Kapitel 7
Markfreden
Markfreden · s. 209–232
Sjunde kapitlet. Markfreden
I. Hegnssystemet
Som nämnts ovan i kapitel 4, I, bestäms hägnadssystemet i väsentlig grad av tillgången på betesmark och hägnadsmaterial. Under det extensiva løkkebrug (inhägnadsjordbruk) finns det på den omgivande utmarken riklig möjlighet till betning för djuren, och bevuxenheten med skog och undervegetation är så riklig att man utan större besvär kan skaffa material till hägnader kring løkkerne (inhägnaderna). Sådana hägnader är också en tvingande nödvändighet för att freda inhägnaderna från husdjuren som betar på utmarken.
Bildandet av løkkevange (inhägnadsvangar) beror i första hand på besparingen av hägnader, eftersom det naturligtvis är betydligt enklare att nöja sig med en enda hägnad runt alla de sammanhängande inhägnaderna än att behöva hänga varje inhägnad för sig. Så länge utmarken erbjuder tillräckliga betningsmöjligheter finns det heller inget hinder för att byn bara har en enda vång, som alltid är fredad från kreatur.
Svårigheterna uppstår när utmarken har odlats upp i en sådan grad att det börjar bli svårt att skaffa bete till de nödvändiga husdjuren. Husdjurshållningen måste då inskränkas, men detta är bara möjligt till en viss gräns. Bönderna måste nödvändigtvis ha ett tillräckligt antal dragdjur och tillräckligt med mjölkboskap för att upprätthålla självförsörjningen med mjölk och smör samt landgildeydelserne (jordlegoavgifterna). Att man skulle ha gått från ett ettvangsbruk, där hela åkerjorden låg under samma hägnad, till ett tvåvangsbruk är föga sannolikt, eftersom övergången från en årlig fredning av 100 procent av åkerjorden till en årlig fredning av 50 procent av åkerjorden förefaller alltför stor och måste ha medfört alltför stora omvälvningar. Någon bestämd utvecklingsserie kan överhuvudtaget inte uppställas, eftersom förekomsten av utmark varierar och hänsyn till de olika jordkvaliteternas skiftande behov av växtföljd spelar in.
Trevangsbruket (trevångssystemet) har varit känt inom det germanska området redan före medeltiden[^1] och är åtminstone känt i Danmark vid tiden för skaanske lagens tillkomst, jfr. SKL 75. Trevangsbrukets införande innebär att åkerbruket har nått sin höjdpunkt i utbredning i förhållande till boskapsskötseln. Under den vanliga kombinationen av trevångssystem och treskifte kommer 66 procent av åkerjorden varje år att vara fredad från kreatur, medan enbart de återstående 33 procent överlämnas till sommarbete. I de bördiga slättbygderna är betningen i fälladsvången i förening med ævredsbetningen (stubbmarksbetningen) de enda betningsmöjligheterna, eftersom all utmark sedan länge är uppodlad. Utmarkens försvinnande innebär också färre möjligheter att skaffa hägnadsmaterial, och hägnadssystemet blir därför i viss mån bestämt av önskan att använda minsta möjliga material och minsta möjliga arbete.
I skogsbygden, där betesmarker (overdrev) omger vångarna, utgör hägnaderna ett slutet system av koncentrisk karaktär.[^2] Annorlunda förhåller det sig där det bildas vangelag (vångalag) mellan angränsande byar. Förutsättningen härför är i första hand att byarna möter varandra med vång mot vång, inte betesmark mot betesmark eller vång mot betesmark. Vidare är det en förutsättning att sommarbetningen i fälladsvången utgör en väsentlig del av byns samlade betningsmöjligheter, och slutligen förutsätter en vidare utveckling att det råder brist på lämpligt hägnadsmaterial och på arbetskraft, särskilt för att upprätthålla de obeständiga jord- och torvvallarna.[^3]
Om vång stöter mot vång på ett enskilt ställe, och båda vångarnas jord ligger till årligt bruk, är hägnad onödig mellan vångarna, och därigenom kan bildas det som Campbell kallar det årliga brukets vangelag[^4] eller alsædevangelaget. Om växelbruk tillämpas i de berörda vångarna måste det vara en förutsättning för bildandet av vångalaget att växtföljden är densamma i båda vångarna, så att de två vångarna under det vanliga treskiftet ligger till fällad samma år. I så fall bildas inte bara, som i det årliga brukets vangelag, ett hägnadssamfälleskap utan också ett betningssamfälleskap, i det att kreaturen fritt kan gå på bete i båda fälladsvångarna. En utbredd möjlighet för bildandet av sådana treskiftesvangelag föreligger särskilt i de bygder där det inte längre finns utmark och där byarna därför överallt gränsar mot varandra med vångar. I sådana bygder blir hägnadssystemet inte koncentrisk utan radiärt, i det att alla hägnader strålar ut från byn, varifrån det finns direkt tillgång till alla vångar. Under sådana förhållanden kan samtliga byns vångar komma att ligga i vangelag med angränsande byars vångar.
Campbells språkbruk är en smula oklart, när han inför källmaterialets upplysningar om vangelag med upp till 10 byar tillfogar att i verkligheten bildade hela Skånes Söderslätt ett enda vangelag, som först nådde sin gräns vid herrgårdarnas utskiftade jordar eller de naturliga geografiska avbrotten.[^5] Med ett vangelag måste man nämligen förstå samlingen av vångar som ligger inom samma hägnad. Vångalaget kan alltså avgränsas av en bestämd hägnadslinje, och det av Campbell nämnda tiobyars vangelaget måste absolut räknas som ett av de allra största med avseende på byarnas antal. Sven Dahl[^6] kommer för Torna-Bara härads del till det resultatet att ett vangelag bara undantagsvis har en utsträckning av 5 till 6 km och en yta av ca 10 km². Hälften av dessa mått anser han vara de normala.
I den nordskånska skogsbygden finner vi vangelag av en helt annan karaktär. Här ligger flera byar ofta tillsammans kring åkerjorden, som ligger i inbördes vangelag, men bygruppen är avskild från andra byar genom utmark eller hägnad. I Nordskåne kallas själva bygruppen i sådana fall för vangelag, och detta lag har en synnerligen stor betydelse för de rättsliga organisationsförhållandena, se nedan sidan 374. I många fall består dessa vangelag av en huvudby med ett antal omgivande torpbyer.
Ingenstans inom det ursprungliga danska området är vangelagssystemet så fullkomnat som på den skånska sydslätten, men vangelag är kända överallt i Danmark, dock minst i Östjylland. På Fyen och särskilt på Själland förekommer de i stor utsträckning. Poul Hansen[^7] nämner ett vangelag under huvudgården Stensgaard i Svendborg amt, i vilket 9 byar deltog och som hade en omkrets av 2–3 mil.
Vångalaget är känt i EsjL III:20, som handlar om de problem som uppstår när hästar eller boskap betar på ävred eller fällad i flera vångar som ligger samman utan hägnad, men det finns inga säkra vittnesbörd om existensen av sådana vangelag i de övriga danska landskapslagarna. I de svenska landskapslagarna förekommer ett begrepp som förmodligen täcker ett liknande förhållande som det danska vangelaget. Upplandsloven och Västmannalagen talar sålunda om värnelaget som en rättslig och organisatorisk enhet av stor betydelse. Det fornsvenska värn (danska værn) betyder dels hägnad (svenska hägnad), dels vång (svenska gärde). Ordet är förmodligen detsamma som det nutida danska værn, alltså försvar. De nyare översättningarna av de svenska landskapslagarna betecknar värnelaget som hägnadslag. K. G. Westman[^8] antar att värnelaget är en mindre sammanslutning inom byn av de bymän som hade jord inom samma hägnad. Värnelaget har i många hänseenden samma ställning gentemot deltagarna som bylaget gentemot alla bymän. Sigurd Erixon[^9] är tveksam om huruvida värnelaget är det nu kända vångalaget eller en särskild lagsbildning av mer ursprunglig karaktär än bylaget, medan G. Lindgren[^10] säkerligen med rätta uppfattar värnelaget som en mellanbysorganisation och karaktäriserar det som ett vangelag, förmodligen närmare motsvarande Campbells »det årliga brukets« vangelag än Skåneslätten treskiftesvangelag. På 1600-talet påvisar Lindgren att värnelag användes i Falbygden som beteckning för vangelag. Även i Skåne används värnelag på 1700-talet som synonym för vangelag; sålunda omtalas i tingboken för Oxie härad en rad byar, »hvilka byar skola ligga uthi värnelag med Hindby man«,[^11] liksom flera byar i Skytte härad »äro uti et värnelag tillsammans«.[^12] Jag lutar närmast åt den uppfattningen att det högsvenska värnelaget, sådant det är känt i landskapslagarna, motsvarar det särskilda nordskånska vångalaget, alltså en sluten bygrupp.
Tack vare det rikliga kartmaterialet har det lyckats mig att utarbeta en karta över vangelagen i Oxie härad under tiden ca 1700–1720 (se fig. 4). Till grund för utarbetandet ligger främst kartmaterialet från åren kring 1700, men där så tidiga kartor inte finns har jag använt storskifteskartorna. Dessutom har jag stött mig på de i domböckerna omnämnda tvistigheterna om hägnadsförhållanden. Någon exakt statisk bild av hägnadsförhållandena är det naturligtvis inte möjligt att ge, men vångarnas huvudformer förefaller dock oförändrade genom hela det lilla århundradet från ca 1650 till ca 1730, varifrån jag har upplysningar om detta härad. Jag anser mig därför ha gett en någorlunda korrekt bild av hägnadssystemet i Oxie härad omkring år 1700. Under arbetet har det dessutom varit möjligt att begränsa möjligheterna en hel del på förhand. Dels har ett vangelag den nödvändiga begränsningen att varje by bara kan delta med en enda vång, eftersom det annars inte skulle vara möjligt att freda den eller de vångar som bar säd, dels talar förmodningen för att byar med åkersammanblandning (agerblanding) ligger i vangelag.
Jag ska därefter peka på de viktigaste resultaten av denna kartläggning. Mot öster längs Öresund ses det långsträckta allmänningsstycket, som används till sparsam betning. Strax innanför detta betesmark stöter vi på häradets mest vittomfattande vång- och änglag. Det består av ängvångarna från de 9 byar som från Hyllie i norr till Eskildstorp i söder har förbindelse med havet, och det har alltså en längd av ca 11 km, men bara en genomsnittlig bredd under 1 km. Man kan notera att Hyllie och Naffentorp har fägator som från byn leder ut genom ängarna till betesmarken vid stranden. Det framgår av en rättsprocess från 1699 att änglaget efter höskörden användes till gemensam betning för alla de 9 byarna.[^13] År 1688 omtalar åldermannen i Oxie by att han har pantat en byman i Fosie efter uppmaning av »dhe öfrige 7 byars ålderman, som uthi fälleden interesserer«.[^14] Härav skulle det omtalade vångalaget alltså omfatta 8 byar. Av kartmaterialet framgår det emellertid bara att det finns ett vangelag mellan Oxie nørrevang, Lockarp nørrevang, Fosie østrevang, Hindby østrevang, V. Kattarp østrevang, V. Skrævlinge østrevang och Husie vestrevang. Även om kartorna skulle vara oriktiga är det svårt att se hur detta vangelag kan omfatta ytterligare två byar, såvida inte två vångar i samma by ska inräknas, vilket är omöjligt. Åldermannen måste förmodligen ha räknat fel eller tingskrivaren ha hört fel. Det sistnämnda var kanske det mest sannolika, ty han var efter tingbokens språk att döma svensk och hade kanske svårt att förstå det skånska målet. Å andra sidan omnämns samma vangelag år 1710 som enbart omfattande 5 byar,[^15] nämligen V. Skrævlinge, V. Kattarp, Husie, Oxie och Hindby, vilka fyra sistnämnda byar tilltalas för att ha uppgivit sina vångar för tidigt. Att Lockarp och Fosie inte nämns beror dock säkerligen bara på att dessa byar inte hade gjort sig skyldiga till den berörda förseelsen.
År 1707 omnämns en överenskommelse om antalet stutar på fälladen mellan Tørringe, Arrie och Brøddarp.[^16] Några år tidigare omtalar tingboken emellertid ett vangelag mellan Arrie, Brøddarp och Ingelstad, varför den sistnämnda byn måste ha ingått i laget. Eftersom det inte heller vare sig på de äldre kartorna eller på storskifteskartorna finns minsta tecken på hägnad mellan Tørringe Harebergsvang och Kærstorp vestrevang eller mellan Arrie østrevang på ena sidan och Brøddarp vestrevang, Høtofta østrevang, Ingelstad nørrevang och Kærstorp vestrevang på den andra sidan, antar jag att vångalaget har bestått av Kæglinge østrevang, Tørringe Harebergsvang, Kærstorp vestrevang, Ingelstad nørrevang, Høtofta østrevang, Brøddarp vestrevang och Arrie østrevang.
År 1709 omnämns vidare ett vangelag mellan Vintrie, Naffentorp, Fjærdingslov och Lockarp,[^17] vilket överensstämmer med uppgifterna i kartmaterialet. Det till ytan största vångalaget i häradet tycks vara Høkøpinge østrevang, Tygelsjø østrevang, Glostorp vestrevang, Arrie søndrevang och Høtofta nørrevang.
[Figur: Karta över vangelagen i Oxie härad, konstruerad med hjälp av utskifteskartorna från omkring år 1700 samt tingboksmaterial.]
II. Hegnspligt och Markfred
1. Vem åligger hägnadsplikten?
De äldsta reglerna beträffande hägnadsplikten är ännu ett vittnesbörd om att uppodlingen har ägt rum i privata inhägnader (løkker), som senare sammanfördes i løkkevange. Det kan nämligen inte råda någon tvekan om att de äldsta existerande hägnadsreglerna går ut på, dels att den som vill värna sin åkerjord mot boskapen från den omgivande utmarken själv måste hänga sig frid, dels att den som med sin åkerjord gränsar mot en annans åkerjord ska resa halvt lagligt gärde, det vill säga svara för hälften av hägnaden, medan grannen ska svara för den andra hälften.
Regeln om att man själv ska hänga sig frid är från de danska landskapslagarna bara känd genom SKL 185, som förklarar att om bymarker eller torpmarker gränsar till en annan by eller torp, så att en mans fällad stöter till en annan mans inhägnade mark, ska den som har säd och inhägnad mark alltid sätta gärde om sin vång och sin inhägnade mark. Regeln hade vid SKL:s tillkomst huvudsakligen betydelse för regleringen av mellanbysförhållanden, men har otvivelaktigt också gällt mellan bymän sinsemellan. Sålunda framgår den också av Øgl. BB XIII § 2, som fastslår plikten till halvt lagligt gärde mellan två åkrar eller ängar, men som tilläger att om betesmark gränsar mot inhägnad vång ska den som äger betesmarken inte underhålla halva det gemensamma gärdet mot den inhägnade vången. Om ägaren av den inhägnade vången vill ha markfred måste han alltså själv hänga sig frid. Detta är då säkerligen den allmänna regeln i de svenska landskapslagarna och i Magnus Erikssons rikslag.[^18]
Den ovan nämnda regeln måste naturligt leda till att varje man ska hänga för sin egen egendom, och även om vi ingenstans i de danska landskapslagarna finner något uttryckligt uttalande härom förefaller det närmast som om en sådan regel förutsätts i EsjL II:70 och 73, som talar om ägaren av ett gärde på ett sådant sätt att det sannolikt måste vara gärdet kring hans egen jord, jfr. Gutalovens XXV. Där två inhägnade åkrar möts leder regeln om varje mans fulla hägnadsplikt beträffande sin egen åker naturligt till en regel om att gemensamma gärden mellan åkerjord ska resas av de två ägarna gemensamt med hälften var. Inte heller denna regel är uttryckligen uttalad i de danska lagarna, men JL III:58 bestämmer att där fällad gränsar mot åker ska de som äger fälladen hålla halvt gärde med dem som äger åkern, ty de som nu har fällad kan med åren få inhägnad mark och kommer då att behöva en jämlik fördelning. Denna motivering tyder på att det tidigare har existerat en regel om halvt gärde mellan två åkrar i samma by. Regeln om halvt gärde mellan åkrar är känd i de äldsta svenska landskapslagarna, sålunda Gutalovens XXVI och Äldre Vgl. IX § 1, vilken sistnämnda bestämmelse dock bara avser gärdet mellan två tofter.
I JL har varje spår av ett tidigare løkkebrug försvunnit, och hägnadsreglerna är avklarade i överensstämmelse härmed. Avgörande blir nu vem som ska hålla vångagärdena, och här överger lagen fullständigt principen om att var och en ska hänga sig frid och ålägger samtliga bymän en kollektiv plikt till hägnadssättning. Huvudregeln är fastslagen i JL III:58, enligt vilken vångagärdet ska resas av varje man i förhållande till hans egendoms storlek efter guldvärdering, dock att den som äger stuf (småstycken) i vången inte ska delta i fördelningen av hägnadsbördan med sin stufjord. Det framgår vidare av lagen att varje man får sitt stycke av vångagärdet tilldelat efter en rebning; det vill alltså säga att hela hägnaden indelas i lika många stycken som det finns bymän, och varje byman får en längd som svarar mot hans bymål. Ett liknande förfarande är säkerligen förutsatt i Uppl. BB VI § 1, enligt vilken länsmannen vid hägnadsbrott ska tillkalla hägnadssyn, men bymännen ska själva råda om bymål, det vill säga de måste själva (förmodligen genom rebning) fastställa vem som är skyldig till försummelsen av hägnadsplikten.
