bruk för detta ändamål. Peder Palladius omnämner 1553 att sockne- och gatustämma ska varslas varje söndag genom ringning med kyrkklockan, men i övrigt visar våra källor från de följande åren prästerskapets motstånd mot denna profana användning av klockorna.
Synodalia Roskildensia förbjuder 1561, 1562 och 1584 att använda kyrkans klockor till sammankallande av gästabud, lek, bystämma och gillegårdsgang, och detta förbud upptas i DL 2–22–40.[^45]
Vittnesbörd från bystadgarna visar då också att prästerskapets strävanden var välgrundade, ty långt fram i tiden anförs klockan som sammankallningsinstrument, och även om det inte alltid är möjligt att med säkerhet avgöra om det rör sig om kyrkklockan, kan detta dock i enskilda fall med säkerhet påvisas. Detta gäller sålunda 2 tingboksanteckningar från Gudme hd. 1649 och Salling hd. 1679, bägge på Fyn, enligt vilka kyrkklockan användes av bönderna för att sammankalla stämman.[^46] Utan att vi med bestämdhet kan säga om det i alla fall rör sig om kyrkklockan, känner vi från spridda stadgeuppgifter klockan som sammankallningsinstrument. När det av stadgan för Langaa, Gudme hd. 1607 § 24 (DW III:233) framgår att bymännen sammankallades genom klockringning, vet vi visserligen från den förut nämnda tingboksanteckningen av 1649, som just gällde bymännen i Langaa, att det med klocka ska förstås kyrkklocka, men en liknande säkerhet har vi inte gentemot den motsvarande bestämmelsen i den sydsjälländska stadgan från ca. 1590 (DW IV:90). Vittnesbörd om klockringning finns spritt över hela det egentliga Danmark, men Bengt Engström har bara i 2 fall funnit sådana vittnesbörd i Skåne, nämligen i Kivik i sydöstra Skåne och V. Torp i Nordskåne. Dessa två exempel kan jag komplettera med ytterligare 2, nämligen från V. Skrävlinge eller V. Kattarp, Oxie hd. 1657,[^47] och från Sönnarslöv, Gærds hd. (nr. 17) 1662 § 12. Säkerligen har bruket av kyrkklockan haft samma utbredning i Skåne som i det övriga Danmark.
I det egentliga Sverige har vi från Västergötland vittnesbörd om strävanden att komma missbruket av kyrkklockorna till livs. I Vartofta hd. tilltalas grannarna 1656 för detta missbruk, och häradsrätten remitterar saken till konsistoriet med förfrågan om de verkligen skulle ha lov att använda kyrkklockan.[^48] Vid sockenstämman i Varv 1701 beslöts att förbjuda användningen av kyrkklockan till sammankallande av grannarna.[^49]
I Sverige hör i övrigt budkavlen till de äldsta sammankallningssätten.
Den egentliga by- eller gatuklockan synes inte ha varit utbredd i det egentliga Danmark, men är under påverkan söderifrån välkänd i Sydslesvig.[^50] I Tyskland har bondeklockan varit en vanlig företeelse.[^51]
I Sverige och Norge har vi från medeltiden vittnesbörd om att budstikken (budstickan) har varit allmänt använd till sammankallande av allmogen, men i Danmark är denna sammankallningsform i varje fall vid den tid från vilken de skriftliga stadgarna är kända, ett lån från grannländerna. I Sönderjylland är budstickan, grandeplokken, grandestokken eller tingvollen, som den här kallas, allmänt känd från de äldsta stadgarna och ned genom tiden. Tingvollen skulle gå från man till man i byn, men ingen får gå in i någon mans hus för att lämna den, utan ska knacka på och överlämna den till bonden, som genast ska gå vidare till nästa gård. Så snart tingvollen är avlämnad till nästa granne, ska budbäraren infinna sig på stämmoplatsen, och när tingvollen har gått byn runt ska alla bymännen vara samlade.[^52] Det äldsta sönderjyska vittnesbördet om tingvollen är från Daler, Tønder amt, 1574 § 12 (DW III:47), där det vidare bestäms att den som döljer tingvollen och inte för den vidare till nästa granne ska böta till byn.
Från Sverige har budkavlen trängt in i de skånska gränstrakterna;[^53] i de bevarade stadgarna ses den dock bara omnämnd i Kylle, V. Gønge hd. (nr. 20) 1745, men åtskilliga nordskånska stadgar har en bestämmelse om att bymännen ska sammankallas genom bud som går rätt om i byn, och det är ju sannolikt att det i några av dessa fall har använts budkavle. Från Blekinge hör vi av ett öppet brev av 10. 7. 1585 (Kanc. brevb.) att Jon Skomager i Östra häradet har samlat en upprorisk skara genom att låta budkavlen gå.
Även på Sydfyn uppträder tingvollen i enstaka stadgar. Bjerne, Salling hd., Svendborg amt, 1593 § 8 (DW III:486) bestämmer att tingvollen ska gå runt till sammankallande av bymännen, och det är förmodligen också tal om en budsticka när stadgan för Horne, Salling hd., Svendborg amt, 1559 § 28–29 (V:49) påbjuder var och en att infinna sig när de blir lagligen med »tingmaal« (tingsbud) varskodda och påbjuder straff för den som gömmer varsel eller tingmaal för en annan.
Yngst av de allmänt utbredda sammankallningsinstrumenten är otvivelaktigt hornet och trumman; särskilt det sistnämnda instrumentet har först använts i nyare tid. I de bevarade stadgarna från Danmark (bortsett från Sönderjylland) och Skåne är horntudningen (hornstötningen) det vanligast förekommande sammankallningssättet, och de andra instrumenten och sätten är bara ganska få undantag i förhållande till den stora mängden uppgifter om byhornet.[^54]
Ordningsregler
Stadgarna är mycket noggranna med att säkra avhållandet av en lugn och värdig bystämma. Intet under, ty stämman hölls ofta i samband med utdrickande av videøl (vidöl, bötesöl), formella gillen enligt gillesskrån eller en helt oformell öl- och brännvinsdrickning. Tingböckerna vimlar då också av vittnesbörd om slagsmål och ärekränkningar vid stämman, så man förstår till fullo att stadgarna har upptagit stränga — men oftast maktlösa — bestämmelser häremot.
Det är en självklarhet att åldermannen är stämmans ledare och ska behandlas med tillbörlig respekt. Vilka sammankomster som än görs i byn har han det översta sätet,[^55] och ingen får överösa honom med skällsord eller falla honom i talet, och när han slår till ljud eventuellt med sin åldermansstav, om han har en sådan, då bör var och en tiga stilla och höra på åldermanens tal;[^56] ja, en enskild yngre skånsk stadga kräver rentav att man ska visa åldermannen den äran att blotta huvudet när han slår till ljud och inte iföra sig sin huvudbonad förrän förhandlingarna är avslutade, och först åldermannen sedan de andra bymännen kan sätta mössorna på igen.[^57]
En utförlig bestämmelse om stämmoordning finns i bylagen för Lumby, Odense amt, 1592 § 3 m.fl. (DW I:326), där det bl.a. heter: Den man som vill tala eller svara vid stämman ska be åldermannen om lov och tala sina ord saktmodigt och svara beskedligt på vad det tillkommer honom att svara utan förtörnelse eller onda ord och inte heller ropa, storma, svärja eller banna eller skrika utan ljud i varandras munnar, utan tala allting i ljud. Enligt stadgan för Tisel, Haderslev amt, 1742 § 30 (DW V:193) ska först de gamla säga sin mening vid grandestämman och de unga under tiden tiga stilla, ty det är troligt att de gamla bäst vet och vill byns bästa och tillstånd.
Av de mångartade förmaningar och påbud om upprätthållande av lugn och ordning, som i regel inte erbjuder något särskilt av intresse, bör dock nämnas några enstaka grupper som gång på gång återfinns i stadgarna och som redan är upptagna i de äldsta köpstadens værnegilder (skyddsgillena), varifrån åtskilliga av bylagarna måste ha hämtat inspiration.
Från skyddsgillena känner vi sålunda förbudet mot att bära »vaaben og værge« (vapen och värja) med till stämma t.ex. § 23 i St. Knuds gillesskrå från Odense ca. 1245, § 27 i St. Knuds gillesskrå från Malmø ca. 1350 och § 18 i Jomfru Marie gillesskrån från Herslev 1515.[^58] Samma bestämmelse återfinns i de bylagar som har formen av egentliga gillesskråer, först och främst naturligtvis i gillena på Bornholm,[^59] men vidare finns de i en liknande formulering i de bystadgar som utan att vara egentliga gillesskråer dock är starkt påverkade av skråernas formulering och organisation.[^60] Förbudet mot att ha vapen av varje slag finns emellertid också i de danska bystadgar som inte visar något tecken på påverkan från köpstadens skyddsgillen och skrån, sålunda särskilt de flesta jylländska och skånska stadgarna.[^61] De nämnda exemplen representerar stadgar från tiden mellan 1592 och utskiftningen. Vapenförbudet finns också i den formen att åldermannen vid stämmans början ska utlysa alla vapen eller lysa fred över stämman.[^62] Även vid andra bysammankomster än stämman kan åldermannen avlysa vapen, sålunda heter det i Gærds hd. tb. 28. 2. 1649 i en vittnesförklaring: Att de var församlade i Huarød att ydda kyrkosäden, då avlystes knivar av åldermannen, att de under straff inte fick ha dem på sig. Om lysning av en egentlig byfrid, sådant som vi känner det från de tyska bystadgarna, meddelar stadgarna eller tingböckerna inget.[^63]
Även de medeltida gillesskråernas förbud mot att förnärma en lagbroder vid stämman återfinner vi i senare tiders bystadgar. Från skråerna för St. Knudsgillena i Flensborg ca. 1200 § 29 och Odense ca. 1245 § 18 känner vi förbudet mot att beskylla en medbroder för lögn, och förbudet mot att »lochte«, »løgte« eller »lykte« någon finns i ett stort antal bystadgar.[^64] Inte heller andra skällsord, svordomar eller förnärmelser får brukas vid stämman, och skulle det hela ändå sluta i slagsmål, har såväl gillesskråerna som bystadgarna fastställt böter till byn härför, utöver det straff som det tillkommer överheten att ge.[^65]
I två stadgar från Lunde hd. i Odense amt, nämligen Allesø ca. 1500 (DW V:38) och Lumby 1592 § 19 (DW I:343) finns ett förbud mot att deltagarna i stämman röjer förhandlingarna för byns ovänner eller motparter i någon sak eller andra som bymännen inte vill ska ha kännedom om förhandlingarna.
II. Åldermannen
1. Beteckning och antal
Oldermandsembedets (åldermannasysslans) ursprung har sökts klarlagd ovan i kapitel 1. Här ska vi därför bara kort uppmärksamma de olika beteckningar under vilka åldermannen nämns i de olika delarna av riket.
Aug. F. Schmidt[^66] nämner att åldermannen i Mellan- och Sydslesvig kallas byfoged (byfogde), i Angel byforstander (byföreståndare), på Als forstander (föreståndare) och i Östslesvig fortalemand (talesman). I stora delar av Jylland kallas han grandefoged (grandefogde), och i enskilda jylländska stadgar används beteckningen videfoged (videfogde), men annars är benämningen oldermand (ålderman) eller variationer därav den allmänna.
Tals- eller fortalsmand anger naturligtvis åldermanens verksamhet som byalagets representant utåt, även om det inte alltid behöver vara åldermannen som för ordet på lagets vägnar; sålunda heter det i gillesskrån för Kværndrup, Odense amt, 1706 (DW I:403) att den som är byns ålderman också ska vara byns talesman, såvida han inte kan förmå sin granne därtill.
Från enskilda danska stadgar är även bondefoged (bondefogde) känd som beteckning för åldermannen,[^67] men bondefogde har väl vanligast varit beteckningen antingen på en bonde som godsherren satte att föra tillsyn med hovarbetet[^68] eller en förelöpare till sockenfogden som utövade polistillsyn och tillsyn med kronans bönder.[^69]
I Christian IV:s reces 1643 bestäms det i 1–4–53 att bondefogden och 2 dannemænd i Nørrehalland, Blekinge och andra ställen där bönderna sedan urminnes tid har givit kyrkan tionde, ska utpanta försumliga tiendebetalare. Enligt förordningen 22. 10. 1701 om polisväsendet avsnitt IX § 7 ska bondefogden föra tillsyn med att förbudet mot forprang efterkomms, och enligt § 26 i förordningen 25. 3. 1791 ska sockne- eller bondefogdarna samt i byar där sådana inte finns, åldermannen, föra tillsyn med ordning och sedlighet. När det i öppet brev 10. 1. 1581 och missiv 22. 8. 1628 samt anteckningen från 1707 i Kirkehist. Sml. II:269 om bondefoged, är det likaså tveksamt om det har avsetts en ålderman.
Även i Skånelandskapen är oldermand den allmänna benämningen, och enligt mönsterordningen 1742 gäller detta också Sverige, där man dock känner andra beteckningar, sålunda grandefoged från Västergötland[^70] och byfoged från Östergötland.[^71]
I Sverige finner vi på flera ställen påverkan av tyska beteckningar, sålunda »skultstör«, som i Dalabyarna används om trästickorna till byräkenskapen och »at skulta« som beteckning för antecknande av böter och andra skyldigheter, som härstammar från den tyska beteckningen för byfogden »schulze«.[^72] Denna samma benämning känns från holländarbyn på Amager, vars föreståndare kallades »skultes«,[^73] jfr. Chr. II:s köpstadsrätt 1522, som använder samma beteckning om byfogden. I stadgan för Arboga köpstads markjordar betecknas åldermannen »åkerherre« av tyska orts- eller dorfherr.[^74] Talrika stadgar omnämner överhuvudtaget inte åldermannen, vilket naturligtvis inte behöver betyda att en sådan inte har valts i byn, men i åtskilliga fall har det dock varit så. I en enskild skånsk stadga, nämligen från Loshult, Ø. Gønge hd. (nr. 38) 1720 anmärks uttryckligen att det inte finns någon ålderman i byn, varför pantningen ska företas av alla bymännen, men spritt över hela det ursprungliga Danmark finner vi stadgar om vilka vi med större eller mindre säkerhet kan säga att de bär vittnesbörd om att åldermannasysslan var okänd. Tydligast framgår detta av några stadgar från Tønder amt, där åldermanens funktioner utövas av 2 så kallade pantemænd (pantemän), som säkerligen överallt i Sönderjylland är förelöparna till de egentliga åldermännen.[^75] Inte heller i Rejsby och Kjærbolling från samma amt finns 1725 någon ålderman, utan 9 män ska råda byn och göra villkor (DW IV:387).
Det finns i nästan alla fall bara 1 ålderman i byn, men det finns dock stadgar med 2 åldermän.
Detta är sålunda fallet vid några köpstäders markjordar, där det också kan finnas fler än 2 åldermän,[^76] men är även känt i andra fall.[^77] Två åldermän finns också i Hyrup, Vejle amt, 1674 (DW II:435) och i Moborg, Ringkøbing amt, 1689 (DW III:417). I Ustrup, Haderslev amt, 1668 § 11 (DW V:169), där det likaså finns 2 åldermän, väljs de i var sin ände av byn; detsamma gäller de 2 pantemännen i Aabel, Nørre Rangstrup hd. 1696[^78] och i Nørre Løgum, Tønder amt, 1707 § 1 (DW V:224).
Där flera byar omfattas av ett och samma grannelag, finns det som regel bara 1 ålderman för hela grannelaget,[^79] men å andra sidan finns det exempel på att grannbyar — även om de inte hör under samma grannelag — tillfälligtvis kan ha gemensam ålderman. Sålunda hade byarna Oxie och Lockarp år 1661 gemensam ålderman,[^80] men i varje fall 1688 har de två byarna åter var sin ålderman.[^81] År 1707 har dubbelbyarna V. Skrävlinge och V. Kattarp i Oxie hd. gemensam ålderman,[^82] men detta har normalt inte varit fallet för de två byarnas vidkommande.[^83]
2. Plikt att låta sig väljas
Den som väljs till ålderman, eller den vars tur det är att bekläda ämbetet, har plikt att åta sig uppdraget om han uppfyller villkoren härför; se nedan under 3.
Uppdraget var emellertid förbundet med så mycket besvär att bymännen ofta drog sig för att åta sig detta omak. Därför ser vi gång på gång i stadgarna att det fastställs böter för den byman som inte vill vara ålderman när han har plikt därtill enligt stadgan.[^84]
Sådana böter innebär i praktiken ofta bara att bymännen kan köpa sig fria från att vara ålderman genom att betala böterna och sedan vara fria. I stadgan för Bælum, Aalborg amt, 1712 § 59 (DW II:117) heter det sålunda att den som inte vill vara ålderman ett år i tur efter gammal sedvänja, när turen kommer till honom, ska ge grannarna 3 slätdaler och får sedan vara fri tills turen igen — efter att ha gått byn runt — kommer till honom. Betalar han sig fri ska hans nästa granne i turordningen vara pliktig att åta sig uppdraget. Enligt stadgan för Lyngby, Gærds hd. (nr. 38) 1632 § 1 ska den som inte vill vara ålderman böta ½ tunna öl och vara fri från uppdraget. Om den som sätts i hans ställe inte heller vill vara ålderman ska också han böta. De kan uppenbarligen alla köpa sig fria efter tur.
Ännu mer långtgående är stadgan från Nordby på Samsø 1721 (DW I:141), enligt vilken den som ett år har köpt sig fri, men som igen nästa år utläggs som ålderman och inte heller detta år vill vara det, utan bötar till byn, ska vara fri från att vara ålderman hela sin livstid. Resultatet av en sådan regel ser vi i Nordby bysbog, som påbörjas 1781 (DW I:153) och som varje enda år utvisar att en lång rad bymän har blivit utlagda som åldermän men har köpt sig fria, många för livstid.