Denna nyare regel är en konsekvens av den solidaritet beträffande markfreden som vangebruket förutsätter, och den gäller därför inte i fråga om den enskilde bymannens særjord (privatjord). Därför fastslår JL III:57 att ägaren av en tomt (toft) själv har plikt att hänga kring denna, såframt tomten är bebyggd. Men rör det sig om en nyuppbruten tofteager (tomtåker), som förmodligen ingår i den angränsande vången, jfr. ovan sidan 142, ska ägaren av en sådan åker bara sätta ändgärde mot den bebyggda tomten, och om den obebyggda tomten gränsar till bebyggda tomter ska alla bymännen sätta sidgärdet mellan de två jordarna, ty tomtåkern är en del av vången och förpliktar följaktligen alla bymännen till hägnadssättning. Stufjorden är som regel inte inhägnad, jfr. nedan sidan 330 ff., utan hålls utanför rebningen av byns jord. Om stufjorden ligger intill byns gata ska ägaren dock sätta gärde mot gatan. Även annan privatjord än tomten ska hägnas av ägarna ensamma, sålunda abildgaard (fruktträdgård), kaalgaard (kålgård) och toftegaard (inhägnad i vången), se JL III:60. Med toftegaard förstås säkerligen en inhägnad i vången och inte hustoften, varom III:57 ju har gett fullgod beskrivning. Toft i betydelsen inhägnad används överallt i Sønderjylland ända till utskiftningen.
Vad beträffar regleringen av hägnadsplikten mellan två grannebyar upprätthåller man, som nämnts, fortfarande den gamla regeln om hälften av hägnaden var, jfr. JL III:58, som inte, såsom Troels Fink[^19] antagit, avhandlar det fallet att den ena byns betesmark gränsar till den andras vång, utan däremot det fallet att en bys fredade vång gränsar mot en annan bys fälladsvång, såsom det också tydligare framgår av regelns återgivande i DL 3–13–36 och av högsta domstolens förståelse av denna regel. I en sak från 1691 instämmes ägarna av Haveløkke gaard till dom för halvt gärde mellan Koholt, Bandholm och Vaarskov kornmarker på ena sidan och Vried skov på den andra sidan. DL 3–13–36 åberopas, men tingfogden i Fuglse härad anmärker att eftersom Vried bara är en betesmark med bete för hästar och kreatur, och DL 3–13–42 och 43 ger fullkomlig förklaring på vad som ska förstås med vång och när en vång ska fredas, kan Vried inte uppfattas som vång som förpliktar till halvgärde, utan den av parterna som behöver frid måste själv hänga sig till den. I åtta mäns yttrande heter det: med vång förstår vi den besådda kornåkern och med fällad den som utläggs andra året därefter med säd och då i lika mån behöver hägnad och frid. Därför finner vi att Vried skov inte kan anses som fällad som efter lagen ska ta halvgärde mot vång, utan enbart som betesmark och icke sädeland, som ingen dylik hägnad kan tillkomma, i det att den som vill ha frid själv måste hänga sig frid. Härtill ansluter sig både landsting och högsta domstol.
Även de övriga reglerna i JL III:57, 58 och 60 upprepas i DL, nämligen 3–13–34 till 39. Ny är emellertid regeln i DL 3–13–40, enligt vilken den som lagligen indrar ett jordstycke till vång eller äng, när denna jord inte sedan urminnes tid har varit inhägnad, själv ska hänga sig frid, och om gärdet inte är lagligt måste han själv bära skadan som hemgäld. Regeln är så till vida bara en tillämpning av principen i JL III:60, enligt vilken ägaren själv måste hänga för fruktträdgård, kålgård och toftegård.
Efter Danske Lov är rättsläget alltså i korthet följande: Plikten att hänga en byvång åligger alla bymännen, som fördelar hägnadsbördan efter bymål. Där en man har privatjord inom vången måste han själv hänga sig frid. Där två byars åkerjord stöter samman är de skyldiga att resa hälften av hägnaden var, om hägnaden överhuvudtaget är nödvändig, och detta gäller även när den ena byns kornvång ligger mot den andra byns fälladsvång. Denna lagbestämmelse tycks förutsätta en annan regel, som uttryckligen förutsätts i högsta domstolens dom 1691, nämligen att den som vill ha frid gentemot betesmark som ligger till stadig betning själv måste resa hägnad. Huvudregeln är alltså fortfarande den att var och en som vill ha frid själv måste hänga sig den, och detta gäller alla som bryter sig ut ur ett hittills bestående fälleskap. Denna grundsats upprätthålls för övrigt i de första utskiftningsförordningarna av 29.12.1758, 28.12.1759, 8.3.1760 och 28.7.1769, men överges i förordningen av 13.5.1776, enligt vilken hägnadsplikten mellan byar och mellan enskilda jordägare ska fördelas efter hartkorn. Med förordningen av 23.4.1781 överges även denna princip, och regeln om halvt gärde blir gällande i alla fall, medan den, som nämnts, hittills bara hade gällt när två byars vångar stötte samman och hägnad var nödvändig.
Detta rättsläge bryts emellertid av en samtidigt gällande grundsats att den som har uppfyllt hägnadsplikten under hävdstid också fortsättningsvis är pliktig därtill. Som regel söker man under en hägnadstvist först och främst upplysning om vem som hittills har hållit den ifrågavarande hägnaden, och presumtionen är alltid att den som har upprätthållit hägnaden också är skyldig att göra det i framtiden. I ett brev från ca 1300[^21] rapporteras det sålunda till kungen att 8 synsmän inte har kunnat finna annat än att invånarna i Krarup aldrig har satt gärde om Lange lyng tillsammans med Snarup och Stenstrup. I en rettertingsdom (kunglig dom) 1636[^22] uttalas det allmänt att eftersom det omtvistade gärdet har följt den berörda gården sedan gammal tid bör han också fortsättningsvis hålla det vid makt.
Mer tveksam är en högsta domstolens dom 1666.[^23] Tvisten gäller vem som ska hänga kring ett enemærke (enskild mark). Hittills har den angränsande byn, som inte har någon jord i enemärket, deltagit i uppsättningen av hägnad, men nu protesterar bymännen. Landsdomaren har emellertid ålagt dem att ta halvt gärde och att hålla herde vid grinden. Omröstningen visar stor tveksamhet bland domarna. Under hänvisning till att Thorkildstrup bymän hittills har hägnat kring enemärket röstar majoriteten för att stadfästa landstingsdomen, vilket faktiskt också sker, men domen stryks sedan igen. Saken var den att minoriteten vägrade rösta så länge det inte var upplyst om bönderna hade hägnat kring enemärket av rättighet (som här måste förstås som plikt) eller av god vilja. Saken skjuts därför upp i väntan på ny bevisning, och resultatet blir därefter följande inte alltför klara dom: Eftersom det är ett enemärke som här tvistas om gärdets tillslutning till, och det med 20 års ostörd hävd bevisats att Thorkildstrup bymän (undantagna de som har legat till Lindholm) inte av någon rättighet har stängt de omtvistade gärdena, bör Lindholms ägare själva stänga gärdena om enemärket, såframt de vill ha frid. Vad beträffar herden vid enemärkets grind, eftersom det är allmän väg som går genom grinden, på vilken också Thorkildstrups mark gränsar, och Thorkildstrup åtnjuter lika stor nytta av den herden som Lindholms ägare, bör de också bekosta hälften av utgifterna för herden.
Domen upprätthåller alltså i denna del regeln om att den som vill ha frid gentemot ett omgivande fälleskap själv måste hänga sig frid, men högsta domstolens ställning till hävdens inflytande är mycket oklar. Det kan man emellertid inte säga om ett par landstingsdommar från de följande åren.
Själlands landsting avkunnar år 1702 följande dom:[^24] Eftersom det med överensstämmande vittnen, som kunde minnas 60 och 70 år, bevisades att två män i Egerup alltid hade stängt gärdena om Trenderup vång, kunde gårdarnas nuvarande ägare inte befrias från vad de efter ovannämnda gamla hävd var förpliktade till. Även en Fyenbo landstingsdom 1708 tar ställning till frågan:[^25] Ehuru lagen 3–13–36 föreskriver att när en bys fällad gränsar till en annan bys inhägnad etc., kan dock Svanninge män inte åberopa denna lagbestämmelse, eftersom det framlagts tingsvittne från 1654 som bevisar att Svanninge män 24 år dessförinnan hade upprest det omtvistade gärdet och att ingen förutom Svanninge män sedan dess har befattat sig med samma gärde, och vidare att Svanninge har uppsatt gärdet till sin egen fördel och inte till gemensam, och sedan i över 20 års hävd obestritt har underhållit det. Då det vidare framlagts en gammal överenskommelse mellan de omgivande byarna, enligt vilken Svanninge ska gärda, och då slutligen Svanninge på grund av de dåliga jordarna inte kan följa treskiftet i de övriga byarna och därför inte kan ligga i vangelag med dem, åläggs hägnadsplikten Svanninge som hittills. Av denna dom tycks man dels kunna härleda att lagens regler viker för hävd, dels att den som till uteslutande egen fördel vill hänga sig från en angränsande vång också själv måste svara för hägnaden.
Denna sistnämnda grundsats är ännu klarare uttryckt i Fyenbo landstingsdom av 28.9.1712.[^26] Det heter i domen att det bevisats med tingsvittne att det aldrig har funnits gärde mellan Broby fang och Karup bys marker, utan att det sedan urminnes tid alltid hade varit vång mot vång och fällad mot fällad, till dess Karup beslutade att ändra sin vång i strid med urgammal sed och sedvana, genom vilken ändring det nu faller fällad mot vång och vång mot fällad. Nu besvärar sig Karup över att Broby upptar deras boskap och hästar, och därför påstår de att samtliga bör ta halvgärde från rågång till rågång mellan de berörda markerna. Då ser vi oss inte kunna ålägga Broby att hänga där det aldrig har hägnats förut, utan dömer att såframt Karup män finner det mest fördelaktigt för dem själva att ändra markerna, bör det ske utan att skada deras grannars säd och bete, och Karup män måste själva hänga.
I det hela taget har det nog varit en allmän mellanbysregel att den by som ville undandra sig ett bestående vangelag själv fick hänga sig frid. Sålunda resolverar Skånes landsting 1674[^27] att ägaren av en äng som ligger till fällad med de angränsande vångarna själv måste hänga sig frid när vångarna ligger till fällad, och om han inte vill det måste de angränsande byarnas män själva hänga om ängen och ta sig betalt ur ängens avkastning. En sak vid Hvidding häradsrätt 1702[^28] handlar likaså om en bys äng som ligger i fällad med en annan bys vång. Häradsrätten resolverar att om ängens ägare vill ha den fredad utanför vångens fredstid måste de själva hänga sig frid.[^29]
I anslutning till uttalandena under omröstningen i högsta domstolsmålet från 1666 kan nämnas en sak från Lejre häradsting 1698,[^30] under vilken det upplyses att landsbyarna Særløv och Torkstrup i mannaminne hade upprätthållit hägnaden mellan de två byarna och Hulegaard. Under denna tid hade de huggit gärdsle (hägnadsvirke) och störar i Hulegaards skog, men nu har Hulegaards ägare förbjudit dem att hugga gärdsle i den skogen och kräver ändå av dem att de ska upprätthålla hägnaden. Det är helt i överensstämmelse med högsta domstolens uppfattning i saken från 1666 när häradsfogden i domen med hänvisning till DL 3–13–36 ålägger Hulegaard att hålla halvt gärde med byarna.
I vedtäkterna (vedtægterne) finns inga regler om hägnadsplikten mellan två byar eller mellan två brukare, utan bara regler för upprätthållande av vångagärdena. Det är oftast JL:s och DL:s regel som återges i starkt varierande former, nämligen att vångagärdet ska upprätthållas av alla bymännen, som fördelar plikten sinsemellan genom rebning.[^31] Av vedtäkterna framgår det inte om varje enskild bymans del av vångagärdet har blivit utmärkt, men att detta i vart fall har skett i vissa byar visar ett uttalande i Oxie härads tingbok 1702,[^32] enligt vilket en byman har blivit utpantad för att han plöjde så nära diket om vången att det märke som visar hur var och en ska dika snart förskjuts och skapar stor oordning bland bymännen.[^33]
Var och en ska gärda kring sin egen tomt eller have (trädgård), och några enstaka vedtäkter tyder på att de äldre reglerna om hägnadsplikt har levt vidare. Sålunda bestämmer vedtäkten för Erfigsted, Haderslev amt, 1641[^34] att var och en ska hålla vångagärdet vid makt vid sina åkerrenor, och vedtäkten för Øsløs, Thisted amt, 1736 § 11 (DW III:267) fastställer att varje byman ska dika vid sin åker och äng, där hans jord gränsar till diket.
I Sønderjylland tycks man under den starka utvecklingen av inhägnadsdriften ha tillämpat DL 3–13–40, oaktat DL inte i allmänhet var gällande i landsdelen. Efterhand som utskiftningen fortskred och den ena inhägnaden gränsade till den andra, den ena koppeln till den andra, måste en sådan regel ha känts orimlig, och det gjordes många fåfänga försök att få den avskaffad.
Gammal hävd och den på DL 3–13–40 grundade principen var emellertid orubblig, om inte bymännen sinsemellan blev ense om en annan ordning, såsom till exempel Adbol och Skovby i Ny härad, vars vedtäkt 1722 bestämmer att grannar som har kopplar bredvid varandra var och en skulle ta hälften av hägnadsbördan efter lag och landsrätt.[^35] Några vedtäkter från det fynska området innehåller en liknande regel om halvgärde mellan angränsande privatjordar.[^36]
2. Hägnadstiden
Vangebruket förutsätter att det råder enighet bland bymännen om tidpunkterna för vångens fredning och uppgivande. Bestämmelser härom hör då också till vedtäkternas fasta beståndsdelar och är dessutom upptagna i lagstiftningen. SKL 188 bestämmer att granderne (grannarna) i byn, när de har sått sin säd, ska fastställa en lagdag (tidsfrist), till vilken alla ska ha uppfyllt den dem åliggande hägnadsplikten, men SKL 179 och 189 tyder på att den egentliga fredningen, trots eventuell tidigare hägnadssättning, inträder pingstdagsaftonen. JL III:59 fastställer att hägnaden kring rågvången ska vara laglig till påsk eller dessförinnan och för vårsäden till pingstdagen, och hägnaderna kring båda vångarna ska upprätthållas till Mikaelsmässan (29/9), såvida inte all säd är hemkörd från marken dessförinnan.
Enligt det första utkastet till DL 3–13–42 ska hägnaden kring rågvången stängas före Mikaelsmässan, men i den slutliga texten rättas tidpunkten till Mårtensmässan (11/11). Det tilläggs att bymännen trots den ovan nämnda regeln kan besluta att deras kreatur ska gå i vången till emot Mårtensmässan. Enligt DL 3–13–43 ska det gärdas för vårsäd till Valborgsmässan (1/5), och gärdet ska stå kvar till Mikaelsmässan, såvida inte all säd dessförinnan är hemkörd.
Vedtäkterna innehåller en mängd regler om tidpunkterna för vångarnas fredning och hägnadsunderhåll, och det finns ofta stora skillnader mellan reglerna från by till by. Vissa huvudregler kan dock konstateras. För det första finns i ett mycket stort antal vedtäkter, särskilt från Skåne och Själland, en åtskillnad mellan hägnadsens gablukning (grovstängning) och dess fuldlukning (fullstängning) eller fredtepning (fredstängning). Vedtäkterna ger nästan ingen upplysning om vilken skillnad det är mellan de krav som ställs på en grovstängd och en fullstängd hägnad, men meningen är förmodligen att man vid grovstängningen ska laga alla genombrott i hägnaden genom vilka kreatur utan vidare kan ta sig in i vången, medan fullstängningen syftar till att göra hägnaden i stånd att motstå angrepp från kreatur som inte direkt är ovana, jfr. § 3 i Apenhult, V. Gønge härad (nr. 21) 1755.
Det lönar sig inte att närmare undersöka vedtäkternas starkt växlande regler om markfredens inträdande, såvida man inte i varje enskilt fall kan indra de lokala mark- och odlingsförhållandena i undersökningen, vilket helt skulle falla utanför ramen för föreliggande framställning. I allmänhet kan det fastslås att hägnaden ska hålla kreaturen borta från vången från den tidpunkt då sådden börjar, men åtskilliga vedtäkter innehåller förutom hägnadstiderna även bestämda angivelser av när kreatur ska utdrivas ur den fredade vången, och dessa tidpunkter behöver inte sammanfalla med fredningen, jfr. DL 3–13–42 in fine.
Till belysning av förhållandena ska vi genomgå några detaljer från vedtäkterna i Skåne, varifrån det rikligaste materialet är bevarat.
Till denna genomgång bör anmärkas att bara ett fåtal av vedtäkterna innehåller särskilda regler om fredningen av rågvången, i det att de flesta antingen bara i allmänhet omnämner vångens fredningstider sammantagna eller enbart byvångens. I åtskilliga byar i de nordskånska häraderna hade man så sent som på 1700-talet bara sått vårråg och ingen vintersäd, så att fredningstiderna var desamma för de två vångarna.
I den följande genomgången undersöks bara förhållandena i vårsädesvångar.
I Ø. Gønge härad har 16 av 41 undersökta vedtäkter särskilda bestämmelser om grovstängningen. Av dessa bestämmer 7 att grovstängningen ska äga rum till Vår Frudagen (25/3), 2 vedtäkter fastställer grovstängningen till början av april, 4 till sådden, 2 till den tidpunkt som beslutas av bymännen och 1 till den tidpunkt åldermannen fastställer. Av de nämnda 41 vedtäkterna fastställer 13 fredstängningen eller fullstängningen till Valborgsdagen (1/5), 7 till början av april och 4 till Bøelsmesse (17/6). Vidare inträder fredningen enligt 10 vedtäkter vid tidpunkten för sådden, enligt 3 vedtäkter vid den tidpunkt åldermannen fastställer, och slutligen säger 3 vedtäkter bara att först ska rågvången fredas och kort tid därefter bygvången.
I V. Gønge härad har 56 av 79 undersökta vedtäkter särskilda bestämmelser om grovstängningen. Av dessa bestämmer 3 att grovstängningen ska äga rum så snart kylan har gått ur jorden, 5 fastställer grovstängningen till Vår Frudagen (25/3), 21 till en dag i början av april, 6 till en dag i slutet av april och 19 till tidpunkten för sådden. Av de nämnda 56 vedtäkterna fastställer 46 fredstängningen till Valborgsdagen (1/5), 1 till Vår Frudagen (25/3), 3 till början av april, 3 till slutet av april, 12 till maj månad (efter den 1/5), 4 till början av juni och 5 till slutet av juni. 2 vedtäkter fastställer fredstängningen till ungefär en vecka efter sådden.
Slutligen ska anföras resultatet av en genomgång av 24 vedtäkter från Gærds härad. Av dessa innehåller 9 särskilda bestämmelser om grovstängningen, nämligen 1 till den tidpunkt då kylan har gått ur jorden, 3 till april månad och 5 till Valborgsdagen. 13 vedtäkter fastställer fredstängningen till den tidpunkt åldermannen tillsäger, 6 till Valborgsdagen, 4 till maj månad och 1 till en vecka efter sådden.
I samband härmed kan nämnas att 15 vedtäkter från V. Gønge härad innehåller särskilda bestämmelser beträffande tidpunkten då kreatur ska föras ut ur vången. I 6 vedtäkter sammanfaller denna tidpunkt med grovstängningen och i 6 andra vedtäkter sammanfaller tidpunkten med fredstängningen. 1 vedtäkt vill ha kreatur bortförda vid en tidpunkt mellan grovstängning och fredstängning, och 2 vedtäkter kräver att kreaturen ska vara borta vid en tidpunkt som ligger efter fredstängningen. I Ø. Gønge härad sammanfaller tidpunkten för kreaturens bortförande i 3 fall med grovstängningen och i 2 fall med fredstängningen. I 4 fall fastställs kreaturens bortförande till den 1/5, samtidigt som grovstängningen äger rum den 25/3 och fredstängningen den 8/4, men omvänt innehåller 2 vedtäkter en regel om att kreaturen ska vara bortförda den 1/5, samtidigt som grovstängningen äger rum i mars-april och fredstängningen först den 17/6. I Gærds härad är den vanligaste regeln den att kreaturen ska vara bortförda från rågvången när denna besås, och från bygvången när denna fredstängs.
Som man kan se utgör dessa regler en mycket brokig bild. En stor del av förklaringen härtill är väl att markfreden var så ytterst viktig för bylaget att det var nödvändigt att iaktta mycket formella regler för att inte skapa oordning i byn. Dessa formella regler har traditionen väl ibland gjort mer beständiga än bylagets behov krävde.
Genomgången av ovanstående vedtäkter från Nordskåne kan kompletteras med en skildring av förhållandena på Skånes Söderslätt på 1700-talet. Skildringen är given av Mathias Solberg, och det framgår härav att rågvången hägnas och grovstängs när kylan går ur jorden, så att bymännen kan gå videgang (hägnadssyn) på S:t Jörgensdagen (23/4). Valborgsdagen (1/5) görs full videgang, och då ska alla hägnader vara i fullkomligt stånd kring rågvången. För bygvången ska det grovstängas Valborgsdagen, då grindar och luckor ska vara på plats. Därefter får inga kreatur finnas i vången. Innan kornet sås görs videgang för att se om det är fullt fredat. Kornet sås på somliga ställen den 18/5, men på andra ställen först den 25/5.
Lika viktigt som det är att bymännen samtidigt sätter hägnaden i stånd, lika viktigt är det att den ene inte uppger vången, det vill säga låter kreaturen beta på stubbåkern, före de andra. Enligt SKL 187 ska den som nedtar hägnaden innan alla män har bärgat sin säd ersätta all skada på säden och ge var och en som klagar böter på 6 öre. EsjL II:74 innehåller utförliga regler härom. Om någon får skördat före de andra får han inte av den anledningen driva sin boskap i vången, även om han håller den på sin egen jord. Det kan inte vara lagligt att han utnyttjar stubbmarksbetet (ævred) tidigare bara för att han har fått skördat tidigare, vare sig det gäller en åker eller flera, och om han ändå gör det ska hans boskap upptas, liksom när den annars kommer in i vången. Men om det finns någon i byn som är så illistig att han låter sin säd stå kvar ute på åkern för att skada de andra eller ta upp deras boskap, da ska grannarna stämma honom till ting, och tingsmännen ska fastställa en dag åt honom, till vilken han ska ha skördat, och skördar han till den dagen har han själv nytta därav. Men får han inte skördat ska han först inhägna sin jord utan att ta upp boskap, och grannarna ska åtnjuta sin stubbmarksbetning, jfr. Øgl. BB XXI och Sdml. BB VII. Om flera byar ligger i vangelag är det naturligtvis av lika stor vikt att ingen av byarna uppger de berörda vångarna innan de andra har fått skördat. Detta fastställs då också i EsjL II:74, som tillägger att om de ändå driver boskap in på vången ska de ersätta den skada som orsakas på den säd som inte är skördad, och betala böter enligt närmare fastställda regler. Både internt och mellan byar gäller förmodligen det sista stycket i EsjL II:74, enligt vilket de som först får skördat, om de släpper sin boskap i vången, måste finna sig i att de andra, som är senare med skörden, under tillsyn behåller sin stubbmarksbetning lika många dagar senare som de första hade sin innan de andra fick skördat.
Enligt JL III:59, jfr. DL 3–13–43, ska hägnaden upprätthållas till Mikaelsmässan, såvida inte all säd hemförs dessförinnan, men närmare regler ges inte. Om någon vill ha sin boskap på stubbmarksbete innan de andra har skördat, ska han enligt DL 3–13–44 meddela de andra detta och ha deras tillstånd därtill, och ska därefter hålla boskapen på sina egna åkrar och hålla den vaktad så att den inte kommer in på andras oskördade åkrar.
I V. A. Sechers utgåva av DL anförs EsjL II:74 som källa till denna bestämmelse. Detta kan inte vara riktigt, eftersom EsjL inte nämner möjligheten att man kan få grannarnas tillstånd att vakta sin boskap i vången innan denna allmänt uppges. Samma regel gäller enligt 3–13–45 om byar som ligger i vangelag tillsammans. Regeln i EsjL II:74 om den som av försummlighet underlåter att skörda i tid upprepas i DL 3–13–46.
I vedtäkterna förekommer inga större avvikelser från lagstiftningens bestämmelser, som gång på gång har upptagits i vedtäktsbestämmelserna. I många fall fastställer vedtäkterna ett bestämt datum för uppgivandet av vången, och Mikaelsmässan eller Mårtensmässan tycks vara det vanligaste, men ofta ska vången ligga fredad tills bylaget beslutar att uppge hägnaden. Huvudregeln är dock att vången kan uppges när all säd är inbärgad, och detta har förmodligen först skett när den är rensad för ris och stubbar (rivelse).[^38] Om en byman av försummlighet underlåter att få sin säd hemförd får han bära skadan som hemgäld.[^39]
Om byar som ligger i vangelag inte har gemensam vedtäkt har regeln väl varit den som uttalas i Venestad, Gærds härad (nr. 35) 1639 § 13, att ingen får uppge vången innan alla bymännen och de omgivande byarna och torparna har samtyckt. Emellertid är det ju klart att just vangelagen erbjuder möjlighet för talrika konflikter beträffande vångarnas uppgivande. Detta framgår då också klart av tingböckerna i de trakter där vangelagssystemen är framträdande.[^40]
3. Hägnadssyn
När de olika tidpunkter inträder vid vilka bymännen ska ha hägnaden i ett visst skick, ska samtliga bymän eller särskilt utsedda män gå videgang (hägnadsbesiktning; även kallad gærdegang, gaardgang) för att konstatera om hägnadsplikten är vederbörligen uppfylld och fastställa böter för de försumliga. När åldermannen tillsäger någon att besiktiga hägnaderna är den utpekade pliktig att förrätta synet och blir pantad om han håller sig hemma. Där alla bymännen går kring hägnaden är alla skyldiga att infinna sig,[^41] vilket bland annat beror på önskan att varje man under själva videgången ska kunna utpeka det stycke hägnad vars upprätthållande han har ansvaret för.[^42]
I vissa byar går man regelbundet videgang under hela fredstiden, till exempel en eller två gånger i veckan eller varannan eller var tredje vecka;[^43] på andra ställen inskränker man sig till att gå videgang vid de tidpunkter då hägnaden ska vara i ett visst skick, och om det utanför videgången konstateras brott mot markfreden utsänds en särskild syn som ska konstatera om hägnaden är olaglig, och i så fall vem som bär ansvaret.[^44] Om det under videgången konstateras att en hägnad är olaglig, och det inte har skett någon utbättring före nästa videgang, åläggs den ansvarige extrastraff. En bonde som år 1693 åtalades vid Harjagers häradsting för helgbrott, eftersom han hade arbetat på en helgdag, försvarade sig med att bymännen två gånger hade pantat honom för olagliga gärden och att de nu hade hotat honom med dubbelt straff om gärdet inte kom i stånd. Därför var han tvungen att använda helgdagen för att få arbetet fullbordat.[^45]
Utöver den egentliga hägnadsbesiktningen fanns det i många byar en markmand (markman), vangegemmer (vångvaktare) eller engevogter (ängsvaktare), som — när han inte enbart var herde — hade till uppgift att övervaka markfreden; se härom ovan sidan 119. När en eller flera av byns vångar ligger i lag med de omgivande byarnas vångar måste fredningen av alla de till ett vangelag hörande markerna nödvändigtvis ske samtidigt, och i många fall har de deltagande byarna därför gemensam videgang kring hela vangelagets hägnad; se härom nedan sidan 379 f.
4. Hägnadsens kvalitet
En undersökning av hägnadsmaterialet och dess behandling är av övervägande kulturgeografisk karaktär och ska inte företagas här. För Skånes del har Campbell[^46] genomfört en undersökning av hägnaderna inom de enskilda bygderna. Bara för att antyda problemets karaktär kan vi peka på huvudresultatet av denna undersökning, enligt vilket hägnaderna i slättbygden genomgående består av jordvallar, som där det finns allmänning ofta är täckta med torv; i risbygderna, där äng- och fälladmarker är ett karaktäristiskt drag, är hägnadsmaterialet oftast ris, det vill säga ängens röjningsserie eller undervegetation från fälladen samt grästorv. I skogsbygden finns egentliga trägärden, medan stengärdena förekommer spritt där det finns naturliga förutsättningar härför.
I de danska landskapslagarna finns inga meddelanden om vilka krav som ställs på hägnadsens kvalitet. När EsjL II:61 talar om lagliga gärdestavar avses sannolikt att gärdet inte får vara av en sådan beskaffenhet att det vållar djur eller människor skada, och det är ju också därom bestämmelsen handlar. Lite mer allmänt är formuleringen i DL 3–13–48, enligt vilken gärden ska vara lagliga så att ingen därav tar skada. Visserligen följer härefter ett omnämnande av det fallet att djur eller människor kommer till skada på grund av gärdet, men den som författade texten har förmodligen vid omskrivningen haft en vidare avsikt med kravet på gärdens laglighet.
I de svenska landskapslagarna finns däremot en del bestämmelser om hägnadsens kvalitet. Enligt Gutaloven XXVI § 5 är ingen hägnad laglig om den inte är bunden med två vitor och det är 2½ aln till den översta viden, och därmed är hägnaden bara laglig mot svin och kreatur som klättrar över, medan det krävs mer för att den ska vara laglig mot djur som kryper under. Östgötalovens BB XIV kräver att gärdet ska kunna bära en man med full beväpning (folkevåben), det vill säga sköld, svärd och grythjälm, jfr. Vådamålsb. VI § 1, och ska vara så högt att en man av vanlig längd precis når till marken på den andra sidan gärdet med en alenstav. Enligt Hälsingelovens BB V ska hägnaden för att vara laglig bestå av en rad hägnadspålar med 1 fots avstånd och vara bunden med 2 vitor så högt att den når upp under armen på en medelstor man. I ängarna ska hägnaden vara lika hög, men det kan vara en halv famn mellan pålarna.
Den allt knappare tillgången på gärdsle (hägnadsvirke) föranlediger lagstiftningsmakten att ingripa i samband med ansträngningarna att skydda skogarna mot rovdrift.
Genom en befallning av 28.7.1562 påbjuds det bönderna i Københavns, Krogens och Abrahamstrups län att sätta stengärden, för att kronans skogar inte ska förstöras genom avverkning till hägnadsvirke. Där det inte finns sten ska de hänga med dike och grav.
Förordningen för Jylland 1584 förbjuder bönderna att använda hägnadsvirke till inhägning av någon tomt eller privatjord, utan hänvisar dem till att använda dike och grav. Genom missiv till alla länsmän på Själland 1.9.1623 upprepas påbudet i den ovan nämnda befallningen från 1562, jfr. även missiv 13.7.1648. Frågan tas upp i större allmänhet med skogsförordningen 13.9.1687, som i § 17 uttalar att eftersom skogen avverkas till hägnadsvirke ska det överallt där jorden lämpar sig därtill inte sättas gärden utan dikas. Arbetet ska fördelas mellan bönderna, och härads- eller birkefogden ska utse 4 män att besiktiga dikena årligen vid Filip Jakobs dag (Valborgsmässan 1/5), om de är lagliga. Men där inga diken kan anläggas ska allt hägnadsvirke tas före mitten av mars, och allt hägnadsvirke ska huggas »udi nymaane« (vid nymåne). Eftersom detta påbud inte var tillräckligt utfärdas förordningen av 17.8.1695 om stengärdens inrättande i Danmark. Det heter i inledningen att då skogarna i Danmark år efter år till stor skada avverkas till störar och hägnadsvirke för de många risgärden som årligen görs kring byarnas marker, och för att markerna ska rensas från sten, fastställs följande regler, enligt vilka alla risgärden ska ersättas med sten där tillräcklig mängd sten finns. Härads- och birkefogdarna ska utse 4 ojäviga män som ska mäta gärdens längd kring alla byars marker. Amtmännen ska göra en fördelning av vad var och en efter sin gårds hartkorn ska tillkomma att uppföra. Kungen nöjer sig dock med att man årligen uppför en del av gärdet; därför ska bönderna, så snart skörden är avklarad, samla alla stenar som ligger på marken inom 1500 alnar från sina hägnadsplatser. Vad som är förordnat om dikena ska förbli i kraft tills stengärdena är färdiga. Genom § 17 i skogsförordningen av 21.1.1710 förbättras bestämmelserna i förordningen 1695 så att en gård på 8 tunnor hartkorn ska sätta 3 alnar stengärde årligen och kasta upp 2 famnar dike, 3 alnar brett och 2½ alnar djupt, och de övriga bönderna ska resa hägnad i förhållande härtill. Dessa regler upphävs först efter utskiftningen genom hägnadsförordningen av 29.10.1794.
Ett reskript av 6.5.1697 ålägger by-, härads- och birkefogdarna att panta de bönder som är försumliga med uppsättningen av stengärdena.
Landsbyvedtäkterna innehåller bara få bestämmelser om hägnadsens kvalitet. Som exempel kan dock nämnas att Blenstrup, Aalborg amt, 1729 § 50 (DW III:309) fastställer att åldermannen ska ha ett mått, som ska vara inrättat efter samtliga bymäns beslut och som ska användas för att konstatera om hägnaden är tillräckligt hög eller diket tillräckligt brett. I några skånska vedtäkter finns bestämda mått fastställda för den lagliga hägnaden.[^47]
5. Brott mot markfreden
När vången är lyst i slutlig fred får inga kreatur gå lösa inom hägnaden, och i många fall är även tjudring i vången förbjuden, även om det sker på ägarens egen jord. Denna sistnämnda fråga kommer att behandlas i nästa avsnitt. Det förnämsta rättsmedlet mot sådana brott mot markfreden som beror på inträngande kreatur är innam (upptagning av lösboskap), men detta rättsmedel kommer först att behandlas i kapitel 12.