I några stadgar är det dock gjort till ett villkor för att slippa fri att man utöver att betala böterna också skaffar en annan i stället för att sköta åldermannaskapet. Detta gäller sålunda några stadgar från Fyn, nämligen Allesø, Odense amt, ca. 1500 § 1 (DW V:39), Rønninge, Odense amt, 1624 (DW I:292) och Stoense, Svendborg amt, 1707 § 1 (DW III:242). Även där det inte krävs att den motvillige ställer en annan i stället har man dock ibland säkrat sig att han inte slipper för billigt; sålunda påbjuder stadgan för Kjærby, Odense amt, 1704 § 1 (DW I:382) att den motvillige i varje fall ska vara ålderman tills han har betalat böterna. Flera stadgar fasthåller uttryckligen att den motvillige ska betala böterna men inte av den anledningen slippa att vara ålderman. Detta gäller sålunda Rostgaards skrå (DW I:62 § 4), som uttryckligen förbjuder bymännen att köpa sig fria,[^85] och den med denna skrå som förebild utfärdade stadgan för Saaby, Københavns amt, ca. 1700, avsnitt II § 3 (DW I:95). I sistnämnda stadga hade det rentav stått att den motvillige skulle betala godsherren dubbel tyngd det aktuella året, men denna rigoristiska bestämmelse, som förmodligen föreslagits av godsherren eller prästen, har dock åter strukits.
I Skåne, där överheten efter landsdelens övergång till Sverige intresserade sig mycket för byalagets organisation, utfärdar landshövdingen över Kristianstads län 1. 5. 1673 ett brev angående åldermannasysslan i byarna, som har missbrukats genom att de har köpt sig ifrån den, men att när det tillfaller någon, han då utan ursäkt ska motta åldermannaskapet.[^86] Balsby, Villands hd. (nr. 35) 1670 § 1 förbjuder likaså någon att köpa sig fri; detsamma gäller enligt Fjelkestad, s. hd. (nr. 1) 1685 § 1.
Betalade den motvillige bymannen inte den föreskrivna böten blev han naturligtvis pantad, eller striden gav anledning till en sak vid häradstinget, vilket var fallet med en tvist från Hyrup i Vejle amt. Bylaget tilltalade 1674 en granne, som enligt videbrevet skulle vara grandefogde och hade blivit utsedd därtill av 6 män. Han utförde emellertid bara bestyrret i 7 veckor, och sedan tyckte de meniga grannarna inte att de kunde vara nöjda med honom längre, emedan han inte tillbörligt säkrade markfreden. Under tvisten härom fråsade vederbörande sig uppdraget, och därmed var han skyldig att betala en tunna öl till grannelaget.[^87] Sakens fortsättning är inte känd.
Befriad från att åta sig åldermannaskapet är — utöver de bymän som inte uppfyller de allmänna villkoren härför, jfr. nedan under 3 — sådana som lider av sjukdom eller annan svaghet, eller som på grund av hög ålder är olämpliga att sköta uppdraget.[^88]
Befriade är även prästerna, jfr. Synodalia Roskildensis 1560 och DL 2–11–6, och förmodligen även klockare och diakon.[^89] Åldermannaskapet tillfaller bara bondeståndet, men inte andra gårdbrukare. Det är förmodligen inte helt utan intresse i detta sammanhang att peka på några administrativa avgöranden från en tidpunkt då det egentliga bylaget förmodligen har upphört, men där bystyret fortsätter med en rad administrativa uppgifter. Danske kancelli uttalar 1843 att huvudgårdsägare inte är pliktiga att åta sig åldermannaskapet, även om deras gårdar härstammar från utflyttade sammanslagna bondgårdar, och detsamma måste antas beträffande ofria jordar som lagligen drives under en huvudgård och sålunda måste anses vara undandragna byförhållandet.[^90] Sockenfogden och skolläraren är inte heller pliktiga att åta sig uppdraget.[^91]
I dessa fall hänvisar administrationen till vad som är gammal sed och bruk i trakten.
3. Valbarhet
Vi har ingen grund att fastslå vilka villkor som krävdes för att vara ålderman i de äldsta byalagen, men vid den tid då hövdingarna ännu inte hade vuxit ur bysamhället, har väl de mäktigaste haft ledningen i byn såväl som i häradet. Då bondeståndet efterhand sjunker ned till att bli en förhållandevis homogen klass, utvecklar sig ett demokratiskt styre av sig självt, och huvudregeln har under den tid från vilken vi känner stadgar varit den att alla som satt på en lantbruksgård kunde och skulle vara ålderman.
Man torde ha rätt att anta att den allmänna regeln har varit att bara gårdmän, men inte husmän och inderster, har kunnat väljas till åldermän. Det är bara i enskilda stadgar som detta uttryckligen fastställs,[^92] men det förutsätts i många stadgar och följer förmodligen av byalagets karaktär. Undantagsfri har regeln dock inte varit, sålunda framgår det av byskrån för Sønder-Jernløse, Holbæk amt, 1598 § 21 (DW I:120) att såväl bryder (bryte, arrendator) som gaardsæder (gårdsäte, torpare) kan vara åldermän. Då brydeförhållandet var okänt i slutet av 1500-talet, anger de två beteckningarna väl fästebönder och husmän, om inte bestämmelsen bara är en oförståelig kvarleva från gammal tid.
När Bengt Engström hänvisar till att de jylländska stadgarna, på samma sätt som de skånska, kräver en viss gårdsstorlek av åldermannen, har jag inte kunnat finna något stöd härför. Bylaget var långt in i tiden ett utpräglat demokratiskt samhälle, och alla jordbrukande män har ansetts lika i byns saker. Först i de allra senaste stadgarna finns tecken på en social differentiering bland bruksmännen. Sålunda kräver Ankær bylag 1758 (DW II:445) att videfogden ska vara en helgårdsinnehavare, och en stadga från Tunø i Kattegatt 1805 fordrar att åldermannen ska äga 6 tunnor sädeland och hålla duk och disk (DW II:318). I äldre stadgar har sådana bestämmelser förmodligen aldrig existerat.
Stadgan för Sdr. Bork, Ringkøbing amt, 1754 § 28 (DW II:543) kräver att åldermannen håller häst och vagn.[^93]
I övrigt är det som regel bara allmänna uttalanden om att åldermannen ska vara en god dannemand (redbar man) och duglig i byns saker och liknande som finns i stadgarna. Drigstrup, Odense amt, 1698 § 4 (DW VIII:180) kräver att åldermannen ska vara förståndg och ha gott rykte, medan gillesskrån för Lumby, Odense amt, 1592 § 1 (DW I:324) kräver att han ska »være vis, veltalende og have forstand paa byens gavn, nytte og fremtarv« (vara vis, vältalig och ha förstånd på byns gagn, nytta och framtida väl). När stadgan för Aarestrup, Aalborg amt, 1719 § II:1 (DW III:280) kräver att åldermannen ska kunna läsa och skriva, är det nog också ett krav som man bara kan tänka sig har framkommit i senare tider.
Däremot känner vi från Skåne på ett ganska tidigt stadium krav på att åldermannen ska ha ett bruk av en viss storlek, t.ex. Köpinge, Gærds hd. (nr. 26) 1691 § 7, som kräver ¼, ½ eller ¾ gårdsbruk och Degeberga, Gærds hd. (nr. 5) 1703 § 4 och Bökestorp, s. hd. (nr. 6) 1707 § 4, som går ned till ¼ gårdsbruk. Den sociala differentieringen har alltså här varit mer framskriden än i Danmark.
Änkor som satt ensamma på gården har väl som huvudregel inte haft rätt eller plikt att vara åldermän.[^94] Det är emellertid bara från några yngre stadgar som bestämmelser härom finns. Sålunda bestämmer stadgan för Ryslinge, Svendborg amt, 1772 § 7 (DW I:464) att turen att vara ålderman ska gå änkan förbi, tills hon gifter sig eller gården blir besatt med en man. När detta sker ska den nye mannen, om bymännen bestämmer det, åta sig åldermannaskapet när det blir ledigt.[^95]
4. Valsätt
Från den tid då alla bruksmän i byn står på ungefär samma sociala nivå härstammar grundsatsen att åldermannasysslan besätts efter tur.
Den helt övervägande huvudregeln i stadgarna för det ursprungliga danska området är alltså att åldermannasysslan går omkring i byn efter tur. I utpräglad grad i de skånska stadgarna, men även i många av de danska, fastslås det att ämbetet ska gå »ret om« (rätt runt) i byn, d.v.s. i samma riktning som solskiftet, alltså från öst till väst, eller, om detta inte så noga stämde med byns belägenhet, i den ordning vari bymännens jord var belägen i åkerskiftena eller senare efter matrikelnumren.
I förhållande till detta sätt att besätta åldermannasysslan är alla andra förekommande bara små och få undantag. På 1700-talet dyker majoritetsval väl sakta upp i stadgarna, men ofta är det svårt att se om ordalydelsen kan åberopas till stöd för antagandet av majoritetsval eller ej. Klara vittnesbörd härom finns dock.[^96]
Där de 4 männen uppträder ser man ibland — även i stadgarna från 1600-talet — att dessa särskilt utsedda män förrättar åldermannsvalet, sålunda i Horup, Sønderborg amt, 1639 § 17 (DW V:259), Hyrup, Vejle amt, 1674 (DW II:435) och Nordskov, Holbæk amt, 1697 (DW I:140). I Rønninge, Odense amt, 1601 (DW I:285) utväljs åldermannen av 8 gillebröder.
Normalt blandar sig godsherren inte i åldermannsvalet, och det finns inga tecken på att det har varit vanligt att valet skulle godkännas av godsherren. Ett sådant godkännande krävs dock i Rostrup, Aalborg amt, 1738 § 2 (DW IV:233), där åldermannen väljs av godsherren och grannarna, liksom två stadgar från Aalborg amt, nämligen Aarestrup 1719 (DW III:280) och Voxlev 1779 (DW III:500) fastställer att godsherren ska avgöra vem som ska vara ålderman om bymännen inte själva kan bli ense.
Som ovan omnämnts, s. 87, finns det också exempel på att godsherren har ingripit om byalagets angelägenheter förföll, och utnämnt en ålderman att ta itu med sakerna.
Det måste alltså betraktas som avgjorda undantag när enskilda stadgar bestämmer att godsherren utpekar åldermannen; detta är dock regeln i Moborg, Ringkøbing amt, 1689 (DW III:417) och Høgsted, Hjørring amt, 1685 (DW II:21). Ursprungligen har stadgan för Voer, Randers amt (DW III:384) fastställt att godsherren kunde utpeka åldermannen, men detta har rättats, förmodligen innan stadgan antogs.
Som nämnts är den helt övervägande huvudregeln även i Skåne att åldermannasysslan går rätt om i byn. Undantag härifrån har jag bara funnit i stadgan för Rønnestad, V. Gønge hd. (nr. 70) 1747, som är en förnyelse av stadgan från 1684, enligt vilken ålderman och pantare ska väljas med de flesta rösterna. I stadgan för Vanstad, Färs hd.[^97] 1756 bestäms att åldermannen ska insättas antingen genom val eller efter tur. I Finja och Øhresholm, V. Gønge hd. (nr. 10) 1727 har man uppenbarligen haft dåliga erfarenheter med att låta åldermannasysslan besättas efter tur, ty i stadgan sägs det att då »roterande« ofta leder till stridigheter, ska sockenprästen härefter ha makt att utvälja åldermannen. Från Skåne finns däremot inget exempel på att godsherren har utvalt åldermannen eller skulle godkänna valet.
5. Tidpunkten för åldermannsbyte
Som huvudregel innehade en byman bara åldermannasysslan 1 år i sänder, men även denna regel hade dock några få undantag,[^98] enligt vilka åldermannen kunde sitta kvar under längre tid. Från det danska riksområdet torde inga stadgar vara kända där åldermannen byttes halvårsvis, och i Skåne har jag bara funnit exempel härpå i Villands härad,[^99] där det i några fall byts ålderman både vår och höst.
I nästan alla byalag har det alltså varit årligt ombyte. Tidpunkten för detta byte har varit föremål för noggranna undersökningar av Aug. F. Schmidt[^100] för de danska bylagens vidkommande och Bengt Engström[^101] för Skånes vidkommande. Det måste dock till dessas undersökningar anmärkas att de till största delen bygger på muntliga meddelanden från en senare tid, även om materialet i stadgarna också utnyttjats.
Valborgsmässodag, Philippi Jacobi, den 1 maj, är för hela undersökningsområdet den vanligaste bytesdagen för åldermän. Det hänger otvivelaktigt samman med att denna dag ska vången fredas, och åldermanens besvärliga tid med att övervaka markfredens iakttagande börjar.[^102] Under en senare tid har Valborgsdagen väl inte varit särskilt gynnsam för ett sådant byte, då bönderna ju var livligt sysselsatta med vårarbetena, men traditionens makt bryts dock bara långsamt.[^103]
Över hela landet finns talrika undantag från huvudregeln; någon närmare undersökning av bakgrunden för de olika bytesdagarna och utvecklingen från äldre till nyare tid kan emellertid inte företas här.
I Skåne anser Bengt Engström på grundval av sitt — alltså mycket blandade — material sig kunna påvisa att huvudregeln har varit att åldermannbytet skedde vid Valborgstid eller i varje fall om våren, men söder om en linje Ystad–Helsingborg är Mårtensdagen (11. 11.) bytesdag, och i Bjerre hd. har man påsktiden efter inflytande från Jylland.
Från de skånska skogsbygderna, där stadgematerialet är rikligast, visar en undersökning av 219 stadgar i V. och Ø. Gønge hd., Gærds hd. och Villands hd., att det i 38 stadgar fastställs åldermannsbyte den 1 maj. I V. och Ø. Gønge hd. har 1 stadga från tiden före 1700 och 1 stadga från tiden 1700–42 åldermannsbyte Michaelidag, 29 september. I Villands hd. har 1 stadga från tiden 1700–42 och 4 efter 1742 åldermannsbyte i november. Resten av stadgarna uttalar sig inte om tidpunkten för åldermannsbyte.
Av 17 undersökta stadgar i Sdr. Aasbo och Bjære hdr. har 3 bytesdag vid påsktid; resten uttalar sig inte om frågan.
Då vi nästan inget stadgematerial har från Söderslätt, är en undersökning som inte vill nöja sig med muntliga överlivringar, mycket svår för detta områdes vidkommande. Bland Söderslätts beskrivare från mitten av 1700-talet och fram till vår tid är det nästan allmän enighet om att åldermannbytet skedde vid mårtensdagstid.[^104] Bara N. O. Lönquist[^105] nämner för Bara hd:s vidkommande Valborgsdagen som bytesdag. Av domböckerna har det inte varit möjligt att härleda något avgörande bidrag till frågans lösning. Enskilda saker ger dock en fingervisning. I saken Oxie hd. db. 16. 2. 1706 tilltalas Niels Andersen i Tullstorp för den skada som byns svin har gjort föregående höst, då han det året var ålderman. Bytet har alltså ägt rum mellan hösten 1705 och februari 1706 och inte vid Valborgstid. Av saken från s. hd. db. 19. 10. 1669 fol. 272 med fortsättningar framgår att Niels Petersen var ålderman i Hyllie sommaren 1669, men han omnämns i domen 10. 1. 1670 som »oldermanden paa den tid« (åldermannen vid den tiden), och måste alltså nu ha avgått. Inte heller i detta fall kan bytet ha ägt rum vid Valborgstid.
6. Åldermanens plikter
Åldermanens plikter är mångfaldiga. Det kan inte vara uppgiften i denna undersökning att ge någon detaljerad översikt över de talrika uppdrag som är pålagda honom, utan jag måste i det avseendet hänvisa till stadgarna och till den av Aug. F. Schmidt[^106] företagna uppräkningen.
I korthet kan det sägas att det åligger åldermannen att tillse att stadgans bestämmelser efterlevs, att det döms rättvist enligt dess bestämmelser, att det kallas till de beordrade bystämmorna, och att det överhuvudtaget fattas de beslut som är nödvändiga med hänsyn till byns nytta och bästa.
De egentliga gillesskråerna pålägger naturligtvis åldermannen en rad plikter i samband med gillesseden, men även de vanliga stadgarna pålägger honom ofta särskilda sällskapliga plikter.
I övrigt ska bara särskilt framhävas åldermanens plikt att förvara byns handlingar, videbrevet, videstocken eller taljorna, böteskassan m.v. samt hans plikter som byalagets representant utåt, vilket innebär plikt att representera bylaget under rättssaker, plikt att inkräva utombyliga avgifter som t.ex. gräsgäld och jordlega och plikt att tala böndernas sak gentemot godsherren.
7. Åldermanens ansvar
Åldermannen är ansvarig för sin verksamhet gentemot bylaget, men han är också i viss utsträckning ansvarig för sina bymäns uppträdande utåt gentemot grannbyar och andra.
A.
Stadgarna innehåller en mångfald bestämmelser rörande försumliga åldermäns ansvar gentemot bylaget.