Beträffande markskada som orsakas av kreatur som bryter in genom en olaglig hägnad är huvudregeln den att skadan ska ersättas av den som ansvarar för den olagliga hägnaden. Denna huvudregel är uttalad i EsjL II:73, enligt vilken den som efter varning har underlåtit att sätta sin hägnad i stånd är ansvarig för den skada som sker efter att han varnats. Men om det står dag och natt efter att han varnats utan att han lagar hägnaden, och det därefter tillfogas vången skada av boskap som kommer genom hägnaden, ska han förutom att ersätta skadan även böta 2 öre. Men nekar han till skadan, innan gärdet har stått dag och natt, och hävdar att boskapen inte kom genom hans gärde, ska han neka med sin egen ed. Men nekar han efter att det har stått dag och natt ska han neka med tredje mans ed. Samma regel finns i JL III:48, enligt vilken den som lider skada på grund av andras olagliga hägnad kan kräva ersättning av dem som har plikt att upprätthålla hägnaden, jfr. SKL 187. Om ingen vill kännas vid den olagliga hägnaden ska det genom rebning utredas vem underhållsplikten åligger. I de fall där det hålls halvt gärde bestämmer JL att den skada en by lider på grund av sina egna hägnadernas olaglighet ska den själv bära, oavsett om det är byns egen boskap eller främmande djur som har orsakat skadan. Dessa regler upprepas i DL 3–13–37 till 38.
Att markskada som orsakas av boskap som går genom olaglig hägnad ska betalas av den som har plikt att underhålla hägnaden är förmodligen också huvudregeln i vedtäkterna, medan ägaren av boskapen ska betala om hägnaden var laglig, se vedtäkt för Holbæk markjorder 1581 § 6–7 (DW III:105). Från vedtäkterna kan för övrigt anföras Neder Jerstal, Haderslev amt, 1694 § 11 (DW III:25), enligt vilken markskada orsakad av inträngande kreatur ska ersättas av den som äger den hägnad som kreaturen kom in över, såvida inte kreaturen är ovana eller det kan bevisas att hägnaden förstörts av människor och att den dessförinnan var laglig. Enligt Stoense, Svendborg amt, 1707 § 9 (DW III:246) är huvudregeln att ägaren till svin som påträffas i vången ska böta för vedtäktsbrott, men kan det bevisas att svinen kommit in i vången genom olaglig hägnad ska böterna betalas av den som ansvarar för hägnaden. Ersättningsplikten har nog följt med bötesplikten. Enligt vedtäkten för Vong, Ribe amt, 1691 § 9 (DW IV:374) ska den som har olaglig hägnad betala den skada som därigenom orsakas, och enligt Tiset, Haderslev amt, 1742 § 7 (DW V:190) är det visserligen huvudregeln att markskada ska betalas av den som äger kreaturen, men om de kommit in i vången över olaglig hägnad ska den som ansvarar för hägnaden också betala skadan. Vedtäkten för Græsted, Frederiksborg amt, 1696 § 39 (DW I:49) innehåller en klar åtskillnad mellan de fall där boskap kommit in i vången över laglig hägnad och de fall där boskap kommit in över olaglig hägnad. I det första fallet ska boskapens ägare betala skadan, men i det andra fallet har den hägnadspliktige ersättningsansvaret. De danska landskapslagarna behandlar inte det fallet att boskapen kommit in i vången över laglig hägnad, medan Östgötaloven BB XVII § 1 fastställer att markskadan ska betalas av djurets ägare om det gått över laglig hägnad, men av den hägnadspliktige om det gått över olaglig hägnad, jfr. även Gutaloven XXVI § 2.
I de allra flesta fall fastställer vedtäkterna bara att den som äger boskapen ska betala markskadan utan att omnämna det sätt på vilket boskapen kommit in i vången. Det är emellertid inte alltid som man i sådana vedtäkter kan förutsätta att hägnaden ska vara laglig, i det att de lokala reglerna om vallning av husdjuren kan spela in. I EsjL II:83 har vi ett uttryck för detta samspel mellan vallning av kreaturen och hägning av marken. Om ett kreatur kommer in i vången mot ägarens vilja antingen genom en grind eller en söndrig hägnad, och han har herde för sin boskap gemensam med alla grannarna, ska han inte böta för boskapen utan bara betala skadeersättning. Men om det är en granne som inte vill ha herde med de andra, och hans boskap går utan uppsikt och sålunda kommer in i vången, ska den som äger boskapen ersätta skadan och böta två öre, därför att hans boskap gick utan uppsikt. Markskada som beror på herdens försummlighet ska även enligt JL III:48, jfr. DL 6–14–12, ersättas av boskapens ägare, men han ska inget böta om det skett mot hans vilja. I DL omnämner bara 3–13–41 möjligheten att freda vången genom vallning, i det att det bestäms att den som inte har riktiga hägnader utan bara vattenfyllda diken eller naturliga åar för att freda vången ska vakta sig frid när vattnet inte står så högt att det kan hålla djuren ute. I övrigt visar vedtäkter och tingböcker att reglerna om vallning är rent lokala, men man torde i allmänhet kunna konstatera att den som låter sina kreatur gå utanför byns gemensamma hjord, eller som underlåter att hålla sina djur i tjuder när det är beslutat, blir ansvarig för den skada som orsakas i vången om djuren bryter in.
Om dräpning av boskap som bryter in i vången, se nedan sidan 410 f.
6. Tjudring i vången
Som nämnts ovan i kapitel 4 var driftsfälleskapet under medeltidens vangebruk bara av begränsad omfattning, och en bonde rådde i stor utsträckning över bruket av sin egen åker i vången. Till följd härav var den solidariska förpliktelsen att upprätthålla vångens fred inte heller så omfattande som i tiden efter landskapslagarna. Detta är bakgrunden till att landskapslagarna allmänt förutsätter att bymännen låter sina kreatur gå i tjuder (tøjr) i en fredad vång, vilket till exempel kan vara fallet på ängen, eller om en åker ligger till fällad medan den övriga vången bär säd. Detta förfarande är visserligen inte uttryckligen godkänt i SKL och JL, men SKL 174 och JL III:51, jfr. DL 6–14–16, förbjuder att någon låter sina kreatur gå i tjuder på andras åkrar, och härav kan vi väl sluta att tjudring i allmänhet var laglig.
Emellertid har man förmodligen redan på landskapslagarnas tid, liksom senare, haft olika bestämmelser om tjudring av hästar och boskap. Härpå tyder i varje fall EsjL II:71–72, som innehåller utförliga regler om tjudring av hästar. Om somliga vill tjudra sina hästar i vången på sin egen jord, medan andra inte vill det, ska de som önskar säkra vångens fred ha företräde. Men om alla grannar tillåter en man att ha en häst på sin egen jord för att han ska hålla uppsikt med vången, ska prästens häst alltid ha tillstånd att beta i vången, om prästen har flera byar i sin socken (och alltså har stort behov av ridhäst). Men om den som fått grannarnas tillstånd tjudrar hästen på sin egen jord och hästen kommer lös och gör skada på andras säd, ska hästens ägare betala ersättning men inte böta. Men om någon för hästar in i vången och tjudrar på sin egen jord utan att ha fått grannarnas tillstånd, ska de inte bara betala all den skada som hästarna orsakar när de sliter sig lösa utan även böta två öre eller avlägga tremannaed på att de inte kom in i vången med hans vilja. Om alla och envar i byn vill ha var sin häst i vången ska man inte böta men ersätta all den skada som orsakas. Det är inte orimligt att anta att var och en har haft rätt att tjudra sin boskap i vången på egen åker, men att det bara är tjudring av hästar, kanske enbart følhopper (fölston), som i särskild grad väckt betänkligheter.
Orsaken till att bara hästar nämns kan också vara att boskapen i allmänhet drivs med byns hjord och att særhjord (privat vallning) sedan gammal tid har varit förbjuden, så att frågan om att tjudra i vången bara har intresse för hästarnas del; härpå tyder några av de äldsta bevarade landsbyvedtäkterna, som likaså bara omnämner tjudring av hästar, medan boskap överhuvudtaget inte nämns i detta sammanhang, se sålunda Lumby, Odense amt, 1592 § 8 (DW I:334), Sønder Jernløse, Holbæk amt, 1598 § 36 (DW I:121) och Kjærby, Odense amt, 1629 § 10 (DW I:379). Å andra sidan kan det bara bli tal om att låta beta på sådana åkrar i den fredade vången som antingen består av äng eller som ligger till fällad, i det att betning på ävred inte är tillåten innan alla grannarna har uppgivit vången, jfr. EsjL II:74 och ovan sidan 223.
Efterhand som driftsfälleskapet ökade, och grunden för ett krav om förbud mot tjudring i vången i och för sig förelåg, har den allt större bristen på bete emellertid tvingat bymännen till att — trots de stigande olägenheterna — fortsätta tjudringen i vången. Vedtäkterna ger en tydlig bild av intressemotsättningen mellan den kollektiva önskan att säkra vångens fred och det individuella behovet av ökade betningsmöjligheter.
Troels Fink[^48] framlägger en rad vittnesbörd om denna intressemotsättning. Han hänvisar till att det i vången fanns småstycken av sur och dålig jord eller ängsstumpar som låg utspridda i kornåkern men som inte kunde besås. Ofta lät dessutom den enskilde bonden några åkrar ligga obesådda. Här tjudrades hästar och boskap. Detta innebar naturligtvis en allvarlig fara för säden, som bara mycket svårligen kunde hållas i fred för djuren, och oräkneliga var de tvister som detta förhållande föranledde. På åtskilliga ställen avskaffades genom överenskommelse mellan bönderna all tjudring i kornåkern. Landsbyvedtäkterna i Sønderjylland ger många vittnesbörd härom. Från böndernas sida klagas ofta över den skada som orsakas av tjudringen i kornvången, och myndigheterna var inte blinda härför men stod ofta maktlösa inför kravet på tillgång till största möjliga bete. Troels Fink nämner en skrivelse från amtmannen i Haderslev amt 1714, vari det heter: »...det vilde være bedre, om tøjringen i kornmarken helt kunde undlades, især da der derved tilføjes kornet skade paa mange maader. Men da landsbyernes forhold ikke altid er saaledes bevendt, at den slags kan ske, saa maa i hvert tilfælde intet kvæg eller heste taales utøjrede i kornmarkerne...« (det vore bättre om tjudringen i kornåkern helt kunde undvaras, särskilt då säden därigenom skadas på många sätt. Men då landsbyarnas förhållanden inte alltid är sådana att dylikt kan ske, får i varje fall ingen boskap eller hästar tolereras otjudrade i kornåkrarna). Ett försök år 1748 att få rentekammeret att utfärda ett förbud mot tjudring misslyckas, i det att rentekammeret hänvisar till att den enskilde måste vara fritt ställd, »især da enhver er forpligtet til at erstatte den skade, som kvæget gør paa det korn, der staar paa marken« (särskilt då var och en är förpliktad att ersätta den skada som boskapen gör på den säd som står på åkern). Tjudring i kornåkrarna förekom i hela Sønderjylland.
Från det övriga landet är vittnesbörden mycket varierande. Några enskilda exempel ska nämnas. Som regel antyder en bestämmelse om att man inte får tjudra på annans åker motsatsvis att tjudring på egen jord är tillåten, men detta är ingalunda alltid fallet.[^49]
Många vedtäkter bestämmer utan vidare att all tjudring av hästar och kreatur är förbjuden i den fredade vången. Detta gäller sålunda vedtäkten för Kolding markjord 1559 §§ 4, 10 och 11 (DW II:419 ff), Ugilt, Hjørring amt, 1651, 4. avsnittet (DW V:95) och Voer, Randers amt, 1707 §§ 1 och 11 (DW III:391).[^50] En rad vedtäkter innehåller en bestämmelse om att man inte får tjudra bland kornet under skörden, innan alla stackar har förts under tak,[^51] utan att det för övrigt framgår om tjudring i vången är laglig i andra fall, medan somliga vedtäkter uttryckligen understryker att förbudet mot tjudring gäller såväl under skördetiden som i övrigt, sålunda Hjerting, Haderslev amt, 1696 § 3 (DW V:181) och Komdrup, Aalborg amt, 1716 § 17 (DW II:88). Även om tjudring i allmänhet är förbjuden kan det väl vara tillåtet att tjudra arbetshästarna i vången under skördearbetet, och en sådan tillåtelse ges ibland uttryckligen i vedtäkten.[^52]
I motsats till de vedtäkter som villkorslöst förbjuder tjudring i vången finns det ett stort antal vedtäkter som utan inskränkningar av något slag tillåter en sådan tjudring, så länge bonden bara håller sig på sin egen åker och håller djuren i forsvarligt tjuder. Som exempel kan nämnas Vibøge, Sønderborg amt, 1638 § 9 (DW V:240), Venestad, Gærds härad (nr. 35) 1639 § 4, Svenarp, Ø. Gønge härad (nr. 22) 1647 § 10, dock att § 14 förbjuder att tjudra svin eller suggor, vilket säkerligen var en allmän regel i alla landsbyar, Firgaarde, Aarhus amt, 1682 § 32 (DW II:393), Hadsted, Maribo amt, 1689 § 10 (DW I:240) och Vejrup, Odense amt, 1699 § 14 (DW I:276).[^53]
Bestämmelserna om tjudring kan mycket väl skifta från tid till annan i samma by; sålunda bestäms det i vedtäkten för Varnæs, Aabenraa amt, 1677 § 4 (DW V:237) att det inte denna sommar är tillåtet bymännen att sätta kreatur i tjuder, och i vissa fall kan vi konstatera att en vedtäkt har ändrats just på denna punkt. Detta gäller sålunda vedtäkten för Nykøbing Sjællands markjorder 1664 § 40 (DW IV:29), varav framgår att tjudring på egen åker är tillåten, medan den senare vedtäkten från 1705 § 6 (DW IV:134) uttryckligen förbjuder tjudring av hästar och kreatur, då man gjort den erfarenheten att sådan tjudring orsakar skada. Vedtäkten för Sparrarp, V. Gønge härad (nr. 1) 1694 § 7 tillåter att var och en tjudrar på sitt eget när han har behov därav, men denna bestämmelse har senare genom en odaterad ändring omvandlats till ett absolut förbud mot att tjudra kreatur, hästar, oxar, kor eller annan nöt i vången. Slutligen görs det i vedtäkten för Vindelev, Vejle amt, 1774 § 2 (DW II:436) upp med seden att bymännen tjudrar sina kreatur i kornvången, så att detta för framtiden ska vara fullständigt förbjudet.
Det finns vidare en grupp vedtäkter i vilka det visserligen principiellt är tillåtet att tjudra i vången men där det gjorts särskilda undantag. Bland dessa undantag bör i första hand nämnas ston med föl, som det är omöjligt att vakta försvarligt och som därför inte får finnas i fredad vång.[^54] I vissa fall är det visserligen inte förbjudet att tjudra fölston, men de ska dock tjudras så långt från säden som möjligt.[^55]
Ibland är även kor uttryckligen uteslutna från rätten till tjudring i vången,[^56] dock att bymännen naturligtvis kan besluta att en sådan tjudring i enstaka fall kan tillåtas.[^57] Förbud mot att tjudra boskap i vången tycks även förutsatt i de ovan nämnda vedtäkterna som enbart handlar om tjudring av hästar[^58] och i de ovan sidan 173 omnämnda förbuden mot privat vallning.
Några enstaka vedtäkter fastställer bestämda gränser för antalet hästar och kreatur som får tjudras i vången. Enligt vedtäkten för Harreby, Haderslev amt, 1601 § 5 (DW V:180) får man bara tjudra en häst för varje otting (åttondels) jord man äger; i Håsløv och Viby, Villands härad (nr. 36) 1674 § 5 fastställs antalet till 2 ökar per helgård, men här finns dock möjlighet att tjudra ett större antal mot att betala 2 skilling per ök till byn. Vedtäkten för Stoense på Langeland 1707 § 52 (DW III:261) bestämmer att varje helgård får ha 4 hästar, en mindre gård 3 hästar och en halvgård 2 hästar i tjuder, medan antalet i Ballingstorp, Ø. Gønge härad (nr. 35) 1724 § 6 är ett par ökar per halvgård. Bystämman i Holme, Aarhus amt, fastställer det antal hästar och kor som får tjudras i byns vångar (DW II:310 § 8).
Slutligen bestämmer en rad vedtäkter att ingen får tjudra i vången såvida inte bylaget har beslutat att en sådan tjudring får äga rum, och ingen får i så fall tjudra före den tidpunkt som bystämman har beslutat.[^59]
Gemensamt för alla vedtäkter som tillåter tjudring i vången är regeln att den som har hästar eller kreatur i tjuder ovillkorligen blir ansvarig för all den skada som djuren orsakar när de sliter sig lösa, och detta gäller även om bylaget har beslutat att alla ska tjudra, jfr. EsjL II:72.
Syvende Kapitel. Markfreden
I. Hegnssystemet
Som nævnt foran kapitel 4, I, er hegnssystemet i væsentlig grad bestemt af tilstedeværelsen af græsgang og hegnsmateriale. Under det ekstensive løkkebrug findes der paa den omliggende udmark rigelig mulighed for græsning af kreaturerne, og bevoksningen med skov og underskov er saa rigelig, at der uden større besvær kan skaffes materiale til hegn om løkkerne. Saadanne hegn er ogsaa en bydende nødvendighed for at frede løkkerne for husdyrene, der græsser paa udmarken.
Dannelsen af løkkevange skyldes vel i første række besparelsen af hegn, idet det naturligvis er betydeligt nemmere at nøjes med eet hegn omkring alle de sammenliggende løkker end at skulle hegne hver løkke for sig. Saa længe udmarken frembyder tilstrækkelige græsningsmuligheder, er der heller ikke noget i vejen for, at byen kun har een vang, som altid er fredet for kreaturerne.