Vanligast är en allmän bestämmelse om att åldermannen ska böta till byn om han visar sig försumlig och inte iakttar stadgans bestämmelser, och som regel är det då själva bystämman som ådömer honom det fastställda straffet. Det kan dock även överlåtas åt de 4 männen.[^107]
Åldermannen är byalagets fasta mittpunkt, och om denna sviktar svävar hela byns rättsordning i luften. Det är därför inte underligt att stadgarna vid åldermanens försumlighet i större utsträckning än det annars kan påvisas hänvisar byns saker till avgörande av godsherren eller hans befullmäktigade. Sålunda ska i Aarestrup, Aalborg amt, 1719 II:2 (DW III:280) den ålderman som ser genom fingrarna med någon förseelse anklagas inför godset. Den försumlige åldermannen ska enligt stadgan för Græsted, Frederiksborg amt, 1696 § 1 (DW I:41) sättas i straff av fogden och meniga grannar. Det bör erinras att denna bylag har tillkommit under medverkan av Rostgaard. Enligt Kværndrup, Odense amt, 1706 § 2 (DW I:400) ska den försumlige åldermannen anklagas inför godsherren eller överheten, som kan höra bägge parterna. Om han anklagas oskyldig ska anklagarna betala samma böter till byn som de hade tänkt åldermannen. Samma bestämmelse finns i Søndersø, s. amt, 1718 § 15 (DW III:461). Där stadgan är utfärdad av godsherren eller under dennes medverkan, är det klart att bestämmelserna om försumliga åldermän kan få större kraft, sålunda bestämmer Kippinge, Maribo amt, ca. 1750 in fine (DW I:273) att den försumlige åldermannen ska ha förverkat sitt fäste. En sådan bestämmelse kan naturligtvis bara vara insatt av godsherren och även bara tillämpas av denne. En särskilt rigoristisk bestämmelse finns i stadgan för Øsløs, Thisted amt, 1736 § 23 (DW III:272), enligt vilken åldermannen, om han inte levererar videbrevet vidare till sin efterträdare, ska ha förverkat sitt fäste; det tilläggs dock försiktigt: »om hans husbond det for godt synes« (om hans husbonde finner det för gott). Stadgan är utfärdad av bymännen med godsherrens godkännande. Stadgan för Høgsted, Hjørring amt, 1685 (DW II:20) bär i det hela prägel av godsherrens starka deltagande i byns angelägenheter, i det att det fastställs böter inte bara till byn utan även till godsherrens befullmäktigade, som ska bistå åldermannen. Befinns den befullmäktigade och åldermannen försumliga straffas de bägge med böter. Även en sådan bestämmelse kan naturligtvis bara utövas av godsherren, även om stadgan framträder som utfärdad av bymännen men visserligen godkänd av godsherren.
Det är naturligtvis ytterst viktigt för bylaget att åldermannen sköter sina viktiga förrättningar med fullständig opartiskhet, därför fastställer talrika stadgar böter för den ålderman som i sin utövning av byns lag låter sig ledas av »vild eller venskab« (godtycke eller vänskapsjäv).[^108] Det gäller att åldermannen inte ser genom fingrarna med någon förseelse, eller att han inte orättfärdigt pålägger någon byman böter.[^109]
Enligt stadgan för Slagelse köpstad 1694 § 20 (DW IV:39) ska åldermännen och deras assistenter straffas om de förfördelar någon med pantning, såvida de inte genom sin ed kan styrka att de gjorde det av okunnighet.
Som regel är det väl bystämman som fastställer den försumlige åldermanens straff, men i några stadgar bestäms det att den ålderman som ser genom fingrarna med någon förseelse ska betala samma böter som han borde ha ådömt överträdaren,[^110] ja i några fall ska han rentav betala dubbelt så stora böter som den han lät slippa, t.ex. enligt Radsted, Maribo amt, 1689 § 43 (DW I:245) och Holme, Aarhus amt, 1746 § 1 (DW II:303).
Med tanke på de svårigheter byarna har haft med att få någon att vara ålderman måste det sägas vara en mild bestämmelse att bymännen kan avsätta den försumlige åldermannen,[^111] men det ska nog ha varit en obehaglig smälek för en byman om hans grannar avsätter honom som ålderman.
Det är naturligtvis mycket viktigt att byns stadga förvaras omsorgsfullt, ty annars kan bymännen inte vid behov inför rätten bevisa vad som är byns lag. Därför bestämmer stadgarna också att åldermannen ska förvara byns stadga och leverera den oskadad vidare till sin efterträdare.[^112] År 1633 måste några jylländska bymän stämma sin förre ålderman både till häradsting och Viborg landsting för att få honom att lämna vidare byns stadga till sin efterträdare.[^113]
Åldermannen ska som nämnts ta hand om byns ekonomiska saker och alltså förvara bötespengar och gräslön. Därför säger Kværndrup, Odense amt, 1706 § 8 (DW I:404) att om det är underskott i kassan ska åldermannen täcka det, och om han övervigs om att genom list ha tillskansat sig något ur byns kassa, ska han därtill böta härför.
Där åldermannen dömer i en bysak är han ju ofta bara 1:a instans, i det att parterna kan gå till domstolarna. Om åldermanens avgörande upphävs vid häradstinget, bestämmer Saksild bylag, Aarhus amt, 1660 § 3 (DW II:336) att åldermannen i så fall ska böta till byn, men ändå vara ålderman året ut.
Sysslan kan ju ibland bli åldermannen en smula brokig; det är bakgrunden till bestämmelsen i Bælum, Aalborg amt, 1712 § 54 (DW II:116) om att om åldermannen i vredesmod kastar taljorna ifrån sig vid stämman ska han böta varje gång och ta taljorna till sig igen.
B.
Åldermannen måste också i flera fall utåt stå till ansvar för sina bymäns handlingar och därefter söka sin upprättelse hos dem.
Vi känner sålunda exempel på att tvister mellan grannbyar föranleder pantning hos en av byarnas ålderman på hans bymäns vägnar. Det synes som om denna ordning särskilt har varit den ursprungliga i Skåne, och en genomgång av tingboksmaterialet från Oxie härad ger oss möjlighet att följa utvecklingen i detta område.
Av den nedan s. 381 f. refererade saken mellan Joest Weyer i Malmö och Sallerup och Tullstrup bymän framgår sålunda att Sallerup bymän 1656 pantade åldermannen i Tullstrup på grund av ett hägnande som tillhörde Joest Weyer. Alla bymännen från bägge byarna genomförde därefter åldermanens regress gentemot Joest Weyer genom att panta honom för ett motsvarande belopp.
En vidlyftig sak mellan Hyllie och Hindby i samma härad från 1669–70 ger likaså en bild av sedvänjan i detta område.[^114]
Sommaren 1669 sänder åldermannen i Hyllie, Niels Pedersen, bud till åldermannen i Hindby, Jens Nielsen, att det är hål på hägnet mellan Hyllie och Hindby mark. Av denna anledning pantade Hyllie bymän Hindby åldermannen för en tunna öl. Det visar sig att det bristfälliga hägnet tillhörde Peder Roelsen i Hindby, och Jens Nielsen söker därför sin regress hos honom vid häradstinget. Roelsen hävdar att han har betalat en annan för att iståndssätta hägnet, men han blir dömd att ersätta åldermannen den frånpantade tunnan öl, varvid rätten anmärker att det står honom fritt att stämma Hyllie bymän om han menar att den skedda pantningen är olaglig. Saken kommer alltså igen inför tinget, denna gång är det Peder Roelsen som tilltalar Hyllie för olaglig pantning hos Hindby ålderman. Då han inte kan komma någon vart med påståendet att det inte tillkom honom att laga hägnet (vilket ju inte heller kan hjälpa honom i denna sak), hävdar han att Hyllie åldermannen, Niels Pedersen, till utdrickandet av den omtvistade tunnan öl har medtagit 14–15 bönder som alldeles inte hade något med den tunnan öl att göra eller någon videsgang med Hindby män. Resultatet blir därför att tingsrätten genom dom 10. 1. 1670 väl frikänner Niels Pedersen för olaglig pantning, men dock ålägger honom att betala den del av ölet som hans obehöriga gäster efter en allmän proportionell beräkning måste antas ha druckit.
I den nedan s. 382 f. refererade saken från 1670 mellan Vester och Mellem Grevie från Oxie hd. omnämns likaså pantning av en ålderman till följd av en förseelse begången av en av hans bymän.
Under åren fram till omkring 1680 synes häradsrätten ha godkänt det gamla förfarandet, enligt vilket åldermannen utåt häftade för sina bymäns brott och inåt fick söka sin upprättelse hos den som verkligen hade begått förseelsen.
Med de svenska häradshövdingarna införs emellertid en skarpare kurs gentemot böndernas pantningar, och särskilt visas ringa benägenhet att erkänna de särskilda formella regler som sedan gammalt har varit gällande i byalagen. De första åren efter 1700 är det lite svårt att utröna häradsrättens inställning till åldermanens ansvar, då rätten överhuvudtaget ställer sig skeptisk till pantningar, men det är karaktäristiskt att sakerna fortfarande riktas mot åldermännen, och av referaten ser vi att bymännen fortfarande pantar åldermannen för hans bymäns förseelser. Exempelvis kan anföras Oxie hd. tb. 30. 1. 1712, där åldermannen i Tygelsjö förklarar att han har varit tvungen att panta Svend Olufsen i Klagstorp, emedan denna by inte har velat betala den ½ tunna öl som den har blivit skyldig Tygelsjö vid allmänningsmötet.[^115]
Under 1700-talet tar häradsrätten i Oxie emellertid skarpt avstånd från åldermannarepresentationen i ovan nämnda bemärkelse. Fallet i tb. 19. 10. 1706 är i varje fall ett direkt brott mot gammal sedvänja. En ålderman tiltalas till betalning av skada som byns boskap hade gjort på en utombylig mark genom att gå igenom ett olagligt hägnande. Det heter i rättens resolution att eftersom de kreatur som gick genom hägnet varken tillhörde åldermannen eller har förorsakat skadan på grund av någon hägnadsförsummelse från hans sida, i det att det är upplyst att det är en av de andra bymännen som har haft ett olagligt hägnande, frikänns åldermannen, och käranden ställs fritt att stämma den verkligt skyldige. Denna resolution är alltså en direkt motsats till den ovan omnämnda domen från Hyllie–Hindby 1670. Även från andra delar av Skåne finns exempel på att man från bymännens sida har sökt upprätthålla den gamla sedvänjan att åldermannen häftar på byns vägnar.[^116]
Från Danmark har jag bara funnit vittnesbörd om ett sådant ansvar för åldermannen på Falster, där Alslev, Ulslev och Hillstrup bymän 1643 hade den stadgan att om det vid den gemensamma gärdegången befanns ett olagligt gärde, pantades åldermannen i den by som hade ansvar för gärdet.[^117] Från de skrivna stadgarna från Skåne eller Danmark känner vi intet till regeln, vilket inte kan förvåna, då dessa mellanbys förhållanden bara sällan regleras av skriftliga stadgar.
Åldermanens särskilda ansvar (med regressrätt) får inte förväxlas med hans processuella ställning som representant för bymännen under rättssaker, där han söker dom respektive döms på hela byalagets vägnar och under dess direkta ansvar.
C.
Utöver åldermanens ansvar gentemot bylaget och gentemot andra byar kan det även vara fråga om att hans stadgemässiga förpliktelser konstituerar ett ansvar gentemot en enskild av byns män som har lidit skada genom åldermanens försummelse. Ett sådant ansvar är av samma art som det som ibland påläggas andra av byns förtroendemän, vilka utan hänsyn till subjektiv skuld drages till ansvar för skada som förorsakas på grund av överträdelse av påbud som det är deras uppdrag att söka upprätthålla.
Från Oxie hd. tb. 16. 2. 1706 känner vi en sak under vilken en byman, som hade lidit skada av byns svinflock, stämde åldermannen till betalning av skadan. Häradsrätten resolverar emellertid att åldermannen inte hade ett sådant ansvar, utan bara var förpliktad att betala skadan i proportion till det antal svin han själv hade haft med i svinhorden. För resten fick käranden alltså söka de övriga bymännen som hade haft svin i flocken. Vid bedömningen av denna dom hänvisas till de ovan gjorda anmärkningarna om de skånska häradshövdingarnas inställning till åldermanens objektiva ansvar för andras handlingar.
I en sak från Skam härad i Nörrejylland 1667[^118] stämmer landsdomaren bymännen i Nørreby och besynnerligen åldermannen, som på byns vägnar borde ha haft tillsyn, emedan de inte har utlyst några oxar som gick på deras mark och som tillhörde landsdomaren. Nu har dessa oxar försvunnit, och landsdomaren vill ha dem ersatta. Enligt häradsrättens dom ska oxarna ersättas av de män som har vittnat att de sett dem på Nørreby mark, men som inte utlyste dem. Åldermannen påläggas däremot inget särskilt ansvar för åsidosättande av tillsynsplikten.
I detta sammanhang är det kanske inte helt utan intresse att nämna en dom från en så sen tidpunkt som 1860,[^119] enligt vilken en person, som i egenskap av ålderman hade tillsagt bymännen att infinna sig till ett vägarbete varvid en annan mans rätt kränktes, inte kunde drages till ansvar, då det inte i åldermannasysslan ligger någon egentlig myndighet eller självständig verksamhet, utan denna är bara ett ombud i kraft av vilket han hade att verkställa ett av bymännen fattat beslut.
8. Åldermanens lön
Det är svårt att uttala sig om huruvida det har varit en allmän regel att åldermannen fick någon lön för sin verksamhet, men det finns i varje fall från både äldre och yngre stadgar och från alla trakter av landet vittnesbörd om att detta har varit fallet.
Enligt Bjerne, Svendborg amt, 1593 § 33 (DW III:492) ska talesmannen ha en häst i vången och hålla den utan skada. Rønninge, Odense amt, 1624 (DW I:292) ger åldermannen en ko på bete i en särskild kohage, och Drigstrup, Odense amt, 1698 § 5 (DW III:180) säger bara att åldermannen ska åtnjuta av byn så mycket som behövs för att sköta byns saker.
Från några själländska stadgar känner vi regeln om att åldermannen för sin möda ska hållas fri från alla lag och gillen, liksom han ska ha oldermandskanden (åldermannskannan) med gott, klart öl efter gammal sed.[^120]
Enligt stadgan för Stoense, Svendborg amt, 1707 (DW III:242) ska byn ge åldermannen gottgörelse för hans möda. I Aarestrup, Aalborg amt, 1719 § 9 (DW III:282) är åldermanlönen årligen en kärve råg av varje helgård; varje hel- och halvgård ska vidare leverera honom ett lass torv, och varje husman eller kvinna 4 skilling. I Mastrup, Randers amt, 1725 § 6 (DW III:541) ges åldermannen 1 riksdaler.
Bengt Engström[^121] menar inte att det ursprungligen har givits åldermannen i de skånska byalagen någon lön, och denna regel menar han har hållit sig ända fram till vår tid. Detta är — i varje fall för det sista påståendets vidkommande — inte riktigt, i det att vi från flera skånska byar känner de så kallade oldermandsenge (åldermansängar) och andra stycken allmänningsjord, som åldermannen hade i bruk det år han var i tjänst, som lön för sin möda. Sålunda bestämmer stadgan för Håslov och Viby, Villands hd. (nr. 36), 1674 § 31 att åldermannen ska åtnjuta byns allmänningsjord som årlig lön, dock mot att åta sig en motsvarande ökad hägnadsplikt. Åldermansängar är vidare påvisade i Hyllie och Vintrie, Oxie hd.,[^122] samt i Vanneberga och Ø. Lyngby, Villands hd.[^123]
Åldermansängar är också kända från Slangerup, Frederiksborg amt, där de fanns till 1802, då de vid uppmätningen var 1⅓ tunnland. Dessa ängar skulle åldermannen bruka som lön, men inte ha ytterligare ersättning.[^124]
III. Andra förtroendemän och bytjänare
Kring åldermannen var grupperade olika andra förtroendemän, av vilka några hade sin uppgift inom gillesseden, andra utförde en del av de sedvanliga åldermannaplikterna.
Vi ska inte här försöka någon uppräkning av dessa förtroendemän eller särskilda utskott eller någon belysning av deras verksamhet. Enskilda av dem kommer vi att möta på andra ställen i framställningen, sålunda pantemændene (pantemännen), markmændene (markväktarna) och de 4 männen.
Gillenas ämbetsmän är desamma som dem vi känner från köpstadsgillena, alltså särskilt stolsbrødre (stolsbröder) och skursmænd (skursmän),[^125] medan man bland de egentliga byämbetsmännen särskilt måste nämna markmanden (markmannen), vangegemmeren (vangevaktaren)[^126] och indnammeren (intagnaren),[^127] som alla var olika benämningar på samma ämbete, nämligen att ha överuppsyn med markfreden och inta boskap i vången samt panta för hägnadbrott och lösa kreatur. Samma funktion har också pantemännen och videmændene (videmännen) haft på många ställen, men detta ämbete omfattar ofta all pantning enligt byns lag. Dessutom kan nämnas gærdsmænd (gärdsmän) och hegnsmænd (hägnadsmän), vilkas uppgift delvis har varit densamma, men som utövade sin tillsyn genom en formlig syneförrättning.
Utöver dessa förtroendemän måste nämnas de av byn anställda tjänarna, sålunda först och främst herdarna, som anställs och avlönas av bylaget.[^128] Det är klart att alla byns förtroendemän och dess tjänare blir pantade om de visar försumlighet i tjänsten; av mer allmänt intresse är emellertid att det också ibland söks pålägga dessa män ett ansvar utan skuld, liksom fallet är med åldermannen. Man måste dock räkna med att domstolarna inte har godkänt sådana bestämmelser.
Av en sak vid Viborg landsting 1617[^129] framgår det att Romlund bymän har beslutat att deras hjord ska gå omkring på bymännen, som var och en har bruk till, och den som har hjorden ska hålla de andra skadelösa för all skada som den gör på åker och äng. Birkedomaren hade dömt den för hjorden ansvarige till att betala skadan, då grannarna hade beslutat att hjordlaget skulle gå om i byn och att de skulle hålla varandra skadeslöst, men landstinget frikänner bymannen, varvid man uttryckligen hänvisar till att det genom vittnen är styrkt att vederbörande eller hans folk inte kan lastas för något. Det objektiva ansvaret är alltså inte erkänt.
Tredje Kapitel. Bylagets Organisation
Naar vi i det følgende skal behandle de centrale problemer i landsbystyrets organisation og funktion, vil det ofte være nødvendigt af hensyn til helhedsbilledet og den fulde forstaaelse af de behandlede spørgsmaal at fremdrage enkelte omraader af overvejende folkloristisk karakter. Nogen selvstændig behandling af disse spørgsmaal hører imidlertid ikke hjemme i nærværende undersøgelse, og derfor vil især en fremstilling af gildeskikken og de mange til bystyret knyttede traditioner helt blive udeladt.[^1]
I. Bystævnet
1. Møderet
Det er ovenfor i kap. 1, side 39 f., omtalt, at A. D. Jørgensen i sine undersøgelser af lagkøbet mener at have et bevis for, at frihed for nogens vorned var en betingelse for optagelse i bylaget, der kun bestod af de frie adelbønder. At et lagkøb var nødvendigt for optagelse er vel sandsynligt, men at lagkøbet skulde have nogen forbindelse med bøndernes vorned, er formentlig meget tvivlsomt.
Om forholdet imellem selveje og jordleje paa landskabslovenes tid har der hersket meget delte opfattelser, men det turde i nyere tid være den overvejende anskuelse, at selvejet, maaske bortset fra Sjælland, har været fremherskende i hvert fald i tiden nærmest før landskabslovene.[^2] Af landskabslovene faar man imidlertid ikke noget klart billede af de to bondeklassers forskellige retsstilling, og især er der ikke sikre vidnesbyrd om, at landboerne har været ringere stillet end de jordejende mænd med hensyn til afgørelsen af bylagets indre forhold.
At landboerne ikke overfor tinget har haft den samme stilling som selvejerne fremgaar f. eks. af SKL, der kræver odelbønder som medédsmænd i jordtrætter, men naar JL betegner bymændene som »ejere«, er det ikke ganske sikkert, at loven har villet udelukke de jordlejende mænd fra de i loven omhandlede afgørelser. Dette har formentlig især ikke været tilfældet for saa vidt angaar de afgørelser, som ikke direkte vedrører ejendomsretten til jorden, men dennes drift, f. eks. bestemmelser om hegnet, jordarbejderne, høsten o. s. v.
Landskabslovene er utvivlsomt redigeret paa en tid med en stærk bevægelse fra selveje til jordleje, og Poul Johs. Jørgensen gør saaledes opmærksom paa, hvorledes kravet om odelsmænd som medédsmænd i SKL ved optagelsen i den senere redigerede Vald.sjL er fraveget, hvorefter loven kun i almindelighed kræver lovfaste mænd.[^3] Udtrykket ejere og ejermænd i JL bruges endvidere i overensstemmelse med lovens ordlyd i talrige oldingebreve og tingsvidner fra en langt senere tid, hvor man med sikkerhed kan sige, at der ikke i en landsby har kunnet være 12 selvejende bønder. Maaske anvender allerede landskabslovene et sprogbrug, som har sit udspring i en tid, hvor betegnelsen »ejere« stemte med virkeligheden, men som ikke længere dækker den fulde sandhed. Om man i denne overgangstid, i overensstemmelse med lovens ord, har gjort nogen forskel paa jordejernes og jordlejernes stilling overfor bylaget, kan ikke med sikkerhed siges.
Med sikkerhed kan imidlertid fastslaas, at bylaget — fra 14- og 1500-tallet — hvor dombøger og senere vedtægterne giver os et klart billede af forholdene, udgjorde en ensartet organisation uden nogen retlig forskel mellem selvejere og fæstere, ja forholdet er endog det — som vi gentagne gange skal faa anledning til at konstatere i de følgende afsnit — at bylaget ikke alene indadtil men ogsaa overfor domstolene i adskillige forhold optræder som en kompetent enhed, uden at jordejerne finder anledning til at gribe ind. Bylaget — ofte bestaaende af baade selvejere og fæstere — optræder for domstolene som part i sager vedrørende landsbyjordens drift, og selv vigtige ejendomsrettigheder som græsningsret og lignende ses hævdet af bylaget uden herskabets medvirken.
Paa den tid, hvorfra de skriftlige vedtægter er bevaret i stort tal, er selvejet som bekendt en sjælden foreteelse, og forholdet imellem selvejere og fæstere omtales aldrig i vedtægterne. Den sociale forskel imellem de to bondeklasser var jo ogsaa i tidens løb stærkt formindsket. Til bystævnet har derfor enhver, som bruger jord i landsbyen, adgang. I de tilfælde, hvor landsbystyret har skikkelse af et egentligt gilde, har gildeskraaens optagelsesbestemmelser ganske vist sat visse betingelser for deltagelse i stævnet, og hvor underskrift af landsbyvedtægten foreskrives, gælder det samme, men som en almindelig hovedregel — gældende for hele landet — kan man med sikkerhed fastslaa, at enhver jordbesidder havde møde- og stemmeret.
Man maa have lov til at gaa ud fra, at kvinderne fra de ældste tider har været udelukket fra bystævnerne. I en senere tid deltager kvinder ganske vist ofte i landsbyens gilder, især hvor landsbystyret er organiseret som et egentligt gilde,[^4] men nogen medbestemmelsesret i byens anliggender havde de ikke, og ved gilderne har de sikkert næsten altid haft deres plads for sig selv.[^5]
Naar vi fra Egebjerg i Sunds hd. paa Fyn hører, at to bykvinder er kommet i totterne paa hinanden paa bystævnet,[^6] kan dette formentlig ikke anføres som et vidnesbyrd om, at kvinderne normalt har deltaget i selve stævnet. Derimod kender vi fra Skaane en særlig byinstitution — gaasegangen — som helt er overladt til bykvinderne, der i denne anledning ogsaa er udstyret med ret til at pante. Gaasegangen udførtes om efteraaret, naar kvinderne samlede byens gæs fra fælleden og fordelte dem i overensstemmelse med de ejendomsmærker, hvormed de ved udsættelsen var forsynet. Ved denne gaasegang kunde der naturligvis ofte opstaa stridigheder om, hvem en gaas tilhørte, og hvis en bykvinde blev overbevist om at have taget gæs, der ikke tilhørte hende, pantede de andre hende. I Oxie hd. kender vi saaledes fra 1705 et tilfælde, hvor bykvinderne frapantede en medsøster hendes spinderok.[^7]
Efter denne gaasegang holdt bykvinderne et gilde, og forinden dette paabegyndtes, udspillede der sig en makaber forestilling ved navn »malkningen«. Det var de ældre bykvinder, som omhyggeligt undersøgte de ugifte pigers bryster for at konstatere, om de skulde føde eller havde født i dølgsmaal.[^8]
Selvom kvindernes udelukkelse fra at deltage i byens afgørelser maa antages at have været reglen i hele bystyrets historie, finder vi dog fra 1600-tallet og fremefter vidnesbyrd om, at hustruen har kunnet repræsentere gaarden, dersom manden havde lovligt forfald. En saadan regel kendes f. eks. fra Sneslev, Sorø amt, 1649 afsnit 2, § 13 (DW I:177) og fra Aarestrup, Aalborg amt, 1719 afsnit II, § 4 (DW III:281), men paa den anden side indskærpes det dog i vedtægten for Sdr. Nissum, Ringkøbing amt, 1732 § 17 (DW III:559), at dersom nogen lader sin hustru gaa til stævne i sit sted, og selv bliver hjemme uden at have lovligt forfald, saa skal han bøde til bylaget.
Ogsaa i bylagets pantning af vedtægtsbrydere kan kvinderne i tilfælde af lovligt forfald træde i mandens sted. Dette fremgaar bl. a. af en vidtløftig retssag fra Lolland i 1634.[^9] Ved herreds- og landstingsdommen var Jens Lauridsen i Utterslev blevet fradømt sin mandhelg sammen med sine grander, fordi de ulovligt havde pantet en bymand for en tienderestance. Pantningens ulovlighed bestrides i og for sig ikke af Jens Lauridsen, men han kræver sig frifundet, da han mener at kunne bevise, at han overhovedet ikke har været med til at pante. Det fremgaar imidlertid af vidneudsagnene, at hans hustru havde deltaget i pantningen for ham og — som et vidne erklærer — »naar der skulde pantes, og nogen af kvinderne var med at pante, da var det lige saa fuldt, som manden selv var med at pante«. Kongens retterting dømmer Jens Lauridsen med de andre med en kort henvisning til, at han har deltaget i ulovlig pantning.
Det er kun bonden selv, der kan møde paa stævnet, og hverken hans sønner eller tjenestekarle, men i de talrige paabud om at bonden har pligt til at møde, bestemmes det ofte, at kan han ikke selv møde paa grund af lovligt forfald, skal han sende sit »visse bud«. Som stedfortræder maa han da kunne sende voksne sønner eller tjenestekarle.[^10]
Husmændene, hvis jord delvis var optaget af gadejord, og som i hvert tilfælde kun sjældent havde andel i byjorden ved dennes rebning, men hørte under een af gaardene, har oprindeligt ikke haft ret til at møde paa bystævnet, og nogen medbestemmelsesret i byens anliggender havde de lige saa lidt.[^11] Paa den anden side er de pligtige at overholde vedtægten, og vedtægterne indeholder utallige forskrifter for husmandsbrugenes drift. Disse forskrifter fremtræder som hovedregel i en form, der afgjort tyder paa, at de er ensidigt fastsat af de gaardbrugende bymænd, og dette har vel ogsaa hyppigt været tilfældet. Nogen større reel forskel har det formentlig ikke gjort, at en del vedtægter ses medunderskrevet af husmændene, og at det i flere vedtægter bestemmes, at nytilkomne husmænd, ligesom gaardmændene, skal undertegne vedtægten. I 1601 indstævner saaledes Rønninge oldermand samtlige byens bymænd, husmænd, enker og mølleren til vedtagelse af byloven, og de vedgaar den alle (DW I:289).[^12] Af Saksild bylov 1705 (DW II:336) fremgaar det af indledningen, at husmænd og inderster, der nedsætter sig i byen, skal underskrive byloven og til kendelse, at de er blevet bymænd, give bylaget igang.
Bestemmelserne om igang gælder som regel ogsaa husmændene, og mange egentlige gildeskraaer nævner husmændene som gildebrødre. I gildeskraaen for Kværndrup, Svendborg amt, 1709 (DW I:396) hedder det ligefrem, at husmændene skal give igang, for at de kan »efter denne vedtægt nyde ret og skel«, men selv en saadan udtalelse kan formentlig næppe opfattes som udtryk for en medbestemmelsesret ved afgørelsen af de egentlige bysager.[^13]
I Dælum, Aalborg amt, 1712 (DW II:107) har de husmænd, som har kreaturhold, medunderskrevet vedtægten og nyder byens ret, men gildeskraaen for Langaa, Svendborg amt, 1607 § 7 (DW III:231) giver enhver indbygger adgang til at blive gildebroder eller -søster, dog saaledes at de, som ikke har ager og eng i marken, skal sidde nederst ved bordet. Især gildeskraaerne er vanskelige at tyde for saa vidt angaar husmændenes forhold. At husmændene kunde blive gildebrødre er klart, men om dette gav dem ligeret ved behandlingen af byens forhold er meget usikkert. Ganske vist fastsætter gildeskraaerne som regel, at byens forhold skal forhandles paa gildebrødrenes stævne, saaledes Langaa, Svendborg amt, 1607 § 41 (DW III:235), og i samme skraa § 40 gives den sædvanlige bestemmelse om, at hvad de fleste i byen vedtager, maa de andre ikke kuldkaste, uden at der gøres nogen sondring imellem de forskellige klasser af gildebrødre, men i skraaens § 41 fastslaas det, at kun de gildebrødre, som ogsaa er gaardbrugere, kan udvælges til oldermænd; allerede heri ligger jo en væsentlig diskrimination. Den samme indskrænkning findes i gildeskraaen for Østrup, Odense amt, 1598 § 1 (DW I:297), der gør det til en betingelse for tiltræden af oldermandsembedet, at den paagældende bruger en avlsgaard. Ogsaa efter denne gildeskraa er husmændene med til gilderne og giver deres bidrag til festens afholdelse, jfr. §§ 106 og 145.
Det er ikke alene oldermandshvervet, som husmændene i mange vedtægter udtrykkeligt er udelukket fra,[^14] saaledes kan husmænd efter vedtægten i Falkerslev, Maribo amt, 1721 § 40 (DW IV:156) ikke bruges som skovvagter; man har vel antaget, at de — som ikke har andel i skoven — ikke med tilstrækkelig nidkærhed vilde røgte dette hverv.[^15]
Paa den anden side forudsættes det i flere vedtægter, at husmændene, i hvert tilfælde ved bestemte lejligheder, giver møde paa bystævnet. Som omtalt ovenfor, udtales det af og til, at husmændene ved at underskrive vedtægten nyder ret og skel efter denne. For at hævde sin ret efter byloven maa husmanden naturligvis møde op paa stævnet og søge sin ret hos oldermanden,[^16] og paa samme maade maa han paa stævnet staa til ansvar for sine overtrædelser af loven. Derfor bestemmer vedtægten for Asferg, Randers amt, 1685 § 7 (DW II:214), at husmænd og inderster, der har kreaturhold, skal skaffe oldermanden deres talliestokke med udskaaret navn, naar viden begynder. For at ingen skal være i uvidenhed om loven, bestemmer endvidere vedtægten for Bolmerod, Odense amt, 1731 afsnit 1 § 3 (DW I:351), at alle skal møde til stævnet, naar byloven oplæses, saavel husmænd som gaardmænd.
Det foreliggende materiale synes da at godtgøre, at husmændene ikke i nogen periode af bylagets historie har haft medbestemmelsesret paa lige fod med gaardbesidderne i byens anliggender, men at de — i hvert tilfælde i senere tid — ofte har haft lejlighed til at deltage i bystævnet, og at dette især har været tilfældet i de byer, hvor styret havde form af et egentligt gilde, hvorved erindres, at allerede Østrup gildeskraa 1598 aabner adgang for husmændene til optagelse i gildet.
Det er ogsaa et vidnesbyrd om husmændenes udelukkelse fra de egentlige stævneforhandlinger, at der i slutningen af 1700-tallet dukker særlige husmandslag op. Et saadant kendes fra Egeskov, Svendborg amt, omkring 1800 (DW III:226). I dette lag kunde kun landbrugende husmænd optages, men jordløse husmænd og haandværkere kunde dog optages imod erlæggelse af igang, men de maatte ikke tale med, naar lagets sager behandledes. Den sociale forskel imellem gaardmænd og husmænd uddybes i løbet af tiden umiddelbart før udskiftningen, og dette har utvivlsomt sat sig spor i bylagets liv. Et kompromis har man dog naaet i Lunde, Svendborg amt, hvis vedtægt fra 1800 § 4 (DW III:223) og fra 1823 § 5 (DW III:225) bestemmer, at der skal indsættes 2 oldermænd i bylaget, nemlig 1 gaardmand og 1 husmand. Et saadant fælles grandelag for gaardmænd og husmænd har dog formentlig ogsaa paa den tid været et særsyn.
De fra 1800-tallet kendte husmandslag stammer formentlig i overvejende grad fra tiden efter udskiftningen.[^18]
Hovedreglen har da til alle tider været den, der udtrykkes i vedtægten for Øvarp, Ø. Gønge hd. (nr. 33) 1720 § 15: Ingen bør gaa i vort grandelag undtagen bonden eller hans visse bud, medmindre det sker med alles samtykke. For at møde som bondens stedfortræder har man derimod sikkert kun krævet voksen alder.[^19]
2. Vedtagelser
Fyns vedtægts, recessernes og DL's bestemmelse vedrørende landsbyvedtægterne synes nærmest at forudsætte vedtagelser ifølge simpel stemmeflerhed uden hensyn til de afgivne stemmers vægt i henseende til ejendomsbesiddelse. Saaledes har reglen været i hine tider, da bylaget bestod af frie adelbønder, thi hverken paa tinge eller andet steds kender vi fra den gang nogen stemmeafgivning efter vægt, og saaledes har forholdet vel i endnu højere grad været, efterhaanden som al jorden kom under godsernes ejendomsret, og bønderne blev fæstere. Noget vidnesbyrd om, at der i overgangstiden har været gjort forskel paa selvejere og fæstere har vi — som ovenfor omtalt — ikke.
Reglen var da, igennem mange aarhundreder den, at byens anliggender blev afgjort paa bystævnet efter et flertal af de der afgivne stemmer. Heller ikke oldermanden har — efterhaanden som han optræder i landsbystyret — oprindelig haft nogen særlig indflydelse paa sagernes afgørelse fremfor de øvrige bymænd, og det er vel endog højst tvivlsomt, om han har haft nogen eneret paa at sammenkalde bystævnet.[^20] At bystævnet var den eneste myndighed — især naar bøder skulde idømmes — understreges kraftigt i en af vore ældste vedtægter, gildeskraaen fra Lumby, Odense amt, 1592 § 15 (DW I:341), hvorefter det forbydes oldermanden eller andre naboer at skære i videstokken eller eftergive bøder uden menig mand er til stede og samtykker det med hverandre, saaledes at der øves ret og skel til alle sider. Det bør bemærkes, at gildeskraaen i andre henseender tillægger de 4 mænd særlig myndighed, jfr. § 1. Selv efter at udmeldelsen af særligt bemyndigede mænd bliver almindelig, hedder det i vedtægten for Bælum, Aalborg amt, 1712 § 27 (DW II:113), at ingen vedtægt maa vedtages eller staa ved magt, uden at den bliver lyst paa grandestævne og samtykket af de menige grander.
Det er imidlertid ikke alene oldermanden, der er hentet fra købstæderne, herfra stammer ogsaa de særligt udmeldte mænd, der i adskillige vedtægter har vidtgaaende myndighed. Landsbyens 4 mænd (ofte dog ogsaa 2, 6, 8, 10 eller 12) er maaske inspireret af middelalderens fjerdingsmænd jfr. de 4 seniores i Slesvig stadsret, fra gildernes stolsmænd, eller ogsaa har det senere købstadsraad haft indflydelse paa deres indførelse, i hvert tilfælde er institutionen langt yngre end selve bystævnet.[^21]
Disse særlig udvalgte mænd skal som regel udmeldes af oldermanden paa bystævnet,[^22] hvilket dog ikke behøver at betyde, at oldermanden er eneraading med hensyn til udmeldelsen, formentlig skal stævnet godkende hans forslag. Som regel kræves der ikke særlige kvalifikationer af disse mænd, men flere vedtægter benævner dem som »de mest forstandige«, »de bedste i sognet« og lignende,[^23] dog kræver vedtægten for Asferg, Randers amt, 1685 § 11 (DW II:215), at de skal udnævnes blandt de bedste, som har mest jord i marken, ligesom husmændene formentlig ogsaa er udelukket fra dette hverv.[^24]
De udmeldte mænds beføjelser varierer i de forskellige vedtægter, men hyppigst indeholder vedtægten en bestemmelse om, at det, som oldermanden med de 4 mænd har samtykket, skal staa ved fuld magt og holdes som vide og vedtægt,[^25] og efter disse bestemmelsers ordlyd skulde oldermanden og de 4 mænd altsaa have den samme myndighed som bystævnet til med bindende virkning for alle bymændene at fastsætte bylov. Det er imidlertid tvivlsomt, om dette som hovedregel har været tilfældet.