Vanskelighederne opstaar, naar udmarken er opdyrket i en saadan grad, at det begynder at knibe med at skaffe græsning til de nødvendige husdyr. Husdyrbruget maa da indskrænkes, men dette er kun muligt indtil en vis grænse. Bønderne maatte nødvendigvis have et tilstrækkeligt antal trækdyr og tilstrækkeligt malkekvæg til at opretholde selvforsyningen med mælk og smør samt landgildeydelserne. At man skulde være gaaet fra et eetvangsbrug, hvor hele agerjorden laa under samme hegn, til et tovangsbrug, er lidet sandsynligt, idet springet fra en aarlig fredning af 100 pCt. af agerjorden til en aarlig fredning af 50 pCt. af agerjorden synes altfor stort og maa have medført for store omvæltninger. Nogen bestemt udviklingsserie kan overhovedet ikke opstilles, da forekomsten af udmark er varierende, og hensynet til de forskellige jordkvaliteters forskellige behov for sædskifte spiller ind.
Trevangsbruget har været kendt indenfor det germanske omraade endog før middelalderen[^1] og kendes ihvertfald i Danmark paa skaanske lovs tid, jfr. SKL 75. Trevangsbrugets indførelse betegner, at agerbruget har naaet sit højdepunkt i udstrækning i forhold til kvægavlen. Under den sædvanlige kombination af trevangsbrug og treskifte vil 66 pCt. af agerjorden hvert aar være fredet for kreaturerne, medens kun de resterende 33 pCt. overlades til sommergræsning. I de frugtbare slettebygder er græsningen i fælledvangen i forbindelse med ævredsgræsningen de eneste græsningsmuligheder, da al udmark forlængst er opdyrket. Udmarkens forsvinden betyder ogsaa færre muligheder for at skaffe hegnsmaterialet, og hegnssystemet bliver derfor i nogen grad bestemt af ønsket om at anvende det mindst mulige materiale og det mindst mulige arbejde.
I skovsbygden, hvor overdrev omgiver vangene, udgør hegnene et afsluttet system af koncentrisk karakter.[^2] Anderledes er forholdet, hvor der dannes vangelag mellem tilstødende byer. Forudsætningen herfor er i første række, at byerne møder hinanden med vang mod vang, ikke overdrev mod overdrev eller vang mod overdrev. Endvidere er det en forudsætning, at sommergræsningen i fælledvangen er et væsentligt led i byens samlede græsningsmuligheder, og endelig forudsætter en videre udvikling, at der hersker mangel paa egnet hegnsmateriale og paa arbejdskraft, især til at opretholde de ubestandige jord- og torvdiger.[^3]
Hvis et enkelt sted vang støder mod vang, og begge vanges jord ligger til aarligt brug, er hegn unødvendigt mellem vangene, og derved kan dannes det, som Campbell kalder det aarlige brugs vangelag[^4] eller alsædevangelaget. Hvis vekselbrug anvendes i de paagældende vange, maa det være en forudsætning for dannelsen af vangelaget, at sædskiftet er ens i begge vange, saaledes at de to vange under det sædvanlige treskifte ligger til fælled samme aar. I saa fald dannes der ikke alene som i det aarlige brugs vangelag et hegnsfællesskab, men tillige et græsningsfællesskab, idet kreaturerne kan gaa til græsning frit i begge fælledvange. En udstrakt mulighed for dannelsen af saadanne treskifte-vangelag vil især være til stede i de bygder, hvor der ikke længere findes udmark, og hvor byerne derfor overalt grænser mod hinanden med vange. I saadanne bygder bliver hegnssystemet ikke koncentrisk, men radiært, idet alle hegn straaler ud fra byen, hvorfra der er direkte adgang til alle vange. Under saadanne forhold vil samtlige byens vange kunne ligge i vangelag med tilstødende byers vange.
Campbells sprogbrug er lidt uklart, naar han overfor kildematerialets oplysninger om vangelag paa op til 10 byer tilføjer, at i virkeligheden dannede hele Skaanes Söderslätt et eneste vangelag, som først naade sin grænse ved herregaardenes udskiftede jorder eller de naturlige geografiske afbrydelser.[^5] Ved et vangelag maa man nemlig forstaa samlingen af vange, der ligger indenfor det samme hegn. Vangelaget kan altsaa afgrænses af en bestemt hegnslinje, og det af Campbell nævnte 10-byers vangelag maa absolut regnes for eet af de allerstørste i henseende til byernes antal. Sven Dahl[^6] kommer for Torna-Bara hd's vedkommende til det resultat, at et vangelag kun undtagelsesvis har en udstrækning af 5 à 6 km og en overflade af ca. 10 km². Halvdelen af disse maal mener han er de normale.
I den nordskaanske skovsbygd finder vi vangelag af en helt anden karakter. Her ligger flere byer ofte sammen omkring agerjorden, der ligger i indbyrdes vangelag, men bygruppen er adskilt fra andre byer ved udmark eller hegn. I Nordskaane kaldes selve bygruppen i saadanne tilfælde for vangelag, og dette lag har en ganske overordentlig stor betydning for de retlige organisationsforhold, se nedenfor side 374. I mange tilfælde bestaar disse vangelag af en hovedby med et antal omliggende torpbyer.
Intet sted indenfor det oprindelige danske omraade er vangelagssystemet saa fuldkomment som paa den skaanske sydslätte, men vangelag kendes overalt i Danmark, dog mindst i Østjylland. Paa Fyen og især paa Sjælland findes de i stor udstrækning. Poul Hansen[^7] nævner et vangelag under hovedgaarden Stensgaard i Svendborg amt, hvori 9 byer deltog, og som havde en omkreds af 2–3 mil.
Vangelaget er kendt i EsjL III:20, der handler om de problemer, der opstaar, naar heste eller kvæg græsser paa ævred eller fælled i flere vange, der ligger sammen uden hegn, men der er ikke sikre vidnesbyrd om eksistensen af saadanne vangelag i de øvrige danske landskabslove. I de svenske landskabslove optræder et begreb, der formentlig dækker et lignende forhold som det danske vangelag. Upplandsloven og Västmannalagen taler saaledes om værnelaget som en retlig og organisatorisk enhed af stor betydning. Det gammelsvenske værn betyder dels hegn (sv. hägnad), dels vang (sv. gärde). Ordet er formentlig det samme som det nutidsdanske værn, altsaa forsvar. De nyere oversættelser af de svenske landskabslove betegner værnelaget som hegnslag (hägnadslag). K. G. Westman[^8] antager, at værnelaget er en mindre sammenslutning indenfor byen af de bymænd, som havde jord indenfor samme hegn. Værnelaget har i mange henseender den samme stilling overfor deltagerne som bylaget overfor alle bymænd. Sigurd Erixon[^9] er i tvivl om, hvorvidt værnelaget er det nu kendte vangelag eller en særlig lagdannelse af mere oprindelig karakter end bylaget, medens G. Lindgren[^10] sikkert med rette opfatter værnelaget som en mellembys organisation og karakteriserer det som et vangelag, formentlig nærmere svarende til Campbells »det årliga brukets« vangelag end til Skaaneslättens treskifte-vangelag. Paa 1600-tallet paaviser Lindgren, at værnelag er anvendt i Falbygden som betegnelse for vangelag. Ogsaa i Skaane anvendes værnelag paa 1700-tallet som synonym for vangelag; saaledes omtales i tingbogen for Oxie hd. en række byer, »hvilka byar skola ligga uthi värnelag med Hindby man«,[^11] ligesom flere byer i Skytte hd. »äro uti et värnelag tillsammans«.[^12] Jeg er nærmest af den opfattelse, at det højsvenske værnelag, som det kendes i landskabslovene, svarer til det særlige nordskaanske vangelag, altsaa en afsluttet bygruppe.
Takket være det righoldige kortmateriale er det lykkedes mig at udarbejde et kort over vangelagene i Oxie hd. i tiden ca. 1700–1720 (se fig. 4). Til grundlag for udarbejdelsen ligger først og fremmest kortmaterialet fra aarene omkring 1700, men hvor saa tidlige kort ikke findes, har jeg anvendt storskiftekortene. Desuden har jeg støttet mig til de i domsbøgerne omtalte stridigheder om hegnsforhold. Noget nøjagtigt statisk billede af hegnsforholdene er det naturligvis ikke muligt at give, men vangenes hovedformer synes dog uændret igennem hele det lille aarhundrede fra ca. 1650 til ca. 1730, hvorfra jeg har oplysninger om dette herred. Jeg mener derfor at have givet et nogenlunde korrekt billede af hegnssystemet i Oxie hd. omkring aar 1700. Under arbejdet har det desuden været muligt at begrænse mulighederne en hel del paa forhaand. Dels har et vangelag den nødvendige begrænsning, at hver by kun kan deltage med en enkelt vang, idet det jo ellers ikke vilde være muligt at frede den eller de vange, der bar sæd, dels er formodningen for, at byer med agerblanding ligger i vangelag.
Jeg skal derefter pege paa de vigtigste resultater af denne kortlægning. Imod øst langs Øresund ses det langstrakte almindingsstykke, der anvendes til sparsom græsning. Straks indenfor dette overdrev støder vi paa herredets mest vidtstrakte vange- og engelag. Det bestaar af engevangene fra de 9 byer, der fra Hyllie i nord til Eskildstorp i syd har forbindelse med havet, og det har altsaa en længde af ca. 11 km, men kun en gennemsnitlig bredde mindre end 1 km. Man vil bemærke, at Hyllie og Naffentorp har fægange, der fra byen fører ud gennem engene til overdrevet ved stranden. Det fremgaar af en retssag fra 1699, at engelaget efter høhøsten blev anvendt til fælles græsning for alle de 9 byer.[^13] I 1688 omtaler oldermanden i Oxie by, at han har pantet en bymand i Fosie efter opfordring af »dhe öfrige 7 byars ålderman, som uthi fälleden interesserer«.[^14] Herefter skulde det omtalte vangelag altsaa omfatte 8 byer. Af kortmaterialet fremgaar det imidlertid kun, at der findes et vangelag imellem Oxie nørrevang, Lockarp nørrevang, Fosie østrevang, Hindby østrevang, V. Kattarp østrevang, V. Skrævlinge østrevang og Husie vestrevang. Selvom kortene skulde være urigtige, er det vanskeligt at se, hvorledes dette vangelag kan omfatte yderligere to byer, medmindre 2 vange i den samme by skal inddrages, hvad der er umuligt. Oldermanden maa formentlig have talt galt eller tingskriveren have hørt forkert. Dette sidste var maaske det mest sandsynlige, for han var efter tingbogens sprog at dømme svensker og har maaske vanskeligt ved at forstaa det skaanske maal. Paa den anden side omtales det samme vangelag i 1710 som kun omfattende 5 byer,[^15] nemlig V. Skrævlinge, V. Kattarp, Husie, Oxie og Hindby, hvilke 4 sidstnævnte byer tiltales for at have opgivet deres vange for tidligt. Naar Lockarp og Fosie ikke nævnes, skyldes det dog sikkert blot, at byen ikke har gjort sig skyldig i den omhandlede forseelse.
I 1707 omtales en overenskomst om antallet af stude paa fælleden mellem Tørringe, Arrie og Brøddarp.[^16] Nogle aar tidligere omtaler tingbogen imidlertid et vangelag mellem Arrie, Brøddarp og Ingelstad, hvorfor den sidstnævnte by maa have været med i laget. Da der heller ikke hverken paa de ældre kort eller paa storskiftekortene er det mindste tegn paa hegn imellem Tørringe Harebergsvang og Kærstorp vestrevang eller mellem Arrie østrevang paa den ene side og Brøddarp vestrevang, Høtofta østrevang, Ingelstad nørrevang og Kærstorp vestrevang paa den anden side, antager jeg, at vangelaget har bestaaet af Kæglinge østrevang, Tørringe Harebergsvang, Kærstorp vestrevang, Ingelstad nørrevang, Høtofta østrevang, Brøddarp vestrevang og Arrie østrevang.
I 1709 omtales endvidere et vangelag mellem Vintrie, Naffentorp, Fjærdingslov og Lockarp,[^17] hvilket svarer til oplysningerne i kortmaterialet. Det i areal største vangelag i herredet synes at være Høkøpinge østrevang, Tygelsjø østrevang, Glostorp vestrevang, Arrie søndrevang og Høtofta nørrevang.
[Figur: Kort over vangelagene i Oxie hd., konstrueret ved hjælp af udskiftekortene fra omkring aar 1700 samt tingbogsmateriale.]
II. Hegnspligt og Markfred
1. Hvem paahviler hegnspligten?
De ældste regler vedrørende hegnspligten er endnu et vidnesbyrd om, at opdyrkningen har fundet sted i private løkker, der senere samledes i løkkevange. Der kan nemlig ikke være tvivl om, at de ældste eksisterende hegnsregler gaar ud paa, dels at den, der vil værne sin agerjord imod kreaturerne fra den omliggende udmark, selv maa hegne sig fred til, dels at den, der med sin agerjord støder mod en andens agerjord, skal rejse halvt lovligt hegn, d. v. s. sørge for halvdelen af hegnet, medens naboen skal sørge for den anden halvdel.
Reglen om, at man selv skal hegne sig fred til, kendes fra de danske landskabslove kun i SKL 185, der udtaler, at dersom bymarker eller torpmarker støder op til en anden by eller torp, saa at en mands fælled støder op til en anden mands indhegnede mark, saa skal den, der har sæd og indhegnet mark, altid sætte gærde om sin vang og sin indhegnede mark. Reglen har paa SKL's tid væsentlig betydning for reguleringen af mellembys forhold, men har utvivlsomt ogsaa været gældende mellem bymænd indbyrdes. Saaledes fremgaar den ogsaa af Øgl. BB XIII § 2, der fastslaar pligten til halvt lovligt hegn mellem to agre eller enge, men som tilføjer, at hvis græsgang støder mod indhegnet vang, da skal den, som ejer græsgangen, ikke underholde det halve af det fælles hegn mod den indhegnede vang. Hvis ejeren af den indhegnede vang vil have markfred, maa han altsaa selv hegne sig fred til. Dette er da sikkert den almindelige regel i de svenske landskabslove og i Magnus Erikssons rigslov.[^18]
Den forannævnte regel maa naturligt føre til, at hver mand skal hegne for sin egen ejendom, og selvom vi intet sted i de danske landskabslove har nogen udtrykkelig udtalelse herom, synes det nærmest, som om en saadan regel er forudsat i EsjL II:70 og 73, der taler om ejeren af et gærde paa en saadan maade, at det sandsynligvis maa være hegnet for hans egen jord, jfr. Gutalovens XXV. Hvor to indhegnede agre mødes, fører reglen om hver mands fulde hegnspligt med hensyn til sin egen ager naturligt til en regel om, at fællesgærder mellem agerjord skal rejses af de to ejere i fællesskab med halvdelen til hver. Heller ikke denne regel er udtrykkeligt udtalt i de danske love, men JL III:58 bestemmer, at hvor fælled støder mod ager, da skal de, der ejer fælleden, holde halvt hegn med dem, der ejer ageren, thi de, der nu har fælled, kan ad aare faa indhegnet mark og vil da behøve en ligelig fordeling. Denne begrundelse tyder paa, at der tidligere har eksisteret en regel om halvt hegn mellem to agre i den samme by. Reglen om halvt hegn mellem agre er kendt i de ældste, svenske landskabslove, saaledes Gutalovens XXVI og Ældre Vgl. IX § 1, hvilken sidste bestemmelse dog kun angaar gærdet mellem to tofter.
I JL er ethvert spor af et tidligere løkkebrug forsvundet, og hegnsreglerne er afklarede i overensstemmelse hermed. Afgørende bliver nu, hvem der skal holde vangegærderne, og her forlader loven fuldstændig princippet om, at enhver skal hegne sig fred til, og paalægger samtlige bymænd en kollektiv pligt til hegnssætning. Hovedreglen er fastslaaet i JL III:58, hvorefter vangegærdet skal rejses af hver mand i forhold til hans ejendoms størrelse efter guldvurdering, dog at den, der ejer stuf i vangen, ikke skal deltage i fordelingen af hegnsbyrden med sin stufjord. Det fremgaar endvidere af loven, at hver mand faar sit stykke af vangegærdet tildelt efter en rebning; det vil altsaa sige, at hele hegnet inddeles i lige saa mange stykker, som der er bymænd, og hver bymand faar en længde, der svarer til hans bymaal. En lignende fremgangsmaade er sikkert forudsat i Uppl. BB VI § 1, hvorefter lensmanden i tilfælde af brud paa hegnet skal tilkalde hegnssyn, men bymændene skal selv raade for bymaal, d. v. s. de maa selv (formentlig gennem rebning) fastslaa, hvem der er skyldig i forsømmelsen af hegnspligten.
Denne nyere regel er en konsekvens af den solidaritet med hensyn til markfreden, som vangebruget forudsætter, og den gælder derfor ikke, for saa vidt angaar den enkelte bymands særjord. Derfor fastslaar JL III:57, at ejeren af en toft selv har pligt til at hegne om denne, saafremt toften er bebygget, men er det en nybygget tofteager, der formentlig indgaar i den tilstødende vang, jfr. ovf. side 142, da skal ejeren af en saadan ager kun sætte endegærde op imod den bebyggede toft, og hvis den ubebyggede toft støder op til bebyggede tofter, skal alle bymændene sætte sidegærdet mellem de to jorder, thi tofteageren er en del af vangen og forpligter følgelig alle bymændene til hegnssætning. Stufjorden er som regel ikke indhegnet, jfr. nedenfor side 330 ff., men holdes udenfor rebningen af byens jord. Hvis stufjorden ligger op til byens gade, skal ejeren dog sætte gærde ind imod gaden. Ogsaa andre særjorder end toften skal hegnes af ejerne alene, saaledes abildgaard, kaalgaard og toftegaard, se JL III:60. Med toftegaard forstaas sikkert en løkke i vangen og ikke hustoften, hvorom III:57 jo har givet fyldestgørende besked. Toft i betydningen løkke anvendes overalt i Sønderjylland lige indtil udskiftningen.
Forsaavidt angaar reguleringen af hegnspligten mellem to nabobyer opretholder man, som nævnt, stadigvæk den gamle regel om halvt hegn til hver, jfr. JL III:58, der ikke, som af Troels Fink[^19] antaget, omhandler det tilfælde, at den ene bys overdrev grænser til den andens vang, men derimod det tilfælde hvor en bys fredede vang støder mod en anden bys fælledvang, saaledes som det ogsaa mere tydeligt fremgaar af reglens gengivelse i DL 3–13–36 og af højesterets forstaaelse af denne regel. I en sag fra 1691 indstævnes ejerne af Haveløkke gaard til dom for halvt hegn mellem Koholt, Bandholm og Vaarskov kornmarker paa den ene side og Vried skov paa den anden side. DL 3–13–36 paaberaabes, men tingfogden i Fuglse hd. bemærker, at da Vried kun er et overdrev med græsgang til heste og kreaturer, og DL 3–13–42 og 43 giver fuldkommen forklaring paa, hvad der skal forstaas ved vang, og hvornaar en vang skal fredes, saa kan Vried ikke opfattes som vang, der forpligter til halvgærde, men den af parterne, der behøver fred, maa selv hegne sig dertil. I 8 mænds afsigt hedder det: ved vang forstaar vi den tilsaaede kornmark og ved fælled den, som udlægges andet aar derefter med sæd, og da i lige maade behøver hegn og fred. Derfor finder vi, at Vried skov ikke kan anses for fælled, som efter loven skal tage halvgærde mod vang, men alene for et overdrev og ej sædeland, som ingen slig hegning kan tilkomme, idet den, der vil have fred, selv maa hegne sig fred til. Hertil slutter sig baade landsting og højesteret.
Ogsaa de øvrige regler i JL III:57, 58 og 60 gentages i DL, nemlig 3–13–34 til 39. Ny er imidlertid reglen i DL 3–13–40, hvorefter den, der lovligt inddrager et stykke jord til vang eller eng, naar denne jord ikke af arilds tid tidligere har været indhegnet, selv skal hegne sig fred til, og hvis gærdet ikke er lovligt, maa han selv tage skade for hjemgæld. Reglen er for saa vidt blot en anvendelse af princippet i JL III:60, hvorefter ejeren selv maa hegne for abildgaard, kaalgaard og toftegaard.
Efter Danske Lov er retstilstanden altsaa i korthed følgende: Pligten til at hegne en byvang paahviler alle bymændene, der fordeler hegnsbyrden efter bymaal. Hvor en mand har særjord indenfor vangen, maa han selv hegne sig fred til. Hvor to byers agerjord støder sammen, er de pligtige at rejse halvdelen af hegnet hver, hvis hegnet overhovedet er nødvendigt, og dette gælder ogsaa, naar den ene bys kornvang ligger mod den anden bys fælledvang. Denne lovbestemmelse synes at forudsætte en anden regel, som udtrykkeligt er forudsat i højesteretsdommen 1691, nemlig, at den, der vil have fred overfor overdrev, som ligger til stadig græsning, selv maa rejse hegn. Hovedreglen er altsaa stadig den, at hver der vil have fred, selv maa hegne sig den til, og dette gælder alle, der bryder ud af et hidtil bestaaende fællesskab. Denne grundsætning opretholdes forøvrigt i de første udskiftningsforordninger 29.12.1758, 28.12.1759, 8.3.1760 og 28.7.1769, men opgives i forordningen 13.5.1776, hvorefter hegnspligten mellem byer og mellem enkelte lodsejere skal fordeles efter hartkorn. Med forordningen 23.4.1781 forlades ogsaa dette princip, og reglen om halvt hegn bliver gældende i alle tilfælde, medens den, som nævnt, hidtil kun havde været gældende, naar to byers vange stødte sammen, og hegn var nødvendigt.
Denne retstilstand brydes imidlertid af en samtidig gældende grundsætning om, at den, der har opfyldt hegnspligten i hævdstid, ogsaa fortsat er pligtig dertil. Som regel søger man under en hegnsvist først og fremmest oplyst, hvem der hidtil har holdt det paagældende hegn, og formodningen er altid for, at den, der har opretholdt hegnet, ogsaa er pligtig at gøre det i fremtiden. I et brev fra ca. 1300[^21] indberettes det saaledes til kongen, at 8 synsmænd ikke har kunnet finde ud af andet, end at beboerne i Krarup aldrig har sat gærde om Lange lyng sammen med Snarup og Stenstrup. I en rettertingsdom 1636[^22] udtales det almindeligt, at da det omhandlede gærde har fulgt den paagældende gaard af gammel tid, bør han ogsaa fortsat holde det ved magt.
Mere tvivlraadig er en højesteretsdom 1666.[^23] Tvisten drejer sig om, hvem der skal hegne for et enemærke. Hidtil har den tilstødende by, som ikke har nogen jord i enemærket, deltaget i opsætningen af hegn, men nu protesterer bymændene. Landsdommeren har imidlertid tilfundet dem at tage halvt hegn og at holde hyrde ved ledet. Voteringen viser stor tvivl blandt dommerne. Under henvisning til at Thorkildstrup bymænd hidtil har hegnet om enemærket, voterer flertallet for at stadfæste landstingsdommen, hvilket faktisk ogsaa sker, men dommen udstreges igen. Sagen var den, at mindretallet nægtede at votere, saalænge det ikke var oplyst, om bønderne har hegnet for enemærket af rettighed (maa her forstaas som pligt) eller af god vilje. Sagen bliver derfor udsat til nyt vidnesbyrd, og resultatet bliver derefter følgende ikke altfor klare dom: Efterdi det er et enemærke, som her tvistes om gærdere lukkelse til, det og med 20 aars rolig hævd bevistes, at Thorkildstrup bymænd (de undtaget, som har ligget til Lindholm) ikke af nogen rettighed har lukket de omtvistede gærder, da bør Lindholm ejermænd selv lukke gærderne om enemærket, saafremt de vil have fred. Hvad hyrden ved enemærkets led angaar, da efterdi det er offentlig vej, som gaar gennem leddet, hvorpaa ogsaa Thorkildstrup mark støder, og Thorkildstrup nyder lige saa stor nytte af den hyrde, som Lindholm ejermænd, da bør de ogsaa bekoste halvdelen af udgifterne til hyrden.
Dommen opretholder altsaa for saa vidt reglen om, at den, der vil have fred overfor et omliggende fællesskab, selv maa hegne sig fred til, men højesterets stilling til hævdens indflydelse er meget uklar. Det kan man imidlertid ikke sige om et par landstingsdomme fra de følgende aar.
Sjællands landsting afsiger i 1702 følgende dom:[^24] Eftersom det med overensstemmende vidner, der kunde mindes 60 og 70 aar, bevistes, at to mænd i Egerup altid havde lukket gærderne om Trenderup vang, saa kunde gaardenes nuværende ejere ikke befries for, hvad de efter fornævnte gamle hævd var pligtige til. Ogsaa en Fyenbo landstingsdom 1708 tager stilling til spørgsmålet:[^25] Ihvorvel at lovens 3–13–36 formelder, at naar bys fælled støder til anden bys hegned etc., saa ses dog ikke, at Svanninge mænd kan benytte sig af denne lovbestemmelse, da der er fremlagt tingsvidne fra 1654, som beviser, at Svanninge mænd 24 aar forhen havde oprejst det omtvistede gærde, og at ingen uden de Svanninge mænd siden den tid har befattet sig med samme gærde, og endvidere at Svanninge har opsat gærdet til deres egen fordel og ikke til fælles og siden over 20 aars hævd uomtvistet har vedligeholdt det. Da der endvidere er fremlagt en gammel forening mellem de omliggende byer, hvorefter Svanninge skal gærde, og da endelig Svanninge paa grund af de daarlige jorder ikke kan følge treskiftet i de øvrige byer og derfor ikke kan ligge i vangelag med dem, paalægges hegnspligten Svanninge som hidtil. Af denne dom synes man dels at kunne udlede, at lovens regler viger for hævd, dels at den, der til udelukkende egen fordel vil hegne sig fra en tilstødende vang, ogsaa selv maa sørge for hegnet.
Denne sidste grundsætning er endnu klarere udtrykt i Fyenbo landstingsdom 28.9.1712.[^26] Det hedder i dommen, at det er bevist med tingsvidne, at der aldrig har været gærde mellem Broby fang og Karup bys marker, men at der fra arilds tid altid har været vang imod vang og fælled imod fælled, indtil Karup fandt paa at forandre deres vang imod ældgammel skik og sædvane, ved hvilken forandring der nu falder fælled imod vang og vang imod fælled. Nu besværer Karup sig over, at Broby optager deres kvæg og heste, og derfor paastaar de, at samtlige bør tage halvgærde fra skel til skel mellem de paagældende marker. Saa ser vi ikke at kunne paabyde Broby at hegne, hvor der aldrig har været hegnet før, men kender for ret, at saafremt Karup mænd finder det gavnligst for dem selv at forandre markerne, da bør det ske uden at skade deres naboers korn og græs, og Karup mænd maa selv hegne.
I det hele taget har det nok været en almindelig mellembys regel, at den by, der vilde unddrage sig et bestaaende vangelag, selv maatte hegne sig fred til. Saaledes resolverer Skaanes ldst. 1674,[^27] at ejeren af en eng, der ligger til fælled med de tilstødende vange, selv maa hegne sig fred til, naar vangene ligger til fælled, og hvis han ikke vil det, maa de tilstødende byers mænd selv hegne om engen og gøre sig betalt i engens udbytte. En sag for Hvidding herredsret 1702[^28] handler ligeledes om en bys eng, der ligger i fælled med en anden bys vang. Herredsretten resolverer, at hvis engens ejere vil have den fredet udenfor vangens fredstid, saa maa de selv hegne sig fred til.[^29]
I tilslutning til udtalelserne under voteringen i højesteretssagen fra 1666 kan nævnes en sag fra Lejre herredsting 1698,[^30] hvorunder det oplystes, at landsbyerne Særløv og Torkstrup i mands minde havde opretholdt hegnet mellem de to byer og Hulegaard. I denne tid havde de hugget gærdsel og stave i Hulegaards skov, men nu har Hulegaards ejer forbudt dem at hugge gærdsel i den skov og kræver alligevel af dem, at de skal opretholde hegnet. Det er helt i overensstemmelse med højesterets opfattelse i sagen fra 1666, naar herredsfogden i dommen under henvisning til DL 3–13–36 paalægger Hulegaard at holde halvt hegn med byerne.
I vedtægterne findes ingen regler om hegnspligten mellem to byer eller mellem to brugere, men kun regler for opretholdelse af vangegærderne. Det er oftest JL's og DL's regel, der gengives i stærkt varierende former, saaledes at vangegærdet skal opretholdes af alle bymændene, der fordeler pligten imellem sig ved rebning.[^31] Af vedtægterne fremgaar det ikke, om hver enkelt bymands del af vangegærdet er blevet afmærket, men at dette i hvert tilfælde er sket i nogle byer, viser en udtalelse i Oxie hd. tb. 1702,[^32] hvorefter en bymand er blevet udpantet, fordi han pløjede saa tæt til grøften om vangen, at det mærke, som viser, hvorledes hver og en skal dige, snart forskubbes og skaber stor urede imellem bymændene.[^33]
Enhver skal gærde for sin egen toft eller have, og nogle enkelte vedtægter tyder paa, at de ældre regler om hegnspligt har levet videre. Saaledes bestemmer vedtægten for Erfigsted, Haderslev amt, 1641,[^34] at enhver skal holde vangegærdet ved magt for sine agerender, og vedtægten for Øsløs, Thisted amt, 1736 § 11 (DW III:267) fastsætter, at enhver bymand skal dige for sin ager og eng, hvor hans jord støder op til diget.
I Sønderjylland synes man under den stærke udvikling af løkkedriften at have anvendt DL 3–13–40, uanset DL ikke i almindelighed var gældende i landsdelen. Efterhaanden som udskiftningen skred frem, og den ene løkke grænsede op til den anden, den ene kobbel til den anden, maatte en saadan regel føles urimelig, og der blev gjort mange forgæves forsøg paa at faa den afskaffet.
Gammel hævd og den paa DL 3–13–40 byggede grundsætning var imidlertid urokkelig, med mindre bymændene indbyrdes blev enige om en anden ordning som f. eks. Adbol og Skovby i Ny hd., hvis vedtægt 1722 bestemmer, at naboer, der har kobler ved siden af hinanden, hver skulde tage halvdelen af hegnsbyrden efter lov og landsret.[^35] Nogle vedtægter fra det fynske omraade indeholder en lignende regel om halvgærde mellem tilstødende særjorder.[^36]
2. Hegnstiden
Vangebruget forudsætter, at der er enighed blandt bymændene om tidspunkterne for vangens fredning og opgivelse. Bestemmelser herom hører da ogsaa til vedtægternes faste bestanddele og er desuden optaget i lovgivningen. SKL 188 bestemmer, at granderne i byen, naar de har saaet deres sæd, skal fastsætte en lagdag, til hvilken alle skal have opfyldt den dem paahvilende hegnspligt, men SKL 179 og 189 tyder paa, at den egentlige fredning, trods eventuel tidligere hegnssætning, indtræder pinsedags aften. JL III:59 fastsætter, at hegnet for rugvangen skal være lovligt til paaske eller før og for vaarsæden til pinsedag, og hegnene for begge vange skal opretholdes indtil mikkelsdag (29.9), medmindre alt kornet er kørt hjem fra marken forinden.
Efter det første udkast til DL 3–13–42 skal hegnet for rugvangen lukkes inden mikkelsdag, men i den endelige tekst bliver tidspunktet rettet til mortensdag (11.11). Det tilføjes, at bymændene trods den forannævnte regel kan vedtage, at deres kreaturer skal gaa i vangen til imod mortensdag. Ifølge DL 3–13–43 skal der gærdes for vaarsæd til voldermisse (1.5.), og gærdet skal blive staaende til mikkelsdag, med mindre alt kornet forinden er kørt hjem.
Vedtægterne indeholder et væld af regler om tidspunkterne for vangenes fredning og hegnets istandsættelse, og der er ofte stor forskel paa reglerne fra by til by. Visse hovedregler kan dog konstateres. For det første findes i et meget stort antal vedtægter, især fra Skaane og Sjælland, en sondring imellem hegnets gablukning og dets fuldlukning eller fredtepning. Vedtægterne giver næsten ingen oplysning om, hvilken forskel der er paa de krav, der stilles til et gablukket og til et fuldlukket hegn, men meningen er formentlig, at man ved gablukningcn skal istandsætte alle gennembrydninger i hegnet, hvorigennem kreaturerne uden videre kan gaa ind i vangen, medens fuldlukningen har til hensigt at gøre hegnet istand til at modstaa angreb fra kreaturer, der ikke ligefrem er uvane, jfr. § 3 i Apenhult, V. Gønge hd. (nr. 21) 1755.
Det lønner sig ikke nærmere at undersøge vedtægternes stærkt vekslende regler om markfredens indtræden, med mindre man i hvert enkelt tilfælde kan inddrage de stedlige mark- og dyrkningsforhold i undersøgelsen, hvad der helt vil falde udenfor rammerne af nærværende fremstilling. I almindelighed kan det fastslaas, at hegnet skal holde kreaturerne væk fra vangen fra det tidspunkt, da saaningen begynder, men adskillige vedtægter indeholder foruden hegnstiderne tillige bestemte angivelser af, hvornaar kreaturerne skal lukkes ud af den fredede vang, og disse tidspunkter behøver ikke at falde sammen med fredningen, jfr. DL 3–13–42 in fine.
Til belysning af forholdene skal vi gennemgaa nogle enkeltheder fra vedtægterne i Skaane, hvorfra det talrigeste materiale er bevaret.
Til denne gennemgang bemærkes, at kun et faatal af vedtægterne indeholder særlige regler om fredningen af rugvangen, idet de fleste enten blot i almindelighed omtaler vangens fredningstider under eet eller ogsaa kun byvangens. I adskillige byer i de nordskaanske herreder har der saa sent som paa 1700-tallet kun været saaet vaarrug og ingen vintersæd, saaledes at fredningstiderne var de samme for de to vange.
I den følgende gennemgang undersøges kun forholdene i vaarsædsvange.
I Ø. Gønge hd. har 16 af 41 undersøgte vedtægter særlige bestemmelser om gablukningen. Heraf bestemmer 7, at gablukningen skal finde sted til Vor Fruedag (25.3.), 2 vedtægter fastsætter gablukningen til først i april maaned, 4 til saaningen, 2 til det tidspunkt, som vedtages af bymændene og 1 til det tidspunkt, oldermanden fastsætter. Af de nævnte 41 vedtægter fastsætter de 13 fredtepningen eller fuldlukningen til Valborgsdag (1.5.), 7 til først i april og 4 til Bøelsmesse (17.6). Endvidere indtræder fredningen efter 10 vedtægter paa tidspunktet for saaningen, efter 3 vedtægter paa det tidspunkt, oldermanden fastsætter, og endelig siger 3 vedtægter blot, at først skal rugvangen fredes og kort tid derefter bygvangen.