For det første maa man være opmærksom paa, at de 4 mænd (uanset antallet kan variere, benyttes i det følgende for nemheds skyld denne betegnelse) ofte udmeldes til at udføre enkelte hverv, saasom at syne en markskade eller overse ildstederne;[^26] dernæst synes de mange steder at have det begrænsede hverv at træffe bestemmelser med hensyn til driften, især landbrugsarbejdernes paabegyndelse og byarbejder i det hele. Saaledes skal oldermanden i Nordby paa Samsø efter vedtægten 1697 § 28 (DW I:144) hver søndag udmelde 4 mænd, som skal afsige, hvilke byarbejder der skal gøres i den kommende uge, men i vedtægtens § 69 findes den sædvanlige bestemmelse om, at det, de fleste bymænd vedtager, skal staa ved magt. Vedtægten for Vrold, Aarhus amt, 1662 § 26 (DW II:386) paabyder, at det, som 8 mænd vedtager med ploven og høsten samt engslet, det skal alle lade sig nøje med, men vedtægten har ingen udtrykkelig bestemmelse om flertallets kompetence i andre sager.[^27] Efter Håslov og Viby, Villands hd. (nr. 36) 1674 § 3 skal de 4 mænd hele aaret fastsætte bøder for brud paa hegnet. De er altsaa her hegnsynsmænd med dømmende myndighed. Endvidere maa man gaa ud fra, at de 4 mænds forretninger foretages paa selve bystævnet, saaledes at bymændene faktisk har adgang til at gøre deres indflydelse gældende, og dette er ogsaa af og til direkte forudsat.[^28]
Endelig optræder de 4 mænd af og til blot som voldgiftsmænd i konkrete stridigheder, og man kan ikke se bort fra, at kun dette er deres opgave i flere vedtægter, som i almindelighed bestemmer, at bymændene skal lade sig nøje med, hvad de udmeldte mænd har fastsat. I Østrup vedtægt 1589 in fine (DW I:318) fastsættes det, at i sager, som vedtægten ikke melder om, maa oldermanden paa stævne udmelde 4 mænd til at dømme derom, men i § 67 findes den sædvanlige bestemmelse om, hvad flertallet paalægger til byens gavn. Asferg vedtægt 1685 indeholder en regel om 6 mænds voldgift i tilfælde af stridigheder.[^29]
I tingbøgerne finder vi ofte eksempler paa, at sager har været afgjort ved 4 mænds voldgift.[^30]
Selvom de 4 mænd har mindre indflydelse, end det ved en overfladisk gennemlæsning af vedtægterne kan synes, er der imidlertid ikke tvivl om, at de adskillige steder faktisk har faaet overdraget bystævnets fulde beføjelser, ikke alene til at dømme i konkrete retstvister, men ogsaa til at fastsætte ny bylov. En saadan beføjelse fremgaar saaledes klart af vedtægten for Voer, Randers amt, 1707 (DW III:381).
At der ofte har været nedsat et særligt udvalg, naar ny vedtægt skulde udarbejdes, er sandsynligt. I § 5 i vedtægten for Horne, Svendborg amt, ca. 1600 (DW V:52) hedder det, at de menige bymænd har taget ved vilkaar, som 12 mænd var udtaget og betroet at lægge ved vide. Radsted vedtægt, Maribo amt, 1635 § 42 (DW I:245) bestemmer ligefrem, at hvad oldermanden samtykker med 8 mænd, det skal alle bymændene være forpligtede til at samtykke. Trods de mange kategoriske udtalelser om de 4 mænds absolutte magt, er det dog meget tvivlsomt, om en forurettet bymand ikke skulde have mulighed for at indbringe sin sag for det samlede bystævne. Faktisk har han sikkert haft denne adgang, og fra Arnum, Haderslev amt, 1685 § 1 (DW IIIa:29) kender vi et eksempel paa, at de 4 mænds afgørelse er underkastet bystævnets prøvelse: »Hvad 4 mænd paalægger, og menige grander vedtager, skal alle de andre følge, og hvis de ikke kan komme overens, da skal de gaa i tvende parter, og hvad de fleste vedgaar, skal de andre følge.«
Den i vedtægterne ofte fastsatte lydighedspligt overfor oldermandens befalinger i byens daglige liv,[^31] kan ikke antages at indskrænke bystævnets magt, heller ikke naar lydighedspligten, som i vedtægten for Balsby, Villands hd. (nr. 35) 1670 § 24 og Fjelkestad, s. hd. (nr. 1) 1685 § 23, udstrækkes til at gælde befalinger, udstedt af oldermanden med de 4 mænd; begge disse vedtægter indeholder for øvrigt i henholdsvis § 32 og § 28 den sædvanlige bestemmelse om, at det skal staa fast, som flertallet af bymændene bevilger. Derimod har lovgivningens regel om landsbyens autonomi i et meget stort antal vedtægter faaet den tilføjelse, at vide og vedtægt skal lægges, som oldermanden og de fleste vedtager det, og maaske maa det tolkes saaledes, at intet kan vedtages mod oldermandens stemme. I praksis har vel en saadan regel været stærkt modificeret.
Naar vedtægten for Billestorp, Sdr. Aasbo hd. (nr. 8) § 1 og Starby s. hd. (nr. 1) 1794 § 1 ligefrem bestemmer, at alle bymændene skal samtykke og ikke kuldkaste den vide og vedtægt, som oldermanden paalægger til byens nytte og gavn, saa skal vel heller ikke denne regel tages som et udtryk for, at oldermanden har været forlenet med enevældig magt.
Ogsaa andre kategorier end de særligt udvalgte eller efter tur tiltraadte 4 mænd ses i vedtægterne forlenet med særlig myndighed til at fastsætte bylov, hvor den skrevne vedtægt intet indeholder. I vedtægten for Ostad, Villands hd. (nr. 13) 1694 § 8 bestemmes, at hvad oldermanden og oldinge bymænd paalægger, som kan være til byens nytte, det skal ikke 1 eller 2 kuldkaste. Hvem oldinge bymænd er, kan vi ikke se; direkte hentyder betegnelsen jo til de ældste i byen, men ifølge vedtægtens efterskrift er den samtykket af oldermanden, de 4 mænd og menige bymænd, og da det er eneste sted, hvor de 4 mænd omtales, er de maaske identiske med oldingebymænd. Vedtægten for V. Ollinge, Ø. Gønge hd. (nr. 26) 1723 § 33 tillægger oldermanden med de fornemste og ældste i byen myndighed til at fastsætte regler paa omraader, der ikke er behandlet i vedtægten, men hvordan det nærmere udvælgelses- og kompetenceforhold har været, kan vi intet sige om, hvilket i endnu højere grad gælder bestemmelsen i vedtægten for Lindved, Vejle amt, 1747 § 53 (DW V:111), hvorefter de fleste og ældste grander kan vedtage bylov.
Ved bedømmelsen af de foran fremdragne regler maa man i det hele erindre, at forskellen mellem konkrete vedtagelser til løsning af enkelte i landsbyen opstaaede spørgsmaal og vedtagelsen af almindeligt gældende regler til fremtidig efterlevelse gør sig stærkt gældende, men at det ikke altid er muligt at fastslaa, af hvilken art en foreliggende bestemmelse er. Flere vedtægter indeholder direkte modstridende bestemmelser, der altsaa ikke alle kan forstaas bogstaveligt.
Det er ovenfor i kapitel 2 omtalt, i hvilket omfang herskabet havde indflydelse paa landsbystyret og paa vedtagelsen af bylove. Udover denne indflydelse bør det imidlertid paa dette sted nævnes, at sognepræsten sikkert ofte har haft en ikke uvæsentlig indflydelse paa byens liv. Mangfoldige vedtægter er konciperet af præsten, og adskillige er blevet til paa præstens initiativ med det formaal at sætte skik paa bøndernes ugudelige levned. Herom vidner de talrige bestemmelser om bøder for alle slags helligbrøde. Denne indflydelse kunde blive saa stærk, at vedtægterne ligefrem gjorde det til en betingelse for vedtagelse af nogen beslutning paa bystævnet, at præsten gav sin tilslutning; dette gælder saaledes vedtægten for Kraglund, Viborg amt, 1660 § 41 (DW III:339) og Asferg, Randers amt, 1685 § 4 (DW II:213).
Som omtalt ovenfor, kan man dog trods alle undtagelser fastslaa som en hovedregel, at al vedtægt alene skal samtykkes af oldermanden med et flertal paa bystævnet.[^32] I enkelte yngre vedtægter ser man imidlertid bestemmelser om et flertal efter vægt i stedet for efter antal. I vedtægten for Aarre, Ribe amt, 1706 § 21 (DW V:88) er ganske vist det numeriske flertal principielt afgørende, men hvis stemmerne staar lige, skal afgørelsen træffes af dem, som har mest ejendom. Vedtægten for Tandrup og Kirkeby i samme amt, 1729 § 3 (DW V:258) kræver de fleste stemmer eller (formentlig hvis et saadant flertal ikke kan skabes) efter højeste hartkorn. En ejendommelig afstemningsregel findes i Vistoft, Randers amt, 1765 § 6 (DW II:245). Herefter har bymændene stemmer efter deres stagemaal, d. v. s. efter det antal stager å 4 alen, som hver bymand skal have i de enkelte agres bredde. Der bliver derfor 20 stemmer i byen efter grandernes stagers antal, og oldermanden har i sit aar en stemme foruden.
Et kvalificeret numerisk flertal kender jeg kun fra en yngre vedtægt, nemlig fra Rugbjerg, Aabenraa amt, 1795 § 19 (DW III:73), der kræver ⅔ majoritet.
Efter vedtægten for Rabsted, Tønder amt, 1699 (V:234) er flertallet normalt afgørende, men de store bolsmænd skal have lov at bestemme tiderne for pløjning, saaning og høst.
Naar vedtægten for Hjerting, Haderslev amt, 1696 § 21 (DW V:184) fastslaar, at hvad de fleste i byen bestemmer, skal efterkommes efter ottingsbrug, tager bestemmelsen utvivlsomt sigte paa fordelingen af bylagets pligter, hegnsætning m. v.
3. Mødepligt. Mødedage. Sammenkaldningsmaade
Hvorledes bystævnet blev indkaldt før oldermandsinstitutionen var indført, kan vi ikke have noget begreb om. Det er muligt, at oldermandsembedet netop har været nødvendiggjort af trangen til at have en person, hvem ansvaret for bystævnets sammenkaldning paahvilede, men vi kan ikke med bestemthed sige noget herom. Man har lagt megen vægt paa, at sammenkaldningen af bystævnet var et privilegium for oldermanden,[^33] og har i saa henseende henvist til det ældste germanske vidnesbyrd om en landsbyoldermand, nemlig det tyske juramentum 1085, hvori det hedder: »Magistrum villæ viator appellat, qui convocatis civibus suis«,[^34] og en udtalelse fra en byordning fra Toma hd. i begyndelsen af 1700-tallet, hvori det om oldermanden hedder, at han og ingen anden skal have magt til at sammenkalde bymændene.[^35]
Nogen synderlig betydning kan man naturligvis ikke tillægge et saadant enkeltstaaende vidnesbyrd, og man kunde med lige saa stor ret henvise til en række byordninger fra Vester Gønge hd., nemlig Horja (nr. 72) 1705, Ønnarp (nr. 65) 1727 § 28, Roke (nr. 66) 1749 § 26 og Mammarp m. fl. (nr. 91) 1778 § 26, hvorefter alle skal give møde, naar oldermanden eller nogen anden i byen lade byde til grandestævne. Jeg nærer dog ingen tvivl om, at det faktisk har været oldermanden, som i de allerfleste tilfælde har indkaldt stævnet. Herved maa dog bortses fra de faste lagdage, hvor bymændene havde pligt til at møde op uden tilsigelse.
Udtrykket lagdag bruges i Skaane om de i vedtægten fastsatte mødedage, men hvor det enkelte steder dukker op i de danske vedtægter er det som betegnelse for den for markfreden fastsatte dag.[^36]
Oftest er der fastsat en lagdag om foraaret og een om efteraaret, svarende til markfredens paabegyndelse og opgivelse af vangen. De hyppigste lagdage er derfor Valborgmesse (1. maj) og St. Michaelis dag (29. september), men foraarsmødet er dog ogsaa ofte omkring Vor Frue i fasten (25. marts).[^37] Efter vedtægten for Firgaarde, Aarhus amt, 1682 § 17 (DW II:391) skal der afholdes uvarslet møde den 1. søndag i julen for at opregne viden, og ikke alene denne begivenhed, men ogsaa græsjævningen, oldermandsvalget, regnskabsaflæggelsen og andet har givet anledning til fastsættelse af lagdage.
Naar marken er lyst i fred, maa bystævnet regelmæssigt sammenkaldes for at overvaage markfredens iagttagelse, og derfor har en række vedtægter bestemt, at bymændene i fredstiden skal møde hver eneste søndag efter prædiken til bystævne,[^38] men vedtægten for Agerskov, Haderslev amt, 1753 § 15 (DW III:17) forbyder granderne at samles paa en helligdag, medmindre det er en sag, som ikke taaler opsættelse. Fra Skaane kendes ingen eksempler paa regelmæssige søndagsmøder.
Naar lagdag indtraf, eller bystævne paa anden maade blev indvarslet, havde bymændene en ubetinget pligt til at møde paa stævnepladsen til den fastsatte tid. Undlod en bymand at give møde, blev han ikke alene pligtig til uhørt at efterleve stævnets beslutninger,[^39] men han ifaldt en bøde til bylaget. Kun hvis han havde lovligt forfald, var han undskyldt og skulde da i stedet sende en fuldmyndig stedfortræder. Lovligt forfald kunde være sygdom, eller bonden kunde være i husbonds forfald, d. v. s. være kaldt til hovarbejde eller ægtkørsel paa herregaarden, hvilket endog var lovlig undskyldning for udeblivelse paa tinge.[^40]
Hovedreglen har formentlig været, at bymændene skulde mødes, saa snart der var givet besked herpaa, naar tudningen var færdig, klokken havde klemtet, eller budet var modtaget, men i gildeskraaen for Lumby, Odense amt, 1592 § 3 (DW I:326) kræves der dog aftenvarsel. Efter en sen skaansk vedtægt forfalder bøden, hvis bymanden bliver borte mere end en halv time efter, at indkaldelsen er sket.[^41]
Sammenkaldningsmaaden ved indvarsling af bystævne har været genstand for indgaaende undersøgelser af Bengt Engström[^42] for Skaanes vedkommende og af Aug. F. Schmidt[^43] for det egentlige Danmarks vedkommende, og til disse fremstillinger kan henvises, idet det dog maa bemærkes, at det af de nævnte forfattere indsamlede materiale er sammenholdt uden hensyn til kildernes art og alder. I det følgende skal der gives et kortfattet referat af de nævnte undersøgelser med enkelte supplerende bemærkninger.
Om sammenkaldningen af de ældste bystævner ved vi intet og kan kun gisne. Det er muligt, at stævnet, som af Aug. F. Schmidt antaget, oprindelig har været sammenkaldt ved raab, men vi har intet grundlag for at fastslaa dette, selvom vi fra en enkelt landsby ved, at der »raabtes til gade«,[^44] tværtimod kan den fra visse egne senere kendte budkavle godt have været almindeligt udbredt i det nordiske omraade i den tidlige middelalder, men der er for øvrigt ingen grund til at tro, at der paa denne tid — saa lidt som senere — har været anvendt ensartede sammenkaldningsmetoder i hele omraadet.
Derimod har vi grund til at antage, at kirkeklokken i kirkebyerne oprindelig har været anvendt til sammenkaldning af bymændene ogsaa til verdslige stævner. Herpaa tyder ikke alene den tilknytning ogsaa i verdslig, herunder især forsvarsmæssig, henseende, som bymændene havde til kirken i den tidlige middelalder, men ogsaa den kendsgerning, at nogle af vore ældste kilder taler om kirkeklokkens brug til dette formaal. Peder Palladius omtaler i 1553, at sogne- og gadestævne skal indvarsles hver søndag ved ringning med kirkeklokken, men ellers viser vore kilder fra de følgende aar præsteskabets modstand imod denne profane brug af klokkerne.
Synodalia Roskildensia forbyder 1561, 1562 og 1584 at anvende kirkens klokker til sammenkaldning af gæstebud, leg, bystævne og gildegaardsgang, og dette forbud optages i DL 2–22–40.[^45]
Vidnesbyrd fra landsbyvedtægterne viser da ogsaa, at præsteskabets bestræbelser var velbegrundede, thi langt frem i tiden anføres klokken som sammenkaldningsinstrument, og selvom det ikke altid er muligt med sikkerhed at afgøre, om der er tale om kirkeklokken, kan dette dog i enkelte tilfælde med sikkerhed paavises. Dette gælder saaledes 2 tingbogsoptegnelser fra Gudme hd. 1649 og Salling hd. 1679, begge paa Fyn, hvorefter kirkeklokken anvendtes af bønderne til at sammenkalde stævnet.[^46] Uden at vi med bestemthed kan sige, om der i alle tilfælde er tale om kirkeklokken, kender vi fra spredte vedtægtsoplysninger klokken som sammenkaldningsinstrument. Naar det af vedtægten for Langaa, Gudme hd. 1607 § 24 (DW III:233) fremgaar, at bymændene sammenkaldtes ved klokkeringning, saa ved vi ganske vist fra den forannævnte tingbogsoptegnelse af 1649, der netop angik bymændene i Langaa, at der ved klokke skal forstaas kirkeklokke, men en lignende sikkerhed har vi ikke overfor den tilsvarende bestemmelse i den sydsjællandske vedtægt fra ca. 1590 (DW IV:90). Vidnesbyrd om klokkeringning findes spredt over hele det egentlige Danmark, men Bengt Engström har kun i 2 tilfælde fundet saadanne vidnesbyrd i Skaane, nemlig i Kivik i sydøstre Skaane og V. Torp i Nordskaane. Disse to eksempler kan jeg supplere med endnu 2, nemlig fra V. Skrævlinge eller V. Kattarp, Oxie hd. 1657,[^47] og fra Sönnarslöv, Gærds hd. (nr. 17) 1662 § 12. Sikkert har brugen af kirkeklokken haft den samme udbredelse i Skaane som i det øvrige Danmark.