I V. Gønge hd. har 56 af 79 undersøgte vedtægter særlige bestemmelser om gablukningen. Heraf bestemmer 3, at gablukningen skal finde sted, saasnart kulden er gaaet af jorden, 5 fastsætter gablukningen til Vor Fruedag (25.3.), 21 til en dag først i april, 6 til en dag sidst i april og 19 til tidspunktet for saaningen. Af de nævnte 56 vedtægter fastsætter 46 fredtepningen til Valborgsdag (1.5.), 1 til Vor Fruedag (25.3.), 3 til først i april, 3 til sidst i april, 12 til maj maaned (efter den 1.5.), 4 til først i juni og 5 til sidst i juni. 2 vedtægter fastsætter fredtepningen til en uges tid efter saaningen.
Endelig skal anføres resultatet af en gennemgang af 24 vedtægter fra Gærds hd. Heraf indeholder 9 særlige bestemmelser om gablukningen, nemlig 1 til det tidspunkt, hvor kulden er gaaet af jorden, 3 til april maaned og 5 til Valborgsdag. 13 vedtægter fastsætter fredtepningen til det tidspunkt, oldermanden tilsiger, 6 til Valborgsdag, 4 til maj maaned og 1 til en uge efter saaningen.
I forbindelse hermed kan nævnes, at 15 vedtægter fra V. Gønge hd. indeholder særlige bestemmelser vedrørende tidspunktet, hvor kreaturerne skal føres ud af vangen. I 6 vedtægter falder dette tidspunkt sammen med gablukningen, og i 6 andre vedtægter falder tidspunktet sammen med fredtepningen. 1 vedtægt vil have kreaturerne fjernet paa et tidspunkt mellem gablukning og fredtepning, og 2 vedtægter kræver først, at kreaturerne skal være væk paa et tidspunkt, der ligger efter fredtepningen. I Ø. Gønge hd. falder tidspunktet for kreaturernes fjernelse i 3 tilfælde sammen med gablukningen og i 2 tilfælde sammen med fredtepningen. I 4 tilfælde fastsættes kreaturernes fjernelse til 1.5., samtidig med at gablukningen finder sted 25.3. og fredtepningen 8.4., men omvendt indeholder 2 vedtægter en regel om, at kreaturerne skal være fjernede den 1.5., samtidig med at gablukningen finder sted i marts-april og fredtepningen først den 17.6. I Gærds hd. er den hyppigste regel den, at kreaturerne skal være fjernet fra rugvangen, naar denne tilsaaes, og af bygvangen, naar denne fredteppes.
Som man vil se, udgør disse regler et meget broget billede. En stor del af forklaringen herpaa er vel nok, at markfreden var saa uhyre vigtig for bylaget, at det var nødvendigt at overholde meget formelle regler for ikke at bringe urede i byen. Disse formelle regler har traditionen vel af og til gjort mere bestandige, end bylagets tarv gjorde nødvendigt.
Gennemgangen af foranstaaende vedtægter fra Nordskaane kan suppleres med en skildring af forholdene paa Skaanes Söderslätt paa 1700-tallet. Skildringen er givet af Mathias Solberg og det fremgaar heraf, at rugvangen hegnes og gablukkes, naar kulden gaar af jorden, saa at bymændene kan gaa videgang St. Jørgensdag (23.4.). Valborgdagen (1.5.) gaas der fuld videgang, og da skal alle hegn være i fuldkommen stand om rugvangen. For bygvangen skal der gablukkes Valborgdagen, da led og laager skal være paa plads. Derefter maa ingen kreaturer være i vangen. Inden byggen saas, gaar man videgang for at se, om der er fuldt fredet. Byggen saas nogle steder 18.5., men andre steder først 25.5.
Lige saa vigtigt, som det er, at bymændene samtidig istandsætter hegnet, lige saa vigtigt er det, at den ene ikke opgiver vangen, d. v. s. lader kreaturerne græsse paa stubmarken, før de andre. Ifølge SKL 187 skal den, der nedtager hegnet, forinden alle mænd har bjerget deres sæd, erstatte al skade paa kornet og give enhver, der kærer, en bøde paa 6 øre. EsjL II:74 indeholder udførlige regler herom. Hvis nogen faar indhøstet før de andre, maa han ikke af den grund drive sit kvæg i vangen, selvom han holder det paa sin egen jord. Det kan ikke være lovligt, at han benytter ævred tidligere, fordi han har faaet tidligere høstet, hvad enten det er een ager eller flere, og hvis han alligevel gør det, maa hans kvæg optages, ligesom naar det ellers kommer i vangen. Men hvis der findes nogen i byen, som er saa lumsk, at han lader sit korn staa ude paa marken, fordi han vil gøre de andre skade dermed eller optage deres kvæg, da skal granderne stævne ham til tinge, og tingmændene skal fastsætte en dag for ham, til hvilken dag han skal have indhøstet, og faar han indhøstet til denne dag, da har han selv gavn deraf. Men faar han ikke indhøstet, da skal han først indhegne sin jord uden at optage kvæg, og granderne skal nyde deres ævred, jfr. Øgl. BB XXI og Sdml. BB VII. Hvis flere byer ligger i vangelag, er det naturligvis af lige saa stor betydning, at ingen af byerne opgiver de paagældende vange, forinden de andre har faaet indhøstet. Dette fastsættes da ogsaa i EsjL II:74, som tilføjer, at dersom de alligevel driver kvæg paa vangen, da skal de erstatte den skade, som voldes paa det korn, der ikke er indhøstet, og betale bøder efter nærmere fastsatte regler. Baade internt og mellembys gælder formentlig det sidste punktum i EsjL II:74, hvorefter de, der først faar indhøstet, dersom de sender deres kvæg i vangen, maa finde sig i, at de andre, der er senere med høsten, under tilsyn beholder deres ævred lige saa mange dage senere, som de første havde deres, forinden de andre fik indhøstet.
Ifølge JL III:59, jfr. DL 3–13–43, skal hegnet opretholdes indtil mikkelsmesse, medmindre alt kornet kommer ind før, men nærmere regler gives ikke. Hvis nogen vil have sit kvæg paa ævred, før de andre har høstet, skal han ifølge DL 3–13–44 meddele de andre dette og have deres forlov dertil, og skal derefter holde det paa sine egne agre og holde det vogtet, saa at det ikke kommer ind paa andres uhøstede agre.
I V. A. Sechers udgave af DL anføres EsjL II:74 som kilde til denne bestemmelse. Dette kan ikke være rigtigt, da EsjL ikke nævner den mulighed, at man kan faa grandernes tilladelse til at vogte sit kvæg i vangen, forinden denne almindeligt opgives. Den samme regel gælder ifølge 3–13–45 om byer, der ligger i vangelag sammen. Reglen i EsjL II:74 om den, der ved forsømmelighed undlader at høste i tide, gentages i DL 3–13–46.
I vedtægterne forekommer ikke større afvigelser fra lovgivningens bestemmelser, der gang paa gang er optaget i vedtægtsbestemmelserne. I mange tilfælde fastsætter vedtægterne en bestemt dato for opgivelsen af vangen, og mikkelsdag eller mortensdag synes her at være det almindeligste, men ofte skal vangen ligge fredet, indtil bylaget vedtager at opgive hegnet. Hovedreglen er dog den, at vangen kan opgives, naar alt kornet er indbjerget, og dette er formentlig først sket, naar den er renset for rivelse.[^38] Hvis en bymand af forsømmelighed undlader at faa sit korn hjem, maa han tage skade for hjemgæld.[^39]
Hvis byer, der ligger i vangelag, ikke har fælles vedtægt, har reglen vel været den, som udtales i Venestad, Gærds hd. (nr. 35) 1639 § 13, at ingen maa opgive vangen, før alle bymændene og de omliggende byer og torper har samtykket. Imidlertid er det jo klart, at netop vangelagene frembyder mulighed for talrige konflikter vedrørende vangenes opgivelse. Dette fremgaar da ogsaa klart af tingbøgerne i de egne, hvor vangelagssystemerne er fremherskende.[^40]
3. Hegnssyn
Naar de forskellige tidspunkter indtræder, hvor bymændene skal have hegnet i en vis stand, skal samtlige bymænd eller særligt udnævnte mænd gaa videgang (gærdegang, gaardgang) for at konstatere, om hegnspligten er behørigt opfyldt og fastsætte bøder for de uefterrettelige. Naar oldermanden tilsiger nogen at syne hegnene, er den udmeldte pligtig at forrette synet og bliver pantet, hvis han holder sig hjemme. Hvor alle bymændene gaar om hegnet, er de alle pligtige at møde op,[^41] hvilket bl. a. skyldes ønsket om, at enhver mand under selve videgangen kan udpege det stykke hegn, hvis opretholdelse han har ansvaret for.[^42]
I nogle byer gaar man regelmæssigt videgang under hele fredstiden, f. eks. 1 eller 2 gange om ugen eller hver anden eller 3. uge;[^43] andre steder indskrænker man sig til at gaa videgang paa de tidspunkter, hvor hegnet skal være i en vis stand, og saafremt der udenfor videgangen konstateres brud paa markfreden, udsendes der et særligt syn, som skal konstatere, om hegnet er ulovligt, og i bekræftende fald hvem der har ansvaret derfor.[^44] Hvis det under videgangen konstateres, at et hegn er ulovligt, og der ikke er sket nogen udbedring inden næste videgang, paalægges der den ansvarlige ekstrastraf. En bonde, der i 1693 blev tiltalt ved Harjagers herredsting for helligbrøde, fordi han havde arbejdet paa en helligdag, forsvarede sig med, at bymændene to gange havde pantet ham for ulovlige gærder, og at de nu havde truet ham med dobbelt straf, hvis gærdet ikke kom i stand. Derfor maatte han bruge helligdagen til at faa arbejdet fuldendt.[^45]
Foruden det egentlige hegnssyn fandtes der i mange byer en markmand, vangegemmer eller engevogter, der — naar han ikke blot var hyrde — havde til opgave at overvaage markfreden; se herom foran side 119. Naar en eller flere af byens vange ligger i lag med de omliggende byers vange, maa fredningen af alle de til et vangelag hørende marker nødvendigvis ske samtidig, og i mange tilfælde har de deltagende byer derfor fælles videgang om hele vangelagets hegn; se herom nedenfor side 379 f.
4. Hegnets kvalitet
En undersøgelse af hegnsmaterialet og dets behandling er af overvejende kulturgeografisk karakter og skal ikke foretages her. For Skaanes vedkommende har Campbell[^46] gennemført en undersøgelse af hegnene indenfor de enkelte bygder. For blot at antyde problemets karakter kan vi pege paa hovedresultatet af denne undersøgelse, hvorefter hegnene paa slettebygden gennemgaaende bestaar af jordvolde, som, hvor der findes alminding, ofte er dækket med tørv; i risbygderne, hvor eng- og fælledmarker er et karaktertræk, er hegnsmaterialet oftest ris, d. v. s. engens rydningsserie eller underskov fra fælleden samt græstørv. I skovsbygden findes egentlige trægærder, medens stengærderne optræder spredt, hvor der findes naturlige muligheder herfor.
I de danske landskabslove findes der ikke meddelelser om, hvilke krav der stilles til hegnets kvalitet. Naar EsjL II:61 taler om lovlige gærdestaver, er der vel nærmest tænkt paa, at gærdet ikke maa være af en saadan beskaffenhed, at det volder dyr eller mennesker skade, og det er jo da ogsaa derom, bestemmelsen handler. Lidt mere almindelig er gengivelsen i DL 3–13–48, hvorefter gærder skal være lovlige, saa at ingen derover fanger skade. Ganske vist følger herefter en omtale af det tilfælde, at dyr eller mennesker kommer til skade paa grund af gærdet, men koncipisten har formentlig ved omskrivningen haft en videre hensigt med kravet om gærdernes lovlighed.
I de svenske landskabslove findes derimod en del bestemmelser om hegnets kvalitet. Ifølge Gutaloven XXVI § 5 er intet hegn lovligt, hvis det ikke er bundet med to vidjer, og der er 2½ alen til øverste vidje, og dermed er hegnet kun lovligt for svin og kreaturer, der kryber over, medens der maa kræves mere, for at det kan være lovligt for dyr, som kryber under. Östgötalovens BB XIV kræver, at gærdet skal kunne bære en mand med alle folkevåben, d. v. s. skjold, sværd og keddelhat, jfr. Vådamålsb. VI § 1, og som er saa højt, at en mand af sædvanlig højde lige naar til jorden paa den anden side gærdet med en alenkæp. Efter Hälsingelovens BB V skal hegnet for at være lovligt bestaa af en række hegnspæle med 1 fods afstand og være bundet med 2 vidjer saa højt, at det naar op under armen paa en middelstor mand. I engene skal hegnet være lige saa højt, men der kan være en halv favn mellem pælene.
Den stadig mere sparsomme forekomst af gærdsel foranlediger lovgivningsmagten til at gribe ind i forbindelse med bestræbelserne paa at beskytte skovene mod rovdrift.
Ved en befaling 28.7.1562 paabydes det bønderne i Københavns, Krogens og Abrahamstrups len at sætte stengærder, for at kronens skove ikke skal blive ødelagt af hugst til gærdsel. Hvor der ikke er sten, skal de hegne med grøft og grav.
Forordningen for Jylland 1584 forbyder bønderne at anvende gærdsel til indhegning af nogen toft eller særjord, men henviser dem til at anvende grøft og grav. Ved missive til alle lensmænd paa Sjælland 1.9.1623 gentages paabudet i den forannævnte befaling fra 1562, jfr. ogsaa missive 13.7.1648. Spørgsmaalet tages op i større almindelighed med skovforordningen 13.9.1687, der i § 17 udtaler, at da skoven forhugges til gærdsel, skal der overalt, hvor jorden er egnet dertil, ikke sættes gærder, men grave og grøfter. Arbejdet skal skiftes mellem bønderne, og herreds- eller birkefogden skal udtage 4 mænd til at besigtige grøfterne aarligt ved Philip Jacobi dag (Valborgsdag 1.5.), om de er lovlige. Men hvor der ingen grøfter kan være, skal al gærdsel tages inden medio marts, og al gærdsel skal hugges »udi nymaane«. Da dette paabud ikke var tilstrækkeligt, udsendes forordningen 17.8.1695 om stengærders indretning i Danmark. Det hedder i preamblen, at saasom skovene i Danmark aar efter aar meget til skade er udhugne til staver og gærdsel til de mange risgærder, som aarligt gøres om byernes marker, og paa det markerne kan blive ryddet for sten, fastsættes de følgende regler, hvorefter alle risgærder skal sættes af sten, hvor tilstrækkelig mange sten findes. Herreds- og birkefogderne skal udmelde 4 uvildige mænd, der skal maale gærdernes længde om alle byernes marker. Amtmændene skal gøre en ligning, hvad enhver efter sin gaards hartkorn kan tilkomme at oprette. Kongen er dog tilfreds, naar man aarligt opretter en del af gærdet; derfor skal bønderne, saasnart høsten er overstaaet, samle alle sten, som ligger paa marken indtil 1500 alen fra deres gærdesteder. Hvad der er forordnet om grøfterne, skal forblive i kraft, indtil stengærderne er færdige. Ved § 17 i skovforordningen 21.1.1710 forbedres bestemmelserne i forordningen 1695 saaledes, at en gaard paa 8 tdr. hartkorn skal sætte 3 alen stengærde aarligt og opkaste 2 favne grøft, 3 alen bred og 2½ alen dyb, og de øvrige bønder skal rejse hegn i forhold hertil. Disse regler ophæves først efter udskiftningen med hegnsforordningen 29.10.1794.
Et reskript af 6.5.1697 paalægger by-, herreds- og birkefogderne at pante de bønder, som er efterladne med rejsningen af stengærderne.
Landsbyvedtægterne indeholder kun faa bestemmelser om hegnets kvalitet. Eksempelvis kan dog nævnes, at Blenstrup, Aalborg amt, 1729 § 50 (DW III:309) fastsætter, at oldermanden skal have et maal, som skal være indrettet efter samtlige bymænds vedtagelse, og som skal anvendes til at konstatere, om hegnet er tilstrækkkelig højt eller grøften tilstrækkelig bred. I nogle skaanske vedtægter er der fastsat bestemte maal paa det lovlige hegn.[^47]
5. Brud paa markfreden
Naar vangen er lyst i endelig fred, maa ingen kreaturer gaa løse indenfor hegnet, og i mange tilfælde er ogsaa tøjring i vangen forbudt, selvom det sker paa ejermandens egen jord. Dette sidstnævnte spørgsmaal vil blive behandlet i næste afsnit. Det fornemste retsmiddel imod saadanne brud paa markfreden, der skyldes indtrængende kreaturer, er innam, men dette retsmiddel vil først blive behandlet i kapitel 12.