I det egentlige Sverige har vi fra Västergötland vidnesbyrd om bestræbelser for at komme misbruget af kirkeklokkerne til livs. I Vartofta hd. tiltales granderne i 1656 for dette misbrug, og herredsretten remitterer sagen til konsistorium med forespørgsel, om de virkelig skulde have lov til at anvende kirkeklokken.[^48] Ved sognestævnet i Varv 1701 vedtoges at forbyde anvendelsen af kirkeklokken til sammenkaldning af granderne.[^49]
I Sverige hører ellers budkavlen til de ældste sammenkaldningsmaader.
Den egentlige by- eller gadeklokke synes ikke at have været udbredt i det egentlige Danmark, men er under paavirkning syd fra velkendt i Sydslesvig.[^50] I Tyskland har bondeklokken været en almindelig foreteelse.[^51]
I Sverige og Norge har vi fra middelalderen vidnesbyrd om, at budstikken har været almindeligt anvendt til sammenkaldning af almuen, men i Danmark er denne sammenkaldningsform i hvert tilfælde paa den tid, fra hvilken de skriftlige vedtægter kendes, et laan fra nabolandene. I Sønderjylland er budstikken, grandeplokken, grandestokken eller tingvollen, som den her kaldes, almindelig kendt fra de ældste vedtægter og ned gennem tiden. Tingvollen skulde gaa fra mand til mand i byen, men ingen maa gaa ind i nogen mands hus for at aflevere den, men skal banke paa og overgive den til bonden, der straks skal gaa videre til næste gaard. Saasnart tingvollen er afleveret til næste nabo, skal budbringeren give møde paa stævnepladsen, og naar tingvollen har været byen rundt, skal alle bymændene være samlet.[^52] Det ældste sønderjyske vidnesbyrd om tingvollen er fra Daler, Tønder amt, 1574 § 12 (DW III:47), hvor det endvidere bestemmes, at den, der dølger tingvollen og ikke fører den videre til næste nabo, skal bøde til byen.
Fra Sverige er budkavlen trængt ind i de skaanske grænseegne;[^53] i de bevarede vedtægter ses den dog kun omtalt i Kylle, V. Gønge hd. (nr. 20) 1745, men adskillige nordskaanske vedtægter har en bestemmelse om, at bymændene skal sammenkaldes ved bud, der gaar ret om i byen, og det er jo sandsynligt, at der i nogle af disse tilfælde har været anvendt budkavle. Fra Blekinge hører vi af et aabent brev af 10. 7. 1585 (Kanc. brevb.), at Jon Skomager i Øster herred har samlet en oprørsk skare ved at lade budkavlen gaa.
Ogsaa paa Sydfyn optræder tingvollen i enkelte vedtægter. Bjerne, Salling hd., Svendborg amt, 1593 § 8 (DW III:486) bestemmer, at tingvollen skal gaa rundt til sammenkaldning af bymændene, og der er formentlig ogsaa tale om en budstikke, naar vedtægten for Horne, Salling hd., Svendborg amt, 1559 § 28–29 (V:49) paabyder enhver at møde, naar de bliver lovligt med »tingmaal« advaret og paabyder straf for den, der gemmer varsel eller tingmaal for en anden.
Yngst af de almindeligt udbredte sammenkaldningsinstrumenter er utvivlsomt hornet og trommen; især er det sidstnævnte instrument først anvendt i nyere tid. I de bevarede vedtægter fra Danmark (bortset fra Sønderjylland) og Skaane er horntudningen den hyppigst forekommende sammenkaldningsmaade, og de andre instrumenter og maader er kun ganske faa undtagelser i forhold til den store mængde oplysninger om byhornet.[^54]
Ordensregler
Vedtægterne er meget omhyggelige med at sikre afholdelsen af et roligt og værdigt bystævne. Intet under, thi stævnet blev ofte afholdt i forbindelse med uddrikning af videøl, formelle gilder efter gildeskraaen eller en ganske uformel øl- og brændevinsdrikning. Tingbøgerne vrimler da ogsaa med vidnesbyrd om slagsmaal og æresfornærmelser paa stævnet, saa man forstaar til fulde, at vedtægterne har optaget strenge — men oftest magtesløse — bestemmelser herimod.
Det er en selvfølge, at oldermanden er stævnets leder og skal behandles med tilbørlig respekt. Hvilke forsamlinger, der end gøres i landsbyen, har han det øverste sæde,[^55] og ingen maa overfuse ham eller falde ham i talen, og naar han slaar til lyd evt. med sin oldermandsstok, hvis han har en saadan, da bør enhver tie stille og høre paa oldermandens tale;[^56] ja, en enkelt yngre, skaansk vedtægt kræver endog, at man skal vise oldermanden den hæder at blotte hovedet, naar han slaar til lyd og ikke iføre sig sin hovedbeklædning, før forhandlingerne er tilendebragt, og først oldermanden siden de andre bymænd kan sætte huerne paa igen.[^57]
En fyldig bestemmelse om stævneorden findes i byloven for Lumby, Odense amt, 1592 § 3 m. fl. (DW I:326), hvor det bl. a. hedder: Den mand, som vil tale eller svare paa stævne, skal bede oldermanden om lov og tale sine ord sagtmodigt og svare beskedent til, hvad der tilkommer ham at svare uden fortørnelse eller onde ord og heller ikke raabe, storme, sværge eller bande eller skrige uden lyd i hverandres munde, men tale alting i lyd. Efter vedtægten for Tisel, Haderslev amt, 1742 § 30 (DW V:193) skal først de gamle sige deres mening paa grandestævne og de unge imidlertid tie stille, thi det er troligt, at de gamle bedst ved og vil byens lejlighed og tilstand.
Af de mangeartede formaninger og paabud om opretholdelse af ro og orden, der som regel ikke frembyder noget særligt af interesse, skal dog nævnes nogle enkelte grupper, der gang paa gang genfindes i vedtægterne, og som allerede er optaget i de ældste købstadsværnegilder, hvorfra adskillige af landsbylovene maa have hentet inspiration.
Fra værnegilderne kender vi saaledes forbudet imod at bære »vaaben og værge« med til stævne f. eks. § 23 i St. Knuds gildeskraa fra Odense ca. 1245, § 27 i St. Knuds gildeskraa fra Malmø ca. 1350 og § 18 i Jomfru Marie gildeskraaen fra Herslev 1515.[^58] Den samme bestemmelse genfindes i de landsbylove, der har form af egentlige gildeskraaer, først og fremmest naturligvis i gilderne paa Bornholm,[^59] men dernæst findes de i en lignende formulering i de landsbyvedtægter, der uden at være egentlige gildeskraaer dog er stærkt paavirket af skraaernes formulering og organisation.[^60] Forbudet imod at have vaaben af enhver art findes imidlertid ogsaa i de danske landsbyvedtægter, som ikke viser noget tegn paa paavirkning fra købstadens værnegilder og laug, saaledes især de fleste jyske og skaanske vedtægter.[^61] De nævnte eksempler repræsenterer vedtægter fra tiden mellem 1592 og udskiftningen. Vaabenforbudet findes ogsaa i den form, at oldermanden ved stævnets begyndelse skal udlyse alle vaaben eller lyse fred over stævnet.[^62] Ogsaa ved andre bysammenkomster end stævnet kan oldermanden aflyse vaaben, saaledes hedder det i Gærds hd. tb. 28. 2. 1649 i en vidneforklaring: At de var forsamlet i Huarød at yde kirkesæden, da aflystes knive af oldermanden, at de under straf ikke maatte have dem paa sig. Om lysning af en egentlig landsbyfred, saaledes som vi kender det fra de tyske landsbyvedtægter, melder vedtægterne eller tingbøgerne intet.[^63]
Ogsaa de middelalderlige gildeskraaers forbud imod at fornærme en lagbroder ved stævnet genfinder vi i senere tiders landsbyvedtægter. Fra skraaerne for St. Knudsgilderne i Flensborg ca. 1200 § 29 og Odense ca. 1245 § 18 kender vi forbudet imod at beskylde en medbroder for løgn, og forbudet imod at »lochte«, »løgte« eller »lykte« nogen findes i et stort antal landsbyvedtægter.[^64] Heller ikke andre skældsord, banden eller fornærmelse maa bruges ved stævnet, og skulde det hele alligevel ende i slagsmaal, har saavel gildeskraaerne som landsbyvedtægterne fastsat bøder til byen herfor, foruden den straf, som det tilkommer øvrigheden at give.[^65]
I to vedtægter fra Lunde hd. i Odense amt, nemlig Allesø ca. 1500 (DW V:38) og Lumby 1592 § 19 (DW I:343) findes et forbud imod, at deltagerne i stævnet røber forhandlingerne til byens uvenner eller modparter i nogen sag eller andre, hvem bymændene ikke vil have skal vide besked med forhandlingerne.
II. Oldermanden
1. Betegnelse og antal
Oldermandsembedets oprindelse er søgt klarlagt ovenfor i kapitel 1. Her skal vi derfor kun kort gøre opmærksom paa de forskellige betegnelser, hvorunder oldermanden nævnes i de forskellige egne af riget.
Aug. F. Schmidt[^66] nævner, at oldermanden i Mellem- og Sydslesvig kaldes byfoged, i Angel byforstander, paa Als forstander og i Østslesvig fortalemand. I store dele af Jylland kaldes han grandefoged, og i enkelte jyske vedtægter bruges betegnelsen videfoged, men ellers er benævnelsen oldermand eller variationer heraf den almindelige.
Tals- eller fortalsmand angiver naturligvis oldermandens virksomhed som bylagets repræsentant udadtil, selvom det ikke altid behøver at være oldermanden, som fører ordet paa lagets vegne; saaledes hedder det i gildeskraaen for Kværndrup, Odense amt, 1706 (DW I:403), at den, som er byens oldermand, skal ogsaa være byens talsmand, med mindre han kan formaa sin nabo dertil.
Fra enkelte danske vedtægter kendes ogsaa bondefoged som betegnelse for oldermanden,[^67] men bondefoged har vel hyppigst været betegnelsen enten paa en bonde, som husbonden satte til at føre tilsyn med hovarbejdet[^68] eller en forløber for sognefogeden, der udøvede polititilsyn og tilsyn med kronens bønder.[^69]
I Christian IV's reces 1643 bestemmes det i 1–4–53, at bondefogden og 2 dannemænd i Nørrehalland, Blekinge og andre steder, hvor bønderne af arilds tid har givet kirken tiende, skal udpante forsømmelige tiendeydere. Efter frdn. 22. 10. 1701 om politivæsenet afsn. IX § 7 skal bondefogden føre tilsyn med, at forbudet imod forprang efterkommes, og efter § 26 i frdn. 25. 3. 1791 skal sogne- eller bondefogderne samt i byer, hvor saadanne ikke findes, oldermanden, føre tilsyn med orden og sædelighed. Naar der i aabent brev 10. 1. 1581 og missive 22. 8. 1628 samt optegnelsen fra 1707 i Kirkehist. Sml. II:269 om bondefoged, er det ligeledes tvivlsomt, om der har været ment en oldermand.
Ogsaa i Skaanelandene er oldermand den almindelige benævnelse, og efter mønsterordningen 1742 gælder dette tillige Sverige, hvor man dog kender andre betegnelser, saaledes grandefoged fra Västergötland[^70] og byfoged fra Östergötland.[^71]
I Sverige finder vi flere steder paavirkning af tyske betegnelser, saaledes »skultstör«, der i Dalabyerne anvendes om trækavlerne til byregnskab og »at skulta« som betegnelse for optegnelse af bøder, og andre skyldigheder, der stammer fra den tyske betegnelse for byfogden »schulze«.[^72] Denne samme benævnelse kendes fra hollænderbyen paa Amager, hvis forstander kaldtes »skultes«,[^73] jfr. Chr. II's købstadsret 1522, der anvender den samme betegnelse om byfogden. I vedtægten for Arboga købstads markjorder betegnes oldermanden »åkerherre« af tysk orts- eller dorfherr.[^74] Talrige vedtægter omtaler overhovedet ikke oldermanden, hvilket naturligvis ikke behøver at betyde, at en saadan ikke har været valgt i byen, men i adskillige tilfælde har det dog været saaledes. I en enkelt skaansk vedtægt, nemlig fra Loshult, Ø. Gønge hd. (nr. 38) 1720 bemærkes udtrykkeligt, at der ikke er nogen oldermand i byen, hvorfor pantningen skal foretages af alle bymændene, men spredt over hele det oprindelige Danmark finder vi vedtægter, om hvilke vi med større eller mindre sikkerhed kan sige, at de bærer vidnesbyrd om, at oldermandsembedet var ukendt. Tydeligst fremgaar dette af nogle vedtægter fra Tønder amt, hvor oldermandens funktioner udøves af 2 saakaldte pantemænd, der sikkert overalt i Sønderjylland er forløberne til de egentlige oldermænd.[^75] Heller ikke i Rejsby og Kjærbolling fra samme amt findes 1725 nogen oldermand, men 9 mænd skal raade byen og gøre vilkaar (DW IV:387).
Der er i næsten alle tilfælde kun 1 oldermand i landsbyen, men der findes dog vedtægter med 2 oldermænd.
Dette er saaledes tilfældet ved nogle købstæders markjorder, hvor der ogsaa kan være flere end 2 oldermænd,[^76] men kendes ogsaa i andre tilfælde.[^77] To oldermænd findes ogsaa i Hyrup, Vejle amt, 1674 (DW II:435) og i Moborg, Ringkøbing amt, 1689 (DW III:417). I Ustrup, Haderslev amt, 1668 § 11 (DW V:169), hvor der ligeledes findes 2 oldermænd, vælges de i hver sin ende af byen; det samme gælder de 2 pantemænd i Aabel, Nørre Rangstrup hd. 1696[^78] og i Nørre Løgum, Tønder amt, 1707 § 1 (DW V:224).
Hvor flere byer omfattes af eet og samme grandelag, er der som regel kun 1 oldermand for hele grandelaget,[^79] men paa den anden side findes der eksempler paa, at nabobyer — selvom de ikke er under samme grandelag — lejlighedsvis kan have fælles oldermand. Saaledes havde byerne Oxie og Lockarp i aaret 1661 fælles oldermand,[^80] men i hvert tilfælde i 1688 har de to byer paany hver sin oldermand.[^81] I 1707 har dobbeltbyerne V. Skrævlinge og V. Kattarp i Oxie hd. fælles oldermand,[^82] men dette har normalt ikke været tilfældet for de to byers vedkommende.[^83]
2. Pligt til at lade sig vælge
Den, der vælges til oldermand, eller den, hvis tur det er til at beklæde embedet, har pligt til at paatage sig hvervet, hvis han opfylder betingelserne herfor; se nedenfor under 3.
Hvervet var imidlertid forbundet med saa meget besvær, at bymændene ofte kviede sig ved at paatage sig denne umage. Derfor ser vi gang paa gang i vedtægterne, at der fastsættes bøder for den bymand, som ikke vil være oldermand, naar han har pligt dertil efter vedtægten.[^84]
Saadanne bøder betyder i praksis ofte blot, at bymændene kan købe sig fra at være oldermand ved at betale bøden og saa være fri. I vedtægten for Bælum, Aalborg amt, 1712 § 59 (DW II:117) hedder det saaledes, at den, der ikke vil være oldermand et aar omkring efter gammel sædvane, naar turen kommer til ham, skal give granderne 3 slette daler og maa saa være fri, indtil turen igen — efter at have været byen rundt — kommer til ham. Betaler han sig fri, skal hans næste nabo i omgangen være pligtig at paatage sig hvervet. Ifølge vedtægten for Lyngby, Gærds hd. (nr. 38) 1632 § 1 skal den, der ikke vil være oldermand, bøde ½ td. øl og være fri for hvervet. Hvis den, der sættes i hans sted, heller ikke vil være oldermand, skal ogsaa han bøde. De kan aabenbart alle købe sig fri efter tur.
Endnu videregaaende er vedtægten fra Nordby paa Samsø 1721 (DW I:141), hvorefter den, der et aar har købt sig fri, men som igen næste aar udlægges som oldermand og heller ikke dette aar vil være det, men bøder til byen, skal være fri for at være oldermand al sin livstid. Resultatet af en saadan regel ser vi i Nordby bysbog, der paabegyndes i 1781 (DW I:153) og som hvert eneste aar udviser, at en lang række bymænd er blevet udlagt som oldermænd, men har købt sig fri, mange for livstid.
I nogle vedtægter er det dog gjort til en betingelse for at slippe fri, at man foruden at betale bøden ogsaa skaffer en anden i stedet til at varetage oldermandshvervet. Dette gælder saaledes nogle vedtægter fra Fyn, nemlig Allesø, Odense amt, ca. 1500 § 1 (DW V:39), Rønninge, Odense amt, 1624 (DW I:292) og Stoense, Svendborg amt, 1707 § 1 (DW III:242). Selv hvor det ikke kræves, at den modvillige stiller en anden i stedet, har man dog af og til sikret sig, at han ikke slipper for billigt; saaledes paabyder vedtægten for Kjærby, Odense amt, 1704 § 1 (DW I:382), at den modvillige i hvert fald skal være oldermand, indtil han har betalt bøden. Flere vedtægter fastholder udtrykkeligt, at den modvillige skal betale bøden, men ikke af den grund slippe for at være oldermand. Dette gælder saaledes Rostgaards skraa (DW I:62 § 4), der udtrykkelig forbyder bymændene at købe sig fri,[^85] og den med denne skraa som forbillede udfærdigede vedtægt for Saaby, Københavns amt, ca. 1700, afsnit II § 3 (DW I:95). I sidstnævnte vedtægt har der endog staaet, at den modvillige skulde betale husbonden dobbelt tyngde det paagældende aar, men denne rigoristiske bestemmelse, der formentlig er foreslaaet af herskabet eller præsten, er dog igen udslettet.
I Skaane, hvor øvrigheden efter landsdelens overgang til Sverige interesserede sig meget for bylagets organisation, udsteder landshøvdingen over Kristianssteds len 1. 5. 1673 et brev angaaende oldermandsdømmet i landsbyerne, som har været misbrugt, at de har købt sig derfra, men naar nogen tilfalder, han da uden undskyldning tager imod oldermandsskabet.[^86] Balsby, Villands hd. (nr. 35) 1670 § 1 forbyder ligeledes nogen at købe sig fri; det samme gælder efter Fjelkestad, s. hd. (nr. 1) 1685 § 1.
Betalte den modvillige bymand ikke den foreskrevne bøde, blev han naturligvis pantet, eller striden gav anledning til en sag for herredstinget, hvad der var tilfældet med en tvistighed fra Hyrup i Vejle amt. Bylaget tiltalte 1674 en grande, som efter videbrevet skulde være grandefoged og var blevet udmeldt dertil af 6 mænd. Han udførte imidlertid kun bestillingen i 7 uger, saa syntes de menige grander ikke, at de kunde være fornøjet med ham mere, fordi han ikke tilbørligt sikrede markfreden. Under striden herom frasagde den paagældende sig hvervet, og dermed var han skyldig at betale en tønde øl til grandelaget.[^87] Sagens fortsættelse kendes ikke.
Fritaget for at paatage sig oldermandshvervet er — foruden de bymænd, der ikke opfylder de almindelige betingelser herfor, jfr. nedenfor under 3 — saadanne, der lider af sygdom eller anden svaghed, eller som paa grund af høj alder er uskikket til at varetage hvervet.[^88]
Fritaget er ogsaa præsterne, jfr. Synodalia Roskildensis 1560 og DL 2–11–6, og formentlig ogsaa degn og klokker.[^89] Oldermandshvervet tilfalder kun bondestanden, men ikke andre gaardbrugere. Det er formentlig ikke helt uden interesse i denne forbindelse at pege paa nogle administrative afgørelser fra et tidspunkt, hvor det egentlige bylag formentlig er ophørt, men hvor landsbystyret fortsætter med en række administrative opgaver. Danske kancelli udtaler i 1843, at hovedgaardsejere ikke er pligtige at paatage sig oldermandshvervet, selvom deres gaarde stammer fra udflyttede sammenlagte bøndergaarde, og det samme maa antages med hensyn til ufrie jorder, der lovligt drives under en hovedgaard og saaledes maa anses at være unddraget byforholdet.[^90] Sognefogeden og skolelæreren er heller ikke pligtige at paatage sig hvervet.[^91]
I disse tilfælde henviser administrationen til, hvad der er gammel skik og brug paa egnen.
3. Valgbarhed
Vi har intet grundlag for at fastslaa, hvilke betingelser der udkrævedes for at være oldermand i de ældste bylag, men paa den tid, hvor høvdingene endnu ikke var vokset ud af bysamfundet, har vel de mægtigste haft ledelsen i landsbyen saavel som i herredet. Da bondestanden efterhaanden synker ned til at blive en forholdsvis homogen klasse, udvikler et demokratisk styre sig af sig selv, og hovedreglen har i den tid, hvorfra vi kender vedtægter, været den, at alle, der sad paa en avlsgaard, kunde og skulde være oldermand.
Man har vist lov til at antage, at den almindelige regel har været, at kun gaardmænd, men ikke husmænd og inderster, har kunnet vælges som oldermænd. Det er kun i enkelte vedtægter, at dette udtrykkeligt fastsættes,[^92] men det forudsættes i mange vedtægter og følger formentlig af landsbylagets karakter. Undtagelsesfri har reglen dog ikke været, saaledes fremgaar det af byskraaen for Sønder-Jernløse, Holbæk amt, 1598 § 21 (DW I:120), at saavel bryder som gaardsæder kan være oldermænd. Da brydeforholdet var ukendt i slutningen af 1500-tallet, angiver de to betegnelser vel fæstebønder og husmænd, hvis da ikke bestemmelsen blot er et uforstaaeligt levn fra gammel tid.
Naar Bengt Engström henviser til, at de jyske vedtægter, paa samme maade som de skaanske, kræver en vis gaardstørrelse af oldermanden, har jeg ikke kunnet finde noget grundlag herfor. Bylaget var langt op i tiden et udpræget demokratisk samfund, og alle jordbrugende mænd har været anset lige i byens sager. Først i de allerseneste vedtægter er der tegn paa en social differentiering mellem avlsmændene. Saaledes kræver Ankær bylov 1758 (DW II:445), at videfogden skal være en helgaards besidder, og en vedtægt fra Tunø i Kattegat 1805 fordrer, at oldermanden skal eje 6 tønder sædeland og holde dug og disk (DW II:318). I ældre vedtægter har saadanne bestemmelser formentlig aldrig eksisteret.
Vedtægten for Sdr. Bork, Ringkøbing amt, 1754 § 28 (DW II:543) kræver, at oldermanden holder hest og vogn.[^93]
Ellers er det som regel kun almindelige udtalelser om, at oldermanden skal være en god dannemand og duelig i byens sager og lignende, som findes i vedtægterne. Drigstrup, Odense amt, 1698 § 4 (DW VIII:180) kræver, at oldermanden skal være forstandig og have et godt rygte, medens gildeskraaen for Lumby, Odense amt, 1592 § 1 (DW I:324) kræver, at han skal »være vis, veltalende og have forstand paa byens gavn, nytte og fremtarv«. Naar vedtægten for Aarestrup, Aalborg amt, 1719 § II:1 (DW III:280) kræver, at oldermanden skal kunne læse og skrive, er det vist ogsaa et krav, som man kun kan tænke sig er fremkommet i senere tider.
Derimod kender vi fra Skaane paa et ret tidligt tidspunkt krav om, at oldermanden skal have et brug af en vis størrelse, f. eks. Köpinge, Gærds hd. (nr. 26) 1691 § 7, der kræver ¼, ½ eller ¾ gaardsbrug og Degeberga, Gærds hd. (nr. 5) 1703 § 4 og Bökestorp, s. hd. (nr. 6) 1707 § 4, der gaar ned til ¼ gaardsbrug. Den sociale differentiering har altsaa her været videre fremskredet end i Danmark.
Enker, der sad alene paa gaarden, har vel som hovedregel ikke haft ret eller pligt til at være oldermænd.[^94] Det er imidlertid kun fra nogle yngre vedtægter, at bestemmelser herom findes. Saaledes bestemmer vedtægten for Ryslinge, Svendborg amt, 1772 § 7 (DW I:464), at turen til at være oldermand skal gaa enken forbi, indtil hun gifter sig, eller gaarden bliver besat med en mand. Naar dette sker, skal den nye mand, hvis bymændene bestemmer det, paatage sig oldermandsembedet, naar det bliver ledigt.[^95]
4. Valgmaade
Fra den tid, da alle avlsmænd i byen staar paa nogenlunde det samme sociale stade, stammer den grundsætning, at oldermandsembedet besættes efter tur.
Den alt overvejende hovedregel i vedtægterne for det oprindelige danske omraade er da den, at oldermandsembedet gaar omkring i byen efter tur. I udpræget grad i de skaanske vedtægter, men ogsaa i mange af de danske, fastslaas det, at embedet skal gaa »ret om« i byen, d. v. s. i samme retning som solskiftet, altsaa fra øst til vest, eller, hvis dette ikke saa nøje stemte med byens beliggenhed, i den orden, hvori bymændenes jord var beliggende i agerskifterne eller senere efter matrikelnumrene.
I forhold til denne maade at besætte oldermandsembedet paa er alle andre forekommende kun smaa og faa undtagelser. Paa 1700-tallet dukker flertalsvalg vel saa smaat frem i vedtægterne, men ofte er det vanskeligt at se, om ordlyden kan tages til indtægt for antagelsen af flertalsvalg eller ej. Klare vidnesbyrd herom findes dog.[^96]
Hvor de 4 mænd optræder, ser man af og til — ogsaa i vedtægterne fra 1600-tallet — at disse særligt udmeldte mænd foretager oldermandsvalget, saaledes i Horup, Sønderborg amt, 1639 § 17 (DW V:259), Hyrup, Vejle amt, 1674 (DW II:435) og Nordskov, Holbæk amt, 1697 (DW I:140). I Rønninge, Odense amt, 1601 (DW I:285) udvælges oldermanden af 8 gildebrødre.
Normalt blander herskabet sig ikke i oldermandsvalget, og der er ikke tegn paa, at det har været almindeligt, at valget skulde godkendes af herskabet. En saadan godkendelse kræves dog i Rostrup, Aalborg amt, 1738 § 2 (DW IV:233), hvor oldermanden vælges af husbonden og granderne, ligesom to vedtægter fra Aalborg amt, nemlig Aarestrup 1719 (DW III:280) og Voxlev 1779 (DW III:500) fastsætter, at husbonden skal afgøre, hvem der skal være oldermand, saafremt bymændene ikke selv kan blive enige.
Som omtalt ovenfor, side 87, findes der ogsaa eksempler paa, at husbonden har grebet ind, dersom bylagets anliggender forfaldt, og udnævnt en oldermand til at tage haand i hanke med tingene.
Det maa altsaa betragtes som afgjorte undtagelser, naar enkelte vedtægter bestemmer, at husbonden udpeger oldermanden; dette er dog reglen i Moborg, Ringkøbing amt, 1689 (DW III:417) og Høgsted, Hjørring amt, 1685 (DW II:21). Oprindelig har vedtægten for Voer, Randers amt (DW III:384) fastsat, at husbonden kunde udpege oldermanden, men dette er rettet, formentlig inden vedtægten blev vedtaget.
Som nævnt er den altovervejende hovedregel ogsaa i Skaane, at oldermandsembedet gaar ret om i byen. Undtagelser herfra har jeg kun fundet i vedtægten for Rønnestad, V. Gønge hd. (nr. 70) 1747, der er en fornyelse af vedtægten fra 1684, hvorefter oldermand og pantere skal vælges af de fleste stemmer. I vedtægten for Vanstad, Færs hd.[^97] 1756 bestemmes det, at oldermanden skal indsættes enten ved valg eller efter tur. I Finja og Øhresholm, V. Gønge hd. (nr. 10) 1727 har man aabenbart haft daarlige erfaringer med at lade oldermandsembedet besætte efter tur, thi i vedtægten siges det, at da »roterande« ofte fører til stridigheder, saa skal sognepræsten herefter have magt at udvælge oldermanden. Fra Skaane findes derimod intet eksempel paa, at herskabet har udvalgt oldermanden eller skullet godkende valget.
5. Tidspunktet for oldermandsskifte
Som hovedregel besad en bymand kun oldermandsembedet 1 aar ad gangen, men ogsaa denne regel havde dog nogle faa undtagelser,[^98] hvorefter oldermanden kunde blive siddende i længere tid ad gangen. Fra det danske rigsomraade kendes vistnok ikke vedtægter, hvor oldermanden skiftede halvaarligt, og i Skaane har jeg kun fundet eksempler herpaa i Villands herred,[^99] hvor der i nogle tilfælde skiftes oldermand baade foraar og efteraar.
I næsten alle bylag har der altsaa været aarligt omskifte. Tidspunktet for dette skifte har været genstand for omhyggelige undersøgelser af Aug. F. Schmidt[^100] for de danske bylags vedkommende og Bengt Engström[^101] for Skaanes vedkommende. Det maa dog til disses undersøgelser bemærkes, at de for størstedelen bygger paa mundtlige meddelelser fra en senere tid, selvom ogsaa materialet i vedtægterne er udnyttet.
Valborgmessedag, Philippi Jacobi, den 1. maj, er for hele undersøgelsesomraadet den hyppigste skiftedag for oldermænd. Det hænger utvivlsomt sammen med, at denne dag skal vangen fredes, og oldermandens vanskelige tid med at paase overholdelsen af markfreden begynder.[^102] I en senere tid har Valborgsdag vel ikke været særlig gunstig for et saadant skifte, da bønderne jo var travlt optaget af foraarsarbejderne, men traditionens magt brydes dog kun langsomt.[^103]
Over hele landet findes talrige undtagelser fra hovedreglen; nogen nærmere undersøgelse af baggrunden for de forskellige skiftedage og udviklingen fra ældre til nyere tid kan imidlertid ikke foretages her.
I Skaane mener Bengt Engström paa grundlag af sit — altsaa meget blandede — materiale at kunne paavise, at hovedreglen har været, at oldermandsskiftet fandt sted ved Valborgstid eller i hvert tilfælde om foraaret, men syd for en linje Ystad–Helsingborg er Mortensdag (11. 11.) skiftedag, og i Bjerre hd. har man paasketiden efter indflydelse fra Jylland.
Fra de skaanske skovsbygder, hvor vedtægtsmaterialet er rigeligst, viser en undersøgelse af 219 vedtægter i V. og Ø. Gønge hd., Gærds hd. og Villands hd., at der i 38 vedtægter fastsættes oldermandsskifte 1. maj. I V. og Ø. Gønge hd. har 1 vedtægt fra tiden før 1700 og 1 vedtægt fra tiden 1700–42 oldermandsskifte Michaelis dag, 29. september. I Villands hd. har 1 vedtægt fra tiden 1700–42 og 4 efter 1742 oldermandsskifte i november. Resten af vedtægterne udtaler sig ikke om tidspunktet for oldermandsskifte.
Af 17 undersøgte vedtægter i Sdr. Aasbo og Bjære hdr. har 3 skiftedag ved paasketid; resten udtaler sig ikke om spørgsmaalet.
Da vi næsten intet vedtægtsmateriale har fra Söderslätt, er en undersøgelse, der ikke vil nøjes med mundtlige overleveringer, meget vanskelig for dette omraades vedkommende. Blandt Söderslätts beskrivere fra midten af 1700-tallet og op til vor tid er der næsten almindelig enighed om, at oldermandsskiftet fandt sted ved mortenstid.[^104] Kun N. O. Lönquist[^105] nævner for Bara hd.s vedkommende Valborgsdag som skiftedag. Af dombøgerne har det ikke været muligt at udlede noget afgørende bidrag til spørgsmaalets løsning. Enkelte sager giver dog et fingerpeg. I sagen Oxie hd. db. 16. 2. 1706 tiltales Niels Andersen i Tullstorp for den skade, som byens svin har gjort forleden høst, da han det aar var oldermand. Skiftet har altsaa fundet sted mellem høsten 1705 og februar 1706 og ikke ved Valborgstid. Af sagen fra s. hd. db. 19. 10. 1669 fol. 272 med kontinuationer fremgaar, at Niels Petersen var oldermand i Hyllie sommeren 1669, men han omtales i dommen 10. 1. 1670 som »oldermanden paa den tid«, og maa altsaa nu være afgaaet. Heller ikke i dette tilfælde kan skiftet have fundet sted ved Valborgstid.
6. Oldermandens pligter
Oldermandens pligter er mangfoldige. Det kan ikke være opgaven i denne undersøgelse at give nogen detaljeret oversigt over de talrige hverv, der er paalagt ham, men jeg maa i saa henseende henvise til vedtægterne og til den af Aug. F. Schmidt[^106] foretagne opregning.
I korthed kan det siges, at det paahviler oldermanden at paase, at vedtægtens bestemmelser overholdes, at der dømmes retfærdigt efter dens bestemmelser, at der indkaldes til de befalede bystævner, og at der i det hele træffes de beslutninger, som er nødvendige af hensyn til byens nytte og tarv.
De egentlige gildeskraaer paalægger naturligvis oldermanden en række pligter i forbindelse med gildeskikken, men ogsaa de almindelige vedtægter paalægger ham ofte særlige selskabelige pligter.
I øvrigt skal blot særligt fremhæves oldermandens pligt til at opbevare byens sager, videbrevet, videstok eller taljer, bødekasse m. v. samt hans pligter som bylagets repræsentant udadtil, hvilket indebærer pligt til at repræsentere bylaget under retssager, pligt til at indkræve udenbys afgifter som f. eks. græsgæld og jordleje og pligt til at tale bøndernes sag overfor husbonden.
7. Oldermandens ansvar
Oldermanden er ansvarlig for sin virksomhed overfor bylaget, men han er ogsaa i et vist omfang ansvarlig for sine bymænds optræden udadtil overfor nabobyer og andre.
A.
Vedtægterne indeholder et mylder af bestemmelser vedrørende forsømmelige oldermænds ansvar overfor bylaget.