Med hensyn til markskade, der forvoldes af kreaturer, som bryder ind gennem et ulovligt hegn, er hovedreglen den, at skaden skal erstattes af den, som er ansvarlig for det ulovlige hegn. Denne hovedregel er udtalt i EsjL II:73, hvorefter den, der efter advarsel har undladt at istandsætte sit hegn, er ansvarlig for den skade, der sker, efter at han er advaret. Men hvis det staar dag og nat, efter at han er blevet advaret, uden at han udbedrer det, og der derefter tilføjes vangen skade af kvæg, som kommer igennem hegnet, da skal han foruden at erstatte skaden ogsaa bøde 2 øre. Men nægter han skaden, før gærdet har staaet dag og nat og hævder, at det ikke kom igennem hans gærde, da skal han alene nægte med sin egen ed. Men nægter han, efter at det har staaet dag og nat, da skal han nægte det med tredie mands ed. Samme regel findes i JL III:48, hvorefter den, der lider skade paa grund af andres ulovlige hegn, kan kræve erstatning af dem, der har pligt til at opretholde hegnet, jfr. SKL 187. Hvis ingen vil vedkende sig det ulovlige hegn, maa det udfindes ved rebning, hvem vedligeholdelsespligten tilkommer. I de tilfælde, hvor der holdes halvt hegn, bestemmer JL, at den skade, en by lider paa grund af sine egne hegns ulovlighed, skal den selv bære, hvad enten det er byens kvæg eller fremmede dyr, som har forvoldt skaden. Disse regler gentages i DL 3–13–37 til 38.
At markskade, som forvoldes af kvæg, der gaar gennem ulovligt hegn, skal betales af den, der har pligt til at vedligeholde hegnet, er formentlig ogsaa hovedreglen i vedtægterne, medens ejeren af kvæget skal betale, dersom hegnet var lovligt, se vedtægt for Holbæk markjorder 1581 § 6–7 (DW III:105). Fra vedtægterne kan iøvrigt anføres Neder Jerstal, Haderslev amt, 1694 § 11 (DW III:25), hvorefter markskade, der forvoldes af indtrængende kreaturer, skal erstattes af den, der ejer det hegn, hvorover kreaturerne kom ind, medmindre kreaturerne er uvane eller det kan bevises, at hegnet er ødelagt af mennesker, og at det forinden var lovligt. Efter Stoense, Svendborg amt, 1707 § 9 (DW III:246) er det hovedreglen, at ejermanden til svin, der findes i vangen, skal bøde for vedtægtsbrud, men kan det bevises, at svinene er kommet i vangen gennem ulovlige hegn, maa bøden betales af den, der har ansvaret for hegnet. Erstatningspligten er jo nok fulgt med bødepligten. Efter vedtægten for Vong, Ribe amt, 1691 § 9 (DW IV:374) skal den, der har ulovlige hegn, betale den skade, som forvoldes derved, og efter Tiset, Haderslev amt, 1742 § 7 (DW V:190) er det ganske vist hovedreglen, at markskade skal betales af den, som ejer kreaturerne, men hvis de er kommet i vangen over ulovlige hegn, skal den, der er ansvarlig for hegnet, ogsaa betale skaden. Vedtægten for Græsted, Frederiksborg amt, 1696 § 39 (DW I:49) indeholder en klar sondring imellem de tilfælde, hvor kvæg er kommet i vangen over lovligt hegn, og de tilfælde, hvor kvæg er kommet i vangen over ulovligt hegn. I det første tilfælde skal kvægets ejermand betale skaden, men i det andet tilfælde har den hegnepligtige erstatningsansvaret. De danske landskabslove behandler ikke det tilfælde, hvor kvæget er kommet i vangen over et lovligt hegn, medens Östgötaloven BB XVII § 1 fastsætter, at markskaden skal betales af dyrets ejer, hvis det er gaaet over lovligt hegn, men af den hegnspligtige, hvis det er gaaet over ulovligt hegn, jfr. ogsaa Gutaloven XXVI § 2.
I de allerfleste tilfælde fastsætter vedtægterne blot, at den, der ejer kvæget, skal betale markskaden, men omtaler ikke den maade, hvorpaa kvæget er kommet i vangen. Det er imidlertid ikke altid, at man i saadanne vedtægter kan forudsætte, at hegnet skal være lovligt, idet de lokale regler om vogtning af husdyrene kan spille ind. I EsjL II:83 har vi et udtryk for dette samspil mellem vogtning af kreaturerne og hegning af marken. Hvis et kreatur kommer ind i vangen imod ejerens vilje enten gennem et led eller et itubrudt hegn, og han har hyrde til sit kvæg fælles med alle granderne, da skal han ikke bøde for kvæget, men kun betale skadeserstatning. Men er det en grande, som ikke vil have hyrde med de andre, og hans kvæg gaar uden opsyn, og saaledes kommer i vangen, da skal den, der ejer kvæget, erstatte skaden og bøde to øre, fordi hans kvæg gik uden opsyn. Markskade, der skyldes hyrdens forsømmelighed, skal ogsaa efter JL III:48, jfr. DL 6–14–12, erstattes af kvægets ejer, men han skal intet bøde, hvis det er sket mod hans vilje. I DL omtaler kun 3–13–41, at man kan frede vangen ved vogtning, idet det bestemmes, at den, som ikke har rigtige hegn, men kun vandfyldte grøfter eller naturlige aaer til at frede vangen, skal vogte sig fred til, naar vandet ikke staar saa højt, at det kan holde dyrene ude. Iøvrigt viser vedtægter og tingbøger, at reglerne om vogtning er rent lokale, men man kan vist i almindelighed konstatere, at den, der lader sine kreaturer gaa udenfor byens fælles hjord, eller som undlader at holde sine dyr i tøjr, naar det er vedtaget, bliver ansvarlig for den skade, der forvoldes i vangen, dersom dyrene bryder ind.
Om drab af kvæg, der bryder ind i vangen, se nedenfor side 410 f.
6. Tøjring i vangen
Som nævnt foran i kapitel 4 var driftsfællesskabet under middelalderens vangebrug kun af begrænset omfang, og en bonde raadede i udstrakt grad over brugen af sin egen ager i vangen. Som følge heraf var den solidariske forpligtelse til at opretholde vangefreden heller ikke saa omfattende som i tiden efter landskabslovene. Dette er baggrunden for, at landskabslovene almindeligt forudsætter, at bymændene lader deres kreaturer gaa i tøjr i en fredet vang, hvilket f. eks. kan være tilfældet paa engen, eller hvis en ager ligger til fælled, medens den øvrige vang bærer korn. Denne fremgangsmaade er vel ikke udtrykkeligt anerkendt i SKL og JL, men SKL 174 og JL III:51, jfr. DL 6–14–16, forbyder, at nogen lader sine kreaturer gaa i tøjr paa andres agre, og herfra kan vi vel slutte, at tøjring i almindelighed var lovligt.
Imidlertid har man formentlig paa landskabslovenes tid ligesom senere haft forskellige bestemmelser om tøjring af heste og kvæg. Herpaa tyder i hvert fald EsjL II:71–72, der indeholder udførlige regler om tøjring af heste. Hvis nogle vil tøjre deres heste i vangen paa deres egen jord, medens andre ikke vil det, da skal de, der ønsker at sikre vangefreden, have fortrinsret. Men hvis alle grander tillader en mand at have en hest paa sin egen jord, fordi han skal holde opsigt med vangen, da skal præstens hest altid have lov til at græsse i vangen, hvis præsten har flere byer i sit sogn (og altsaa har haardt brug for ridehest). Men hvis den, der har faaet grandernes tilladelse, tøjrer hesten paa sin egen jord, og hesten kommer løs og gør skade paa andres korn, da skal hestens ejer betale erstatning, men ikke bøde derfor. Men hvis nogen fører heste i vangen og tøjrer paa deres egen jord uden at have faaet grandernes tilladelse, da skal de ikke alene betale al den skade, som hestene forvolder, naar de river sig løs, men tillige bøde to øre eller give tre mands ed paa, at de ikke kom i vangen med hans vilje. Hvis alle og enhver i byen vil have hver sin hest i vangen, da skal man ikke bøde, men erstatte al den skade, som forvoldes. Det er ikke urimeligt at tro, at enhver har haft lov til at tøjre sit kvæg i vangen paa egen ager, men at det kun er tøjring af heste, maaske kun følhopper, som i særlig grad har vakt betænkelighed.
Aarsagen til, at kun heste er nævnt, kan ogsaa være den, at kvæget i almindelighed drives med byens hjord, og at særhjord fra gammel tid har været forbudt, saaledes at spørgsmaalet om at tøjre i vangen kun har interesse for hestenes vedkommende; herpaa tyder nogle af de ældste af de bevarede landsbyvedtægter, der ligeledes kun omtaler tøjring af heste, medens kreaturerne overhovedet ikke er nævnt i denne forbindelse, se saaledes Lumby, Odense amt, 1592 § 8 (DW I:334), Sønder Jernløse, Holbæk amt, 1598 § 36 (DW I:121) og Kjærby, Odense amt, 1629 § 10 (DW I:379). Paa den anden side kan der kun være tale om at lade græsse paa saadanne agre i den fredede vang, som enten bestaar af eng, eller som ligger til fælled, idet græsning paa ævred ikke er tilladt, før alle granderne har opgivet vangen, jfr. EsjL II:74 og ovenfor side 223.
Efterhaanden som driftsfællesskabet forøgedes, og baggrunden for et krav om forbud mod at tøjre i vangen i og for sig var til stede, har den stadig større mangel paa græsning imidlertid tvunget bymændene til — trods de stigende ulemper derved — at fortsætte tøjringen i vangen. Vedtægterne giver et tydeligt billede af interessemodsætningen mellem det kollektive ønske om at sikre vangefreden og det individuelle behov for øgede græsningsmuligheder.
Troels Fink[^48] fremdrager en række vidnesbyrd om denne interessemodsætning. Han henviser til, at der i vangen fandtes smaapletter af sur og daarlig jord eller engstumper, der laa rundt i kornmarken, men som ikke kunde besaaes. Ofte lod desuden den enkelte bonde nogle agre ligge ubesaaet. Her tøjredes heste og kreaturer. Dette betød selvfølgelig en alvorlig fare for kornet, der kun meget vanskeligt kunde holdes i fred for dyrene, og talløse var de stridigheder, som dette forhold affødte. Adskillige steder afskaffedes ved overenskomst mellem bønderne al tøjring i kornmarken. Landsbyvedtægterne i Sønderjylland giver mange vidnesbyrd herom. Fra bøndernes side klages der ofte over den skade, der forvoldes paa grund af tøjringen i kornvangen, og myndighederne er ikke blinde herfor, men staar ofte magtesløse overfor kravet om adgang til den størst mulige græsning. Troels Fink nævner en skrivelse fra amtmanden i Haderslev amt 1714, hvori det hedder: »...det vilde være bedre, om tøjringen i kornmarken helt kunde undlades, især da der derved tilføjes kornet skade paa mange maader. Men da landsbyernes forhold ikke altid er saaledes bevendt, at den slags kan ske, saa maa i hvert tilfælde intet kvæg eller heste taales utøjrede i kornmarkerne...« Et forsøg paa i 1748 at faa rentekammeret til at udstede et forbud mod tøjring mislykkes, idet rentekammeret henviser til, at den enkelte maa være frit stillet, »især da enhver er forpligtet til at erstatte den skade, som kvæget gør paa det korn, der staar paa marken.« Tøjring i kornmarkerne forekom over hele Sønderjylland.
Fra det øvrige land er vidnesbyrdene meget varierende. Nogle enkelte eksempler herpaa skal nævnes. Som regel vil en bestemmelse om, at man ikke maa tøjre paa anden mands ager, forudsætningsvis oplyse, at tøjring paa egen jord er tilladt, men dette er ingenlunde altid tilfældet.[^49]
Mange vedtægter bestemmer uden videre, at al tøjring af heste og kreaturer er forbudt i den fredede vang. Dette gælder saaledes vedtægten for Kolding markjord 1559 §§ 4, 10 og 11 (DW II:419 ff), Ugilt, Hjørring amt, 1651, 4. afsnit (DW V:95) og Voer, Randers amt, 1707 §§ 1 og 11 (DW III:391).[^50] En række vedtægter indeholder en bestemmelse om, at der ikke maa tøjres mellem kornet i høsten, forinden alle stakke er bragt i hus,[^51] uden at det iøvrigt fremgaar, om tøjring i vangen er lovlig i andre tilfælde, medens nogle vedtægter udtrykkeligt understreger, at forbudet imod tøjring gælder saavel i høsttiden som iøvrigt, saaledes Hjerting, Haderslev amt, 1696 § 3 (DW V:181) og Komdrup, Aalborg amt, 1716 § 17 (DW II:88). Selv om tøjring i almindelighed er forbudt, kan det godt være tilladt at tøjre arbejdshestene i vangen under høstarbejdet, og en saadan tilladelse gives undertiden udtrykkeligt i vedtægten.[^52]
I modsætning til de vedtægter, som betingelsesløst forbyder tøjring i vangen, findes der et stort antal vedtægter, som uden indskrænkninger af nogen art tillader en saadan tøjring, naar bonden blot holder sig paa sin egen ager og holder dyrene i forsvarligt tøjr. Eksempelvis kan nævnes Vibøge, Sønderborg amt, 1638 § 9 (DW V:240), Venestad, Gærds hd. (nr. 35) 1639 § 4, Svenarp, Ø. Gønge hd. (nr. 22) 1647 § 10, idet dog § 14 forbyder at tøjre svin eller søer, hvad der sikkert har været en almindelig regel i alle landsbyer, Firgaarde, Aarhus amt, 1682 § 32, (DW II:393), Hadsted, Maribo amt, 1689 § 10 (DW I:240) og Vejrup, Odense amt, 1699 § 14 (DW I:276).[^53]
Bestemmelserne om tøjring kan udmærket skifte fra tid til anden i den samme by, saaledes bestemmes det i vedtægten for Varnæs, Aabenraa amt, 1677 § 4 (DW V:237), at det ikke i denne sommer er tilladt bymændene at sætte kreaturer i tøjr, og i nogle tilfælde kan vi konstatere, at en vedtægt er blevet rettet netop paa dette punkt. Dette gælder saaledes vedtægten for Nykøbing Sj's markjorder 1664 § 40 (DW IV:29), hvoraf fremgaar, at tøjring paa egen ager er tilladt, medens den senere vedtægt fra 1705 § 6 (DW IV:134) udtrykkeligt forbyder tøjring af heste og kreaturer, da man har gjort den erfaring, at saadan tøjring forvolder skade. Vedtægten for Sparrarp, V. Gønge hd. (nr. 1) 1694 § 7 tillader, at enhver tøjrer paa sit eget, naar han har behov derfor, men denne bestemmelse er senere ved en udateret rettelse ændret til et absolut forbud imod at tøjre kreaturer, heste, okser, køer eller andre nød i vangen. Endelig gøres der i vedtægten for Vindelev, Vejle amt, 1774 § 2 (DW II:436) op med den skik, at bymændene tøjrer deres kreaturer i kornvangen, saaledes at dette for fremtiden skal være fuldstændigt forbudt.
Der findes endvidere en gruppe af vedtægter, hvori det nok principielt er tilladt at tøjre i vangen, men hvor der er gjort særlige undtagelser. Blandt disse undtagelser maa i første række nævnes hopper med føl, som det er umuligt at vogte forsvarligt, og som derfor ikke maa findes i fredet vang.[^54] I nogle tilfælde er det ganske vist ikke forbudt at tøjre følhopper, men de skal dog tøjres saa langt fra kornet som muligt.[^55]
Af og til er ogsaa køer udtrykkeligt udelukket fra adgangen til tøjring i vangen,[^56] dog at bymændene naturligvis kan vedtage, at en saadan tøjring i enkelte tilfælde kan tillades.[^57] Forbud mod at tøjre kvæg i vangen synes ogsaa forudsat i de forannævnte vedtægter, der kun omhandler tøjring af heste[^58] og i de ovenfor side 173 omtalte forbud imod særhjord.
Nogle enkelte vedtægter fastsætter bestemte grænser for antallet af heste og kreaturer, der maa tøjres i vangen. Ifølge vedtægten for Harreby, Haderslev amt, 1601 § 5 (DW V:180), maa man kun tøjre en hest for hver otting jord, man ejer; i Håsløv og Viby, Villands hd. (nr. 36) 1674 § 5 fastsættes antallet til 2 øg for hver helgaard, men her er dog mulighed for at tøjre et større antal mod at betale 2 sk. pr. øg til byen. Vedtægten for Stoense paa Langeland 1707 § 52 (DW III:261) bestemmer, at hver helgaard maa have 4 heste, en mindre gaard 3 heste og en halvgaard 2 heste i tøjr, medens antallet i Ballingstorp, Ø. Gønge hd. (nr. 35) 1724 § 6 er et par øg paa hver halvgaard. Bystævnet i Holme, Aarhus amt, fastsætter det antal heste og køer, som maa tøjres i byens vange (DW II:310 § 8).
Endelig bestemmer en række vedtægter, at ingen maa tøjre i vangen, medmindre bylaget har vedtaget, at en saadan tøjring maa finde sted, og ingen maa i saa fald tøjre før det tidspunkt, som bystævnet har vedtaget.[^59]
Fælles for alle vedtægter, der tillader tøjring i vangen, er reglen om, at den, der har heste eller kreaturer i tøjr, ubetinget bliver ansvarlig for al den skade, som dyrene forvolder, naar de river sig løs, og dette gælder, selvom bylaget har vedtaget, at de alle skal tøjre, jfr. EsjL II:72.