Hyppigst er en almindelig bestemmelse om, at oldermanden skal bøde til byen, dersom han viser sig forsømmelig og ikke overholder vedtægtens bestemmelser, og som regel er det da selve bystævnet, der idømmer ham den fastsatte straf. Det kan dog ogsaa være overladt de 4 mænd.[^107]
Oldermanden er bylagets faste midtpunkt, og hvor dette svigter, svæver hele byens retsorden i luften. Det er derfor ikke mærkeligt, at vedtægterne i tilfælde af oldermandens forsømmelighed i større udstrækning end det ellers kan paavises, henviser byens sager til afgørelse af husbonden eller hans fuldmægtig. Saaledes skal i Aarestrup, Aalborg amt, 1719 II:2 (DW III:280) den oldermand, der ser gennem fingrene med nogen forseelse, anklages for herskabet. Den forsømmelige oldermand skal efter vedtægten for Græsted, Frederiksborg amt, 1696 § 1 (DW I:41) sættes i straf af fogden og menige naboer. Det maa erindres, at denne bylov er blevet til under medvirken af Rostgaard. Efter Kværndrup, Odense amt, 1706 § 2 (DW I:400) skal den forsømmelige oldermand anklages for husbonden eller øvrigheden, som kan høre begge parter. Hvis han anklages uskyldig, skal anklagerne betale samme bøde til byen, som de havde tiltænkt oldermanden. Samme bestemmelse findes i Søndersø, s. amt, 1718 § 15 (DW III:461). Hvor vedtægten er udstedt af herskabet eller under dettes medvirken, er det klart, at bestemmelserne om forsømmelige oldermænd kan faa større kraft, saaledes bestemmer Kippinge, Maribo amt, ca. 1750 in fine (DW I:273), at den forsømmelige oldermand skal have forbrudt sit fæste. En saadan bestemmelse kan naturligvis kun være indsat af herskabet og ogsaa kun anvendes af dette. En særlig rigoristisk bestemmelse findes i vedtægten for Øsløs, Thisted amt, 1736 § 23 (DW III:272), hvorefter oldermanden, saafremt han ikke leverer videbrevet videre til sin efterfølger, skal have forbrudt sit fæste; det tilføjes dog forsigtigt: »om hans husbond det for godt synes«. Vedtægten er udstedt af bymændene med herskabets approbation. Vedtægten for Høgsted, Hjørring amt, 1685 (DW II:20) bærer i det hele præg af herskabets stærke deltagelse i byens anliggender, idet der fastsættes bøder ikke alene til byen men ogsaa til herskabets fuldmægtig, som skal staa oldermanden bi. Befindes fuldmægtigen og oldermanden forsømmelige, straffes de begge med bøder. Ogsaa en saadan bestemmelse kan naturligvis kun udøves af herskabet, selvom vedtægten fremtræder som udstedt af bymændene men ganske vist approberet af herskabet.
Det er naturligvis uhyre vigtigt for bylaget, at oldermanden varetager sine vigtige forretninger med fuldstændig upartiskhed, derfor fastsætter talrige vedtægter bøder for den oldermand, der i sin udøvelse af byens lov lader sig lede af »vild eller venskab«.[^108] Det gælder om, at oldermanden ikke ser igennem fingre med nogen forseelse, eller at han ikke uretfærdigt paalægger nogen bymand bøder.[^109]
Efter vedtægten for Slagelse købstad 1694 § 20 (DW IV:39) skal oldermændene og deres assistenter straffes, dersom de foruretter nogen med pantning, medmindre de ved deres ed kan godtgøre, at de gjorde det af uvidenhed.
Som regel er det vel bystævnet, der fastsætter den forsømmelige oldermands straf, men i nogle vedtægter bestemmes det, at den oldermand, der ser igennem fingre med nogen forseelse, skal betale den samme bøde, som han skulde have idømt overtræderen,[^110] ja i nogle tilfælde skal han endog betale dobbelt saa stor bøde, som den han lod slippe, f. eks. efter Radsted, Maribo amt, 1689 § 43 (DW I:245) og Holme, Aarhus amt, 1746 § 1 (DW II:303).
I betragtning af de besværligheder, landsbyerne har haft med at faa nogen til at være oldermand, maa det siges at være en lempelig bestemmelse, at bymændene kan afsætte den forsømmelige oldermand,[^111] men det skal nu nok have været en kedelig tort for en bymand, dersom hans naboer afsætter ham som oldermand.
Det er naturligvis meget vigtigt, at byens vedtægt opbevares omhyggeligt, thi ellers kan bymændene ikke i givet fald for retten bevise, hvad der er byens lov. Derfor bestemmer vedtægterne ogsaa, at oldermanden skal opbevare byens vedtægt og levere den uskadt videre til sin efterfølger.[^112] I 1633 maatte nogle jyske bymænd sagsøge deres tidligere oldermand baade til herredsting og Viborg landsting for at faa ham til at levere byens vedtægt videre til sin efterfølger.[^113]
Oldermanden skal som nævnt tage sig af byens økonomiske sager og altsaa opbevare bødepenge og græsløn. Derfor siger Kværndrup, Odense amt, 1706 § 8 (DW I:404), at hvis der er underskud i kassen, skal oldermanden dække det, og hvis han overbevises om ved list at have sneget sig noget ud af byens kasse, skal han tillige bøde derfor.
Hvor oldermanden dømmer i en bysag, er han jo ofte kun 1. instans, idet parterne kan gaa til domstolene. Hvis oldermandens afgørelse bliver omstødt paa herredstinget, bestemmer Saksild bylov, Aarhus amt, 1660 § 3 (DW II:336), at oldermanden i saa fald skal bøde til byen, men endda være oldermand aaret ud.
Bestillingen kan jo nok af og til blive oldermanden lidt broget; det er baggrunden for bestemmelsen i Bælum, Aalborg amt, 1712 § 54 (DW II:116) om, at dersom oldermanden af vred hu kaster taljerne fra sig paa stævnet, skal han bøde hver gang og tage taljerne til sig igen.
B.
Oldermanden maa ogsaa i flere tilfælde udadtil staa til ansvar for sine bymænds handlinger og derefter søge sin oprejsning hos dem.
Vi kender saaledes eksempler paa, at stridigheder mellem nabobyer foraarsager pantning hos en af byernes oldermand paa hans bymænds vegne. Det synes som om denne ordning især har været den oprindelige i Skaane, og en gennemgang af tingbogsmaterialet fra Oxie herred giver os mulighed for at følge udviklingen i dette omraade.
Af den nedenfor side 381 f. refererede sag mellem Joest Weyer i Malmø og Sallerup og Tullstrup bymænd fremgaar saaledes, at Sallerup bymænd i 1656 pantede oldermanden i Tullstrup paa grund af et hegn, der tilhørte Joest Weyer. Alle bymændene fra begge byer gennemførte derefter oldermandens regres overfor Joest Weyer ved at pante ham for et tilsvarende beløb.
En vidtløftig sag mellem Hyllie og Hindby i samme herred fra 1669–70 giver ligeledes et billede af sædvanen paa dette omraade.[^114]
I sommeren 1669 sender oldermanden i Hyllie, Niels Pedersen, bud til oldermanden i Hindby, Jens Nielsen, at der er hul paa hegnet mellem Hyllie og Hindby mark. Af denne grund pantede Hyllie bymænd Hindby oldermanden for en tønde øl. Det viser sig, at det brøstfældige hegn tilhørte Peder Roelsen i Hindby, og Jens Nielsen søger derfor sin regres hos ham ved herredstinget. Roelsen hævder, at han har betalt en anden for at istandsætte hegnet, men han bliver dømt til at erstatte oldermanden den frapantede tønde øl, idet retten bemærker, at det staar ham frit for at sagsøge Hyllie bymænd, hvis han mener, at den stedfundne pantning er ulovlig. Sagen kommer altsaa igen for tinget, denne gang er det Peder Roelsen, som tiltaler Hyllie for ulovlig pantning hos Hindby oldermand. Da han ikke kan komme nogen vegne med paastanden om, at det ikke tilkom ham at lukke hegnet (hvilket jo heller ikke kan hjælpe ham noget i denne sag), saa hævder han, at Hyllie oldermanden, Niels Pedersen, til uddrikningen af den omtvistede tønde øl har medtaget 14–15 bønder, som aldeles ikke havde noget med den tønde øl at bestille eller nogen videsgang med Hindby mænd. Resultatet bliver derfor, at tingsretten ved dom 10. 1. 1670 vel frifinder Niels Pedersen for ulovlig pantning, men dog paalægger ham at betale den del af øllet, som hans uvedkommende gæster efter en almindelig forholdsberegning maa antages at have drukket.
I den nedenfor side 382 f. refererede sag fra 1670 mellem Vester og Mellem Grevie fra Oxie hd. omtales ligeledes pantning af en oldermand som følge af en forseelse, begaaet af en af hans bymænd.
I aarene indtil omkring 1680 synes herredsretten at have godkendt den gamle fremgangsmaade, hvorefter oldermanden udadtil hæftede for sine bymænds brøde og indadtil maatte søge sin oprejsning hos den, der virkelig havde begaaet forseelsen.
Med de svenske herredshøvdinge indføres imidlertid en skarpere kurs overfor bøndernes pantninger, og især vises der ringe tilbøjelighed til at anerkende de særlige formelle regler, der fra gammel tid har været gældende i bylagene. De første aar efter 1700 er det lidt vanskeligt at finde ud af herredsrettens stilling til oldermandens ansvar, da retten i det hele taget stiller sig skeptisk overfor pantninger, men det er karakteristisk, at sagerne stadig rejses imod oldermændene, og af sagsreferaterne ser vi, at bymændene stadig panter oldermanden for hans bymænds forseelser. Eksempelvis kan anføres Oxie hd. tb. 30. 1. 1712, hvor oldermanden i Tygelsjö forklarer, at han har været nødt til at pante Svend Olufsen i Klagstorp, fordi denne by ikke har villet betale den ½ td. øl, som den er blevet Tygelsjö skyldig paa fælledmødet.[^115]
Paa 1700-tallet tager herredsretten i Oxie imidlertid skarpt afstand fra oldermandsrepræsentationen i forannævnte forstand. Tilfældet i tb. 19. 10. 1706 er i hvert tilfælde et direkte brud paa gammel sædvane. En oldermand tiltales til betaling af skade, som byens kvæg havde gjort paa en udenbys mark ved at gaa igennem et ulovligt hegn. Det hedder i rettens resolution, at eftersom de kreaturer, der gik igennem hegnet, hverken tilhørte oldermanden eller har forvoldt skaden paa grund af nogen hegnsforsømmelse fra hans side, idet det er oplyst, at det er en af de andre bymænd, som har haft et ulovligt hegn, saa frifindes oldermanden, og sagsøgeren stilles frit for at sagsøge den virkelig skyldige. Denne resolution er altsaa et direkte modstykke til den foran omtalte dom fra Hyllie–Hindby i 1670. Ogsaa fra andre dele af Skaane findes eksempler paa, at man fra bymændenes side har søgt at opretholde den gamle sædvane, hvorefter oldermanden hæfter paa byens vegne.[^116]
Fra Danmark har jeg kun fundet vidnesbyrd om et saadant ansvar for oldermanden paa Falster, hvor Alslev, Ulslev og Hillstrup bymænd i 1643 havde den vedtægt, at hvis der ved den fælles gærdegang blev fundet et ulovligt gærde, pantedes oldermanden i den by, der havde ansvar for gærdet.[^117] Fra de skrevne vedtægter fra Skaane eller Danmark kender vi intet til reglen, hvilket ikke kan forundre, da disse mellembys forhold kun sjældent reguleres af skriftlige vedtægter.
Oldermandens særlige ansvar (med regresret) maa ikke forveksles med hans processuelle stilling som repræsentant for bymændene under retssager, hvor han søger dom respektive dømmes paa hele bylagets vegne og under dets direkte ansvar.
C.
Foruden oldermandens ansvar overfor bylaget og overfor andre byer kan der tillige være tale om, at hans vedtægtsmæssige forpligtelser konstituerer et ansvar overfor en enkelt af byens mænd, der har lidt skade ved oldermandens forsømmelse. Et saadant ansvar er af samme art som det, der af og til paalægges andre af byens tillidsmænd, som uden hensyn til subjektiv skyld drages til ansvar for skade, der foraarsages paa grund af overtrædelse af paabud, som det er deres hverv at søge overholdt.
Fra Oxie hd. tb. 16. 2. 1706 kender vi en sag, hvorunder en bymand, der har lidt skade af byens svineflok, sagsøgte oldermanden til betaling af skaden. Herredsretten resolverer imidlertid, at oldermanden ikke havde et saadant ansvar, men kun var forpligtet til at betale skaden i forhold til det antal svin, han selv havde haft med i svinehorden. For resten maatte sagsøgeren altsaa søge de øvrige bymænd, som havde haft svin i flokken. Ved bedømmelse af denne dom henvises til de foran gjorte bemærkninger om de skaanske herredshøvdinges stilling til oldermandens objektive ansvar for andres handlinger.
I en sag fra Skam herred i Nørrejylland 1667[^118] sagsøger landsdommeren bymændene i Nørreby og besynderlig oldermanden, som paa byens vegne burde have haft tilsyn, fordi de ikke har fremlyst nogle oksner, der gik paa deres mark, og som tilhørte landsdommeren. Nu er disse oksner forsvundet, og landsdommeren vil have dem erstattet. Ifølge herredsrettens dom skal oksnerne erstattes af de mænd, der har vidnet, at de saa dem paa Nørreby mark, men som ikke fremlyste dem. Der paalægges derimod ikke oldermanden noget særligt ansvar for tilsidesættelse af tilsynspligten.
I denne forbindelse er det maaske ikke helt uden interesse at nævne en dom fra et saa sent tidspunkt som 1860,[^119] hvorefter en person, der i egenskab af oldermand havde tilsagt bymændene til at møde til et vejarbejde, hvorved en anden mands ret blev krænket, ikke kunde drages til ansvar, da der ikke i oldermandsbestillingen ligger nogen egentlig myndighed eller selvstændig virksomhed, men denne er kun et ombud, i medfør af hvilket han havde at udføre en af bymændene fattet beslutning.
8. Oldermandens løn
Det er vanskeligt at udtale sig om, hvorvidt det har været en almindelig regel, at oldermanden fik nogen løn for sin virksomhed, men der findes i hvert tilfælde fra baade ældre og yngre vedtægter og fra alle egne af landet vidnesbyrd om, at dette har været tilfældet.
Ifølge Bjerne, Svendborg amt, 1593 § 33 (DW III:492) skal talsmanden have en hest i vangen og holde den uden skade. Rønninge, Odense amt, 1624 (DW I:292) giver oldermanden en ko paa græs i en særlig kohave, og Drigstrup, Odense amt, 1698 § 5 (DW III:180) siger blot, at oldermanden skal nyde af byen saa meget, som behøves til at varetage byens sager.
Fra nogle sjællandske vedtægter kender vi reglen om, at oldermanden for sin umage skal holdes fri af alle lag og gilder, ligesom han skal have oldermandskanden med godt, klart øl efter gammel vis.[^120]
Efter vedtægten for Stoense, Svendborg amt, 1707 (DW III:242) skal byen gøre oldermanden fyldest for hans umage. I Aarestrup, Aalborg amt, 1719 § 9 (DW III:282) er oldermandslønnen aarlig en kærve rug af hver helgaard; hver hel- og halvgaard skal endvidere levere ham et laa torv, og hver husmand eller kvinde 4 skilling. I Mastrup, Randers amt, 1725 § 6 (DW III:541) ydes der oldermanden 1 rigsdaler.
Bengt Engström[^121] mener ikke, at der oprindelig har været givet oldermanden i de skaanske bylag nogen løn, og denne regel mener han har holdt sig lige frem til vor tid. Dette er — i hvert tilfælde for den sidste paastands vedkommende — ikke rigtigt, idet vi fra flere skaanske byer kender de saakaldte oldermandsenge og andre stykker almindingsjord, som oldermanden havde i brug det aar, han var i funktion, som løn for sin umage. Saaledes bestemmer vedtægten for Håslov og Viby, Villands hd. (nr. 36), 1674 § 31, at oldermanden skal nyde byens almindingsjord som aarlig løn, dog mod at paatage sig en tilsvarende forøget hegnsbyrde. Oldermandsenge er endvidere paavist i Hyllie og Vintrie, Oxie hd.,[^122] samt i Vanneberga og Ø. Lyngby, Villands hd.[^123]
Oldermandsenge kendes ogsaa fra Slangerup, Frederiksborg amt, hvor de fandtes indtil 1802, da de ved opmaalingen var 1⅓ tønde land. Disse enge skulde oldermanden bruge som løn, men ikke have yderligere vederlag.[^124]
III. Andre tillidsmænd og bytjenere
Omkring oldermanden var grupperet forskellige andre tillidsmænd, hvoraf nogle havde deres opgave indenfor gildeskikken, andre udførte en del af de sædvanlige oldermandspligter.
Vi skal ikke her forsøge nogen opregning af disse tillidsmænd eller særlige udvalg eller nogen belysning af deres virksomhed. Enkelte af dem vil vi træffe paa andre steder i fremstillingen, saaledes pantemændene, markmændene og de 4 mænd.
Gildernes embedsmænd er de samme, som dem vi kender fra købstadsgilderne, altsaa især stolsbrødre og skursmænd,[^125] medens man blandt de egentlige byembedsmænd især maa nævne markmanden, vangegemmeren[^126] og indnammeren,[^127] der alle var forskellige benævnelser paa det samme embede, nemlig at have overopsyn med markfreden og indtage kvæg i vangen samt pante for hegnsbrud og løse kreaturer. Denne samme funktion har ogsaa pantemændene og videmændene haft mange steder, men dette embede omfatter ofte al pantning efter byens lov. Desuden kan nævnes gærdsmænd og hegnsmænd, hvis opgave til dels har været den samme, men som udøvede deres tilsyn ved en formelig synsforretning.
Foruden disse tillidsmænd maa nævnes de af byen ansatte tjenere, saaledes først og fremmest hyrderne, der ansættes og aflønnes af bylaget.[^128] Det er klart, at alle byens tillidsmænd og dens tjenere bliver pantet, dersom de udviser forsømmelighed i tjenesten; af mere almindelig interesse er imidlertid, at der ogsaa af og til søges paalagt disse mænd et ansvar uden skyld, ligesom tilfældet er med oldermanden. Man maa dog regne med, at domstolene ikke har godkendt saadanne bestemmelser.
Af en sag for Viborg landsting 1617[^129] fremgaar det, at Romlund bymænd har vedtaget, at deres hjord skal gaa omkring paa bymændene, som enhver har brug til, og den, der har hjorden, skal holde de andre skadesløse for al skade, som den gør paa ager og eng. Birkedommeren havde dømt den for hjorden ansvarlige til at betale skaden, da granderne havde vedtaget, at hjordelaget skulde gaa om i byen, og at de skulde holde hinanden det skadesløst, men landstinget frikender bymanden, idet man udtrykkeligt henviser til, at det ved vidner er godtgjort, at der ikke kan bebrejdes den paagældende eller hans folk noget. Det objektive ansvar er altsaa ikke anerkendt.